onsdag den 3. februar 2010

Sang til vinteren


Det er den 3. morgen i februar. Februar selv er ikke hjemme. Jeg gik op på kammeret for at bede hende om øjeblikket at stoppe snestormen og den fygning, der dækker vejen, indkørslen og kaster rundt med de hvide partikler. Hun lukkede ikke op. Da jeg gik ud med hundene, kunne jeg høre hende synge sin helt egen vintersang. Hun er glad. Hun har vundet over januar. Hun har lavet årets hidtil værste snestorm og det over hele Danmark! Det er i hvert fald slemt nok her. Jeg må tage endnu en hjemmearbejdsdag i håb om, at februar bliver lidt mildere stemt i løbet af dagen, lader vind og fygning slappe lidt af, så jeg kan få ryddet bil og indkørsel og sneploven vejene herude. Jeg vil gerne spørge februar om det er muligt, men jeg kan ikke råbe hende op. Hun synger og vinden hyler i takt. Sneen fyger. Alt er mørkt og hvidt og vinterligt.
Kæresten kørte sneplov til kl. 22 og skulle ud igen kl. 3 i nat. Han fik blot et par timers søvn på sofaen. Der gælder åbenbart ikke hviletidsregler for sneplove, hvilket jeg synes er underligt. Men det må være noget med sådan en force major tilstand. Her gælder ingen regler, der skal bare ryddes! Det er en ulige kamp, for fygningen er hurtig og sørger for, at mange veje snart igen er lukkede. Fast arbejde.
Karina har booket en rejse til Azorerne. Jeg skal til Thy til sommer. Lige nu kan vi kun drømme om fede knopper på bøgetræerne. De ellers så standhaftige vintergækker er langt nede under snedækket. Vinteren har et fast tag i land og folk.

2 kommentarer:

  1. Godmorgen Megan,

    Godt du ikke skal ud at køre i det vejr. De siger vinteren har sat sig fast....

    Hun er en sej kælling hende Februar, måske vi kan lære noget af hende?

    Sådan nogle hverdags helte, der kører sneplov, må da have ufattelig brug for søvn. Jeg kan godt blive lidt nervøs på deres og andres vegne, for selvom denne situation er force major, så er de trods alt ikke maskiner, der bare kan blive ved og ved.

    Glæder mig til at høre om din Icebugs. Har læst om dem engang, de er vist rigtig gode.

    Det er godt vi har sommerferien at glæde os til!

    Hav en god dag

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Jeg tror du har ret i at vi ikke kan få hende febuar i tale, hun gør som hun vil i år..
    Din mand er en af snevejret helte.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.