tirsdag den 24. november 2009

Mission læring

Så oprandt dagen, hvor jeg skal på kursus i kamelslugning. Men, jeg måtte sluge så mange kameler i går, at jeg slet ikke kan spise nogle i dag. Jeg er mæt. Der er ikke plads til flere kameler i mit system. Gad vide, hvad der så sker? Jeg prøver at lade være med at blive irriteret på forhånd. Jeg forbliver afventende. Lyttende. Opmærksom. Er der en lektie til mig i alt det her? Det tror jeg på, for der er en lektie i alting. Og lærer man den nu, så kommer den ikke igen. Så det vil jeg satse på. Lære noget.
Jeg er lidt træt af mit job lige nu. Så er det sagt! Efter at have slugt adskillige kameler i går, da den øverste leder forsøgte at motivere ... først med pisk og så med gulerod ... blev jeg forfærdelig træt. Det var vist ikke kun mig. Vi stod alle bare dér og motivationen dalede til nulpunket. Jeg mærkede en god portion vrede og var ganske tæt på at sige noget. Jeg lod være. For det ville have været et personligt angreb på ham, som ikke forstår følelsesmæssig intelligens. Som ikke forstår hvad motivation betyder, som ikke kender værktøjerne. Til sidste prøvede jeg faktisk at hjælpe ham. Gav lidt. Men jeg var ukoncentreret resten af dagen. Kunne ikke tænke klart. Faktisk tænkte jeg på, at jeg nok skal i gang med at kigge jobsider igen, bare se, hvad der rører sig her midt i finanskrisen og det matte marked.
Nu skal jeg i gang og videre ud i dagen. Min mission er læring. Jeg vil suge så meget til mig, som jeg kan. Nu hvor mit stjernetegn skytten har overtaget november er det på tide, at vi bringer lidt optimisme og realisme på banen. Med bue og pil rider jeg ind i mødelokalet, men jeg behøver ikke at bruge mit våben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.