onsdag den 23. juni 2010

Skt. Hans


eller hvordan en af hverdagens hekse fejrer Midsommer. Og her mener jeg selvfølgelig mig, Juni, ikke dig! Juni blinker til mig. Ja, du er vist lidt af en heks! På den gode måde, tilføjer hun og kigger ud af vinduet. Vejret ser lovende ud. Ja, lidt skyer på himlen, men solen titter forsigtigt frem og overvejer, om den dog ikke skulle forbarme sig og skinne på os i dag. Det er jo Midsommer!
Juni og jeg taler lidt om, hvad Skt. Hans egentlig er. I dag fejrer vi årets længste dag på den nordlige halvkugle. Vi markerer lysets triumf over mørket, hylder solen og alt, hvad lyset står for: Renselse, frugtbarhed, velstand og bortjagning af det onde.
Tænk at det sker i min måned! Juni ser lidt stolt ud. Lyset sejrer over mørket. Dagen er lang og gavmild og minder os om, at der altid er en vej ud af mørket. Tro altid på, at du finder vejen ud i lyset igen! Men mørket har sin berettigelse, for netop fordi vi kender mørket, natten og kæmper med dets dæmoner engang i mellem, kan vi nyde lyset og letheden så meget desto mere. Ikke sandt, heks?
Jeg tror sørme, at det er mig, hun mener. Jeg er egentlig stolt af det prædikat. Synes at en heks er en spændende størrelse! Selvom man jo tidligere brændte den slags kvinder på bålet. Måske skulle jeg bare kridte kosten og flyve til Bloksbjerg i aften? Sammen med andre gode hekse? Juni ler. Jeg troede, du skulle hygge med kæresten og mor, sidde i haven med god mad og varme dig ved bålet senere på aftenen?
Jeg nikker. Ja, det er sandt. Og der er langt til Bloksbjerg! Jeg skal jo op på arbejde i morgen. Tror bare jeg bliver her og nyder lyset og min fridag. Fejrer Midsommer og solhverv. Varmer mig ved tanken om, at selvom mørket kan synes dybt og uigennemsigtigt, så er der altid en vej ud. Også selvom man nogle gange skal bruge krumspring og heksekunster!

Ha' en dejlig Skt. Hans. Må lyset gøre dig godt!
Billedet er lånt på andeby.dk

7 kommentarer:

  1. Mon ikke der er lidt heks i os alle? Jeg ved i hvert fald, at der er lidt i mig... ;-) Men jeg tror nu også, at jeg holder mig hjemme i aften - ingen grund til at flyve helt til Bloksbjerg, når der er så fint her!

    SvarSlet
  2. Ha' en rigtig dejlig aften med din mor, Lene - det lyder hyggeligt! Og jeg tilslutter mig Mias ord om, at der vist er lidt heks i os alle :-)
    Jeg skal på stranden i Liseleje og se på sankthansbål. Sankthansaften på stranden plejer at give anledning til den helt store folkeudflugt og er utrolig hyggelig.
    Varme klem!

    SvarSlet
  3. Ha' en dejlig fridag og Sct. Hans-aften!

    Vi holder Sct. Hans-aften hjemme med bål på vores store plæne (skønt at bo på landet og have god plads) og med mine svigerforældre som gæster.

    Vores dreng (10 år) ville ellers gerne, at vi tog til det store bål i byen, men med optænding kl. 21.00, er det for sent efter min mening, når man har børn, der skal op og i skole/børnehave i morgen. Så vi "nøjes" med bålhygge hjemme - måske lidt snobrød eller norske lapper?! Og det er jo heller ikke helt værst...

    KH. LisbethK

    SvarSlet
  4. nei her er ikke tid med feiring:) her skal pakkes.. jeg skal hjem!! hjem til Danmark :)

    ha´ en dejlig dag Megan og nyt kvelden :)) knus

    SvarSlet
  5. Hej Megan,

    Godt der var et indlæg fra dig i dag. Det var lidt tomt uden dagens morgenord fra dig.

    Du har ret i det med lys og mørke. Det ene kan ikke eksisterer uden det andet. Det må man trøste sig med, når man er i mørket.

    Vi skal ikke så meget, bål og kylling på weberen og et godt glas rødvin naturligvis.

    Kom du ud at løbe i går? Håber du havde en god dag og nød at være afsted i kjolen.

    Knus Karina

    SvarSlet
  6. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
  7. Karina, nej har ikke været ude og løbe. Måtte en tur til kiropraktor - ja min skade! - og det viser sig, at jeg har fået et stræk i bækkenet, som har givet spændinger ned i benet. Nu er jeg i behandling og må godt løbe kontrolleret og uden hund indtil i hvert fald næste uge, hvor jeg skal i behandling igen.
    Ha' en dejlig Skt. Hans - lidt har bestemt også ret! ;-) Knus.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.