Den lyserøde elefant

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har mange gode selvhjælpsbøger i mine bogreoler. Nogle elsker at hade den slags bøger, men jeg er altid på jagt efter gode måder at gøre det selv på. Så jeg elsker at elske dem, som har noget på hjerte og har lyst til at hjælpe andre ved at give deres egne erfaringer og virkefulde værktøjer videre. Hvad skulle jeg dog have gjort uden? Og i sidste ende er det jo op til mig selv. Jeg kan plukke, spise af buffeten og tage det, jeg kan bruge. Den slags er individuelt. Nogle elsker rejer, andre hader dem. Det handler om at smage på retterne og prøve sig frem. Hvad dufter godt, hvad kildrer sanserne og giver et øjebliks rus af sandhed og listig lykke? Min yndlingspizza er ikke nødvendigvis din. Og så videre.

Og hvor kommer den lyserøde elefant så ind i billedet? Jo ser du, et eller andet sted har jeg læst om denne her lyserøde elefant, som man ikke må tænke på. For Guds skyld, lad være med at tænke på den lyserøde elefant, tænk ikke på dens lange snabel og store pink farvede ører. Og endnu værre. Forestil dig ikke, at du kan lugte dens moskusagtige krop. Og hvad sker der. Den lyserøde elefant er allestedsnærværende. Jeg må ikke tænke på den, men det gør jeg. Selvfølgelig. Prøv selv at lade være. Når man har fokus på noget, så vokser det og den lyserøde elefant bliver pludselig til en kæmpemæssig flyvende Dumbo. Den flytter nærmest ind mig. Dumbo og jeg bliver til et. Forenet i fokus. Og det selvom det var det eneste, jeg ikke ville og ikke måtte tænke på.

Nu ser jeg Dumbo alle vegne og verden er lyserød. Og det er måske ikke så tosset, eftersom lyserød symbolsk er en optimistisk farve, omend lidt naiv, men...  Jeg har fokus på det, jeg ikke skulle have fokus på. Jeg er nærmest blevet en Dumbo selv.

Og hvor vil jeg så hen med det? Du må have mig undskyldt, hvis jeg er lidt usammenhængende i dag, men jeg er i en dramatisk kreativ fase, hvor jeg skiftevis har fokus på det, jeg ikke skal og det jeg skal. Mit håb er lysegrønt som det snarlige forår, men Dumbo danser på de nye trægulve og det er ikke med sommerfugleskridt.

Egentlig ville jeg vist bare sige til dig, at du skal tænke på alt det gode, du har i dit liv. Være taknemmelig og lade det, som er godt, vokse. Hvis Dumbo insisterer, så brug ham aktivt og positivt på din rejse mod et bedre liv og husk på, at hvad der ligger i bedre, ved du kun selv. Dig og dit hjerte.

Ha’ en god fredag og glem alt om den lyserøde elefant! ;)

Tusind ting

I dag har jeg tusind ting i hovedet og kroppen. Jeg er fuld af ord, inspiration og gode ideer, men min krop er som en tikkende og temmelig rastløs bombe. Det er tid til en løbetur! Når jeg har det sådan, så er det landevejen som kalder. Og jeg kommer. Jeg kender jo mig selv. Efterhånden. Selvom jeg ofte glemmer, hvad der er godt for mig. Igen og igen. Der er jo så meget at holde styr på. Tusind ting.

I dag skal jeg løbe, skrive, købe ind og gøre klar til min kære bror, som kommer i aften. Jeg skal hjælpe ham med noget af det, jeg kan og det glæder jeg mig til. Hvor ofte har han ikke ordnet min gamle bil James og stillet op, når jeg havde brug for et par praktiske og broderlige hænder? Mine egne hænder er bedre til andre ting. Og mit hoved. Det er godt at vi er så forskellige og kan bruge hinanden. Til tusind ting.

Har du forresten lagt mærke til lyset? Det er anderledes nu.  Jeg kan høre fuglene synge og solen skinner derude. Jeg glæder mig til min løbetur på grænsen mellem frost og tø. En balanceren mellem årstider. Helt symbolsk er jeg også selv en slags linedanser. Jeg bevæger mig med vaklende skridt og kommer alligevel frem. Fra sten til sten. Skridt for skridt. Mens jeg glæder mig over rejsen og livet og over ... tusind ting.

Og har du læst om min kære søster? Hun er god som vinteren er lang. Til tusind ting.

Min søster Vinter

Melankolien har danset på min dyne de sidste par uger. Jeg længes efter at se de første spirer fra de frø, jeg har sat i jorden, men jorden er hård af frost og bortset fra enkelte vintergæk og erantis, ser jeg ingenting. Endnu.

Det kan være svært at tro på noget, man ikke ser. Og det kan være svært at acceptere de dybe dale, når det eneste man ønsker sig er at stå på den højeste tinde med udsigt til paradis. Jeg drømmer mig til sommeren og forestiller mig de varme dage, hvor jeg i hvide gevandter danser barfodet i græsset og hvor vinden er lun og lækker.

Og man skal have gode drømme, det er faktisk en lov, for hvordan skal en drøm kunne gå i opfyldelse, hvis man slet ikke har en? Det starter med en drøm. En drøm, som man forsigtigt lægger i jorden som et kostbart frø. Man tænker kærligt på den, vander den med gode tanker og gøder den med håb.

Du vil se det, når du tror på det, har Wayne Dyer sagt. Klog mand.

Vejen fra drøm til virkelighed kan være lang. Den går gennem årstiderne, og vinteren og mørket er en del af vejen. Og man skal igennem. Jeg har lært mig at acceptere og at turde være i det. Jeg øver mig stadig. Det er ikke let, nej, det kræver sin kvinde, men sådan er det at gå vejen. Man falder og man rejser sig igen. Forslået og fortumlet men ikke fortabt.

Min artikel hos LW Magazine i dag handler om vinteren. Om skyggesiden, modsætninger og kontraster og om at lære at elske det, der er anderledes. Den handler om min søster.

Læs med her og ha den dejligste vinterdag.

Suppe og broer

It takes time to build solid bridges
Between where you are and where you want to go

 

 

Det er aften I mit køkken. Jeg er ved at lave mad, eksperimenterer med en vintersuppe, en opskrift jeg har fundet i en af de kogebøger, der nu har deres faste plads på hylden i køkkenstuen. Kogebøger skal være dér, hvor det foregår og hvor maden laves. De skal inspirere og ligesom blande sig i indretningen. Sådan er det blevet nu, de har fået deres helt eget sted og jeg genopdager med fryd kogebøger, jeg havde glemt alt om. Blandt andet den om supper. Og så har jeg har fået musik i mit køkken. Min ghettoblaster med Cd-afspiller er flyttet ind og med den musik, som jeg ikke har lyttet til længe. Nu er mit køkken et sandt inferno af inspiration og jeg danser lidt, mens jeg laver mad og kigger i kogebøger. Jeg nyder bevægelsen og det flow, der opstår, kreativiteten, krydderierne og selvom jeg studerer og bruger opskriften til den suppe, jeg er i gang med at lave, kommer jeg alligevel til at improvisere. Opskrifter et til for at blive ændret. Bare lidt. Og den suppe jeg lavede i går smagte gudeskønt. Så er det sagt.

Jeg lytter til musikken og til teksten, som jeg har det for vane. Jeg hører Tina Dickow og hendes fine sang Long Way Home. Teksten får hurtigt sin helt egen historie i mig, der opstår genklang og jeg nikker med et smil til mit spejlbillede i køkkenvinduet. Der var noget. Noget jeg kan bruge. Skrive om. Tænke mere over. Refleksionerne danser i vintermørket og dråber af deres saft og kraft blandes med suppen.

Nu sidder jeg så her ud på formiddagen en kølig og diset februardag og tænker på de broer, jeg allerede er gået over på min rejse, der aldrig slutter. Nogle broer var der i forvejen, men de fleste må jeg bygge selv. Og det tager tid, som Tina D synger i sangen. Hun synger også noget om at brænde de broer, man så er gået over. Det har jeg også gjort, men kun dem, jeg med sikkerhed vidste, at jeg aldrig skulle over igen. Fordi jeg ikke vil tilbage! Men samtidig har jeg en klar fornemmelse af at de broer slet ikke findes længere. De opstod, for at jeg kunne komme over og så forsvandt de. Måske brændte de, måske fordampede de som dug for solen. Det tilkommer ikke mig at filosofere over det. Jeg ved bare, at jeg skal videre og at nye broer skal bygges. Hele tiden. For der er mange kløfter og ufremkommelige fremspring på rejsen. Tilsyneladende.

Det tager tid at bygge broer og lave veje. Og det er svært at skelne skoven for bare træer, når man i forvejen kan se tusindvis af store hovedveje og mennesker, som bevæger sig af sted på dem. Vejene forbindes med store, fine broer, som har eget navn og i mange henseender ender med at blive trafikknudepunkter mellem landsdele og små øer, som bare flyder for sig selv. Og nu kommer det svære. At forklare overfor sig selv, at man faktisk ikke kan bruge de allerede eksisterende broer og veje til ret meget. De kan anerkendes, accepteres, men de kan ikke anvendes til at følge hjertets vej mod drømmen. Det sker, at man krydser dem, men der skal nye broer til, broer, som man kun selv kan bygge og gå over, broer i mærkværdige konstruktioner og som man kan have sine tvivl omkring, både mens man bygger og når man skal bevæge sig over på den anden side.

Jeg forsøger mig med nye broer og forbinder mine drømmeprikker som en slags usynlig mælkevej. Det knirker faretruende, alt er nyt, og jeg indser, at jeg balancerer på en slags hængebro. Der er meget langt ned. Det kilder i maven og tvivlen kommer sejlende som en havørn på fisketur. Et offer. Mig. Et offer for tvivl og for frygt? Jeg ryster på hovedet, jeg vinker til ørnen med et stivnet smil og fortsætter med at gå.

Der findes kun en vej, når følger sit hjerte. Og den kræver at man lærer at bygge broer, selvom man slet ikke tror man kan.

Billedet af broen er taget af Sidse.

Hus og spøgelser

Jeg skrev om spøgelser på januars sidste dag. Og jeg fortalte en lille historie om den gang, jeg mødte et spøgelse i et gammelt hus på Frederiksberg. Der er løbet meget vand i stranden siden den aften, og jeg tror faktisk ikke, at jeg har mødt et spøgelse siden. Men jeg har været lidt spændt på at flytte herud i huset, fordi der som bekendt var rygter om spøgelser.

Da min kæreste købte huset og jorden, som hørte til, var det egentlig meningen at huset skulle rives ned. Det så forfærdelig ud. Og han skulle ikke bruge en gammel faldefærdig rønne til noget. De talte om at bygge et svensk træhus på grunden, kæresten og svigerfar. Der er noget smukt ved træhuse og det ville have gjort sig godt her på matriklen og de åbne arealer. Et sådan hus kræver ligesom plads. Men noget fik dem til at ændre mening. Der var noget med det gamle murstenshus fra 1918, som man ikke bare kunne ignorere. Beboerne var flyttet og havde efterladt det hele. Inventar. Rod. Uendelige mængder af møg, støv og murbrokker. De var vist ikke helt raske, de tidligere beboerne. Jeg kender ikke hele historien, men allerede inden huset blev forladt, havde det været forsømt. Det havde lidt en grum skæbne og det havde ikke fået den kærlighed og respekt, det fortjente. Det græd. Tårer af mursten lå overalt, sorgfuldt støv hang på vægge og lå på gulve. Der var spindelvæv og en duft af levende død.

Huset fik lov til at blive. De to herrer så potentialet og besluttede sig for at genopbygge. Inventar blev fjernet, gulve, vægge og der kom nyt tag på. Det tog tid. Mange år. Det skal vi ikke ind på. På et tidspunkt kom jeg ind i billedet og der blev huset ligesom vores fælles projekt, der alligevel ikke var det. Heller ikke det skal vi ind på. Men huset. Det fik sin anden ungdom. Langsomt med sikkert kom det til sin fulde fem og fik nye lemmer. Gulve, vægge. På ydersiden ligner det sig selv, et flot gammelt stuehus med stil. Her er højt til loftet og her er godt at være. Huset smiler. Det kan slet ikke forstå, at det har fået lov til at blive genfødt og nu har nye beboere, som sætter pris på det hus, det er.

Men spøgelset, tænker du. Jeg kan mærke din utålmodighed, for det var jo egentlig spøgelset, der var historien. Og her må jeg beklage. Jeg ved det ikke. Jeg har intet mærket til det. I fredags var jeg alene hjemme, om aftenen, kun hundene og jeg og jeg skal ærligt indrømme, at tanken strejfede mig. Vil spøgelset vise sig for mig, nu hvor jeg er her mutters alene? Et stort hus. Ikke lys allevegne. På et tidspunkt hørte jeg en lyd udenfor og hundene gøede. Det gøs i mig! Jeg for op og hen til vinduet. Det var en kat. Dem er her mange af. Men spøgelser? Vi har haft flere sjove episoder, hvor vi et kort sekund har troet noget. Rødbedesaft spildt på gulvet. Blod? Jeg bukkede mig ned og som en modig kvindelig detektiv dyppede jeg fingeren i blodet og snusede til det. Det lugtede af eddike og var ikke helt så tykt som blod. Hunden Aimee har opført sig lidt underligt og jeg overvejede, om hun mon have mødt spøgelset. Som den eneste. Men eftersom hun havde ædt kattelort, pardon my French, og havde været mavesyg og sløj, så var det nok nærmere det, hun reagerede på.

Jeg tror på spøgelser, men jeg har en fornemmelse af noget andet her. Det er noget med huset. Det er noget med et ulykkeligt hus og en sjæl, der ikke kunne tåle at se sit livsværk forfalde. Det gjorde så ondt i sjælen, at den måtte spøge. Gøre noget. En forskel. Nu er huset igen et prægtigt hus og det knejser med sit skinnende tag for enden af markvejen. Og det er ikke spor uhyggeligt.

Orddanser på vintervej

Jeg er vokset op til tonerne af en melodi. Det er som om alt jeg husker er ledsaget af en sang. En rytme. En tekst. Min mor spillede klaver, mens jeg lå i maven. Jeg hørte stemmer og tekster. Jeg kunne høre hende synge. Nynne. Min mor. Og selvom jeg ikke vidste det, så spillede min far guitar til. Det lærte jeg først senere. De sang i kor. Der var altid musik. Jeg er sandsynligvis lavet til musik.

Jeg har spillet på både guitar og blokfløjte, jeg har sunget i kor, både klassisk, jazz og gospel. Og jeg har gået til folkedans! Og nu, mens jeg skriver mine søndagsord, får jeg lyst til at spille på klaver. Ikke at jeg kan spille klaver, men jeg forestiller mig alligevel, at jeg kan finde en slags melodi et sted mellem tangenter. En melodi, som skal følge mine ord og ledsage dem. De skal danse sammen og blive til et. En slags elskov. Jeg kan mærke rytmen, når jeg lukker øjnene og jeg kan høre takten, ordene, stødene, op og ned og ud og ind. Ord. Musik. En tone. En takt. Syntaksens dans.

På forunderlig vis er mine ord en slags musik. Jeg har et instrument i mig, som kun jeg kan spille på. Vinterskygger danser tango med vinden. Disen flyder forbi vinduerne. Regntunge dråber drypper fra tagrenden som en bagvedliggende bas. En dump rytme. Der er musik i ordene og ord i musikken. Min sjæl følger takten og hjertet begynder at nynne. Jeg lytter koncentreret. Det er en anderledes melodi i dag, en smule melankolsk. Mol. Men det er en smuk sang, tag ikke fejl, en slags vintersang. Den sætter aftryk i sneen, jeg kan se sporene i horisonten. Gå, bare gå, hvisker hjertet, bliv ved med at gå. Følg din egen sang og lyt til ordene. Luk øjnene og lad dig opsluge af dansen.

Så jeg danser. Forsigtigt. Et skridt. Fremad. Så et til. Tilbage. Armene begynder at bevæge sig, først tæt til kroppen, men snart får de deres egne bevægelser. De bliver dristigere, strækker sig ud, snor sig, laver magiske fagter i luften. Jeg snurrer rundt og rundt, men jeg er ikke svimmel. Stol på at du kan, synger hjertet, bliv ved med at danse. Dans dine ord. Syng dem.

Karsen og håbet er grønt

Der er noget fint over det at blogge. At åbne sit ansigt mod verden og øse lidt af det, der befinder sig på indersiden. Lette på låget og lade en lille bid af det univers, man befinder sig i, sive ud i cyberspace og ramme andre hjerter og verdener. Vi har alle en historie og på mange måder er blogging at fortælle sin historie. I små bidder. For mig er det et af hverdagens lyspunkter og noget, jeg bare må gøre. Blogge. Jeg skriver om det, der falder mig. Jeg kigger ud af vinduet og inspireres hver eneste morgen af naturen, der bor udenfor mine vinduer. Og som en del af vinteren, spreder jeg også lidt af de tungere tanker, af melankolien og det, der kan være svært at tale om. Følelser, de store, de dybe, det, der bobler i bunden af mellemgulvet. Når jeg har skrevet det, der nu ville ud den dag, føler jeg mig en smule lettere. Som om det var meningen. Ordene er lettet og flyver nu af sted.

Det er altid spændende at læse kommentarerne. Jeg sætter uendelig stor pris på dem, på jeres ord der følger efter mine. Det er inspirerende at læse, hvad jeg har sat i gang, hvad min lille dominobrik har væltet og forårsaget af tanker og følelser og hvilke ord, der kommer på. Det er ikke altid, man kan give udtryk for det, man fyldes af, når man har læst noget, men mange af jer sætter ord på og det glæder mig. Jeg inspireres tilbage, jeg får reflektioner og ofte giver en kommentar eller to stof til nye blogindlæg og andre skriverier. Det er guld. Guld som den sol, der nu stiger op over trætoppene og kaster et køligt vinterlys over landskabet. Det er en kold dag. Men den er smuk.

Karse kan gro i vindueskarmen og blive grøn i februar, skrev Rina i går. ;) Jamen selvfølgelig. Hvorfor glemte jeg karsen? Karse er grøn og sund og kan bo i et vindue. Den spirer og leverer farver og vitaminer midt i vinterens uigennemtrængelige kulde. Selv i februar kan den boltre sig i lyset, den gror i varmen som vi kan vokse herinde. Blomster kan også gro i drivhuse. Selv bor jeg ikke i drivhus og min proces er anderledes, men når det er sagt, så nyder jeg både karse og de orkideer, der blomstrer i mine vinduer på alle tider af året. Men jeg nyder faktisk også at alting har sin tid. Det kan være svært, der er tunge dage, hvor melankolien danser i dynerne og breder sig som ringe i vandet, hvor tankerne er tunge og skridtene hænger fast i både fortid og fremtid, men det giver også mening. I al sin paradoksale enkelhed er der ting, man ikke kan forcere. Og det er kun godt. Måske går vi og tror noget andet, men vi mennesker kan være så blåøjede. Naturen ved bedre. Og blomster springer virkelig ikke ud i februar, selvom man selv sagtens kan blomstre i etapper og lade livet glæde og begejstre. Og det skal man da! Men man skal også acceptere processen og den tid, det tager. Fra frøet lægges i jorden til den første spire kommer til syne om foråret. Ting bliver til i mørke. Alt ser stille og forladt ud, goldt og ufremkommeligt er landet, der åbner sig om vinteren, men man skal ikke tage fejl. Det er kun i mørke, man kan se stjernerne og kun i mørke bliver frø til spire.

Det var lørdagsordene. I dag får jeg en kær gæst her på matriklen og det bliver hyggeligt. Måske kender I hende allerede, hun er en af beboerne i Blogland, hende der maler de skønne malerier. Blandt andet. Kan I gætte hvem det er?

Ha' en god lørdag. Karsen er grøn og det samme er håbet. Livet er ikke let, men hvem har også sagt at det skulle være det? Men det er rejsen værd. Det ved jeg bare!