lørdag den 22. november 2014

Lys i november



Solen står op i horisonten uden egentlig at forlade sengen. Halvvejs gemt bag skydækket kigger den frem og beslutter sig for at blive. Hvor den er. Bare være.

Lyset er blegt orange. I en ujævn linje danser det i horisonten og danner baggrund for en flok fugle, der er på vej mod noget andet. I træet derude sidder de sorte med vinger og holder udkig. Nogle ser ind gennem vinduet og får øje på det røde krus med dampende varm kaffe. En kvinde svøbt i dæmpet lys lader forsigtigt fingrene glide over tastaturet i håb om, at en historie vil finde vej. Det er længe siden, flere uger, at hun sidst sad med et tomt ark fuld af længselsfuld forventning. Siden hun sidst åbnede den dør på klem, som rummer alle skattene og er kilden til evig glæde.
Historierne. Ordene. Stilheden.
Men noget er anderledes nu, for hun ved at de er der. Altid. De venter kun på hende. De er ikke lunefulde, de er ikke smålige og bliver heller ikke fornærmede over hendes fravær. De er bare. Afventede. Selvom de, når de ikke skrives og sættes fri, faktisk godt kan give tunge fornemmelser i krop, sind og sjæl. Men det handler ikke om historierne, det handler om hendes. Hendes længsel, hendes behov for at være så åben, at hun kan høre englene synge og lade historierne fortælle sig. Gennem hende.

Hun har ikke travlt. Ikke denne morgen, den er som skabt til langsomhed. Roen har bredt i hele huset og hun indser, at den ikke kommer udefra. Den kommer fra et sted dybt i hende. Noget er faldet på plads et sted, hvor der før var uro og tusindvis af flagrende sommerfugle. Nu hviler de i vished om, at hun er trådt over en usynlig tærskel i sig selv og er kommet hjem. Før talte hun om at finde sin rette hylde, mens hun ledte i øst og vest efter svarene og det, der skulle bo på hendes hylde. Nu indser hun, at hylden har været dér hele tiden, men at den slet ikke er en hylde. Den er et hjerte. En sjæl, der hele tiden har vist, at før hun vendte sig mod sin dybe indre længsel og udforskede det, der stod i vejen og gjorde det til sit eget, før ville hun aldrig føle sig helt hjemme eller finde ro.
Jeg gjorde det til mit, tænker hun og ser ud på fuglene og den ujævne solvej, der breder sig mod syd. Jeg favnede min modstand. Min sårbarhed. Og min frygt. Og jeg indser nu, at jeg ikke skal forsøge at slippe af med noget af det, der gør mig til den, jeg er. Da jeg indså, hvad min sårbarhed og min skam handlede om, begyndte jeg at forstå, at hvis jeg turde gå helt ind og være med de følelser, der boede bagved, så skete der noget.

Jeg talte med dem. Mærkede dem. Jeg skrev dem og lærte dem at kende. Og jeg forstod, hvad de handlede om og hvorfor de var dér. De lærte mig, hvem jeg er. Og fordi jeg sad så længe i deres huse og lyttede til deres historier, begyndte jeg at holde af dem. De pegede på steder i mig selv, som trængte til accept og kærlighed. De handlede om det, jeg forsøgte at skjule for verdenen, men som hele tiden blev ved med at dukke op derude, netop fordi jeg ville gemme det væk.
Fordi jeg skammede mig.
Historierne. De har været der hele tiden. De har ventet tålmodigt på, at jeg skulle blive modig nok til at fortælle dem. Og jo længere historier forgæves venter på at blive fortalt, desto mere ondt kan de gøre. Det viser sig at frygten har helt sine egne fortællinger. Ligesom skammen, der i øvrigt ikke bryder sig om at blive fortalt. Så bliver den lille, stille og forsvinder.  Alt det, der kommer ud i lyset bliver mildere og gør mindre ondt. Ja faktisk kan smerte og frygt ende med at blive til ægte glæde. En kilde til lys og lykke.

Hvem skulle have troet det?

Det ved hun nu. For hun har gjort noget, hun ikke turde. Og det skulle vise sig, at det, hun frygtede allermest, var nøglen til lyset. Det, hun var allermest bange for at vise til verden og sige højt, det skamfulde, som truede med at adskille hende fra resten af menneskeheden, var i virkeligheden det, der i sidste ende ville forbinde hende og gøre hende hel. Fuglene, de sorte, silhuetterne i morgenlyset, de misforståede sjæle på nøgne grene. De er som hende selv. Hun var sin egen misforståelse.
Der er sikkert en mening med det hele, siger hun til sig selv og drikker af kaffekruset. Holder det forsigtig mellem hænderne, mens hun igen lader blikket glide ud gennem vinduet. De sorte fugle er fløjet. Dagen åbner sig forsigtigt og lukker hende ind. En dag, der er skabt til langsomhed. Dæmpet, dunet og blød.

Så blød som modellervoks. Så hun kan skabe den selv.

Jeg er kommet hjem. Og helt paradoksalt er det netop den erkendelse og den følelse, der gør, at jeg nu også tør gå helt ud og stille mig i lyset. Det lys, som har ventet på mig. Og som venter på os alle sammen.
Også i november, ikke mindst i november.

 Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

tirsdag den 11. november 2014

Det usynlige slør




Det var en af de dage. Morgentåge. Et slør af tristhed havde lagt sig om min sjæl. Men sløret var ikke trist. Det var noget andet. Noget afdæmpet og en smule træt.
”Jeg er et slør af hudløshed”, fortalte det mig venligt, da jeg rådvild stod og betragtede mig selv i spejlet. Kvinden så tilbage med sine mørkeblå øjne og nikkede. Et slør af hudløshed.

”Kan man ikke bare tage dig af”, spurgte jeg sløret uden ord. Men det rystede på sit hovedløse hoved. ”Det går ikke, et hudløst slør er et tegn fra sjælen. I dag bærer du slør, så du skal huske på at passe på dig selv.”

”Men det har jeg ikke tid til”, protesterede jeg, mens sløret tålmodigt betragtede mig. ”Ikke i dag. Slet ikke nu. Måske i slutningen af næste uge.”
Sløret var ikke sådan at bide skeer med. Det havde lagt sig og det var ikke til forhandling. ”Jeg er ikke til forhandling”, sagde det blidt, ”men jeg er til forvandling. Forstår du nu?" 

Jeg rystede på hovedet og forlod kvinden i spejlet, det hele var blevet lidt for mærkeligt.  Mens jeg gik ned af trappen, kunne jeg mærke sløret slæbe sig bag mig. Let og tungt på samme tid. Men eftersom det var usynligt, var der ingen, der lagde mærke til det. Hverken mand eller hunde. Det var kun mig, kvinden i spejlet og sløret selv, som var klar over den forunderlige hemmelighed, der tilhørte den tågede novemberdag.
I dag bærer jeg et slør af hudløshed. Jeg smagte på ordene og skyllede ned med morgenkaffe. På bordet stod to stearinlys og blafrede mod de mørke vinduer. To blev til fire. Jeg så ind i ildens genspejling og fik igen øje på kvinden fra spejlet. Også hun tog en bid af hudløsheden og vi betragtede tavst hinanden, mens vi gumlede på smagen af sårbarhed.” Jeg kan se det i dine øjne”, hviskede hun og jeg nikkede. ”Ditto.”

”Hvordan kommer jeg så af med dig, kære slør?” Jeg prøvede igen. ”Dette er en betydningsfuld dag, hvor jeg har planer. Forberedelser. Og det er vigtigt, jeg kan ikke bare lade stå til.”
”Jeg er ikke noget, man kommer af med.” Det må jeg sige, sløret var tålmodigheden selv. Velvilligt besvarede det mine spørgsmål og det var jeg glad for. For midt i min sø af sårbarhed kunne jeg næsten ikke bære også at blive ignoreret. Jeg havde brug for at tale mig selv til rette. Stille spørgsmål. Forstå.

”Det er heller ikke noget at forstå”. Sløret lettede lidt på sig, men faldt så tilbage igen. Et kort sekund kiggede jeg ud og så noget andet, et slags lys, en stjerne på den endnu mørke morgenhimmel. Så blev alt mørkt igen.

”Det er dage som disse.”  Sløret talte langsomt, som om det ville være helt sikker på, at jeg nu også forstod. ”Dage hvor man er nødt til at bære slør. Fordi lyset bliver for skarpt, fordi noget sårbart indeni er i gang med at heale og ikke tåler skarpt lys. Så lyset bliver dæmpet, tågen stiller sig til rådighed og dækker for alt det, som ikke skal synliggøres. På dage som disse.  Hudløst. Helt ind i sjælen, hente noget frem, forsigtigt tage det i hånden og varme det i hjertet. Kærlighed.” Sløret udtalte ordet med tryk på alle stavelserne. ”Kær. Lig. Hed.”
"Men hvorfor er du usynlig?" Jeg måtte bare vide det.
"Det handler ikke om at andre skal se det. Det handler om at du ved, at jeg er her. Og accepterer det. Fordi du skal passe på dig!"
Jeg nikkede bare, træt og hudløs som jeg var. Og pludselig kunne jeg mærke, at sløret var kommet netop som jeg havde brug for det. Det beskyttede mig, selvom det var hudløst. Og usynligt. Det fortalte mig, hvad jeg havde brug for at høre og fordi det også var et stædigt slør, forsvandt det ikke bare sådan.

”Bliv lidt her”, sagde det bare og skænkede endnu en kop kaffe. ”Du har ikke travlt. Det er bare noget, du bilder dig ind. Giv slip og lad komme. Gå igennem dagen med mig, dit usynlige hudløse slør og du skal se, pludselig skinner solen igen. Og når den gør, er det fordi du er klar. Men lige nu. Bare vær.”
Så jeg var. Gik gennem morgenen med mit hudløse slår og bar min sårbarhed som et smykke omkring halsen. Pludselig følte jeg en vis stolthed over at turde. For det er ikke alle, som tør bære deres hudløshed udenpå tøjet. Det gjorde jeg heller ikke før. Det ville have pint og plaget mig, hvis jeg var vågnet op til sådan en dag og så netop nu, hvor jeg egentlig har en smule travlt og kan se en deadline komme mig i møde på den anden side af marken. Gennem tågen. Det ville have stresset mig og jeg ville have kæmpet med mig selv. Pisk. Gulerod. Hvad som helst for at komme videre og ud af den hudløse, sårbare og temmelige tågede tilstand.

Men nu?

Nu tror jeg på, at tågen letter, når tågen vil. Nu tror jeg på, at sløret er kommet af en grund. At det har lagt sig om mig, fordi der er noget, jeg skal passe på i mig selv og fordi jeg trænger til en sjæledag. Før ville jeg have kaldt det svaghed. Nu kalder jeg det styrke. Og mens jeg sidder her på min stol af accept, letter tågen og lyset bliver pludselig skarpere. Solen er ikke så langt væk.

Jeg smiler og drikker af min te. Godt smager den, gjort af ingefær og kærlighed. Kær.Lig.Hed. Så ler jeg pludselig og siger ordene højt, så sløret også kan høre det. Det gør godt at grine lidt sammen. Men sløret griner ikke, det svarer heller ikke. For det er der ikke mere.” Nej, slør, kom tilbage, vi var jo slet ikke færdige med hinanden!”
Mens lyset sniger sig op over trætoppene og landskabet skifter karakter, indser jeg, at jeg ikke længere bærer det hudløse, sårbare slør. Det er væk. På samme måden som tågen lettede, forsvandt det, da jeg besluttede mig for at være med det. Så meget, at jeg næsten kom til at elske det. Fordi det beskyttede mig. Da jeg havde mest brug for det.
Og nu skinner solen.

Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

søndag den 2. november 2014

Livets mysterium



Forsigtigt lister jeg op af trappen gennem tusmørkets gange og finder vej til mit magiske rum. Jeg ved, at hun vil være dér, min forventning klør som tusind myggestik, men alligevel går jeg langsomt. Det hører ligesom tiden til. Langsomheden. Fordybelsen. Jeg finder tændstikkerne og tænder de små lys i vinduet. De lyser mod morgenen, mens en natsværmer flakker forbi.
Så hører jeg sukket. Savnet. Dér står hun i sin dunkle kåbe med armene strakt ud mod mig. Hendes blik er intenst, næsten gennemborende, men det sværd har jeg altid nydt at møde. En bittersød oplevelse. Sværdet, der går et stik dybere, klingen, der skærer alt unødigt bort og går direkte til kernen. Uden at tøve glider jeg ind i hendes arme. Jeg har savnet dig, det mærker jeg, hun nikker bare, det ved hun godt, jeg har altid været fascineret af hendes intensitet og flirten med undergrunden.  Jeg fornemmer, at hun vil kunne besvare endnu spørgsmål om livets mysterium og jeg byder hende velkommen til mit hus.

Men i år er noget anderledes. Jeg tøver lidt, vel vidende at ingenting kan skrives i tankerne. Hvad er det, jeg prøver at forestille mig? Hvordan kan jeg vide, hvad der vil ske og hvem hun vil være, hvis jeg ikke træder helt ind i det nye rum, der nu er skabt mellem os og lader oplevelsen gribe mig? Hvordan kan jeg tro, at jeg kender hende og have formodninger om, hvordan vores møde vil udfolde sig denne gang? Selvom jeg efterhånden har gjort mig mange erfaringer og ved, at historier opstår i det nu, hvor inspiration krydres med handling, standser jeg alligevel op og lukker en snert af tvivl ind. Det var anderledes sidste år, siger jeg til mig selv og nikker samtyggende, for det var det. Hvad nu hvis det slet ikke bliver det samme i år? Hvad nu hvis vi er vokset fra hinanden og hun ikke bryder sig om den kvinde, jeg nu er? Hvad hvis vi ikke længere har noget at sige hinanden og hun vil bruge sin måned på at danse med disen og gå gennem våde blade uden at invitere mig med? Hvad nu hvis den dybe, tågede novemberinspiration tilfalder andre hjerter og slet ikke når min dør?
Hun smiler og rækker mig en kop te.

’Jeg har en gave med til dig’, siger hun, mens vi står i vinduet og kigger ud på landskabet, der her først på formiddagen ligger badet i diset sollys.
’Du ved, at jeg ikke vil have gaver’, udbryder jeg forlegent. ’Du er altid velkommen her og du behøver ikke at føle, at du absolut skal have noget med til mig’.

Hendes latter synger og tusindvis af sommerfugle letter fra hendes læber. En smuk sky af vingeslag danser i mit bryst. Jeg kan godt høre, at det lyder fjollet. For hvordan kan hun nogensinde lade være med at give mig noget? Jeg får noget hver dag, hvert eneste sekund. Spørgsmålet er bare, om jeg vælger at tage imod.

Hun dykker ned i lommen på rødbrune kåbe og rækker mig et stykke papir.

Jeg ser på det og tøver. Jeg har lyst til at gribe dette øjeblik og altid holde det tæt til mit hjerte. Ikke folde papiret ud, ikke røre mig eller drikke teen, bare lader sommerfuglene kysse min sjæl og dette øjeblik blive til et ikon af kærligt venskab og hellighed. Ikke træde et skridt tilbage, ikke gå videre, for intet kan blive mere perfekt end dette sekund, hvor livets mysterium endnu er intakt.
Og i det næste sekund slår det mig, at det er det, jeg ønsker mig af livet. At mysteriet forbliver intakt. At jeg ikke ved alting og tror, at jeg kan vide. At jeg tør danse med det, der opstår, velvidende at noget fint vil folde sig ud, hvis jeg ikke krampagtigt forsøger at kontrollere alting.

’Skal du ikke åbne det?’ spørger hun og ser kærligt på mig. Så hun er også nysgerrig og en smule utålmodig, åh November, det glæder mig! Jeg er ikke alene.
’Livets mysterium’ siger jeg højt og smager på ordene. ’Jeg ønsker slet ikke at vide alting på forhånd, November, det går pludselig op for mig. Hvorfor modarbejder jeg så mig selv?’

Hun ryster på hovedet. ’Sådan er det at være menneske. Men hvad ved jeg om det? Åbn nu papiret og luk ordene ud.’
Forsigtigt læser jeg de sirligt udformede linjer.

Der findes en sandhed i duggen.
Der bor en lykke i græsset,
den snoede grusvej og frøernes kvækken fra dammen.
Der findes en langsomhed og en anden rytme.
En anden vej.
Der leves et helt liv i morgenes første lys,
hvor dagen er ny og stadig bedugget af nattens elskov.
Der findes noget stort i det små.
’Hvor er det fint’ udbryder jeg og omfavner hende. Tusind tak, søde November, tænk at du har skrevet et digt til mig!’

Hun ryster på hovedet.
’Du har selv skrevet det.'

’Nej, nu må du holde op. Det kan jeg slet ikke huske.’
’Du skrev det sidste år ved samme tid og jeg fik det med mig. Som et slags løfte. Et løfte om, at vi skulle ses igen og at ordene så ikke længere bare ville være ord. Om et år, når vi mødes igen, sagde du i et gyldent øjeblik, vil jeg vide at ordenes visdom er sande og så vil de ikke længere bare være ord. Så er de blevet min sandhed, noget jeg lever og er.’

’Sagde jeg virkelig det?’ Jeg rødmer lidt. ’Der er lang vej endnu. Jeg glemmer det hele tiden.’
’Jeg er kommet for at hjælpe dig med at huske’, svarer hun og tager min hånd. Alt det, du allerede ved og som bare venter på at blive husket og levet.

For der findes en anden slags sandhed … og livets mysterium forbliver intakt.
 
Tekst og billede og kærlig hilsen, Lene Megan, november 2014

tirsdag den 28. oktober 2014

I samklang med evigheden

 
Ralph W Trines bog "I samklang med Evigheden". Den kom til mig ved et tilfælde, der på ingen måde var et tilfælde, for den slags tror jeg ikke på. Jeg læser i bogen, jeg dufter det gamle papir og indånder den visdom, som endda i bogform er ældre en jeg. Jeg holder forsigtigt om den gamle bog, som jeg har lånt på Statsbiblioteket i Århus og så hører jeg gamle Ralph tale til mig.
 
'Er du skribent?' Jeg nikker forsigtigt og Ralph fortsætter: 'Da husk på, at denne ene, store regel, som ligger til grund for al vellykket litterært arbejde er denne:
 
Se ind i dit eget hjerte og skriv. Vær sand. Vær frygtløs. Vær tro mod din sjæls tilskyndelser. Husk på, at en forfatter aldrig kan skrive mere, end han selv her. Hvis han ønsker at skrive mere, må han blive mere. Han er simpelthen sin egen amanuensis. Han skriver på en måde sig selv ind i sin bog. Han kan ikke lægge mere i den, end han selv er.'
 
Og det er med skrivegerningen som med livet. Så meget har jeg da lært!
 
Kuldegysning! Jeg ser på Ralph og stirrer ind i min egen sjæl. Jeg vidste det jo egentlig godt, men jeg havde brug for at høre det sagt på netop den måde. Ralph smiler og fortsætter, han har meget godt på hjerte. Og alt det vil jeg ikke citere her, men læs selv bogen, om nogle uger er den tilbage på sin hylde i Århus. Jeg håber dog at det kun er for en kort bemærkning, for gode gamle Ralph har meget guddommelig visdom at dele med os.
 
Når vi oplader os for de højeste inspirationer, vil de aldrig svigte os. Men hvis vi forsømmer dette, vil vi komme til kort med at nå de højeste resultater, lige meget hvad vi tager fat på.
 
Og hvordan oplader vi os for de højeste inspirationer? Vi oplader os selv. Vi standser op og beslutter os for at følge glæden. At vi ønsker at leve ud fra væren i stedet for handling. Vi gør det, der fornøjer vores sjæl og følger vores hjerter, for når vi gør det, så gør vi det for alles bedste.
 
Kærlig hilsen
Ralph W Trine og Lene <3
 

 
Oktober 2014

tirsdag den 21. oktober 2014

Min egen stilhed




I den sårbare morgendis står hun med ansigtet vendt mod lyset. Jeg ser hende bagfra, en lille skikkelse i mørk frakke. Længe har jeg søgt hende, men jeg har først fået øje på hende nu. Og det må være hende, for beskrivelsen passer perfekt.

Hun står ofte i skumringen og i daggryet, siger nogen. Hun bor i mellemrummene. Forsigtigt nærmer jeg mig, mine skridt smelter i græssets fugt. Jeg kan skimte det grønne tæppe under mine fødder og disen, der smygende danser langs jordoverfladen. Som en hilsen fra sommeren står en valmue og holder fast på sit sidste blad. Eftertænksom som den tidlige morgen tøver den et øjeblik, inden den lader bladet falde. Det forsvinder gennem tæppet af dis og lander et sted i græsset.
Af jord er du kommet.

Et suk forlader mine læber, en uendelig smerte af farvel. Der står den nu, valmuen, og må føle sig som det sidste menneske i verden. Bortset fra den slet ikke er et menneske. Den var en blomst. Nu forandres den til noget andet. Og hvem er jeg, som føler sorg over livets gang og årets cyklus?
’Hvem er du?’ hører jeg en stemme sige og et ekko rammer mig gennem morgentæppet. Hun har vendt sig om og træder et skridt nærmere.

’Jeg skulle til at spørge dig om det samme´, nærmest hvisker jeg.
’Jeg er din stilhed’, svarer hun og rækker en hånd ud mod mig.

’Min stilhed?’ Jeg skutter mig i morgenkulden. En dråbe forlader spidsen af mit hår og løber ned af ærmet uden hastværk. Forsigtig triller den det ene øjeblik til det næste og ender i …
’Din stilhed’, gentager hun. ’Jeg er dit mellemrum’.

Det giver ikke helt mening, men noget har jeg lært. Jeg reagerer ikke prompte, jeg lytter og lader budskabet synke ind. De første tankemæssige forsvarsmekanismer trækker sig tilbage. Sindet åbner en dør. Smager på ordet. Mellemrum. Mellem rum. Et sted midt i mellem noget andet. En pause?
’Denne morgen bliver skabt, mens vi står her’. Hun ser granskende på mig. Et velkendt smil åbner en hemmelig dør mellem os. Jeg træder forsigtigt ind.

Pludselig er det som om jeg befinder mig midt i selve skabelsen. Som om jeg kan vælge at røre ved disen med mit hjerte og lade mig berøre. Jeg er så tæt på, at der ikke længere er nogen adskillelse. Forsigtigt skubber hun mig videre og sammen går vi gennem de øjeblikke, der lægger sig til rette efterhånden som det bliver deres tur. Jeg kan kun se et øjeblik af gangen. Det skabes i sig selv og opløses i det næste. Øjeblik.
Vi flyder gennem tiden som to fisk i en elv. Men vi er ikke det eneste, som flyder. Det går op for mig, at tiden også flyder gennem os. Som om vi i skabelsesøjeblikket bliver et med det, der går og kommer. En følelse af fnuglet fryd skyller gennem mig og giver gåsehud.

Jeg er det. Jeg er den. Jeg er.
’Og du er mig’, hvisker hun, da vi ankommer til det øjeblik, hvor disen hæver sig fra jordoverfladen og fordamper. I samme sekund forsvinder hun også. For øjnene af mig opløses hun i en mosaik af fugt og skarpt lys. Nu er solen steget til vejrs. Skyerne trækker tæppet til siden og morgenen bliver virkelighed.

Nye øjeblikke tegner streger på himlen. Uden at tænke maler de med solopgangen og boltrer sig i det lys, der nu sejler fra horisont til himmel. Stille står jeg tilbage og betragter det mægtige teater med dyb beundring.
Så går det op for mig, at jeg glemte at spørge hende om noget. Der er så meget, jeg gerne ville vide. Forstå. Og mit hjerte er helt sikker på, at jeg ønsker at se og være med hende igen. Måske, hvis jeg kommer igen i morgen tidlig ved samme tid? Eller i aften ved skumringstid? Når som helst? Hvis jeg nu bare møder op? Hvis jeg bevidst vælger bare at … være?

Min egen stilhed.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, oktober 2014

mandag den 13. oktober 2014

Sjæledage



Love yourself
like your life depends on it;
because it does.
- Anita Moorjani -


Kender du til sjæledage? Dage, hvor man giver sig selv alt det, man trænger til; selvforkælelse og lidt ro. Og vi må ikke forveksle disse dage med fridage, hvor vi planlægger at tage fri fra arbejde og udføre noget specielt. Sjæledage kan ikke planlægges som sådan. De opstår og skal gribes. Sjæledage lander blødt på det sted, hvor stilheden bor. Sjæledage er healende for både krop og sjæl, for man skal udelukkende foretage sig ting, som føles godt og blødgørende. Ja, der skal blødes op.

På sjæledage øver vi os i at følge glæden. Udelukkende glæden. Vores følelser er et slags barometer og vi bevæger os derhen, hvor vi kan mærke glæden stige. Vi lytter ikke til tankerne og alt det vås, de kan finde på at sige til os om at: Det har du ikke tid til. Det har du ikke råd til.
Sandheden er, at du ikke har råd til andet. Og tiden? Den er bare. Så hvis du virkelig skal lytte til tiden, så vær den.

Og hvad vil det så sige? Væren i forhold til handling? Væren er blandt andet at følge glæden i nuet. Et bevidst nærvær, hvor du lytter og følger din intuition. Er med alt, ingenting og hvor du gør det, der gør dig glad. Protester og sindsmæssig sabotage? Det er normalt og hvis de dukker op, så ser du dem kærligt i øjnene, accepterer og siger tak. Tak for bekymringen. Du har set den, du har hørt den. Men du vælger noget andet i dag. For du holder sjæledag. Du følger glæden og du lytter til den stille stemme.

Den skriver gennem mine fingre, bruger kroppen og lader ordene flyve ud. Blødt lander de på papir, skærm og i mit hjerte. Gode ord. Lyt, siger sjælen, dette er dagen. Dagen hvor du mærker et skift. Midt i den støvede regndis kommer en stor fugl flyvende. Et budskab. En følelse af noget andet. Større og på samme tid langt mere enkelt. Simpelt.
’Det vanskelige’, siger fuglen og pudser sine fjer, ’det er også et budskab. Et budskab om at du er trådt ud af dig selv og forsøger at tilegne dig noget, der ikke tilhører dig. Så bliver det svært. Fordi det slet ikke er meningen. Tag imod det, der kommer flyvende og lander blødt, som jeg netop gjorde det’.

Det er så let.

Fuglen sidder foran mig på skrivebordet. ’Du behøver ikke at gøre dig så store anstrengelser. Og det sker, når vi udelukkende lytter til tankernes tromme. Frygten. For tankerne kan kun hente de informationer ind, de kender i forvejen. Der er ingen nyheder. Det er lutter gamle historier, løgn og latin. Det meste, altså.’
Fuglen smiler, for det kan fugle sagtens. Har du også opdaget det?

Sjæledag. En dag, hvor du øver dig. Øver dig på at være. Dig. Øver dig på at elske dig selv og lytte til det, du har lyst til. Hvor du eksperimenterer med glædelige gerninger eller ingenting. Trænger du til hvile, så hvil dig. Lad stilhedens musik kysse dine ører, lad den synke helt i kroppen, ind i cellerne og mærk, hvor godt det gør at give slip.
Hvor du indser, at det er befriende dejligt at være. Dig. Uden anstrengelse.

Fuglen er en ørn. Det ser jeg nu. Så lydløs og alligevel så mægtig. Øjnene borer sig dybt ind i mig og jeg opdager, at jeg også er en ørn. Hvor underligt, det anede jeg ikke, men jeg kan jo flyve. Sammen forlader vi skrivestuen og begiver os ud i regndisen. Løfter os mod himlen og de grå skyer, der som et tæppe dækker for sandheden. Men deroppe. I ørneperspektiv.
Sjæledag. En dag hvor du flyver med glæden. Eller smider dig i de våde blade og lader efteråret trænge helt ind under huden. Hvor du bliver efteråret. Og giver slip.

’Hvad er det vigtigste, jeg kan give mig selv’, spørger jeg ørnen, mens vi flyver rundt over trætoppene og ser ned på huse, mennesker, biler, marker og skove.
’Kærlighed’, svarer den uden tøven.

’Jamen’, protesterer jeg og glemmer, at jeg kan flyve. Jeg falder pludselig mod jorden i rasende fart. Men inden jeg rammer og ender mine dage, strækker jorden sig og griber mig. Blødt falder jeg ned i en bunke blade. Våde og vidunderligt bløde blade.
’Kærlighed’, gentager ørnen og lander foran mig med et listigt smil i næbbet.

Hvornår har du sidst grebet en sjæledag og givet dig selv? Og tænk hvis alle dage var sjæledage? Hvordan ville livet så se ud?

Tekst og billede, Lene Megan, oktober 2014

onsdag den 8. oktober 2014

Vi går i tillid nu




Det begynder at dæmre. Jeg vælger at tro og jeg mærker, at troen flytter bjerge.
Først flytter den bjerge indeni mig og siden …

Solen kaster sine gavmilde stråler ind af vinduet og folder eftermiddagen ud. Efteråret har taget frakke på, klædt i rød, gul og orange spankulerer det omkring med sin tryllestav og forvandler landskabet. Forvandlingen er langsom, men jeg synes alligevel at jeg kan høre, hvordan det pusler. En stille sang driver ind fra vest. En melodi, der virker bekendt, selvom jeg aldrig har hørt den før. Men noget i mig husker.
Jeg går i tillid nu.

Det behøver jeg at fortælle hende. Det ved hun godt, endelig gik det op for hendes tungnemme elev. Det adjektiv er i øvrigt slet ikke hendes, det kom fra mig. Vi er nemlig ikke altid så søde ved os selv, som vi burde være. Det er blandt andet derfor, at vi har engle. Engle, som viser os, at vi ved at være vores egen bedste ven og ved at elske os selv og ved at tro, kan forandre verden omkring os.
For egoet er det vand på trædemøllen. Vi skal elske os selv, før vi kan elske … Egoist! Selvcentrede kone. Nu har du rejst i dig selv i årevis og du har skrevet side op og side ned om det, rejsen, vejen, de mørke dale og de solbeskinnede bjergtinder og alt det ind i mellem. Tankerne, tvivlen og sorgen, der pludselig viser sit hårløse ansigt. Tårerne, glæden og smilet. Hvorfor står de mon i samme linje?

Jeg går i tillid nu.
I sidste ende er det et valg. Hvad vi vælger at tro på. For det vi vælger og giver fokus, det bliver. Dermed skaber vi selv vores virkelighed, men først nu begynder jeg at forstå, hvordan jeg selv kan gøre det. Og jeg ønsker at blive mester. Det er min intention. Og for at blive må man først være.

Jeg er mester.
Hun smiler og vifter med sin orange tryllestav. På spidsen sidder et grinende græskar. Oktober er ikke kommet for at blive men for at være. Befriende, fortryllende, sig selv.

Vi går i tillid nu. Vi vandrer i skoven igennem knitrende blade. Smukkere end nogensinde ligger de som små kunstværker på skovstien.
’Vi er alle engle for hinanden’, siger hun og jeg nikker. I dag er hun min engel. Men i morgen er jeg måske hendes. Og hvem ved, måske læser du disse ord og får øje på en engel mellem linjerne. Eller på grenene, der nu ikke har så mange blade tilbage og derfor er til at få øje på. Se, hvordan de snor sig. Krogede og ufuldstændige, helt perfekte i deres uforlignelige uperfekthed. Dér, skjult bag et sidste standhaftigt blad, sidder et lille væsen og smiler underfundigt. Er det mon en engel? Vi ved det ikke, men vi udelukker ikke muligheden.

’Vi ved aldrig, hvordan et tilsyneladende tilfældigt ord, en venlighed eller noget, vi bare gør for en anden, kan hjælpe. Bare et ord. En sætning. Formulering. En gestus. På forunderlig vis kan vi være bærere af den synkronicitet, et andet menneske har ventet på. Ventet på uden at forvente, selvfølgelig. Den slags dukker bare op. Vi påvirker, vi skinner og vi inspirerer, når vi gør det, vores hjerter synger om. Og hvis vi er varsomme og altid handler ud fra kærlige intentioner, så … ’
’Tror du folk gider læse om det her?’ spørger jeg hende og fortryder straks. Hun standser midt på skovstien og himler med øjnene. Så trækker hun på skuldrene.

’Glem hvad andre tænker’, siger hun så og ser indtrængende på mig. ’Glem hvad andre tænker og koncentrer dig om din engel”.
Husk, vi går i tillid nu.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Lene, Megan og Oktober, 2014