lørdag den 19. juni 2010

Drømmende praktiker


Hvad skal vi lave her i weekenden, spørger Juni med en stemme fuld af forventning. Kan det virkelig være rigtigt? Kan jeg spore en lille snert af kedsomhed i hendes tonefald? Hun drikker kaffe, er årvågen og helt klar til at lave noget. Gøre noget. Et lille eventyr måske?
Jeg sidder også over kaffen og har slet ikke tænkt på langt endnu. Jeg ved bare, at jeg skal være praktisk i dag. Der er et hus, som trænger til en kærlig overhaling. Rengøring med andre ord! Og der skal købes ind. Faktisk er det svigermors fødselsdag. Men i sidste øjeblik har hun lavet planerne om. Hun skal have veninder til brunch her til formiddag og så skal hun se bryllup. Den smukke svenske kronprinsesse Victoria skal giftes med sin udkårne. Og det er i øvrigt ikke Hr. Hvemsomhelst! Siger navnet Clark Kent dig noget? Ellers se her. For Victoria får i dag selveste Superman til ægtemand. Se det er da et rigtigt eventyr :-)
Men fordi Victoria gifter sig, er fødselsdagsmiddagen altså udsat til i morgen. Det betyder, at vi pludselig har en hel lørdag til rådighed. Og Juni, siger jeg, vejret ser ikke for lovende ud. Overskyet himmel, solen har lænet sig tilbage i skydækket, vinden suser i træerne. Jeg tror bare, at jeg vil se at få ordnet en masse praktiske ting herinde. Inden sommerferien. For i dag er der faktisk kun 2 uger til, at jeg drager til Thy.
Og tilføjer Juni en smule fornærmet, dér har du jo inviteret Juli med! Og det har jeg. Jeg har inviteret Juli og solen. Blå himmel og dage med godt vejr. Dage med vejr, der byder på hyppige strandbesøg. Timer med en god bog i solen. Frisk fisk fra båden i Agger og nyrøget laks og andre lækkerier fra røgeriet i Klitmøller. Blandt andet. Juni nikker. Ja ja. På det tidspunkt er jeg jo på vej videre. Hun nikker eftertænksomt. Lad mig hjælpe dig med indkøb og rengøring. Så kan vi hygge os med andre og lidt mere sjove ting senere på dagen. Som sagt så gjort. Juni og jeg er på vej ud i dagen som drømmende praktikere. God lørdag!

4 kommentarer:

  1. God fornøjelse med indkøb og rengøring - forhåbentlig bliver der plads til lidt sjovt senere på dagen... ;-)

    SvarSlet
  2. Kos deg med dagens gjøremål!
    Sett på musikken på full guffe, så går vaskingen nesten av seg selv! :)
    Deilig at det snart er ferie da :)

    Været ser dårlig ut her i Volda også idag :(...men litt bedre enn igår, så vi må få til en tur. Igår regnet det så voldsomt at Kaja bare snudde i døren når jeg ville ha henne med ut! :)

    Klem

    SvarSlet
  3. Vi må have meget sommer til gode..
    Du kan hilse den smukke juni og sige til hende, at jeg har været nød til at opgive bare fødder.. Hun må altså sørge for noget varme nu..

    SvarSlet
  4. Jeg ville, som din svigermor, også have været til bryllup i går, men fik kun set brudstykker fra festligheden. Vi skulle byde et lille nyt familiemedlem velkommen ind imellem.

    Selvom det ikke er det mest spændende at foretage sig, var det dejligt for dig med en dag, hvor du kunne få de praktiske ting fra hånden, Megan :)

    Hvor er det nogle skønne hunde, du har - alle tre.
    Aimee er vel nok sød. Sikke smuk hun er :)

    Selvom man ikke må, så længe vi har vores Rufus, kan jeg alligevel ikke lade være med at tænke på, hvilken race vi skal have, når han ikke er hos os mere.

    Når jeg ser Aimee, tænker jeg, at vi skal have en labrador næste gang. Når jeg ser Major, skal det være en bokser. Når jeg ser en schæfer eller bordercollie (som Rufus er en blanding af) skal det være en af de to racer :))

    Jeg krydser fingre for, at jeg ikke skal vælge lang tid fremover :)

    Jeg har lige nydt dine samtaler med juni. I hygger jer sammen, I to :) Klem til dig fra mig.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.