lørdag den 27. marts 2010

Regn, tvivl og tro


Det regner. Regn så langt øjet rækker. Silende forårsregn og noget, som ligeså godt kunne være efterår eller det, der er værre.
Marts ryster fortvivlet på hovedet. Hun ser træt ud. Hvad gik der galt? Nu gik det lige så godt. Vejret var intet mere pragtfuldt i går. Tocifrede varmegrader, solskin, en mild og kærlig forårsvind, som tog os alle med i noget, der godt kunne minde lidt om paradis. Jeg dansede afsted på tur med hundene, måtte bare smile og følte mig mange kilo lettere. Alting gav mening igen. Men nu?
Marts har skyllet trylledrikken ud i vasken. I et øjebliks raseri og fortvivlelse kastede hun sit mesterværk fra sig. Alt det arbejde. Alle de timer. Jeg kan se, at hun er tæt på at græde og jeg må trøste hende, så godt jeg kan. Der er ikke så meget at sige. Du må på den igen, Marts. Regnen er også en del af foråret.
Jamen, svarer hun, det er ikke den del, jeg er forelsket i. Slet ikke! Og jeg kan ikke se ham mere. Det forår, jeg dansede kinddans med i går. Jeg kan slet ikke kende ham!
Jeg kigger ud på regnen og synes nu stadig, at det ligner forår derude, men ærligt talt: Det var heller ikke det vejr, jeg havde drømt om i dag. Vi skal til Sverige, turen går til Lund og vi har fine planer om gåtur, butikker, madvarer på torvet, frokost på den gode italienske restaurant, altid deres pasta, som de bare kan trylle med. Fire danskere i Sverige med hver vores agenda og en fælles. Vi må huske paraplyen! Jeg skal i boghandlen! Kæresten og min bror skal i jagtforretningen, svigerinden og jeg skal altid i te- og kaffehandlen og så videre ...
Jeg ved heller ikke altid, om jeg siger og gør det rigtige. Marts kigger forsigtigt på mig. Det gør jeg ikke, Marts! Men jeg prøver. Jeg gør det så godt, jeg kan. Nogle gange siger jeg noget forkert. For meget. For lidt. Men intentionen, den gode, velmente intention ... den er faktisk hovedsagen.
Ja ja, siger hun og smiler. Jeg ved det godt. Op på hesten! Jeg laver en ny trylledrik. God tur til Sverige!

4 kommentarer:

  1. Hils marts mange gange og sig til hende, at foråret er lige her uden for mine vinduer. I mit marskland virker hendes trylledrik.
    Rigtig god tur til Sverige:-)

    SvarSlet
  2. Høres ut som vi har samme mars i dag..regn og grått her også.
    Ha en flott tur til Sverige, kos dere til tross for at paraply må være med:)
    Klem fra meg:)

    SvarSlet
  3. Ha en deilig dag i Sverige. Jeg har stor sans for Mars. ;-)

    Eirin

    SvarSlet
  4. Hej Megan,

    Lyder skønt med en tur til Sverige, det må være dejligt at bo så tæt på, så man bare lige kan smutte afsted på tur.

    Håber du fik nogle dejlige sager med hjem.

    Knus Karina

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.