lørdag den 20. februar 2010

Februar som fisk


Februar har forandret sig. Hendes måned er nu blevet overtaget af stjernetegnet fisken og herskerplaneten Neptun. Tidligere havde Jupiter vist også en finger med i spillet, men Jupiter hører jo som bekendt Skytten, mit eget stjernetegn til, så vi lader det blive ved det.
Nu tror jeg, at februar vil vise en anden side af sig selv. Hun ser pludselig mere blid ud, mere drømmende og hun tramper ikke helt så hårdt i jorden, når hun går forbi. Hun svæver nærmest. Hun består af vand, bevægelse, drømme og længsel. Hun er omsorgsfuld og indlevende. Fisken afslutter dyrekredsen bestående af de 12 stjernetegn og som vi alle ved, er dette tidspunktet, hvor vi LÆNGES efter foråret og føler os nærmest brugte af vinteren. Det gør os sårbare. Fisken er sårbar.
Så er du vel sød og god resten af din tid her på pensionatet, siger jeg til februar og hun nikker ivrigt. Men mon hun hører hvad jeg siger? Hun virker en smule fraværende.
Det er i hvert fald en smuk morgen. Fuglene synger og det er tøvejr. Solen er næsten fremme. Jeg drikker morgenkaffe og drømmer lidt med februar. Senere skal jeg være praktisk, som det ofte hører lørdagen til. I aften får vi gæster til middag og der skal selvfølgelig også købes lidt ind. Men lige nu står tiden stille og alt ånder fred.

Det fine billede af fisken er lånt hos www.fruprang.dk, hvor du også finder andre skønne illutrationer.

1 kommentar:

  1. Ha,ha, hvor jeg nyder dine ord.
    Jeg kan nu godt forstå, hvis februar virker lidt fraværende her til morgen. Hun nåede lige at aflevere et jordskælv i Nordjylland, inden hun gik til ro:-)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.