onsdag den 30. september 2009

Penge


Jeg har brugt for mange penge. Jeg har ødslet ... eller har jeg? Spørgsmålet er, om jeg i virkeligheden bare har gjort det, der egentlig er meningen med penge? At lade dem flyde ... flyde ud af mine hænder og videre i deres dans. Videre ... ikke holde fast men lade flyde. Ahhh, se det er jeg ganske god til. Jeg gemmer ikke til natten. Når pengene flyder og skaber energi, kommer flere til ... de kommer flydende, ind i mine hænder, ud af mine hænder og videre, videre, videre. Energi, bevægelse. Ikke stilstand ... ikke stagnation.
Nu skal jeg forsøge at spare i den kommende måned. Altså ... måske lige tænke en ekstra gang på, hvad jeg lader gå ... flyde. Eller skal jeg? Åh, ville så gerne være mere fornuftig hvad økonomien angår ... eller vil jeg? Næh, egentlig ikke. Jeg må i sandhed erkende, at jeg ikke interesserer mig synderligt for at sidde på en kistefuld af guld. Jeg vil hellere lege med guldet, smage på det.
Jeg er i grunden bare et barn, et legebarn, som leger med penge og muligheder. Jeg ejer ikke gods og guld, men jeg føler mig rigere og rigere. Guld, sølv. Sølvet kommer med morgendiser, danser forbi mine vinduer, udenfor og indeni. Guldet, når solen står op og farver morgenhimlen i et fantastisk ildhav af rød og orange.
For enden af regnbuen finder jeg krukken med guld. Jeg åbner krukken (eller er det en kiste?) og guldet vælter ud. Det ønsker ikke at være indelukket i en krukke eller kiste, fanget og fastlåst. Guldet ønsker frihed og bevægelse og jeg sætter det fri ... for at skabe endnu en regnbue, endnu en smuk morgen med dis og efterårsfriskhed.

tirsdag den 29. september 2009

Glæder mig

Til den kommende weekend ... til buldrende brændeknuder i brændeovnen et sted tæt på vandet, vindens rusken i træerne, kolde hænder om rødvinsglasset, bagte rodfrugter i ovnen, kolde våde hundesnuder, en løbetur i nye omgivelser, en kær vens selskab og samtaler, der er dybe og overfladiske, fjollede og alvorlige, farver, finurligheder ...

Practise Dog Awareness ... Mindfulness

Når efteråret bringer fryd


Jeg har virkelig forandret mig. Jeg er en anden end jeg var før. Eller ... jeg består af flere dele egentlig mig end tidligere. Jeg ved, hvem jeg er. Og jeg kender nogle små finurlige sandheder og hemmeligheder, som gør, at jeg trives langt bedre end tidligere. Jeg bliver høj af at være mig. Jo, til tider bliver jeg decideret høj og - som Halfdan R så klogt så klogt sagde: Jeg er glad, jeg er mig, for hvis ingen var mig, var det slet ikke mig, som var glad ...

Når efteråret bringer fryd. Hvilken frydefuld overskrift! Min chef kom ind på kontoret og rystede sin regnvåde jakke og en bemærkning om at "nu er det da for alvor blevet efterår". Efter tonen i hans stemme at dømme var det ikke just noget, han synes særlig godt om. Jeg vendte mig mod ham og uden tøven svarede jeg: Ja, det er dejligt! Jeg blev vist ligeså forundret som ham for følelsen af virkelig at mene det var til stede, så dyb og velfølt ... at jeg med ét erkendte at jeg elsker efteråret og elsker årstidernes skiften. Faktisk erkendte jeg i det øjeblik hvor meget jeg elsker og har brug for forandring. Hvor godt jeg trives, når jeg følger med strømmen og årstidernes skiften og hvor god jeg i virkeligheden er til at se det POSITIVE i alting. Når efteråret bringer fryd ... og forandring. Pludselig er regnen en kær og velkommen gæst. Vinden, ja blæsten ... kulden ligefrem!?

Hvis denne tilstand af væren er alderdom ... eller alder, visdom - ja så elsker jeg min alder! Jeg elsker mig selv, fordi jeg har taget ved lære, fordi jeg har tilladt mig selv at blive klogere, tilladt mig selv at absorbere de mange velmente gode råd, mest af alt læst i bøger, som bare har været tilgængelig for mig lige netop på det tidspunkt, hvor jeg havde brug for dem. Bøger, som jeg opdager på hylden, ulæste men købt på et tidspunkt, hvor jeg egentlig ikke anede hvorfor. Blev fanget af en titel ... et glimt af fremtiden! Nu ser jeg en dybere mening med at være mig og jeg har lyst til at fortælle fordi jeg har noget på hjerte. Jeg ved noget. Jeg mærker noget. Jeg føler, jeg ser ... jeg er!

Så efterårets regn og rusk fryder mig, efterårets mange farver, røde, gule, gyldne, brune ... blandet med grønne og blålige efterladenskaber fra sommeren, der var ... Himlen der ændres - lyset ... og mørket. At acceptere mørket, natten, det har været det sværeste. Men jeg gør det. Jeg har lært det ... selvom jeg ved, at det sværeste for mig altid vil være ikke at kunne komme ud og give den gas i løbeskoene - lige når jeg har lyst! Løbebånd er ikke for mig - jeg elsker det udendørs løb, vinden i håret - ja ligefrem modvinden, som giver ekstra styrke og kræver lidt mere. Men ... jeg har en anden plan. For jeg er nemlig en fleksibel sjæl. Jeg er et siv, som bøjer sig i vinden og som danser til lyden af dens susen, men jeg knækker ikke.

lørdag den 19. september 2009

September Sandheder


Måske burde det i dag være tristere vejr. Vejr, som svarer til mit humør. Men sandheden er, at jeg i dag slet ikke definere, hvilket humør jeg er i. Så måske passer det smukke september solskin alligevel fint til mig og mit univers lige nu. September har været yderst gavmild hvad solskinstimer angår. September bliver ved med at øse af blå himmel, solskin og nogle varme timer om eftermiddagen. Morgenen er kold og tåget - ubamhjertigt fortæller den, at efteråret faktisk er i gang og at vinteren kommer nærmere. Men op ad dagen kommer lyset og varmen og selve forvandlingen er i sig selv et fantastisk skue. Tågen der letter som en damp, rødlig horisont og solen, der først svag og siden stærkere trænger igennem. September ... vi har forladt sommeren og sejler stille og roligt mod koldere tider, men også mod et oktober, der sikkert som sædvanlig vil male naturen i gule og røde farver, varme nuancer og duftende kastanjer på ild eller skovbund. Våde morgener og mørket, der slutter sig tættere og tættere omkring os. Fordele og ulemper. Som alt her i livet.
Selv er jeg stærk og svag. Fyldt af de herlige paradokser, der kendetegner mit liv og gøren. At være bevidst om paradokserne gør det faktisk lettere .. og nogle gange direkte sjovere. Ja, faktisk hylende morsomt! Og så kan det pludselig blive svært og tungt, melankolien sænker sig, men noget jeg har lært og noget, jeg er blevet, kan som solen op ad dagen fortrænge denne melankoli og bare skinne igennem! Det er årene ... visdommen. Tror jeg nok ;-)

onsdag den 16. september 2009

Paradokset i paradokset

Blev præsenteret for en kær vens blog og kom igen i tanke om min. Den dukker op med jævne mellemrum og minder mig om livets egentlige mening. Minder mig om fokus på det, der betyder noget. De vise ord - jeg genlæser dem og nikker i anerkendelse. Jeg forstår. Smager på betydningen og mærker effekten. Åh, det er fedt at være dér, hvor hjertet slår. Selvom mit er i oprør lige nu, fordi jeg ved, at jeg endnu engang er vokset ud af "frakke", der er blevet for trang og ikke rummer mit ego. Ikke rummer mine drømme! Jeg er vild med mine dejlige tarotkort, som gang på gang rammer lige på kornet og giver mig sandheden, præsenterer mig for løsningen og viser mig, at jeg rummer alt det, jeg behøver. Så bliver jeg glad og stolt over mig selv, for jeg har lært at navigere. Jeg er blevet en klog klog kvinde :-) Men hvad skal jeg så bruge denne klogskab til? Denne visdom? Jeg vil dele ud af den. Jeg vil ... give den til mig selv og til dem, jeg også elsker. Det er så vildt at være mig ... men også hårdt og slet ikke ligetil. Ønsker jeg ligetil? Næh. Ingen vej er for kringlet og for besværlig. Den rummer kun udfordringer, som styrker mig og gør mig endnu mere vis. Jeg lever ... med alt hvad det indebærer!