lørdag den 17. april 2010

Restitution, tjaa ...


Det tegner til at blive endnu en smuk aprildag. Jeg drikker morgenkaffe og sidder og overvejer, om jeg skal pakke bil og hunde og køre en tur i sommerhuset. Min mor er flyttet derop nu. Dejlige Nordsjælland, som rummer så mange minder. Huset, som min nu afdøde far både har tegnet og bygget. Han var en dygtig håndværker med en arkitektdrøm, som han aldrig udlevede. Han lavede fantastiske tegninger. Præcise og detaljerede. Og så kunne han noget med sine hænder og tålmodighed, som hans datter desværre slet ikke har arvet. Tegne kan jeg dog ... og male. Men det er nu mest på papir og lærred. Jeg hverken kan tegne eller bygge huse. Jeg bygger sandslotte og dagdrømmer. Blandt andet.
Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg føler mig faktisk lidt træt og ved ikke helt, om jeg gider pakke, starte bil og køre afsted. Samtidig ligner huset noget, der godt kunne trænge til en kærlig overhaling og køleskabet er tomt. Kæresten er stadig i marken og sår på livet løs. Vejret er med dem. Det kører bare.
Jeg restiturede i går. Veninden og jeg tog på café/restaurant i stedet for at cykle tur. Vi tilbragte nogle hyggelige timer med god samtale og et pragtfuldt måltid bestående af frisk tilberedt havtaske i safransauce med hummerhaler, frisk spinat, ris og salat. Virkelig lækket.
Jeg ankom til caféen i et hæsblæsende tempo og med hæs stemme. Ikke særligt restituerende i sig selv. Lige inden jeg skulle afsted, var min kære hund Keeva sprunget over det nu forhøjede hegn og var forsvundet ud af marken. Aimee stod derude og sladrede med en klagende gøen og jeg var klar over, at den var gal. Jeg kastede mig i jakke og kondisko, fandt rem og sele og så ellers over hegnet og ud af marken i spurt. Heller ikke meget restitution over det! Mens jeg løb, råbte jeg på Keeva. Skreg. Ingen hund. Jeg fortsatte med at løbe (godt jeg i god form!), mens jeg råbte. Jeg havde ikke kunne finde hundefløjten i farten, så jeg måtte stole på min stemme og jo, jeg kan faktisk godt råbe ret højt! Jeg løb igennem krattet, den lille "skov", langs med åen og ud på den anden side. Ingen hund. Tankerne for gennem mit hoved. Hvor var hun løbet hen? Var hun fortsat ud af marken, ud til den store vej, hvor bilerne drøner forbi? Var hun blevet kørt over? Jeg vendte om og begyndte at løbe af markvejen tilbage mod huset. Pludselig kom hun mig i møde. Tungen var flere kilometer lang og hun stank af lort og dårlig samvittighed. Var godt klar over, at den vist var gal. Jeg fik selen på hende og så gik vi pænt hjem. Puha. Sikke en forskrækkelse. Så var det godt at få god mad på café, komme ned på jorden sammen med et glas vin og en veninde, som lige kunne lægge ører til min hæsblæsende beretning fra en hundeejers liv. Restitution, tjaa ...

4 kommentarer:

  1. Ah...så bra du fant henne igjen...skjønner fortvilelsen din godt. Mon tro hvorfor hun stakk?
    Du fikk kosa deg litt da:) Til tross for løpetur etter hund.
    Sommerhuset høres deilig ut...Vi er hjemme i helga. Merker at trangen til å dra på hytta er mindre etter jeg ble landsbo:)
    Nyt dagen, enten det blir hjemme eller til sommerhuset:)
    Klemmer:)

    SvarSlet
  2. Det var bra dere fant hverandre! Jeg kjenner meg godt igjen i din fortvilelse og stress for hvor hun kunne befinne seg! Kaja stakk av i skogen rett før påske og var borte i en time! Jeg og Gaia lette febrilsk og plutselig stod hun foran oss, da la hun seg langflat! De vet så godt når de har gjort noe de ikke får lov til! Det samme skjedde siste kvelden i Volda i påsken, da var hun også borte en time, og da var det ganske mørkt, så det var vanskelig å lete...men plutselig dukket hun opp bak meg...Hun har nemlig et enormt jaktinnstinkt, så når hun får snusen på et dyr fyker hun avgårde før jeg får mulighet til å tenke på å fange henne!
    Det hadde kanskje vært deilig for deg å dra til din mor i sommerhuset og kose deg?
    Liker hundene seg der?
    Jeg ønsker deg uansett en herlig lørdag!
    Klem

    SvarSlet
  3. Puha, jeg fik den den grimme følelse i maven. GODT du fandt hende.
    Black var lige flyttet ind her, da han så sit snit til at gå uden for lågen. Der lå høje snebunker ude ved vejkanten og han gik på den forkerte side af dem. Heldigvis kom der ikke mange biler, for det var sen eftermiddag nytårsaften. Siden har han ikke gået uden for lågen uden snor!!

    SvarSlet
  4. Sådan en frækkert! Så hun synes lige, at hun skulle på stroppetur! :-D Man bliver jo grebet af panik, mens tanker om alt muligt forfærdeligt farer igennem hovedet. Godt hun var i god behold. Omend temmelig ildelugtende.
    God lørdag til dig.
    Knus :-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.