torsdag den 26. november 2009

Stormfulde vande og blottet tandhals

Dagen går på hæld og jeg nyder en kop te. Det har været en travl dag og produktiv dag. Jeg arbejder på højtryk med brochurer og nyhedsbreve, er i tæt kontakt med reklamebureau og lærer og lærer. Jeg har fundet ud af, at jeg har flair for det grafiske. Så jeg nyder at få lov at prøve og få feedback og blive bedre. Jeg arbejder i InDesign og skal snart på kursus i billedbehandling også - Photoshop Elements. Det er det, jeg har fokus på i øjeblikket. Læring. Det er sjovt, så jeg forsøger at ignorere et vist kaos omkring mig, en lille smule frustation over finanskrisen eller måske mere, end vi ved? Jeg navigerer og har fokus på potentialet. For jeg tror på, at vi kan sejle igennem de stormfulde krisevande og klare os. Det skal man - tro!
Efter arbejde havde jeg en date med min tandlæge. Jeg var lidt spændt, for jeg har haft en "øm" kindtand. Det gjorde ondt, når jeg tyggede, hvinede, når den blev præsenteret for noget køligt. Det viser sig, at jeg har en blottet tandhals. En blødere tandbørste og Zendium sensitive skulle hjælpe. Ellers ingen huller!
Så ud i regnen, købe ind, lave wok mad med kylling og masser af grøntsager. Tranebærsaft og snak ved stearinlys. Snart kommer der "Wire in the Blood" på DR2. Som stor krimifan vil jeg selvfølgelig være at finde foran fjerneren - den skal jeg se! Måske lige have en kop te til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.