lørdag den 24. oktober 2009

Drømme i perspektiv

Weekenden er i gang. Klokken er næsten halv otte og mørket har endnu ikke overgivet sig. Regnen trommer mod ruden og hundetøserne har været en tur i haven ... alene. Jeg har bare brug for at sidde lidt her med kaffen. Sidde og vente på lyset. Der bliver nu ikke så meget tid til fordybelse denne formiddag. Vi skal til Haslev og se på den spisestue og så lidt indkøb. Måske en gåtur med hundetøserne inden fødselsdagsfrokost hos svigerfar. Det ville vi nok alle have godt af. Eftermiddagen vil gå med gammeldags frokost (tror jeg) og hyggesnak. Håber at der bliver tid til en god gåtur, inden mørket igen kaster sit tykke dynetæppe over os.
Har lyst til at få nogle drømme i perspektiv i dag. Kan mærke nogle tanker, der presser sig på, nogle ting, der skal tages stilling til. Måske. Drømme skal tages alvorligt. Ikke glemme dem. Ikke fortrænge dem.
Lige nu drømmer lyset om at trænge igennem regn og mørke. Langsomt dukker silhouetter fra træerne op derude.

1 kommentar:

  1. Hej Megan,

    Tak for din kommentar på min blog. Jeg blev glad.
    Smuk blog du har dig her.
    Jeg håber du holder fast i dine løbeplaner vinteren over. Det er kun et spørgsmål om vane og at overskride en grænse. Køb dig en god pandelampe evt i spejdersport eller friluftsland. Jeg har hørt det ikke kan betale sig at købe de billige lamper. På med vesten - og jo de lyser meget op. Du kan også købe et refleksbånd med røde lamper i, til at have om arme eller ankler. Jeg bor på landet og her er bælgragende mørkt. Det kan godt føles lidt underligt at løbe i mørke de første gange, men det er også ret fantastisk at løbe ud i det sorte at se stjernerne og føle at alle ens sanser arbejder på højtryk. Det er som at være alene i verden, på den gode måde.
    Held og lykke med det og god weekend til dig
    vh Karina

    SvarSlet

Ordet er dit! Og jeg bliver så glad, hvis du skriver i gæstebogen og efterlader en lille hilsen.