fredag den 26. februar 2010

Skilsmissehunden


Som måske kendt har jeg 3 hunde. 3 skønne labradortøser. Den ældste - den gule hundetøs - er Josie og hun er 10 år og skilsmissehund. Jo, en sådan findes og Josie er et levende og meget dejligt bevis!
Da min ex og jeg gik fra hinanden i 2003 havde vi to hunde sammen, Molly og Josie. Nej, ingen børn, men to hunde, som vi begge elskede lige højt. Heldigvis var det en forholdsvis udramatisk skilsmisse, og vi er forblevet venner, altid med det fælles mål at hundene fortsat skulle have det godt og at ingen af os kunne undvære dem. Så vi har "delt" dem. I starten boede vi ikke så langt fra hinanden i byen og det betød, at tøserne kunne komme samme sted hen hver dag og blive luftet. Søndermarken. Dér kendte de jo en masse andre hunde og mennesker. På den måde var der ingen forandringer. Selvfølgelig var det meget svært, når hundene ikke var hos mig. Jeg savnede dem vildt og inderligt. Men jeg har altid vidst, at de har det godt hos min ex.
Nu er der kun Josie tilbage og hun er 10 år. Hun har været skilsmissehund i mange år og har pendlet mellem mit og min ex hjem. Han er siden blevet gift og har fået en anden hund, jeg har som bekendt også fået en anden kæreste, som jeg bor sammen med og jeg er flyttet på landet. Josie skiftes til at bo hos os. Hun er vel en måneds tid hos os hver. Jeg elsker selvfølgelig når hun er her, men jeg ved, at når hun ikke er, så er hun et andet sted, hvor hun er elsket højt og hvor hun også elsker at være. Hun trives. Hun har en skøn personlighed og går bare ind og er hjemme begge steder.
Bonus er, at min ex og jeg (samt vores nye partnere) gerne passer hinandens hunde. Vi hjælper simpelthen hinanden om muligt, så hundene ikke skal i pension, hvis vi skal noget. Det er guld værd - akkurat ligesom Josie. Jeg kalder hende min gule sol. Hun skinner dér, hvor hun er. Og lige nu er hun her ... men på mandag kommer min ex og bortfører hende. Så har hun været hos os i en måned.

13 kommentarer:

  1. Så flott at dere klarer å samarbeide om hundene etter skillsmissen! Skulle ønske at vi også hadde et "andre hjem" til vår kjære Odin. Å skulle ha han i kennel er inget valg da han går i sorg. Så vi kommer oss ikke så langt når det gjelder ferie og slikt, da Odin krever at den som skal passe han flytter inn i huset vårt... Men hva gjør vel at en blir bundet? Vi har glede på glede av den hunden og det veier totalt opp...Jeg hadde ikke villet bytte alle de gode turer eller den ubetinget kjærlighet denne hund med den store personlighet!!(men en eks hadde slett ikke vert til å forakte;)
    Ha en fin fredag kjære bloggvenn:)

    SvarSlet
  2. og det er så godt så godt, når det kan lade sig gøre.. og hunden er lykkelig... hvor blev jeg glad af at læse dit indlæg... tak...

    SvarSlet
  3. Det er vist første gang, jeg hører om det - men hatten af for det! Hvorfor skulle det ikke gælde ligesom det gælder børn?

    Jeg synes, at det er en genial løsning og det vidner også om, at I har klaret skilsmissen som voksne og fornuftige mennesker - det kan heldigvis lade sig gøre :-)

    SvarSlet
  4. Deilig å lese at Josie fungerer både hos deg og din ex. Den gangen jeg ble skilt, hadde vi en svart labradorjente som het Chai. Jeg har jo også 2 unger, vi hadde delt omsorg og Chai var der ungene var. Vi bodde også i nærheten av hverandre og det fungerte veldig bra:))
    Jeg har aldri hatt hundene mine på kennel (pensjonat) og jeg kommer aldri til å ha Major på kennel. DA holder jeg meg heller hjemme. Han har vært borte fra meg èn gang, da var han hos Bexma, oppdretter av boxer. Der bor også Bror, bestekompisen til Major.
    Så er det bra at våre nye menn liker hunder da Megan:))
    Jeg vasker hus...når skal jeg fortsette:)
    Nyt fredagen, stor klem fra meg:)

    SvarSlet
  5. Sikke nogle følsomme øjne Josie har. Hun ser rigtig sød og venlig ud.

    Tør snart ikke læse din blog længere for jeg bliver for utålmodig og ønsker bare en hund i morgen...

    Rigtig god weekend. Mon du kan mærke foråret hos dig?

    Knus Karina

    SvarSlet
  6. "Min" Tobias blir også 2 år i mai:))

    Klemmings:)

    SvarSlet
  7. Guri, det var da et sjovt tilfælde! :0)

    Også klem herfra

    SvarSlet
  8. Så nydelig Josie er :-)din gule sol!

    God weekend til deg og alle dine.
    Håper den blir riktig god, og at du finner noen vårtegn....

    Varm klem fra Rita

    SvarSlet
  9. Din gule hundetøs er fantastisk! Jeg kan godt forstå at I elsker hende så højt både du og din ex-mand. Det er fantastisk at i har så godt et samarbejde om hende og de øvrige hunde. Men hvor må du savne hende når hun er ved ham i en måned. Mange knus og god fredag aften.

    SvarSlet
  10. Fine bilder av Josie, hun er riktig så søt. Så fint at du og din ex samarbeider om Josie, og det var svært interessant å lese din historie om henne.

    God helg til deg :)

    SvarSlet
  11. Jeg trodde dette skulle bli en trist historie, men heldigvis så tok jeg feil. Det er godt å høre at dere tar så mye ansvar for henne, av den skjøre grunn - at dere elsker henne. Uansett hvor mye du savner henne og hvor "tomt" det blir når hun drar - vet du at hun har det godt... og det som er viktig.

    Varm klem fra Balder og meg

    SvarSlet
  12. Josie har et udtryk i øjnene, som er hun en meget klog og vis dame. :-)
    Jeg ville ønske, at alle skilsmissepar kunne klare delingen og opdragelsen af deres fælles børn lige så godt, som I klarer jeres - med hunden!
    Vi er jo nogle, hvis hjerte går en lille smule i stykker, hver gang børnene tager ned til deres far. For mit vedkommende måske lidt mindre nu hvor den ene går på efterskole og den anden også efterhånden er stor, men alligevel - lidt hjerte-smerte hver gang.
    Og børn og hunde er ikke det samme - sagde heksen - MEN næsten - sagde feen... Megan, jeg er sikker på, at du er lige så ked af at se Josie tage til eks'en, som jeg er, når storepigen tager til sin far.
    :-(

    SvarSlet
  13. Det berørte mig dybt at læse dit indlæg. Jeg har gennemlevet nøjagtig det samme som dig, hvor jeg flyttede fra min daværende kæreste og vores dengang 6 år gamle airedalterrier.
    Desværre var vores skilsmisse ikke så lykkelig i starten, og jeg fik ikke lov at se min elskede hund i et halvt år.
    Heldigvis blev min eks-kæreste og jeg gode venner igen og resten af hendes (Jackie's) liv delte vi hende på skift. Min eks elskede hende også højt. Det er 30 år siden, og jeg har stadig forfærdelig dårlig samvittighed over, at jeg forlod hende. Men sorg blev vendt til lykke. Hun blev 12 1/2 år, så vi nåede at få mange gode oplevelser sammen.

    Josie er en smuk pige. Det er slet ikke til at se, at hun er 10 år. Det glæder mig, at hun stadig er frisk og stadig har appetit på livet. Jeg tror også, at det er en god ting, at hun er omgivet af andre hunde (søskende), så de ikke falder hen. Jeg tror, Rufus ville live op, hvis vi fik en hund mere. På den anden side ønsker jeg, at han skal have al opmærksomhed på sine gamle dage.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.