fredag den 20. marts 2015

I lyset af sortmånen og andre formørkelser


 
Og det skulle komme fra en fugl ...
Det, der i går var en lun forårsdag er nu forvandlet til et tomrum af venten. Men i dag det ikke støjen af rastløs venten der rammer mig. Det er stilhed. Det er som om naturen holder vejret, alting ånder lydløst uden at gøre det. En fasanhane er fastfrosset på den store låge ud mod vejen. Et øjeblik. To øjeblikke. Så løfter han forsigtigt hovedet og ser sig omkring. Stadig i den tidsløse tilstand af venten. Jeg betragter ham fra badeværelsesvinduet og ser, hvordan han nu langsomt spankulerer fra den ene side af lågen til den anden. Temmelig højt til vejrs, synes han at mene, for nu ser han ned på jorden som om han overvejer, om han faktisk kan springe derned eller om han er nødt til at flyve. Han standser igen op for i næste sekund at flyvelande på jorden. En kunstfærdig blanding af flyvning og spring. Jeg smiler og anerkender hans stunt.
”Selv om de fleste mennesker i dag er optaget af at se mod himlen for at få et glimt af solen og formørkelsen, foregår de væsentligste processer langt mere jordnært. Vend også opmærksomheden indad, iagttag hvad der foregår inde i dig. Også der sker der et skifte. Noget gammelt giver slip og nyt liv opstår”.
Jeg hører stemmen som en sang gennem morgendisen. På vej ned af trappen, ind i stuerne. Uden at ænse det fragtes jeg til vinduet ud mod baghaven og får øje på den sorte fugl i et af de nøgne æbletræer. Harald. Kragen. Min gode ven, der altid bringer mig visdom i sin misforståede udklædning. Har du nogensinde hørt nogen ytre noget positivt om en krage, måske? Jeg husker sange om hæslige jægere og stakkels krager, der blev skudt ned. Døde. Sørgelige sange om sandheder, der kun kunne fortælles gennem melodi og lyrik. Som når vi ler, når vi har lyst til at græde. Men jeg holder af Harald. Så er det sagt.
Jeg åbner vinduet og vinker ivrigt til ham. Så naturen er altså ikke helt død i dag. Lettelsen bølger i mig som et tidevandssuk.
’Det er godt at se dig igen, Harald’, udbryder jeg, nu med hovedet helt ude af vinduet. Den fugtige kulde klistrer sig til mig som spindelvæv og jeg gyser uvilkårligt. Noget i mig fryser i dag. Som om jeg er blevet forkølet uden rigtig at være det. En tålelig træthed, som jeg har valgt bare at være med. Uden helt at forstå på mig på det, er noget i mig ganske klar over, at dette er et vigtigt tidspunkt på året. Lige nu. Og trætheden hører med.
Han svarer mig ikke, men sidder blot på sin æblegren og smiler gennem sorte øjne. Betragter mig på samme måde som en tilskuer gør det i teateret. Han mangler bare den lille teaterkikkert, men krager som ham behøver ikke dens slags hjælpemidler. Jeg mærker tydeligt, hvordan hans blik borer sig igennem mig og instinktivt forstår alt det, jeg endnu ikke selv helt har fattet.
’I lige måde’ pipskriger han og basker lidt med vingerne. ’Er du parat til at kigge lidt indad i dag?’
’Tja.’ Jeg trækker på skulderne og lukker vinduet. Nu har vi skabt forbindelse og jeg behøver ikke at stå i det åbne vindue og fryse. Jeg går hen til bordet og tager mit lyseblå krus med ingefær te og citron og drikker roligt. Så hører jeg den utålmodige del af min stemme ytre:
’Jeg havde jo håbet på fuld sol i dag. Som de fleste andre. Vi vil jo så gerne opleve solformørkelsen’.
Mine ord får ham til øjeblikkeligt at bryde ud i latter så hjertelig, at han hopper op og ned på sin gren og næsten er ved at dratte. I sidste øjeblik får han ved vingehjælp og snilde genoprettet balancen.
’Balance er evnen til at korrigere inden man falder’. Han trækker på de skuldre, som en fugl vist ikke har, men Harald er lidt anderledes, ser du. Han minder mig om nogen, jeg engang har mødt. Jeg kan ikke sætte fingre eller andre legemsdele på, hvad det er, men noget dybt i mig ved, at han ikke altid har været krage og måske heller ikke er det, når han ikke sidder der i æbletræet og taler med mig. Han har blot forstået at jeg er blevet modtagelig for fugle, at jeg har fået en slags beundring for dem. Det, der før var en veludviklet fuglefobi, er nu blevet til … noget der minder om kærlighed.  Jeg får lyst til at sige til ham, at jeg har gennemskuet ham, men den slags åndelig vished behøver ingen ord. Så jeg smiler blot tilbage til ham og nikker, jeg er enig i det med balancen. Balance er også en slags bevægelse.
’Så du er lettere skuffet over vejret?’ Han ser granskende på mig og nikker som svar. ’Typisk. Menneske. Solformørkelse. Du vil gerne have sol, så du kan se den … forsvinde. Blive mørk?’
’Ja for pokker, søde Harald, det er jo et sjældent naturfænomen. Hele verden har købt briller specielt egnet til formålet og flere er blevet velhavende på at sælge dem. Og så vågner vi op til en dag fuld af tåge, dis og tvivlsomhed’.
Nu ler han igen, men denne gang er han fast forankret på sin gren og rokker sig ikke ud af flækken. Men hans kragekrop dirrer af lydløs latter.
’Ja ja ja. Den evige kontrol, den evige tilstand af forventning om et bestemt udfald. Og alting afhænger af det bestemte udfald, for I har satset så meget på det. Skuffelsen ligger på lur som en snigskytte i skoven. I har brugt penge på tåbelige briller, så I kan se solen blive sort. I har måske endda taget fri fra arbejde og står nu parat med briller eller anden form for beskyttelse, så I kan overvære noget, I alligevel ikke helt forstår.’
’Små slag, Harald. Hvordan kan du påstå, at vi ikke forstår det? Solformørkelse? Videnskabsmænd og andet godtfolk har forsket i det i årtusinder, astronomer, astrologer, der er så mange forklaringer tilgængelige. Vi læser, vi får at vide og derfor ved vi. Vi forstår skam godt …’
’Gør I nu også det?’ Harald letter fra grenen og flyver helt hen til vinduet, hvor han nu banker med sit næb, så jeg kan lukke ham ind. Det er aldrig sket før, vi har altid haft den høflige afstand mellem os. Han i æbletræet, jeg i skrivestuen. Men nu sidder han pludselig i min stue, på bordet foran mig, lyslevende og krageligt majestætisk. Det han nu vil fortælle mig er vigtigt, fornemmer jeg. Så vigtigt at han ikke kan blive siddende i æbletræet. Han må helt tæt på for at sikre sig, at jeg nu også virkelig lytter til det, han siger og gengiver det på skrift så ordret som muligt.
’I ønsker at se den ydre solformørkelse? Se da indad. I ønsker at forstå, hvad sortmånen betyder for jer her på jorden? Mærk da efter. Og forårsjævndøgnet, de særlige energier i naturen og den måde alting forvandles på netop nu. I disse øjeblikke. I er det selv. Jamen herre Gud og Skaber, hvad er det, I tror I skal skue i det ydre, som I ikke rummer selv?
Slukøret lader jeg ordene falde på papiret. De kan synes som blækklatter, men de kunne også ligne … fuglelort. Ikke særligt poetisk, det ved jeg godt, men nogle gange må vi unde os selv at bruge de ord, der bedst beskriver det, vi ser eller mærker. Og når jeg siger fuglelort, så mener jeg det positivt. For jeg ved instinktivt at Harald har ret og mens jeg sidder og skriver, forekommer det hele mig som et tragikomisk teater. Om jeg ser solformørkelsen i det ydre eller ej, det vil ingen forskel gøre. For at se er kun en fysisk sans. Spørgsmålet er nærmere, om jeg instinktivt mærker og forstår, hvad dette tidspunkt på året er skabt til og hvad det egentlig er, naturen tilbyder at lære mig.
Og sortmånen? Jeg kan godt, når jeg vender blikket indad og går på sanselig rejse i egen krop og sjæl, mærke en vis tilstand af både formørkelse og sortlys i dag. Og nu husker jeg, at det jo faktisk kun er i mørket, at vi kan se stjernerne.
Harald nikker.
”Når månen er ’sort’ og ikke synlig fra jorden, er den magiske kraft stærk. Langsomheden er fremherskende og den utæmmede kraft er stor. Den utæmmede kraft puffer til os og opfordrer os til at turde se og forholde os til virkeligheden. Den utæmmede kraft hvisker om at elske vildt og uforbeholdent, leve helhjertet og autentisk og usentimentalt give slip, når noget har nået en afslutning.”
’At give slip?’
’Netop min skat’ sukker Harald og ser ud som om han kunne finde på at omfavne mig. Så kommer han i tanke om, at han i denne forklædning har vinger og ikke arme, så han sender mig et kærligt og årvågent blik og gør tegn til, at jeg godt kan lukke ham ud af vinduet igen.
Det er tid til at give slip.
 
Billede og tekst, Lene Frandsen, marts 2015
Skrivehuset
 

lørdag den 14. marts 2015

Forår og dog


 
Det er forår nu, i hvert fald ifølge kalenderen, og lyset er kravlet højere op på himlen. Et dristigt lys af håb, som skærer igennem alt det, der ikke længere tjener os. Vinteren har stadig fat, men langsomt slippes grebet og noget andet tager over.
'Tiden lige nu', fortæller Marts og laver en langsom piruette foran mig, 'er en tid til at restituere. Det er venteværelset eller tomrummet. Og det er et modsætningsfyldt tidspunkt, for de fleste mennesker har travlt med at komme ud. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Utålmodige og rastløse kaster de sig væk fra det, der var. Vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. De fortæller sig selv, at de har masser af ny energi, at det er forår og at vinterens sorgtunge sjal ikke længere ligger på deres skuldre. Men det er en sandhed med modifikationer. Lige nu åbner døren og lukker sig igen. I bliver lukket ud i foråret for en stund, I får glimt og impulser af det, der skal komme, men det er ikke endnu. Ikke helt. Det kommer, når tid er. Faktisk er tidspunktet lige nu skabt til overgangen, for øjnene skal vænne sig til lyset. De sår, der blev åbnet eller opstod i vinterens processer, skal nu heale. Og healing, påstår hun med glimt i øjet, er ikke noget man kan købe på flaske eller dåse. Det fås ikke i Helsekostbutikken og kan ej heller købes online.

’Sådan healer du, 5 trin til hurtig healing!’ Nu knækker hun sammen af grin og et solglimt spiller i hendes øjne.
’Processen’ siger hun og klapper mig kærligt på kinden, ”processen er vejen. Og vejen er målet.

’Tid. Overgivelse. Selvkærlighed. En forståelse af, at alt det, der virkelig er godt for sjælen, er ikke noget, man kan forcere. Det er noget, man instinktivt må have en subtil forståelse af, men det er ikke intellektet, der skal forstå det.
’Det forstår jeg godt.’ Jeg nikker til hende og drikker af kaffen i den blå kop.

’Fra sjælen, håber jeg?’ Hun ser strengt på mig.
’Javist. Jeg har for længst indset, at hvis jeg søger min visdom i tanker og ren intellekt, så er det en begrænset og usammenhængende forståelse af noget, som jeg alligevel ikke helt forstår. Jo mere jeg lytter indad og jo mere jeg overgiver mig til naturen og til min egen sjæls sindige tempo, jo mere fordamper ønsket om at forstå og vide besked. Jeg søger ikke længere sandheden og jeg ønsker heller ikke at få ret. Det, jeg længes efter at forstå, kan kun forstås med hjertet og kan hverken vejes, måles eller købes online i et femtrins program. Jeg er færdig med ”sådan gør du”. Eller rettere sagt, jeg har faktisk aldrig helt forstået det. Hverken med intellekt eller hjerte. Det har skuret i mig som et kridt, der ridser i en tavle. Lige fra starten har det føltes forkert og givet mig en følelse af stress, selvom jeg ikke helt kunne sætte ord på hvorfor eller turde sige til nogen, at jeg ikke troede på det. Ikke før nu.’

Ordene flyder ud af munden på mig som en rivende strøm, jeg er som en flod på vej mod vandfaldet. Strømmen tager mig, jeg vælter om på siden og mit hoved kommer under vand. Gispende efter vejret bliver jeg igen båret op til overfladen og husker at jeg faktisk kan trække vejret. Dybt, helt ned i mellemgulvet, langsomme, godgørende åndedrag.
Jeg fik sagt det! Jeg forstod det, jeg ikke forstår uden helt at kunne forstå det. En sjælelig form for opklaring, der ikke har behov for yderligere ord.

’Udmærket, min søde ven’ Marts går hen til vinduet og hilser på Harald, som lige nu sidder derude på sin gren. De nikker til hinanden, jeg kan se deres indforståethed selv med lukkede øjne. Mine læremestre. Et suk af taknemmelighed letter fra hjertet og breder sig til krop og sjæl.
Hun bliver stående med ryggen til. En dyne af stilhed sænkes over rummet og jeg mærker trætheden forplante sig. Lyset dæmpes, et par tunge skyer glider ind foran det, der før mindede om sol og foråret trækker sig tilbage bag sine skodder. Det, jeg ser derude lige nu, er hverken eller. Og jeg ved at Marts har ret, når hun kalder det overgang eller tomrum. Tid til at restituere. Tid til healing og langsomt vænne sig til lyset igen. Finde en balance mellem træthed og energi, en slags dans, som kan danses uden de store anstrengelser. Sidde i stilhed og fordybelse med sin ingefærte og se, hvordan det hele giver mening, når man ingen mening søger. Når stilheden er stedet, hvor man sanker ro og lytter til sin sjæls stemme. Uden at anstrenge sig, uden egentlig at søge det for at opnå noget bestemt.  Bare være, give tid og kærlighed og tage imod healing.

Marts ser på mig og uden ord forlader hun igen rummet. Harald er lettet fra sin gren og vinden holder vejret. 
Så bliver der helt stille. Der kommer ikke flere ord, alting forstummer. Jeg giver slip og forsvinder.

Lene Frandsen
Marts, 2015
Skriverejsen - Skrivehuset


fredag den 27. februar 2015

Bristepunkt



I tomrummet mellem vinter og vår danser disen mellem trækronerne og dråberne hænger i en tynd tråd. Men de falder ikke, de venter. Det er et næsten kritisk tidspunkt, to årstider står overfor hinanden, med forsigtige skridt nærmer de sig midten af det, der er overgangen. En slags bro. Det knirker, jorden åbner sig, frosten trækker sig lidt tilbage. Gule erantis pibler frem overalt. Og vintergæk. Skovbunden ulmer af levelyst. Nu er det snart. Denne næsten ulidelige ventetid, hvor det er lige før. Små lydløse knopper lister sig frem, endnu er de næsten usynlige, mens de smager på den smerte af frihed, der er i endelig at briste.

Men det er ikke tid endnu. De må væbne sig med tålmodighed, tage små skridt, vente velvidende, at marts kan byde på hvad som helst hvad vejret angår. Sne, frost, slud og voldsomme vinde. Men knopperne lever i nuet, de tager chancer og gør sig klar. Instinktivt ved de, hvornår det er tid.
Luften er mildere nu. Det gør godt at trække vejret dybt og bare stå lidt. Helt stille. Mærke mulden under gummistøvlerne, lugten af vinterens forrådnelse, der snart bliver til frugtbar jord, hvor nye skud kan se dagens lys. Det er et lille mirakel, når det, man troede var dødens fæle ånde, viser sig at være livets kys.

Jeg rammes af kuldegysning, mens jeg betragter det skuespil, naturen opfører for øjnene af mig. Jeg lukker øjnene og forstår, at hvis jeg viser vejen og livet den tillid, det fortjener, så vil jeg forstå at der er en slags dybere mening. Det dæmrer og jeg læner mig op af den fugtige morgenluft og lader den kærtegne min kind. Den aer mig forsigtigt, en kølig brise fuld tillid og håb. Dråberne hvisker blidt, mens de hænger dér i tomrummet mellem før og efter.

Jamen, er det ikke det, de kalder nu? Er livet ikke et slags bristepunkt mellem før og efter, et åndeløst sekund af salig sandhed? Og er det ikke alt, vi har, det bristepunkt? Et punkt, hvor balancen er hårfin og ganske perfekt i al sin uperfekthed, hvis vi forstår at være dér og ikke forgriber livets gang.

Og nogen hvisker om guddommelig vejledning, mens en tone slås an af min sjæl. Fornemmelse af velkendte strofer. Genklang.
Alt er stille, naturen holder vejret og jeg mærker, at jeg gør det samme. Åndeløs og helt stille. Lige før? Før hvad?

For er det forår, jeg længes efter i virkeligheden ikke blot en side af mig selv, jeg har savnet i vinterens dyb? Og er det foråret, jeg savner eller den kvinde, jeg møder i mig selv dér? Min egen genfødsel og en ny slags rejse mod næste bristepunkt.
Vi må briste for at bære, vi må leve for at være, vi må lære alt det sære, der skal til
Hvis vi vil ... og jeg vil!

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful
than the risk it took to blossom.”
- Anaïs Nin -
 
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

torsdag den 26. februar 2015

Toner af blå og grøn



Det er en af Februars sidste dage. For denne gang. Og som altid bliver jeg en smule melankolsk i afskedens time. Men hun fortæller mig at der ikke er nogen afsked. Der er blot en pause i den cyklus, der fortsætter i det uendelige. Og hvis Skriveguden vil det, mødes vi igen næste år ved samme tid. ”Men”, tilføjer hun og trækker på skulderen, mens et finurligt smil spiller over hendes læber, ”jeg er jo altså slet ikke taget af sted endnu. ”
 
Kom tilbage til nuet.

En sang flyder fra hendes læber som blågrønt havvand. Skyller ind over mig og bliver til en bølge af sjælelig erkendelse. Lige her er alt godt, fortsætter sangen, en melodi så stille og intens, at det er mere kraftfuldt end noget, jeg nogensinde har hørt før. Og da jeg ser op og lader mit blik glide dybt ind i hendes, opdager jeg at hun er forandret. Hun er ikke længere datter af den sprælske Uranus men er nu dybt forankret i Neptun. Hun er hav, hun er blå og grøn og et suk af genklang løfter sig i mig. Der er noget velkendt over tonerne, der flyder fra hendes læber, der er noget forunderligt hjemligt i de blå og grønne takter. De er som bølger af tidevand, frem og tilbage. Frem og tilbage. Jeg mærker, hvordan jeg næsten uden at bevæge mig udfører de samme bevægelser. På min stol med udsigt over marker og blegorange morgenhimmel er det ikke længere landjorden, jeg ser. Det er havet.
I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. For ser du, søndag var en smuk dag, en af dem jeg sætter stor pris på. Og alle dage er smukke ja, men nogen går bare dybere og længere ind i sjæl og hjerte. Sådan en dag var søndag for mig. Solen kom frem og en dør åbnede sig. Jeg vandrede ind og ud mellem vinter og forår, ledsaget af fuglesang og ivrige små forårsbebudere. Blomster, vintergæk og erantis. De havde strøet sig selv over jorden og med ét fik alting et nyt skær. Solen sørgede for lyset. Ind og ud mellem skyerne sejlede den på sin himmelfærd. Den gode sol.

I søndags bevægede jeg mig på smukke broer mellem det, der er og det, der skal komme. Men jeg ønskede mig ikke andet end at være lige dér, hvor jeg var. Badet i sollys og ledsaget af forårsblomster. Dyppet i blågrønne farver, der fulgte mig hjem til mig selv. Det blå, det grønne. Det er mine farver, ser du. Og nej, man kan ikke eje farver, himmel eller hav. Og det er netop det, der gør det så fuldendt. Det, vi ikke kan eje. Det, vi ikke kan sætte i bås, måle eller veje. Det, der konstant skifter karakter, facon og hverken lader sig indfange eller kontrollere. Den himmel, det hav, de farver. Og det forår, der pludselig stak hovedet frem og kyssede mig på næsen. Solen, lyset, fornemmelsen af forankring. Helhed.
Det var så perfekt, at jeg ikke havde lyst til at flytte mig igen. Sådan tænkte jeg. Her vil jeg blive, stands tiden, lige nu har jeg alt! Men i det sekund skete der et skift. Solen gled ind bag en sky og himlen gav havet en anden og mørkere farve. Eller var det omvendt? En dør smækkede og det var ikke længere forår. Vinden tog til, et strejf af is ramte mit sind. Jeg var ikke længere en pilgrim mellem årstider og ej heller kvinde på en magisk bro.

”Men det var du jo alligevel” siger Februar og lægger forsigtigt en hånd på min skulder. Du var alt, en del af det hele, indtil dit ego fik lyst til eje og blive. Så bristede det hele som en sæbeboble, man prikker hul i. Eller et spejl, der falder til jorden og går i tusind stykker.”
Jeg hører mig selv sukke.

I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. I søndags stod jeg på kanten af klinten og kiggede ind i mig selv. Jeg spejlede mig.
Og jeg aldrig mere fredfyldt end i de stunder af nåde, hvor jeg får lov til at dvæle i blåt og grønt og ved, at alting er præcist som det skal være.
Tekst, billede, maleri og musik
Lene og Februar, februar 2015
Skrivehuset


fredag den 13. februar 2015

Sjælens blomster


 
”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud og blive trist. Du vil miste dig selv. Hvis du ikke lytter til den stemme, der altid har forsøgt at få din opmærksomhed, hvis du ikke bliver stille nok, så du kan lytte så dybt, at egoet må bakke tilbage, vil du aldrig blomstre og blive til den kvinde, du er kommet for at blive.
De gamle fortællinger, ordene, de er blevet stemmebåret op gennem tiden. Engang var det kvinderne omkring bålet, der fortalte historierne til sig selv og hinanden, og gennem de kraftfulde fortællinger bragte de visdommen videre. De gav hinanden styrke. De gav tid og rum, alle fik lov til at fortælle netop deres historie, selvom det var de ældste og dermed viseste kvinder, der fik det sidste ord. Men det stoppede på et tidspunkt. Tiden ændrede sig, det patriarkalske samfund tog over, det voksede og tog magten og den kvindelige visdom skrumpede ind. Den blev gemt bort i frygt for repressalier. Den blev ikke længere regnet for noget, kvindens stemme blev gjort tavs. Men det er den selvsamme visdom, I længes efter i dag, de selvsamme fortællinger og glæden ved at overbringe dem. I har alle jeres livsdom og jeres helt egne historier om livets dansende mysterier. I har alle svarene og de længes efter at komme op til overfladen og få ilt. På samme måde som I længes og mærker et sælsomt suk i forståelse af, at der må være noget andet og noget mere, på samme måde søger det, I længes efter at blive givet. Men forstår du, kun I kan give det liv. De urgamle fortællinger, den visdom, der rummer alle svar og de mysterier, som ingen længere tør tale om.”
’Og hvem er du, Februar, som fortæller mig disse ord? En måned? Et kapitel af året, hvor vinteren stadig er døsig og dyb. Et tidspunkt, hvor det naturlige år lakker mod enden og slutter sin cirkel i fiskens kreds. Snart starter vi forfra igen, snart kommer foråret rullende ind fra et af de verdenshjørner, hun vælger med snarrådig omhu. Hør bare fuglene, de synger i dag, som om de ved noget, jeg ikke gør. Og du Februar, hvem er du, som kommer her og fortæller mig om den urgamle feminine visdom, der ikke længere har den plads i vores hjerter, som den måske burde have? Og at det er den, vi længes efter og som vi savner, selvom vi åbenbart selv bærer rundt på den og egentlig blot skulle lytte lidt mere indad, være lidt mere stille, for at lade den fødes på ny. Er det det, du siger?”
Hun smiler underfundigt, som kun Februar kan. Drikker af den gode ingefærte og ser på mig med øjne gjort af himmel og havvand. Jeg står i vand til livet, mærker hvordan noget rykker i mig nedefra. En understrøm af bevidsthed, jeg ikke stolede på før. Men noget er sket, jeg begynder at indse, at vi er nødt til at … lytte. Til os selv og til hinanden. Som jeg nu lytter til Februar.
”Måske er det i virkeligheden det, dine skriverejser og forløb handler om”? Hun sætter spørgsmålet fri som en fugl, man lukker ud af buret efter lang tids fangenskab. Forsigtigt spankulerer den hen til lågen, der nu står vidt åben og ser ud på en lyseblå himmel af frihed. Andre fugle flyver rundt derude, kredser om hinanden og himlen som lysende stjerner. Friheden hvisker, men fuglen bliver siddende lidt og sunder sig. Friheden kan være frygtindgydende, sandheden har sin pris. Men den længes efter at flyve med de andre og finde ud af, om vingerne virkelig kan bære. På et tidspunkt letter den og opdager, at den er fuglenes dronning. Hvem skulle have troet det? Siddende der i sit trange bur lignede den mest et forkomment fugleskræmsel. Men vingerne bar og nu flyver den med de andre, mens de fortæller deres historier til sig selv og til himlen, der folder sit bløde tæppe ud og rummer dem hver og en. Ingen dom, ingen fordømmelse. Alle har de deres tur, deres fortælling. Alle sætter de historierne fri, som fugle der forlader deres bure efter årevis i fangenskab.
Det gør så godt.  At få lov til at give fri, at blive set og blive lyttet til.
”Det gør godt at give sine indre fortællinger luft”. Jeg nikker og smager på det spørgsmål, der blev til fugl og nu flyver rundt derude. ”Det er smertefuldt at bære rundt på visdommens fortællinger. Det er en dyb sorg at være foruden sin særlige kraft og styrke, fordi man ikke tør plukke den i sårbarhedes muld. Der står den og visner, fordi man ikke plejer den og vander den.” Jeg fordyber mig i tankerne og duften af ingefær.
”Netop” nærmest hvisker Februar og smiler varmt til dig. ”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du udtørre, blive trist og miste dig selv. Det er den blomst, du skal plukke i sårbarhedens muld. Det er den stemme, du skal vælge at lytte til, hvis du virkelig vil vide, hvem du er og hvad du egentlig er kommet for. Når det føles meningsløst, tomt og trist. Så er det fordi du ikke længere vander og gøder det sted i dig selv, hvor dine livsblomster gror.”
’Det er ret smukt, det du siger, Februar. Må jeg skrive det ned og fortælle det videre. Allerede i dag. Jeg synes egentlig ikke, at denne fortælling skal være min hemmelighed alene. Jeg vil gerne dele den med alle andre, der skulle have lyst til at lytte.”
”Selvfølgelig må du dele. Det er jo netop det, der er hele essensen i det. I må lære at tage de spæde stemmer tilbage og ved at lade dem fortælle, skrive og give videre vokse sig stærke. De tager deres plads i det større billede, det, I mennesker kalder jeres historie. Hvorfor skal den historie mangle vigtige og essentielle kapitler, som vil gøre mennesker i stand til at træffe anderledes valg? Hvem ejer sandheden? Jeg spørger bare. Og hvad er det egentlig, jeres dybe længsel handler om? Prøv at lyt. Spørg og I skal få svar. Og som du ganske rigtigt har opdaget, kan I vælge at gøre det via skrivegerningen, for ordene kan plukkes selvsamme sted, hvor jeres smukke sjæleblomster gror.”
Hun rejser sig og forlader stuen. Jeg sidder alene tilbage med resterne af min ingefær te, mens Februars ord lægger sig som et usynligt tæppe over landskabet.
Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud, blive trist og uden indre glød og glæde. Men hvis du derimod vander og gøder og vælger at plukke sjælens blomster …
”Tak Februar”, siger jeg højt, selvom hun ikke længere er i stuen. Tak for dine ord.”

Og hjertelig tak til Tanja for inspiration
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

onsdag den 4. februar 2015

Når hjertet bliver stille


 
Det handler ikke om at dø, siger Februar og har sat sig til sit usynlige piano. Hun lader nogle toner svæve ud i rummet. De rammer mig, mens jeg forsigtigt drikker af den varme te. Lyset er skarpt derude nu, det klare vinterlys, der kan skære igennem kød, blod og betænkeligheder. Dybt i vinteren rejser lyset sig og bliver modigere. Det strækker sig, det gør sig længere og langsomt tiltager dagene. En efter en. Jeg lytter til Februars vidunderlig musik, mens hendes ord lægger sig som snefnug i min bevidsthed.
’Når hjertet bliver stille’, gentager hun, mens hun spiller videre. Ordene blander sig med musikken og bliver til strofer i hendes melodi. Nu synger hun med den blideste stemme, jeg nogensinde har hørt. ’Det handler ikke om at dø, det handler om at leve. Men noget må dø, så noget andet kan leve. Noget må vige og forlade den plads, hvorfra det har skygget for solen. De lange skygger, fugtigheden, sorger der sejler ind og lægger til kaj som et kæmpemæssigt suk. Når hjertet bliver stille.’

Jeg lukker øjnene og lader musikken fylde mig. Du kender det sikkert, noget musik kan den slags. Fylde hjerter og vække slumrende sjæle. Heale, helbrede, så stille som sommerfugle i sneen. Blidt, blødt og luftigt som en engel. Sådan er Februars musik. Hendes lange fingre glider over tangenterne og fremtryller de mest vidunderlige toner. Kan du høre dem? Kan du høre, at hun er en virtuos? Så synger hun igen, jeg lader mine øjne være lukkede.  Lytter, lytter så intenst at jeg ikke længere er den, jeg var. Et skift, et ryk, noget vækkes og jeg vandrer på en sommereng. Lyden af sommer fylder mit hjerte, den sagte summen, fuglenes sang og varmen fra solen breder sig i min krop.
’Vær stille mit barn’, synger hun. ’Vær stille, så du kan høre hjertets sang. Men inden hjertet synger, bliver det stille. Helt stille, næsten som om det holder op med at slå. Sid med dit hjerte og vent. Lad dig fylde af den stilhed, der rummer en verden af gaver. Lad dig forme af ord, der ikke siges og lyde, du ikke kan høre. Når hjertet bliver stille, vil ordene forstumme. Sid i stilhed, gør dig blød, alt det, du kan rumme.’

Hun prøver sig lidt frem og det går op for mig, at hun øver sig. Samtidig indser jeg, at det er sådan, at sange opstår. Vi øver os. Vi møder op og gør det igen og igen. Vi eksperimenterer, vi prøver os frem, vi leger med toner og med ord. Eller farver. Og når vi skriver skal vi gøre det samme, tænker jeg og Februar nikker bag klaveret.
’Netop. I skal øve jer. Det er som om I tøver, fordi I ikke umiddelbart kan få lige netop det frem, I drømmer om. I vil skrive bøger, I vil fremtrylle bestsellers. Men glæden ved processen, lysten, eventyret. Det dør i lyset af de kolde ambitioner, der ikke hører sjælen til.

Langsomheden. Stilheden. Hjertets musik.’
’Så hjertet bliver stille, så …’ Jeg når ikke at sige mere, så taler hun videre.

’Så I kan lære at lytte. Hjertet bliver stille, så I kan sætte jer og standse tiden for en stund. For dér i stilheden bor en sagte sang og hjertet kender den. I larmer for meget, hele jeres verden støjer. Farten er faretruende, de krav, I stiller til jer selv og hinanden er umenneskelige. Og hjertet bliver så stille.’
’Jamen, jeg havde da indtrykket af, at hjerter nærmest galopperede, når vi skynder os hele tiden, stresser og gør alt det, vi egentlig ikke har lyst til’?

’Netop’. Februar sukker dybt. Nu spiller hun ikke længere, musikken skaber et tomrum af fortvivlelse. Mine ord står malet som gravskrift på væggen. ’Hjertet hopper og danser, men det synger ikke længere. Der er ingen sang, ingen glæde, intet rigtigt liv. Men når I bliver stille, hvis I altså bliver stille nok, så kan I pludselig høre det igen. Hjertet. Og der i stilheden, midt i langsomhedens tidevand, begynder det at tale. Helt stille, helt sagte, hjertesang.
’Hjertesang. Hjertesang.’

Hun lukker øjnene og synger ordene. Det lyder så smukt, jeg håber virkelig, at du også kan høre det. Igen lader hun sine hænder hvile på tangenterne og snart flyder musikken ud i rummet igen.
Jeg lytter lidt, så hører jeg min egen stemme. Den synger med. På forunderlig vis kender jeg ordene, det er som om de kommer fra et andet sted i mig. Og tonerne, som Februar fremtryller, er et velkendt land for min sjæl. Så vi synger sammen, vi rejser gennem tonerne og alting flyder som en flod af forunderlighed. Det er både sommer og vinter på samme tid, jeg er både kold og varm og føler mig let. Svæver som en fugl over huset og ser kvinden med teen og ordene. Hører tonerne af Februar og betragter det skarpe lys i horisonten.

Mærker melodien og bliver det jeg hører. For der findes en sang. En helt særlig sang. Den bor i alle hjerter. Men vi kan kun høre den, når vi bliver stille. Når hjertet bliver stille, så er det et tegn. Så er det tid.
Tekst, billede og musik
Lene Megan og Februar, 2015
Skrivehuset

søndag den 1. februar 2015

Sjæletempo


 
Velkommen Februar. Du kom sejlende med solen og spejlede dig i mit hjerte. Du gav mig din morgen og modet til at træde over tærsklen til dit landskab. Stadig vinter, javist, men du viser mig at alting har sin tid. Og sin helt særlige betydning. Selv tågen og tomrummet, som jeg kender så godt. ”Det skal du være glad for” siger du og smiler.
Det er os mennesker, der mister tålmodigheden og modet til blot at være. Men hjertet venter. Men den venten er ikke en tilstand at skulle ud af, det er det handler ikke om at undslippe men om at blive. Være med sig selv og det, der er. I sjæletempo. Vi modnes dér i tomrummet, fortæller du med underfundig lyd. Uden at vide det gør den tilsyneladende stilstand os godt. Vi går ikke glip af noget ved at blive dér, hvor vi er. Tværtimod går vi glip af livsvigtige refleksioner og modning ved at flygte.

Som kødet der flygtede ud af støbejernsgryden. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den gryderet, jeg lavede til gæsterne i går. En rigtig simreret, der helst skal stå i timevis og bare blive klar. Simrende i sit helt eget tempo. De forskellige ingredienser tilsættes efterhånden, ikke før og ikke senere. Den helt perfekte timing, duften af tid og væren. Og som kok bliver du ikke stresset, når du laver retten. Tværtimod falder du til ro. Det er let at nyde processen og være med farver, dufte og konsistenser. Det bliver en slags dvælende kunst og man glemmer sjældent at tilsætte den vigtigste ingrediens af dem alle. Kærlighed.
Simreret i sjæletempo. Når man så senere serverer retten for gæsterne og spiser i stearinlysenes skær, kan det smages. Ja, jeg vil sågar påstå at det kan ses og duftes. Smagen af tid. Duften af dvælen. Synet af kærlighed. En perfekt alkymi, der aldrig vil kunne fremskyndes. Den har sin tid og på samme måde har vi vores.

Februar smiler og trækker blidt solen frem fra en sky. ”Jeg kunne dufte den på lang afstand, simreretten”, siger hun og nikker. ”Da jeg var på vej hertil."
”Vores verden er forvansket” udbryder jeg pludselig og et sørgmodigt strejf af fiasko rammer mig kort. Men så ryster jeg på hovedet. Det er aldrig for sent. Jeg kan mærke at jeg har stor lyst til at leve resten af mit liv i sjæletempo. At være min egen guddommelige simreret af tid og kærlighed. Og med en skefuld tillid og tro bliver retten helt perfekt. Februar smiler bredt og nikker. Vi beslutter os for at indføre en slags gylden regel for denne måde. Som en start. Vi ønsker at leve i sjæletempo. Nu.

Kærlig hilsen
Lene – og Februar
Tekst og billede, Lene Megan
Skrivehuset, februar 2015