onsdag den 23. april 2014

Uvedkommende ingen adgang



’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene?
’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.
Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.
Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?
Mon fortsættelse følger?
 Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

tirsdag den 22. april 2014

Jeg ved at hun kommer tilbage


Jeg ved at hun kommer tilbage. Kvinden.

Jeg har tænkt på hende mange gange og undrer mig over, hvor hun blev af. Hun er flyvsk af natur, sådan må jeg beskrive hende, for hun bliver aldrig særlig længe af gangen. Jo mere jeg forsøger at fastholde hende og tigger hende om at blive, desto hurtigere forsvinder hun. Jeg forestiller mig, at hun har sin egen sejlbåd. Skjult i sivene, helt tæt på, selvom ingen andre kan se den. Hun elsker at vandre på stranden, siger hun, havet er hendes ven. Så hun søger derhen, det kan ingen forhindre hende i. Heller ikke jeg og jeg er holdt op med at forsøge.
Men jeg følger hendes fodspor i sandet på den sti, der smyger sig mellem klitterne. Vinden leger med mit hår, driller, danser om mit hoved og klistrer mod øjne og kinder. Et par hår sidder fast i munden og jeg børster dem væk. Lettere irriteret, jeg er lidt nervøs. Følger sporene, hendes slanke fødders DNA rejsende mod havets begyndelse. Sand, vind og muslingeskaller, en tom øldåse, jeg sender den en vred tanke.

Det er ikke din skyld, at et hjerteløst menneske smed dig her, men du ødelægger mit eventyrs poesi.

Jeg ved, at hun kommer tilbage. Hvis jeg bare bliver stående her og venter eller sætter mig på den store sten. Men den ser våd ud, stenen, så jeg undlader at gå derhen, jeg fryser allerede ved tanken. Det er ikke en varm dag, disen driver ind fra vandet og kaster fugtighed over landskabet. Et par måger flyver skrigende forbi, drevet af vinden og den stilhed, der findes imellem hvert bølgeskvulp. De skummer, bølgerne, fråden drypper fra deres mundvige og spyttet blander sig med sandet. Fodsporene er ikke længere at se. Ind og ud, frem og tilbage, vandet når et stykke ind over stranden og sletter de spor, der var. Men jeg ved, at hun gik denne vej, jeg fulgte jo sporene. Ensom står jeg på stranden og stirrer ud i havgusen. Mågerne forlader mig. Jeg glor på muslingeskallerne og mine egne fødder, som er solidt pakket ind i et par vandrestøvler. Det er koldt og jeg har ikke lyst til at følge kvindens eksempel. Men jeg misunder hendes naturlige skridt, også dem der blev spist af havet. Hendes medsammensvoren, havet, som sletter hendes spor.
Senere savner jeg havet. Stranden. Fodsporene er forsvundet, kvinden er forsøgt slettet fra min hjerteregion, selvom jeg godt tør påstå, at jeg kendte hende engang. Sporadisk. Hun var fjerlet som en sommerfugl og hun rørte ved noget i mig. Berørte. Forsigtigt som en finger, der glider over kinden. Måske vil jeg altid lede efter hende, i al hemmelighed for jeg siger det ikke til nogen. Ingen kan se det på mig, se, at jeg leder efter nogen. Jeg er bare en skikkelse på stranden, en vandrer. Lydløst spejder jeg efter båden i sivene, når jeg går i strandkanten, jeg stirrer mod horisonten som om mit blik kunne få øje på noget, jeg ikke kan. Men ville jeg mon kunne se hende med hjertet? Hvis jeg virkelig gjorde mig umage, lukkede øjnene og …?

Hvis jeg nu sejler ud til øen? Øen, hvor jeg så hende for første gang. Ville det ændre noget? Jeg elsker den specielle stemning, der er på øer, den åbner en hengemt åre i mig. Der er noget med øer og jeg kunne godt forestille mig, at jeg ville træffe hende der. Et tilfældigt møde. Igen. Jeg trækker vejret dybt og mærker, at det giver mening, pludselig husker jeg den slumrende følelse og inspirationen, der kan blive helt ren og klar. Som at puste glas og skabe noget vidunderligt af ingenting. Færdes udenfor hovedfærdselsåren og for en stund bliver et med landskabet, højder og dybder. Hvis jeg kan lade mig opfylde af den særlige stemning, der kommer fra kontakten med havet og noget langt større. Vil du høre en hemmelighed? På visse og særlige tidspunkter mærker jeg, at stedet findes i mig selv. Men jeg må opsøge det. Jeg må aktivt bevæge mig derhen, hvor det findes.
Kvinden. Inspirationen. Jeg må åbne mig for at møde det sted i mig selv, hvor hun findes. Dér hvor havet møder land og horisonten er uendelig. Jeg må vandre gennem disen og følge mine egne fodspor tilbage. Fortælle at jeg er klar til at tage imod og gøre mig selv til den havn, hvor hun vælger at lægge til. Jeg forvandles til en lille lavning fuld af siv. Jeg er en båd. Vugger blidt og lytter til bølgerne, der slår ind mod bådsiden og luller mig i søvn. Næsten. For så er hun dér pludselig. Jeg mærker hendes tilstedeværelse, hun rejser sig i båden, i mig og stiger forsigtigt ud. Jeg genkender hendes slanke fødder og håret, der danser om hendes ansigt. Frakken, fornemmelsen og den kildrende forventning, der opstår. Det ydre og det indre, det hele flyder sammen og vi er ét. Sammen. Igen.

Jeg har savnet dig, hører jeg mig selv sige, men det passer ikke helt, jeg mærker blot at mine læber bevæger sig. En tåre forlader øjenkrogen og hun børster den væk. En finger glider forsigtigt over min kind. Så går vi langs stranden, sætter spor, som slettes igen, vi taler ikke, men i stilheden og pauserne mellem bølgernes musik finder vi samhørigheden. Inspirationen. Roen. Og det hele kommer tilbage, mågerne, solen bag skyerne og den smukkeste regnbue tegner sine farver mod horisonten.
’Jeg har savnet dig’, synger havet og inspirationen nikker. ’Dig, fremstammer jeg, du mener vel os’?

Der er intet svar, en ny slags stilhed driver ind over kysten og jeg indfanges i dens spind. Bare bliv ved med at gå, hvisker nogen. Så vil du møde hende igen. Måske er det mig selv, jeg ved det ikke, men jeg ser tydeligt de fine fodspor i sandet. Muslingeskaller, tang og rester af drivtømmer. En båd ligger og vipper i sivene, hvorfor så jeg den ikke før?
’Er det i grunden ikke også lige meget’? synger havet og jeg standser forundret op og lytter til dets sang. Tidevandet mumler, hemmeligheder mødes et sted i kølige mellemrum og jeg nikker. Smiler. Det er fuldstændig lige meget. Jeg var jo lykkelig. Jeg mødte hende og jeg ved, at hun kommer tilbage.


Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

torsdag den 17. april 2014

Løvinden




Du ved ikke, hvem du er. For du er blevet en personlighed baseret på dit møde med verden udenfor dig selv. Du fik dit navn af andre. Og efterhånden fik du også at vide, hvem du var og hvad du var god til. Du mærkede, når du høstede ros, det gav dig glæde, så følte du dig elsket og værdsat. Derfor gjorde du mere af det, som gav dig kærlighed. Du indordnede dig, så du kunne høste så meget kærlighed som mulig.
Efterhånden blev du det, du gjorde. En, der indordner sig. Du blev den pæne pige. Du sagde ikke så meget, for du mærkede, hvordan det, du egentlig havde lyst til at sige, sjældent blev modtaget med interesse. Du mærkede kulden, modstanden og du havde lyst til at råbe. Skrige. Fortælle verden, at de var helt forkerte på den, når de sagde, at der ikke fandtes noget sådan som et lykkeligt liv. Ikke uden betingelser. Og dér, hvor du kom fra, var I ikke født med flæsk i lommerne. Sådan var det bare. Ikke at du brød dig om flæsk, men du forstod godt metaforen. Du har jo altid haft noget med ord og billeder. Og stemmens klang, når den udtalte de ord, der efterhånden blev et slags gospel, var ikke til at tage fejl af. Sensitiv, åh det har du altid været. Intet går forbi din næse, ingen stemning kan opstå, uden at du opfanger den. Og livet var ikke skruet sådan sammen, at man blot kunne sætte sig og tage imod ord. Fortrylle og fortælle, det kan du gøre i din fritid, når du bliver gammel. For du, min ven, er ikke født med flæsk i lommerne. Og i øvrigt findes der ikke eventyr.
Forsigtigt gik du videre i det, de kaldte livet, men skridtene blev mærkeligt tunge. Du følte dig ikke længere godt tilpas i din egen krop. Noget var forkert, men du kendte betingelserne og dine egne odds. Intet flæsk. Man må tjene til dagen og vejen, yde før man kan nyde. Du protesterede i det stille, du kunne sagtens få øje på øjeblikkets magi og den nydelighed, dagen foldede ud, men der var ikke tid til fordybelse. Du skulle jo gøre det, der blev forventet af dig.  

Du ved ikke, hvem du er. For din personlighed har du fået af andre. Og på et tidspunkt voksede den frakke sig fast som en slags ekstra hud og du kunne ikke få den af. Du prøvede ikke engang, for efterhånden vidste du faktisk slet ikke, at det bare var en frakke. Noget, der var blevet dig påduttet. Du glemte det og du gik videre med tunge skridt. Du lærte betingelserne for at blive elsket og reglerne for at have succes i denne verden. Du præsterede og du gjorde det godt. Heldigvis var ordene som altid dine fortrolige og du overtalte dem til at lægge sig til rette, så også de kunne indordne sig og passe ind i de nydelige kasser, andre havde sat op. Og du var så dygtig, du fik ros, succes og alle vidste, at man kunne stole på dig. Professionel og serviceminded. De smilede og du skar en grimasse. Sagde tak og forlod forfjamsket rummet, mens du følte dig uendelig tom indeni. Glæden var helt på deres side.

Noget i dig vidste, at de tog fejl. At der måtte være noget mere, noget andet, men du kunne ikke sætte fingeren på det. Og det allerværste var, at du ikke kunne forklare det, når de spurgte. De lyttede nu heller ikke, de så vantro på dig og rystede hånligt på hovedet, da du sagde at din fremtidsdrøm var at være glad. Jeg vil gerne være glad, sagde du og så lo de. Hun har ingen ambitioner. Ingen sans for forretning og intet drive. Glad. Det handler ikke om glæde, det handler om penge. Ambition. Succes. Sæt dig nogle mål, spids dine albuer og kast dig ud i livet. Du kan jo godt, vi kan se det, du har talent. Men du mangler noget.
Du prøvede. Du gik ned med stress. Du famlede i mørket, fandt lidt lys, men flere gange faldt du i et mørkt hul og kunne ikke komme op igen. De kaldte det depression.

Jeg mangler noget, tænkte du og følte dig fuldstændig malplaceret. Dette liv er en trist dans. Så trist, at jeg slet ikke har lyst til at danse. For du havde glemt, at du havde en frakke på, som andre havde designet og syet. De havde klædt dig på. Nu stod du alene og tvivlede ikke alene på dig selv men også på livet og den sagte stemme, der fortsat hviskede om glæde og eventyr. Den talte om skønhed, men skønheden var falmet og du troede ikke længere på den. Ej heller din egen skønhed. Og så, min blomst, så falmer man lidt efter lidt. Noget visner ligeså stille.
Du vidste ikke, hvem du var. Men nu går det langsomt op for dig. Gennem ordene, gennem hver eneste oplevelse af ren glæde, når du går gennem livet og får øje på de smukke detaljer. Fuglene i deres himmeldans, fra træ til sky og tilbage igen. Græsset, der bliver grønt, når foråret kommer og kaster sin kærlighed på himlen. Så grønt var græsset ikke før. Og himlen har aldrig før haft så smuk en blå farve. Noget er sket. Noget er forandret. Du er forandret.  Og pludselig får du øje på frakken, du ser hvor slidt den er.  Håbløs og gammeldags. Syet med løgne og gjort af tankespind. Personlighed. Du ler højt og krænger frakken af. Den klistrer lidt til kroppen, det kræver mange forsøg, men lidt efter lidt går frakken i stykker. Ærmerne falder af, lommerne hænger i laser, du kan trevle syningerne op og efterhånden gøre dig fri af den tåbelige beklædningsgenstand, du har haft på i så mange år, at du helt glemte, hvad der befandt sig inde bag stoffets bedrageri.

Din individualitet kommer nu til syne. Skræmmende, men du genkender den og du ved, at du elsker dens bløde stof, den måde det smyger sig om din krop på. Trådene er fastgjort til sjælens havn. Som små ankre holder de fast i din sjæl.  Du kigger dig i spejlet. Dit blik falder ned i en sø og du får øje på en smuk løvinde. Hvad er der sket? Du troede, at du var et får. Det havde du jo fået at vide. Et tåbeligt får, som bare fulgte flokken og forsøgte at hægte sig fast i det liv, der var forudbestemt. Hamsterhjulets hængekøje. Frem og tilbage, som en, der allerede var død. Og det føltes som død, det var bestemt ikke det liv, du oprindeligt havde mærket og som du havde så meget glæde af. Nu ser du. Nu mærker du.
Nu er du.

Ingen vil have en løvinde, tænker du og mærker, at det er fuldstændig ligegyldigt. For du vil have hende. Med hud, hår og lyst til at gøre og skrive lige nøjagtigt, hvad der falder dig ind. Fuldstændig uafhængig af normer, regler og kasser, der begrænser. Janteloven. Personligheden. Den ligger tilbage som et kadaver i en vandpyt. ’Men sådan er du jo’, siger de og gør endnu et forsøg. Du ryster på hovedet, du forlader fåreflokken, du er nødt til at prøve at vandre alene. Nu. Se, om det passer, det den stille stemme fortæller om.
Du var en slave af dine tanker. Af dine tanker, som andre havde programmeret. Resten sørgede du selv for. Og åh, du var så vred, så trist og en så kedelig skygge af dig selv. Bange for at træde forkert, rædselsslagen for at skille dig ud og blive forladt. Alligevel følte du dig ensom, for du havde forladt dig selv. Nu finder du tilbage. En løvinde. Og du indser, at det i sidste ende er fuldstændig ligegyldigt, hvad andre mener, tænker og tror. For når du boltrer dig i det liv, du elsker og værdsætter, i al sin smukke og strålende enkelthed, så finder du mod til at være alene. Og mens du går, får du øje på andre løver og løvinder. De nærmer sig, de hilser på og er nysgerrige efter at vide, hvem du mon er. Så ryster du på hovedet og smiler.

’Det betyder ikke så meget, hvem jeg er’, siger du med rolig stemme. ’Det handler mere om, hvad jeg repræsenterer’. Det vil de gerne høre mere om, så de opfordrer dig til at fortælle lidt mere. Det vil du gerne, du har altid gerne ville fortælle. Du vidste ikke hvad, du gjorde dig ingen tanker om hvorfor, det kom bare som det naturligste i verden. Historierne.
’Og det er hvad, jeg er. En god historie. Jeg er den tidlige morgenrødme og træernes grene. Jeg er himlen, havet og lyset, der falder gennem vinduerne på en kølig vinterdag. Jeg er sommeren, sanseligheden, de små øjeblikke af pludselig lykke, jeg er sorgen, glæden og dugvåd dans på bare fødder. Jeg er melankoliens tunge sejlskib på grågrønne vande, jeg er det pludselig strejf af sol gennem skyerne. Jeg er skyerne. Fuglene. Jeg er.’

’Og du er en løvinde’, er der pludselig en, der siger. Du nikker, ’ja det er jeg også. Det så jeg jo i vandpytten. Og her gik jeg og troede, at jeg var et får’. ’
’Nej’, råber de i kor, ’det er du bestemt ikke. Du er en smuk løvinde. Og vi er en modig flok får, at vi sådan tør sidde her og lytte til dig’.

’Får’? Nu ler du højt og ser rundt på den smukke flok af løver og løvinder. Det er I da ikke. Hvornår har I sidst set jer i spejlet, helt ærlig? Kom, så går vi hen til den nærmeste vandpyt og så skal I bare se løjer’.
Forbavsede rejser de sig op og følger efter dig. I gør holdt ved en stor vandpyt. Så bliver der helt stille. Et sus går gennem luften, et gisp, nogen skubber lidt for at se selv igen, kan det være sandt, er jeg heller ikke bare et får i en sanseløs flok?

I smider jeres dyrkøbte personligheder i vandpytten og går videre. I vandrer sammen, fordi I synes det er dejligt sådan, lige nu, I vælger det. Helt bevidst. I gør det ikke, fordi I er bange for at være alene, tværtimod, I gør det, fordi I føler os stærke og smukke sammen. Lige nu.
’Men hvad skal der så stå på din gravsten’? er der pludselig en af løverne, der spørger dig.

’Hun døde glad’, siger du uden at tøve.
Tekst og billede, Lene Megan, april 2014

onsdag den 16. april 2014

Sjælens agenda




Hvis du virkelig er din vej, så bliver du også til, mens du går. Skridt for skridt. Når du giver dig tid, mærker efter og lytter til den stille stemmes visdom, folder det hele sig ud på magisk vis.
Sådan er det i øvrigt også med skriverier og den intuitive skriveproces. Ord for ord folder noget sig ud. Det er både eventyrligt og overraskende.

Giver du dig selv lov til at skrive helt intuitivt? Og lytter du til din intuitive fornemmelse og lader den bestemme, hvilken vej du går? Jeg lover dig, hvis du tør, så bliver du helt din egen magiker.
Nu tror du måske, at det er April, der er kommet ind i mit skriverum med kaffe og ord. Men sandheden er, at hun er ude og vandre. Hun stod op klokken fem, døren lukkede sig stille bag hende, men en kølig vind slap ind. Den vækkede mig.  Jeg skyndte mig hen til vinduet og så April betræde den spæde solopgang. Hun havde vist et møde med æbletræet i baghaven og så var der også noget med fuglene. Jeg ved det, hun kan være en smule hemmelighedsfuld, men jeg tilgiver hende. For hun kommer altid tilbage med en vidunderlig duft af liv i håret. Den friske, kølige luft giver hende røde kvinder og så synger hun så smukt. Jeg kan høre hendes stemme længe inden hun igen står i entreen og smider sin frakke på stumtjeneren.

Ordene? Jo ser du, de kom et helt andet sted fra. De er ikke noget, jeg kan tænke mig til, det er mine skriverier efterhånden sjældent. Tankerne har det med at forvirre processen. De har en forkærlighed for kasser og de vil altid have en logisk forklaring på, hvorfor der står, som der gør og hvad jeg egentlig mener. Længe før ordene har skrevet sig til ende. Det gør mig træt. Det ødelægger min glæde, ofte ender det med, at jeg forlader mit skriverum og smækker med døren. Jeg kan ikke leve op til tankernes betingelser. Deres ukærlige og til tider fordømmende måde. De er bare usikre og bange, har April sagt til mig, lad dem være. Giv dem kærlighed og vis dem, at der ikke er noget at være bange for. Det er først når vi vælger at blive i vores kasser og lade tvivlen bremse os, at vi har grund til at være bange.
Det kan være skræmmende at bevæge sig udenfor kasser og tankelogik. Men når man har valgt at følge sit hjerte, så går man hele vejen. Det er målet. Vejen. Og den går op og ned, vejen, der er dybe dale og høje bjergtinder, hvorfra man kan skue langt. Og nej, man kan ikke se ind i fremtiden. Men sig mig, hvorfor vil du så gerne derhen? Hvad er det, du håber at finde i fremtiden, som du ikke har her? Lige nu, i dette øjeblik? Har du sat en masse betingelser op i forhold til, hvad der gør dig lykkelig? Hvis bare jeg … og så løber du videre i håb om, at du ramler ind i lykken ved næste vejkryds. Glem det.

Glem det, sæt dig ned og mærk jorden under dig. Se, hvordan små grønne spirer skyder op af jorden.  Se, æbletræerne blomstrer. Og fuglene kommer langvejs fra for at være med. Svævende gennem Europa og til lige netop det sted, hvor du befinder dig nu. Her. Lyt til stilheden, mærk hvor godt det gør, når du søger den i dit eget hjerte. Lyt til den stille stemme og opgiv al kamp. Lad tankerne være tanker, for det er alt, de er. Tanker. Og du er ikke dem. Du kan vælge at sidde her og se morgenen folde sig ud. Betragte skyerne, som de forsigtigt begiver sig over himlen, for lige nu er vinden stille og alt ånder fred. Det ændrer sig måske senere, men hvorfor skulle du bryde dig om det?
Du er. Perfekt. Akkurat som du er. Og du er. Lige nu.

Der findes ingen fremtid. Det er blot tankespind. Vi kan rejse gennem tankerne og vi kan fjerne os fra livet og fra os selv. Søge i øst og i vest og lytte til kloge mennesker, der fortæller os hvordan. Vi vil jo så gerne dele og sprede vores erfaringer, så vi ikke har levet forgæves. Men vi kan ikke lære af andres erfaringer. Vi må gøre dem selv, vi må turde begå fejl, snuble, falde og rejse os op igen. Vi må erkende. For den subtile forståelse, vi egentlig søger, findes ikke et sted derude. Der findes kun en sandhed og den bor dybt i dig selv. I din sjæl.
Det er blevet min rejses overskrift. Sjælens agenda. Jeg troede, at jeg havde en forkromet plan og jeg satte mig fine mål, som jeg i et stykke tid gjorde alt for at nå. Men livet ville det anderledes. Det gik i en anden retning, end jeg har forventet. Og nu har jeg besluttet mig for at give slip. Slippe alle mine forestillinger om hvordan og hvorhen. Noget vil fortælles, skrives og leves. Nogen pusler og rumsterer og en stille stemme hvisker. Der findes en anden vej, en anden måde.

Hvis du virkelig er din vej, så bliver du også til, mens du går. Skridt for skridt. Når du giver dig tid, mærker efter og lytter til den stille stemmes visdom, folder det hele sig ud på magisk vis.
Lytter du til din intuitive fornemmelse og lader den bestemme, hvilken vej du går? Jeg lover dig, hvis du tør, så bliver du helt din egen magiker.

For livet er magisk og magien er nu.
Kærlig hilsen
Lene Megan, april 2014


 

fredag den 11. april 2014

Og så valgte vi livet


 

 
Skal vi ikke fejre os selv i dag?
 April kommer drivende gennem disen. Som en gås letter hun på tunge vinger, men alligevel ser det let ud, som hun sejler der over himlen og gennem det grå skydække. Pludselig får hun følgeskab af to andre gæs. De skræpper, sludrer med hinanden og April, mens de forsvinder i horisonten. Jeg står helt stille og betragter dem. Skutter mig lidt i den tidlige morgenstund og mærker fugten i mit hår. Horisonten er uklar og jeg føler mig en smule træt. Og så undrer jeg mig over, hvor April blev af. Er hun nu også en gås? En fugl? Kan hun bare forvandle sig, som det passer hende og slutte sig til hvem og hvad som helst?
’Jep’. Pludselig står hun igen ved siden af mig som sig selv. Eller i hvert fald sådan, som jeg kender hende. Det viltre hår og de spillevende øjne med et glimt af morskab og evighed. Jeg kan beslutte mig for hvad som helst. Og være det. Så jeg flyver med gæssene og taler med træer. Jeg vandrer i morgenen og bliver et med disen, kysser jorden, danser med firben. Hvad mere vil du vide?’
Så ler hun højt og puffer kærligt til mig.
’Jeg vil gerne lære det, du kan’, udbryder jeg og det ønske kommer lige fra hjertet. Hvem vil ikke gerne kunne forvandle sig til hvad som helst og blive et med sine omgivelser? ’Og hvad talte du i øvrigt med gæssene om?´´
’Vi fik os en snak om livet og evigheden’, siger hun og udfører et par dansetrin i det dugvåde morgengræs. Træerne står majestætisk stille i disen og afslører ingenting. Vi er trådt ind i et slags tomrum, et venteværelse midt i foråret. Alt er stille. Vinden har lagt sig og pludselig kan jeg høre stilheden synge. April rykker tættere på eller også er det bare noget, jeg bilder mig ind. Vi smelter ligesom sammen. Stilheden slynger sig om os som usynlige grene og pludselig er vi omsluttede af et nyt slags mørke. Mine øjne er lukkede, jeg står og svajer lidt. Om lidt falder jeg, tænker jeg og det gør jeg på en måde også. Jeg falder ind i en ny slags bevidsthed. Dagen bor i mit hjerte, dybt inde i min sjæl vokser noget frem og lyset bliver pludselig lidt skarpere. April holder mig i hånden, det mærker jeg nu og pludselig vågner jeg igen. Udstøder et slags skrig, nu falder jeg, men nogen griber mig.
’April, er det dig?’
Hun nikker. Hendes smil lyser op og er pludselig den sol, jeg savner at mærke. Jeg trækker vejret dybt og forstår, at hun netop har givet noget videre til mig. En visdom, der ikke kan tales højt om. Der kan heller ikke skrives om den, så forsvinder den, men jeg forsøger alligevel.
Og så er vi pludselig tilbage. Vi står foran huset og det er morgen. ’Lad os kalde dagen for fredag’, hun fniser og ser på mig med sit åbne ansigt, der indbyder til dans. ’Kaffe, min skat, jeg spurgte dig jo om noget?
Jeg nikker, kaffe ville være en god ting. Lidt fortumlet ser jeg på hende og jeg må have lignet et spørgsmålstegn, for hun ryster på hovedet og gentager os selv.
’Skulle vi ikke fejre os selv? I dag, lige nu, fejre at vi er ankommet til nuet og at lyset er ved at vågne. Hun peger mod horisonten og jeg kan godt se det. Noget er ved at rejse sig fra nattens slagmark. Nogen pusler og rumsterer.
Jo, lad os fejre os selv, i dag, April, det er fredag og vi er i live. Nuet har dækket bord og serverer små øjeblikke, trædesten over livets flod, og vi kan vælge at spise. En bid af gangen.
Jeg vælger livet, siger jeg og hun nikker, det gør hun også. Og så løber vi om kap ind i køkkenet, mens vi klukker af latter, for dagen er ny og kaffen bliver så god. Det ved vi bare. Og vi glæder os.
 Kærlig hilsen Lene, Megan og April
2014
 

torsdag den 10. april 2014

En skrivende pilgrimsfærd




I disse arbejder jeg med kernen i Skrivehuset  og oplever, hvor vigtigt det er for mig, at jeg er min vej. Og eftersom vejen bliver til, mens jeg går, bliver jeg også til, mens jeg går.

Har du tænkt på det? At hvis du virkelig er din vej, så bliver du til, mens du går. Skridt for skridt. Når du giver dig tid og mærker efter, så folder det hele sig ud på naturlig vis. Og pludselig en dag ...

Sådan er det i øvrigt også med skriverier og den intuitive skriveproces. Ord for ord folder noget sig ud. Det er både magisk og overraskende.

Efterhånden tør jeg godt påstå: Jeg elsker mit arbejde. For jeg begynder så småt at være mit arbejde. Og pludselig er det slet ikke arbejde længere. Det er en passion!
Det er en spændende proces og jeg lærer hele tiden noget nyt. Og jeg bliver også mindet om gammel og værdifuld lærdom. Historie om elefanten, der kun kan spises i små bidder. Man kan kun tage et skridt af gangen. Det er fornem balance fra sten til sten over livets floder. Det er en dans i øjeblikket. En bevægelig balance. Et skridt af gangen.

At danse i øjeblikket er modet til at begive sig ud på dybt vand, vel vidende at der vil være sten at gå på. En efter en kommer de til syne i disen. Vi behøver ikke at kunne se alle stenene for at komme over floden. Det hele udvikler sig og folder sig ud. Skridt for skridt. Det er en nydelig proces. For svarene findes kun i øjeblikkets bevægelse. Dér kan man tage imod. Modtage de gaver, livet bringer og de historier, der kommer svævende som smukke fugle fra flodbredden og videre over vandet.
Velkommen.

Behovet for kontrol er vores hindring. Processen lærer mig, at jeg skal turde give slip og vide, at jeg kan flyve. At mine vinger vil bære mig. Det er nødvendigt at slippe kontrollen i livet og det er også, når man skriver. Således opdager jeg mange ligheder mellem det at skrive og at leve. Man må ruste sig med tillid. Tillid til processen og til sig selv.
Når vi slipper kontrollen, når vi giver slip, så får vi fat. Så kommer gaverne, historierne og de små øjeblikke af sælsom lykke.

Magi.

Fuglene flyver omkring Skrivehuset og synger om glæden ved at skrive og skabe, den rene lyst, som er en gave til det intuitive og skrivende menneske. En flygtig gave, som skal gribes og ikke begribes.
Træk vejret dybt, giv slip og giv dig tid. Et skridt af gangen. Ord for ord folder noget sig ud.

Jeg bliver ofte overrasket over de historier, jeg rummer og de ord, der flyder, når jeg giver slip og bare skriver. Historierne vil skrives gennem mig. Når jeg ikke længere skriver med tankerne og fra sindet, men bevæger mig et andet sted hen, sker der ting og sager. At turde give slip og modtage er en stor del af den proces. Tillid. For de findes derinde, historierne, de gode og glædelige, men vi er nødt til at skrive dem frem.
Skrivehuset handler om rejsen. Processen. At tage på eventyr i sig selv og med nysgerrighed og glæde at udforske de ord og sætninger, der baner sig vej, når vi ikke skriver fra tankerne og ud fra en kontrolleret tankegang. Glem produktet, det her er ren og glædelig proces. Rejsen er målet. Mange af os er ofte fokuserede på mål og produkt og derfor bliver vejen/rejsen ofte en ulidelig pinsel gjort af burde og skulle. Vi vil bare frem og det hurtigst muligt. Vi vil se resultater. Og skriver man, vil man gerne se at blive færdig, så man kan få udgivet sin bog. Jeg har en bog i maven, hvordan får jeg den ud?

Men hvad skete der med glæden ved at skrive og skabe? Rejsen? Nyder man den?
Det er kernen i Skrivehuset og mit virke. Rejsen. Glæden. Så kald mig bare rejseleder! Jeg elsker at rejse gennem ord og stemninger og det er gået op for mig, at jeg dybest set ønsker at overgive mig fuldt og helt til processen og bare nyde at skrive. Som jeg gjorde det som ganske ung pige. Men ofte strander jeg, når jeg bliver fokuseret på målet og ”hvad skal der mon komme ud af dette”?

Der skal ikke planlægges for meget. Vi kaster os ud i det. Det handler eventyr, for vi moderne mennesker glemmer ofte at livet er et eventyr. Jeg vil gerne invitere eventyret og eventyrere indenfor i Skrivehuset.

Rejsen er en skrivende pilgrimsfærd for skrivende sjæle og andet godtfolk.
Og du skal være så hjertelig velkommen. :)

Følg gerne Skrivehuset på Facebook. Og snart kommer der nok også en hjemmeside til syne ... et sted i disen.

 Kærlig hilsen og på gensyn i Skrivehuset
Lene Frandsen
Skribent, skrivecoach og mindfulness instruktør

tirsdag den 8. april 2014

Alkymi




Hun går med langsomme skridt og bevæger sig ind i krattet. Træerne tager imod og kaster skygge i hendes kølvand. Lyset falder ned fra himlen, men når ikke helt ind i skovbunden. Noget bliver hængende i trækronerne og forbliver en antydning. Det knirker under hendes fødder, grene knækker, mens hun bevæger sig dybere ind i skoven. Skoven, som altid har været hendes ven og fortrolige. Ingen spørgsmål, ingen formaninger eller gode råd, skoven er en sand lytter. Og hun behøver ikke engang at sige dem højt, ordene, skoven kan læse tanker.
Forsigtigt glider hun gennem lys og skygge, mens træstammer tavse tåler hendes færd. Så smiler de og åbner sig, en nydelig plads kommer til syne midt i mørket. En lysning. Hendes blik falder straks på en stor sten beklædt med mos. Lysegrønt mos. For det er forår, selvom det måske ikke synes sådan lige nu. Der er et nyt og frisk skær over skoven og dens beboere, alting spirer og vokser frem af ingenting. Der er kommet flere lyde til, siden hun var her sidst, fugle slår sig ned i trækroerne og nogle samler ind til reder og gør klar til kommende familieforøgelser.
Mens hun sidder på stenen med lukkede øjne og falder til ro, omsluttet af træer og stilhed, hører hun de forsigtige skridt. De kommer i hendes retning, men hun åbner ikke straks øjnene. Hun formoder at det drejer sig om fugl, som ikke har set hende. Hun forestiller sig, hvordan hun bliver et med stenen, klædt i lysgrønt mos og uendelig stilhed. Ro. Noget værdigt tager bolig i hendes krop, forestillingen om at hun er en del af skoven og noget større gør godt. Jeg er ikke alene.

Vi søger sammen, siger skoven, men vi ved også, at vi er vores egne svar. Vi bærer det hele rundt med os. Hele tiden. Det forsvinder ikke, men vi glider bort. Omfavnes af tvivl og tages på tur af spekulationer og bekymringer. Er vi gode nok? Har vi virkelig alt det, vi skal bruge? Er vi nok i os selv? Nok?

Skoven kender svaret, men hun forstår godt, hvorfor den siger sådan til hende. Spørgsmålene rummer deres egne svar.
Hun mediterer lidt, mens hun lytter til skridtene i skovbunden. De kommer nærmere og stopper op. Raslende blade afløses af stilhed. Dybe vejrtrækninger, hun er en mosbeklædt sten. En lysning midt i skoven, en vandrede mellem himmel og jord. Alt falder på plads i rolige øjeblikke, forsigtigt giver hun slip på det stress, jag og de bekymringer, hun havde med sig i rygsækken. Rygsækken, som står i skovbunden ved siden af hende. Stenen. Mosset. Jeg er lysegrøn, tænker hun midt i meditationen og den tanke er ikke svær at acceptere. Hun mærker, hvordan tanken om alt det nye og gode fylder hendes celler. Noget slapper af, hun slapper af, skoven ånder og bevæger sig lydløst omkring sin egen akse. Jorden. Skridtene. Fuglen, for det må vel være en slags fugl?

Nogen kigger på hende, hun mærker det, men intentionen var at blive siddende i stilhed med sig selv og skoven og det gør hun. Lad den bare glo, fuglen, måske mediterer den også nu, for den er blevet helt stille. Eller også er den fløjet, uden at hun har bemærket det? Tanker, hun registrerer dem med så meget kærlighed, hun kan mestre, accepterer og vender tilbage til åndedrættet.
Det er tid, hvisker skoven og vækker hende blidt til live. Hun ved ikke, hvor længe hun har siddet der, men hun fryser lidt. Lyset er anderledes nu og skyggerne er blevet dybere. Du skal gå nu, det ved hun godt, hun åbner øjnene og føler sig både kold og døsig. Stenen nikker anerkendende til hende, da hun samler rygsækken op og placerer den på skuldrene. Den er forbavsende let nu.

Vi var et. Nu er vi to. Alkymi. Stenen smiler og vinker farvel.

Så ser hun de små spor på skovbunden foran sig. Men hun genkender ikke aftrykkene. De ligner ikke noget, hun før har set. Hun ærgrer sig over, at hun lod mobiltelefon og kamera blive tilbage i bilen, ellers ville hun have foreviget det sælsomme syn. Ubeskriveligt, tænker hun, jeg vil ikke kunne forklare det, når jeg kommer tilbage.
Det er ikke alting, der skal forklares. Skoven smiler godmodigt og kysser hende farvel. Noget skal bare ses, mærkes og slippes fri igen. Kom godt hjem.

Hun bevæger sig tilbage i samme retning som hun kom. Denne gang er skridtene både lettere og mere tunge på samme tid. Hun har ikke travlt, en sjælden langsomhed har lagt sig over hende. Hendes fødder kysser jorden, mens hun går.
Hun har ikke travlt.

Tekst og billede, Lene Megan, april 2014
Skrivende meditation