søndag den 3. januar 2010

Et vist vemod

Jeg kan ikke gøre for det. Når ferien er ved at slutte, så bliver jeg lidt trist. Bare en lille smule. Jeg har forberedt mig mentalt på, at juleferien er slut, nu er det weekend og mandag er det tilbage på job. Ikke så mange dikkedarer. MEN, i dag søndag kom den velkendte følelse af vemod igen. Sådan har det altid været. Som barn tilbragte vi alle weekender og ferier i sommerhuset i Nordsjælland. Jeg elskede, når vi pakkede bilen fredag eftermiddag og drog afsted. Det susede i cellerne af forventning. Hjem fra skole, vente på mine forældre kom hjem og så taskerne frem, pakke og så afsted. Forlade byen. Køre den velkendte vej mod nord, over Frederikssund Broen, hvor der selv dengang ofte var kø og så til venstre. Vi var på landet. Det hed aldrig andet. På landet. Skønne weekender, som synes at vare forevigt. Men de sluttede jo altid. Det samme gjorde ferierne. Så skulle vi hjem. Øv! Det er den samme følelse, der rammer mig i dag og som altid rammer mig. Sådan er det bare. Jeg kan vist roligt konstatere at det bare hører med. Men når følelsen er dér betyder det jo også, at jeg har haft en dejlig ferie. Og det har jeg. Jeg bryder mig bare ikke om, at den skal være slut her og nu. Det er en barnlig følelse. Nej, jeg vil ikke! Jeg holder krampagtigt fast i morgenmaden ved stearinlysene, Mrs. Darlingstons lækre marmelade, tiden, som kommer med lyset og lyset, som står op i horisonton. Ture med hundene, når jeg har spist og drukket kaffe.
Nu er det søndag. Vi har spist god morgenmad sammen, kæresten og jeg. Søndag skal der blødkogte æg til serveret med en god portion tid til at bare at være. Ahhh.
Kom igen, siger jeg til mig selv. Du er voksen nu. Du ved, at alting har en ende. Alting har sin tid. Ferien er slut og hverdagen kalder. Når først hverdagen er i gang, så kører det snart på skinner igen. Og ferien føles kun så vidunderlig, fordi der kommer en hverdag. Igen den dér med kontrasterne. Kom igen!
Jeg smiler lidt af mig selv, mens jeg skriver det her. Jeg kan godt se det sjove i, at en voksen kvinde i 40'erne gribes af barndommens vemod over ferier, der slutter. Men sådan er jeg. Kvinde og barn. Barn og kvinde. Med et vist vemod når gode ting tager afsked.

3 kommentarer:

  1. Ja Lene. Uden et arbejde, er det svært at værdsætte weekenden. Gælder det også kærligheden? Lidt søndags filosofi....
    Hold barnet tæt til dig...pas på det og ønsk for børnene i verden, at de får samme minder.

    SvarSlet
  2. Jeg ønsker det allerbedste for alle børn i verden ... og barnet i os alle!

    SvarSlet
  3. Jeg rammes også af "ferieslutningsvemod", hver gang! Bliver lettere depressiv ved tanken om, at det er slut nu. ØV. Men den voksne i mig ved også, at når man først er tilbage på jobbet, "kører" det jo igen. Og så er dét rart.
    Indtil næste gang....
    Kh Katrine

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.