onsdag den 22. april 2015

Kilden og humlebien


 
Hvad gør man, når man skal arbejde, har en opgave og en snarlig deadline, men kører i tomgang. På en solskinsdag, hvor det kan synes næsten umuligt at være indendørs. Samtidig meldte trætheden sig som en ubuden gæst. Ubuden men ikke uventet, for de sidste par uger har jeg taget mileskridt på min rejse. For alt det, jeg har tænkt, skrevet og drømt om i vinterens mørke muld, alle de frø, jeg lod hvile i den kolde jord, manifesterer sig nu på samme måde, som træerne får knopper og knopperne bliver til blomst. Jeg er blevet  mit eget forår. Men selv et forår kan blive lidt træt af hele tiden at springe ud.
Fuld af forhåbning satte jeg mig ud i solen med tekop, noter og min store notesbog. Parat til at sanke inspiration fra både himmel og jord.  For jeg har en skriveopgave, hvor jeg skal fortælle en spændende kvindes historie. Udfordringen er, at vi i grunden ikke ved så meget om hende. Så hvad gør man, når hverken Google eller andre online medier kan guide i den rigtige retning? Jeg lyttede indad og fik et svar. Gå til kilden. Og kilden må jo være kvinden selv, tænkte jeg, men eftersom hun døde for flere hundrede år siden, er det lidt svært. Eller er det?

Sandheden er også, og jeg må krybe til korset og gøre en indrømmelse, jeg har ventet til næsten sidste øjeblik med at tage hul på denne opgave. Jeg har ladet det, jeg vidste og det jeg skulle gøre, summe. Jeg proppede det i min magiske simregryde og lod den stå på laveste blus, så den kunne passe sig selv, mens jeg gjorde andre ting. Alligevel var gryden nærmest tom, da jeg med hjertet fuld af forventning løftede på låget og kiggede ned i dybet. Jeg forventede en liflig duft, en tone, en note af noget særligt, men fandt kun … Tomhed. Træthed. Noget i mig trak sig sammen af både skuffelse og frustration. Det føltes som kvalme. Hvad nu?
Jeg gik i gang med at gøre noget af alt det, jeg ved, kan virke, når man skal fange en historie. Ja, for at skrive den med det baggrundsmateriale, jeg umiddelbart har til rådighed, ville ikke give mening. Med mindre jeg da valgte at pynte på historien og lade min livlige fantasi danse. Det kunne jeg jo sagtens vælge. Men ville det yde den pågældende kvinde retfærdighed? Så jeg skrev, jeg stillede spørgsmål, og jeg endte med at gøre som min sjæl havde rådet mig til. Jeg spurgte højt, jeg spurgte lavt, jeg spurgte ind og jeg spurgte ud: Hvem var du? Har du lyst til at fortælle mig din historie?

Så ventede jeg og skrev lidt mere. Stikord. Lod det komme, der dukkede op, men det synes utilfredsstillende. Som kardemomme når man ønsker sig karry. Samtidig kunne jeg mærke min egen træthed buldre som et tog, der dukker op i horisonten, først næsten lydløst som en rungen i undergrunden, men senere mere kraftfuldt og krævende. ”Luk mig ind”, snøftede trætheden, ”jeg er kommet af en grund.”
Skrid, tænkte jeg, men sagde det ikke højt. Og så med lidt mildere stemme. Jeg har set dig, jeg anerkender dig, men jeg kan ikke overgive mig til dig nu.

Jeg kom det ikke nærmere. Og efter frokost var den helt gal, trætheden og irritationen overmandede mig og jeg traf en beslutning. Ud i solen med te og noter, som du nu ved. Jeg var fuld af forhåbning. Teen smagte fint, solen skinnede, men hverken træthed, irritation eller den insisterende humlebi over mit hoved ville fortrække. Jeg viftede lidt med min trøje og håbede, at i hvert fald humlebien ville forsvinde, men det gjorde den ikke.

’Gå til kilden’, havde min sjæl hvisket og det var i øvrigt også det tarotkort, jeg havde trukket som svar på mit spørgsmål. Kilden. Men hvor er kilden, når en kvinde har brug for den? For ikke at tale om ånden til den kvinde, hvis historie jeg nu skal skrive?
”Er du både blind og døv? En stemme hviskede over mig og jeg så op. Dér var den igen. Humlebien. Svævende, summende og lidt for tæt på.

”Forsvind” sagde jeg irriteret, jeg prøver på at arbejde. Du forstyrrer mig.”
”Forstyrrer jeg? Den lille fætter blev ved at summe. Først foran mig, så over mit hoved. Jeg kunne se dens kompakte krop som en skyggetatovering på min arm.

”Jeg er ked af at indrømme det, svarede jeg, men ja, du forstyrrer. Jeg sidder her og forsøger at sanke inspiration, jeg har stillet spørgsmål og jeg har endda bedt om hjælp. Så nu prøver jeg bare at fiske ord i mit eget univers af …”
”Dit eget univers? Det lyder spændende, men også en smule begrænset. Sagde du ikke, at du havde bedt om hjælp?”

”Jo, men den kom ikke. Og jeg ved godt, at jeg måske modarbejder Universets vidunderlige langsomhed og danser ude af takt, men jeg har faktisk ikke tid til at vente. Jeg har udskudt det til næsten sidste øjeblik og bildte mig selv ind, at det handlede om intuitiv planlægning. Men … det er tid og der kommer ikke noget”.
”Sagde du ikke, at du var blevet vejledt og havde fået at vide, at du skulle gå til Kilden?” Humlebien blev ved. Summende og insisterende svævede den foran mig som om den hang i en tynd tråd fra himlen. Fuldstændig lige i luften, helt i balance, et stunt at beundre, men jeg havde ikke overskud til at falde i staver.

”Jo, det sagde jeg, men jeg sagde det da ikke højt. Og slet ikke til dig, hvordan kan du vide?” En flig af nysgerrighed sneg sig ind på mig og jeg åbnede mig en lille smule. En lille sprække opstod midt i irritationen. Der gik et svagt lys op for mig. Kunne det mon forholde sig således?
”Er du komme tilbage som humlebi?”

Den lille fætter brød ud i summende latter. Og lige dér, i et kort sekund, mistede den fokus og faldt i luften. Jeg røg op af stolen, for ser du, jeg har hvepseallergi og selvom jeg godt ved, at han ikke var en hveps, har jeg stadig skrækken i mig. Jeg har både adrenalin sprøjte og piller til hvepsesæsonen og mit system er indstillet på lyden af hvepse. For mig er summen et slags faresignal, selvom jeg faktisk har lært mig selv at kende forskel på de forskellige summende lyde. Et insekt er ikke bare et insekt. Men under alle omstændigheder har jeg aldrig hørt hvepse tale. De stikker bare og så …
’Jeg kommer med fred. Og med en hilsen til dig. Men hvis du har for travlt til at lytte …” Han slog en fornærmet mine op og vendte sig i luften, jeg så hans bagkrop og blev pludselig bange.

’Nej, bliv lidt endnu. Jeg er ked af, at det tog mig så lang tid, men nu er jeg indstillet på, at du ikke er den, du ser ud til at være. Fortæl så!”
’Hov hov, små slag’. Han vendte sig igen i luften som en lille akrobat af vinger og viden. En viden, som jeg nu ville gøre alt for at få fingrene i. Tanken om deadline og andre opgaver rev i mig som stormen river i et skib på havet.

’Jeg er lutter ører. Undskyld humlebi. ”
”Deadlines. Pil lige ordet fra hinanden. Døde linjer. Hvad er dog det for et udtryk? Og det er lige netop, hvad det er.  Egoets svar på himmeriget. Hvis bare jeg når min deadline. Og det gør du, men du er nødt til at se på det med nye øjne. Du har gjort lidt af det rigtige, men så lukkede du dig fuldstændig. For hvem spørger uden at vente på svar? ”

”Indrømmet. Det gjorde jeg i dag.”
”Og hvad tror du så trætheden betød? Den gæst, du valgte ikke at lytte til og lukke ind?”

”At jeg bare skulle sætte mig ud i solen og drive den af? Lade være med at foretage mig noget og spilde en dag, fordi jeg er træt?”
”Du er ikke træt. Du er ikke trætheden. Men du fik besøg og det fik du af en grund. Hvis du havde lyttet og sat dig ud i solen eller lagt dig i blid meditation med musik og ro, hvis du havde fyldt dig selv med healende hvile og bare havde tilladt dig selv at være, så havde du lyttet til trætheden. Så havde du taget imod den gave, han kom med. Men du lyttede ikke. Du forsøgte med alle mulige og umulige krumspring for at narre både ånd og inspiration til at dukke op. Men ak, det skete ikke. Så satte du ud i solen, endelig nærmede du dig noget, der kunne ligne, men du faldt ikke til ro. Du kæmpede med pen, papir og noter. Febrilsk og famlende. Du mediterede i kun to minutter, så fløj du tilbage i tankernes fangehul og forsøgte igen. Mere træt end før. Og fuldstændig ude af det rum af stilhed og solbagt ingenting, der ville have givet dig dine svar.”

’Men så kom du, humlebi” … jeg følte mig ganske rigtig mere træt end før.  Min stemme var mudret og tankerne uklare. Og så sad jeg i øvrigt og førte samtale med en humlebi i stedet for at …
’Jeg er kommet til dig for at nære dig og give dig styrke. For at bede dig stole på dine egne evner og på din krop og din sjæl. Når trætheden kommer, så luk den ind. Lyt. Og når du beder om svar og kalder på ånder, så vent i tillid og tålmodighed. Lad være med at presse. Åbn dig for kraften, ansvaret og styrken – så vil du blive støttet og få inspiration til det, du skal skrive. Gød din jord, gør dig klar, åbn dig og mød op – alt det du selv prædiker og forkynder. For det gælder såmænd også arbejdsopgaver, hvor man har brug for andet end tørre facts og livlig fantasi. Der findes et andet sted. En anden måde. Og du kender den godt.”

Jeg nikkede slukøret. Forlod havebord og flagrende papirer, lod sol være sol og så satte jeg i tung træthed og skrev denne historie. Det hjalp! For fortællinger kan hjælpe os til at huske det, vi havde glemt. De kan være direkte adgangsgiver til viden, visdom og kraft og de kan få os tilbage på ret kurs.
Og humlebien?  Måske summer han stadig rundt derude og nu vil jeg høre ham, om han vil med på en gåtur. For gåture kan også løsne op og gøre os blødere, når vi har låst os fast og kæmper i stedet for at lade komme.

Jeg går i tillid. Og der to dage til … at forholde mig åben, tillidsfuld og tage imod.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset

torsdag den 16. april 2015

Din egen vejs skaber


 
Eftermiddagen har foldet sit tæppe ud. En bølgende løber af skyer flagrer i vinden. Jeg rejser mig tøvende i stolen som en bænkevarmer, der pludselig bydes op til dans. Det knirker og knager i huset, vinden spiller tromme og violin og i horisonten danser træerne til det, der faktisk er musik, men kan forveksles med stormvejr.

April har mange tangenter at spille på og hun er ved at afprøve dem alle. Hvordan lyder det og det, nå sådan, hun placerer sine lange forårsfingre i forskellige stillinger og lader dem danse henover sit piano, først i forrygende fart, så langsomt, søgende og udforskende, mens hun nynner: ”Da da da. Do re mi. Do re mi da da fa so …“
”Kra kra kra.” Alting forstummer.  Stormen bliver stille, April holder vejret og fingrene på tangenterne, mens hun hælder hovedet forsigtigt mod venstre og vender højre øret opad. Hun lytter. Jeg lytter. Et åndeløst sekund, den kunstfærdige pause, der gør musik til musik. Og der er kommet en ny musiker på banen, en slags sanger, en tenor, jeg ser ham ud af øjenkrogen, mit blik glider ud af vinduet og zoomer ind på den niende gren i æbletræet. Der er han jo. Min fortrolige ven Harald. Han er alene i dag. Jeg synker den dråbe af skuffelse, jeg mærker på tungen, da jeg ikke får øje på Halfdan.

”Kra kra kra.” Harald løfter vingen og hilser mig velkommen. Ja, for det er altid sådan, at selvom det jo egentlig er ham, som kommer til mig, så synes det omvendt. Hvem opsøger egentlig hvem? Jeg bevæger mig frem på den løber, som er foldet ud for mine fødder. Er jeg i den syvende himmel? På vej til endnu et uventet møde med kragen Harald, som åbenbart har udvalgt mig. Når eleven er klar, dukker mesteren op.
”April er et kreativt væsen”. Harald sukker veltilfreds og ser ud som om han har slugt Aprils musik i store, læskende mundfulde og kan lide det, han smagte. Næbbet bevæger sig, åbner, lukker, for så igen at åbne sig, så ordene kan svæve ud. ’At turde øve sig. Starte forfra. Lege og lade sig bevæge af det, man møder, når man går på opdagelse. I ord. I stemninger. Og i den musik, der opstår af det tilsyneladende kaos, når fingre lander hårdt og blidt på sort og hvidt.” Så ler han højt. Kra kra kra. Havde han hænder og arme, ville han nok slå sig på sin store vom, for han minder mig i forbavsende grad om en glad Buddha, som han sidder der på den niende gren og griner. Kra kra kra.

Når fingre lander hårdt og blidt
på sort og hvidt
i mareridt, der viser sig at være
Et skrin af gode sager
Jeg aner ikke hvorfor, men nu ler jeg også. Højt og inderligt. Jeg elsker de krager, de fugle, de får mig til at le. Helt spontant og uden at tænke over, om jeg nu også gør en god figur. Sandt og falsk er ikke længere modsætninger. Alt er muligt i krageriget.

’Undskyld, men er det i virkeligheden dig, der er Halfdan? Jeg synes ikke helt, at jeg kan se forskel på jer. Men du præsenterede dig da som Harald og …”
”Alting er tilsyneladende, min ven”, siger han og slår ud med vingerne. Måske er vi tvillinger, Halfdan og jeg. Og hvem ved, måske er vi slet ikke krager? Forhold dig så åben og ikke dømmende som muligt, mens du går på opdagelse i det, der er ved at skabe sig gennem dig. Det gælder både i livet, i skrivegerningen og i andre kreative udfoldelser, som du måske efterhånden har erfaret.”

Jeg nikker. Noget har jeg da lært.  Jo mindre travlt jeg har med at få sat ting i kasser og kalde dem noget bestemt, desto mere folder de sig ud i deres helt eget tempo, forvandler sig og bliver til noget helt andet. Mine tanker kan nå at gætte på tusind betegnelser og forklaringer i processen, men hvis jeg læner mig lidt tilbage og blot betragter, nysgerrigt, undrende og fuld af åbenhed for det, der opstår og har helt sin egen tid og rytme, så bliver jeg som regel glædeligt overrasket.
Jo mere jeg formår at give slip …

”Netop!’ Harald, eller er det mon Halfdan, spjætter af fornøjelse på grenen sin. Jeg tillader mig her at bruge den norske ordstilling, som forekommer mig så poetisk. Den frihed tør jeg gribe nu, hvor jeg ikke længere identificerer mig med min indre censor og kvindelige korrekturmoster, der som en kommakriger ihærdigt forsøger at finde fejl og mangler. Noget at sætte sin finger på. En rød streg. Den ihærdige grammatiske mester, som brugte så mange år på at lære at analysere og som blev skræmmende god til det. Jeg får pludselig respekt for hende, for hun øvede sig jo virkelig! Men tro mig, det har virkelig krævet øvelse at få hende lirket af i processen. Den skabende, kreative og vildt sjovt proces. Hver ting til sin tid.
’Det er ren kærlighed for krageører, det du tænkeskriver dér. Kragen, jeg mener Harald, Halfdan …

’Mit navn er ubetydeligt. Det er essensen, du skal fange. Formen. Intenst at beskrive den fugl, der for dig ikke længere er hverken sort, hvid eller det, der ligner, men som i sig har et væld af visdom tilgængelig for netop dig. Fordi du har valgt at se ham. Tro på ham. Og lytte til ham. ’
’Er du overhovedet af hankøn?” Min stemme ryster lidt.

Nu ler han igen. ’Hvis du synes. Og det gør du jo, du har skabt et fint historieunivers og et sublimt udgangspunkt for læring og sjælelig erfaringsudveksling. Det er hovedsagen. I det univers er der plads til både krager, måger, måneder og dansende træer. Så kommer vi flyvende. I alle mulige former og figurer. Kun din fantasi sætter grænser. Eller rettere sagt, kun dine begrænsende tanker spænder ben. Skab dine åbninger, tro på mirakler og magi og du skal få alt det, du slet ikke kunne tænke dig til eller turde drømme om.’
’Det lyder næsten for godt til at være sandt’. Jeg kan mærke varmen i kinderne, den flagrende følelse af at ville fastholde noget, tage ordene og forme dem til en perle, et hjerteformet smykke, jeg kan bære om halsen i en kæde og som altid vil minde mig om … ‘

”At du er din egen vejs skaber? Harald letter fra grenen i æbletræet. Et pust, et vingeslag og fuglen er fløjet. Skyerne driver langsomt hen over himlen og træerne danser. Endnu kan jeg ikke høre musikken, men så flyder den igen som tidevand ind i rummet mit. April er tilbage ved sit piano, med lange finger øver hun sig på sin musik og bliver aldrig færdig. Men dér midt i virvaret af toner og flakkende noder hører jeg pludselig noget, jeg genkender. Noget blidt, melodisk, søgende og sanseligt, så subtilt, at det næsten ikke eksisterer og alligevel så formfast, at jeg kan lægge det i min håndflade og kysse det blidt.
Lige dér. Der var den jo. Min musik. Kærligheden.

Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset
 

 

torsdag den 9. april 2015

Hvor kragerne er venner


 
Harald er ikke alene i dag, der er en anden fugl ved hans side. De kommer spankulerende over græsplænen og jeg ser dem fra vinduet. Som du måske ved, sidder han normalt i æbletræet herude, Harald, når han har ord med til mig, så det er nyt, at han nu kommer over plænen og så med en ven ved sin side. Selvfølgelig er der mange af dem, derude, og her på landet bliver de kaldt de sorte fugle. Jeg har aldrig brudt mig om betegnelsen. Nogen mener, at det er fordi jeg oprindeligt er bybo, født og opvokset i storbyen. Selv mener jeg noget helt andet.
’En fugl er ikke bare en fugl, det har du ret i’. Harald, den gode tankelæser, er nu helt henne ved vinduet og gør tegn til mig om at åbne vinduet. Og det gør jeg gerne, det er jo forår nu, og selvom solen er forsvundet bag skydækket og horisonten ligger badet i dis, så tror jeg sørme at det er varmedis. Den milde forårsluft strømmer mig i møde, da jeg åbner vinduet og hopper op i vindueskarmen for bedre at kunne tale med Harald og hans kompagnon.

’Hvad skylder jeg æren’, udbryder jeg og ser på de to krager, Harald og …?’
’Halfdan’. Harald slår galant ud med vingen og retter blikket mod sin ven, der genert træder nærmere. Han er tilsyneladende ikke vant til at konversere med mennesker, Halfdan, og ser både nysgerrig og skræmt ud på samme tid.

’Du skal ikke være bange’ siger Harald og står nu helt tæt ved sin ven, ’hun er god nok. Og hun vil gerne høre lidt mere om, hvad dit speciale er’.
Jeg nikker ivrigt. At tænke sig, Harald ved alt om livet og om skriverejsen og nu har han så medbragt en ven, som også kan noget specielt. Jeg er lutter ører. Og hjerte. For jeg er holdt helt op med at tro på det tilsyneladende. Der er så meget visdom at hente der, hvor andre skynder forbi. Jeg kan næsten ikke vente og ser med store øjne på den lidt generte Halfdan, der misser med sine krageøjne. Fugle er virkelig ikke bare … og i øvrigt er krager også grå. De to er i hvert fald. Jo mere jeg ser på de to, desto smukkere synes jeg de fremstår. Gråsorte, ja for både Harald og Halfdan har en slags sort maske på og sorte vinger, men fjerene på kroppen er grå og har flere nuancer.

’I er godt nok et flot par’ ryger det ud af munden på mig og jeg ved straks, at det ikke helt var de ord, jeg ønskede at sende ud i forårsluften.
Harald ryster voldsomt på hovedet, sådan forholder det sig altså ikke og det ved jeg også godt. Jeg mente jo bare … så nikker han og gør tegn til, at han har taget anerkendelsen til sig. Han ved godt, at han er en flot fugl og han kender sit værd. Spørgsmålet er, om Halfdan har det på samme måde? Den generte krageherre er igen trådt par skridt i baggrunden og ligner allermest en, der har lyst til at lette og flyve langt bort. Øjeblikkeligt. Jeg tænker så det knager, for jeg vil så gerne sige noget fint til ham, noget som giver ham mod og lyst til at komme nærmere. Jeg længes efter at vække hans nysgerrighed, finde ud af, hvem han er og hvad hans sjæl brænder for. For måske er der ligheder? Mellem fugle og kvinder?

’Det samme som dig!’ Nu bryder Harald ud i rungende latter. Kra kra kra. Han ler så højt, at mågerne ved hegnet letter og flyver mod øst. De bliver ét med varmedisen og forsvinder. Harald ler stadig så jorden ryster og langsomt tør Halfdan også op. Jeg kan se, hvordan det dirrer i hans krop. Et kort øjeblik frygter jeg, at han vil gøre mågerne følgeskab, men så ler han også. Et vandfald af latter skyller imod mig og det smitter øjeblikkeligt. Kra kra kra. Det kildrer i hele kroppen og jeg kan ikke sidde stille.  Jeg ler så tårerne triller. Jeg griner så jeg græder. Det rumler i mellemgulvet, min krop giver slip på frygt, spændinger og nervøsitet og kaster sig ud i luften, næsten som en fugl, der får vinger. Isen er brudt. Latteren har forenet os. Jeg opdager, at jeg nu sidder med benene hængende ud af vinduet og at jeg slet ikke kan få smilet væk. Det er en god følelse.
’Fortæl mig om dit speciale, Halfdan’, beder jeg og ser ydmygt på ham. Harald nikker opmuntrende til sin ven. ’Bare giv den gas, min ven. Der er ingen grund til at skjule dit smukke lys. Lad det skinne. Og jeg kan love dig, som jeg tidligere har sagt, hun vil elske det, der kommer ud af din mund!”

Jeg er mig der er ham der er ham der er mig
og mit jeg det er mig ikke dig.
Hvis en anden var mig ku det godt være dig
der var mig hvis jeg ikke var mig.
Det er klart det er rart jeg gik hen i en fart
og blev ental i første person.
Det er trist for enhver som har fødselsbesvær
og går rundt og slet ikke er noen
.
Halfdan står ikke stille, mens han citerer sit digt. Noget i ham vågner i samme sekund, han begynder at fremsige sin remse. Hans danser, det må være dansetrin, frem og tilbage. Noget i mig gisper. Jamen, det kender jeg jo godt, det er et af mine yndlings…

’Ja, det er ham! Nu som krage. Eller vi ved det faktisk ikke, måske kom kragen før manden, men det er da meget sjovt, ikk?' Harald morer sig storartet og latteren dingler i hver en bevægelse.
Der er noen der er noen som har glemt hvem de var
skønt de er hvad de var da de kom,
for de kom da de blev hvad de var og de var
hvad de blev, hvis man vender det om.
Men hvis nogen er ingen og ingen er den
som er ufødt og altså fortabt,
kan han ikke så godt kræve livet igen
da han hverken er til eller skabt.


’Jeg har ikke glemt, hvem du er! Og Harald har helt ret, jeg elsker det. Jeg elsker … ham, som har skrevet det, det har altid givet mig dyb glæde at læse og citere hans vrøvlevers og siden bevæge mig over i hans mere alvorlige digte. Jeg synes, der er en genial storhed … en særlig slags livskunst over hans tilsyneladende tosserier og jeg ville ønske …’
’At du også skrev lidt flere vrøvlevers?’ Halfdan nikker, tale kan han også. Nu ser han mig direkte i øjnene og en verden af indforståethed åbner sig. Pludselig er vi ikke længere fugl og kvinde, vi er digtere på livets hav af vandvid. Læg mærke til stavemåden. Vi ler alle tre, Harald, Halfdan og jeg.

Kra. Kra. Kra.
’Vi skal videre nu.’ Harald gør tegn og i det samme letter Halfdan fra jorden. Kra kra kra. Han lander uden besvær i æbletræets top, hvor han med lattermildt overblik venter på sin ven.

’Kommer I igen? Tager du ikke Halfdan med næste gang også?
Kra kra kra. Kra. Kra kra. Jeg ved ikke, om det er latterrester eller et svar. Nu er også Harald lettet. Så hører jeg Halfdan nynne sidste vers af de tilsyneladende tosserier fra gren nummer fire. I æbletræet.

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig
var det slet ikke mig der var glad,
og hvis ingen var glad for at være som jeg
var det trist og jeg ved ikke hvad.
Men såfremt man blir født som en brik i et spil
og Vorherre tar fat på en leg
hvor han spør hvem man syns man bør være og vil,
er det klart jeg vil helst være mig.
Jeg lukker vinduet og føler mig forladt. Her er også meget øde. Et pludseligt stik af ensomhed rammer mit hjerte som en pil af sorg. Men så forstår jeg pludselig noget og smiler ved tanken.

Jeg bor ikke ude, hvor kragerne vender. Jeg bor, hvor kragerne er venner. Og i den erkendelse genopstår jeg som en nærmest lykkelig kvinde, der ikke kan huske, hvornår hun sidst har leet så meget. Men det er længe siden. Alt for længe siden.
* * *
Digtet hedder "Noget om at være" og stammer fra Tosserier, 6. samling. Og det er selvfølgelig skrevet af selveste Halfdan Rasmussen. Tak kære Halfdan for evig inspiration. Du og dine tilsyneladende tosserier er for altid i mit hjerte. Når jeg glemmer at grine, at le og at lege med livet, slår jeg gerne op i en af dine bøger eller husker et af dine digte, for jeg kan flere udenad. Og når jeg siger dem, så vågner noget i mig. En subtil glæde, lidt genert, men den vokser sig større, jo højere jeg siger ordene. Så kommer jeg i tanke om, hvem jeg egentlig er. Og det er en sjov lettelse. Ja, jeg er glad at jeg mig! Tak Halfdan, jeg håber virkelig, at du også kunne lide krager. Det tror jeg faktisk, at du kunne.
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset


onsdag den 1. april 2015

Indianersjæl og præstekrage



”Din profession interesserer mig ikke. Jeg vil vide, hvad du brænder for og om du drister dig til at drømme om at møde dit hjertes længsel. ”
Ordene rammer mig som dråber og kastes mod vinduet af den hylende storm. Sigtbarheden er ringe, et uvejr er trådt i karakter og himlen er sort. Som natten. Næsten. For gennem vindue, hagl, regn og tunge skyer kan jeg se træerne. Grenene hvirvler rundt i vinden, en slags ufrivillig dans med det lavtryk, der sætter sit præg på den første dag i april.
”Det interesserer mig ikke om den historie du fortæller mig er sand. Jeg vil vide, om du kan skuffe en anden for at være tro mod dig selv, om du kan tåle anklagen om forræderi uden at forråde din egen sjæl.”
”Men historien er skam sand”. Jeg åbner vinduet og er ved at blive blæst bagover. Kulden banker mig med sin forårskost som om jeg var et tæppe, den vil støve af. Men jeg lader mig ikke sådan slå omkuld, for jeg har både hørt og set ham. Nu kender jeg stemmen og er ikke et sekund i tvivl. Med flagrende hår og gestikulerende arme hænger jeg ud af vinduet med blikket rettet mod fuglen, der sidder i sit træ og prædiker.
’Selvfølgelig er den det’, fløjter han og rykker lidt nærmere. Kragen Harald. Hans fjer pustes op af vinden, han ligner en forkommen plasticpose med dun, men det skal man ikke tage fejl af. Hans holdning er som en paves.
’Det interesserer mig faktisk ikke så meget, for ikke alle sindets historier er sande. Personligt er jeg mere interesseret i de historier, der kommer dybt fra sjælen og som synger dit hjertes sang. Lytter du til den sang? Hører du den og lader du dig berolige, trøste og elske fra det sted? Finder du fred, når du synker dybt ind i dit sted? Og er du tro mod dig selv, selvom en anden skulle anklager dig for forræderi eller lignende narrestreger?'

'Lov mig, at du aldrig vil forråde din egen sjæl.’
Jeg nikker tavst. Tanken om igen at forråde min egen sjæl gør så ondt, at jeg må synke en ekstra gang. Jeg mærker et dybt stik i brystkassen. En dolk af tankeblod pirker i mit hjerte. For hvor mange gange har jeg ikke tidligere forrådt min egen sjæl for ikke at gøre andre kede af det? Passet på at passe ind? Danset med så forsigtige skridt, at det til sidst slet ikke var en dans, men en forkommen parodi på noget, der engang var vals. Ikke sagt det højt, som jeg egentlig troede på. Gået stille med dørene. Forsigtigt, så jeg ikke forstyrrede. Forklædt, så jeg ikke blev afsløret.
’Var du en flue på væggen?” Harald ler højt og blander stemme med stormen. ’For det har jeg også prøvet, at være flue. Indtil et frygteligt kvindemenneske tilintetgjorde mig med sin fluesmækker. For ser du, selv som flue må man gøre sig selv den tjeneste at værne om sin sjæl. Sig selv. Også med udsigt til at blive slået.’
’Du har haft mange spændende liv, Harald. Hvilket et var det bedste?’
’Var?’ Han ser på mig med sorte øjne. Sukker dybt og lader mig vide, at selvom der ikke findes dumme spørgsmål, så var dette nok havnet i den kategori, hvis kategorien altså fandtes. ’Dette liv selvfølgelig. Lige nu. Som krage i forårsvinden på aprils første dag. Siddende på min gren mens vinden flår i mig. Her. Lige nu. Mens du står i vinduet og ligner en, der søger efter livets gåde. Jeg elsker at tale med dig. Der findes aldrig et bedre liv end dette. Eller et bedre tidspunkt end nu!’
Jeg ryster på hovedet for så at nikke. Jeg er enig.
’Men du citerede Oriah Mountain Dreamer før. Vil det sige at du …’
’Selvfølgelig har jeg været indianer.’ Han ler og trækker på de skuldre, han ikke har. ’Og det er indianernes visdom, som jeg holder allermest af. Selvom jeg er krage, lige nu, i dette liv og i denne forklædning, så er det indianerens ild der brænder i mit hjerte. For ser du, min sjæl er en indianersjæl.’
’Hvis du nu skulle give en gave til alle os mennesker, Harald, nogle gode ord til rejsen. Hvad skulle de så være? For ser du, så vil jeg med din tilladelse bringe dem videre til alle læsere af denne lille historie og ønske god påske. Som et slags påskeæg fra dig, Harald!’
’Et Kinderæg. Hele tre ting og så videre.’ Hans latter bliver til torden og et par duer letter fra trætoppene. Flyver til himmels. Helt op i skyerne og ud på den anden siden af regnen. Et par tunge dråber falder som kvittering. To duer komplet.
’Du har en veludviklet humor’, konstaterer jeg.
Han nikker, gør Harald. Uden humor kommer man ikke så langt. Det har han sagt før. Det kræver sin kvinde og krage at leve et fuldbyrdet liv med det, som hjerte og sjæl forkynder. Så kan man tillade sig selv at le lidt oftere, ikke mindst af sig selv og sine tilsyneladende fejl og ikke tage livet så alvorligt, jamen så bliver det altså bare lidt nemmere.
’Forråd aldrig din egen sjæl. Hans stemme fører mig ind gennem runde vinduer og jeg opdager, at vi står i en slags kirke. Over mig er et kæmpemæssigt loft af blåt dekoreret med hvide skyer. Jeg ser mig om og opdager, at jeg ikke er alene i kirken. Overalt sidder søgende sjæle på bænke og stole og lytter åndeløst til præstekragen Harald. Forkynderen. Budbringeren.
’Jeg vil vide, hvad holder dig oppe indefra, når alt andet falder bort. Kan du være alene med dig selv, kan du lide dit eget selskab? For hvis du ikke føler dig tilpas alene, sammen med dig selv, er det fordi du er faret vild. Hvis stemmen indeni dig ikke er kærlig og siger ting, som gør dig glad og giver dig hjertefred, så er det ikke din sjæls stemme. Vær aldrig i tvivl. Indeni dig selv har du en kilde af visdom, som er helt din egen. Et lys, som er dit og som er skabt til at skinne. Du er skabt til at skinne og skabe. Så skab dig det liv, du drømmer om. Følg din sjæls anvisninger og vig ikke fra dem, selvom andre forsøger at få dig på afveje. Stol på dit indre kompas og på det, din sjæls kærlige stemme fortæller dig. Så vil du aldrig mere fare vild.’
Jeg misser med øjnene og opdager pludselig, at jeg fryser. Stormen rusker faretruende i vinduet, det er ved at ryge ud af haspen. Jeg skynder mig at gribe fat og lukker det med en smæld. Forskrækket ser jeg mod træet i oplevelsen af, at jeg nu i stedet for har forrådt min ven Harald. Smækket vinduet for næsen af ham og forladt hans smukke prædiken midt i ordene og uden …
Et næb pirker mod ruden. Dér er han jo, flyvende og storgrinende foran mig. Åh, jeg ville ønske jeg også kunne svæve på den måde, selvom det er svært for alle på en stormfuld dag som denne. Også for præstekrager som Harald.
’God påske’ skriger han og blinker kærligt til mig. Du har aldrig forrådt mig og vil aldrig komme til det. Pas du hellere på, at du aldrig mere forråder din egen sjæl. Og ha’ så en fortryllende påske’. Med de ord er han væk. På vej til himmels, over træerne, flyvende, svævende og kastet rundt af vinden. Men han mister ikke modet, han genfinder balancen og søger hele tiden tilbage til sin egen gode kurs.
Beundrede ser jeg til. Og jeg som troede at jeg ikke skulle i kirke her i påsken. Smilende drikker jeg af kaffen, der nu er kold. En slags vievand, for jeg er i sandhed velsignet.
Og det er ingen Aprilnar. God påske, søde venner.
- Harald -
Tekst og billeder, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset
Og tak for inspiration til Orion Mountain Dreamer, indiansk elder.


 
 

fredag den 20. marts 2015

I lyset af sortmånen og andre formørkelser


 
Og det skulle komme fra en fugl ...
Det, der i går var en lun forårsdag er nu forvandlet til et tomrum af venten. Men i dag det ikke støjen af rastløs venten der rammer mig. Det er stilhed. Det er som om naturen holder vejret, alting ånder lydløst uden at gøre det. En fasanhane er fastfrosset på den store låge ud mod vejen. Et øjeblik. To øjeblikke. Så løfter han forsigtigt hovedet og ser sig omkring. Stadig i den tidsløse tilstand af venten. Jeg betragter ham fra badeværelsesvinduet og ser, hvordan han nu langsomt spankulerer fra den ene side af lågen til den anden. Temmelig højt til vejrs, synes han at mene, for nu ser han ned på jorden som om han overvejer, om han faktisk kan springe derned eller om han er nødt til at flyve. Han standser igen op for i næste sekund at flyvelande på jorden. En kunstfærdig blanding af flyvning og spring. Jeg smiler og anerkender hans stunt.
”Selv om de fleste mennesker i dag er optaget af at se mod himlen for at få et glimt af solen og formørkelsen, foregår de væsentligste processer langt mere jordnært. Vend også opmærksomheden indad, iagttag hvad der foregår inde i dig. Også der sker der et skifte. Noget gammelt giver slip og nyt liv opstår”.
Jeg hører stemmen som en sang gennem morgendisen. På vej ned af trappen, ind i stuerne. Uden at ænse det fragtes jeg til vinduet ud mod baghaven og får øje på den sorte fugl i et af de nøgne æbletræer. Harald. Kragen. Min gode ven, der altid bringer mig visdom i sin misforståede udklædning. Har du nogensinde hørt nogen ytre noget positivt om en krage, måske? Jeg husker sange om hæslige jægere og stakkels krager, der blev skudt ned. Døde. Sørgelige sange om sandheder, der kun kunne fortælles gennem melodi og lyrik. Som når vi ler, når vi har lyst til at græde. Men jeg holder af Harald. Så er det sagt.
Jeg åbner vinduet og vinker ivrigt til ham. Så naturen er altså ikke helt død i dag. Lettelsen bølger i mig som et tidevandssuk.
’Det er godt at se dig igen, Harald’, udbryder jeg, nu med hovedet helt ude af vinduet. Den fugtige kulde klistrer sig til mig som spindelvæv og jeg gyser uvilkårligt. Noget i mig fryser i dag. Som om jeg er blevet forkølet uden rigtig at være det. En tålelig træthed, som jeg har valgt bare at være med. Uden helt at forstå på mig på det, er noget i mig ganske klar over, at dette er et vigtigt tidspunkt på året. Lige nu. Og trætheden hører med.
Han svarer mig ikke, men sidder blot på sin æblegren og smiler gennem sorte øjne. Betragter mig på samme måde som en tilskuer gør det i teateret. Han mangler bare den lille teaterkikkert, men krager som ham behøver ikke dens slags hjælpemidler. Jeg mærker tydeligt, hvordan hans blik borer sig igennem mig og instinktivt forstår alt det, jeg endnu ikke selv helt har fattet.
’I lige måde’ pipskriger han og basker lidt med vingerne. ’Er du parat til at kigge lidt indad i dag?’
’Tja.’ Jeg trækker på skulderne og lukker vinduet. Nu har vi skabt forbindelse og jeg behøver ikke at stå i det åbne vindue og fryse. Jeg går hen til bordet og tager mit lyseblå krus med ingefær te og citron og drikker roligt. Så hører jeg den utålmodige del af min stemme ytre:
’Jeg havde jo håbet på fuld sol i dag. Som de fleste andre. Vi vil jo så gerne opleve solformørkelsen’.
Mine ord får ham til øjeblikkeligt at bryde ud i latter så hjertelig, at han hopper op og ned på sin gren og næsten er ved at dratte. I sidste øjeblik får han ved vingehjælp og snilde genoprettet balancen.
’Balance er evnen til at korrigere inden man falder’. Han trækker på de skuldre, som en fugl vist ikke har, men Harald er lidt anderledes, ser du. Han minder mig om nogen, jeg engang har mødt. Jeg kan ikke sætte fingre eller andre legemsdele på, hvad det er, men noget dybt i mig ved, at han ikke altid har været krage og måske heller ikke er det, når han ikke sidder der i æbletræet og taler med mig. Han har blot forstået at jeg er blevet modtagelig for fugle, at jeg har fået en slags beundring for dem. Det, der før var en veludviklet fuglefobi, er nu blevet til … noget der minder om kærlighed.  Jeg får lyst til at sige til ham, at jeg har gennemskuet ham, men den slags åndelig vished behøver ingen ord. Så jeg smiler blot tilbage til ham og nikker, jeg er enig i det med balancen. Balance er også en slags bevægelse.
’Så du er lettere skuffet over vejret?’ Han ser granskende på mig og nikker som svar. ’Typisk. Menneske. Solformørkelse. Du vil gerne have sol, så du kan se den … forsvinde. Blive mørk?’
’Ja for pokker, søde Harald, det er jo et sjældent naturfænomen. Hele verden har købt briller specielt egnet til formålet og flere er blevet velhavende på at sælge dem. Og så vågner vi op til en dag fuld af tåge, dis og tvivlsomhed’.
Nu ler han igen, men denne gang er han fast forankret på sin gren og rokker sig ikke ud af flækken. Men hans kragekrop dirrer af lydløs latter.
’Ja ja ja. Den evige kontrol, den evige tilstand af forventning om et bestemt udfald. Og alting afhænger af det bestemte udfald, for I har satset så meget på det. Skuffelsen ligger på lur som en snigskytte i skoven. I har brugt penge på tåbelige briller, så I kan se solen blive sort. I har måske endda taget fri fra arbejde og står nu parat med briller eller anden form for beskyttelse, så I kan overvære noget, I alligevel ikke helt forstår.’
’Små slag, Harald. Hvordan kan du påstå, at vi ikke forstår det? Solformørkelse? Videnskabsmænd og andet godtfolk har forsket i det i årtusinder, astronomer, astrologer, der er så mange forklaringer tilgængelige. Vi læser, vi får at vide og derfor ved vi. Vi forstår skam godt …’
’Gør I nu også det?’ Harald letter fra grenen og flyver helt hen til vinduet, hvor han nu banker med sit næb, så jeg kan lukke ham ind. Det er aldrig sket før, vi har altid haft den høflige afstand mellem os. Han i æbletræet, jeg i skrivestuen. Men nu sidder han pludselig i min stue, på bordet foran mig, lyslevende og krageligt majestætisk. Det han nu vil fortælle mig er vigtigt, fornemmer jeg. Så vigtigt at han ikke kan blive siddende i æbletræet. Han må helt tæt på for at sikre sig, at jeg nu også virkelig lytter til det, han siger og gengiver det på skrift så ordret som muligt.
’I ønsker at se den ydre solformørkelse? Se da indad. I ønsker at forstå, hvad sortmånen betyder for jer her på jorden? Mærk da efter. Og forårsjævndøgnet, de særlige energier i naturen og den måde alting forvandles på netop nu. I disse øjeblikke. I er det selv. Jamen herre Gud og Skaber, hvad er det, I tror I skal skue i det ydre, som I ikke rummer selv?
Slukøret lader jeg ordene falde på papiret. De kan synes som blækklatter, men de kunne også ligne … fuglelort. Ikke særligt poetisk, det ved jeg godt, men nogle gange må vi unde os selv at bruge de ord, der bedst beskriver det, vi ser eller mærker. Og når jeg siger fuglelort, så mener jeg det positivt. For jeg ved instinktivt at Harald har ret og mens jeg sidder og skriver, forekommer det hele mig som et tragikomisk teater. Om jeg ser solformørkelsen i det ydre eller ej, det vil ingen forskel gøre. For at se er kun en fysisk sans. Spørgsmålet er nærmere, om jeg instinktivt mærker og forstår, hvad dette tidspunkt på året er skabt til og hvad det egentlig er, naturen tilbyder at lære mig.
Og sortmånen? Jeg kan godt, når jeg vender blikket indad og går på sanselig rejse i egen krop og sjæl, mærke en vis tilstand af både formørkelse og sortlys i dag. Og nu husker jeg, at det jo faktisk kun er i mørket, at vi kan se stjernerne.
Harald nikker.
”Når månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os og opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Den utæmmede kraft hvisker om at elske vildt og uforbeholdent, leve helhjertet og autentisk og usentimentalt give slip, når noget har nået en afslutning.”
’At give slip?’
’Netop min skat’ sukker Harald og ser ud som om han kunne finde på at omfavne mig. Så kommer han i tanke om, at han i denne forklædning har vinger og ikke arme, så han sender mig et kærligt og årvågent blik og gør tegn til, at jeg godt kan lukke ham ud af vinduet igen.
Det er tid til at give slip.
 
Billede og tekst, Lene Frandsen, marts 2015
Skrivehuset
 

lørdag den 14. marts 2015

Forår og dog


 
Det er forår nu, i hvert fald ifølge kalenderen, og lyset er kravlet højere op på himlen. Et dristigt lys af håb, som skærer igennem alt det, der ikke længere tjener os. Vinteren har stadig fat, men langsomt slippes grebet og noget andet tager over.
'Tiden lige nu', fortæller Marts og laver en langsom piruette foran mig, 'er en tid til at restituere. Det er venteværelset eller tomrummet. Og det er et modsætningsfyldt tidspunkt, for de fleste mennesker har travlt med at komme ud. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Utålmodige og rastløse kaster de sig væk fra det, der var. Vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. De fortæller sig selv, at de har masser af ny energi, at det er forår og at vinterens sorgtunge sjal ikke længere ligger på deres skuldre. Men det er en sandhed med modifikationer. Lige nu åbner døren og lukker sig igen. I bliver lukket ud i foråret for en stund, I får glimt og impulser af det, der skal komme, men det er ikke endnu. Ikke helt. Det kommer, når tid er. Faktisk er tidspunktet lige nu skabt til overgangen, for øjnene skal vænne sig til lyset. De sår, der blev åbnet eller opstod i vinterens processer, skal nu heale. Og healing, påstår hun med glimt i øjet, er ikke noget man kan købe på flaske eller dåse. Det fås ikke i Helsekostbutikken og kan ej heller købes online.

’Sådan healer du, 5 trin til hurtig healing!’ Nu knækker hun sammen af grin og et solglimt spiller i hendes øjne.
’Processen’ siger hun og klapper mig kærligt på kinden, ”processen er vejen. Og vejen er målet.

’Tid. Overgivelse. Selvkærlighed. En forståelse af, at alt det, der virkelig er godt for sjælen, er ikke noget, man kan forcere. Det er noget, man instinktivt må have en subtil forståelse af, men det er ikke intellektet, der skal forstå det.
’Det forstår jeg godt.’ Jeg nikker til hende og drikker af kaffen i den blå kop.

’Fra sjælen, håber jeg?’ Hun ser strengt på mig.
’Javist. Jeg har for længst indset, at hvis jeg søger min visdom i tanker og ren intellekt, så er det en begrænset og usammenhængende forståelse af noget, som jeg alligevel ikke helt forstår. Jo mere jeg lytter indad og jo mere jeg overgiver mig til naturen og til min egen sjæls sindige tempo, jo mere fordamper ønsket om at forstå og vide besked. Jeg søger ikke længere sandheden og jeg ønsker heller ikke at få ret. Det, jeg længes efter at forstå, kan kun forstås med hjertet og kan hverken vejes, måles eller købes online i et femtrins program. Jeg er færdig med ”sådan gør du”. Eller rettere sagt, jeg har faktisk aldrig helt forstået det. Hverken med intellekt eller hjerte. Det har skuret i mig som et kridt, der ridser i en tavle. Lige fra starten har det føltes forkert og givet mig en følelse af stress, selvom jeg ikke helt kunne sætte ord på hvorfor eller turde sige til nogen, at jeg ikke troede på det. Ikke før nu.’

Ordene flyder ud af munden på mig som en rivende strøm, jeg er som en flod på vej mod vandfaldet. Strømmen tager mig, jeg vælter om på siden og mit hoved kommer under vand. Gispende efter vejret bliver jeg igen båret op til overfladen og husker at jeg faktisk kan trække vejret. Dybt, helt ned i mellemgulvet, langsomme, godgørende åndedrag.
Jeg fik sagt det! Jeg forstod det, jeg ikke forstår uden helt at kunne forstå det. En sjælelig form for opklaring, der ikke har behov for yderligere ord.

’Udmærket, min søde ven’ Marts går hen til vinduet og hilser på Harald, som lige nu sidder derude på sin gren. De nikker til hinanden, jeg kan se deres indforståethed selv med lukkede øjne. Mine læremestre. Et suk af taknemmelighed letter fra hjertet og breder sig til krop og sjæl.
Hun bliver stående med ryggen til. En dyne af stilhed sænkes over rummet og jeg mærker trætheden forplante sig. Lyset dæmpes, et par tunge skyer glider ind foran det, der før mindede om sol og foråret trækker sig tilbage bag sine skodder. Det, jeg ser derude lige nu, er hverken eller. Og jeg ved at Marts har ret, når hun kalder det overgang eller tomrum. Tid til at restituere. Tid til healing og langsomt vænne sig til lyset igen. Finde en balance mellem træthed og energi, en slags dans, som kan danses uden de store anstrengelser. Sidde i stilhed og fordybelse med sin ingefærte og se, hvordan det hele giver mening, når man ingen mening søger. Når stilheden er stedet, hvor man sanker ro og lytter til sin sjæls stemme. Uden at anstrenge sig, uden egentlig at søge det for at opnå noget bestemt.  Bare være, give tid og kærlighed og tage imod healing.

Marts ser på mig og uden ord forlader hun igen rummet. Harald er lettet fra sin gren og vinden holder vejret. 
Så bliver der helt stille. Der kommer ikke flere ord, alting forstummer. Jeg giver slip og forsvinder.

Lene Frandsen
Marts, 2015
Skriverejsen - Skrivehuset


fredag den 27. februar 2015

Bristepunkt



I tomrummet mellem vinter og vår danser disen mellem trækronerne og dråberne hænger i en tynd tråd. Men de falder ikke, de venter. Det er et næsten kritisk tidspunkt, to årstider står overfor hinanden, med forsigtige skridt nærmer de sig midten af det, der er overgangen. En slags bro. Det knirker, jorden åbner sig, frosten trækker sig lidt tilbage. Gule erantis pibler frem overalt. Og vintergæk. Skovbunden ulmer af levelyst. Nu er det snart. Denne næsten ulidelige ventetid, hvor det er lige før. Små lydløse knopper lister sig frem, endnu er de næsten usynlige, mens de smager på den smerte af frihed, der er i endelig at briste.

Men det er ikke tid endnu. De må væbne sig med tålmodighed, tage små skridt, vente velvidende, at marts kan byde på hvad som helst hvad vejret angår. Sne, frost, slud og voldsomme vinde. Men knopperne lever i nuet, de tager chancer og gør sig klar. Instinktivt ved de, hvornår det er tid.
Luften er mildere nu. Det gør godt at trække vejret dybt og bare stå lidt. Helt stille. Mærke mulden under gummistøvlerne, lugten af vinterens forrådnelse, der snart bliver til frugtbar jord, hvor nye skud kan se dagens lys. Det er et lille mirakel, når det, man troede var dødens fæle ånde, viser sig at være livets kys.

Jeg rammes af kuldegysning, mens jeg betragter det skuespil, naturen opfører for øjnene af mig. Jeg lukker øjnene og forstår, at hvis jeg viser vejen og livet den tillid, det fortjener, så vil jeg forstå at der er en slags dybere mening. Det dæmrer og jeg læner mig op af den fugtige morgenluft og lader den kærtegne min kind. Den aer mig forsigtigt, en kølig brise fuld tillid og håb. Dråberne hvisker blidt, mens de hænger dér i tomrummet mellem før og efter.

Jamen, er det ikke det, de kalder nu? Er livet ikke et slags bristepunkt mellem før og efter, et åndeløst sekund af salig sandhed? Og er det ikke alt, vi har, det bristepunkt? Et punkt, hvor balancen er hårfin og ganske perfekt i al sin uperfekthed, hvis vi forstår at være dér og ikke forgriber livets gang.

Og nogen hvisker om guddommelig vejledning, mens en tone slås an af min sjæl. Fornemmelse af velkendte strofer. Genklang.
Alt er stille, naturen holder vejret og jeg mærker, at jeg gør det samme. Åndeløs og helt stille. Lige før? Før hvad?

For er det forår, jeg længes efter i virkeligheden ikke blot en side af mig selv, jeg har savnet i vinterens dyb? Og er det foråret, jeg savner eller den kvinde, jeg møder i mig selv dér? Min egen genfødsel og en ny slags rejse mod næste bristepunkt.
Vi må briste for at bære, vi må leve for at være, vi må lære alt det sære, der skal til
Hvis vi vil ... og jeg vil!

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful
than the risk it took to blossom.”
- Anaïs Nin -
 
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset