onsdag den 16. december 2009

Det vigtigeste i livet ... husk det nu!

Det blæser godt derude. Det knager i træer og grene, vimplen på flagstangen i haven danser en vild dans med smæld. De lover sne, snefygning måske. Det skulle blive nogle kolde dage, de næste par dage. Rigtigt vintervejr. December viser tænder. Kunne hun ikke have ventet til i næste uge, hvor det er jul og vi har fri? Nej, vejret gør som det vil og det gør december vist også. En travl måned på mange måder.
Jeg hænger i bremsen, synes jeg. Jeg må tilbage til et tidligere indlæg, som handlede om accept af situationen, om "bare" at glide med strømmen i stedet for at kæmpe imod. De næste par dage går det ned af floden i rivende strøm. Det gælder bare om at holde hovedet oven vande og navigere. Igen.
Julen er da vist gået lidt i baglås her. Jeg glemmer helt at jule. Hvor blev hyggen af? På mine tidligere jobs krydrede vi december med et vist juleri og gav os tid til at hygge midt i travlheden. Det kendes ikke på min nuværende arbejdsplads. Der er ikke så mange smil i den søde juletid. Mest grimasser!
Hundene er som altid i godt humør. Hvad skulle jeg gøre uden dem? De minder mig om det vigtigeste i livet. Det dér, du ved. Det er jeg taknemmelig for!

2 kommentarer:

  1. Ja, godt du har hundene og dit hjerte og forstand.

    Når jeg læser dine indlæg kan det godt forbavse mig, - der er noget om det der med kollektiv bevidsthed.

    Jeg kan i hvert fald nikke genkendende til mangt og meget. Det der med manglende energi og en nagende følelse af om det måske er sygdom, har jeg også oplevet.

    Jeg kendte engang én, som sagde at julen er en sårbar tid. Og det er jo sandt. Man har travlt, det er mørkt, det er koldt, - men man skal udadtil helst se ud som om man hygger sig og har overskud, for det er jo jul... Så det er vel ikke så sært, hvis man ikke altid kan leve op til forventningerne?

    God dag til dig. Hos mig er der sne og det er smukt og lyst...

    SvarSlet
  2. Karina, tak for din kommentar. På en måde er jeg glad for, at du kan nikke genkendende til noget af det, jeg skriver om ... Så er det jo ikke kun mig! :0) Jeg kan godt mangle energi fordi jeg synes, at et område er energiforladt eller rummer dårlig energi. Som om et suger energien ud af en. Det gør min arbejdsplads faktisk engang i mellem. Det er smadder ærgerligt. Nogle gange er jeg for "træt" til at kæmpe imod og forsøge at sprede god energi, så må jeg simpelten kapitulere.
    Ja, måske er julen og denne måned en sårbar tid, fordi det ligesom forventes at man er glad og hygger. Men der er så meget, der SKAL være styr på for mange, traditioner, som skal overholdes, ting, der skal gøres på en bestemt måde, gaver og ...
    Jeg er slet ikke begyndt endnu. Jeg håber at finde energien til det i weekenden. Kæresten og jeg skal i hvert fald ud og købe nogle julegaver!
    Vi har vist ikke fået så meget sne som i Jylland og på Fyn ...
    God aften - håber du hygger lidt i mørket og lige nu er det jo altså kun med stearinlys ;0)

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.