lørdag den 14. november 2009

Fløjsblødt mørke og ro

Så kom aftenen. Mørket sænkede sig stille uden det store drama. Dagen har været god og mættende på flere måder. Jagten er vel overstået og gæsterne draget hjem. Hundene er luftet, kæresten og jeg gik over markerne i det sidste dagslys og kom hjem samtidig med mørket. Nu er der tid til summen og eftertanke. Bare at være. Denne lørdag aften bliver en af de stille. Ingen aftensmad, vi har jo spist godt i eftermiddag. Bare en kop te og en ostemad måske ... senere. Lige nu alt og ingenting. Underligt at sidde her ved næsten spisetid uden at stå i køkkenet over gryderne eller være på vej et eller andet sted her. Det føles helt okay.
Mine aftentanker er fredfyldte. Ingen ståhej. Stearinlysene er tændt og mørket er fløjsblødt intenst udenfor. Her sidder vi, mennesker og hunde. Ro så langt øjet rækker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.