mandag den 30. november 2009

Farvel November

November betyder den niende. Den var den niende måned efter den gamle romerske kalender. Det gamle danske navn for november var slagtemåned, optakten til vinteren.

Kære November. Afskedens time er kommet. Du er på vej videre, væk fra dette år og kommer først tilbage, når det igen er vinter. Det har været et interessant bekendtskab i år. Du har ikke været gavmild med solskinstimerne, men har derimod flirtet, synes jeg, lidt for meget med regn, rusk og evigt mørke. Du har drillet og gemt dig bag regnvåde skyer. Du har udfordret mig i den grad, men jeg må sige, at jeg er blevet stærkere og har stået imod dit lidt dystre sind. Jeg er nu på vej mod December og December mod mig. Vi mødes lige om lidt og hun bringer lys og gaver. Er mere åben og livlig, kaster om sig med lys i mørket, en optimist af natur. Hun er til at læse! Du, kære November, er derimod lidt svær at forstå.
Jeg vil ikke påstå, at jeg lærte dig bedre at kende denne gang. Du forbliver mystisk og hemmelighedsfuld, skorpion af natur og fuld af finurlige forunderligheder. Nu drager du afsted og kigger dig næppe tilbage. God rejse November, far vel.

Bare gøre det

Jeg er lidt stolt af mig selv denne morgen, for jeg stod lidt tidligere op og trak i løbetøjet. Sådan skal det være. Ikke så meget eftertanke, bare gøre det. Det var nu slet ikke så grænseoverskridende i dag, for det er fint vejr derude. Det regner ikke og det er forholdsvist mildt. Ingen vind. Alt udstyret til mørkeløb kom i brug, både hundene og jeg havde refleksveste på, pandelampen var på plads og så løb jeg. Først med den ene hund og så med den anden. De få biler, vi mødte, var hensynsfulde og fik blændet ned og trukket ud til den anden side. Ikke noget dramatisk springen i grøften. Vi kan nå at løbe ca. 3 km disse morgener. Jeg skal jo skifte hund, så der går lidt tid med det. Men det er helt OK. Det er faktisk mere end OK, for 3 km er 3 flere end slet ingen. Nu sidder jeg over kaffen med god samvittighed og er klar til ugen. Vi er nået til novembers sidste dag. Hun er ved at pakke sine ting og gøre klar til afrejse. Ved midnatstid bliver hun afløst af december.

søndag den 29. november 2009

Skovtur med mørket i hælene

Dagen går på hæld. Trods en noget "brat" start på dagen, har det faktisk været en helt dejlig en af slagsne. Solen skinnede, mens vi havde afsluttende rallytræning. Jeg vågnede op til dåd og havde uden tvivl godt af den friske luft! Efter frokost tog jeg en god lur på sofaen, drak en kop kaffe og så gik turen i skoven med kæresten og hundene. Vi gik omkring 5 km. i skoven ved Giesegaard og nød den friske moskusagtige skovluft og en rask travetur med hundetøserne. Vi gik omkap med mørket, det fulgte med os og vi nåede frem til bilen samtidig. Så gik det hjem over land. Der er kommet masser af julelys i haverne nu, kun fantasien sætter grænser. Noget er kønnere end andet, men alle har gjort en lysende indsats og er klar til at hilse december velkommen. Hun er lige om hjørnet. 1. søndag i advent. Snart skal jeg lave en god gryde bolognese af det gode økokød. Og så skal vi bare "være" lidt foran fjernsynet, tror jeg.

Dagen derpå


Så sidder jeg her over morgenkaffen med alt for lidt søvn i kroppen og noget, der godt kunne minde lidt om tømmermænd. Jeg er stået op, for jeg skal til rally med den sorte hundetøs. Det er sidste gang og jeg har ikke lyst til at gå glip af afslutningen. Det har været en god træningsomgang og det føles forkert ikke at være med denne sidste gang. Så her sidder jeg med med trætte øjne, mens lyset langsomt kommer. Det tøver.
Vi havde en dejlig aften i byen i går. Frederiksberg skuffede mig ikke. Først en drink hos vores venner og senere den skønneste mad og betjening på restaurant Frederiks Have. Det var simpelthen bare så lækkert. Vores smagsløg blev forkælede med en 3-retters menu med tilhørende vine. Betjeningen var superb og vi nød hvert sekund, fik snakket, grinet og hygget.
Bagefter gik vi ned til Frederiksberg Rådhusplads og så det store juletræ med lys på. Julen havde gjort sit indtog på Frederiksberg.
Morgenen har gjort sit indtog her på landet. Jeg skal ud i den.

lørdag den 28. november 2009

Landevejsløb i strid vind

Så kom jeg ud og løbe igen. Der er igen gået altfor lang tid siden sidst, næsten en uge. Uha, det er jeg ikke tilfreds med og jeg siger det lige igen ... det er jeg ikke tilfreds med. Ydermere kunne jeg mærke, at jeg er øm i ryggen. Jeg skal i gang med at styrketræne, lave øvelser og det kan man altså godt selvom det er mørkt. Faktisk kan jeg stå ude på flisegangen med min IPod og danse i mørket. Helt uden forstyrrelser.
Det var en god løbetur, lagde ganske hårdt ud og i god fart, men jeg måtte kapitulere lidt, da jeg kom ud i den strideste modvind. Det blæser godt derude mellem markerne. Det sænker farten og man skal passe på ikke at sluge alt for meget luft.
Nu er jeg tilbage, klar til bad og siden frokost. Jeg lavede øvelser på flisegangen og lavede planer for min motion og træning fremover. Der må ikke gå en uge (!) med mindre jeg har en rigtig god undskyldning. Den forgangne uges regn, regn, regn og mørke, tja, nej ikke god nok.
Jeg holder ved, det gør jeg! Badet kalder ...

Frederiksberg


Jeg kommer fra Frederiksberg (København). Det er mit hjemland. Jeg er født dér og har boet der det meste af mit voksne liv. Indtil for snart 5 år siden. Nu er jeg bybo på landet og vel snart ikke så meget bybo længere? Men jeg vil altid have Frederiksberg i mit hjerte. Elsker at komme derind, gå på Frederiksberg Allé, Gammel Kongevej ... løbe i Frederiksberg Have og drikke latte på en af de efterhånden mange caféer. Bare gå og være. Der er jeg ikke fremmed. Jeg kender gaderne, stederne, de små butikker og alligevel er der sket meget på de snart fem år, jeg har været væk. Min mor bor der jo, jeg har venner dér ... og i aften skal jeg gense mit Frederiksberg. Vi skal mødes med gode venner, ud og spise, ud og hygge. Jeg håber, at regnen holder friaften, så vi kan spadsere lidt i gaderne efter middagen, finde et hyggeligt sted og falde ind.
Jeg kunne ikke tænke mig at flytte tilbage. Men det har ikke noget med Frederiksberg at gøre. Hvis jeg skulle flytte til byen igen, så måtte det være dér! Ingen andre steder har det, som Frederiksberg har for mig. Det er stedet! Men jeg elsker landet, det har jeg altid gjort og jeg trives med at være væk fra travlheden, det hektiske og ikke mindst larmen. Den kan jeg godt undvære. Jeg kan nyde det for en stund, som i aften, så suger jeg det til mig og lever, men når jeg kommer tilbage til provinsen og landet, så slapper jeg af igen. Og er hjemme.

fredag den 27. november 2009

Lys i mørket

Det er fredag og jeg er på cruise control. Hundene er luftet, kaffen er lavet, hældt i kruset, den er varm. Et stykke groft brød med ost står på min tallerken. Jeg kommer i tanke om, at jeg ville have løbet her til morgen. Ja i mørke med hund og pandelampe. Men det glemte jeg! Det var ellers fint nok vejr til det, for det regner ikke derude lige nu og så tidligt som jeg står op, er der ikke meget trafik på landevejen herude. Men jeg glemte det. Jeg er på cruise control og følger novembers ring rundt og rundt. Jeg tog bare tøj på, fik sat hundemad og kaffe over, tøj på, snor på hunden - så tur med først den ene og siden den anden hund. Same procedure as yesterday!
Hmm, det må være fordi det er så tidligt. Fordi det er så mørkt. Fordi det er november og intet synes anderledes end i går. Bortset fra, at det nu er novembers 27 dag. Det er fredag og igen snart weekend.
Noget er dog anderledes på turen på vej til arbejde og hjem igen. Hver dag kører jeg den samme rute mod Sorø og opdager hver dag nye lys i haver og vinduer. Julelys. Det begynder at se helt hyggeligt ud. Det er december, som nærmer sig i horisonten. Lys i mørket.

torsdag den 26. november 2009

Stormfulde vande og blottet tandhals

Dagen går på hæld og jeg nyder en kop te. Det har været en travl dag og produktiv dag. Jeg arbejder på højtryk med brochurer og nyhedsbreve, er i tæt kontakt med reklamebureau og lærer og lærer. Jeg har fundet ud af, at jeg har flair for det grafiske. Så jeg nyder at få lov at prøve og få feedback og blive bedre. Jeg arbejder i InDesign og skal snart på kursus i billedbehandling også - Photoshop Elements. Det er det, jeg har fokus på i øjeblikket. Læring. Det er sjovt, så jeg forsøger at ignorere et vist kaos omkring mig, en lille smule frustation over finanskrisen eller måske mere, end vi ved? Jeg navigerer og har fokus på potentialet. For jeg tror på, at vi kan sejle igennem de stormfulde krisevande og klare os. Det skal man - tro!
Efter arbejde havde jeg en date med min tandlæge. Jeg var lidt spændt, for jeg har haft en "øm" kindtand. Det gjorde ondt, når jeg tyggede, hvinede, når den blev præsenteret for noget køligt. Det viser sig, at jeg har en blottet tandhals. En blødere tandbørste og Zendium sensitive skulle hjælpe. Ellers ingen huller!
Så ud i regnen, købe ind, lave wok mad med kylling og masser af grøntsager. Tranebærsaft og snak ved stearinlys. Snart kommer der "Wire in the Blood" på DR2. Som stor krimifan vil jeg selvfølgelig være at finde foran fjerneren - den skal jeg se! Måske lige have en kop te til.

Det var kattens

Mens jeg gik derude i mørket med hundene, vejen foran mig oplyst af pandelampens skær, tænkte jeg på, hvad jeg ville skrive i min blog denne morgen. Der kom intet svar. Det er en novembermorgen som ligner de andre til forveksling. Det er mørkt, blæsende ... man kan fornemme de tunge skyer deroppe og næsten mærke, at det bliver endnu en overskyet dag. Jeg tror, at november er blevet uvenner med solen. Derimod flirter hun lystigt med skyer og regn og det ser ud til, at det er blevet en fast affære. Mens jeg gik der, fik jeg øje på et par lysende katteøjne i mørket. Katten sad ovre ved døren til traktorgaragen og hunden så hende ikke. Jeg tror det er en hun. Hun er så fin, hvid og grå. Jeg kan lide at betragte hende fra køkkenvinduet, når hun sidder ude ved brakmarken og kigger efter mus.
Nu betragtede hun mig der i mørket. Stille. Jeg sagde ingenting, men vendte mit hovedet, så hun ikke længere var oplyst. Da vi var kommet rundt om bygningen og nærmede os fra den anden retning, var hun smuttet. Klog beslutning.
Nu sidder jeg over kaffen og er ikke klogere. Jeg har ingen vise morgentanker. Jeg kan bare mærke, at jeg har træt af novembers mørke og tunge skyer, har lyst til lys og en masse motion, en løbetur, tur i skoven. Ikke sidde indenfor på kontoret, men denne torsdag er det altså på programmet. Så jeg accepterer. November, jeg kommer altså ikke til at savne dig særlig meget. December, kom bare. Skynd dig.

onsdag den 25. november 2009

Walk the talk

Vi er nået til novembers 25. dag. Skytten har taget over og lagde ud med en ganske flot solskinsdag i går. Aftenen bød på både måne og stjerner. Men her til morgen har november igen iklædt sig sin tykke grå frakke. Luften er fugtig derude, det har regnet igen. Denne dag ligner til forveksling de fleste andre i november 2009. Selvom jeg selvfølgelig ved bedre.
Jeg har tænkt en del over, hvordan man motiverer andre. Som chef er det, synes jeg, en af de vigtigste opgaver, man har. For kan man det, er jeg sikker på, at det mærkes på bundlinjen, når vi nu skal snakke kroner og ører og det skal vi jo i de her finanskrisetider. Walk the talk. Det betyder at man som leder går forrest. Hvis man tror på noget og fortæller andre om det, så understreger man sin overbevisning ved at efterleve den. Selv gøre, som man siger andre skal gøre. Er det så svært? Jeg får vist ikke tid til at filosofere så meget over det her til morgen, men jeg er nødt til at følge det op. Det interesserer mig. Godt lederskab interesser mig, fordi det går ud over mig som medarbejder, hvis min leder og den øverste chef ikke er gode ledere. Hvis jeg skal føle mig godt tilpas i en virksomhed og have lyst til at yde, gøre mit allerbedste og føle mig inspireret, så skal min leder være en "role-model". Hvis jeg ikke kan respektere min leders måde at gøre tingene på, hvis jeg ikke kan forstå, hvorfor han agerer som han gør og hvis han siger et og gør noget andet ... hvad sker der mon så? Jeg mister gejsten, jeg mister troen og ikke mindst, jeg mister lysten til at gøre det, jeg gør. Walk the talk. Mere om det senere!
Jeg synes, at man skal stå frem som medarbejder og stille krav. Og her mener jeg faktisk ikke (kun) lønkrav og pension, gode fysiske arbejdshold og en ordentlig frokostordning. Nej, jeg mener stille krav til sin leder. Du har nogle forventninger til mig, ja, men jeg har skam også nogle forventninger til dig. Min største forventning til min leder er "walk the talk".
Lige nu skal jeg videre i morgenen. Hundene skal fodres. Jeg skal i gang med en dag, hvor jeg skal i praktiker-mode og ser frem til det. De sidste dages møder og kurset har trukket tænder ud. Godt jeg skal til tandlægen i morgen! :0)

tirsdag den 24. november 2009

God rejse


Kære Kamel. Du stod udenfor vinduet og kiggende ind, mens jeg var på kursus. Du stod og skinnede smukt i solen, stod og vidste bedre. Jeg slugte dig ikke. Jeg nikkede anerkendende til dig og lod dig så være. På et tidspunkt var du forsvundet. Jeg var forberedt på min egen reaktion og havde på forhånd truffet et valg. Jeg spiser ikke denne smukke kamel. Jeg ved også bedre! Nu nyder jeg aftenen. Månen skinner deroppe ledsaget af et par klare stjerner. Blåbærteen er klar til nydelse. Kamelen vandrer videre i mørket. Jeg ønsker den god rejse!

Mission læring

Så oprandt dagen, hvor jeg skal på kursus i kamelslugning. Men, jeg måtte sluge så mange kameler i går, at jeg slet ikke kan spise nogle i dag. Jeg er mæt. Der er ikke plads til flere kameler i mit system. Gad vide, hvad der så sker? Jeg prøver at lade være med at blive irriteret på forhånd. Jeg forbliver afventende. Lyttende. Opmærksom. Er der en lektie til mig i alt det her? Det tror jeg på, for der er en lektie i alting. Og lærer man den nu, så kommer den ikke igen. Så det vil jeg satse på. Lære noget.
Jeg er lidt træt af mit job lige nu. Så er det sagt! Efter at have slugt adskillige kameler i går, da den øverste leder forsøgte at motivere ... først med pisk og så med gulerod ... blev jeg forfærdelig træt. Det var vist ikke kun mig. Vi stod alle bare dér og motivationen dalede til nulpunket. Jeg mærkede en god portion vrede og var ganske tæt på at sige noget. Jeg lod være. For det ville have været et personligt angreb på ham, som ikke forstår følelsesmæssig intelligens. Som ikke forstår hvad motivation betyder, som ikke kender værktøjerne. Til sidste prøvede jeg faktisk at hjælpe ham. Gav lidt. Men jeg var ukoncentreret resten af dagen. Kunne ikke tænke klart. Faktisk tænkte jeg på, at jeg nok skal i gang med at kigge jobsider igen, bare se, hvad der rører sig her midt i finanskrisen og det matte marked.
Nu skal jeg i gang og videre ud i dagen. Min mission er læring. Jeg vil suge så meget til mig, som jeg kan. Nu hvor mit stjernetegn skytten har overtaget november er det på tide, at vi bringer lidt optimisme og realisme på banen. Med bue og pil rider jeg ind i mødelokalet, men jeg behøver ikke at bruge mit våben.

mandag den 23. november 2009

Kursus i kamelslugning

Det er en mørk og stormfuld morgen. Igen. Det er ovenikøbet en mørk og stormfuld mandag morgen. Søvnen er sluppet og dagen i gang. Mandag morgen og en helt ny uge venter. Der er nogle ting på det arbejdsmæssige program i denne uge, som jeg godt kunne undvære. Tror jeg nok. Et kursus, som for mig mest handler om at lære at sluge kameler. Kursus i kamelslugning. Men hvorfor ikke? Hvis jeg kan få et par kameler ned, så lærer jeg måske noget og hvis kurset så også fagligt giver mig lidt, tja. Kurset er faktisk først i morgen, men det fylder allerede. Det kræver forberedelse, mental forberedelse.
Kunsten at sluge en kamel. Det er nogle, som hellere vil spise elefanter og det, har jeg lært, gøres bedst i små bidder. En af gangen. Kameler derimod, de skal sluges. Ned med dem! Er det mon på grund af puklerne?

søndag den 22. november 2009

Finurligheder før sengetid

Synes søndagen gik for hurtigt. Nu sidder jeg med stearinlys og en tom tekop, søvnig i krop og sjæl og kan mærke, at jeg må gå tidligt i seng i aften. I denne weekend flyttede mine søde nisser ind. De er akkurat, som jeg husker dem. Finurlige. Sjove. Søde. De sidder nu på hylden, sådan lidt hultertilbulter, som det nu passer dem, og kigger ud i stuen. Sender hilsen fra en, som er på vej. Glæder mig, siger december. På gensyn!

Regn og rally

Søndagen har fået tæppe på igen. Mørket har sænket sig og dagen går på hæld. En god dag, som bare smuttede mellem fingrene. Regnvejr og rally. Skilteskov.

Jeg er blevet ret vild med rally. Det er simpelthen noget af det sjoveste og mest udfordrende, jeg nogensinde har gået med til mine hunde. Og vi har prøvet meget! Sortetøsen og jeg bliver virkelig udfordret og selvom det kan være lidt svært at komme afsted i regnvejr sådan en søndag morgen, så er det det hele værd! Jeg kører altid fra træningen i godt humør.

lørdag den 21. november 2009

Sophie og havet


Sophie var irsk setter. Hun var min gule hundetøs' allerbedste ven. De to fandt hinanden i Søndermarken og var straks sjælevenner. De introducerede Karen og mig for hinanden og vi er stadig bedste veninder og deler og deltager i hinandens liv. Sophie drog desværre til hundehimlen i en alder af 7 år. Hun havde en muskelsygdom, som der ikke kunne gøres noget ved. Nu bader Sophie i himmelhavet. Himmelhavet helbreder. Så Sophie pisker afsted langs strandkanten, svømmer og leger som hun plejede. Jeg mindes Sophie og havet.

Hyggelige omveje

Pludselig fik morgenen fart på. Jeg gik i bad og var efterfølgende praktisk og effektiv. Fik ryddet op i "gammelt" tøj og lavet en pose til velgørende formål, som jeg nu har afleveret. Det gør godt at få ryddet ud velvidende, at man giver det videre. Jeg håber, at andre får glæde af mine aflagte klude, som jo egentlig slet ikke er slidte endda. Lavet af stof til eftertanke.
Så gik turen videre til byen og indkøb. To af hundetøserne kørte med, den gule og den brune hundetøs elsker at komme med ud og køre, også selvom vi bare skal i byen og handle. Sidde på en parkeringsplads bagi bilen og kigge ud på livet. De følger med i det hele. Den sorte hundetøs bliver helt frivilligt hjemme. Den slags interesserer hende ikke! Nej, hvis hun bare skal sidde dér og glo, så vil hun heller være hjemme. Anderledes er det, når turen går til træning eller i skoven. Så er hun på!
Nu er jeg tilbage. Kæresten og jeg spiser tidligt frokost. Så vil jeg fortsætte min praktiske togt mod eftermiddagshygge, de søde nisser dukker snart op fra skabet og finder deres plads på hylden. Solen skinner endnu derude, så jeg vil gå tidligt med hundene og måske løbe en lille tur, inden jeg henter mor på stationen kl. 17. Vi får se. Dagen er endnu ung og mulighederne mange. Det er veje og omveje og jeg har lyst til bare at flakke lidt rundt og finde min vej.

November og nærvær

Lørdagsluksus. Jeg har sovet længe. Jeg har i hvert fald sovet 8,5 time og da jeg vågnede, var det lyst. Hvilken luksus det er at stå op i lys. At kunne se træerne derude, buske, græsplæne, marker og en himmel, som faktisk er en smule blå. Jo, November er vist alligevel blevet en smule forelsket i sollyset. Hun har sans for drama og overraskelser. Selv jeg kan være blid og blød, smiler hun og viser en helt anden side af sig selv. Ingen vind i dag. Ingen regn og rusk. Bare en smuk lys himmel og en hel lørdag at tage hul på og bruge af. Søde november, jeg må overgive mig!
Weekenden lægger langstrækt foran mig. Kaffen og er god og varm og hundene venter ganske tålmodigt på deres morgenmad. Stearinlys blafrer, mens det bliver endnu mere lyst udenfor. Kæresten og jeg tog det meste af rengøringen i går aftes, så planerne for i dag er mere gavmilde. Jo, en smule indkøb, som jeg klarer her først på formiddagen. Menuen for i aften er klar: Citronmarineret kyllingebrystfillet med svamperisotto. Enkelt og velsmagende. Kæresten skal til julefrokost og min søde mor kommer på besøg, hun er inviteret til kl. 17, så jeg har alt på plads og ikke skal styrte rundt og ordne dette og hint. Nærvær! Kan godt lide, når man giver tid til gæster, sætter plads af og er til stede.
Velkommen til lørdag i november.

fredag den 20. november 2009

Stjerner og skorpioner

Det er fredag. Jeg sov indtil vækkeuret ubamhjertigt vækkede mig midt i en drøm. Det var hårdt at forlade varmen og drømmeverdenen for virkelighedens mørke. Men da jeg kom ud med hundene for at gå vores tur, kiggede jeg op og så de smukkeste stjerner på den mørke novembermorgenhimmel. November formår alligevel at overraske lidt. Stjernehimmel. Stjerneklart? Betyder det mon, at november i dag fortsætter sin flirt med solen, lyset ... eller var det i nat, hun havde sin hede affære med åben himmel?
Vi er nået til novembers 20. dag. Fredag. Snart weekend. Deroppe på himlen lyser stjernerne og lover noget, som november måske ikke har tænkt sig at holde. Men man ved aldrig med november, så meget har jeg da lært. Skorpionen nærmer sig sin afsluttende fase. Meget snart træder skytten i karakter. Skytten, mit stjernetegn. Men lige nu nyder skorpionen sine stjerner. Som jeg gjorde det. For her fra køkkenbordet kan jeg kun se skærm og kaffekop og et par ventede hundene på gulvet omkring mig. Dagen er sørme i gang igen!

torsdag den 19. november 2009

Hjælp delfinerne ... smilet snyder!

Delfiner underholder turister i delfinarier over hele Europa. Men mange turister er ikke klar over de mentale og fysiske lidelser, som deres entrébillet fører med sig.
Delfiner egner sig ikke til at leve i fangenskab. De er intelligente pattedyr med komplekse behov. Bag delfinens smil gemmer sig stress og aggression, og livet i bassin indebærer væsentlig kortere levetid og formeringsvanskeligheder.
Delfiner hører til i det åbne hav, hvor de kan dykke dybt og svømme langt. I stedet lever de i klorholdigt vand, udsat for solens stråler i det lave bassinvand – det giver delfinerne sår og og skader på huden og i øjnene. Ofte dør de af klorinforgiftning og stressrelaterede sygdomme

Skynd dig at skrive under på WSPAs hjemmeside og hjælp delfinerne. Det har jeg gjort!

onsdag den 18. november 2009

Storm over Sjælland

Jeg drikker te, mens stormer raser her midt på Sjælland. Det suser i træerne, det rasler, rumler og rumsterer. Derude. Jeg gik eftermiddagstur i stormen, ud på marken, kasketten blev holdt på plads af elastikken på pandelampen. Med bøjet hoved traskede jeg efter først den ene og så den anden hund. Jeg var ikke særligt nærværende i dag. Jeg skulle bare have det overstået. Men hundetøserne er jo bare seje, de pisker gerne derudaf og virker helt ligeglade med vind og vejr. Hvert slags vejr sin fordel. Dufte, der er anderledes. Vinden bærer spændende lugte med sig, gode vibrationer måske. Jeg kan ikke lugte noget. Jeg er lidt snottet og tænker kun på at komme ind i varmen igen, tænde stearinlys og bare slappe ... Men godt vi kom ud. Og det skal de sørme også hver dag mine søde hundepiger.
En kold kold tid ... november er ubamhjertig. Nej, siger hun, du får mig ikke. Jeg overgiver mig ikke. Måske flirtede jeg lidt med lys og sol i går, men du tog fejl, hvis du troede, at du havde mig dér. Måske kyssede vi lidt og du forestillede dig, at jeg ville forblive din, forblive blid - men du tog fejl! Ha ha ha, griner hun med stormende stemme. Jeg er regn, jeg er kulde og blæst. Jeg er helt min egen. November.

Solsikkesavn


De stod dernede på marken i sommer. Solsikkerne. Først var de små og ubetydelige, men som sommeren gik og det blev august, voksede de sig større og pludselig sprang de ud. De var et imponerende syn. Jeg gik ofte derned på mine ture med hundene og bare beundrede dem. En dag sidst i august havde jeg taget kameraet med. De poserede store og stolte i vinden. Solsikkerne.

Sikke et syn. Sikke en sol. Solsikker. Savner dem - mine store gule venner.

tirsdag den 17. november 2009

Løber med hunde

Jeg startede tidligt og sluttede tidligt med mit hjemmearbejde, så jeg kunne komme ud og løbe i dagslys. Det var en luksus. 3 løbeture med 3 hunde på skift. Ja, det er en lidt speciel udgave, men det er en god måde at komme afsted på. Skulle jeg have luftet de 3 hundetøser først, havde det jo været mørkt, inden jeg kom hjem igen. Så på med løbetøjet og derudaf. Først den ene vej og så den anden vej. Hundeskift. Det fungerer!
Jeg selv havde en super tur. Gode ben, forbavsende gode ben. Jeg havde regnet med at være lidt mat i betrækket, for jeg har godt nok følt mig "influenzaagtig" i går aftes og her til morgen, men nej, jeg var sgu fjong og det gik derudaf. 6,2 kilometer blev det til, det føles skønt. Befriende! God samvittighed. Nu skal jeg ned og stemme!

Giv Dukken Liv


Hos Dansk Røde Kors tager årets julegave afsæt i en af Røde Kors' helt centrale værdier: Det frivillige arbejde. Mere end 5000 unikke eksemplarer af Dukken Liv er strikket af Røde Kors´ tusinder af frivillige 'nørklere'. De mødes hver uge og strikker tøj og tæpper, som bliver sendt til fattige børn over hele verden.

Du kan købe Dukken Liv for 100 kr. Dukken Liv er idéel til mandelgave, til børn og børnebørn og som værtindegave og kommer i en flot gavepose.

Stearinlys, blåbærte og oversættelse

Så er jeg i gang. Sådan da. Blåbærte i kruset, stearinlys og PC ved køkkenbordet. Projektet foran mig. Ordbogen online. Oversættelsen venter. Jeg sætter i gang ...

Under the weather

Jeg leder efter inspiration i november mørket. Er stået op og sidder over kaffen Rutinen er anderledes i dag, hjemmearbejdsdag, valgdag. Jeg vælger at stå op og komme i gang med dagen, selvom jeg føler mig "under the weather". Savner et lignende godt udtryk på dansk. Hvis nogen kender det, hører jeg det meget gerne!
Her er den brune hundetøs på tur i lyset. Og der kommer også lys i dag ... om en times tid.

mandag den 16. november 2009

Kvindesnak

Det er aften, mørkt, regnfuldt og jeg drikker te med trætte øjne. Nej, teen har ikke trætte øjne, det har jeg! En smule hovedpine og træthed ... øv er noget dårligdom på vej? Håber det virkelig ikke. I morgen skal jeg arbejde hjemme med oversættelse og brochure, jeg skal være præcis og samtidig kreativ. Jeg ser frem til opgaven, men det kunne være dejligt, hvis jeg ikke hang i bremsen. Vi får se.
Efter arbejde var jeg på café med min tidligere kollega, en af de bedste og skønneste kollegaer, jeg har haft nogensinde. Vi falder altid bare i hak med det samme og får snakket og tiden går, flyver og pludselig er det tid at skilles igen. Hun skulle til skole-hjem samtale på sin teenagedatters skole, jeg skulle lige en tur i Føtex og shoppe lidt hurtigt aftensmad. Knus og farvel og ud i aftenmørket, hun mod København og jeg gennem Ringsted og ud på landet. Lavede en hurtig pastaret med bacon og rejer, en smule hvidvin, fløde ... lidt grøntsager. Smagte godt. Kæresten gik med hundetøserne i eftermiddag, mens jeg sad på café og fik snakket, snakket og snakket.
Tøsesnak, kvindesnak ... god snak! Snik-snak og så videre.

Den 16. dag

Mandag morgen igen. En tur rundt med hundene, pandelampen lyste ud i mørket og afslørede et tåget træt morgenlandskab. Alt er vådt, det drypper, tynger og svupper under fødderne. Denne morgen ligner vel de andre til forandring. Selvom jeg godt ved, at det er den ikke. Den er anderledes, har sin egen dato, årstal. Den er her og nu og aldrig mere. Så nyd den.
Selvom jeg gik tidligt i seng, læste lidt og sov tungt natten igennem, så føler jeg mig noget træt her til morgen. Som om november ikke vil andet end at tvinge os i hi. Jeg kæmper, for jeg har et job og gøremål, som skal passes. Men det er svært at forlade dynen om morgenen, selv for et A-menneske som mig, der er vågen, så snart vækkeuret laver morgenlarm.
Dagen i dag ... unik. Jeg skal på job som sædvanlig, et par interne møder. Gøre klar til min hjemmearbejdsdag i morgen, hvor jeg skal oversætte og sætte en brochure op. Forberedelse, huske at få alt det, jeg nu skal bruge, med hjem.
Efter arbejde skal jeg på café med en "gammel" kollega. Det ser jeg frem til. Det er længe siden, for længe siden og hun, min tidligere kollega, er altid skøn at være sammen med. Caffe latte og et godt grin. Opsamling på set og sket. Og meget mere.
November har nu åbnet sin 16. dag for os. Tag imod den. Den kommer aldrig igen!

søndag den 15. november 2009

Løb i solnedgangen

Endelig kom jeg ud og løbe en tur igen! Det var tiltrængt. Jeg er bestemt ikke tilfreds med, at der faktisk er gået over en uge, siden jeg sidst fik løbet, det var ikke meningen. Men regn, mørke og menstruation kom i vejen. Så det accepterer jeg. Hvad er der ellers at gøre?
Her sidst på eftermiddagen kom jeg så endelig ud igen. Det var en rigtig god fornemmelse igen at høre lyden af løbeskoene ramme asfalten, mærke kroppen finde rytmen og vejrtrækningen, regelmæssigt, derudaf. Jeg havde min IPod i øret, mit musikløbeprogram som jeg har haft stor glæde af. Det giver energi. Så rundt det gik og ind igennem skoven til lidt cross. Der var godt nok vådt og en smule glat i de våde blade, men jeg klarede den med nedsat fart. Så ud af markvejen og på landevejen igen, de sidste meter til lyden af Centerpubben ... ved du hvem der er på toppen, det er mig med hele kroppen! :0)
Det gjorde godt og minder mig om, at jeg ikke må opgive løbeturene her i vinterens regn og mørke. Nej, holde ved, blive ved, det gør så godt. Elsker det. Ydermere var det en flot tur i dag, løb nærmest lige ind i solnedgangen. Ja, der var solnedgang! For der har været sol i dag ... nemlig.

Rundrejse og snarlig skilteskov

Lige om lidt går jeg i bad og gør mig klar til dagens rallytræning med den sorte hundetøs. Morgenen er gået med at kigge på andres blogs og sende et par kommentarer. Har læst om blogtræf, bulgarsk restaurant, en blaffer fra Paris og en hund ved navn Lucius. Blandt andet. Kaffe og rundrejse lige fra morgenstunden.
Lyset er kommet, men er forfulgt af regntunge skyer i horisonten. Dog lidt blå himmel lige deroppe og nogle af de hvide lammeskyer, som godt kan være til stede på dag med godt vejr. Hvad er godt vejr egentlig? For mig - lige nu - ville det være blå himmel og solskin, klart vejr. Rallybanen venter ... en god times koncentration med hundetøsen, som efterhånden er rigtig dygtig og jeg er også blevet markant bedre til at læse skilteskoven og fortolke, inden øvelsen skal udføres. Så vi er klar!

lørdag den 14. november 2009

Fløjsblødt mørke og ro

Så kom aftenen. Mørket sænkede sig stille uden det store drama. Dagen har været god og mættende på flere måder. Jagten er vel overstået og gæsterne draget hjem. Hundene er luftet, kæresten og jeg gik over markerne i det sidste dagslys og kom hjem samtidig med mørket. Nu er der tid til summen og eftertanke. Bare at være. Denne lørdag aften bliver en af de stille. Ingen aftensmad, vi har jo spist godt i eftermiddag. Bare en kop te og en ostemad måske ... senere. Lige nu alt og ingenting. Underligt at sidde her ved næsten spisetid uden at stå i køkkenet over gryderne eller være på vej et eller andet sted her. Det føles helt okay.
Mine aftentanker er fredfyldte. Ingen ståhej. Stearinlysene er tændt og mørket er fløjsblødt intenst udenfor. Her sidder vi, mennesker og hunde. Ro så langt øjet rækker.

Træet


Imens jægergryden simrer på komfuret, nyder jeg duften og lyset, som er. Endelig lidt sol, selvom skyerne allerede er ved at trække sig sammen igen. Skønt at være hjemme og kunne se omgivelserne uden pandelampe. Dette træ står lige herovre i gårdens have. Ser fantastisk ud i lyset mod himlen.

Jagtdag

Det er atter morgen. Lørdag morgen, stadig mørkt, men en lille bitte smule lys derude i horisonten vidner om, at dagslyset er på vej. Hvor lyst vil tiden vise. Den sidste uge har vi vandret i mørke både dag og nat. Våde og tunge morgener, dage forklædt som gråt uldtæppe. November november, hvornår mon du smider forklædningen? Eller ser du bare sådan ud?
I dag er jagtdag - uden blyhagl! Det findes ikke her på matriklen. Der kommer et lille hold af kærestens gode venner, morgenmad, så jagt i nogle timer og så sen frokost i gårdens spisestue, hvor svigermor insisterer på, at vi starter med sild (som det hører og bør sig, siger hun), selvom jeg havde insisteret på at stå for maden og har 1,8 kg øko oksekød, der venter på at blive den lækreste jægergryde med alskens gode grøntager og andet. Dertil blød kartoffelmos, som smelter på tungen. Efter min mening er sådan en gang solid "husmandskost" i luksusudgave det ultimative måltid efter jagt, hvor man er blevet en smule kold og våd. Men svigermor vil åbenbart bare have lov til at stresse lidt rundt og servere ekstra ekstra ekstra, så ingen kan spise ret meget af den egentlige ret forfulgt af hjemmelavet æblekage. Hm.
Jeg må lade som ingenting. Lave min jægergryde og lade svigermor vimse.
Det minder mig i høj grad om at være bybo på landet. Stor kulturel forskel. Traditioner vs. sund fornuft. Eller?
Så denne morgen skal der skæres kød og grøntager, gøres klar. Kl. 10 spiser vi morgenmad på gården hos svigermor (vi har desværre endnu for lidt plads til større selskaber)og så skal jeg over og sammenkoge det hele i rigtig rækkefølge. Hundene skal lige have en lille luftetur. Jeg venter på lyset. Jeg gider ikke vandre i mørke i dag. Lørdag. Jagtdag.

fredag den 13. november 2009

Mary oh Mary

Hver morgen, når jeg kører til arbejde, hører jeg noget musik som har betydning for mig. Som jeg godt kan lide af den ene eller anden grund. I denne uge er Mary Black på CD-afspilleren. Irsk sangerinde. Jeg har en ubestemmelig forkærlighed for Irland. Har altid følt mig draget af musikken, stemningen, accenten. Tænker, at jeg nok har været irer i mit tidligere liv. Haft en eller anden irsk forbindelse. I dette liv er det mest musikken, jeg dyrker, mens jeg drømmer om en rejse til den grønne ø. Engang.
For en del år siden var min veninde og jeg inde og høre Mary Black i København, vistnok Montmatre. En skøn intim koncert med runde cafeborde, fadøl og intens stemning, mens Mary og bandet gav hvad de havde dér på scenen. Det var en fin oplevelse, en af de bedste koncertoplevelser overhovedet. Desværre er det sjældent, at man får lov til at være så tæt på sanger og band og på i den grad en del af hele sceneriet. Man flyder ind og ud af musikken, fortrylles og glemmer tid og sted.
Nu var jeg faktisk ved at glemme tid og sted. Tiden er fremskreden, men der kommer mere. Stedet er mit køkken og kaffen er næsten drukket. Det er fredag og dagen er i gang. Mary Black venter i bilen.

torsdag den 12. november 2009

Tomrum

Det er morgen igen. Her sidder jeg med kaffe og knækbrød og tænker: Kan det virkelig være rigtigt, det her? Endnu en morgen gennem regn og mørke med hundene, søvning og sløv. Ikke rigtig vågen. Tankerne er sparsomme denne morgen. Men nu sidder jeg her jo altså, fordi mine morgentanker er blevet en god vane og et slags kick-off til dagen, der er på vej. Men jeg befinder mig i et slags tomrum.
Jeg fandt ikke ud af novembers hemmelighed i går. Så dog et sted, at året har 16 måneder. Januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november, november, december. Sagt af en klog forfatter, Henrik et eller andet. Kan ikke huske navnet og har ikke tid til research lige nu. Men klogt sagt.
Ligesom Karina ser jeg frem til decembers lys. Jeg har nogle fine små venner, som flyttede ind sidste år i december og dem glæder jeg mig til at gense. I år må de gerne indtage deres plads på hylden lidt tidligere, for de får mig til at smile. Måske skulle jeg endda få besøgt det julemarked igen i går, for de havde virkelig nogle søde og sjove juleting sidste år. Ja, det vil jeg. Hvornår må man kaste sig ud i projekt "julestemning"? Det tror jeg godt snart man må ... en noget usædvanlig lyst fra min side. Et forsøg på at fylde tomrummet måske?

onsdag den 11. november 2009

Frisør frisør

Min frisør er flyttet til Sorø. Jeg fandt helt tilfældigt ud af det, da jeg så hendes billede i den lokale avis. Ny frisør i Sorø. Hende kender jeg sgu da! Min frisør! Jeg blev glad over opdagelsen, ikke mindst fordi jeg faktisk arbejder i Sorø, så det er ikke mere besværligt at besøge hende i hendes nye salon. Jeg har det sådan med min frisør, det er noget meget personligt, noget betydningsfuldt. Det er personen ikke salonen. Det er hende som klipper og hende, jeg kan lide. Jeg kan lide hele hendes person. Det er også vigtigt.
Hun blev glad over, at jeg havde fundet hende. Hun måtte jo ikke reklamere, da hun var det tidligere sted og kunne ikke fortælle sine kunder, at hun altså stoppede og startede sin egen salon. Men jeg fandt hende - netop som jeg havde besluttet, at nu var det tid til at blive klippet. Sad ude i frokoststuen og så hendes billede i avisen. Passede perfekt - virkelig god timing!
I dag blev jeg så klippet i hendes nye salon og håret er jeg som sædvanlig ovenud tilfreds med! Hun er dygtig og hun forstår at læse sine kunder. Giver sig tid. Vi fik en rigtig hyggelig snak.
Så gik jeg ud i november mørket og regnen, ny i håret og glad i låget.
Min frisør er stadig min frisør ...

Hemmelig nemmelig

November er god til at holde på sin hemmelighed. Lidt for god. November er skorpion og hemmelighedsfuld som natten. Ingen små afsløringer, ingen indrømmelser. Mystik og mørke. Mest mørke. Jeg går gennem november med pandelampe, gennem dynger af våde blade, gennem græs på marken, der fanges af lyskeglen. Går gennem november uden rigtig at vide, hvad hun er for en størrelse. November smiler listigt. Siger ingenting.
Morgenen ligner de andre morgener. Hundene er luftet, kaffen damper endnu. Den brune hundetøs lader mig højlydt vide, at hun altså er utålmodig her til morgen og gerne vil have sin morgenmad NU! Jeg ignorerer hende. Hun er den frække lillesøster, som prøver grænser af og viser de andre, at hun altså tør! Hun er en sød bisse. Fuld af krudt og mod på livet. Ligeglad med november ... det er jo bare et navn! Hm.
Jeg sidder her og forsøger at tage mig sammen til dagen. Mat menstruationsmode. Kunne godt have sovet længere, mere. Bare have ligget dér mens mørke bliver til lys. Først stå op, når lyset har farvet dagen, men hvis det bliver som de andre novemberdage, så er det lys ganske sparsomt. Men regnen kan jeg regne med!

tirsdag den 10. november 2009

Det vi ikke ser

Det var hårdt at komme ud af dynerne i dag. Jeg var midt i en drøm, da uret ringede. Brat opvågen, en smule ubambjertigt føltes det. Jeg sover. Vågne i mørket og bare forlade de varme bløde dyner og en drømmeverden, der var i fuld gang. Men ikke længere ... nu sidder jeg her med kaffen og dog føler jeg mig kun halvvågen.
Endnu en morgen med regn forklædt som sne i pandelampen. Rundt med hundene. Våde blade i dynger på jorden og glade hunde som altid. De er tilsyneladende ret ligeglade med vejret. De bruger bare vejret. Sne er f.eks. sjovt. Spændende. Giver nogle andre dufter. Det samme gør regnen vel. Jeg ved det ikke. Jeg er bare et menneske. Og mit nærvær denne morgen var vist ikke helt så nært, som det kunne have været.
Min kæreste fortalte i går, at en af hans bedste venner er blevet forladt af konen. De blev gift for to år siden. Vi var til stort bryllup. De virkede så lykkelige. Gode sammen. Skindet bedrager. Eller også gør tiden? Jeg blev meget forbavset over nyheden. Men hvor godt kender vi dem egentlig, når det kommer til stykket. Hvad ser vi og hvad ved vi? Det vi ikke ser ... det er nok det egentlige.

mandag den 9. november 2009

Livet i lyskeglen

Mørket har fået nye dimensioner. I lyset fra min pandelampe er aften-gåturen med hundetøserne nu en noget anderledes oplevelse end tidligere, hvor det bare var mørke. Nu danser livet i lyskeglen foran os. Græsset er faktisk stadig grønt dernede og de store sten i alleen på gården ser ud som store uslebne diamanter. Hunden er hele tiden foran i lyskeglen iført refleksvest. Hun lyser op i novembermørket - på mere end en måde! Enkelte insekter finder lyset og danser foran mine øjne. Regnen danser med og danner noder i lyskeglen. Musik i mørket. Drejer jeg hovedet, lyser det op i buskadset. Våde, grønne planter, mos og nedfaldne blade. Farver og fantasi. En helt ny verden åbner sig i lyset fra lyskeglen. Som et eventyr.

Tiden kommer

Mandag morgen. Regnen ser ud som sne i lyset fra min pandelampe. Det er koldt og mørkt og at blive sengen var mere fristende end sædvanligt. Men selvfølgelig er jeg oppe nu. Jeg har gået turen rundt med hundene trods regn og blæst. Jeg er så småt i gang med dagen. De to hunde leger, den sorte og den brune. De har energi lige fra første færd. Den gule hundetøs på ti år betragter mig med logrende hale og synes, at jeg er alt for lang tid om min morgenmad. Når nu jeg ikke vil dele den med hende. Hendes øjne siger alt!
Er der mon andre derude lige nu, som sidder over kaffen og blogger lidt, mens tiden kommer? Ja, for tiden kommer. Det har jeg læst og lært. Jeg forstår forskellen mellem "tiden går" og "tiden kommer". Så hos mig - fremover - kommer tiden. Det er dejligt. Det vil jeg forske lidt i i denne uge ... og måske blogge lidt om. Men lige nu er den tid kommet, hvor jeg skal fodre hunde og tænke på at selv at komme lidt videre. Ud i mandagen.

søndag den 8. november 2009

Skønt med lidt skønhed

Så er dagen gået. Det er i hvert fald ved at være mørkt udenfor. November afslørede ikke sin hemmelighed i dag. Havde en dejlig formiddag til rallytræning. Koncentration og kulde i skøn forening. Så trænger man til en god kop te og lidt frokost og det passede lige med, at vi var tilbage igen ved frokosttid. Morfar på sofaen og så ellers ud i vejret igen. Ud i det grå med en hund ad gangen. Forskellige ture og indtryk. Nu summer vi lidt til en kop kaffe, mens det grå bliver til sort. Ser lige, at min novemberkaktus har fået blomster. Smukke lyserøde-hvide blomster og knopper. Hvor skønt med lidt skønhed her i det novemberske mørkemudder!

Novembers hemmelighed

En morgen, hvor bunden af kaffekruset røg ud, netop som jeg havde skænket varm kaffe og lige havde nå at tænke "ahhh". Kaffe alle andre steder end i kruset! Nå, men heldigvis skete der ikke noget, ingen hunde blev forbrændte og jeg fik bare lidt våde sokker. Og vasket gulv og køkkenbord i kaffe. Sådan kan man også starte sin søndag. En søndag, hvor jeg hænger en lille bitte smule i bremsen, for kæresten og jeg kom sent hjem efter en fødselsdagsmiddag "oppe nordpå". Jeg kunne godt have sovet længe, længere ... men det er jo rally-træningsdag med den sorte hundetøs og det vil vi ikke pjække fra. Hun elsker det og jeg bliver nok heller ikke specielt meget friskere af at sove et par timer mere. Så nu sidder jeg her med kaffekrus MED bund og kigger ud på et gråt og søvnigt søndagsmorgenlandskab. November er tilbage til sit udgangspunkt. Skyer så langt øjet rækker. Er det novembers skæbne? Det uundgåelige grå tæppe, trøstesløse farver. Er november en dame uden bid? Uden kant? Eller gemmer der sig en hemmelighed bag alt det grå?

lørdag den 7. november 2009

Piet Hein på en lørdag

At bryde af
At bryde af og rejse bort
kan være svært og falde hårdt
Men det er livets krav til dem
som holder af at komme hjem.

Omvejen

Jeg har været i byen og købe ind. Netto og siden en tur i "centrum" for at finde en gave til min bror. Det tog lidt tid. Jeg summede rundt og spurgte og gik igen. Men så fandt jeg butikken, den lille uafhængige med det gode tøj. Tror han bliver glad for mit valg!
Nu er jeg hjemme igen og rengøringen kalder. Der er faktisk ingen vej udenom! Men der er omveje og lige nu bevæger jeg mig på kaffe-omvejen. Sidder bare og nyder lyset derude, kaffesmagen, formiddagen. Der er ingen grund til at skynde sig.

Himlen rødmer


Hvor dejligt at stå op her ved halv otte tiden lørdag morgen og opdage, at himlen har trukket i festtøjet. Det helt store skrud! Dejligt for alvor at se lyset, et tæppe med løfte om en smuk dag. Måske. Ja, man ved jo aldrig i november, men det ser bestemt lovende ud.
Lidt matte morgentanker. Har sovet godt og længere end normalt. Det skal man have lov til i weekenden, hvis man kan og vil. Kæresten skal på jagt og er så småt ved at gøre klar. Jeg summer over kaffen, iagttaget af sultne hundeøjne, der følger hver en bevægelse. Er det nu? Kaffen er god og smager efter mere. Himlen rødmer stadig ved tanken om den helt store november debut. Nu dukker solen op i horisonten som en stor orange kugle af lys. Forventning. Jeg skal købe gave til broren min. Og være lidt praktisk. Som så mange andre lørdag formiddage.

fredag den 6. november 2009

Der var engang et æble


På eftermiddagsturen med den sorte hundetøs passerede jeg endnu engang æbletræerne på gården. Der er sket meget på en uge. Nu ligger de fleste, resterne, på jorden. Af jord er du kommet ... Det er på sin vis et trist syn og alligevel noget af det naturligste. Jeg samlede lidt æbler sammen og vil samle flere i morgen. Der er trods alt endnu mange gode tilbage. Søndag skal der komponeres æblemos og måske lidt marmelade. Lidt af en beslutning for sådan en ikke særlig husmoderlig sjæl som jeg. Men de fine æbler skal ikke gå til spilde. Nej, for jeg elsker smagen af danske æbler. Den syrlige, saftige smag. Sprødheden, mildheden.

Lys i mørket

Jeg har investeret i en pandelampe. Jeg har haft den i et par dage, men fik den først "samlet" i går aftes, så her til morgen skulle den afprøves. Sikke en forskel! Pludselig kan jeg se noget derude i mørket, se mine hunde, som snuser og oplever mens vi går vores morgentur. Den bliver da helt klart et hit vinteren igennem. Egentlig har jeg købt pandelampen for at kunne løbe i mørket, men jeg vil selvfølgelig bruge den til både gå- og løbeture. Så er der lys i mørket!
Ellers har jeg tænkt en del over det "at flyde med strømmen" og hvor forskelligt det opfattes af folk afhængig af alder, køn, hvor man er i livet m.m. For nogen er det negativt, fordi det opfattes som en form for passitivitet, hvor man giver op og lader andre bestemme. For mig har det faktisk ikke - som udgangspunkt - egentlig noget med andre at gøre. Det handler om mig! Det handler om, hvordan jeg modtager verden. Hvordan jeg navigerer i den. Det handler om livets rytme og energier. Hm, ja, lidt abstrakt, men det er svært at forklare. De, som kender mig, ved, at jeg på ingen måde er en passiv person. Faktisk tværtimod. Jeg bidrager, jeg sætter grænser, jeg går gerne forrest for en god sag. Men ét har jeg lært: Livet er ikke en kamp.
Nå, det er så ved at være morgentankerne for i dag. Spændende emne. Jeg håber at du, Karina, måske kan fornemme, hvad det er, jeg mener. Man kan øve sig. Hvis man f.eks. er irriteret på en kollega og næsten i forvejen kender dennes reaktion på noget, der skal fremlægges o.l., så irritereres man på forhånd. Og når så den velkendte reaktion kommer, så er man dobbeltirriteret. Man kan mærke det i hele kroppen. Man kan vælge på forhånd at sige: Det lader jeg mig ikke påvirke af i dag. I dag flyder jeg med strømmen (eller energien) og modtager uden evaluering. Jeg observerer bare, jeg reagerer ikke.
Men nu blive jeg snart nødt til at reagere på hundetøserne, som gerne vil have deres morgenmad. Og dagen er jo faktisk i fuld gang, kaffen, juicen ... Det er mildt derude, det småregner. Vi gik igennem de våde blade, forskellen var bare, at i lyset fra pandelampen kunne jeg se bladende og de endnu smukke efterårsfarver. En fredag i november er i gang!

torsdag den 5. november 2009

Mørke x hunde x 3

Nu gælder det om at være kreativ! Det er mørkt og det er koldt ... jeg kommer hjem fra arbejde og bliver mødt af 3 glade og forventningsfulde lab-tøser, som alle gerne ville ud og gå. Selvfølgelig! Det skal de også. Det gør vi hver eneste eftermiddag og selvfølgelig også her i den mørke tid. Samtidig vil jeg utroligt gerne opretholde mit løb og formen sådan nogenlunde.
Når jeg løber, har jeg altid min Garmin Foretrex med. Jeg måler distance, fart m.m. og når jeg kommer hjem, overfører jeg resultatet til min motionsdagbog. Jeg har forskellige ruter med forskellige distance, sværhedsgrad m.m. Det motiverer mig!
Derfor opfandt jeg på vej hjem i bilen en ny "rute". Den hedder Mørke x hunde x 3. Og i dag løb jeg min første tur ad denne rute, som simpelthen betyder, at jeg tager løbetøj og sko på, og så løber jeg en mindre tur med hver hund, 1 ad gangen. Så løber jeg hjem og skifter hund! Hundetøserne hygger sig med det og jeg fik faktisk løbet 4 km på den måde her til aften. Jeg har refleksvest på og det har hundene også. Så fart og gennemsnitsfart er selvfølgelig præget af, hvor mange gange vi må hoppe i grøften, når der kommer en bil mod os i mørket og selvfølgelig skal tøserne også lige ordne det, de nu skal. MEN ... det blev til en løbetur og det gav sved på panden!

Kun døde fisk flyder med strømmen

Kun døde fisk flyder med strømmen er tilsyneladende et kinesisk ordsprog. Med andre ord: Hvis du ikke kæmper imod og svømmer mod strømmen, er du en død fisk! Nuvel, så kan jeg varmt anbefale at agere død fisk engang i mellem!
At flyde med strømmen er ikke så passivt som det lyder. Nej, det er også et valg man tager og er måske i virkeligheden meget sværere end at gøre, som vi altid eller i hvert fald ofte gør, at kæmpe imod. Svømme mod strømmen. Livet er en kamp, har vi lært. Men nej, siger jeg, det er det faktisk slet ikke. Det er absolut ikke meningen!
Den kloge Madame har i et af sine indlæg skrevet følgende:
"At følge strømmen kræver opmærksomhed, nærvær og evnen til at kombinere sin egen opfattelse med den gængse. At følge strømmen betyder ikke at smide årerne i vandet, læne sig tilbage og håbe på det bedste, men derimod at give slip på fastlåste meninger og være lydhør over for andres. Man kunne også kalde det fleksibilitet. Eller social intelligens."
Dette er jeg fuldstændig enig i. Når man følge strømmen og holder op med at kæmpe, kan man nemlig pludselig opleve en indre ro og et overskud og overblik, som man slet ikke har, når man kæmper eller bruger alle sine kræfter på at svømme mod strømmen. Det betyder på ingen måde, at man har givet op og kastet håndklædet i ringen (eller ladet årerne ligge), nej, det betyder at man lader sig føre af energien og er fuldstændig åben og lydhør overfor det, man møder på sin vej. Man viser livet tillid.
Karina, du har spurgt mig, om der er en teknik. Det er der muligvis, men min teknik er "bare" at "åbne mig". Jeg beslutter mig for ikke at kæmpe imod og så visualiserer jeg, at jeg flyder ned af en flod med strømmen. Jeg ser mig selv flydende og let. I starten er det svært, så bliver det gradvist nemmere. Accept af tingene, som de er, er faktisk et rigtig godt udgangspunkt for at være med til at ændre dem. Det er virkelig et af livets paradokser. Jo mere man kæmper for at nå sit mål, desto mere fjerner man sig fra det!
Siden jeg i søndags - efter min løbetur - fik det svar (fra mig selv), at jeg skulle droppe min modstand, er dagene blevet lettere og lettere. Jeg oplever pludselig, at jeg kommunikerer bedre med mine medmennesker og kolleger. Oplever, at andre lytter mere til mig. Og jeg er gladere, lettere ... Paradoksalt nok får jeg pludselig større gennemslagskraft. Jeg ser tingene klarere.
Det er ikke altid muligt at flyde med strømmen og det er ikke altid meningen. Det handler om at mærke efter! Det er som at fiske ... nogle gange giver man snøre og andre gange hiver man ind af alle sine kræfter. Alkymi! ;-)

Glæder mig til lyset

Jeg sidder endnu engang over morgenkaffen og gør mig mentalt klar til dagen. Morgentanker og ostemad. Hundene venter på deres del af kagen efter en gåtur rundt i mørket. Det blæser ikke i dag, i hvert fald ikke ret meget, en sand befrielse efter det noget vilde vejr i går. Det var ligefør morgenturen var helt behagelig, luften er frisk og klar derude. Måske ser vi endda solen i dag? Det er måske lidt for optimistisk, men man skal tro på det! Og så er det jo mine kære brors fødselsdag. En god grund til solskinsvejr!
Jeg er faldet helt til i min tilstand af accept. Der er en anden form for ro indeni. Det gør godt at glide med strømmen - det skal til ... af og til. Som jeg tidligere har nævnt handler det om at navigere. Det er ikke kun at træffe retningsvalg i forhold til ideologi, næh nogle gange må man sandelig vælge at lade stå til på den gode måde. Bare mærke rytmen, bevægelser og simpelthen danse med. Svømme med strømmen. Pludselig er der ingen modstand, kroppen slapper af, tankerne bliver mildere. Det er en god ting at kunne og jeg smiler lidt ved tanken om, at det har jeg lært. Endelig lært. I en forholdsvis fremskreden alder. Åh, hvor bliver jeg dog klog :0)
Arbejdet kalder snart. Kolleger. Fokus på opgaverne og ingen møder i dag. Det er faktisk meget rart. Dagen er i gang igen og lyset kommer senere. Jeg glæder mig til lyset.

onsdag den 4. november 2009

De store sokkers tid

Så har jeg valgt min baggrund. Jeg var nødt til at have blågrå farver. Det føles rigtigt. I aften har jeg ikke bøvlet særlig meget. Jeg har brugt en times tid og ellers har vi hygget i sofaen med svensk krimi og te. Det er koldt og mørkt og regnfuldt derude. Det har været en kold dag. Næsten mørkt hele tiden. November har virkelig lagt hårdt ud og manifesteret sin position som næsten-vinter-måned. Jeg er i hvert fald overbevist og måtte finde min vinterjakke frem i dag.
Nu er det snart sengetid. Jeg skal have de store sokker på i seng. Så er det vinter! God nat.

Brændende tyre i gaderne - NEJ vel!

I næste uge begynder 'Toro Júilio' i den spanske by Medinaceli. Her fastgøres traditionen tro tjæreklumper til tyres horn, hvorefter der sættes ild til. De desperate dyr slippes så løs i byens gader til stor moro og spænding for tilskuerne.
Du kan læse mere og protestere mod denne grusomme skik ved at klikke her

Øvle bøvle

Hold op, hvor jeg har bøvlet med at finde en egnet skabelon til min blog. Brugte det meste af aftenen i går uden at finde en, som fungerede. Enten var der det ene eller det andet galt. Det spillede bare ikke! Dog fandt jeg ud af noget, som jeg så har implementeret her til morgen. Jeg kan i stedet ændre baggrunden på min blog. Som det er gjort nu. I går forkastede jeg det, men her til morgen ser jeg anderledes på det og er vendt tilbage til ideen. Nu vinder den indpas. For jeg kan jo selv efterfølgende ændre på farver m.m. Ja, hvorfor ikke? Jeg har ikke lyst til at finde en skøn gratis skabelon igen, som jeg implementerer og bliver super glad for, for så at finde ud af, at den overhovedet ikke er gratis, men har en kode, som efter rum tid ødelægger skabelonen med giftige reklamerer og hyler på dollars og opdatering. No way. Skal jeg købe en skabelon, skal det være fra starten.
Men nu ser den altså sådan her ud ... farverne vil jeg nok justere lidt på efterhånden. Ikke nu. For det er morgen og jeg er på vej.
Det STORMER derude og er slet ikke vejr at begive sig ud i. Dynen var tung og varm. Men den gule hundetøs overbeviste mig om, at det nok var mest fornuftigt at komme ud af fjererne og i gang. Jeg har jo møde med reklamebureauet i dag. Blandt andet. Så her sidder jeg. Kaffen er næsten drukket. Dagen er i gang ... mørke og storm eller ej.

tirsdag den 3. november 2009

Skabelon

Øv, jeg måtte ændre min skabelon! Det er ret frustrende. Jeg havde fundet, troede jeg, en gratis skabelon på nettet, men pludselig var den plastret til med reklamer og et eneste budskab: Upgrade to .... today! For nu har vi sgu ødelagt din fine skabelon. Nej, gu vil jeg ej. Jeg finder en anden. Lige nu ser den så sådan her nu. For jeg må videre ... med strømmen.

Ganske vist

Jeg ville egentlig skrive noget andet end at det er mørkt og regner udenfor. Men det er den novemberske sandhed. Månen har besluttet at lade sig dække af skyer, så dens smukke lys er blot en tanke. Det findes ikke lige nu. Skyerne er store og har rottet sig sammen. Regner danser og nyder at være i spil.
Jeg er i accept fasen. Jeg gjorde det nogenlunde i går, men det kan sagtens blive meget bedre. Jeg kan mærke, at hele mit system skal vænne sig til tanken. Tanke, som det starter med. Bevidstheden om, at nu glider jeg med strømmen. Jeg gider ikke blive ophidset og vred over et vist kaos på arbejdet. Nogle gange hersker en ukontrolleret form for anarki, som ingen ønsker, men som ingen tilsyneladende formår at gøre noget ved. Min kollega kaldte det for helvede. Sådan er det nogle gange. Planlægning er en god ting på jobbet, det ved jeg. Det kan jeg, det har jeg lært. Time management og så videre. Men sådan er det bare ikke lige nu. Jeg prøver at holde sammen på mine opgaver og fokusere, men at det ikke altid er muligt, det er en sandhed uden modifikationer. Ligesom mørket og regnen.
Leve i nuet. Ja, husk det nu! Jeg var lige ved at skrive om i går. Men det var i går. Nu er nu. Jeg er her. Lige nu i november mørket med kaffen, juicen og tastaturet. Ord, der er på min side og følger mig i tykt og tyndt. Det er en god styrke.
Jeg har netop fjernet en tæge/flåt fra min gule hunds hoved. Den kravlede rundt og prøvede at finde et leje. Nu flyder den ud med toiletvandet! Og morgenen er i gang. Det er ganske vist.

mandag den 2. november 2009

Overgang til accept

Det er en mørk og stormfuld morgen. Jeg kan tilføje regnfuld. Er kommet tilbage efter gåtur med hundene, rundt i mørket. Det våde er isnende. Temperaturen må være ret langt nede. Er november efterår? Eller vinter? Efterår på vej mod vinter, en overgang. Mandag igen og en ny uge venter. En uge, har jeg besluttet, som skal være en god en, ikke mindst fordi jeg vil glide med og ikke mod stormen. Ride på bølgen og se, hvad der sker. De sidste par uger har jeg kæmpet imod. Alt i mig har strittet imod, har stillet spørgsmålstegn og har været på barrikaderne. Nu vil jeg give los. Lade stå til på den gode måde. Beslutningen kom efter mit stormløb i går, mens jeg stod og strakte ud. Det er noget af det, der er så fantastisk ved løb. Jeg får nogle svar. Jeg ser pludselig noget klart eller måske nærmere, fornemmer hvad der skal til.
Nu sidder jeg med kaffen og mærker en vis ro. Gør mig selv mentalt klar til ugen. Det er nemlig svært for mig ikke at kæmpe ... imod. Men jeg kan godt og jeg gør det!
Jeg skal have arbejdet på vores nyhedsbrev i dag. Så er der et par småmøder og når aftenen banker på, skal jeg afsted til dyrlægen med både den sorte og brune hundetøs. Det er tid til deres årlige vaccination.
Jeg ønsker alle derude en god uge, den første uge i november. Overgang til vinter. Overgang til accept.

søndag den 1. november 2009

Godnat Måne

Jeg er på vej i seng. Det stormer derude. Det kan jeg godt lide. At gå op i seng og lægge mig ned og lytte til vinden, stormen ... En god måde at falde i søvn på. Noget, jeg også godt kan lide, lige før jeg falder i søvn, er at kigge ud på månen. Det er meget beroligende. Månen er min ven. Jeg mærker en stor ro deroppe fra. Visdom. Månen er deroppe nu. Det er tæt på fuldmåne og jeg glæder mig til at se dens lys ... Lige nu er det dog så koldt, at den har puttet sig i en dyne af skyer. Men jeg ved, den er der ... se bare hvordan den kiggede forbi i går aftes. Godnat Måne og sov godt.

Orkanløb

Jeg løb en tur i stormvejret. Det var måske lidt skørt, for jeg kunne næsten ikke få vejret. Blev næsten blæst omkuld, da jeg stred mig ud af landevejen og prøvede at finde den gode vejrtrækning. Stormen udfordrede mig og vejrtrækningen blev mere et spørgsmål om ... en slags overlevelse. Jeg besluttede at lave min tur om til en "cross" tur nede ved vandværket. Rundt og rundt det gik ad stien i buskadset, rundt ved marken. Ikke det bedste underlag og bestemt ikke den højeste fart, men jeg fik gang i vejrtrækning og rytme, så det var en god plan. Det blev til lige over 3 kilometer. På vej hjem ad landevejen havde jeg stormen i ryggen og så kunne jeg give den gas. Bare lidt. Det var stormløb. Men jeg gjorde det!