Falken

Så dukkede der pludselig en falk op.

Mens jeg lyttede til min veninde, som vandrede ved min side langs åen, fik jeg øje på den. Yndefuldt svævede den få meter foran os. Landede på en stolpe og ventede roligt, indtil vi var helt tæt på. Så lettede den igen, svævede lidt frem i tiden og satte sig på en ny stolpe. Sådan fortsatte den lidt. Venindens stemme fadede ud, jeg hørte hende ikke længere. Jeg så kun falken og dens dans. Blev suget ind i et tidløst rum, hvor alting stod stille.

Jeg standsede op på stien og gjorde forsigtigt veninden opmærksom på, at en falk havde gjort os følge. Den vil os noget, bekendtgjorde jeg og hun tav, nikkede, det mærkede hun også. Men da vi nu begge havde set den, falken, lettede den og fløj hen over åen og marken. Og den tog stilheden med sig. Pludselig var verden i fuld vigør igen, vi mødte en anden vandrer på stien, vinden blæste op og det ruskede i træerne. Store regntunge skyer drev over himlen og vi skyndte os videre.

Jeg kunne ikke glemme falken. Den havde taget bolig i min bevidsthed. Jeg spekulerede over, hvad den ville fortælle og hvad den smukke svævende gestus fra stole til stolpe mon betød. Jeg tog den med mig hjem og den er her endnu.

Så dukker der pludselig en falk op.

I dag

 

Jeg har lavet kaffe, det er morgen, solen skinner gennem trækronerne, der er grønne til bristepunktet. Alting emmer af frodighed derude. Maj synger på sidste vers, jeg kan høre hendes fine stemme fra værelset på den anden side af gangen. Men hvordan kan jeg dog vide, at det er sidste vers? Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsigtigt drikker af kaffen, det aner jeg jo ikke, jeg formoder bare. Tanker strejfer, de fragter mig ind i næste uges datoer, bladrer som en vind i kalenderens blade, det hvirvler op og jeg er her ikke længere. Så nemt er det. At blive væk i fremtiden. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere skræmmende er det. Kvinden, der blev væk i fremtiden.

Det er Kristin Floods skyld. Jeg læser fortsat i hendes gode bog om det stille rum. Hver eneste aften smager jeg forsigtigt på ordene, et efter et, i skæret fra natlampen og til lyden af aftenvind mod ruden. I går gjorde månen mig selskab, også den ville gerne høre lidt mere om, hvad det dog er, der er med den stilhed. Den strakte sig ind over træerne, så den bedre kunne høre. For månen kan lytte, helt stille smøg den sig tættere på og lagde sit tavse øre til. Lyset gled ind i soveværelset som en skygge.

Jeg læste, helt langsomt, som det hører sig til med bøger som den, Kristin Flood har skrevet her. Ordene fragtede mig ind i stilheden og gjorde mig klar til natten. Fuld af respekt og ærbødighed banede jeg mig vej gennem et usynligt tæppe af lyd og mærkede pludselig den godgørende stilhed opfylde mig. Så lyttede vi. Månen og jeg.

Øjeblikkets brønd er bundløs.
Den tilbyder os sin spontanitet,
sin kreativitet, sin intelligens, sin visdom.
Det er op til os at begynde at øse.

Vores tanker glider hele tiden frem og tilbage i tiden, siger Kristin, og derfor er det vanskeligt for os at erfare og forstå øjeblikkets magi. Det kræver noget af os at holde tankerne i seletøjet. Desuden er det nødvendigt, at vi forstår, hvad det indebærer at tankerne hele tiden løber ind i fremtiden. For hvorfor skal vi ellers holde fast i seletøjet?

De gode øjeblikke. Kan man indfange dem? De kommer og går, men den eneste måde at erfare dem på, er at befinde sig lige midt i nuet. Øjeblikkets brønd er bundløs, den bugner af spontanitet, intelligens, kreativitet og visdom. Men hvis vi hele tiden vandrer med vores tanker i fremtiden, vil vi aldrig kunne smage på det magiske vand, som øjeblikkets brønd tilbyder os. Da jeg læste det, blev jeg øjeblikkelig trist, jeg forstod pludselig endnu stærkere, hvad jeg går glip af, hvis jeg ikke er til stede her og nu.

En magisk brønd, tre små ord, gode øjeblikke, perler på en snor.

I dag. Forfatteren John Ruskins hængte et lille skilt op på spejlet i sit badeværelse, hvorpå der stod: I dag. Og hver eneste morgen mødte han sin egen påmindelse, det var hans her-og-nu disciplin.

Jeg har kun i dag. Lige nu. Og dette øjeblik er perfekt, en udsøgt delikatesse, en smuk perle, som jeg betragte og være med. Foran mig, lige her, er en brønd fuld af øjeblikkelig magi. Jeg skal ikke anstrenge mig eller ændre noget. Jeg skal blot være her, med det, der er og begynde at øse.

I dag.

Det gælder om at huske

Det gælder om at huske det, der er godt. Kender du det? Man har det med at glemme. Glemme, at man trives med ugentlige pauser, hvor man går alene ud i skoven. Glemmer, at man bliver så glad, når man har en god aftale med verdens sødeste veninde og at man egentlig havde lovet sig selv og hinanden, at det skulle være en månedlig tradition, det gode møde. Glemmer, at man elsker hvide asparges og man vil bruge dem i alle mulige og umulige retter, mens tid er og det er sæson. Og meget mere. Noget af det, man glemmer, er måske endda ting, som er med til at berige ens liv betydeligt. Små ting, som oftest, der bare bliver glemt i farten. Fordi man har travlt. Travlheden æder sjæle. På samme måde som angsten gør det i Fassbinders formulering. Men altså. Man glemmer.

I går stoppede jeg op. Pludseligt. Jeg kunne mærke, at det var nødvendigt. Og jeg måtte huske mig selv på, at det faktisk var fremgang, at jeg huskede at jeg havde glemt noget. Drømmen. Den gode.  Alt det, der tænder ild og som man kan varme sig ved på regnvejrsdage som i går. Det bliver hurtigt hverdag, også hvad gode drømme angår. Pludselig sidder man og lytter til en skatteekspert og hvordan man skal ordne sit momsregnskab, før man overhovedet har tjent en krone. Vinden hyler i vinduesskodderne og man spørger sig selv, hvor man overhovedet er på vej hen. Og det er et godt spørgsmål. Faktisk bør man stille sig selv det lidt oftere. For man har nemlig mulighed for at rette ind, huske på det væsentlige og lave justeringer, der gør, at man følger glæden og ikke bliver forført af alt muligt andet. Selvfølgelig skal man have styr på momsregnskab, skattefar skal jo også være glad, men hvad hvis man mærker, at man ikke selv er det. Glad. Sådan rigtigt?

Jeg stoppede op, slukkede for computeren og gik ned til det store bord i spisestuen. Med mig havde jeg mine tidligere mindmaps og forskellige udklip fra blade og magasiner. Tekster og billeder, som jeg instinktivt havde klippet ud, fordi de fangede mig og pirrede ved noget i mig. Små glade opråb. Ord, der fangede essensen, noget af det, min drøm er bygget op omkring. Fundamentet er vigtigt. Formålet. Og det skal plejes, det ved jeg godt, men ikke desto mindre glemmer jeg det. Og gemmer det, det fylder så meget, de fine mindmaps og alle udklippede, så de ender i en bunke på skrivebordet, hvor jeg faktisk ikke ser dem. Det er ikke meningen. Den slags skal op på væggen, opslagstavlen eller i hvert fald ligge fremme, så man hele tiden bliver mindet om, hvad det er, der har tændt drømmens gode lunte og som gør godt og varmer i kølige stunder.

Jeg spredte det hele ud på spisebordet. Og midt i det hele stod den tændte lanterne, en lille fin sag med farvet glas, som jeg for nylig faldt over. Der er noget magisk og inspirerende over den, synes jeg. Den får mig til at tænke på Tusind og én Nat. Den er med til at skabe en slags eventyrlig stemning og inspirerer mig i forhold til skrivning og i det hele taget. Kaffekoppen kom også med. Udenfor regnede det, dråberne silede i en lind strøm ned af vinduet og det, der var kommet af sommer, skyllede væk forfulgt af kaskader af vand. Men min drøm var intakt, det så jeg pludselig. Jeg blev glædelig overrasket over de gode ord og tegninger, de tidligere mindmaps og alle de udklip, jeg nu spredte ud foran mig.  

Jeg tegnede et nyt og opdateret mindmap, beundrede en finurlig tegning, jeg på et tidspunkt har lavet, også den havde jeg glemt og så lavede mig jeg en ny slags bog. Jeg overførte elementer fra mit mindmap til første side i bogen og så skrev jeg lidt. Frem kom limstiften, for nu så jeg pludselig, at de mange udklip ville passe perfekt ind i bogen. Og jeg fik lyst til at lave nye udklip, jeg har en stak blade liggende, det er bare at bladre i dem og lade sig fange. Klippe ud, helt instinktivt, ikke tænke for meget, men følge glæden og det, der opstår, når man ikke lader sig fange i sindets kvælende labyrinter.

Har du lavet et mindmap? Eller en bog, hvor du skriver om det, der gør dig glad, som du gerne vil huske på? En hemmelig drøm, du går og tænker lidt på, overvejer, om du en dag kan føre den ud i livet. Gør du noget med den drøm? Kan den fortælles i en tegning? Eller med ord? Eller begge dele?

Selv er jeg glad for min nye drømmebog med tegninger, landkort, drømmeskitser og andet godt. Den skal frem mindst én gang om ugen, så jeg ikke glemmer …  

 

 

Jeg mærker regnen

Some people feel the rain. Others just get wet.
- Bob Marley –

Jeg vidste det, allerede inden jeg åbnede øjnene. Måske hørte jeg lyden af dråberne, det er ikke usandsynligt, men det var følelsen, der vækkede mig. Følelsen af regn. Og det var en blid slags regn, det mærkede jeg, den slags der siler og bader landskabet i godgørende dråber. Måske trængte jeg også til vand, for jeg smilede, da jeg kiggede ud af vinduet og så det slørende landskab svøbt i dråber. Disen lå over markerne, den gule rapsmark i sin karakteristiske dragt og kløvermarken klædt i grønt. Grøn af den dybe slags.

Jeg mærker regnen. Og sådan har det altid været, selvom ikke alle har forståelse for den slags. Pjat. Regnen falder og man bliver våd, hvis man bevæger sig udenfor. Vasketøjet hives ind, hvis det hænger ude, dråberne drypper fra træerne og laver små melodier i vandpytterne. Pjat. Melodier. Hvor har du fået den ide fra? At regnen laver musik, nogen hoster hånligt, din fantasi fejler i hvert fald ikke noget! Der er noget underligt ved den pige, noget, vi ikke helt forstår. Skal vi mon være bekymrede for hende? Følelsen af regn, lyriske dryp fra træernes kroner, falder ned gennem bladende, skaber musik på vejen, hvert et blad har sin lyd, sin måde at modtage dråberne på, inden det giver dem videre. Dråberne. Musikken.

Jeg har altid mærket regnen. Også selvom de ikke helt forstod det. De voksne. De andre.  For ikke alene kunne jeg mærke regnen og at den gjorde noget ved mig, jeg kunne også mærke, at de ikke forstod det. Modstanden, fornemmelsen af, at jeg var anderledes, hvad den slags angår. Jeg har åbenbart adgang til en verden, de ikke ser, tænkte jeg. Hvorfor?

Vi gik tur, alting duftede, der var spirer og fuldmodne bristefærdige knopper overalt. Det var i slutningen af april, vi var i sommerhuset, og vi endte altid nede på stranden helt ude ved kanten af fjorden. Vandet dragede. Jeg var fascineret af den måde, regnen faldt på vandoverfladen og lavede små ringe i vandet, lyden, musikken, himlen der spejlede sig, den måde vandet skiftede farve på og muslingerne, der var skyllet ind på land. De andre snakkede. Vær stille, tænke jeg, kan I ikke høre det? Den smukkeste musik.

Langt senere har jeg erfaret, at jeg er det, man kalder særligt sensitiv. Jeg er en af dem, der mærker regnen. Jeg har sans for subtile undertoner og intet er, som det ser ud på overfladen. Alting ulmer af liv og energi. Da jeg var barn, vidste jeg instinktivt, hvad de andre følte. Det var lidt af et ansvar. Tungt til tider. Og på et tidspunkt holdt jeg op med at se på min sensitivitet som en gave, det blev en slags forbandelse, for alting gik så forbandet dybt og kunne gøre så utrolig ondt. Og det var som om jeg stod helt alene med min viden, følelserne, fornemmelsen af regnen og den musik, som ingen andre synes at kunne høre. Anderledes. Jeg er anderledes.

Jeg har fået en gave, som ikke er alle forundt. Men vi er mange endda. Særligt sensitive. Heldigvis. Og det er ikke en sygdom, skal jeg huske at skrive. Det er en gave. Hvis man vælge at se på den som sådan. En gave. En særlig sensitiv og sanselig gave, der kan give oplevelser af helt særlige dimensioner.

Først sidste år var der en skøn kvinde, selv særligt sensitiv, der gjorde mig opmærksom på, at jeg sandsynligvis var særlig sensitiv. Jeg tog en test, jeg læste lidt her og der og talte med en anden skøn og klog kvinde, selv særligt sensitiv, og pludselig gik det op for mig. Særligt sensitiv. Det var en lettelse. Det forklarede så meget. Nu læser jeg blandt andet i bogen ”Særligt Sensitive Mennesker” af Elaine N Aron og jeg følger med på en fin side på Facebook, som hedder Det Sensitive Liv. Jeg forsøger nu helt bevidst at tage mine forholdsregler i forhold til, hvordan jeg fungerer og hvad jeg har behov for. Fordi tingene har det med at berøre mig dybt og inderligt. Fordi stemninger påvirker mig. Og fordi jeg brug for at lade op, når jeg har brugt energi. Rytmemenneske.

Jeg er særligt sensitiv. Jeg er, som jeg er!

Rabarber

 

Morgenen startede med en tur ud i majvinden. Det suser om ørerne og har gjort det i dagevis. Vi kan ikke sidde ude, her er ikke læ nok, krukker og fine blomster flyver i hegnet. Hvorfor fældede du nogle af de største træer?, spørger kæresten sig selv og siger det højt. Jeg har undladt at stille det spørgsmål. Sket er sket. Og det er også usandsynligt blæsende for årstiden. Jeg kalder det storm. Maj trækker på skuldrene. Den lægger sig nok snart, vinden, den har gjort det godt. Arbejdet på overtid. Vinduerne klaprer om natten, vækker os, vinde fra fjerne himmelstrøg forvilder sig ind i soveværelset og blander sig i mine drømme. En duft af Sahara, hvordan dufter det?

Morgenen startede med en tur ud. Vi går lidt længere i weekender og på helligdage, det skal ligesom markeres med flere skridt. Ud af landevejen, helt ud af landsbyen. Hundene får en ekstra en på opleveren, der er meget, der skal undersøges og indstuderes. Vi væbner os med tålmodighed og bliver blæst igennem. Vinde fra fjerne himmelstrøg kommer forbi og jeg er pludselig et helt andet sted. Jeg har noget med dufte. De tager mig på langfart.

Det er Pinse og der kommer gæster i eftermiddag. Jeg har købt ind, men der skal ordnes lidt praktisk. Og der er specielt en lille syssel, som jeg glæder mig meget til. Den er indbegrebet af denne årstid, essensen af tidlig sommer. Rabarber. De lange røde stængler med den syrlige aroma. Fuldstændig uspiselige i sig selv, rå, jeg ved det, vi smagte på dem som børn. Stak dem ned i sukkerskålen og legede at det var et udsøgt stykke slik. Det hvinede i tænderne og den rislende fornemmelse bredte sig til hele kroppen. Jeg indrømmede ikke, at de smagte forfærdeligt. Og det tænkte jeg egentlig heller ikke, for jeg var samtidig fascineret af det syrlige chok, jeg fik. Og det var jo sommer, vi var på landet, som vi kaldte det, sommerhuset. Der afprøvede vi alt muligt, som vi ikke fik lejlighed til i løbet af ugen. I byen. Når vi var på landet, fulgte eventyret med. Lige i hælene, der var altid noget at udforske og opleve. Anderledes. Spændende.

Et bundt rabarber. Fuld af minder. Nu kommer de tilbage og indlægget har pludselig udsigt til at blive meget langt, hvis jeg skal nedfælde dem alle. Det skal jeg ikke. Men jeg skal koge rabarber med rørsukker. Intet andet. Og den trevlede røde sovs skal serveres til ægte flødeis. I aften. Som dessert.

Det er en glædelig ting. Noget af det, jeg samler på. De små hverdagsting, som er store i sig selv. Et bundt rabarber. Fuld af minder, en syrlig kontrast til den sødmefyldte nougatis.

Rabarber. I grunden et herligt ord!

Torvehaller og skrivende sjæle

 

Turen gik til København. Igen. I går. Med det langsomme tog, som standser ved alle stationer og i stillekupeen med telefon og samtale på lydløs, rejste jeg til hovedstaden for at mødes med en spændende kvinde, jeg har lært at kende via bloggen.

Vi satte hinanden stævne ved Nørreport, Mia og jeg, og så begav vi os de få meter hen til Torvehallerne, hvor ingen af os havde været før. Det fortrød vi bestemt ikke. Det er et skønt og inspirerende sted fuld af fristelser og lækkerier, meget at kigge på og dufte til. Et mekka for madelskere! Kaffe, chokolade, økologiske grøntsager, krydderier i alverdens farver og med et fristende slør af dufte, brød, kager, fisk og kød, specialiteter fra alle verdens hjørner … vi kunne bare komme an.

Men inden vi kom an og købte lidt godt med hjem, spiste vi frokost udenfor i solen og fik vendt verdenssituationen ud fra et skrivende iværksætterperspektiv. At have ord og skriveglæde til fælles giver meget at snakke op og nye ideer opstod. Ideer, som vi hver især tog med os hjem og nu kan tygge videre på.

Vi fik også snakket gamle dage, eftersom vi faktisk gik i samme folkeskole, dog uden at kende hinanden, og vi talte om dyr. En sjov allike fulgte snakken fra en cykelsaddel og gav sit besyv med. Jeg tror sørme også, at den var en slags skrivende sjæl. Og så holdt den meget af pomme frites med rosmarin.

Tak for nogle hyggelige timer, Mia. :)

Noget på hjerte

 

Der er morgener, hvor jeg glider ud af søvnen og ind i ord. De er som en ny slags dyne. Et hus fuld af hemmelige rum.  Det er en følelse, noget rumlende som torden, en lyst, der leger. Noget vil skrives. Den følelse er en ædelsten. Den er selveste kernen i kreativiteten. Og det er i grunden ligegyldigt, hvad det ender med, når blot jeg overgiver mig til processen.

Det har taget lang tid. Først nu forstår jeg. Uden egentlig at forstå. Ordene har deres eget liv. Der er en anden dybt i mig, som sidder med sin fyldepen og venter på at få tid. Tid til at udtrykke det, der ikke kan tænkes. Tid til at formulere det, der ikke kan råbes fra sindet eller i hastig fart. Det er noget glidende, syngende og sanseligt subtilt. Ord. Mit kreative materiale.

’Er det ikke skønt’, mumler Maj, mens hun tygger ivrigt på sin blyant. Hun sidder på meditationspuden med sin skriveblog og formulerer sig. ’Man kan skrive lige hvad man vil. Man behøver ikke at spørge nogen om lov. Det er fra det sted, at det virkelig gør godt at skrive. Ikke at tænke, føle eller foretage sig noget som helst andet end at give slip. Hokus pokus. Så kommer det. Rullende, rumlende, flydende og perfekt i sig selv.’ Hun taler til mig, samtidig med at hun skriver. Og jeg skriver. 

Så stopper jeg pludselig og ser på hende. Frodig som hun jo er, Maj, sidder hun med udslået hår, dybt koncentreret om at fange ordene, som de springer ud. Fuldmodne knopper gør sig klar. Tæppet går op. De træder forsigtigt ind på scenen, en efter en, så går det pludseligt hurtigt. Hun bider sig i underlæben, øjnene smiler, håret falder ned og skjuler en del af ansigtet. Jeg holder næsten vejret, jeg kan mærke, at det er spændende og vigtigt, det hun skriver, et efter et fanger hun ordene og giver dem plads i bogen. Hendes ansigt skifter form, et strejf af forundring glider forbi som en skygge, hun tøver, smager, skriver videre.

Hun skriver fra det sted. Det hemmelige sted. Fra det sted, hvor det gør så godt at skrive. Når man er dér, er der ingen i hele verden, der kan påvirke noget som helst. Det er som gå ind i et hemmeligt rum i det hus, man har boet i hele sit liv. Der er en dør, den er låst og nøglen mangler. Man går forbi rummet utallige gange i løbet af ugen og hvis man går langsomt nok, kan man høre nogen sukke. På den anden side af døren. Så ser man nøglen mangler og sindet husker ikke, hvor den befinder sig. Nøglen. Så går man videre, man har jo som regel travlt med et eller andet og ingen kan låse den dør op i hastværk.

Men så en morgen opdager man, at nøglen ligger på puden. Man ved det, allerede inden man slår øjnene op. Og det er en god følelse, den varmer og fortryller, den er så behagelig, at man slet ikke har lyst til at åbne øjnene og se, at det bare er en drøm. Man er jo lige vågnet eller rettere sagt, det tror man, at man er. Glædeligt er det, når man opdager, at nøglen virkelig ligger der. Så tæt på at man næsten ikke kan se den. Man skal blot række forsigtigt ud. Røre den. Tage den. Og langsomt bevæge sig i retning af døren, som blot venter i stilhed på, at man skal sætte nøglen i. Sukkene bliver højere. En slags frydefuld sitren rejser sig fra en dyb lænestol i stilhedens hule. Døren knirker uden lyd. Og så er man dér.

På det sted. Bag den dør. I stilhedens hule, hvor alting ender og begynder. Ordene danser. Sindet får plads i venteværelset udenfor. Det har ingen adgang til dette palads. For her bor selveste kreativiteten og den vil ikke forstyrres af ødelæggende tanker. Den er ren, fin og mild som den allerførste morgen. Og den har noget på hjerte.