lørdag den 2. januar 2010

Nytårsforsæt, farmor og fantasien

Endnu er det mørk morgen og dagen er ny og frisk som året. Hundene leger lidt her i stuen, mens jeg drikker kaffe og rejser til Norge, for at kigge på smukke snebilleder og læse om gode nytårsforsæt i blogland. Tænk, hvor afstanden dertil er kort. Bare et par klik!
Nu er jeg tilbage i Danmark for en stund. Midt på Sjælland sidder jeg ved stearinlysenes skær og glider langsomt afsted mod lyset og den nye dag. Sådan bør morgener være ... i weekenderne, for dette er jo faktisk weekenden, som er begyndt. Mandag er jeg tilbage på jobbet som så mange andre efter en skøn juleferie. Men det er først mandag!
Jeg har tænkt lidt mere over det at have nytårsforsæt. Og om mit, det jeg har tilkendegivet. At jeg vil finde eventyret derude og skrive om det. Ja, det vil jeg. Samtidig vil jeg forsøge at være positiv i alt, hvad jeg foretager mig. Det er en svær øvelse, men jeg kan mærke, at jeg med tiden er blevet så meget bedre til det. Bedre til at forstå, at der er en lektie i alting. Og at alting har sin tid. Jeg er her, fordi jeg er skabt til at være her. Finde min vej og min måde. Det er ganske enkelt og alligevel så svært. Der er så mange omveje, så mange kringlede sving. Det er ikke altid let at se den smukke skov for alle træerne. Livet er et smukt paradoks. Og jeg her her for at skrive om det om det. Blandt andet.
Da jeg var en lille pige, fortalte jeg altid historier. Det har jeg fået at vide og jeg kan svagt huske fantasiens fantastiske verden og ikke mindst min farmor, som pustede til ilden og skubbede mig i den rigtige retning. Hun var fantastisk min farmor! Ja, hun burde jo faktisk have helt sit eget indlæg og det får hun også en dag. Lige nu vil jeg bare ære hende for at have påskyndet den lille piges lyst til at fortælle. Takke hende fordi hun digtede med. Åhr, vi kunne sidde der og lave historier om alt muligt, før jeg kunne skrive selv, skrev hun det ned. Og senere lærte jeg selv at skrive. Så griflede jeg og læste senere op for hende. Endnu senere kom min far hjem med en skrivemaskine. Åh, den havde jeg ønsket mig. Han havde fået den brugt på sit arbejde, den var fin og der var sat nyt farvebånd i. Det var længe før computerens tid. Jeg elskede at skrive. Jeg gjorde det bare. Jeg sad ofte med lukket dør på mit værelse og skrev historier. Jeg havde ingen tanker om det mon var godt nok. Det var godt nok ... det var bedre og mere end det. Det var fantasi, kreativitet ... det var noget, jeg bare vidste at jeg skulle. Den tiårige udgave af mig var ikke i tvivl. Tvivlen kom senere.
Men denne morgen først i januar er jeg ikke længere i tvivl. Jeg sidder her og skriver, ikke på den charmerende gamle skrivemaskine, som min far gav mig - nej på PCen og ordene flyver ud i cyberspace og blander sig med alle de andre ord. Men disse ord er mine. Disse ord er samlet i sætninger, som er unikke for mig, de er fyldt med øjeblikke og med stemninger, som jeg ser og oplever dem.
Kære farmor, jeg håber, at du kan høre mig skrive. Håber at du ved, jeg på intet tidspunkt har glemt det, du lærte mig. Det, du lod mig gøre og være, som bare var så meget mig. Du forstod om nogen, hvem jeg var og hvad jeg skulle.

4 kommentarer:

  1. Hvor er det dog fint formuleret, hvad andre kan betyde for os. At bedsteforældre er så vigtige for børn. Det er jo en enestående farmor, du har haft - at udtrykke sig skriftligt er så vigtigt. Min mand havde en skolelærer i 6. klasse, der fik samme betydning, som du fortæller om.

    Ha' en dejlig lørdag, Megan :-)

    SvarSlet
  2. Herlig beskrivelse. Nu har du også delt ordene, sætningerne med os. Tak for det.

    SvarSlet
  3. Takk for hyggelig kommentar fra deg;)
    Nydelige morgentanker! Bestemødrene våre var på mange måter viktigere enn mødrene i å inspirere. Kanskje hadde de mer tid og samtidig SÅ oss og hvem vi var som person?
    Du skriver ihvertfall godt, så takk for hyggelig lesing;)
    Ha en riktig god dag og klem fra meg;)

    SvarSlet
  4. Tovepia, du har ganske ret i, at vores bedstemødre har set igennem alt det udenoms. De har set os som dem, vi er og er bedst til være! Mødre har en masse andre forpligtelser, som kan overskygge noget af det allervigtigste i et barns liv. Jeg mindes min farmor med stor respekt og kærlighed og en utrolig taknemmelighed for, at hun så mig lige nøjagtigt som jeg er! Hun fornemmede potentialet og helt instinktivt gav hun mig noget af det mest betydningsfulde i min barndom. Vi lavede alt det sammen, som jeg elsker og er god til.

    Kisser og Madame, tak for dejlige kommentarer, der som altid varmer og ikke mindst på den smukke kolde januardag :0)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.