søndag den 6. juni 2010

Nyhavn


Endnu en lovende sommermorgen er oprandt. Måske er det lidt mere diset i dag, og man tænker jo sit, men Juni er frisk og glad og jeg smittes af hendes gode humør. Lad os få en god dag, siger hun og smiler, uanset vejret. Og i øvrigt, tilføjer hun, så vil du jo ud og løbe en tur i skoven! Så skal det vel ikke være altfor varmt?
Jeg ryster på hovedet. Næh, det skal det vel ikke. Selvom der jo er skygge mange steder på skovstierne mellem de store, prægtige træer. Men lige nu spiser vi morgenmad, Juni og jeg. Og jeg er kommet i tanke om et løfte, som jeg gav Eirin, da vi var på lang weekend sammen i København i maj.

Vi var i Nyhavn. Jo, vi sad skam og spiste frokost med udsigt til kanalen og de store både, som tager turister og danskere med på rundfart, selvom det var koldt. Iklædt store tæpper, som restauranten så gavmildt stillede til rådighed for stædige gæster, som nægter at indtage deres måltid indendørs i maj måned. Også selvom det er hundekoldt!
Men for at komme til sagen. Juni nikker ivrigt. Hun er nysgerrig efter at få at vide, hvad det mon var, jeg lovede Eirin, da vi gik tur langs kajen på Nyhavns levende side. Jo, siger jeg, Eirin spurgte til de kældernedgange, der er på alle husene. Hvad blev de oprindeligt brugt til? Nu er det jo restauranter og caféer næsten alle sammen. Nyhavn er stedet, hvor man går hen om sommeren og sidder på kajen med udsigt til kanalen. Drømmer om at sejle ud og måske fortsætte på havet til fjernere himmelstrøg? Ligesom sømændene gjorde dengang for snart længe siden.

Svaret er egentlig enkelt. Det, der i dag er caféer og restauranter, var dengang købmandshuse og skibsprovianteringsforretninger, som snart blev efterfulgt af små kroer. Sømændene skulle jo have lidt at slukke tørsten med! Og der var også en anden tørst, som skulle slukkes! Nyhavn var i mange år forbeholdt et klientel af sømænd og prostituerede. Det var ikke et sted pæne folk kom! Nyhavn blev også snart et sted, hvor digtere og andre kunstnere (letlevende eller ej) søgte hen. Fandt inspiration af både den ene og den anden slags. H.C. Andersen har jo også boet dér i en periode af sit liv!

Juni nikker. Nyhavn. Det lyder som et hyggeligt sted. Dengang og nu. Måske skulle vi tage en tur derind i dag? Men jeg har andre planer. Jeg skal ud på min skovløbetur og måske på dyrskue i Roskilde. København må vente til på fredag aften, hvor jeg skal i byen med en veninde. Men så må du gerne følge med, Juni. Du og det gode vejr. Måske kan vi endda gå en tur i Nyhavn?

Billedet er lånt på Copenhagenet.dk

5 kommentarer:

  1. Det var rigtig dejligt at læse, Megan :-) Jeg husker Nyhavn 13 og 17 som kælderbutikker, hvor man kunne købe skønne islandske sweatre, da jeg var en stor pige. Og ellers forbinder jeg stedet med H.C. Andersen, der vist boede 3 forskellige steder i Nyhavn gennem årene. Sikke et dejligt billede du har taget!

    Gos sommersøndag til dig, varme klem :-)

    SvarSlet
  2. Takker så for besøket i bloggen min megan, det var kjempekjekt men en ny en som la igjen noen ord,slik setes pris på vet du :-)

    En deilig dag til deg i Danmark.

    SvarSlet
  3. Som Madame - husker jeg også Nyhavn 17, hvor jeg købte cowboybukser (importeret fra USA) i mine teen-ageår. Der var ingen prøvelokale....
    Hav en herlig søndag.

    SvarSlet
  4. Nyhavn er et fantastisk miljø, ingen tvivl om det, det er godt for sådan en som mig fra fyns land, at få lidt historie med om det gamle Nyhavn, det er nogle fantastiske samtaler du har med juni, Lene, jeg glæder mig allerede til at høre mere.
    God Søndag Lene.

    SvarSlet
  5. Takk for historien om Nyhavn. Hadde du tatt turen dit i går, hadde du moske truffet på meg og min mann!!?
    Noe vi satt og snakket om da vi satt på en av cafeene der, ot så på menneske-mylderet, var alle turistene som kom gående med guide. De spaserte forbi, tok bilder, men ingen satte seg ned for å bli en del av det. Litt synd.
    Vi er tilbake igjen i Juli!
    Ps: VI tar alltid turistbåtene der, for det er så hyggelig å se København fra vannsiden.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.