lørdag den 29. august 2015

I lyset fra månen


Det var stadig mørkt, da jeg vågnede. I samme sekund vidste jeg hvorfor. Optakt til fuldmåne. De sidste nætter har søvnen været let og afbrudt, jeg vågner brat og strander på øer af søvnløshed. Månelyset finder vej gennem sprækker i persiennen. Jeg ser de fine mønstre, lysdansen i det ellers mørke vindue og ved, at jeg intet kan gøre. Vågen ligger jeg og betragter mørket, der brydes af lyset fra månen. De små sprækker, hvor lyset trænger ind og skaber kontraster. Det er som om månen vil sige mig noget, men tidligere har jeg ikke været så god til at lytte. Jeg har mest hæftet mig ved irritation over den dårlige nattesøvn, søvnløshed og træthed dagen derpå.

Men i nat var noget anderledes. Ørnen kom på besøg. Det skete dog først, da jeg i afmagt søgte ind i gæsteværelset for at se, om jeg kunne finde ro og lidt søvn dér. Dér sad han i det åbne vindue badet i månelys. Han lignede et væsen fra en anden verden, en statue eller et monument på Akropolis. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige dér blev fragtet tilbage til Athen og nætter i Grækenland, men det var som om jeg røg ind i slags tidslomme. Pludselig vandrede jeg i ruinerne af det, der var. Gik forbi Zeus tempel og så Athene danse i månelyset. Det var varmt i sommernatten og den eneste lyd, jeg hørte, var cikaderne og mine egne skridt i stenene. Jeg tabte min dyne på gulvet og vågnede endnu engang brat.
”Athene?” udbrød jeg og kendte knap lyden af min egen stemme.

Han lo højt, det rungede gennem månenatten. Det var det stadig ham. Ørnen. Forvirret samlede jeg dynen op og lagde mig under den i gæstesengen. Det måtte være en drøm.
”Du er vågen” proklarede han med latter i stemmen. ”Og det er også meningen.”

”Meningen” udbrød jeg irriteret, ”jeg er simpelthen så træt. Og du plejer da ikke at komme midt om natten”. Jeg satte mig igen op med puden i ryggen og blikket rettet mod ørnen. ”Kan du heller ikke sove omkring fuldmåne?”
Det svarede han ikke på. Han sad længe i det åbne vindue uden at sige noget, klædt i fjer og sølvlys, smuk og majestætisk som sad han midt i stilhedens dyb. Jeg kunne se hans brystkasse bevæge sig, rolige, dybe åndedrag og jeg faldt selv til ro blot ved at betragte hans væsen. Men snart begyndte tanker og irritation igen at røre på sig. Jeg kunne ikke længere udholde tavsheden og de manglede svar.

”Sover du, ørn?”
”Ville du da gerne have mødt visdommens gudinde? Athene?” Hans stemme var dybere end ellers, som om han talte fra et andet sted. ”Hvad ville du da have spurgt hende om?”

Jeg trak på skuldrene.
”Det aner jeg ikke. Det var bare hende, der dukkede op, hende jeg så. Et kort øjeblik troede jeg …”

”At du var tilbage i Athen og at du dér midt i Akropolis natten ville få nogle svar, som du har søgt på din rejse?”
”Måske. Men ørn, kom nu til sagen. Der er så mange spørgsmål, de gør mig endnu mere vågen. Og forvirret. Jeg befinder mig i et slags tomrum og du sidder bare dér og smiler underfundigt, som om du kender alle livets hemmeligheder, men ikke har tænkt dig at afsløre dem for mig. Er du ikke mit kraftdyr? Er du ikke kommet for at hjælpe mig?”

Han løfter sine vinger og et øjeblik tror jeg, at han vil lette og forsvinde ud i natten. Bag ham kan jeg se himlen åbne sig, en lille sprække af næsten usynligt lys kommer til syne. Daggryet kigger forsigtigt ud og strækker sig bag skyerne. Det er snart tid. En flagermus flyver forbi, tiden står stille, jeg kigger stilheden dybt i øjnene og ser min egen sjæls rejse i lyset fra månen og det nu spæde daggry. Stilheden er som et tæppe af trøst, et dybt suk af genklang og en forbundenhed, jeg aldrig før har mærket så intenst. Det er fristende at lukke øjnene lige nu, søvnen er tæt på og kalder med forførende stemme. Men jeg er fast besluttet på at holde mig vågen. Hvorfor har jeg ikke set det før?
”Fordi du ikke var vågen”. Ørnen rører på sig, han er dér endnu.

”Vågen? Du kan tro, at jeg var vågen. Jeg har ligget søvnløs på næsten alle fuldmånenætter og sovet dårligt og lidt, når fuldmånen var tiltagende og tæt på.” Min stemme er skarp og skærer som en kniv gennem det papirstynde filter af magi og månelys.
”Du var ikke vågen”, siger han bare og ryster på hovedet. ”Ikke rigtig vågen. Men det er du nu og det er godt. Dette tidspunkt er givet til dig for at du skal se det, du ikke ellers har øjne for. Forstå det, der ikke kan forstås i dagslys og ved brug af rationel tankegang. Det er ikke sindets land, det er sjælens.”

”Men hvorfor så jeg Athene?”
”Fordi du søger hendes visdom. Men du behøver ikke søge Athene eller læse om det i en bog, du kan bare lytte til månen og din egen sjæls sang. Dybt i dig er der toner, du kun kan høre, når du er helt stille. Det er derfor, hun altid har kaldt på dig, månen. Vækket dig og inviteret dig til en helt særlig stilhed, der allerede findes i dig selv, men som du ikke er lydhør overfor, når tankerne kører på højtryk og du er opsat på gøren og handling. Du er sikkert stødt på det sted, når du mediterer, en lille pause mellem tankerne, en pludselig sprække af stilhedslys, der egentlig er mere som det blødeste mørke. Du vil det gerne, du ved godt, at det findes, men jo mere du anstrenger dig for at komme derhen, desto længere glider du væk.”

”Du ved meget om mig, ørn”. Det er en kærlig konstatering. Jeg mærker en lille berøring af taknemmelighed, som om en finger forsigtigt tegner et hjerte på min skulder, en tatovering af kærlighed og indsigt, som jeg ville ønske var synlig i dagslys. Men hvad skal jeg så gøre?”
”Dér har vi den igen. Du skal ikke gøre noget, ikke anstrenge dig og være så forhippet på et bestemt udfald. Du skal hengive dig. Sige ja, når månen kalder eller når din egen sjæl hvisker. Det handler om at lytte, om at gøre dig åben og modtagelig. Det du søger, kan ikke findes ved aktiv handling. Det, du længes efter, kan ikke købes eller læses om i en bog. Det skal opleves. Og det sker kun i det direkte møde, i berøringen. Det er som elskov, den finger, der blidt glider hen over din arm og tegner et hjerte. ”

”Elskov? Det er dér jo en vis aktivitet i.” Jeg ler kort og kan mærke min egen utålmodighed. Jeg har lyst til at skrige, at han skal komme til sagen, men jeg ved godt, at det kun vil ødelægge det magiske øjeblik. Jeg tvinger mig selv til fokus, forsøger at lytte og skubber irritationen i baggrunden.
”På samme måde som når du skriver. Her møder du jo også op og sætter pennen på papiret. Men du ved godt, at du sjældent kommer særlig langt med vilje alene. Du har for længst indset, at det allermest er en lyttehandling og at den kreative proces er en tillidssag mellem dig og Kilden. Det er en subtil udveksling som allermest kræver, at du er stille nok. Tankerne forstyrrer, de vil gerne vide, hvad, hvorfor, hvornår. De gør alt for at forpurre processen, ivrige efter at kende produktet og udfaldet. Hvad får jeg ud af det? Vil det være noget smukt, vil andre kunne lide det, vil det gøre mig større, bedre, bliver jeg berømt? Men det handler om noget helt andet.”

Jeg nikker. Det ved jeg godt. Det er også noget af det, jeg underviser andre i, men som en klog sjæl engang har sagt det:
You best teach what you most want to learn.

Der bliver igen stille. Udenfor er daggryet stået op, sprækken er nu en åbning af rødmende lys. Ørnens fjer skifter fra sølv til guld. Men mærkværdigvis er han mere utydelig nu. Jeg gnider mine øjne, mærker trætheden og efterdønningerne af de sidste nætters søvnløshed og et kort øjeblik glider jeg hen. Søvnen lægger sin arm om mig og vugger mig blidt. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har slumret, men da jeg igen slår øjnene op, er han væk. Den kølige morgenluft finder vej ind i rummet, jeg fornemmer duggen og efterårets tunge fugt.
Jeg prøver at genkalde mig det, som ørnen sagde, men det er som når man har drømt. Nogle gange fordamper drømmen ligeså stille, når man vågner og langsomt forsvinder det, man troede, man kunne huske. Billeder udviskes, det, der var så tydeligt, er nu blot en tågedis af uhåndgribelighed. Men betyder det, at det ikke længere findes? Eller er det blot fordi man er trådt ind i en anden tilstand, hvor man ikke længere er modtagelig? Og var det egentlig ikke det, ørnen prøvede at sige?
Jeg står op og går hen til vinduet, stiller mig i morgenlyset og lader den kølige brise kærtegne min hud. Snart fryser jeg, men jeg bliver stående lidt og stirrer ud det flimrende morgengry. På hegnspælene sidder kragerne nu og udveksler historier om det, der var og det, der skal komme. Jeg får øje på Harald nede på den store låge, jeg vinker til ham, men han ser mig ikke. Hans blik er rettet mod horisonten og dagen, der baner sig vej gennem skydækket. Roligt sidder han og tager imod. Dagen kommer, det ved han, så han venter tålmodigt uden at gøre sig særlige anstrengelser. Se mig, tag mig, vælg mig. Sådan er det ikke i krage og fugleverdenen. Der ved man, at tiden kommer og at hver eneste fugl har sin plads, sit værd og sine fortællinger.

Jeg længes efter at tale med ham igen, det er et stykke tid siden, men instinktivt ved jeg, at det er ham, som opsøger mig og ikke omvendt. Hvis jeg råber ud i morgenen eller vælter frem i haven, letter råger, krager og ravne og forsvinder som dug for solen. Jo mere, jeg jager dem, desto længere væk flyver de. Men jeg kan stå her og betragte, jeg kan fylde mig selv med ro og taknemmelighed over, at jeg har været vidne til både månelys og morgengry. At jeg ikke sov, da ørnen sad i mit vindue, men at jeg faktisk lyttede, selvom det var svært. Der er ikke så meget at forstå. Jeg skal bare lytte og tage imod.
I kølvandet på den erkendelse får jeg lyst til kaffe. Jeg takker månen og ørnen for nattelys, indsigt og udsigt og tager tøj på. I spejlet får jeg øje på mig selv og stivner et kort sekund. På min venstre skulder ser jeg aftegninger af et smukt formet hjerte. Instinktivt rører jeg ved stedet med min finger og mærker, at den bliver våd. Hjertet opløses og små bitte vanddråber løber ned af min arm.

Udenfor forsvinder månen bag en sky og lyset trækker tæppet for. Som efter en bevægende teaterforestilling forlader jeg værelset og går eftertænksomt ned af trappen.
Næste gang, tænker jeg og kommer i tanke om, at det jo faktisk først er rigtig fuldmåne i aften.
Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, august 2015
Skrivehuset
* * *
I aften skal jeg deltage i et fuldmånearrangement hos Doreen fra Mind4Nature. Vi skal høre mere om månens særlige energi og visdom fra et shamanistisk synspunkt og vi skal fejre høstfuldmånen og sige tak til naturen for de undere, den bringer os hver eneste dag. Hvis vi altså lytter og tør tage imod. Hvis du ikke skal noget andet, så kom og vær med! 

fredag den 28. august 2015

Øvelse gør menneske



Vi mødtes på café i går aftes, veninden og jeg. I skumringen sad vi med vores mad og et glas vin og talte om livet. Udenfor lagde mørket sig til rette, efteråret kom snigende omkring hushjørnet og regnen faldt til blid, monoton musik. Der var eftertænksomhed i rummet, samtalen var langsom, lyttende og funderende. Vi talte om sommeren, der gik og om glæder og udfordringer. Min egen sommer har ikke just været en dans på roser, men der har alligevel været små øjeblikke af lykke og øer af fred og glæde. Og er det ikke sådan, livet er? Det sker, at vi må danse på torne og gå gennem svære og tunge ting. Det er ikke altid, at vi helt forstår hvorfor, nogle gange bliver det bare sådan. Det er, som det er. Vi kan kun tage ved lære, rejse os når vi falder og indse, at livets fejltrin er som læremestre på vores vej.

At turde vælge sårbarheden

Vi talte om at turde kærligheden. Om at vælge sårbarheden og det hudløse sted i os selv, hvor vi ikke beskytter os med skjold og svær. Det er et smukt sted at være, men det er ikke altid så let. For når vi står i sårbarhedens muld og vælger kærligheden, vælger vi også risiko for sorg og smerte. Vi er udsatte, for vi beskytter os ikke længere, men vi siger ja til det, der kommer. Det kan synes som om livet hele tiden giver os udfordringer, der i sidste ende peger på én ting: Hvad vælger du? Låser du din dør, lukker du hjertet eller tør du vende tilbage til udgangspunktet. Sårbarheden. Kærligheden. For vi kan ikke elske helhjertet, hvis vi skjuler os bag skjold og sværd. Og vi kan ikke leve fuldt og helt, hvis vi ikke tør fejle.

Bliv bedre til at fejle

Pema Chödrön fortæller en historie, der handler om at blive bedre til at fejle. Hun var nået til et sted i sit liv, hvor alt håb synes ude. Hun lå ned og livet trådte på hende. Sådan føltes det. Så da hun fik mulighed for det, spurgte hun sin læremester til råds. Hun bad ham om at hjælpe sig, for hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Det er som at gå i havet, sagde hendes læremester. Der kommer en stor bølge og vælter dig om kuld. Så ligger du med sand i både næse og mund og har et valg. Bliver du liggende og drukner eller rejser du dig og går videre? Går du videre, vil det samme ske igen. Der kommer en stor bølge og vælter dig omkuld. Igen ender du liggende ned med sand i næse og mund. Du vælger livet, du rejser dig og går videre og endnu engang sker det. En kæmpe bølger vælter dig omkuld. Men efterhånden opdager du noget. Du bliver bedre til at fejle. Du indser, at havet ikke findes uden bølger, men at du altid har et valg. Og når du vælger at acceptere livets bølger og at fald og fejl er en del af livet, åbner du dit hjerte. Bølgerne kommer for at styrke dig, de vil lære dig noget og viser, at du altid har et valg. Tør du sige ja til livet, fuldt og helt med fejl, mangler, bølgegang og søsyge til følge. Efterhånden vil du opdage, at bølgerne bliver mindre og at der går længere tid imellem at de kommer. For du søger ikke længere at undgå bølgerne, du vælger at gå videre og at rejse dig, når du falder. Du vælger dermed også sårbarheden og kærligheden og kan se på og være med andre fra det sted. Herfra strømmer både medfølelse og kærlighed og accept af, at det er sådan i livet. Ingen er fejlfri og havet findes ikke uden bølger.

Det perfekte findes ikke

Du behøver ikke længere at skjule dig. Det perfekte findes ikke. Vi kan se på hinanden med mildere øjne, forståelse og medfølelse, når vi ikke anser os selv for perfekte og når vi tør eje vores fejl. Det er sårbart, javist, men det er også det eneste sted, hvorfra vi virkelig kan elske.

Ørnens visdom og fortællingens kraft

Som ørnen sagde til mig i fortællingen forleden dag: ”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Mirakler

Vi spiste vores mad, drak vores vin og lod ordene fragte os gennem aftenen. Vi lyttede til regnen og til hinanden og indså igen, at livet er en skrøbelig sag. Men hvis vi ønsker os et fuldt liv, må vi vælge at leve med usikkerheden, for når vi ikke ved, er vi også åbne for overraskelser og mirakler.

Og som Marianne Williamson så fint har sagt det:

A miracle is a shift in perception from fear to love.

Vi øver os

Vi kan lære os selv at gå fra et tankesystem og et udgangspunkt, der er baseret på frygt til et, der er baseret på kærlighed. Men vi må øve os hver dag. Som bølgerne, der slår os omkuld, vil frygten udfordre os og egoet skabe ballade. Men vi har altid et valg. Som i meditation, hvor vi vender tilbage til måtten, eller i skrivningen, hvor vi vender tilbage til papiret, igen og igen, kan vi i livet kontinuerligt vende tilbage til kærligheden. Vi kan øve os i at være, tale og agere fra kærlighed og ikke frygt. Men det kræver øvelse og i øvelse er vi nødt til at turde fejle og acceptere, at andre gør det samme.

* * *

Fortællingens kraft

Ørnen kommer flyvende fra øst og er ved at flyve direkte ind i det lukkede vindue. Landingen mislykkes og han ramler til jorden, så fjerene flyver ud til alle sider. Jeg ryger op fra min stol, hjertet sidder helt oppe i halsen. Har han brækket halsen, vingen og overlevede han overhovedet det styrt? Jeg løber ud i haven. Dér sidder han midt på plænen. Græsset er endnu vådt af duggen, det glimter som et hav i sollyset.

”Ørn, hvad skete dér? Er du OK?

Han nikker bare. Ligger lidt og sunder sig, så rejser han sig og i det samme bryder han ud i hjertelig latter. Han ler så tårerne triller. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, så forskrækket blev jeg, men snart bølger det i mellemgulvet og latteren får overtaget. Da jeg igen kan tale, fremstammer jeg et forundret:

”Hvordan kan du grine? Du faldt jo? Du kunne have kommet slemt til skade eller være død?” Min stemme ryster lidt og en tåre triller skræmt ned af kinden.

”Hvordan kan jeg andet, ler han. Det gik jo godt. Jeg faldt og nu rejser jeg mig igen. Jeg er faktisk ved at blive ret god til de her skæve landinger. Jeg øver mig og det lykkes ikke altid. Men jeg har et valg.

”Jamen gjorde det ikke ondt?”

Han nikker. ”Jo da. Men hvordan skulle jeg kunne lære at flyve, hvis jeg ikke øver mig og giver mig selv lov til at fejle? Livet er en dans og vi må kontinuerligt øve os på dansetrinene. Det er ikke let, for musikken er ikke altid den samme. Den skifter som årstiderne og byder på mange forskellige rytmer. Det samme gør flyvningen, det er ikke altid stille vejr. Der er storme, uventede vindstød og kraftigt regnfald på mørke dage. Jeg må lære mig selv at flyve i både lys og mørke, navigere og prøve mig frem. Hvad virker, hvad gør ikke? Det er mine fejl, der har gjort mig til den, jeg er. Det er mine fejl der gør, at jeg overhovedet kan flyve.”

”Så du øver dig.” Jeg nikker, det giver mening. ”Og øvelser gør mester”.

”Tja, siger han, det er muligt. Men jeg vil snarere sige det således. Øvelse gør menneske. Og ørn.”

* * *

Indlægget er også udgivet på Skrivehusetsblog, men siden det i høj grad også handler om ørnen og er en fortælling fra min egen skriverejse, findes den også her.

Lene Frandsen, august 2015.

 

tirsdag den 25. august 2015

Mod efterår


 
”Du virker anderledes i dag” siger han til mig og flyver ind gennem det åbne vindue. I hans vinger hænger en duft af tidligt efterår, den driver ind i rummet og dens skarphed får mig til at nyse. Jeg er træt i dag, allerede nu påvirker den snarlige fuldmåne mig og jeg har sovet let i nat. Vågnet mellem nattens stationer, lyttet til regnen og til lyden af mit eget hjerte. Jeg har vandret mellem verdner, haft underlige drømme og vågnede inden vækkeuret, da en krage nærmest stak hovedet gennem vinduet og proklamerede, at toget var ankommet til perron. Det var morgen.
”Hvordan anderledes?” Jeg ser på ørnen og føler taknemmelighed over, at han er mit kraftdyr. Men det er ikke mig, som har valgt ham, han valgte mig. Kom til mig på en trommerejse sidste sommer og siden da har han gentagne gange vist sig både i drøm og virkelighed. Han dukker op i mine fortællinger, han har meget at lære mig og jeg lytter det bedste jeg har lært.

”Du virker afklaret” siger han og kommer nærmere. ”Er sørgeperioden slut?”
”Sommeren er ved at være slut” siger jeg bare og undlader at besvare hans spørgsmål. ”Og nu glæder jeg mig til efteråret. Det har på mange måder været en barsk sommer og jeg synes faktisk det er på tide at krydse broen mellem var og er og lande lidt midt i nuet. I dag. Vandre med vinden gennem den sidste bid af sommer, fejre høstfuldmånen på lørdag, byde september velkommen, æblerne, rodfrugterne og skumringen sidst på de dage, der nu bliver kortere. Tillade følelsen af forfald, give slip og hengive mig til det, der er. Efteråret. Broen. Vejen videre.”

”Hvad var det vigtigste, sommeren lærte dig?” Han giver aldrig op, min kære læremester.
”At svaret altid er kærlighed”, svarer jeg prompte. Det har både du, ulven og alle de andre sagt til mig utallige gange. ”Hold dit hjerte åbent. Gå i kærlighed. Både hvad gælder dig selv og andre. Jeg synes det er svært, egoet driller til tider, men jeg øver mig hver eneste dag.”

Jeg falder lidt i staver over alt det, der skete i sommer og mærker endnu engang sorgen og smerten. Jeg lader den passere som en flod, der løber dybt i mig. Vandet rinder, bobler i en tidslomme og flyder så videre mod havet. Stille sidder jeg lidt med de mange følelser, vandet har med sig, tillader dem at flyde igennem hvert eneste sår og ar og mærker så en slags lindring, der ikke handler om at noget er gået over. Det flyder gennem mig og gør mig til den, jeg er. Det er mig, som må vælge at gå over. Og i dag føler jeg mig klar.
”Du kunne jo også flyve over” siger ørnen og spreder sine vegne som om han har tænkt sig at lette. Så drejer han rundt om sig selv i en perfekt cirkel og viser mig dansetrinene. ”Flyve og se, hvordan broen ser ud fra oven. Lette, danse med himlen og lade det, der var så stort og fyldigt, blive lidt mindre. Når du vælger at flyve over både indre og ydre landskaber tillader du dig selv, at se det store billede. Smerten bliver mindre intens, det at leve bliver mindre ulideligt … ”

”Hov hov, ørn, det er da ikke ulideligt at leve. Jeg elsker mit liv, jeg synes bare det er pokkers svært at være menneske nogle gange. Jeg gør mit bedste, men …
”Så vær en ørn” synger han. ”Kom og flyv lidt med mig. Dans mens du sidder ned. ”

Til tonerne af min forvandlingssang smelter vi sammen. Først i ørnedans, siden i flyvning. Og mens vi svæver over landskabet, ser høstmarker og halmballer, små veje, der snor sig og mennesker, som skynder sig af sted, ser jeg samtidig min sommer og livet, som det er. Ikke som jeg ønsker det skal være. Jeg ser, hvad der skete, det er som om de højere luftlag giver mig en slags subtil forståelse af noget uundgåeligt. En læring der muligvis hører sjælens vej til og som jeg hverken kan eller skal ønske mig anderledes.
Jeg er tilbage ved Midsommer og ser mig selv hoppe over bålet. Vi drikker hyldeblomstsaft og skåler. Sommeren er på sit højeste, vi synger sange til solen og deler af det, vi har oplevet på trommerejsen. Jeg er på Gotland, men den ferie, der skulle have været sommerens højdepunkt, endte med at blive en temmelig smertefuld oplevelse, fordi min hund blev meget syg og måtte operereres straks, da vi kom hjem. Senere blev hun syg igen, fik livmoderbetændelse og måtte igen opereres. Jeg ser min bekymring, ser mig selv søge kysten og havet, gå i gaderne i Visby og fornemme de gamle historier trods alt. Jeg ser lyset gå ned og dagen forsvinde, mærker natten, mørket og ser stjernerne på himlen som små lys af håb. Jeg får øje på fuldmånen gennem træerne og forstår, hvorfor jeg er vågen. Ser kvinden i vinduet, hendes silhuet mod fløjsmørket og jeg opdager, at hun er mig.

Jeg ser mig selv lykkelig i mødet med en ny ven, vi kommer tæt på hinanden, støtter, løfter og giver hinanden så meget gennem foråret og sommeren, men vores venskab holder ikke sommeren ud. Det giver ingen mening, jeg ser, græder lidt, men jeg ønsker mig det ikke længere anderledes. Jeg ser sorgen, smerten og tristheden gå hånd i hånd langs landevejen. Men jeg bemærker også glæden, der danser over marken, det pludselig solglimt mellem skyerne. Jeg hører rytmen fra jorden under mig, ser visdommen dampe i disen på tidlige morgener og fryder mig over genskæret fra en ny dag.
Vi flyver gennem skumringen mod natten og gennem daggryet mod dagen. Vi færdes i overgange, tomrum og luftlommer af ingenting. Dybt os selv hører vi stilhedens sang og fornemmer, hvem vi er. Ikke adskilte, ikke alene, men en del af noget meget større. Den tanke giver mig trøst og styrke. Jeg griber den og knuger den tæt ind til brystet, mens vi svæver af sted.

Hvad lærte jeg, spørger ørnen og jeg flyver lidt, mens jeg tænker over spørgsmålet. At livet ikke altid arter sig, som vi måske håber, men at hver eneste dag er en gave og en mulighed for at begynde igen. At alt ikke nødvendigvis bliver godt, men at vi må leve med egne fejl og acceptere andres. Vælge at se på hinanden gennem kærlighedens øjne, åbne hjertet og turde vælge sårbarheden vel vidende, at vi dér danser på gyngende grund og med livet i hænderne. Men vil vi det anderledes? Vil vi gøre os umage i det uendelige og forsøge at være noget, vi ikke er. Vil vi beskytte os mod livet med skjold, sværd og slå det ned, der ikke lige arter sig, som vi havde tænkt os? Vil vi undlade at danse, fordi vi kan træde forkert og snuble? Vil vi lade være med at leve fordi vi kan dø?
”Jo ældre jeg bliver, desto mindre sikker er jeg” udbryder jeg. Det får ørnen til at klukke af fryd.

”Tillykke” udbryder han ”at være skråsikker slår håbet ihjel. Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Lad sommerens hændelser være et minde, et smykke, du bærer om din hals, en rynke i øjenkrogen. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.
”Måske er det bare lettere at være ørn end at være menneske? Du får det til at lyde som en slentretur i parken”.

Han ler højt. ”Du skulle bare vide”.

”Hvad skulle jeg bare vide?” Nysgerrigheden er i behold, det ser jeg som et godt tegn.
Han smiler bare og vi flyver videre. Mod efterår og nye tider. Med det, der er og mod det, der skal komme. Det er så befriende, når man hengiver sig til livet som det folder sig og ikke ønsker sig det anderledes. Det er næsten som at flyve.

 Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

mandag den 24. august 2015

Ulven og guldbægerne


 
Morgenen startede med et brag. Helt bogstaveligt. Udenfor lød et kæmpe tordenskrald og i det samme åbnede himlen sine sluser og regnen væltede ned. Persiennen gyngede faretruende, både vind og regn pressede den indad og regnen fandt vej til vindueskarmen. Hun stod op og lukkede vinduet, så hvor mørk himlen var og undrede sig over, at det faktisk var morgen. Det var som at kigge direkte ud i efteråret. Hun nåede lige at få en fornemmelse af den kølige luft og en duft, der bestemt ikke hører sommeren til. Fuglene var stille, de var ikke at se nogen steder. Over himlen drev de mørke skyer af sted som om de skulle til begravelse. Dystre, langsomme, en karavane af mismod.
Med et suk lagde hun sig tilbage i sengen. Jeg kan godt nå at sove lidt endnu, tænkte hun og faldt straks søvn, da hovedet ramte puden. Snart befandt hun sig i landet mellem drøm og virkelighed. Et sælsomt sted, hvor hun nogle gange færdedes og fik beskeder fra sine åndelige vejledere. Det var ikke et spørgsmål om hun troede på den slags, for det havde altid været sådan. Det var sket, at hun havde mødt sin skytsengel her, men andre gange dukkede der væsener og dyr op. Ulvene havde været dér en del på det seneste. Helt tæt på, deres snuder mod hendes ansigt, venlige og alvorlige øjne. Det var som om de ville sige hende noget, men hun var ikke helt sikker på hvad. Denne morgen kom de igen, eller det vil sige, denne gang var der bare en ulv. I et landskab med grønne bakker og bølgende dale, dukkede ulven op over en bakketop og kom hende langsomt i møde. Hun var ikke bange, stod bare og betragtede det smukke dyr, som det nærmede sig, så den sølvblanke pels, ørerne, øjnene og halen.  Hvem der bare var så perfekt, tænkte hun og sukkede.

Snart stod den foran hende, ulven, helt tæt på.
”Lad os sætte os” sagde den og pegede på en cirkel i lyngen tæt på. Midt i cirklen stod en stor sten. ”Tag plads”. Ulven gjorde tegn til hende om, at hun skulle sætte sig på stenen.

”Jamen, skal jeg sidde dér? Forundret så hun på ulven. ”Det er jo midt i cirklen”.
”Netop” svarede den. ”Pladsen er din. Det er på tide at du placerer dig midt i og erkender, at du er centrum i eget liv. Det handler ikke om andre, det handler dig. At du tager dit kald alvorligt og at du går med det, dit hjerte og din sjæl synger om. Hvornår har du sidst lyttet til din livssang?”

Kvinden følte sig forlegen, var utilpas ved tanken om, at hun skulle sidde midt i cirklen. Det var normalt en plads hun tiltænkte ledere, spirituelle overhoveder, konger, dronninger eller gudinder. Men hun var bare en helt almindelig uperfekt kvinde.”
Ulven insisterede, gik forrest hen til stenen og gjorde endnu engang tegn til hende om at komme. Med langsomme og højtidelige skridt gik hun helt ind i cirklen og satte sig nærmest genert på stenen i midten. Ulven satte sig foran hende, det så ud som om den smilede.

”Der er noget som plager dig” sagde ulven og så hende dybt i øjnene. ”Let dit hjerte”. Hun følte sig stadig malplaceret dér midt på stenen. Det var som om hun var centrum for hele landskabet, midt i cirklen. Over hende var himlen svagt blå, det havde regnet tidligere på dagen, morgenen var startet med lyn og torden. Men nu åndede alt fred, som om naturen hvilede i sit eget åndedrag. En ørn cirkulerede over hendes hoved, der var noget velkendt over dens himmeldans og måden, den holdt sine vinger på. Noget i hende huskede.
”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, ulv” sukkede hun. ”Jeg har ledt efter de perfekte ord. Søgt i øst, vest, syd og nord, men er ikke stødt på dem. Jeg har prøvet mig frem, i dagevis har jeg siddet med pen og papir og forsøgt at skrive det perfekte brev, men ordene vil ikke som jeg. Det er som om de ikke helt formår at udtrykke det, der bor i mit hjerte. ”

”Perfekte ord?” Ulven smilede og slikkede sig om munden. ”Tror du selv, at de findes?”
”Det håber jeg” udbrød kvinden og knugede om den amulet, hun havde om halsen. En lille engel i en lædersnor. Vingerne borede sig ind i håndfladen og hun mærkede smerten som en fysisk manifestation af den sorg, der havde taget bolig i hendes krop.

”Håb er godt” nikkede ulven, ”men nu skal jeg sige dig noget. Der findes ingen perfekte ord. Og der findes heller ingen perfekte mennesker. Det er det, du tror, er det ikke? At du ikke er værdig til at sidde midt i cirklen, fordi du har begået fejl. Men menneske, det er derfor, du er kommet. Du er her for at lære. Dine fejl er kun fatale, hvis du ikke lærer af dem. Selv konger, dronninger og ulve træder forkert.
”Og farer vild?” udbrød hun håbefuldt. Hun følte sig så alene med sin ufuldstændighed. Og ulven havde ret, hun synes egentlig ikke at pladsen i midten var hendes.

”Selvfølgelig” svarede ulven. ”Det er sådan vi lærer. Når vi tør gå, prøve os frem og famle i blinde for at finde den vej, der venter på os. Det sker at vi kommer på afveje. Træder forkert, falder i åer og vandløb, bliver taget af strømmen og må kravle på land våde og forkomne. Vi fryser, vi skammer os og tror, at vi er de eneste, der gør den slags. Men sandheden er, at alle sande pilgrimme på sjælens vej må være indstillet på at møde de udfordringer, der dukker op og begå de fejl, der er nødvendige, for at lære hvad der det rette. Og vi må vove at bevæge os frit i venskaber, selvom vi ved, at vi kan komme til at såre hinanden. Vi må se vores egen svaghed i øjnene, lære den at kende som en ven, så vi kan tilgive selvsamme svaghed hos andre. Ingen er perfekte. Hverken ord, ulve eller mennesker.”
Hun sad lidt og smagte på ulvens ord. Over hende fløj ørnen stadig rundt i sin himmeldans og tegnede cirklen på himlen. Skyerne var trukket sammen, sorte og truende kom de nærmere og vinden blæste op. Hun mærkede at hun frøs, stenen var kold under hende. Efteråret pustede hende i ansigtet.

”Hvorfor vil du gerne finde de perfekte ord? Være perfekt?” Ulven rejste sig dovent og gik lidt rundt om stenen, hvor hun sad, betragtede hende nysgerrigt fra alle sider.
”For at gøre alt godt igen” sagde hun med gråd i stemmen.”Det er umuligt, ikke?”

Ulven rystede på hovedet.
”Intet er umuligt for den, der bærer kærligheden i hjertet”.

Ordet kærlighed fik hende til at rejse sig brat op. Hele hendes væsen protesterede.
”Det bliver I ved med at sige. Ulve, ørne, jer alle sammen. Svaret er kærlighed. Men hvad jeg skal jeg bruge det til? Hvis kærlighed ikke kan udtrykke det, jeg vil sige og kærlighed ikke er nok, hvad så?”

Hun så at ulven samlede noget op fra jorden. Det var et slags kort. Ulven lod det dumpe ned i hendes skød og da hun vendte det om, så hun at det forestillede to guld bægre. Det ene var vendt på hovedet og det var som om det øste noget ned i det andet bæger. En slags udveksling. Der var både vand og landjord på billedet, grønne marker, der mindede om det selvsamme landskab, hun sad i nu. En fugl fløj over marken, vistnok en skade. I horisonten var himlen blåsort og en bid af regnbue tonede frem bag et bjerg.
”Hvad skal jeg så med det?” spurgte hun ulven, der pludselig var blevet lidt ukoncentreret. Den gik rastløs omkring og lod hende forstå, at mødet var forbi.

”Jeg må videre” sagde ulven, men lad os mødes igen i landet mellem drøm og virkelighed. Det er her, du kan hente din svar og søge den viden, der er mellem verdener. Du ved det allerede, men din tvivl gør til tider forbindelsen lidt ustabil. Husk at genskabe forbindelsen kontinuerligt og genetablere tilliden. Du må ikke tro, at tillid er perfekt og for evigt. Det er al den perfektionisme, der skaber balladen.

Kærligheden stiller ingen krav om perfektion. Den er rummelig og overbærende. Den ved, at det kan være svært at elske, når man er gået gennem livet og har fået dybe ar i kærlighedens navn, når man er blevet krænket, svigtet eller forladt. Den ved, at det kan få mennesker til at lukke deres hjerter og forsøge at beskytte sig. Tænke dårligt om hinanden, fordi det er trygt og velkendt, at nogen vil én det ondt. Det er sårbart at turde tro på en anden slags sandhed. Men den sårbarhed er det eneste sted, hvor hjertets blomster kan vokse. Det er fra det sted, kærligheden strømmer.”
Med de ord forsvandt ulven ud af cirklen og ind mellem nogle høje fyrtræer. Hun blev siddende lidt på stenen og stirrede på kortet med de to guldbægre. Det var begyndt at småregne, men hun ænsede det ikke. For nu talte kortet til hende.

”De to guldbægere udveksler frit og flydende mellem hinanden i tillid. Det er vand, der deles mellem de to, det er følelser og det, der hører hjertet til. Lad kærligheden være som vand, lad den flyde frit og ubesværet. Når vi lukker vores hjerter, kan kærligheden hverken nå ind eller strømme ud. Måske føler vi os trygge på den måde, tror, at vi så ikke kan såres og at vi heller ikke kan såre andre eller begå fejl. Men det er en illusion. Hvis vi lukker vores hjerter, kan vi hverken give eller modtage kærlighed. ”
”Må jeg spørge om noget?” sagde hun alvorligt til kortet, som hun knugede i sine hænder.

”Selvfølgelig” svarede kortet.
”Hvordan undgår jeg at såre andre mennesker og begå fejl?

Spørgsmålet fik kortet til at klukle og hun så, hvordan det ene bæger kom til at spilde noget af vandet, som det andet bæger øste af. Vandet løb ned af kanten og ramte jorden.
”Det kan ikke lade sig gøre” sagde kortet. ”Se bare, hvordan det ene bæger her i et øjebliks uopmærksomhed kommer til at spilde det vand, det andet bæger deler. Det er ikke bægerets intention, det vil så gerne gribe vandet, gøre det helt perfekt, være perfekt, men også guldbægre begår fejl. Det er her at relationen mellem de to kommer på prøve. Vælger det bæger, som øste vandet at tro, at det andet bæger spildte vandet med vilje? Og vender bægeret sig om og forlader sin ven, fordi det begik en fejl?  Det er her ordet overbærenhed kommer ind i billedet. I venskaber må vi bære hinanden over, når vi begår fejl og træder forkert.

Men hør, du kan selv skrive resten af historien. Tag mig med hjem, men rejs dig, skynd dig nu tilbage, dit hår er drivvådt og du bliver kold og forkølet. Det er op til dig at skrive historien om de to bægre og vandet færdigt.

* * *
Pludselig hørte hun et tordenskrald over sit hoved og hun rejste sig brat. Men hun befandt sig ikke længere i det bakkede landskab i landet mellem drøm og virkelighed, hun var tilbage i sin seng. Regnen trommede mod ruden og soveværelset lå hen i mørke.  Hun gned sine øjne og følte sig lidt diffus. Var det drøm eller virkelighed? Eller? Så så hun kortet på gulvet ved siden af sengen. De to guldbægre, skaden og den ufuldendte regnbue bag bjerget i horisonten. Vandet løb fra det ene bæger og lagde sig i en lille sø på gulvet. Forsigtigt stod hun ud af sengen, tog kortet op og tørrede vandet op med et lommetørklæde, hun fandt på natbordet.

En dag vil jeg skrive fortællingen om ulven og de to guldbægre, tænkte hun. Og et brev. Ikke med perfekte ord men med kærlighed.
 
Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

onsdag den 19. august 2015

Svaret er kærlighed


 
Jeg fornemmer hans tilstedeværelse, inden jeg ser ham. Den stille stemme i mig forkynder blidt, at han er på vej og jeg løfter blikket mod horisonten. Vinden rusker i træerne, morgenen er kølig og et snert af efterår ligger i luften. En smule vemodigt træder jeg helt frem til vinduet og åbner det på vid gab. I samme sekund kommer han sejlende og lander foran mig på plænen.
”Kom ud og dans lidt” siger han med vind i vingerne.

”Jeg har ikke tid, jeg skal holde skriveworkshop i morgen, der er forberedelser og … ”
Han ser alvorligt på mig, lægger hovedet lidt på skrå, så letter han og flyver helt ind i vindueskarmen. Før ville jeg skræmt have trukket mig tilbage i rædsel, jeg led så forfærdeligt at fuglefobi, men nu fryder hans nærvær mig dybt i sjælen. Han er min fortrolige og min læremester. Selvom han nogle gange kommer med nogle overraskende forslag til, hvordan jeg skal gøre og agere i forskellige situationer.  Grænseoverskridende men befriende.

”Tiden er skænket dig for at leve. Du er kommet for at danse. Husker du ikke din forvandlingssang? Sangen blev givet til dig for at støtte dig på din indre rejse og i din proces. En rituel sang skænket til dig i kærlighed. Du ved vel, hvad den handler om?
Jeg nikker, det gør jeg.

”Jeg tænker på sangen hver eneste dag”, udbryder jeg.
Han ler højt. ”Sange skal man ikke tænke på. Sange skal synges. Og danses. Så længe det bliver oppe i hovedet, giver det ikke andet end kvaler og hovedpine. Det er det samme med ordene, når du forsøger at tænke dig til det, der skal skrives. Det duer ikke. Du skal danse med ordene. Lade dem opstå i det øjeblik, du møder op og dedikerer dig. Det forholder sig på samme måde med livet og i øvrigt også på din intuitive skriveworkshop. Så længe du møder op og dedikerer dig, vil det hele folde sig ud i skønneste orden. Eller kaos, tilføjer han med glimt i øjet og skriger af grin.

”Det er derfor, jeg lige skal forberede mig og sørge for …”
Han ryster bare på hovedet og gør tegn til, at jeg skal komme ud. Modvilligt forlader jeg huset gennem havedøren og snart danser jeg rundt i haven med ørnen cirklende over mit hoved. Vind i håret og bevægelse i kroppen, der løfter mig ind i et andet slags rum. Noget i mig bliver lettere. Og efter endnu et par omgange på græsplænen, kan jeg mærke latter sprudle i hele kroppen. Det kildrer i mellemgulvet, mit bækken udvider sig og hele min krop fyldes af en glæde, jeg ikke ville have troet mulig.

Da dansen slutter, lander han foran mig. Jeg er svimmel og sætter mig ned i græsset, mærker duggen trænge igennem mine jeans, en kølig fornemmelse af sensommer og overgang. Det er som at sidde på en bro dér i morgenlyset, vente lidt, tøve lidt, velvidende at når tid er, går jeg over. Hengiver mig til den cyklus, jeg er en del af, uden anstrengelse og modstand. Men lige nu gør det godt at sidde lidt her og bare være.
”Jeg har en fortælling med til dig” siger han pludselig og rækker mig et kort.

Jeg gisper, hele min krop trækker sig sammen. Jeg mærker et stik af smerte. Frygten giver mig kuldegysning.
”Nej”” råber jeg til jorden, vinden og de fugle, der er landet på marken bagved os. Råger, krager og ravne. ”Jeg tør ikke flere af den slags fortællinger. Bagsiden af det kort, der nu ligger foran mig giver mig kvalme. ”Det er slut med den slags fortællinger, slut med at tage imod noget, jeg ikke ved, hvad er. Du husker hvad der skete sidst. Det har sat dybe spor i mig og jeg … febrilsk slår jeg ud med armene og har lyst til at bare at flygte. ”Jeg vil ikke”.

”Hvad vil du så?” spørger han interesseret og de andre fugle rykker nærmere for at høre med. Det er et godt spørgsmål og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare.
”Vil du lade være med at skrive intuitivt og fra sjælen? Vil du helt lade være med at skrive. Vil du lade én fortælling og et trin i den forkerte retning slukke din indre ild og din glæde ved at skrive og tage imod? Har du ladet din indre censor taget roret? Giver du op?

Spørgsmålene hagler ned over mig og jeg sætter mig igen ned i græsset.
”Jeg mistede en ven” siger jeg med gråd i stemmen.

”Fortællingen var en påmindelse til dig. Budskabet var ikke det, du skrev, men essensen af indholdet. Fortællinger kan den slags. De er sandheden forklædt som en historie. Når du skriver fra sjælen får du altid ærlige svar også selvom de er ubehagelige. Men de har en kærlig hensigt. De leder dig på rette vej.”
Jeg sidder lidt med mig selv og mine tanker. Jeg ville så gerne spørge ham, hvad jeg dog kan gøre for at gøre det godt igen. Men så kommer jeg i tanke om, at jeg jo har fået svar på det. Jeg er blevet opfordret til medfølelse og til at holde mit hjerte åbent. Og det gør jeg, hver eneste dag checker jeg ind i mit hjerte og sikrer mig, at det er åbent og rummeligt. Jeg vander og gøder, sørger for at jorden er sårbar og smidig. Ser til den smukke blomst Håb, der nu vokser dér. Lukker mine øjne og siger en bøn for kærligheden.

”Svaret er kærlighed” nikker ørnen med mild stemme.
Jeg nikker og tager kortet op. Forsigtigt vender jeg det op og ser på det. Det forestiller et smukt og frodigt landskab med grønne bakker. Landskabet er klædt i lyng. Himlen er grå, men lyset over bakkerne indikerer at solen skinner. Jeg ser på landskabet gennem et gitter bestående af 9 stave.

”Vejen tilbage” udbryder jeg og ser på ørnen. Han nikker. ”Eller frem”.
”Fortæl mig lidt mere om , hvad du umiddelbart ser og fornemmer. Hvad fortæller kortet dig?

Jeg hæfter mig ved barrieren, hegnet, der er sat op. Det er som en låge, der forsøger at holde mig tilbage. Den er lavet af ni stave.
”Stavene symboliserer den menneskelige vilje og egoet, nikker ørnen.

Jeg ser på kortet og sukker dybt. Hegnet, barrieren, er ikke ukendt for mig. Det står mellem mig og livet og det placeres i relationer for beskyttelse mod sårbarhed. Men det forhindrer os i at elske helhjertet og det begrænser os i livet. Jeg mærker instinktivt, at kortet handler om rejsen fra ego til sjæl og om tilliden til at turde læne sig ind i livet og være med det, der er. Tillid skaber forbindelse, er jeg så ofte blevet mindet om. For et par uger siden, da jeg om aftenen sad ude og førte en samtale med min sjæl, fik jeg følgende sætning med mig: When you trust, you connect.
Jeg lærte også at forbindelsen konstant skal genskabes. Det samme gælder tilliden. Den vokser ikke altid ind i himlen, den får sår og ar og må genetableres igen og igen.

Det har været en barsk sommer og på mange måder længes jeg mod efteråret. Jeg ser frem til at krydse den brusende flod af oprør under mine fødder, gå over broen og favne det nye, der venter mig på den anden side. Men først må jeg vælge at fjerne den barriere, jeg betragter landskabet igennem. Den beskytter mig, men den adskiller mig samtidig fra essensen af det, der er.
Svaret er kærlighed. Jeg længes efter at hengive mig og danse med livet i det nu, der er alt, vi har. På bare fødder og med vind i håret, lyngen under mig og himlen over mig. Jeg længes efter at flyve med ørnen, men da jeg skriver det, indser jeg at det blot er endnu en mental barriere. Ørnen har jo lært mig det. Jeg kan allerede flyve, men jeg glemmer at jeg har vinger og endda hvorfor. Hvis jeg sætter barriere op mellem mig selv og den vej, jeg ønsker at gå, vil jeg aldrig kunne gå dér helhjertet og fuldkomment. Det går ikke at beskytte sig med skjold og sværd mod livet og alt det frygtelige, der kan ske. Det er ikke muligt at forsikre sig mod sorg og smerte. Det hører med. Det eneste, jeg kan er at gøre mit bedste og holde hjertet åbent.

Jeg lukker øjnene og visualiserer, at jeg står i det smukke lyngklædte landskab. Det er sensommer, luften er tung af fugt og i baggrunden høres lyden af høstmaskiner. Over mig flyver fuglene, jeg hører deres skrig og mærker fornemmelsen af frihed. Jeg lægger hånden på hjertet og formulerer en lille bøn, mens jeg med den anden hånd skubber hårdt til hegnet, så det vælter omkuld. Foran mig ligger bakkerne, lyngen og en vej, jeg endnu ikke kender, men som jeg ved er min. Det er dér, jeg skal gå. Med fødderne solidt plantet i jorden, vind i håret og håb i hjertet.
Jeg tager det første skridt og hører stemmen synge dybt i mig. Min livssang breder sig i hele kroppen, den healer mig langsomt. Snart bevæger jeg med lette skridt fremad. Tilliden er tilbage.

Svaret er kærlighed.
 
Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset

mandag den 17. august 2015

Håb i hjertet


 
Det skete i de dage, at hun mistede sin ven. Og ørnen cirklede over hovedet på hende, svævede som en konge over sit rige og bad hende om at følge med.
”Kom lidt højere op, kom flyv med mig, så du bedre kan se”.

Hun rystede sørgmodigt på hovedet, ak, hun kunne ikke flyve. Og sorgen over tabet af sin ven føltes så tung, som havde hun bly i kroppen. Hun stod dér på jorden, i haven, i vinden og lod tårerne få frit løb. De fløj som regndråber fra hendes øjne og blev grebet af luften. Hun smagte på dem med tungen, opdagede hvor salte de var og hun slikkede dem i sig, som drak hun af sin egen flod og smerte.
Ørnen blev ved med at cirkle rundt over hende, kaldende og insisterende.

”Kom nu. Du har bare glemt, at du kan flyve. Husker du ikke vores sidste rejse, hvor der ingen adskillelse var? Du fløj, du var mig. Ørnen. Du lettede og så jorden oppefra, fandt et nyt perspektiv og en anden måde at se din situation på. Verden blev både mindre og større på samme tid. Det er i situationer som denne, hvor onde og smertefulde de end er, at du opfordres til at sprede dine vinger og lette. Ørnen cirklede rundt som i en slags vinddans for at vise hende hvordan. Hun græd, mens hun betragtede den smukke fugl, sit kraftdyr, på afstand. Der synes uendeligt langt mellem hende, tungheden, sorgen og den lethed, ørnen lagde for dagen. Igen rystede hun bare på hovedet. Hun kunne ikke flyve og intet kunne lette hendes sorg eller smerte.
”Jeg beder dig ikke flyve for at det skal lette smerte eller sorg” sagde ørnen og landede pludselig foran hende. Hun betragtede ham og så hvor smuk og yndefuld han var. Hans blik borede sig ind i hendes og hun så sin egen sårbarhed spejlet i hans øjne. Hun så hvordan hele hendes væsen var sunket sammen i sorgen over tabet af ven, den ven, der havde vist hende, hvordan man virkelig danser som kvinde. De havde løftet og støttet hinanden gennem tykt og tyndt og bruddet mellem dem var en kæmpe sorg i hendes hjerte. Det så hun i ørnens øjne. Så hvordan sorgen havde lagt et klæde over hende. Det var som om hun befandt sig bag en tyk sort sky af smerte. Den klædt hende ikke, sorgen, for sorg klæder ingen. Alligevel er vi nødt til at bære den for at kunne blive hele og smukke igen.

”Jeg beder dig om at flyve med sorgen og smerten”, fortsatte ørnen og blev ved med at kigge dybt i hendes øjne. Det føltes som et favntag, hans blik var blidt og gennemtrængende, som om han med synet alene kunne lindre det, der gjorde så ondt. ”Jeg inviterer dig til at give det en chance. Kom nu, spred dine vinger og flyv”.
Modvilligt lod hun sig overtale. Der kunne jo ikke ske noget ved at forsøge. Det værste der kunne ske, var at hun faldt ned og døde, men på en måde var det jo allerede sket. Hun havde intet at miste. Hun lod sig glide ned på græsset, lagde øret mod jorden og hørte trommelyden i det fjerne. Det var som om jorden omsluttede hende og tog hende til sig. Med lukkede øjne lå hun og lyttede til trommen og den monotome rytme, der tog hende med. På rejse, gennem hullet, tunnelen og ud på den anden side. En grøn eng lå langstrakt foran hende. Der var frodigt og engen var omgivet af vældige træer, der strakte sig mod himlen. Uden tøven gik hun hen til den træstub, hvor hun altid satte sig, når hun skulle ud og flyve. Det var dansestubben. Stedet hvor hun viste ørnen, at hun var mødt op og var klar til sin rejse. Og hvor hun lærte, at man sagtens kan sidde ned og danse.

Der sad hun længe og ventede uden egentlig at gøre det. Hun faldt til ro, mærkede hvordan åndedrættet lagde sig til rette og fandt sin helt egen rytme. I det fjerne lød trommer og torden. Luften var tung og fugtig og hun døsede. Pludselig var han dér. Svævende over hende, hun kendte lyden af hans vingeslag og mærkede vinden i håret. Hun rejste sig, strakte armene og begyndte at danse. Rundt og rundt dansede hun, mens ørnen svævede over hende i samme cirkel. På et tidspunkt blev hun så rundtosset, at hun troede hun ville dejse, men i stedet lettede hun lige dér. Mærkede vinden omslutte kroppen, fornemmede suset og snart var hun i luften. I et kort øjeblik sammen med ørnen, men snart var hun selv ørn. De var ikke længere adskilte.
Hun fløj med sorgen og smerten. Og mens hun fløj, havde hun en samtale med ørnen, der fortalte hende om venskaber, kærlighed og sorgen ved at måtte sige farvel.

”Det er, når vi er allermest sårbare, at faren for at blive såret er størst. Det giver sig selv. Vi åbner os og gør os modtagelige for ikke alene kærlighed men også for smerte og svig. Når vi er åbne og sårbare i venskaber kræver det, at vi kender hinanden godt nok til at vide, at selvom vi begår fejl og gør dumme ting, så mener vi det godt. Sårbarheden skal være så rummelig at den kan tåle det. Også selvom det gør ondt.”
”Men hvad når sårbarheden ikke kan tåle det? Hun fløj, men hun følte sig stadig tung og trist. Hvad betyder det så? Og hvad hvis vi kommer til at træde forkert, gør noget, som sårer den anden part?”

”Tilgivelse kræver, at hjertet er åbent”, sagde ørnen. ”Og det er mit vigtigste budskab til dig i dag. Hold dit hjerte åbent og bliv ved med at elsk fra det sårbare sted. Favn dig selv og den anden, bad i kærlighed og bed om nåde. Det er en del af det at være menneske. I træder forkert og må lære at rumme ikke alene jeres egne fejltagelser men også andres. ”
”Jeg gjorde noget utilgiveligt”, fremstammede hun og så, hvor lille jorden var under hende. Måske, hvis hun fløj højere og højere, ville jorden forsvinde helt og med den hendes menneskelighed. Fejl, mangler, sorg og smerte. Hun lagde uvilkårligt kurs mod højere luftlag, men ørnen fik hende på bedre tanker.

”Du begik en fejl, men kærlighed er tilgivelse. Jeg ved, hvad der skete, jeg så det jo. Jeg ser alt, hvad du laver, gør og jeg ved, hvad du tænker og føler. Du blev grebet af en stemning og forført af nogle ord, som ikke var dine. Du kom for tæt på et minefelt, du trådte forkert og minen blev udløst. Naturligvis har eksplosionen såret dig dybt. Du troede at du og din ven var uadskillelige, men pludselig var du igen alene.”
”Det skræmmer mig ikke at være alene”, svarede hun. ”Jeg kan leve med mine fejl og mangler, jeg kan se dem i øjnene på samme måde, som jeg ser og accepterer min svaghed. Men det er tabet af en kær ven, der smerter mig. At det at træde forkert skulle koste et venskab og et menneske, der stod mit hjerte så nært.”

”Hvordan føles det så nu? Har du givet slip og lukket din ven ude af dit liv?”
Hun rystede sørgmodigt på hovedet.

”På ingen måde. Jeg elsker stadig min ven og vil altid gøre det. Hver eneste aften siger jeg en bøn og sender hende kærlighed.”
”Det er også det eneste, du kan gøre. Blive i kærligheden og holde dit hjerte åbent. Det er, når vi lukker hjertet at bitterhed opstår. Det er, når vi lukker hjertet at tilgivelse og forsoning bliver umulig. Men det er ikke alle, der kan eller tør holde hjertet åbent. De er nødt til at beskytte sig selv og lukke helt af, når der udløses en bombe af et fejltrin. Det er som en lavine og ja, det føles som en indre eksplosion. At lukke hjertet er nærliggende. Trygt. Men det eneste, du oprigtigt kan gøre nu, er at holde hjertet åben både for dig selv og din ven. Leve med dine egne fejl uden at tænke ondt om hverken dig selv, din ven eller situationen, som udløste eksplosionen.  Du opfordres til medfølelse.”

Hun fløj lidt uden at sige noget, mens hun smagte på ørnens ord. Selv heroppe i de højere luftlag føltes både smerte og sorgen tung om hjertet. Som en knytnæve, der holdt for hårdt. Hendes tårer løb igen, fik frit fald og vandede jorden under hende.
”Selv i sorgen trænger blomster og planter til vand” nikkede ørnen og kyssede hende blidt på kinden. Især i sorgen.”
Lidt efter landede de igen på jorden ved træstubben. Trommen kaldte hende hjem, hun skyndte sig at sige tak til ørnen og snart sad hun alene tilbage i sin egen stue. På bordet stod kruset med kaffen, der nu var blevet kold. Rastløst rejste hun sig fra stolen og gik hen til vinduet. Stod lidt og stirrede ud i horisonten, hvor vinden ruskede i træerne. Efteråret nærmede sig. Det bliver et trist efterår, tænkte hun og endnu en tåre faldt. Jeg savner min ven.

Mens hun stod i vinduet fik hun øje på noget. Midt på græsplænen var en lille blomst skudt op. Hun var ganske sikker på, at den ikke havde været dér før. Nysgerrig gik hun ud af døren til havestuen og stod snart foran den lille blomst. Den dansede i vinden, sejlede fra side til side og så næsten ud som om den smilede. Dens kronblade var blodrøde og den var af en art, hun aldrig før havde set.
”Hvor er du kommet fra, lille blomst?” spurgte hun og bukkede sig ned, så hun bedre kunne se den. Det var den smukkeste blomst, hun nogensinde havde set. Farven, intensiteten og den slanke stilk. De grønne blade lignede små hjerter.

”Jeg kom af dine tårer” svarede blomsten med spæd stemme. ”Du øste af dit inderste, lukkede op for både sorg og smerte og tårerne faldt på jorden og gav nyt liv. Jeg er et budskab til dig om, at der findes et liv på den anden side af sorgen og smerten. Men det går ikke over. Du skal gå over, når du er klar.”
Hun nikkede. Det er ikke altid det går som ønsket. Det er ikke alt, man kan rette op på, selvom man gerne ville. Ikke alle fejltrin fører tilbage i den retning, man ønsker. Man må gå videre og være med sorgen, egne fejl og den smerte, der er i et farvel. Jeg kan ikke flygte, tænkte hun og ønskede det heller ikke. Hun havde lært, at man hverken eller skal flygte fra mørket, smerten eller sorgen. Man må blive og være med de svære følelser.

”Hvad hedder du” spurgte hun blomsten.
”Håb” svarede blomsten og dansede videre i vinden. ”Bær mig i dit hjerte. Og jeg kan kun vokse dér, hvor hjertet er åbent og jorden er sårbar. Luk aldrig dit hjerte, men gå i kærlighed.”

Den aften gik hun tidligt i seng. Det havde været en lang dag og hun var udmattet. Hun lagde sig på sengen og faldt i søvn. Dybt ulykkelig over tabet af sin ven men med håb i hjertet.
 
Lene Frandsen, august 2015
Fra min egen skriverejse

lørdag den 8. august 2015

Barnet i lyset


 
Jeg har en historie til dig. En fortælling er undervejs, født ved daggry som et lysglimt i horisonten. Den slags fortællinger finder altid en fortæller til at give ord og sætte fri. Ser du kragerne på hegnet derude? De ved det. De sidder dér for at minde dig om at forholde dig åben og modtagelig. Du behøver ikke at vente eller anstrenge dig unødigt, men du vil vide, når det er tid. En budbringer vil dukke op og overrække dig kortet, som indeholder fortællingen, men det er din opgave at folde den ud. Akkurat som tidligere. Det er din opgave at lade din intuition og din fornemmelse for det usagte finde ord. Ser du kragen på plænen som kommer nærmere det åbne vindue? Mærker du regnen derude, den fugtige luft og duften af vådt korn og græs? Fornemmer du tungheden, døsigheden, den afventende stemning af sensommer? Alting ånder fred, en slags venteposition, der egentlig ikke er det. Men alle ved. Noget er snart klart til at blive fortalt og du er dets fortæller.
* * *

Det er vinter, tror jeg. Bag mig hyler en ugle. De nøgne træer står som tomme silhuetter mod den iskolde himmel, der pludselig får et andet skær. Det, der før var gråt, nærmest sort, forvandler sig til lilla. Violet. Mellem træerne kommer et lys til syne. Jeg tænker først, at det må være solen og mit hjerte glædes i små stik af forventning. Det har været koldt og mørkt. Vinteren slukker for lyset, dæmper det hele, livet trækker følehornene til sig og alting går i dvale. Korte dage og lange nætter. Mørke nætter med drømme som tråde af spindelvæv, der hele tiden vokser. Kræver. Mere. Så når man ser et glimt af solen vågner man brat og hjertet håber.


”Fortællingen handler om sjælens vinter”. Stemmen er lys som et barns. Pludselig ser jeg strålerne brede sig på himlen mellem træerne og et ansigt kommer til syne. En rund kugle af lys svæver foran mig og i midten ser jeg et barns ansigt. Jeg går forsigtigt et par skridt nærmere, bange for at skræmme lyset og det fine barneansigt væk.
”Kom bare nærmere og varm dig ved mine stråler”. Den lyse stemme fniser fornøjet og uhøjtideligt. Jeg kommer uvilkårligt til at smile selv.

”Hvem er du?” drister jeg mig til at spørge.
”Barn af vintersolhverv” fniser stemmen og et smil kommer til syne midt i de gule stråler. Jeg hører subtile toner af harpemusik mellem træerne, så en trommelyd og pludselig ser det ud som om træerne danser. De bevæger sig i glidende, harmoniske cirkler og deres dans er så intens og smittende, at jeg uvilkårligt må svaje med. Sådan står vi lidt og svajer, danser, træerne og jeg, mens musikken bliver højere og endnu mere dragende. Hele jorden danser.

”Vinterdans” udbryder barnet og latteren bølger gennem den iskolde vinterluft. Jeg mærker varmen fra lysets ånde, den sødlige duft af barn og får pludselig et indre billede af et blommetræ i blomst. Som om jeg gennem lyset og latteren fragtes ind i sommeren. Vinterdansen går mig kåd og snart ler jeg sammen med barnet i lyset.
”Er det virkelig allerede vintersolhverv” udbryder jeg pludselig og musikken stopper brat. ”Hør nu her, det var jo sommer lige før. Hvad skete dér, var jeg uopmærksom et kort øjeblik?

”Du blev bedt om at tage imod en fortælling” minder barnestemmen mig om og træerne nikker samtyggende. En fortælling som foregår ved vintersolhverv og som handler om din egen genfødsel. Kan du ikke se det? Nej, det kan du vel ikke, for din egen modstand har rejst sig som en mur i dit indre. Du tror ikke helt på den slags, på magien i fortællingen, der som en tidsmaskine kan fragte dig lige derhen, hvor du har brug for at være. Men du er kommet for at lære det og erkende det. Acceptere det i sådan en grad, at du ikke længere stiller spørgsmålstegn. Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, der allerede findes i dig selv. Men du er nødt til at turde lade det vågne.
”Jeg troede, at fortællingen her blev født ved daggry og overbragt til mig for at få ord?”

”Det er sandt. Men du ville ikke kunne skrive fortællingen, hvis du ikke allerede selv havde høstet de fornødne ord. Ord gjort af levet liv og erfaring, men også af visdom og indsigter fra tidligere liv. Det er alkymi og som fortæller er du alkymisten. Det er ikke dit job at skabe tvivl og spild, tværtimod, du er budbringer af magi og visdom. Og skal vi så komme videre med selve fortællingen?”
Jeg nikker bare.

”Så hvad er det, jeg skal lære her midt i fortællingens vinter? Sjælens vinter, som du kaldte den?”
”Du er kommet til sjælens vinter for at gå mod lyset. Opfordringen til dig er at bevæge dig fremad med ny energi i forståelse af, at du er genfødt. Den kvinde, du er nu, er et resultat af de valg, du tidligere har truffet og den vej, du har sagt ja til. Du er kommet til et tidspunkt, hvor du er klar til at efterlade dit gamle gods, alle de tanker og overbevisninger, der tyngede dig og gjorde dig usmidig. Læg dem her hos mig og træerne i vintersolhverv. Læg alt det fra dig, som ikke længere tjener dig og som fornærmer din sjæl. Giv slip på mere, end du umiddelbart tror, at du kan undvære, for du vil snart opdage, at det gør dig både lettere og gladere. Fri.”

Jeg sukker og kan mærke, at det er et svært øjeblik. Men så begynder jeg langsomt at tømme min bagage. Der ender med at ligge en kæmpe dynge af tunge følelser, usande historier, giftige forbindelser og bekendtskaber og gamle, ubrugelige overbevisninger på jorden. Det ligner uvilkårligt forberedelserne til et bål og idet jeg tænker den tanke, ler barnet i lyset højt og hjertelig.
”Nemlig. Det er nu din opgave. At sætte ild til bålet dér og brænde det hele. Jeg er godt nok imponeret, tænk at du kunne bære rundt på alt det. Du må have følt dig forfærdelig tynget.

Jeg nikker sørgmodigt, chokeret over, hvor meget der ligger dér på jorden oplyst af strålerne fra barnet.
Jeg stryger en tændstik fra den æske, jeg på forunderlig vis finder i lommen, og sætter ild til nogle følelser, der til forveksling ligner en lunte. De antændes med det samme. Gammel vrede og frustration får bålet til at blusse og snart brænder det hele. Landskabet lyses op og varmen stiger til himmels. Musikken begynder at spille, snart danser træerne igen, men denne gang er dansen mere voldsom. Jeg stirrer ind i flammerne og ser alt det gamle brænde og dø. En sitrende vellyst går gennem min krop og en snert af frihed bølger i mig.

”Jeg var ikke sand mod mig selv” hører jeg pludselig mig selv sige. Jeg står foran bålet og ser på barnet i lyset gennem flammerne.
”Og derfor var du bange”. Barnet nikker anerkendende. Frygten tog bolig i dig, fordi du havde så travlt med at gemme dig bag det usande. Men du vidste ikke bedre, så bebrejd ikke dig selv noget. Det er en del af livet, af rejsen. Men tiden er nu kommet til at slippe det usande. Til at stå frem, som den du er, nøgen, sårbar og så fuld af styrke, at kraften danser fra dit indre og snurrer i dit bækken. Sæt det fri. Lyt til rytmen og følg den. En ny begyndelse har set dagens lys her ved vintersolhverv.

”Men egentlig er det jo ikke …” en slags indre protest løber over, som en flod der går over sine bredder. Ordene flyder ud af min mund.
”Du har fået fortællingen og skrevet dens budskab, så du husker det. Du befinder dig tilsyneladende stadig i sensommerens fugtige regnvejrsduft, du ser sommerfugle og svaler og mærker længslen efter mere varme. Mere sommer. En vis vemodighed sænker sig over dig, når du tænker på, at det snart er slut. Men hvad er det egentlig, der slutter? Der er ikke noget, som slutter, uden at en ny begyndelse finder sted. Og du er selv en del af den nye begyndelse. Se, hvordan bålet brænder. Grådigt slikker det dine gamle tanker, følelser og usande overbevisninger i dig, renser dig, så du kan blive mere fri. Mere dig. Du er nu fri til at lytte til sandheden og tage imod dens fortællinger. Du kan danse frit."

”Det lyder … stort.”
”Det er stort. Og det er dig. Alt det, der føles sandt og rigtigt, fortæl det, skriv det og sig det højt, ligegyldigt hvad andre mener og tænker. Du er valgt til at fortælle naturens historier, de fortællinger, der bor i morgengryet og i skumringen. Tror du måske, at det er tilfældigt, at du altid har følt dig bedst tilpas, når du færdes i naturen, i skoven eller havet, at det var dér, du følte dig forbundet? Eller sammen med dyrene? Nej vel. Du følte dig hjemme, fordi du var hjemme.

Barnet bliver en smule mere utydelig i røgen fra flammerne. Jeg træder nærmere, men røgen svier i øjnene. De løber i vand og jeg opdager, at jeg græder. Sorgen vælter op i mig og jeg synker i knæ foran det, der engang var mit liv. Skabt af noget, der slet ikke var mit og som på mange måder var usandt. Da jeg igen rejser mig med snot og tårer i hele ansigtet, er lyset mellem træerne væk. Barneansigtet er forsvundet. Jeg prøver at kalde, men mødes kun mit eget hjertes tavse skrig. Afskeden er hård og alt for brat. Der var meget, jeg gerne ville have spurgt det kloge barn om, som til forveksling ligner et babybillede, der sidder i min mors gamle fotoalbum. Mine første år.
Bålet brænder stadig, men flammerne er ved at dø hen. Alt det, der engang var mit liv, ligger nu som aske på jorden, aske der snart vil tages af enten regn eller vind. Træerne står vinterstille, men deres blotte tilstedeværelse er en stor trøst. Jeg er ikke alene. Og jeg ser pludselig fordelen i at lade mig rense ved vintersolhverv. At det netop er et helligt og vigtigt tidspunkt i årets cyklus og markerer det tidspunkt, hvor dagene igen bliver længere. Lyset vokser og på samme måde opfordres jeg til at vokse med det. Fra et nyt udgangspunkt, et nyt ståsted dybt i mig selv.

* * *
Kortet ligger på bordet foran mig. En svag duft af røg bølger stadig gennem stuen. Jeg kan dufte den i mit hår og i mit tøj. Underligt, for jeg har da ikke været i nærheden hverken af bål og ild. 



Lene Frandsen, august 2015
fra min egen skriverejse
Skrivehuset