mandag den 22. februar 2010

Vintervrede


Det krævede mine bedste overtalelseevner at få mig selv ud af sengen her til morgen. Jeg ville bare ikke! Hele min krop strittede imod og min sjæl hjalp til. Nej! Ikke desto mindre sidder jeg her nu og drikker morgenkaffe, mens jeg raser over at elementerne raser. Det sner og blæser udenfor, alting er hvidt og vejen er hærget af små driver, som nemt kan blive større.
Jeg buldrede op af trappen og bankede hårdt på februars dør. Hun åbnede næsten med det samme, ét stort smil og klædt i den smukkeste hvide kåbe af ... hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg sige sne. Men det kan man da ikke! Jo, februar kan! Og hun gør det. Jeg lagde ikke fingrene imellem. Nu må du simpelthen stoppe det her vanvid, brølede jeg ind i hendes ansigt. Sne og fygning igen. Snestorm på vej. Du kan ikke være det bekendt!!!
Hun trak bare på skuldrene. Der er ikke så meget at sige, svarede hun bare. Men jeg ønsker naturligvis ikke at gøre dig ked af det. Du er vel ikke ked af det, søde?
Ked af det, skreg jeg. Jeg er rasende. Jeg er præmenstruel (!) og jeg kan slet ikke skjule min åbenlyse irritation over igen at skulle ud og skovle sne. Over at skulle kigge ud af vinduet på arbejdet hver halve time for at se, hvor slemt vejret ser ud og hele tiden overveje, om det mon er nu, jeg skal vende næsen hjem af for ikke at sne ude.
Februar smiler bare. Hun er hverken til at hugge og stikke i. Hendes fiskefølelser kommer ikke op til overfladen denne gang. Jeg gør bare, hvad jeg skal, siger hun og lukker døren forsigtigt.
Nu sidder jeg her, dagen er i gang, sneen falder og fyger og jeg orker bare ikke mere af det af. Men jeg skal. Jeg har brochurer, jeg skal have sendt til tryk. Et par ting, der lige skal tilrettes inden. En dagsorden, der ikke tillader, at jeg bare kapitulerer, kaster det hvide håndklæde i ringen og smider mig på sofaen i en indbildt rus af hovedpine eller det, der er værre. Jeg må afsted. Måske vender jeg tidligt hjem med tasken fuld af arbejde, for vejrudsigten er ikke lovende. Slet ikke lovende. Og februar føler sig ikke spor skyldig.

5 kommentarer:

  1. Rolig nu..tag det roligt. Det er elementer du gør dig et forsøg på, at kæmpe imod. Flyd med..Og nyd det smukke, som stadig er smukt. Godt nok besværligt. Men uden sneen kunne vi ikke nyde det andet, som ikke er sne.

    SvarSlet
  2. Ih hvor irriterende! :0) Det er nok fordi du er fisk ligesom februar er ... nu.
    Ja, ved godt at man kommer længere ved at flyde med strømme og tro mig, jeg flød hele vejen til jobbet. Det er godt nok glat! Elementerne fester.

    SvarSlet
  3. Ja, sikke et vejr, Megan, og nu er der faldet endnu mere sne! Jeg ser lige, hvad Sidse skriver herover, og det er en herlig måde at se det på :-)

    Ha' en dejlig dag - trods alt ;)

    SvarSlet
  4. Jeg føler virkelig med Jer - og dig... og ikke med din frøken Februar; selvom din personificering af hende gør hende meget menneskelig!

    Jeg vil slet slet ikke fortælle dig, hvilket vejr vi har... det er i hvert fald en noget mere forårskåd frøken, der huserer hernede!

    SvarSlet
  5. Set i bagspejlet synes jeg det var et sundt skænderi, februar og jeg havde i morges! :0)
    Jeg kom på arbejde, det var godt nok glat, men jeg gjorde det og februar slappede af. Kommer der sne i morgen, er jeg helt positiv, for jeg skal arbejde hjemme og siden afprøve mine netop ankomne Icebugs!
    Kh Megan

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.