mandag den 2. november 2009

Overgang til accept

Det er en mørk og stormfuld morgen. Jeg kan tilføje regnfuld. Er kommet tilbage efter gåtur med hundene, rundt i mørket. Det våde er isnende. Temperaturen må være ret langt nede. Er november efterår? Eller vinter? Efterår på vej mod vinter, en overgang. Mandag igen og en ny uge venter. En uge, har jeg besluttet, som skal være en god en, ikke mindst fordi jeg vil glide med og ikke mod stormen. Ride på bølgen og se, hvad der sker. De sidste par uger har jeg kæmpet imod. Alt i mig har strittet imod, har stillet spørgsmålstegn og har været på barrikaderne. Nu vil jeg give los. Lade stå til på den gode måde. Beslutningen kom efter mit stormløb i går, mens jeg stod og strakte ud. Det er noget af det, der er så fantastisk ved løb. Jeg får nogle svar. Jeg ser pludselig noget klart eller måske nærmere, fornemmer hvad der skal til.
Nu sidder jeg med kaffen og mærker en vis ro. Gør mig selv mentalt klar til ugen. Det er nemlig svært for mig ikke at kæmpe ... imod. Men jeg kan godt og jeg gør det!
Jeg skal have arbejdet på vores nyhedsbrev i dag. Så er der et par småmøder og når aftenen banker på, skal jeg afsted til dyrlægen med både den sorte og brune hundetøs. Det er tid til deres årlige vaccination.
Jeg ønsker alle derude en god uge, den første uge i november. Overgang til vinter. Overgang til accept.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.