lørdag den 28. marts 2009

Forårsfornemmelser

Der er bestemt forår i luften i dag, bare en antydning men jeg kan mærke det i luften. Det giver en slags åndelig energi, men samtidig er jeg bare træt ovenpå endnu en omgang forkølelse og nogle travle uger på jobbet. Det føles godt bare at sidde her og kigge ud på solskinnet og vide, at der ikke er noget, jeg SKAL denne weekend. Jeg vælger at gøre det, jeg orker og har lyst til.
At leve i nuet og være til stede ... det er den vigtigste lektie for mig, det er jeg ikke længere i tvivl om. Når en situation opstår, kan det være guld værd at kunne vende fortiden ryggen og gå fremad, men samtidig være bevidst om hvert skridt og følelse og tanke. Nærvær. Visdommen er en del af mig og jeg behøver ikke vende blikket tilbage for at mærke den. Jeg er fyldt af den og den er en del af mig og min sjæl. Visdom er ikke smerte ovenpå traumatiske oplevelser og at kunne mærke denne smerte igen og igen i lignende situationer eller blot ved mindet eller tanken om det, der gjorde så ondt og var så frustrende. Visdommen er nærværet lige nu, det er den stemme, der taler til mig og forkynder vise ord. Den stemme er min stemme. Jeg er.

Vise Ord

28. marts 2009
Lyt til stemmen i dit hoved;
vær dér som det iagttagende nærvær

torsdag den 26. marts 2009

Vise Ord

26. marts 2009
I samme øjeblik dommen ophører
gennem accept af det, som er
har du gjort dig fri af sindet

onsdag den 25. marts 2009

Vise Ord

25. marts 2009
Nærvær ophæver tid.
Uden tid - ingen lidelse,
ingen negativitet kan overleve.

onsdag den 18. marts 2009

Vise Ord

18. marts 2009 -
Åbninger til Nuet
En meget virkningsfuld vej
er ganske enkelt at flytte opmærksomheden fra dine tanker
og rette den ind i kroppen
hvor Væren kan mærkes som det usynlige energifelt
der giver liv til det, du opfatter som den fysiske krop

tirsdag den 17. marts 2009

Vise Ord

17. marts 2009
Når den tvangsprægede stræben væk fra nuet ophører
strømmer glæden ved at være til ind i alt
hvad du foretager dig
I det øjeblik din opmærksomhed
vender sig mod nuet mærker du nærværet
stilheden, freden

mandag den 16. marts 2009

En venten

Jeg har netop lært mig IKKE at gå ind i en venten. Ikke desto mindre er der noget, jeg venter på i dag: Et svar. Det er svært at beskrive, hvad det egentlig er, jeg forventer ... men et par ord, et livstegn, det ville bestemt gøre mig glad. Jeg forstår ikke helt, hvordan det hænger sammen og hvorfor der er så lange pauser. En tilstand uden ord, uden lyd ... uden. Hvor befinder jeg mig i dette tomrum i forhold til at være den ven, jeg gerne vil være? Hvad gør jeg? Det sværeste for mig er at gøre ingenting. At lade mig henfalde til tavshed ... til venten. Så jeg prøver at handle, at reagere, men uvisheden svarer mig med ingenting, tomhed, stilstand. Ordløs tilstand. Håbet lever. Håbet om reaktion og om at høre nyt. Livstegn. Ikke at vente. At gøre noget. Gøre en forskel. Ikke bare vente ...

Vise Ord

16. marts 2009
Oplysning som vælges bevidst betyder at give slip
på dine bånd til fortid og fremtid
og gøre nuet til det, dit liv drejer sig om

søndag den 15. marts 2009

Savn

I denne weekend har jeg tænkt meget over savnet. Hvordan man har noget (og måske tager det for givet) og så en dag er det dér ikke mere. En ven, et familiemedlem, en hund ... Jeg vil aldrig mere taget noget for givet, men glæde mig over hver eneste dag, jeg får sammen med dem, jeg holder af. Ja, det er måske så nemt at sige, men handler det ikke om at være nærværende og til stede, når vi er sammen med dem, vi holder af. At være til - lige nu! Livet er nu! Men når evigheden er fortid ... og det man elskede er borte ... hvad er der så tilbage? Det liv, man har fået. Det er dér endnu. Og minderne ... At turde elske er også at turde miste. At turde blotte sig og være så sårbar i nærvær og tilstedeværelse - det er kærlighed. Intet for for evigt.
Men deroppe på den mørke nattehimmel lyser en stjerne ... ganske svagt kan man skimte den, hvis man anstrenger sig. Håbet. Evigheden. Tag ingenting for givet. Intet er som det ser ud. Lad dig overraske!

Vise Ord

15. marts 2009
Hold op med at vente som sindstilstand.
Når du fanger dig selv i at glide ind i en venten,
så skynd dig ud af den.
Kom ind i det nuværende øjeblik.
Vær der bare og nyd at være til.
Hvis du er nærværende, er der aldrig nogensinde brug for
at du venter på noget.

mandag den 9. marts 2009

Regnvejrstræt

Det er ikke fordi, at jeg er træt af regnvejr. Jo, det er jeg faktisk også! Men jeg er træt og det er regnvejr. En forstærkende cocktail ... dagen går på hæld, det er mørkt og jeg sidder over min te og må snart henslænge mig på sofaen. Havde en "dårlig" søvn i nat, faldt hurtigt i søvn, men vågnede efter en time, helt klart frusteret over situationen på arbejdet og den uge, der ventede mig. Efterhånden fik jeg mig selv overbevidst om, at det var noget pjat og at jeg INTET kunne gøre ved det midt om natten. At det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, var at slappe helt og, lade tankerne (og frustrationen) hvile og sove. Der gik dog lang tid, inden søvnen overtog, sådan føltes det. Drømmene kom, bl.a. en, der handlede om indbrud ... endnu et indbrud her i vores hus. Det var utroligt ubehageligt, alle følelserne kom tilbage, utryghed, angst, vrede ... Men jeg havde også en god drøm, en drøm, hvor min elskede hund Molly var tilbage blandt os. Nøj, hvor jeg savner hende! Heldigvis var indbruddet kun en drøm denne gang. Desværre var Mollys tilbagekomst også en drøm ... men måske var hun alligevel hos mig den nat. En slags guddommelig trøst. Jeg tænker på hende som min skytsengel. I livet var hun ofte min redningsplanke. Faktisk har jeg haft en god og produktiv dag trods alt for lidt søvn. Jo, jeg har været træt, men jeg har virkelig fået noget positivt fra hånden og det er en god følelse. Nu vil jeg se sofa og lade regnvejr være regnvejr.

Vise Ord

9. marts 2009
Hvis du føler, at du sidder fast i dit liv
Så vær stille og lyt til dine behov

søndag den 8. marts 2009

At lytte til sjælen

Sidder her med min blåbær te, mens det hele falder på plads i mit indre. Jeg har først trukket dagens tarotkort (hvile) og siden de vise ord om at lytte til sjælen. Det er det, jeg skal lige nu - i dag (og fremover). Jeg er blevet meget bedre til det, men der er stadig så meget, jeg ikke forstår. Som jeg ikke har lært endnu. Det er derfor jeg elsker at leve - trods alt. Fordi jeg beriges, når jeg tør åbne mig og kradse i endnu et lag. Fordi jeg instinktivt ved, at der er så meget mere "mellem himmel og jord" end vi nogensinde tør tro. Engang i mellem får jeg et glimt. Selvfølgelig er denne proces meget personlig. Det her handler om mig. Det er en befrielse at tillade mig selv at mærke efter og smage på ordene: Det her handler om mig! Mit liv handler om mig. Om min sandhed. Den eneste sandhed - for mig vel at mærke! Tarotkortene er så kloge ... de tager aldrig "fejl". Så når de afstikker dagens kurs eller kommenterer dagens gang, ja så er de altid på rette spor. Der er omveje, men jeg finder altid hjem. Du finder altid hjem - ligegyldigt hvilken vej du tager. De vise ord hver dag - de giver åndelig energi. Håb. Jeg er faktisk dybt taknemmelig over, for som Megan, at få mulighed for at udforske det her, min sjæl. Se sammenhængene, meningen ... blive forundret. Denne dag dedikerer jeg til hvile, fordybelse og eftertænksomhed.

Vise ord

8. marts 2009
Alt, hvad vi har brug for, venter på os,
hvis vi blot giver os tid til at lytte til vores sjæl.

lørdag den 7. marts 2009

Vise Ord

7. marts 2009
Ikke alle ting er, som de ser ud til.
Der er flere muligheder hvert øjeblik i hvert liv,
end du måske på forhånd havde forestillet dig.

Grå lørdag

Grå lørdag morgen. Har sovet for lidt, tror jeg. Føler mig i hvertfald træt. Blev vækket af min søde hund på 1/2 år, som åbenbart havde spist nogle små kviste o.l. og som så skulle kaste op kl. 4 i morges. Så jeg måtte ned og hente hende ud af sit sovebur, fjerne tæppe og finde et nyt. Lys og vågen tilstand. Jeg var blevet vækket midt i en drøm, som jeg troede jeg kunne huske og finde tilbage til, men da jeg igen lagde mig i min seng, fløj den ud af vinduet og var væk i nattemørket. Det samme var min søvn. Mine tanker begyndte at tage over, kredse om arbejdet og om næste uges udfordring ... fuldstændig absurd, fordi jeg intet kunne gøre ved det kl. 4 lørdag morgen. Men vågen var jeg. Har ligget og drejet mig indtil kl. 7, måske har jeg sovet lidt. Jeg ved det faktisk ikke. Husker bare irritationen over ikke at kunne finde tilbage til min drøm eller bare en drømmeløs søvn, som kunne gøre mig lidt friskere. Forkølelsen lurer stadigvæk. Nu er jeg oppe og sidder over kaffen denne grå lørdag. Regn i luften, tidligt forår, fugtigt vejr. Der står vintergækker flere steder i haven. De skyder bare op og er smukke midt i alt det grå og triste. Ser lidt ensomme ud, men samtidig stolte og ukuelige. De klarer sig - også selvom der skulle komme frost og sne igen. De er der bare! Man skulle være en vintergæk. Drive gæk med vinteren. Drive gæk med foråret, der i forvejen kan drilsk og utilregneligt. Bedst som det er dér og man får håbet og en gnist af energi tilbage, så forsvinder det igen. Borte, tit tit. Hørte i går Jan Gintberg (som i øvrigt har fødselsdag samme dag og år som mig!) fortælle om, at når det blev april og det faktisk var forår, så mistede han fuldstændig gnisten. Som om at manglen på lys og den lange vinter pludselig slog ham i hovedet og alting bare blev "øv". Andre var glade, men han blev nærmest depressiv. Hm ... jeg kan godt forstå det lidt. Men alligevel ikke. For jeg glæder mig til foråret og til, at min forkølelse er helt væk igen, så jeg kan komme igang med at løbe igen. Jeg savner det og må sande, at det er noget møg, at jeg næsten ikke får løbet gennem vinteren som tidligere. Det gjorde mig sgu lidt stærkere og ikke mindst - gav mere energi - at få den motion. Nu er jeg bare i noget nær elendig form, tror jeg. Ja, jeg går jo meget med hundene, men det er ikke helt det samme. Anyways, det er lørdag og weekend. Grå lørdag - men ikke desto mindre. Velkommen til to fridage, som jeg faktisk næsten helt selv kan bestemme over. Kan jo bare lade være at gøre rent. Kan jo bare lade være med at købe ind ... ha ha ha. Vi må se, hvad der sker.

fredag den 6. marts 2009

Vise Ord

6. marts 2009
Der findes ingen anden sandhed end den, som findes inden i dig.
Alt andet er noget, nogen fortæller dig.

Støvregn og tusmørke

Fredag og lyden af Kashmir i højtalerne. Støvregn og tusmørke. Weekend. Jeg føler mig pænt ovenpå igen, har fået styr på planen på arbejdet og udmeldt. Nu skal det så bare følges til dørs i næste uge og det sværeste er jo selvfølgelig, at jeg er så dybt afhængig af andre og deres input. Men nok om det nu, for nu er det weekend! Selvom jeg har tidligere fri om fredagen (kom dog lidt sent ud af døren alligevel), var det næsten "mørkt", da jeg nåede hjem ledsaget af støvregn og regndis hele vejen. Har gået med mine dejlige hundepiger ... og nu skal de snart fodres. De venter (u)tålmodigt, mens jeg sidder her og blogger. Mørket falder tidligt på i aften. Vinden suser i træerne ...

torsdag den 5. marts 2009

Vise Ord

5. marts 2009
Sandheden findes ikke

Stiv kuling

Jeg tog på arbejde i dag. Det har bare ikke været en dag, som jeg havde forestillet mig, da jeg - stadig forkølet - tog afsted i morges, for så var jeg måske nok blevet hjemme! Frisk var jeg sgu ikke, stadig snottet, hoster og hakker, men pligtopfyldende og stadig fuld af den rastløshed, jeg følte i går. Men mest af alt bare træt. Situationen var en anden, end da jeg forlod jobbet ved fyraften i mandags og tog hjem. Torsdag. Anderledes! Alvorlig!? Vi har fået en seriøs konkurrent. En konkurrent, som kender vores produkt til hudløshed. En konkurrent, som muligvis har stjålet både ideer og kundeemner fra os. De næste par uger bliver travle. Meget travle for mig. Og selvom jeg egentlig synes, at det er ret spændende, så tja, så er situationen faktisk ikke helt i orden. Hastværk er lastværk!? Det skulle måske i stedet have været dagens vise ord, men vi må se senere, hvad de er. Nuvel, jeg må smøge ærmerne op og gøre mit bedste. Mere kan jeg ikke gøre. For projektet er i høj grad afhængig af en masse andre størrelser, kolleger, som selv har susende travlt med andre ting ... blandt andet.
Den blæst, der har rusket i træerne og suset i trækronerne hele dagen, var bestemt også til stede indendørs i dag. Jeg var bare træt! Forkølet og ... MEN, jeg gør sgu hvad jeg kan. I morgen har jeg det lidt bedre. Helt sikkert ... lidt mere energi, lidt mere overblik og lidt mere skarp i forhold til, hvad jeg skal bruge af information og hvornår.

onsdag den 4. marts 2009

Vise Ord

4. marts 2009
Ligegyldigt hvilken vej du går, kan du ikke undgå at komme hjem






Forkølelse

Forkølet. Rastløs. Søgte efter betydningen af "paradoks" og endte på Blogger. Det er vel i sig selv paradoksalt, men måske i virkeligheden bare meningen med, at jeg i dag skal være hjemme og snotte godt og grundigt i stedet for at passe mit arbejde. Som Megan vil jeg undersøge hverdagen og livet for alle dets uanede muligheder. Se nu bare, dagens tarotkort var Mønternes Es ... om Universets ubegrænsede rigdom, som er til rådighed for mig ... og dig! Jeg er ikke umiddelbart noget mål med denne blog. Den er mere en rejse. Jeg aner ikke, hvor jeg ender og hvor der sker. Jeg overgiver mig til processen og de påfund, der måtte dukke op undervejs. Min blog er i gang. Velkommen ombord.