søndag den 17. januar 2010

Jeg græder lidt

Der kom et brev. Et brev, jeg blev glad for at modtage. Men med et par linjer skiftede min glæde til sorg. En ven derude er død. Hun døde i slutningen af november måned og jeg vidste det ikke thi hun var ikke en nær ven. Alligevel fik jeg tårer i øjnene og en knugende fornemmelse af sorg og savn.
Jeg lærte hende at kende, da jeg boede i København. Vi tog tit op til skoven i Holte og luftede hundene, hvor de måtte være løse. Geels Skov. Dér mødte jeg hende. Blev introduceret af min gamle veninde, som jeg nogle gange tog med derop. Vi slog følge. Vi gik og talte. Hun var et livsstykke. Spændende at tale med. Hendes viden om labradoren var stor, som hun havde skrevet bøger om. Gode bøger. Bøger, som står på min hylde og som jeg med glæde har læst. Det var hyggeligt at mødes med hende og hendes hunde. En umiddelbar kemi ... og gode ture og snakke.
Senere forlod jeg byen. Jeg så hende ikke mere, men så en dag i foråret blev vi venner på Facebook. Det var hyggeligt at finde hende igen. Trods sin relativt høje alder (hun var i 70'erne) var hun på Fjæs og hun bød mig velkommen som min ven. Vi udvekslede et par beskeder. Gode ord.
Men så kom brevet. Hun døde i slutningen af november. Et liv er slukket. Jeg sidder tilbage med tårer og græder lidt. Hvil i fred, min gode ven. Du bliver ikke glemt. Aldrig glemt.

2 kommentarer:

  1. Huff så trist..tårene kom her også...du får trøste deg med de gode minnene.
    Klem fra meg..

    SvarSlet
  2. Man bliver altid berørt, når et kært liv er slut og vedkommende ikke er mere. Det er sørgeligt og trist, og vi bliver kede af det.
    Knus til dig.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.