mandag den 26. april 2010

Café København


København og April viste fra deres bedste sider, da jeg i går ankom med S-toget til Hovedbanen. Solen skinnede og April hviskede mig i øret, at veninden og jeg nok skulle finde en café, hvor de serverede god brunch og hvor der var en lækrog i solen til os. Hun havde ret, April! Vi mødtes under uret og forlod Hovedbanen, enige om at vi ville en tur på Halmtorvet, som i dag er noget anderledes end for bare ti år siden.

I 1800 tallet var Halmtorvet et torv lige udenfor byens Vestreport. På torvet var der hver onsdag og lørdag handel med hø og halm, der blev solgt til byens kvæg- og hestestalde.
I en lang periode har Halmtorvet været et af de mindre pæne steder i København. Det var bestemt ikke et sted, hvor man begav sig hen for at spise brunch eller frokost en søndag formiddag. Det var et sted, hvor man søgte helt andre gøremål. Men i 1999 startede en gennemgribende renovering som en del af byfornyelsen og i dag er Halmtorvet en oase midt i Københavns hjerte med caféer og byliv, når det er bedst.

Vi fandt en café i solen. Vi fik en perfekt plads med læ. Vi snakkede og snakkede, god samtale, hvor tiden stod stille, mens vi spiste brunch. Et overdådigt tag-selv-bord med alt, hvad vi kunne ønske os sådan en søndag formiddag. Det var godt at ses igen. Godt at få fulgt op på alt det, der er sket i hinandens liv siden sidst, som vi begge var enige, var lidt for længe siden. Vi gør det snart igen! Mødes dér på halvvejen i København, hvor vi begge har boet og som vi begge elsker. Hvor vi føler os hjemme. Vi sad i 3 timer dér i solen, midt i livet, blev røde på næserne og varme i sindet.
Vi sluttede af med en gåtur på Vesterbro og ud til søerne. Gik en tur rundt om den "første" sø og hilste på Planetarium og vores gamle arbejdsplads, som ligger næsten lige overfor.

Jeg tog toget til Rødovre, hvor James ventede og så kørte vi tilbage til Ringsted. Veninden tog sin bil tilbage nordpå. Vi ses snart igen! Og det gælder også dig, København, min by!






4 kommentarer:

  1. Sikke en masse fine billeder af København klædt i solskin. Ser dejligt ud.
    Det må give dig en masse god energi, nu hvor mandagen er begyndt og endnu en uge i gang.
    knus Karina

    SvarSlet
  2. Jeg holder også meget af København - som gammel københavner.
    Og jeg er glad,når jeg kommer hjem til provinsen.

    SvarSlet
  3. Det lyder vel nok dejligt, og sikke nogle skønne billeder du har taget! Jeg var ikke klar over, at der er japanske kirsebærtræer i blomst allerede nu.
    Ha' en god aften, Megan, klem :-)

    SvarSlet
  4. Det er alltid koselig å møte gode venner på brunch, bare spise, snakke og observere mennesker som vandrer forbi:) Høres i alle fall ut som dagen din var perfekt:)
    Ha en flott mandag ettermiddag og en fin tirsdag,
    klem fra Kate:)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.