onsdag den 11. november 2009

Hemmelig nemmelig

November er god til at holde på sin hemmelighed. Lidt for god. November er skorpion og hemmelighedsfuld som natten. Ingen små afsløringer, ingen indrømmelser. Mystik og mørke. Mest mørke. Jeg går gennem november med pandelampe, gennem dynger af våde blade, gennem græs på marken, der fanges af lyskeglen. Går gennem november uden rigtig at vide, hvad hun er for en størrelse. November smiler listigt. Siger ingenting.
Morgenen ligner de andre morgener. Hundene er luftet, kaffen damper endnu. Den brune hundetøs lader mig højlydt vide, at hun altså er utålmodig her til morgen og gerne vil have sin morgenmad NU! Jeg ignorerer hende. Hun er den frække lillesøster, som prøver grænser af og viser de andre, at hun altså tør! Hun er en sød bisse. Fuld af krudt og mod på livet. Ligeglad med november ... det er jo bare et navn! Hm.
Jeg sidder her og forsøger at tage mig sammen til dagen. Mat menstruationsmode. Kunne godt have sovet længere, mere. Bare have ligget dér mens mørke bliver til lys. Først stå op, når lyset har farvet dagen, men hvis det bliver som de andre novemberdage, så er det lys ganske sparsomt. Men regnen kan jeg regne med!

2 kommentarer:

  1. Jeg forsøger at finde ud af hvad godt der er at sige om november....
    Der er ikke mange ord der falder mig ind.... Jeg tror de fleste mennesker går i en form for hi. Det er jo mørkt hele tiden. Måske man bare skal overgive sig. Drikke lidt mere varm kakao, læse lidt mere, gang i brændeovnen og nyde at være inde, spise god og krydret mad....
    give sig selv lov.
    Jeg glæder mig til december når alle lysene kommer frem. Det er det jeg bedst kan lide ved julen, men det er selvfølgelig ikke særlig co2 venligt... svært også at være politisk korrekt ;)
    Hav en rigtig god dag
    Kh Karina

    SvarSlet
  2. Hej Karina, ja, jeg tror også man skal overgive sig. Overgive sig til mørket og dermed accept af, at sådan er november. Som du skriver, nyde nogle af de trods alt mange gode indendørs-ting. Men svært for en ude-menneske som mig (og vist også dig) :0)
    December, ja, så kommer der knald på lysene!
    God aften til dig.
    Kh
    Lene

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.