tirsdag den 21. oktober 2014

Min egen stilhed




I den sårbare morgendis står hun med ansigtet vendt mod lyset. Jeg ser hende bagfra, en lille skikkelse i mørk frakke. Længe har jeg søgt hende, men jeg har først fået øje på hende nu. Og det må være hende, for beskrivelsen passer perfekt.

Hun står ofte i skumringen og i daggryet, siger nogen. Hun bor i mellemrummene. Forsigtigt nærmer jeg mig, mine skridt smelter i græssets fugt. Jeg kan skimte det grønne tæppe under mine fødder og disen, der smygende danser langs jordoverfladen. Som en hilsen fra sommeren står en valmue og holder fast på sit sidste blad. Eftertænksom som den tidlige morgen tøver den et øjeblik, inden den lader bladet falde. Det forsvinder gennem tæppet af dis og lander et sted i græsset.
Af jord er du kommet.

Et suk forlader mine læber, en uendelig smerte af farvel. Der står den nu, valmuen, og må føle sig som det sidste menneske i verden. Bortset fra den slet ikke er et menneske. Den var en blomst. Nu forandres den til noget andet. Og hvem er jeg, som føler sorg over livets gang og årets cyklus?
’Hvem er du?’ hører jeg en stemme sige og et ekko rammer mig gennem morgentæppet. Hun har vendt sig om og træder et skridt nærmere.

’Jeg skulle til at spørge dig om det samme´, nærmest hvisker jeg.
’Jeg er din stilhed’, svarer hun og rækker en hånd ud mod mig.

’Min stilhed?’ Jeg skutter mig i morgenkulden. En dråbe forlader spidsen af mit hår og løber ned af ærmet uden hastværk. Forsigtig triller den det ene øjeblik til det næste og ender i …
’Din stilhed’, gentager hun. ’Jeg er dit mellemrum’.

Det giver ikke helt mening, men noget har jeg lært. Jeg reagerer ikke prompte, jeg lytter og lader budskabet synke ind. De første tankemæssige forsvarsmekanismer trækker sig tilbage. Sindet åbner en dør. Smager på ordet. Mellemrum. Mellem rum. Et sted midt i mellem noget andet. En pause?
’Denne morgen bliver skabt, mens vi står her’. Hun ser granskende på mig. Et velkendt smil åbner en hemmelig dør mellem os. Jeg træder forsigtigt ind.

Pludselig er det som om jeg befinder mig midt i selve skabelsen. Som om jeg kan vælge at røre ved disen med mit hjerte og lade mig berøre. Jeg er så tæt på, at der ikke længere er nogen adskillelse. Forsigtigt skubber hun mig videre og sammen går vi gennem de øjeblikke, der lægger sig til rette efterhånden som det bliver deres tur. Jeg kan kun se et øjeblik af gangen. Det skabes i sig selv og opløses i det næste. Øjeblik.
Vi flyder gennem tiden som to fisk i en elv. Men vi er ikke det eneste, som flyder. Det går op for mig, at tiden også flyder gennem os. Som om vi i skabelsesøjeblikket bliver et med det, der går og kommer. En følelse af fnuglet fryd skyller gennem mig og giver gåsehud.

Jeg er det. Jeg er den. Jeg er.
’Og du er mig’, hvisker hun, da vi ankommer til det øjeblik, hvor disen hæver sig fra jordoverfladen og fordamper. I samme sekund forsvinder hun også. For øjnene af mig opløses hun i en mosaik af fugt og skarpt lys. Nu er solen steget til vejrs. Skyerne trækker tæppet til siden og morgenen bliver virkelighed.

Nye øjeblikke tegner streger på himlen. Uden at tænke maler de med solopgangen og boltrer sig i det lys, der nu sejler fra horisont til himmel. Stille står jeg tilbage og betragter det mægtige teater med dyb beundring.
Så går det op for mig, at jeg glemte at spørge hende om noget. Der er så meget, jeg gerne ville vide. Forstå. Og mit hjerte er helt sikker på, at jeg ønsker at se og være med hende igen. Måske, hvis jeg kommer igen i morgen tidlig ved samme tid? Eller i aften ved skumringstid? Når som helst? Hvis jeg nu bare møder op? Hvis jeg bevidst vælger bare at … være?

Min egen stilhed.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, oktober 2014

mandag den 13. oktober 2014

Sjæledage



Love yourself
like your life depends on it;
because it does.
- Anita Moorjani -


Kender du til sjæledage? Dage, hvor man giver sig selv alt det, man trænger til; selvforkælelse og lidt ro. Og vi må ikke forveksle disse dage med fridage, hvor vi planlægger at tage fri fra arbejde og udføre noget specielt. Sjæledage kan ikke planlægges som sådan. De opstår og skal gribes. Sjæledage lander blødt på det sted, hvor stilheden bor. Sjæledage er healende for både krop og sjæl, for man skal udelukkende foretage sig ting, som føles godt og blødgørende. Ja, der skal blødes op.

På sjæledage øver vi os i at følge glæden. Udelukkende glæden. Vores følelser er et slags barometer og vi bevæger os derhen, hvor vi kan mærke glæden stige. Vi lytter ikke til tankerne og alt det vås, de kan finde på at sige til os om at: Det har du ikke tid til. Det har du ikke råd til.
Sandheden er, at du ikke har råd til andet. Og tiden? Den er bare. Så hvis du virkelig skal lytte til tiden, så vær den.

Og hvad vil det så sige? Væren i forhold til handling? Væren er blandt andet at følge glæden i nuet. Et bevidst nærvær, hvor du lytter og følger din intuition. Er med alt, ingenting og hvor du gør det, der gør dig glad. Protester og sindsmæssig sabotage? Det er normalt og hvis de dukker op, så ser du dem kærligt i øjnene, accepterer og siger tak. Tak for bekymringen. Du har set den, du har hørt den. Men du vælger noget andet i dag. For du holder sjæledag. Du følger glæden og du lytter til den stille stemme.

Den skriver gennem mine fingre, bruger kroppen og lader ordene flyve ud. Blødt lander de på papir, skærm og i mit hjerte. Gode ord. Lyt, siger sjælen, dette er dagen. Dagen hvor du mærker et skift. Midt i den støvede regndis kommer en stor fugl flyvende. Et budskab. En følelse af noget andet. Større og på samme tid langt mere enkelt. Simpelt.
’Det vanskelige’, siger fuglen og pudser sine fjer, ’det er også et budskab. Et budskab om at du er trådt ud af dig selv og forsøger at tilegne dig noget, der ikke tilhører dig. Så bliver det svært. Fordi det slet ikke er meningen. Tag imod det, der kommer flyvende og lander blødt, som jeg netop gjorde det’.

Det er så let.

Fuglen sidder foran mig på skrivebordet. ’Du behøver ikke at gøre dig så store anstrengelser. Og det sker, når vi udelukkende lytter til tankernes tromme. Frygten. For tankerne kan kun hente de informationer ind, de kender i forvejen. Der er ingen nyheder. Det er lutter gamle historier, løgn og latin. Det meste, altså.’
Fuglen smiler, for det kan fugle sagtens. Har du også opdaget det?

Sjæledag. En dag, hvor du øver dig. Øver dig på at være. Dig. Øver dig på at elske dig selv og lytte til det, du har lyst til. Hvor du eksperimenterer med glædelige gerninger eller ingenting. Trænger du til hvile, så hvil dig. Lad stilhedens musik kysse dine ører, lad den synke helt i kroppen, ind i cellerne og mærk, hvor godt det gør at give slip.
Hvor du indser, at det er befriende dejligt at være. Dig. Uden anstrengelse.

Fuglen er en ørn. Det ser jeg nu. Så lydløs og alligevel så mægtig. Øjnene borer sig dybt ind i mig og jeg opdager, at jeg også er en ørn. Hvor underligt, det anede jeg ikke, men jeg kan jo flyve. Sammen forlader vi skrivestuen og begiver os ud i regndisen. Løfter os mod himlen og de grå skyer, der som et tæppe dækker for sandheden. Men deroppe. I ørneperspektiv.
Sjæledag. En dag hvor du flyver med glæden. Eller smider dig i de våde blade og lader efteråret trænge helt ind under huden. Hvor du bliver efteråret. Og giver slip.

’Hvad er det vigtigste, jeg kan give mig selv’, spørger jeg ørnen, mens vi flyver rundt over trætoppene og ser ned på huse, mennesker, biler, marker og skove.
’Kærlighed’, svarer den uden tøven.

’Jamen’, protesterer jeg og glemmer, at jeg kan flyve. Jeg falder pludselig mod jorden i rasende fart. Men inden jeg rammer og ender mine dage, strækker jorden sig og griber mig. Blødt falder jeg ned i en bunke blade. Våde og vidunderligt bløde blade.
’Kærlighed’, gentager ørnen og lander foran mig med et listigt smil i næbbet.

Hvornår har du sidst grebet en sjæledag og givet dig selv? Og tænk hvis alle dage var sjæledage? Hvordan ville livet så se ud?

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2014

onsdag den 8. oktober 2014

Vi går i tillid nu




Det begynder at dæmre. Jeg vælger at tro og jeg mærker, at troen flytter bjerge.
Først flytter den bjerge indeni mig og siden …

Solen kaster sine gavmilde stråler ind af vinduet og folder eftermiddagen ud. Efteråret har taget frakke på, klædt i rød, gul og orange spankulerer det omkring med sin tryllestav og forvandler landskabet. Forvandlingen er langsom, men jeg synes alligevel at jeg kan høre, hvordan det pusler. En stille sang driver ind fra vest. En melodi, der virker bekendt, selvom jeg aldrig har hørt den før. Men noget i mig husker.
Jeg går i tillid nu.

Det behøver jeg at fortælle hende. Det ved hun godt, endelig gik det op for hendes tungnemme elev. Det adjektiv er i øvrigt slet ikke hendes, det kom fra mig. Vi er nemlig ikke altid så søde ved os selv, som vi burde være. Det er blandt andet derfor, at vi har engle. Engle, som viser os, at vi ved at være vores egen bedste ven og ved at elske os selv og ved at tro, kan forandre verden omkring os.
For egoet er det vand på trædemøllen. Vi skal elske os selv, før vi kan elske … Egoist! Selvcentrede kone. Nu har du rejst i dig selv i årevis og du har skrevet side op og side ned om det, rejsen, vejen, de mørke dale og de solbeskinnede bjergtinder og alt det ind i mellem. Tankerne, tvivlen og sorgen, der pludselig viser sit hårløse ansigt. Tårerne, glæden og smilet. Hvorfor står de mon i samme linje?

Jeg går i tillid nu.
I sidste ende er det et valg. Hvad vi vælger at tro på. For det vi vælger og giver fokus, det bliver. Dermed skaber vi selv vores virkelighed, men først nu begynder jeg at forstå, hvordan jeg selv kan gøre det. Og jeg ønsker at blive mester. Det er min intention. Og for at blive må man først være.

Jeg er mester.
Hun smiler og vifter med sin orange tryllestav. På spidsen sidder et grinende græskar. Oktober er ikke kommet for at blive men for at være. Befriende, fortryllende, sig selv.

Vi går i tillid nu. Vi vandrer i skoven igennem knitrende blade. Smukkere end nogensinde ligger de som små kunstværker på skovstien.
’Vi er alle engle for hinanden’, siger hun og jeg nikker. I dag er hun min engel. Men i morgen er jeg måske hendes. Og hvem ved, måske læser du disse ord og får øje på en engel mellem linjerne. Eller på grenene, der nu ikke har så mange blade tilbage og derfor er til at få øje på. Se, hvordan de snor sig. Krogede og ufuldstændige, helt perfekte i deres uforlignelige uperfekthed. Dér, skjult bag et sidste standhaftigt blad, sidder et lille væsen og smiler underfundigt. Er det mon en engel? Vi ved det ikke, men vi udelukker ikke muligheden.

’Vi ved aldrig, hvordan et tilsyneladende tilfældigt ord, en venlighed eller noget, vi bare gør for en anden, kan hjælpe. Bare et ord. En sætning. Formulering. En gestus. På forunderlig vis kan vi være bærere af den synkronicitet, et andet menneske har ventet på. Ventet på uden at forvente, selvfølgelig. Den slags dukker bare op. Vi påvirker, vi skinner og vi inspirerer, når vi gør det, vores hjerter synger om. Og hvis vi er varsomme og altid handler ud fra kærlige intentioner, så … ’
’Tror du folk gider læse om det her?’ spørger jeg hende og fortryder straks. Hun standser midt på skovstien og himler med øjnene. Så trækker hun på skuldrene.

’Glem hvad andre tænker’, siger hun så og ser indtrængende på mig. ’Glem hvad andre tænker og koncentrer dig om din engel”.
Husk, vi går i tillid nu.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Lene, Megan og Oktober, 2014

onsdag den 1. oktober 2014

Efterårsvitaminer




Der er gået år og måneder, siden jeg første gang bød Oktober velkommen på det, der dengang var mit pensionat. Årene er gået, meget har forandret sig. Nu dukker de bare op ved huset for enden af markvejen, når det er deres tur. Månederne. De behøver ingen invitation eller specielle opfordringer. Gæsteværelset står klar, de indtager det og livet går sin gang.
Nu er det efterår. Og hun er kommet, damen med de krusede rødbrune lokker, der minder lidt om nedfaldne blade. Damen med sans for varme og dybde, der sådan helt paradoksalt kan snige sig ind mellem det, vi mennesker ofte anser for naturens forfald. Selvom vi beundrer Oktobers skønhed og den måde, forandringen skifter farve fra grøn til rød, gul og orange, er vi samtidig opfyldt af en form for vemod, fordi tror vi ved, hvad det betyder. Mørke. Vinter. Og snart er de smukke træer med deres efterårsfarver både nøgne og trøstesløse gemt i tågedis og regnfald. Hvad så med os?

’Har du lagt mærke til det?’ spørger hun og sætter hjemmevant vand over til te. Kedlen brummer fornøjet og går i gang med at koge vandet. Hun ser på mig, jeg står forundret og glor på kedel og måned uden at have nogen som helst anelse om, hvad hun mener.
’Hvad skulle jeg have lagt mærke til?’

Hun ler højt. ’Hold nu op, du ved det jo godt. Du har set det, mærket det og jeg tror da sågar, at du også har skrevet om det. Men har du virkelig forstået, hvad det betyder? Hvad det kræver?
Nu føler jeg mig endnu mere sat ud af spillet, forvirringen står malet i mit ansigt. Efterårsfarver eller ej, jeg rødmer lidt. Man bryder sig jo ikke om, når man ikke længere forstår. Eller har kontrol. Og det har jeg virkelig ikke, Oktober er vadet direkte ind i mit køkken, brygger te og stiller spørgsmål, som om hun ikke har bestilt andet. I det dæmpede eftermiddagslys minder hun om en lærerinde, jeg engang havde i skolen. Jeg tror, det var i engelsk. Hun …

’Årets cyklus’ siger hun så og ryster på hovedet. De rødbrune lokker danser om hendes ansigt. Hun ligner en kastanje. Jeg har lyst til at holde hende i min hule hånd og mærke den glatte overflade, der kan være både kold og varm. Varme kastanjer med salt bagt over bål. Lyden af våde blade, der falder til jorden til tonerne af snarlig vinter. Et pust af kulde. Et suk.
Teen er færdig, hun rækker mig en kop, jeg har stadig ikke svaret hende. Men hendes spørgsmål danser i mit blod. Jeg ved, at hun er ved at øse af sin efterårsvisdom. Noget, jeg måske burde have indset, men sådan går det ikke altid. Indtil. Pludselig en dag.

Når du er parat, vil du indse.
’Lykke. Hvad det kræver at være lykkelig. Lykken er en accept af det, der er. Accept uden ønske om at forandre eller gøre anderledes. Har du lagt mærke til, hvordan naturen accepterer den altomfavnende cyklus, der findes i alting. Hvordan den favner energierne og åbner sine arme for at tage imod. Energierne strømmer gennem naturen. Fra januar til december. Og uden at gøre sig særlige anstrengelser får naturen det, den skal have. Hvis menneskerne altså ikke blander sig unødigt, men det er en anden historie. Fra det tidlige forår, hvor træerne får knopper og senere blade, til lidt senere, hvor alting springer ud. Maj kommer med farver og frodighed, alting står i knop, blomstrer og så er det sommer. Den dejlige sommer, som I er så glade for. Varmen, de gode stunder. Men stunderne er bare. Det er jer, som bringer dem lys og glæde. Fordi I vælger at åbne jer på netop det tidspunkt, fordi solen gør jer godt og fordi I har en fiks ide, om sommeren er årets bedste tidspunkt. Først da slapper I af og kan pludselig I tage imod. I giver slip og får fat. Gaver dumper ned i jeres sommerhatte som appelsiner i en turban. I fornemmer hemmeligheden uden at gøre jer særlige anstrengelser, I får fat i noget større, dybere og som alligevel så let som fuglefjer. Derfor regner I det ikke for noget. I kalder det sommerferie. Eller lyse nætter. Og lyset spiller en stor rolle, det kan jeg ikke komme udenom, men hemmeligheden kommer faktisk først lidt senere. Den store af slagsne.

’I dømmer det for let og det er synd. For lethed er en del af livets dans. Af kærligheden.’
Min nysgerrighed er vakt, jeg lytter med min tekop i hånden, jeg er for opslugt af fortællingen til at drikke. Men den dampende væske har en fortryllende effekt, jeg ser Oktober gennem en slangeagtig røgdans og hendes ord falder ned i min kop. Senere kan jeg nyde dem. Drikke dem forsigtigt og lade dem bundfælde sig. Efterårsvitaminer.

’Når efteråret kommer’. Hun drikker derimod en slurk af sin te, inden hun går videre. ’Hvad sker der så?’
Den er god nok, hun er skolelærer. Jeg føler mig pludselig mindre, som om jeg skrumper lidt ind og pludselig sidder bænket ved et bord i klasseværelset.  Det hele er lidt sløret, men …

’Se træerne nu. De ændrer sig, bladene får andre farve, varme, gyldne toner, der er så smukke og indtagende, at det gør ondt at tænke på, at det snart er forbi. En smertefuld tanke! Dramaet tager sin begyndelse. Men for træerne og naturen er det ikke et drama. Det er bare. For alt det smukke og dejlige, som de fik og var en del af i årets løb, lader de nu gå. Ja, den er god nok! De giver slip. De holder ikke fast, de har ingen ønsker om at eje. For hvem kan også eje sommeren?’
Hun ryster leende på hovedet og jeg må også smile. Det er jo i grunden tåbeligt.

’De giver slip, de lader gå. Og på mærkværdig vis er det en befrielse. Det er kampen for at fastholde, der gør mennesker så ulykkelige. Det er unaturligt og det er umuligt. Alligevel forsøger I. Selvom vi, naturen, træer, buske, dyr og måneder i al evighed har forsøgt at vise jer, hvordan det hele hænger sammen. Alle kampene, anstrengelserne og de onde nætter. De er skabt af frygten. Men hvad nu hvis I lod kærligheden skabe jeres liv? Hvad nu hvis I gjorde som naturen og simpelthen gav slip på det hele?
’Er det ikke lidt drastisk?’, udbryder jeg. Faktisk er jeg ret forfærdet ved tanken. Jeg er bestemt indstillet på at give slip på alt det, som ikke tjener mig. Frygten ikke mindst. Men alt det andet. Skal jeg også lade det gå? Kan det virkelig være … hemmeligheden?

Hun nikker bare. Bemærk det, nyd det, vær det og giv slip. Som træerne, der lader sine gyldne blade falde. Som fuglene, der skifter fjer. Når vinteren kommer, har I således alt.
’Hvordan kan man have alt, når man har givet slip på det hele?’ Jeg ryster på hovedet, forvirringen vil ingen ende tage.

Hun smiler. Oktober.
’Når du giver slip på det hele, så har du alt.’ Hun peger på koppen, som jeg stadig krampagtigt holder i min hånd. ’Drik nu dine efterårsvitaminer. Giv dem tid og lad dem virke. Forvent dig ikke øjeblikke resultater, men tro på, at du har fået serveret noget yderst sundt og godgørende. Noget, der hvis du kan leve det, vil give dig langt større sindsro og bringe dig vedvarig glæde og taknemmelighed. Giv tid og lad det virke. Så skal du bare se.’

Når du giver slip på det hele, så har du alt.
Jeg drikker forsigtigt af teen. Tak for kaffe, Oktober er ankommet.

Te, tekst og kærlige hilsener Lene Megan, oktober 2014
Billedet er fra Mols. Her ser du Keeva, Aimee, naturen og mig.

onsdag den 24. september 2014

Hjem til dig selv


Trust that you are always given exactly what you need
in each moment, every day and in every way.

Vi kan drage ud i verden og blive inspireret, vi kan finde ord, sætninger, møde mennesker og situationer, som vækker dyb genklang, men vi er nødt til at vende næsen hjemad og indad, for at opdage det i os selv.
Vi har helt vores egen vej. Og vores egen måde.

Hvad nu hvis livet altid giver os det, vi har behov for? I hvert øjeblik, hver dag og på enhver måde. Når vi går i tillid, så åbner døre sig, som vi ikke så før. Så måske handler det ikke så meget om mod som om dyb tillid? Og tro? Tro på os selv og på, at livet vil os det godt. Den tillid vil så vende tilbage til os som en boomerang med lige netop det, vi har brug for. Vi behøver ikke at drage ud i verden og slås med drager. Det er nok, at vi bekæmper dragerne i os selv. Og bekæmpe er slet ikke det rigtige ord, for det viser sig ofte, at dragerne slet ikke kan fordrives med had og kamp. De kan kun opløses med kærlighed. Når vi møder dem lige dér, hvor de er, uden at dømme og forbande, og når vi lytter til deres hjerteskærende historier, viser det sig ofte, at de blot er blevet forfærdeligt sårede på et tidspunkt. Dragerne. De er fulde af åbne sår, som har brug for kærlighed for at kunne heale. Kærlighed og tilgivelse. Så er de ikke længere onde drager. De fordamper som duggen en sommermorgen, når den første sol varmer græsset op.
Der er en vigtig ting, som vi må huske på. Hvis nogen vil sælge os guld og grønne skove, så skal vi ikke slå til. Hvis nogen påstår, at de har fundet de vise sten og de nu har et rigtig godt tilbud til lige netop os, så skal vi ikke købe. For ingen kan finde vores vise sten. Kun os selv. Og de vise sten er slet ikke til salg. Vi har ikke brug for penge til at erhverve dem. Vi har brug for selvkærlighed og medfølelse.

Derimod kan vi møde mennesker og gode sjæle, som tilbyder at være spejle, så vi bedre kan se os selv. Det er en helt anden snak. Nu bliver det interessant. Den slags hjælp kan være en gave på vores vej. Men vi må aldrig forfalde til at tro, at vi ikke selv har noget at skulle have sagt. Vi har alt at skulle have sagt. Det gælder nemlig om at finde lige netop vores vej og vores måde og den kan ingen andre gøre sig begreb om. De kan være spejle, de kan give os øvelser, lytte og kærligt guide os på vej, men vi må gå vejen selv.
Og heldigvis for det. For når vi begynder at gå og opdager, at alle skattene lægger dybt begravet i vores eget indre, er belønningen enorm. Den særlige sårbare genklang, der vækkes, den længsel, der pludselig forløses, den kærlighed, vi søgte og ledte efter med lys og lygte. Vi har den selv. Den bor i os. Og den har været dér hele tiden.

Men hvorfor er jeg så ofte blevet konfronteret med det, jeg egentlig ikke ville have? Nogle gange i forklædning, så jeg tror, at det er den rigtige vare?
Fordi du derigennem skal lære at genkende det, der er godt for dig. Det du egentligt ønsker dig. Livet viser dig det, du ikke vil have, så du virkelig kan mærke det, der er godt for dig, når det dukker op. Du har set kærlighed, der bar maske og som viste sig slet ikke at være det, den udgav sig for. Så du kunne genkende ægte kærlighed, når den dukkede op. Du har mødt mennesker, som du troede var dine venner og fortrolige, men som skulle vise sig ikke at være det. Så du kunne genkende dine ægte venner, når de dukkede op. Og du har set dig selv og mærket, hvor opslidende det er at gå omkring og bære maske og forestille dig for at opnå andres nåde og kærlighed, så du virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være den egentlige dig. Da du endelig besluttede dig for at følge dit hjerte og var nødt til at smide masken og droppe alle forestillingerne, så opdagede du, at du er god nok præcis som du er.

Når du mærker at kærligheden kommer indefra. Når du elsker dig selv og indser, at du er helt perfekt og værdig til at blive elsket, så kommer kærligheden også udefra. Så er du dit eget fyrtårn.

Når du beslutter dig for at følge dit hjerte og lytte til din sjæl, så følger dit hjerte dig og sjælen taler. Den stille stemme, det sagte suk og lydene, man ikke kan høre, men som man mærker som usynlige dråber på huden. Kuldegysning. Små hår, der rejser sig. Genklang. Dyb tilfredsstillelse i ren væren. Når du opdager, at du ikke har travlt og ikke skal nå noget bestemt eller skal nogen steder hen. Når du mærker, at du er ankommet.
Når du er kommet hjem. Hjem til dig selv.

Så falder det hele på plads og du ser, at der slet ikke findes nogle puslespilsbrikker. Du var allerede samlet. Men du måtte skilles fra dig selv for virkelig at kunne se det. Du er allerede hel.
 
Tekst, billede og kærlige hilsener, Lene Megan, september 2014

fredag den 19. september 2014

Hvem er det?


 
Hvem er det, der kigger, når du sidder i stilhed og betragter et træ? Eller et menneske? Noget, der er dybere end dig. Bevidstheden betragter sin frembringelse. I Biblen siges det, at Gud skabte verden og så, at den var god. Det er, hvad du ser, når du betragter verden fra stilheden uden tanker. At verden er god.
- Eckhart Tolle -

Og så siger man, at træer ikke kan snakke. Noget havde gjort, at hun var drejet væk fra hovedstien og var gået ind mellem træerne. Helt intuitivt havde hun fulgt en pludselig kalden, en hvisken mellem stammer, der var så lydløs, at det blot mærkedes som et pust i hendes venstre øre. ”Kom”. Vinden blæste op i træerne og en raslende lyd stemte i. Invitationen blev stærkere og dybere. I det sekund var hendes krop ikke i tvivl, den drejede sig og benene gik uden at tøve. Ind mellem træerne. Længere ind.
Hvem er det, der ser, når du sætter dig her og bliver helt stille?

Stenen stod midt i en lille lysning, hvor skovbunden var dækket af mos, grene og nedfaldne blade. Et par fluesvampe stak deres orange hoveder op. De forsøgte ikke at friste nogen. De var bare. Giftige. Og hun så hvor smukke de var. Hun gik helt hen til stenen og satte sig forsigtigt ned. Mærkede hvordan den kølige overflade blev til en stol, da den kom i berøring med hendes bagdel. Som om stenen kunne forvandle sig og tilpasse sig hendes former. Eller var det omvendt? Og det var ikke bare kulde, hun mærkede. Kulden blev til varme og varmen blev til ord. Et eneste ord.
’Velkommen.’

Hun havde været dér i månelys. Det huskede hun nu. En nat for en uge siden. Fuldmåne. En tur ud i skoven ansporet af en drøm. Nu blev hun faktisk i tvivl, for var det ikke i selve drømmen, at hun havde besøgt skoven og dens væsener? Var det ikke i drømmen, at uglen havde talt til hende og den store sten havde sagt, at hun roligt kunne sætte sig ned? Den kunne bære hende. Det gjorde ikke ondt, selvom … Tvivlen fik hendes tanker til at boltre sig, de var som altid hurtige til at gribe chancen.
’Træk vejret dybt’, hviskede stenen og hun blev indfanget af et åndedrag. Aldrig før havde hun mærket det så dybt, helt ned i mellemgulvet, frisk fugtig skovluft, energien bredte sig som ringe ud i hendes krop. Og kun langsomt åndede hun ud igen, mens stenen holdt om hende og sørgede for, at hun ikke skyndte sig.

’Hastværk er lastværk. Det er noget af det klogeste, I mennesker nogensinde har sagt.’ Så lo den og klukkede som en gammel høne. Hun kom uvilkårligt til at smile, da hun havde sluppet den sidste luft og tvivlen. Det var jo ligegyldigt. Drøm, virkelighed, hvordan ved vi overhovedet, hvad der er hvad?
’Jeg vil give dig en lille bid af en hemmelighed, sagde stenen. En bid, som du kan tygge lidt på, når du vender næsen hjemad til det, I kalder virkeligheden. Smag på den, lad den smelte i din mund, som et bolsje du sutter på. Det bedste bolsje, du nogensinde har smagt. Langsomt, kun langsomt smelter det. Du har ikke travlt. Lad det bundfælde sig, det, der kommer til dig, når du sutter på hemmeligheden og gør dens sandhed til din egen. Og husk på. Det er kun en lille bid. Et bolsje.’

Hun nikkede bare og huskede igen at trække vejret.
’Det hele forholder sig omvendt af, hvad I mennesker går og tror. Omvendt. Bedst er det, hvis du vender det hele på hovedet og ser det fra det perspektiv. Som en abe, der hænger med hovedet nedad fra et træ. Svinger sig fra gren til gren og opdager, at det, der før var oppe, nu er nede. Lad være med at dømme. Bare se. Betragt. Du er et vidne til en omvendt verden, som måske i virkeligheden er præcis, som den skulle være. Nogen kom til at vende den forkert på et tidspunkt. Og fordi han eller hun ikke ville indrømme, at det var en fejl, lod vedkommende den være sådan. Omvendt. Forkert. Og så gik fortsættelsen af historien ud på at bilde resten af menneskene ind, at det var sådan, virkeligheden så ud. Et kæmpe arbejde, som næsten lykkedes …

Ordene faldt som perler af dug. Drev fra hendes hår og smeltede på tungen. Et bolsje. En flig af en hemmelighed. Eller hele hemmeligheden?
Nu bad stenen hende om at gå hjem. Og huske på, at hun havde et udsøgt bolsje i sin mund, som skulle nydes.

’Og hvem er det, der betragter den kvinde, som nyder sit hemmelighedsbolsje, mens hun med langsomme skridt bevæger sig ud af skoven og hjem til det hus, hvor hun bor?’

Hun rystede på hovedet, mens hun forsigtigt lod tungen undersøge bolsjet i sin mund.
Hvem er det?

Tekst og billede, Lene Megan, September 2014

onsdag den 17. september 2014

Spørg sjælen til råds


Måske har du allerede set, at jeg har søsat hjemmesiden for min virksomhed Skrivehuset? Her blogger jeg også, selvfølgelig primært om emner, der handler om skriveprocessen, kreativitet, skriveglæde ... og om at spørge sjælen til råds.

Lyt til sjælen, følg dit hjerte!

Jeg vil fortsat boltre mig på Poetiske Paradokser med alle de skriverier, der bare dukker op, små historier, poesi og inspiration. Lidt her, lidt der. Men det hele jo hænger jo sammen! ;)

Vil du høre en hemmelighed? Din sjæl ved besked. Skriv den! Læs mere her.

Kærlig hilsen
Lene