søndag den 31. januar 2010

Januar Sneblues


Januar siger farvel med et brag af en snestorm. Vi er blevet vækket af sneplovmanden og kæresten gør nu klar til at køre afsted med sneploven igen. Behøver jeg at sige, at vi er lidt trætte af dette snevejr, januar? Jeg skulle ud og købe ind i dag, der er flere ting vi mangler og lige nu er min bil helt dækket af sne, der ligger store driver og sneen falder i stor stil derude. Det tegner ikke godt for den bytur lige nu!
Pludselig går der bybo i mig. Jeg savner lidt at bo der lige midt i det hele, hvor man bare kan trække de store støvler på og hente det, man manger, til bens. Det var nemt. Jeg føler mig også en smule uerfaren, fordi jeg har ikke tænkt på at købe bedre ind til sådanne situationer. Der skulle have været fyldt i fadeburet.
Så kan jeg lære det!
Nå, men jeg vælger så at se det som et eventyr. Det kan være ganske fornøjeligt at været sneet inde, kan det ikke? Måske kan kæresten gøre et holdt på traktor og sneplov og lige suse inde og købe nødvendighederne? Måske kan jeg slet ikke komme på arbejde i morgen? Se det er da spændende!
De lover mere sne i næste uge. Tirsdag skulle det vist blive rigtig slemt. Februar kommer lige om lidt. Hvad mon hun har tænkt sig? Januar har gemt sig bag snetunge skyer og et vejr af usigtbarhed og kæmpe snefnug. Jeg kan høre hende nynne derude, mens hun putter de sidste af sine ting i den store hvide kuffert.

4 kommentarer:

  1. Godmorgen Megan,

    Ja om vinteren lokker byen. Jeg savner ofte lygtepælenes lys, og det at smutte ind på en café og drikke noget varmt og skutte sig.
    Vi bønder må bare blive inde i vores huse og væbne os med tålmodighed. For til sommer vil vi igen elske at bo, der hvor vi bor.

    Kør forsigtigt i dag. Køb noget dejligt og rigeligt ind.

    Det bliver vist en lang vinter i år, men på et tidspunkt kommer foråret. Om bare 2 måneder er vi ganske tæt på....

    Surfede lidt på nettet igår og blev helt syg, da jeg så fotos af en nyudsprunget bøgeskov.

    Hav en god dag

    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Hej Karina
    Du har ret, det er bestemt kun også om vinteren - i vejr som lige nu - at jeg savner byen. Men så gør jeg det også! Cafeer med cafe latte og hyggelig snak med veninderne. Nemt at få købt ind. Lys og lyde. Nej, ikke så meget lydene!
    Jeg må se, om jeg kan komme afsted senere. Håber lidt, at kæresten slipper billigt så vi kan køre ud sammen. Der skal i øvrigt skovles en del sne, inden vi overhovedet kan komme ud af indkørslen! ;-)
    Nyudsprunget bøgeskov - uhm ... ja man har lov at drømme. Og pludselig en dag er den dér.
    God søndag!
    Kh Megan

    SvarSlet
  3. Har du langt til butikker, Megan? Selv om vi bor på landet, kan jeg altid trave til en Spar-købmand på cirka ½ time, og det føles nu meget rart at kunne købe ind, selv om man ikke kan køre ud i bil. Lige nu længes jeg bare efter forår ;-)
    Ha' en dejlig søndag, kh til dig!

    SvarSlet
  4. Hej Madame
    Der er nok 2 km op til den nærmeste butik Daglig Brugsen. Den har dog kun åbent i hverdagene. Ellers er der 5 km op til Ringsted. Langt, hvis man skal gå med bæreposer!
    Svigermor og jeg været afsted i dag og provianteret, så vi klarer os :0) Måske kommer jeg endda på arbejde i morgen?
    God aften til dig.

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.