fredag den 31. juli 2015

Fortælling ved fuldmåne



Jeg havde forladt sommerhuset og var trådt ud i sølvnatten. På bare fødder gik jeg gennem det dugvåde græs og snart stod jeg på stranden. Over mig hang hun som en himmellampe og oplyste landskabet. Jeg kunne tydeligt se kysten og de store stenformationer længere henne af stranden. Jungfrun lå badet i månelys, stoltere og mere markant end ved dagslys.
Det var lyden af hendes stemme, der havde vækket mig. Roligt men insisterende trak hun søvntæppet væk under mig og jeg vågnede brat. Lyset væltede ind af det åbne vindue og ramte min dyne. Jeg satte mig op med et sæt. Fuldmåne. Tidligere ville jeg have forsøgt at generobre søvnen, men i nat var noget anderledes.

Jeg stod op og trak en sweater over natkjolen. På bare fødder forlod jeg sommerhuset og fulgte hendes lys. Som tråde af sølv dannede det en lille sti ned mod havet, som jeg bare skulle følge. Der hang hun, dybt forankret på himlen og badede havet i månelys. Striber af genskær gled ind med bølgerne og i korte øjeblikke lyste muslinger, tang og småsten op. Det var et magisk syn. Den kyst, jeg kendte fra dagslyset, så meget anderledes ud her midt i fuldmånenatten. Landskabet var som forvandlet.  De store stenformationer var levende, det så ud som om de lænede sig ud over vandet for at komme tættere på månen. Afventende, lyttende. Det puslede i krattet og over mig fløj en flok flagermus med kurs mod træerne i sommerhusområdet.
”Det var godt du kom.” Hendes stemme var som en brise i sommernatten. ”Min fortælling er også din fortælling. Kom og sæt dig lidt ned og lyt til den sang, din sjæl allerede kender.”

Jeg fandt en stor sten og slog mig ned. Den føltes kold gennem natkjolen, men mærkelig nok var det ikke ubehageligt. Hele min krop dirrede af længsel efter at høre fuldmånens fortælling. Det var jo derfor, hun havde kaldt på mig. Gennem de mange år ved hver eneste fuldmåne, det slog det aldrig fejl. Men jeg havde ikke lyttet. Først nu sad jeg på stranden ved Gotlands kyst og var klar. Bedre sent end aldrig. Tålmodigt havde hun ventet på mig.  
”Tak fordi du ikke har opgivet mig” sagde jeg med spæd stemme og vendte mit ansigt mod den oplyste nattehimmel.

”Jeg vidste, at du ville komme. ”Hun smilede varmt. ”De som skal komme, kommer når det er tid. En kvinde som er dybt forbundet med sin egen sjæl, vil altid søge fuldmånens fortælling og leve i pagt med dens visdom. Hun ved, at hun er gjort af det samme stof og at månes faser påvirker hende på samme måde som tidevandet påvirkes. Hun er vand  og vandet har en vældig kraft. At følge den naturlige cyklus og at leve i overensstemmelse med naturens kræfter er en gave men også en forpligtelse. Det kræver at du tør udleve din længsel og søge det kompromisløse, at du ikke bøjer af og svigter din sjæls stille kald. Det fordrer at du slipper din indre heks fri og tør leve et utæmmet liv uanset hvad andre skulle mene om den sag. Det kræver at du tør danse til de toner, der bølger dybt i dig og at du står ved den, du er. Blod, sved, tårer. Og sjæl.”
”Det lyder … øh drastisk”, mumlede jeg og følte mig egentlig ikke særlig hekseagtig i min natkjole dér på stenen. Men noget i mig rumsterede, mens jeg lyttede til fuldmånens ord. Jeg fik uvilkårligt kuldegysning.

”Sjælen går ikke på kompromis”, lo hun. ”Og hvis du vælger at lade naturens kræfter støtte dig på din rejse, hvis du læner dig ind i det felt, som din sjæl allerede kender og trækker på den urgamle viden, der som havet bølger i din krop, så bliver du ikke alene gladere, du bliver også stærkere og mere hel. Mere dig. Du vil finde indre balance, ro og mærke, hvad du er gjort af. Danse det, søge det og leve det.”
Jeg nikkede bare. Der var ingen tvivl om, at der var mægtige kræfter på spil, det havde jeg jo mærket gennem alle de mange år, hvor fuldmånen havde spist min nattesøvn og påvirket min cyklus.

Og hvor ofte havde jeg ikke vandret langs havet og følt mig forbundet? Faktisk er det ofte ved vandet, at jeg igen forbinder mig til min sjæl og mærker roen vende tilbage. Der er tidspunkter, hvor jeg bare må ud til vandet. Lyden af hav, af bølger og fornemmelsen af vand gør mig rolig og fredfyldt. Det var også derfor jeg havde lejet det lille hus på Gotlands kyst. Jeg var kommet for at finde ro og skrive min bog færdig, men tilsyneladende var den vigtigste fortælling af dem alle allerede var skrevet.
Det bekræftede hun prompte.

”Selvfølgelig. Din sjæls fortælling findes allerede, men det er din opgave at huske den. Og det kan sagtens gøres ved at skrive, som du så ofte gør, det er en smuk og brugbar måde, men du kan også bare vælge at gå ud. Sidde ude.  Eller vælge en kombination af begge dele, som jeg kan se falder dig naturligt”, tilføjede hun.
”Men hvorfor vækker du os altid?”

”Fordi I tilsyneladende nægter at vågne af jer selv. De fleste af jer går sovende gennem livet og ser kun det tilsyneladende. Fuldmånen er en invitation til at afdække det, der findes bag de pæne masker. Lade det utæmmede, vilde og begejstrede træde i forgrunden. Det er en invitation til at danse med livet og lade jeres lys skinne, men det kræver altså at I vælger at vågne, åbner øjnene og ser. ”
”Jeg er glad for at du vækkede mig. Fra nu af vil jeg altid søge ud på fuldmånenætterne og lytte for at huske, hvad min sjæl allerede ved. Følge længslen i mit bryst og lade den komme til udtryk gennem ordene eller anden form for kreativitet. Lade den opstå indefra, når jeg bliver stille eller færdes alene i naturen."

”Alene er en god ide” nikkede hun. ”Det er sjældent at man kan høre sin egen sjæl, når man færdes i flok. Man skal turde møde sig selv, nøgen og sårbar, turde åbne øjnene og se det, der før var skjult. Afdække det, der skjuler sig bag det tilsyneladende og sætte den indre heks fri. Så giv dig selv lov til at gå alene, når du virkelig vil forbinde dig og lytte dybt til de budskaber, der er til dig."
Jeg rejste mig og mærkede nu, at jeg frøs. Takkede stenen for dens gæstfrihed og månen for dens fortælling og gik langsomt tilbage til sommerhuset.

* * *

Du kan finde yderligere information om fuldmånen og dens magiske kræfter på Vølve Tanjas blog, som jeg varmt anbefaler.


Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juli 2015
Skrivehuset
 

torsdag den 30. juli 2015

Vær som vand


 
Det er snart ved at blive en vane. Et ritual. Og måske er det i grunden den slags ritualer, vi kan skabe i vores liv og som gør os opmærksomme og lydhøre over det, vi egentlig ønsker os af livet. I dag er det Harald, der dukker op i lav flyvning over de endnu dugvåde marker fulgt af et par af sine kragevenner. De skal tilsyneladende videre, har grebet dagen og det øjeblik, hvor man vælger om man skal gå i den ene eller anden retning. Eller flyve.
”Vi er på vej videre” siger han idet han lander i det åbne vindue og lader mig vide, at han ikke er til rådighed for yderlige samtale. Jeg nikker bare og mærker en stille lyst til at tage med. Flyve med de fugle, der nu venter på ham på plænen foran huset, nysgerrig efter at vide, hvor de skal hen og hvordan det vil være at lette og flyve. Skal de mon til havet? Jeg kan egentlig ikke huske, at jeg er stødt på krager ved vandet, men måske tager jeg fejl. Han slipper kortet og det falder ned på gulvet med bagsiden opad.

”En ny fortælling til dig”. Han smiler kort og vender sig. Letter og flyver tilbage i østlig retning fulgt af sine venner. Et smukt synes, synes jeg, de sorte silhuetter mod himlen, der nu er fuld af skyer. Jeg mærker et stik af misundelse, men hører så stemmen synge dybt i mig:

Dance when you’re sitting down
Dance like an eagle
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle
Jeg rejser mig, samler kortet op og går tilbage til min plads foran tastaturet for at tage imod den fortælling, som budbringer Harald netop har afleveret.

* * *
Det kom til mig i en drøm. Budskabet. Det var tidligt om morgenen og jeg vågnede uden helt at gøre det, bevægede mig i landet mellem nat og dag, drøm og virkelighed. Et sted, hvor rummet er mælkehvidt og landskabet er uklart, men hvor man alligevel ser tydeligere end nogensinde før. Der så jeg ham. Han sad i en stor sølvstol, som allermest lignede en trone. Klædt i en blå dragt og med en medaljon om halsen. En stor hund vogtede foran ham, en irsk ulvehund, hvis jeg ikke tager meget fejl. Han sad ved kysten helt oppe på en grøn skrænt. Bagved lå havet udstrakt i gråt og blåt, det var en tåget dag og horisonten flød ud. Jeg skimtede en slags ø et sted derude, men var ikke helt sikker. Faktisk anede jeg ikke, hvor jeg var og på det tidspunkt var der ingen forskel på drøm og virkelighed.

”Velkommen til den anden virkelighed” sagde han og nikkede til mig, bad mig om at træde nærmere. Nu så jeg at han holdt et bæger i sin hånd, et slags vinglas i sølv. Hunden så på mig og knurrede stille, lod mig vide, at jeg burde holde mig i behørig afstand, men Kongen, for han lignede uvilkårligt en konge, klappede den blidt og hviskede noget til den. Så lagde den sig ved hans fødder og lukkede øjnene. Alt åndede fred.
Jeg trådte et skridt nærmere og betragtede manden foran mig. Hans lysebrune fuldskæg og læderremmen, der var bundet rundt om hovedet. Den cirkelformede sølvoblat skinnede midt i panden.

”Drømmer jeg eller er jeg vågen?” Ordene forlod mine læber uden at jeg kunne standse dem. I det hele taget følte jeg mig underlig til mode, min krop var nærmest vægtløs og alligevel sitrende den af spænding og forventning. Det var en erotisk undertone i det, jeg mærkede, en subtil vellyst, men jeg forsøgte at ryste det af mig. Trak vejret dybt og stirrede på manden i blåt, der sad rank på tronen foran mig.
”Ingen af delene.” Han lo kort og betragtede mig gennem dybe blå øjne. ”Der findes et andet sted.”

Jeg rystede forvirret på hovedet. ”Jeg forstår ikke helt”.
”Der er ikke så meget at forstå. At du står her og taler med mig er ikke noget, du mentalt kan forlige dig med. Din sunde fornuft vil aldrig acceptere mit land og det er derfor, de fleste aldrig får lejlighed til at se og opleve det. Det, du tror på, skaber din verden og din virkelighed. Hvis du forkaster magien og eventyret vil du aldrig komme til at opleve det, endsige komme i nærheden. Men du er anderledes, det har du altid vidst og mærket. Du er nu klar til at rumme og favne din styrke og din sjæls dybe indsigt. Velkommen til mit land.”

Han rakte mig sit sølvbæger og lod mig forstå, at jeg skulle drikke af det. Han betragtede mig nøje, da jeg førte det op til læberne og drak. Det var rødvin, den bedste og mest fyldige vin, jeg nogensinde har smagt. Toner af solmodne bær og noter af noget helt vidunderligt saliggørende fyldte min krop og jeg fik øjeblikkeligt lyst til mere.
”Drik bare”, smilede han. ”Tag en tår mere. Vinen er dyrket på mine egne marker og årets høst er vel overstået. Det er tid til at fejre. Du er kommet i rette tid. ”

Vinen gjorde mig øjeblikkelig mere modig og livet sitrede i min krop. Jeg følte mig åben og nysgerrighed, havde lyst til at lære den blå konge nærmere at kende. Skulle jeg byde ham op til dans?
”Hvem er du egentlig” røg det ud af mig og jeg hørte mig selv fnise, mens jeg drak endnu en slurk af den gode vin.

”Jeg er Vandets Konge. Mit rige er opstået af havet og rummer vandets visdom. Styrken i følelser, intuition og psykiske evner. Vand repræsenterer livet i flydende form og er på mange måder det mest fleksible af alle elementer. Ofte undervurderet – også af dem, som besidder dens kraft. I følelsernes rige er sårbarheden stor, men som du efterhånden har lært, er sårbarheden i virkeligheden den bedste grobund for egentlig styrke. Og vandet er også dit element.
Jeg nikkede, udmærket klar over at det forholdt sig sådan.

”Du er kommet i dag, fordi du opfordres til at udvikle den del af dig, som repræsenterer vandet. Udforske dine følelsers dybde og lytte til det sprog, din sjæl taler i så tydelig grad. Som du ved, har verden brug for balance og vandets styrke er den feminine kraft. Du opfordres til at lære følelsernes og intuitionens sprog endnu bedre at kende og bevidst at dyrke det, du før anså som svaghed og derfor gemte bort. Vandets vej er også din vej og din sjæl taler vandets sprog”.
Endnu engang var jeg kommet til kort. Jeg stod foran Vandets Konge i et smukt og frodigt landskab, hvor efteråret netop havde trådt sine første skridt. Vinhøsten var overstået, farverne skiftede og blev mere markante, orange og rødlige toner dukkede op som små malerklatter i det grønne. Jeg hørte havets musik og fornemmede bølgernes skvulp mod land. Skyerne trak sig til side og i et kort øjeblik kom solen til syne. Jeg blev blændet og da jeg igen kunne se, var Kongen og hans hund forsvundet. Skuffelsen var øjeblikkelig. Hans ord bølgede stadig i mig og jeg havde glædet mig til at få mere at vide. Forsigtigt gik jeg ud til kanten og stirrede ud over skrænten, så hvordan havet strakte sig langs kysten og fornemmede dets styrke, kraft og duft. Lysten til at gå helt ned var stor, men jeg kunne umuligt klatre ud over skrænten. Det ville være den visse død. I øvrigt havde jeg lyst til mere af den liflige vin og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg også lyst til Vandets Konge. Jeg havde følt mig sælsomt tiltrukket af ham og hans væsen.

I det samme vågnede jeg og mærkede, at jeg lå badet i sved. En drøm. Det havde bare været en drøm. Kongen i blåt, hans hund og det vældige hav nedenfor skrænten. Den flydende horisont, vinen og de varme toner af høst. Følelsen, fornemmelsen, tilbage var kun en dyb og umiddelbar skuffelse som en kniv i mit mellemgulv. Bare en drøm.
Jeg lukkede igen øjnene og blundede lidt. Tænkte på, hvad jeg havde fået at vide og det gik så op for mig, hvad jeg var i færd med at bilde mig selv ind. Bare en drøm. Er vores drømme måske ikke et tydeligt sprog og beskeder fra det ubevidste, er vores drømme ikke … Så kom jeg i tanke om gårsdagen møde og fuldmånegaven. Hvad var det Altings Moder havde sagt til mig? ”Resten vil du få at vide i dine drømme og lære at genkende efterhånden.” Det gibbede i mig, da det gik op for mig, at jeg netop havde haft en af de drømme, hun havde talt om. Og så var jeg allerede i færd med at forkaste den og kalde den ”bare”.

Jeg lå længe og tænkte på det, som Vandets Konge havde fortalt mig. Om vandets styrke, fleksibilitet og den feminine energi.  Det du tror på, skaber din virkelighed. Han havde også sagt til mig, at jeg opfordres til at udvikle den del af mig, som repræsenterer vandet. Udforske mine følelser og lytte til sjælens sprog. Din sjæl taler vandets sprog, havde han sagt. Hans budskab var tydeligt og klart.
Verden har brug for balance, for den feminine energi til at udligne og skabe fred. Så måske skulle alle vi med store følelser og en veludviklet intuition vende blikket lidt indad og begynde at lytte? Blive bedre til at tyde både følelser og intuition og gå med det, der føles sandt og berigende for sjælen. Hylde det, danse det og leve det? Blive det?

Vær som vand.
Jeg kom i tanke om fuldmånen og hvor mange gange, den havde vækket mig gennem hele mit liv. Men hvordan jeg havde forbandet den og dens kraft og evne til at ødelægge min søvn. Jeg havde undladt at lytte og tage imod den invitation, der lå i fuldmånens lys.  Og alle de mange drømme og subtile budskaber. Det var pludselig som om jeg var vågnet fra en dyb søvn, som havde varet det meste af mit liv. Jeg var i færd med at udtænke en slags plan, da jeg kom i tanke om nogle ord, jeg også havde fået med mig fra Altings Moder i fortællingen i går.

”Den feminine energi er modtagende. Den er ikke udfarende og reaktionær. Du skal blot dyrke det, du allerede har i dig og som buldrer som en ild i dit bækken. Lytte, favne og gøre det, der føles helt naturligt for dig. Gå med månen, faserne, være i naturen og trække på de kræfter, der er til rådighed for dig.”
Pludselig indså jeg det og følte mig nærmest ør af lykke. Der var intet at stræbe efter. Intet at nå. Det var dér allerede som en dyb og kærlig del af mig selv, jeg skulle bare række ud efter nøglen og låse den dør op, der alt for længe havde været låst. Lade bølgerne bruse gennem min krop og danse med det liv, jeg havde fået, men som jeg ofte gemte bort, fordi jeg følte mig forkert.

Jeg faldt i søvn med billedet af Vandets Konge for mit indre øje. Jeg kunne endnu smage vinen og fornemme havets sang i mit blod, mens jeg gled ud og ind mellem virkelighederne og vidste, at jeg ikke længere havde brug for en nøgle. Der var åbent. Jeg var åben.
Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

 

onsdag den 29. juli 2015

Fuldmånegaven



Det er et helligt øjeblik. Jeg tænder lysene i hjertestagerne og sætter kaffekoppen på bordet. I det øjeblik åbnes den hemmelig dør til skriverummet og jeg træder ind, trækker vejret dybt og fylder hele min krop og hver en celle med kreativitet og skriveglæde. Solen glider frem bag en sky og kaster lys ind i spisestuen, det rammer spisebordet, hvor jeg nu sidder og tager imod. Den sidste duft af svovl fra tændstikken siver forbi. Udenfor letter en flok krager fra æbletræet, som sorte silhuetter tegner de mønstre gennem de tunge regnskyer. En flok gæs slår følge og former et V, idet de flyver forbi. Jeg ser det som et godt tegn. Alt er klar. Lysene blafrer og stilheden lægger sig om mig som et tæppe. Det er tid til at lytte. Dybt og inderligt uden anstrengelse, bare sidde lidt og lade komme. Alt ånder fred i mit magiske skriverum.
Så ser jeg det, mit blik bliver fanget af noget i vindueskarmen, som ikke var der tidligere. Kortet ligger sirligt placeret med bagsiden opad. Ovenpå igen ligger en lille seddel, der ved nærmere undersøgelse viser sig at være et lille grønt blad. Ordene er snittet ind i overfladen: Dagens fortælling. Hilsen Ravn. Jeg smiler og trækker på skuldrene, egentlig havde jeg håbet på et personligt møde, det gør altid godt at snakke med en af mine fugle. De budbringere, der hver eneste dag kredser om huset og finder landingsplads i de store træer. Som letter og lander på marken, sidder på den store låge mod nord i daggryet og altid er lige i nærheden. Men i dag skal det åbenbart ikke være sådan. Jeg tager kortet og går tilbage til min plads foran tastaturet. Fortællingen er klar til at blive skrevet.

* * *
Det var en af de nætter, hvor fuldmånen stod lysende på nattehimlen og sommeren var på sit højeste. Luften stod stille bag gardinerne og jeg lå søvnløs under det lagen, jeg havde taget over mig. Alligevel var det for varmt. Efter et par timer stod jeg op og trak gardinet til side. Jeg opgav at sove og stillede mig højtideligt i det åbne vinduet og blev badet i sølvlys. En lun brise kærtegnede min nøgne hud, der var våd af sveddråber. Langsomt lod jeg mig køle ned og mærkede så en snert af søvnighed, der fik mig til at længes tilbage til sengen. Men så hørte jeg den. Musikken. Dragende og kaldende nåede den mine ører, flød gennem vinduet og lagde sig blidt ind til min krop. Sank dybt ind i sjælen og lod mig forstå, at min tilstedeværelse var ønsket.

Den var en invitation. En indbydelse til at forlade huset og gå ud i fuldmånenatten.
Jeg fandt hurtigt en kjole i skabet, trak den over hovedet og huskede også en cardigan i farten. Det var sikkert køligt derude. Men dér tog jeg fejl, da jeg trådte ud i natten blev jeg omfavnet af det luneste mørke, der slet ikke var så mørkt endda. Månen badede landskabet i et magisk lys af sølv, som gav alt det, jeg kendte fra dagen et helt andet skær. Det var som om hvert eneste træ var blevet levende og da jeg gik over græsplænen, kunne jeg mærke deres tunge åndedrag som pust mod min hud. Jorden under mig bevægede sig og det var næsten som om jeg ikke selv behøvede at gå. Jeg blev fragtet. Instinktivt smed jeg skoene og gik videre på bare fødder. Den kølige dug var blød og lindrende under fodsålerne. Jeg følte mig levende og klar til det natlige eventyr, jeg var inviteret til at deltage i. Uden at vide, hvad det gik ud på eller hvor musikken egentlig kom fra, gik jeg på bare fødder ud af havelågen og ud på marken på den anden side af hegnet.

Snart så jeg hende. Hun stod midt på marken i en cirkel af lys. Bag hende lyste månen og landskabet dannede en sælsom kulisse til den scene, der udspillede sig. Musikken blev højere, jo nærmere jeg kom. Og snart stod hun tydligt foran mig i ført en orangerød kjole med stropper. Hendes kvindelige former bølgede bag kjolens tynde stof. Over hendes hoved dansede en ring af stjerner som et slags diadem. Og under den ene arm bar hun noget, der kunne minde om en bikube fuld af korn og sommerblomster.
”Velkommen kæreste”. Hendes stemme var blid som månelyset. Hun stille forsigtigt den guldfarvede bikube på jorden, rakte hånden ud mod mig og bød mig ind i cirklen. ”Det var godt du kom. Du har længe været ventet, men endelig blev det tid. Jeg har noget at sige dig.”

Jeg smilede lidt genert, mærkede højtideligheden i hendes stemme og vidste instinktivt, at det var et vigtigt øjeblik. Fuldmånen har altid påvirket min nattesøvn, jeg har ligget vågen, vendt og drejet mig, men jeg havde aldrig før set det som et tegn eller en invitation.
”Du var ikke klar.” Hun smilede og strøg mig blidt over kinden med den ene finger. ”Men det er du nu. Og du er kommet for at modtage en gave fra Moder Jord, som skal minde dig om, hvem du er. En gave, som vil give dig styrke og mod til at gå den vej, der har valgt dig. ”

Jeg nikkede bare. Der var ikke ord, som kunne udtrykke den følelse, der havde fyldt min krop. Det buldrede i mit bækken og varmen fyldte min krop. Den lune sommernat lagde sig som en kåbe om mig og så stod vi bare der, kvinden og jeg, og på hinanden. Det var som et se ind i spejl. Bag os lyste månen og en ugle fløj lydløst forbi.
”Jeg er Altings Moder, sagde hun så og det lød nærmest som om hun sang. Musikken akkompagnerede hende og ordene flød. ”Jeg er kommet for at minde dig om, at du er barn af jorden og at din sjæls opgave er at synge naturens sang og skrive dens fortællinger. Det er på tide at du bevidst anvender dine medfødte gaver og det, du har fået som kvinde. Det, du troede var svaghed, er i virkeligheden din styrke. Din sårbarhed er den smukkeste have med frodig og god jord. Her skal du plante de frø, de små spirer af lyst og kreativitet, som du ofte mærker, men sjældent handler på. Vand dem med dine tårer og gød dem med din glæde. Se dem spire og gro og pas på dem, som du værner om et lille barn. Din styrke bor i de spirer. Men at vande og gøde er ikke helt nok, der skal mere til. Dans og musik. Fejring. Hver eneste dag bærer sin egen grund til fejring og for hver gang du danser og mærker din indre styrke og kvindekraft, vokser spirerne. ”

”Jamen min sårbarhed … fremstammede jeg, ”er så overvældende”.
”Det er fordi du tror den er en svaghed. Når du rammes af store følelser, bliver grebet af sorg eller tristhed, er det ikke fordi du er svag. Det er fordi du er stærk. Dit hjerte rummer stor medfølelse og indlevelse. Du er i stand til at blive bevæget og det er udgangspunktet for sand kreativitet. Den kærlige forbundethed. Hvis du bevidst bruger din sårbarhed som have for altings vækst, vil du opleve stor glæde og udbytte. Det er her kærligheden bor.”

”Men jeg bliver tit overvældet”.
”Det er fordi du tror, at du er alene. Du sætter dig fortabt og gemmer dig i din hule, mens vi forgæves kalder på dig herude fra. Kom, kom, del din sorg med os, fortæl os om det, der smerter dit hjerte. Men du er døv og blind, begravet i din egen elendighed. Næste gang du mærker smerter, tristheden eller sorgen over noget i livet, forklarligt eller uforklarligt, som kom ud og del det med os. Med mig. Jeg er Gudinden af alting, Moder Jord og min favn kan rumme både dig og dine store følelser. Sæt dig, tal med os, syng og del dine fortællinger. Du skal se, det, der bevæger og smerter dig, er ikke så anderledes end det, der rammer andre kvinder og mænd. Og det er ikke kun ved fuldmåne at du kan komme. Du er velkommen i alle månens faser. Sortmåne, nymåne, fuldmåne. Hvert eneste tidspunkt har helt sin egen kraft, som du kan trække på og finde hjælp i. Faktisk giver det stor styrke at følge naturens cyklus og bruge kræfterne og energien på din egen vej. Du er ikke alene, det er bare noget, du tror.”

Mens hun talte, spillede musikken sagte i baggrunden. En hare dukkede op og satte sig med spidsede ører og lyttede med. Også den havde brug for fortællingen om Moder Jord og den feminine kraft og styrke.
”Det er også kimen til din kreativitet.” Hun så igen på mig og jeg forsvandt næsten i hendes brune øjne. Mærkede det fugtige græs under mine fødder og varmen i mit bækken, der pludselig føltes stærkt og smidigt. Væk var de subtile smerter og den stivhed, jeg tidligere havde mærket. Det var som om hvert eneste af hendes ord langsomt healede mig og vækkede mig til live. Celle efter celle. Hun talte til en del af mig, som havde været gemt bort. Noget, jeg havde skammet mig over og som jeg ikke turde vedkende mig. Og jeg tænkte på alle de gange, hvor jeg ved fuldmåne havde ligget vågen i sengen og ikke foretaget mig andet end at ærge mig over min egen sensitivitet. Forbandet min spolerede nattesøvn og udsigten til en dag med stor træthed. Altid det negative, svagheden, alt det, der skulle skjules og gemmes bort. Men det var slut nu. Det vidste jeg og glæden voksede i brystet på mig.

”Din kreativitet. Din seksualitet. Din spiritualitet. De tre hænger sammen. Som Døden fortalte dig i går og som du vil erfare efterhånden som din stolthed over dine medfødte gaver vokser. Intuitionen, sjælens stemme, hvor ofte taler den ikke forgæves og for døve ører? I bliver kaldt på, ledt på vej, I tilbydes hjælp og guddommelig vejledning, men I hører det ikke. ”
Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har forstået det. Men hvordan skal jeg gøre? Hvad skal jeg foretage mig?”
Hun smilede bare og trak på skuldrene, så den hvide hud glimtede i månelyset.

”Den feminine energi er modtagende. Den er ikke udfarende og reaktionær. Du skal blot dyrke det, du allerede har i dig og som nu buldrer som en ild i dit bækken. Lytte, favne og gøre det, der føles helt naturligt for dig. Gå med månen, faserne og vær i naturen og træk på de kræfter, der er til rådighed for dig. Pas på dig selv og din krop. Din krop er en kostbar gave skænket til dig, en som giver dig mulighed for at opleve jordens skønhed og som bringer dig nydelse og lyst. Dyrk den og styrk den. Lad den være et helligt tempel for din sjæl. Og dans så. Lev dit liv med stolthed og øs af det, der strømmer fra dit skød. Lad din sårbarhed være din styrke. Gør det du er kommet for, tag imod naturens fortællinger og dans.
Hun så spørgende på mig og jeg nikkede. Følte mig pludselig skamfuld over ikke at have set det før. Men det havde været skjult for mig som det er for de fleste. Gemt bag burde og skulle og trampet på af præstationsprinsesen, der ville gøre alt for at gøre andre glade. Men hun glemte sig selv. Og gemte sig selv. Sin indre heks, sin kraft og sin særlige feminine visdom, der nu er den, som skal heale jorden og bringe balancen tilbage.

”Du ved det nu. Det er nok.” Hun omfavnede mig blidt og gjorde tegn til mig om, at det var tid at vende tilbage. Men noget i mig tøvede, jeg havde ikke lyst til at forlade hende og den helt særlige følelse af kvindelig værdighed, hun gav mig.
”Ses vi igen?” spurgte jeg med spæd stemme.

”Gå nu bare tilbage og læg dig til at sove. Resten vil du få at vide i dine drømme og lære at genkende efterhånden. Du vil huske. Men hvis du kommer ved næste fuldmåne er der en god chance for, at du igen får mig at se. Så vil vi danse og fejre, at du endelig er vågnet og nu lever dit liv fuldt og helt. For den dans. Den fejring. Den glæde. Den er kimen til din kreativitet, din seksualitet og din spiritualitet. Den er kilden til din visdom og din kvindekraft. Den er kilden til en ny balance, som jorden har hårdt brug for at overleve. Og gå så”.
”Min gave? Jeg kom pludselig i tanke om det, hun tidligere havde lovet. ”Du sagde, at jeg ville få en gave.”

”Kæreste, det har du jo allerede fået. Du har bare glemt at åbne den. Dit liv. Dit liv er din gave. Fold det ud og fejr det. Brug det og øs af din styrke og din visdom. Det er din gave og din gave til verden.”
Jeg vendte mig om og gik på bare fødder gennem det dugvåde græs. Bag mig lyste fuldmånen.



Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse

tirsdag den 28. juli 2015

Dans med Døden


 
De kommer, når man mindst af alt venter dem. Fortællingerne. Og det behøver skam ikke at være, mens man sidder ved sit skrivebord og er klar til at skrive. Får når man først er taget i ed og har sagt ja, så ved man at hver eneste morgen er ny og således en ny lejlighed til at møde op og dedikere sig. Sige ja til livet, dansen og den længsel, der rumler som torden indeni eller danser til mere subtile toner. Det kan være fuldmånen eller en tur langs havet. Fuglene en tidlig morgen eller skumringen, der trækker tråde og vækker minder. Længslen bor alle steder og det samme gør de fortællinger, som dukker op for at hjælpe os på vores færd. Vi føler os måske lidt ensomme på den indre rejse, men det behøver ikke at være sådan. Selvom vi er nødt til at gå vejen alene, er der hjælp at hente.
For mit eget vedkommende har jeg valgt fortællingerne til at assistere mig på min vej og kaste lys, der hvor der er mørke. Men jeg har efterhånden en lumsk anelse om, at det er fortællingerne, der har valgt mig. De dukker op i alle afskygninger og med forskellige budbringere. Tidligere var det månederne, der flyttede ind på min pensionat og uden at jeg havde bedt om det, fortalte mig om årstiderne og den naturlige cyklus. Nu er det fuglene.  

I morges mødte jeg igen ravnen. Det skete på min morgentur ud i regnen. Det var ikke lysten, der fik mig ud, det var fornemmelsen af at jeg skulle. At det ville være uklogt ikke at lytte til den impuls, der trak mig i ærmet. Intuitionen har en vældig kraft og styrke, når man først lærer at bruge den og lytte og når det sker, er der ikke længere nogen tvivl. Den indre stemme taler af en grund og det er ikke kun advarsler, den ytrer sig om. Tværtimod, den kommer med subtile og underfundige anbefalinger, der først kan synes tvivlsomme, men som ofte viser sig at være sendt fra himlen. Nu handler jeg på det, jeg hører og fornemmer. Jeg tør ikke andet. Det er jo min sjæl, som taler til mig.
Så jeg gik ud. Trak de store gummistøvler på og hætten op om ørerne. Det var sileregn, den slags der hænger som reb fra himlen og næsten lydløst  lukker vand ud. Jeg gik gennem pytter på markvejen op mod landsbyen. Vidste ikke helt, hvorfor jeg gik dér, bortset fra impulsen til at gøre det og gå uden at stille yderligere spørgsmål. Jeg huskede min sjæls stemme, da den fortalte mig at tillid forbinder. Så jeg gik gennem regnen i tillid og tænkte på den morgenkaffe, jeg endnu ikke havde drukket.

Så landede han. Midt på vejen foran mig, sort som natten med skinnende fjer blanke af regn. Dråberne lå som små perler over hans fuglekrop og han lignede mest af alt et sjældent og kostbart smykke.
”God morgen Ravn”, udbrød jeg og lavede en grimasse gennem dråberne, der faldt fra min hætte. Regnen tog til og over os lettede en stor flok sorte fugle, ravne, krager og råger og fløj i samlet flok mod de store træer, hvor de søgte ly. Men ravnen så ikke ud til at have travlt. Roligt sad han på vejen og betragtede mig.

”Det var godt du kom. Fulgte din impuls, lyttede til din intuition. Det skulle I virkelig øve jer noget mere på, I mennesker. Og især jer kvinder, er I klar over hvilket kraftfuldt instrument I selv bærer rundt på? Næh, det kan I ikke være, når I vælger at overhøre jeres egen sjæls kalden og de urkvindelige kræfter, der rumler i jer. Men du har valgt at lytte, det er da altid en start. For tiden er kommet”, tilføjede han højtideligt og smilede underfundigt. Den kvindelige visdoms æra er begyndt.”
Jeg nikkede bare. ”Du har noget med til mig, ser jeg”.

”Naturligvis. Endnu en fortælling, som du sikkert har gættet. Født ved daggry som et lille lys af morgendug. Smukt pakket ind i endnu et kort, som jeg her bringer dig. Fortællingen er klar til at få ord. Tag kortet og skynd dig hjem. Drik din kaffe, spis din morgenmad, tør dit hår og varm dig ved lysene. Denne regnvejrsdag er som skabt til at skrive. Vi holder øje med dig inde fra træerne og glæder os til at høre fortællingen.”
Han overrakte mig højtideligt det kort, han bar i næbbet og fløj så i retningen af de store træer, hvor de andre fugle også var forsvundet. Luften var tung af regn og lyset gråt og uigennemsigtigt. Jeg skyndte mig at putte kortet i lommen uden at kigge på det og vendte så om. Med hastige skridt gik jeg hjem og først nu, flere timer senere, er jeg klar til at vende kortet og tage imod den fortælling, som ravnen bragte mig i regnen.

* * *
Jeg troede, at det var ude med mig, da jeg mødte hende sidst på aftenen. Fast besluttet på at sidde ud og betragte fuldmånen, der langsomt sejlede af sted på nattehimlen, var jeg gået ud og havde fundet et roligt sted i skellet tæt på buskads og træer. Det var høst og der var et lilla skær i luften. Månens lys badede marken i sølv. Jeg pakkede mig godt ind i tæppet, jeg havde med og faldt langsomt til ro. Mine øjenlåg gled i og jeg sad længe i en slags meditation, der blev dybere og dybere. Over mig hørte jeg flagermusene kalde, fornemmede deres vingeslag og registrede blot, at det ikke længere skræmte mig. Jeg trak vejret dybt og åbnede så igen øjnene, lod månens sølvlys bade mig i dyb tillid til, at alting var, som det skulle være.

Jeg hvilede i den tro indtil det øjeblik, hvor jeg så hende komme gående fra træerne over marken med kurs direkte mod det sted, hvor jeg sad. Svøbt i en lyselilla kåbe med hætte, der dækkede det meste af hendes ansigt. I hånden havde hun et instrument, der skinnede i månelyset. Da hun kom nærmere, var jeg ikke et sekund i tvivl og mit blod frøs til is. Døden var på vej mod mig. Forklædt som kvinde og med den mest feminine le, jeg nogensinde har set. Hun gik langsomt men tøvede ikke. Det var mig, hun var kommet for at møde.
”Der sidder du jo”.  Hun smilede og trak forsigtigt sit lilla slør lidt til side, så hendes ansigt kom til syne. Hun var forbavsende smuk med sin kridhvide hud. Læberne var velformede og malet i samme lilla farve som hendes kåbe. Hendes ansigtstræk var markerede, huden stram og ungdommelig, mens hendes øjne fortalte om dyb livsvisdom og levet liv. En kvinde fuld af kontraster.

Jeg kunne ikke få et ord over mine læber. Stiv af skræk betragtede jeg hende og ønskede mig inderligt, at det var en drøm. En drøm, jeg kunne vælge at vågne af, et syn jeg kunne ryste af mig og glemme igen. Men det forholdt sig ikke sådan. Hun var levende og virkelig som dig og mig og jeg kunne intet gøre. At flygte fra døden har aldrig kunnet betale sig. Noget i mig gav op og jeg følte mig både slap og forkommen. Det kommer der ud af at forlade sin varme stue og begive sig ud i natten for at sidde under fuldmånen og meditere.
’Er det ude med mig?” hørte jeg min stemme spørge, rystende og skælvende. Jeg frøs og mine tænder hakkede, det var som om jeg havde mistet kontrollen med min egen krop.

Hun lo højt. ”Om det er ude med dig? Det kan man på en måde godt sige, men ikke sådan som du tror. Når jeg tropper op ved fuldmånen så handler det om noget helt andet, men du har ret, når du tænker at det involverer døden. Det gør det også. 
Noget i hendes stemme fik mig til at slappe af. Min krop holdt op med at ryste og en bølge af nysgerrighed gled gennem mig. Måske forholdt det sig helt anderledes, end jeg havde frygtet? Det gør det som regel, har jeg efterhånden erfaret og huskede så på min muses ord. Tillid. Forbind dig via tillid. Jeg mønstrede alt den tillid, jeg kunne, rettede mig op og mødte hendes blik. Hun smilede stadig. Den lille le glimtede i månelyset og pludselig synes jeg, at det var et smukt syn.

”Du bliver nu bedt om at tage afsked med alt det gamle, du ikke længere kan bruge i dit liv. Det er døden. En renselse. Du er trådt over en usynlig tærskel og er kommet ud på den anden side. Du har en dyb og klar fornemmelse af, hvem du egentlig er og du har sagt ja til det, du er kommet for. I går var du hjemme for at hente din sjæls fortælling hos Druiden og i dag møder du Døden. Ceridwen. ”
”Jeg har altid troet at døden var en mand? udbrød jeg og nød pludselig vores samtale. Det var som om noget i mig blev vakt til live og det føltes på ingen måde som død. Det føltes som liv.

”Netop, sagde hun og trådte et skridt nærmere, det gamle må dø så det nye kan få liv. Du har længe båret rundt på en masse gamle overbevisninger og kollektiv sladder, som på ingen måde rummer den egentlige sandhed. Lad det dø. Giv slip på det, begrav det og skab rum til alt det nye, der bobler i dig. Din indre heks, den glødende fornemmelse af et bål, der brænder dybt i dig og som har gjort det gennem tiden. Brug din kreativitet, din seksualitet og din spiritualitet til at forme det, der er dit nye liv. Lad det gamle dø. Det er derfor jeg er kommet. For at give alt det, du tøver med at forlade, det sidste dødsstød, så du kan bevæge dig fri ind i resten af dit liv.

Jeg nikkede højtideligt og mærkede, at jeg var klar.
Uden et ord rakte hun mig sin hånd og jeg tog den. Rejste mig og mærkede pludselig, hvordan jeg svajede i den kølige nattebrise. Over os lyste månen og en cirkel af sølv kom til syne midt på marken foran os. Hånd i hånd bevægede vi os ind i cirklen og da vi begge stod i dens midte bølgede musikken op fra undergrunden. De smukkeste toner, der lød som en harpe, men alligevel ikke var det. Døden begyndte at danse og eftersom hun stadig holdt mig hånden, dansede jeg med. Min krop føltes let og fri og mens vi dansede, udførte hun nogle cirkelformede bevægelser med sin le. For hver eneste bevægelse blev jeg frigjort af det gamle. Musikken blev højere og vi dansede rundt og rundt. Jeg mærkede varmen, ilden og følte mig mere levende end nogensinde før. Paradokssalt nok eftersom jeg dansede med Døden.

Da musikken stoppede, var jeg både svimmel og lykkelig. Fuldstændig rundtosset faldt jeg om i det høstede korn og lo, så mit mellemgulv klukkede. En brønd af visdom vågnede i mit skød og jeg mærkede at livet begyndte lige dér.
Hun smilede en sidste gang til mig, ordnede sin kåbe og sin hætte og forlod cirklen. Siddende midt på marken under fuldmånen så jeg hende forsvinde i et lilla skær og fordampe mellem træerne. Ør af lykke gik jeg tilbage til min plads i skellet, sendte et kys til høstmånen og gik så tilbage til huset og min varme seng. Klar til en helt ny begyndelse.

* * *

Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

 

mandag den 27. juli 2015

Druiden og daggryet


 
Det er først på formiddagen. Jeg har været tidligt oppe og har haft et ærinde ude af huset, men nu er jeg tilbage i min skrivestue. Lyset er dæmpet udenfor og minder mere om en efterårsdag. Jeg har fundet en varm cardigan frem, lavet kaffe og tændt to stearinlys, som jeg altid gør om vinteren, når jeg skriver. At tænde mit skrivelys signalerer, at jeg er klar. Mødt op og dedikeret. Klar til at modtage og skrive det, der ønsker at finde sin vej gennem mig.
”En fortælling måske?”  En sort fugl, som jeg ikke har set før, lander behændigt i vindueskarmen og banker på ruden med sit næb. Den er hverken ørn eller krage, men virker alligevel bekendt. Forsigtigt åbner jeg vinduet, så den kan komme og uden tøven hopper den helt af vinduet og flyver den korte strækning fra karm til spisebord.

”En fortælling”, gentager den og et kort falder fra dens næb og ned på bordet. Det lander med bagsiden opad. ”Jeg har en fortælling med til dig. En helt særlig fortælling.”
”Hov, skulle du ikke lige præsentere dig selv, jeg har vist ikke set dig før” protesterer jeg, mens jeg nysgerrigt glor fra fugl til kort. Denne formiddag er ved at tage en helt anden drejning, end jeg havde forestillet mig.

Så ler den højt, fuglen. Skræpper, basker med vingerne, latteren runger gennem stuen og får stearinlysene til at blafre. Den pirker fornøjet til kortet på bordet.
”Skal du ikke vende det om og se at komme i gang. Som sagt, det er en fortælling til dig. Et budskab. Og vi kender da udmærket hinanden, har du efterhånden ikke forstået det? Jeg kommer i mange forklædninger. Jeg er mange fugle i en. I dag er jeg ravn og …”

”Mener du, at det er dig, der er både krage, ørn og ravn?” Jeg ryster vantro på hovedet. ”Forvandler du dig bare efter forgodtbefindende og hvorfor er du så ravn i dag?”

”Lidt fornyelse skader vel ikke?” Fuglen ler højt og ser insisterende på mig. ”Tag nu dit kort, vend det om og se, hvad det indeholder. Lyt. Jeg har ikke hele dagen, men opgaven er klar. Kortet blev mig overrakt ved daggry med udtrykkelig besked om at bringe det frem til dig. En fortælling har set dagens lys, født i sprækken mellem nat og dag og er nu landet i din stue med et helt bestemt formål. Du skal give fortællingen ord og bringe den videre ud i verden.”
”Hvem siger det?” Faktisk havde jeg helt andre skriveplaner i dag. ”Og hvorfor er du nu ravn?”

Uden at sige et ord mere vender fuglen sig om og forlader stuen gennem det åbne vindue. Letter fra kanten af karmen og svæver ud i den regnvåde formiddag, der minder mig om efterår. Træerne bevæger sig sagte i vinden, skyerne driver dovent over himlen og et pludseligt strejf af sol trænger igennem.  Jeg sukker dybt, drikker en slurk af den nu halvkolde kaffe og ser så på kortet, som ravnen har efterladt. Det ligger indenfor rækkevidde, jeg skal blot tage det og vende det om. Men noget i mig tøver. Jeg mærker et snert af modstand, en lille vrede over forstyrrelsen, men så overgiver jeg mig velvidende, at når fortællinger banker på, luftbåret eller i det hele taget, så er der en mening med det. Og selvfølgelig er jeg også nysgerrig, så jeg vender forsigtigt kortet og betragter det.

* * *
Gennem det første dagslys og fra min soveplads under det store egetræ, ser jeg ham komme gennem porten, der skiller nat og dag. Med sig bærer han daggryet som en rødkælk i sine hænder. I samme sekund porten lukkes bag ham, bryder lyset igennem og dagen er født. Rødkælken letter og fordamper som dråber af dug. Små perler af daggry lander blidt på græsset. Nysgerrigt rejser jeg mig og gnider søvnigt mine øjne. Mærker at jeg fryser lidt, natten har været kold og jeg glemte at give næring nok til bålet, så det er gået ud i nattens løb.

”Velkommen til morgenen” siger stemmen og jeg træder helt ud fra træerne. Føler mig nøgen ude i lyset, ubevæbnet og helt uforberedt på det uventede møde.
Han er klædt i hvidt, en slags kåbe er svøbt om hans krop og på hovedet bærer han en krans af noget, der minder om laurbær. Jeg kan se et par røde bær glimte i lyset. Nu opdager jeg, at han står foran en stor sten med cirkelformede indskriptioner og på stenen ligger fire objekter. Jeg træder nysgerrigt et par skridt nærmer og betragter dem. Et sværd. Et skjold. En pil. Et bæger. De er alle gjort af guld.

”Vær hilset” siger han og smiler. Hans øjne er næsten sorte og hviler som to perler under mørke buskede øjenbryn. Mens fuldskægget er gråt, kraftigt og velplejet.
”Er du min fortælling?” Jeg kommer pludselig i tanke om den fortælling, som ravnen kom med og leder febrilsk efter noget at skrive med. Forvirret går det op for mig, at der ikke findes en eneste lomme i den kåbe, jeg har på. Men den føles behagelig og er tydeligvis syet efter mine mål. Den smyger sig om kroppen og giver mig en følelse af nøgen frihed. Der er ingen snærende bånd eller syninger, den er som en del af mig. Farven er dybrød og jeg forføres i et kort øjeblik af dets blødhed. Sådan et smukt stykke stof har jeg aldrig før set eller båret før.

”Nej, du er min fortæller.” Han smiler og slår ud med hænderne.
”Hvad er forskellen?”

”Der er stor forskel. Du ejer ikke de ord, der ønsker at blive skrevet og fortalt af dig. Alle fortællinger har helt deres egen puls og åndedrag. Men de har brug for en fortæller, en, som uden at få ejerfornemmelser og lyst til ros og berømmelse, kan skrive det, der ønsker at blive fortalt på en så sandfærdig og autentisk måde som mulig. Og det mener vi, at du kan.”
”Vi”?

”Du skal ikke spørge så meget. Du skal lytte. Lytte og tage imod. Er du klar til det?”
Jeg nikker forsigtigt og synes pludselig, at seancen minder om en slags ceremoni. For kort tid siden sad jeg ved mit skrivebord, men så kom en ravn forbi med et kort og da jeg vendte det … Jeg lader blikket hvile på manden i den hvide kjortel og ser nu, at rødkælken er landet på kanten af bægeret.

”Jeg er druide”. Han ser på mig med sine dybe mørke øjne. ”Og du er tilbage hvor du kom fra, fordi du glemte noget. Du havde så travlt med at komme afsted, at du fuldstændig overhørte de stemmer, der fortalte dig at du havde en ganske særlig mission. Men du var yngre den gang og din sjæl havde udelængsel. Ikke spor unormalt, så vi lod dig flyve. For vi vidste jo, at du en dag ville mærke en dyb og sælsom længsel i dit bryst, som ingen ydre stimulanser ville kunne dulme. Penge, sex, ægteskab, tøj, materielle goder. Rejser til fjerne lande, vandringer, retreats og … hvad er det nu, det kaldes. Bungy jump?”
Jeg ler højt og han ler med mig. Hans latter er som tusindfryd, den dulmer og gør godt. Jeg mærker, hvordan hele min krop falder til ro og uden yderligere modstand hengiver jeg mig til det, han fortæller og ved instinktivt, at det er sandt. Jeg er kommet hjem.

Måske ved du det allerede, men druiden er en keltisk præst. Og så vidt jeg ved, har druider magiske kræfter, de kan sige, hvad dagen vil bringe og se ud i fremtiden.
”Blandt andet.” Han nikker godmodigt og ser indtrængende på mig. ”Men hør nu her. Du har længe mærket længslen og du har forsøgt at blotlægge det, som er essensen af den længsel. Du er kommet tæt på gennem dine skriverier og den indre rejse, du har foretaget. Det meste har du gjort på egen hånd, men du er nu klar til at få hjælp af den slags, der for alvor sætter dig på sporet af din livsopgave.”

”Min livsopgave?”
Han ler højt. ”Det ved du udmærket. Alle har en livsopgave og du er fortæller, men det er en særlig slags fortællinger, der søger dig. Se bare, hvad du har skrevet om, og hvad som har inspireret dig de senere år. Naturen. Årstiderne. Livets magi. Og på det seneste har du fået ørnen som kraftdyr og du har haft gode samtaler med både ravne og krager og fortalt lidt af deres historier. Det er tid til din indvielse.”

”Men hvorfor en druide?”
”Jeg har viet mit liv og min sjæl til at beskytte naturen og jeg trækker på de kræfter, som er gemt i enhver plante og i ethvert dyr. Jeg kommunikerer med naturen og kan endda låne af naturens kræfter, når jeg har brug for det. Og du er faktisk en undtagelse, for det er sjældent at jeg kommunikerer med andre end netop planter og dyrene. Jeg holder mig normalt for mig selv, men i dag står jeg her for at overrække dig en gave og en gerning. En helt særlig fortælling, som er din at folde ud.”

Han bøjer sig frem og tager det smukke guldbæger op. Rødkælken letter og forsvinder ind mellem træerne. Højtidelig rækker han bæger frem mod mig og jeg tager det forsigtigt i mine hænder. Det er både koldt og varmt på samme tid. Hele min krop skælver, mine ben føles som gele. Jeg kigger ned i bægeret og ser, at det er tomt.
Han ryster på hovedet. ”Det er kun tilsyneladende. Som det meste, der er værd at give sig i kast med. Bægeret indeholder essensen af din sjæl. Din sjæls fortælling. Og i den fortælling er gemt alt det, som du længes efter og som du nu har viet resten af dit liv til at finde. Du behøver ikke søge i det ydre, din opfordring er at træde helt ind i det felt, hvorfra din sjæls fortælling udgår. Træde helt ind i feltet og blive det.

Jeg mærker en bølge af lyst og velvære gennem kroppen. Som om noget vågner af dvale og pludselig får nyt liv. Blodet strømmer gennem min krop, mens druiden taler og jeg holder bægeret i min hånd. Nikker uden at sige spor. Ser dybt i bægeret, lukker øjnene for en stund og da jeg igen åbner dem, er han væk. Druiden. Jeg står i en lysning, en slags grøn eng, det er stadig sommer, men jeg fryser og ryster som et espeløv. Stoffet i den røde kåbe er tyndt, men så går det op for mig, at jeg ikke længere har den på. Også den er væk. Nøgen står jeg tilbage i daggryets dæmpede lys kun med et guldbæger i min hånd. Et bæger som indeholder, hvordan var det nu, min sjæls fortælling?
* * *
Jeg misser med øjnene, bliver pludselig overmandet af træthed og da jeg igen kommer til mig selv, er jeg tilbage i min stue. Kaffen er kold, men stearinlysene blafrer stadigvæk og ser ikke ud til at have brændt særligt længe. Foran mig på bordet ligger det kort, som ravnen bragte. Men hvor er bægeret? Guldbægeret, som druiden overrakte mig. Min sjæls fortælling? Tårerne springer frem i øjnene, da det går op for mig, at jeg ikke har fået det med tilbage. Mon bægeret var nøglen til fortællingen? Og hvad skal så nu, hvor det ikke længere er i min besiddelse?

Så er han tilbage. Ravnen. Jeg aner ikke, hvor han kom frem, men han prikker som en rasende med sit næb mod ruden og gør tegn til mig om, at jeg skal lukke op. Jeg skynder mig at åbne vinduet for at byde ham indenfor, igen, men han ryster bare på irriteret på hovedet.
”Bægeret? Nej, du er nøglen til fortællingen.” Så letter han igen og tager både daggry, druide og bægeret med sig tilbage, hvor han kom fra. Jeg sidder tilbage og det går endnu engang op for mig, at resten er op til mig.

Fortællingen opstod i morges og jeg aner ikke hvor den kom fra. Men også det er tilsyneladende.


Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse

søndag den 26. juli 2015

Noget om dedikation


 
”Du er nødt til at dedikere dig og gøre det af hele dit hjerte”. Hun står i døråbningen og ser på mig med milde øjne. Hun ser min pludselig rastløshed og mærker, at jeg er tæt på at rejse mig og lukke dokumentet ned.
Jeg ryster på hovedet og drikker af det vandglas, jeg har stående ved siden af computeren. Udenfor er eftermiddagen fremskreden. Lyset svæver over marken og det gule korn ligner små bølger på havet. En duft af rav når min næse. Jeg lader blikket glide videre, betragter fuglene, der letter og lander, ser en hare boltre sig i den ravgule havmark. Ud af øjenkrogen fornemmer jeg, at hun stadig står i døråbningen, men jeg kan ikke få mig selv til at møde hendes blik. Et kort øjeblik håber jeg at ørnen eller en af mine kragevenner vil dukke op og forstyrre dette øjeblik, mødet med min muse, men det sker ikke. De fugle, der flyver forbi, er endnu ukendte og har intet med mig at gøre.

”Jeg er strandet” udbryder jeg og sukker dybt. ”Jeg aner ikke hvorfor jeg sidder her og forsøger at skrive noget, jeg ikke ved, hvad er. ”
Hun smiler bare og kommer et par skridt nærmere, lader fingrene glide hen over bordet som om hun blidt fjerner støv. Så ser jeg, at hun har tegnet et hjerte. Og får straks dårlig samvittighed over, at mit bord er støvet nok til at det kan lade sig gøre. Jeg skal til at undskylde, men hun afværger det ved at ryste på hovedet. De gyldne lokker danser om hendes fine ansigt, den gennemsigtige hud og de bundløse blå øjne. Hun er som en skovsø af visdom og jeg føler næsten, at jeg visner i hendes nærvær. Det får hende til at le højt.

”Visne? Visse vasse, du er først ved at blomstre nu. Og du er klar!”
Jeg protesterer højlydt, det er nemlig det, jeg kan slet ikke få det til at stemme. Hvordan kan jeg være klar, når jeg for første gang er fuldstændig blank og uforstående overfor det skriveprojekt, jeg bliver bedt om at dedikere mig til?

”Det er det ultimative udgangspunkt”. Hun smiler gennem stemmen, ordene falder som stille dråber af solregn. Du er nået til et punkt, hvor du ikke længere har ambition om mentalt at udtænke en plan for historien. Bogen, tilføjer hun så og prikker forsigtigt til for at signalere projektets tyngde. Du har indset, at du ingenting ved, men ikke desto mindre er du mødt op. Nu kan fortællingen begynde.”
”Fortællingen? Så det er en fortælling, jeg er sat til at skrive?”

”Det formoder jeg. Men lad os ikke drage forhastede konklusioner. Det er egoet, der har behov for kontrol og du har tydeligvis slået dit telt op i egoets lejr lige nu. Men stop her, fold ikke soveposen ud, læg dig ikke til at sove. Du er landet på det forkerte sted, du er strandet i dine tanker. Som en båd på land. Et forlis.”
Modstanden rammer mig som en hegnspæl og jeg kan pludselig komme i tanke om hundredevis af andre ting, jeg hellere ville gøre end at sidde her. Hun mærker det og lægger forsigtigt armene om min hals, står bag mig og ser på det, jeg indtil videre har skrevet.

”Jamen det er jo fremragende. Bliv ved. Lad ordene være dit transportmiddel, lad dig fragte. Lyt, mens du skriver og lad være med at tage på camping med egoet. Det kommer dér aldrig noget sundt ud af. En skriverejse er som livet. Fuld af eventyr og forhindringer, som alle har til hensigt at lære dig noget. Hver eneste forhindring, du støder på undervejs, skriver du dig igennem. For ser du, det er akkurat de samme forhindringer, som andre vil støde på, når de begynder at skrive. Det findes ikke uden, men det vil vi gerne bilde os selv ind. Og så snart vi mærker modstandens klamme hånd på vores hud og lysten til flugt bølger som en orgasme gennem kroppen, er det spørgsmål om at stoppe op, trække vejret dybt og sige højt til sig selv: Jeg dedikerer mig. Igen.
”Så jeg skal altså dedikere mig flere gange?”

”Hele tiden.” Hun ler højt. ”Du kan ligeså godt lære det først som sidst, hver eneste gang du sætter dig til tastaturet er en ny begyndelse. Start med at dedikere dig. Og begynd så igen.”
”Ærlig talt, det er fint nok, men kunne jeg ikke bare få en ledetråd? Hvad er det egentlig, jeg skal skrive om? Hvad forventes fortællingen at handle om?”

”Hvis du vidste det på forhånd, ville det begrænse dig unødigt. Du ville udtænke en plan, du ville formode, gøre dig antagelser og du ville bevæge dig på mental jord. Det eneste, du behøver at gøre at dedikere dig, møde op, gå i tillid og huske de ord, som blev givet til dig under din udesidning forleden aften.
When you trust, you connect.

“Så at skrive en fortælling er altså en tillidssag?” Min stemme skælver lidt.
”Absolut. Prøv at forestille dig, at fortællingen allerede findes. Den bog, du nu er i færd med at skrive, findes allerede. Det er din opgave at møde den og fortælle den. Og det kan du kun gøre ved at rejse ud i åbenhed, nysgerrighed og med en hjertelig intention om at skrive det, der kommer til dig. Du vil bevæge dig gennem ordene, færdes gennem landskaber, nogle er åbne og nøgne som marken på en vinterdag, andre vil fragte dig igennem ufremkommelige stier, tilgroede skovstrækninger og på tidspunkter vil du stå ansigt til ansigt med havet. Horisonten. Lyt. Lyt til de historier, der dukker op og tag imod de ord, der gives dig. Gå i tillid”.

Hun fjerner hænderne fra mine skuldre og træder et skridt tilbage. Lader mig vide, at hun ikke har mere at sige for denne gang. Resten er nu op til mig. Hun sender mig et fingerkys og forsvinder, fordamper i resterne af det sollys, der før gjorde hjertet i bordoverfladen tydeligt. Nu kan jeg ikke se det længere, men jeg ved, det er der.
Og lige netop den erkendelse giver mig modet tilbage. Jeg kan ikke se historien på forhånd, men jeg ved, at den er der.

Endnu engang siger jeg ”ja” og dedikerer mig. Så skriver jeg videre i tillid til, at fortsættelse følger.
 
Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

fredag den 24. juli 2015

Fortællingen om Forladthed


 
Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.
Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.
Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.
* * *

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et felt, som jeg næsten ikke kan holde ud at være i. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.
”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.
”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik.
”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

* * *
Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.
Forladthed.
Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre.
Følelsen opstår, når du har forladt dig selv.
Forladt din sjæl.


Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.
Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle. Og eftersom jeg er sjælsfortæller, er det min opgave at dele og give videre. Så det gør jeg her.

”When you trust, you connect”.
Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.
Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

I taknemmelighed
Lene Frandsen, juli 2015
fra min egen skriverejse