fredag den 6. november 2009

Lys i mørket

Jeg har investeret i en pandelampe. Jeg har haft den i et par dage, men fik den først "samlet" i går aftes, så her til morgen skulle den afprøves. Sikke en forskel! Pludselig kan jeg se noget derude i mørket, se mine hunde, som snuser og oplever mens vi går vores morgentur. Den bliver da helt klart et hit vinteren igennem. Egentlig har jeg købt pandelampen for at kunne løbe i mørket, men jeg vil selvfølgelig bruge den til både gå- og løbeture. Så er der lys i mørket!
Ellers har jeg tænkt en del over det "at flyde med strømmen" og hvor forskelligt det opfattes af folk afhængig af alder, køn, hvor man er i livet m.m. For nogen er det negativt, fordi det opfattes som en form for passitivitet, hvor man giver op og lader andre bestemme. For mig har det faktisk ikke - som udgangspunkt - egentlig noget med andre at gøre. Det handler om mig! Det handler om, hvordan jeg modtager verden. Hvordan jeg navigerer i den. Det handler om livets rytme og energier. Hm, ja, lidt abstrakt, men det er svært at forklare. De, som kender mig, ved, at jeg på ingen måde er en passiv person. Faktisk tværtimod. Jeg bidrager, jeg sætter grænser, jeg går gerne forrest for en god sag. Men ét har jeg lært: Livet er ikke en kamp.
Nå, det er så ved at være morgentankerne for i dag. Spændende emne. Jeg håber at du, Karina, måske kan fornemme, hvad det er, jeg mener. Man kan øve sig. Hvis man f.eks. er irriteret på en kollega og næsten i forvejen kender dennes reaktion på noget, der skal fremlægges o.l., så irritereres man på forhånd. Og når så den velkendte reaktion kommer, så er man dobbeltirriteret. Man kan mærke det i hele kroppen. Man kan vælge på forhånd at sige: Det lader jeg mig ikke påvirke af i dag. I dag flyder jeg med strømmen (eller energien) og modtager uden evaluering. Jeg observerer bare, jeg reagerer ikke.
Men nu blive jeg snart nødt til at reagere på hundetøserne, som gerne vil have deres morgenmad. Og dagen er jo faktisk i fuld gang, kaffen, juicen ... Det er mildt derude, det småregner. Vi gik igennem de våde blade, forskellen var bare, at i lyset fra pandelampen kunne jeg se bladende og de endnu smukke efterårsfarver. En fredag i november er i gang!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.