onsdag den 27. august 2014

Sjælens agenda


 
’Hvad hvis din sjæl har en agenda, som du blot skal lytte til og følge?’
Hun ser på mig, øjnene hviler et sted dybt i mig. Jeg mærker genklangen af budskabet, der forstås et andet sted fra. Så jeg nikker bare.

’Vil du tænke over det spørgsmål og lade det bundfælde sig? Denne gang venter hun ikke på min reaktion, hun træder et skridt nærmere, tager min hånd i sin og fortsætter; ’Din indre guru. Kan du huske, hvad vi talte om på min første dag hos dig? Den første august, hvor det stadig var sommer og håbet levede i humlebiernes summen og rosernes duft? Min måned er snart gået og afskedens dugvåde øjeblik nærmer sig. Efteråret rasler i kulisserne, bag træerne ånder hun blidt på buske og træer. Snart forlader jeg dig, men denne gang er jeg helt rolig. For jeg ved, at du erkendt noget vigtigt. Det har været svært men nødvendigt. Og du er klar til at besvare spørgsmålet. Om sjælens agenda. Du er klar til at lytte. Og tage imod.’
Mere afslører hun ikke. Hun har tænkt at nyde dagen; ”Carpe Diem’ nynner hun, mens hun danser ned af trappen i sin sensommerkjole. Lette skridt på trætrin. En tung duft af sommer krydret med noter af fugt og forrådnelse sejler i hendes kølvand. Jeg fornemmer æbler og de allersidste blommer. Den klæbrige lugt af våd jord. Og noget andet, jeg ikke helt kan definere. Samtidig forstår jeg, at det er helt som det skal være. Af ord er jeg kommet,  men derfor behøver jeg jo at sætte ord på alt. Jeg skal bare mærke det. Den gode følelse og genklangen, lytte til den sang, der lægger sig blidt om min sjæl som et … slumretæppe. Egentlig er det slet ikke en slumren, selvom det kan føles sådan. Det er nærmere en stille opvågning.

Hvad nu hvis min sjæl har en agenda, som jeg blot skal lytte til og følge? Hvad siger du? Ja, for spørgsmålet var jo ikke kun til mig, det var til os alle. Sådan er det med August og månederne, de er til for os alle sammen. De har en fin mission. Men det opdager man først, når man lærer at acceptere dem. Forstå deres sprog. Og den slags tager tid og tålmodighed. Som … jeg har rigeligt af! Jeg ler kærligt af mig selv og gentager ordene , for de er et vigtigt mantra. Og jeg husker de to magiske ord.  
Jeg er tid og tålmodighed. Alting kommer, når det skal. Når det er tid. Når jeg er klar og …du er klar.
 Er vi …
Klar til at give slip?
Klar til at tage imod?
Klar til at lytte til sjælen og dens agenda?
Indstillede på at følge glæden?
Parate til at gribe dagen og tage imod de gode øjeblikke?
Leve i nuet?
Leve langt mere fra kroppen og sjælen og mindre fra sindet?

August synger. Jeg kan høre hendes klokkeklang fra haven nedenunder. I dag står døre og vinduer åbne, vasketøjet danser i vinden og noget falder på plads.
Det føles godt. Og når det føles godt … så er det sjælen, der har sit hjerte med i spillet. Og hjertet er det allervigtigste punkt på sjælens dagsorden.


Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

søndag den 24. august 2014

To ord og tolv engle




Der var engang, hvor jeg troede at måneder bare var en inddeling af året. Og året var en slags målestok. En slags timeglas, der rendte ud og gjorde mig mere og mere forpustet.
Jeg havde også en forestilling om, hvad der hørte til i hvilken kasse. Eksempel; sommerferie. Ja, det siger sig selv, den holder man da om sommeren. I mindst to uger. Gerne tre. Og så slapper man af. Med det samme. Man lander ikke, for det har man slet ikke tid til, nej man kaster sig ind i ferien i en vis fart og udover at slappe af og lade op, få ny energi og sove længe, så skal man også indhente en masse, som man ikke nåede i det travle og til tider hektiske forår. Komme tættere på sin partner igen. Og sine børn. Kvalitetstid af den slags, der samler alle de tråde, som knækkede i farten. Misforståelser glattes ud, kærligheden blomstrer. Alt det hørte til i Juli. Et kæmpemæssigt pres blev lagt på hendes spinkle skuldre.

Men så lærte jeg hende at kende. Juli. Og det viste sig, at det slet ikke var en slags kasse midt i året, hvor solen skinnede og alting nødvendigvis bare blev godt igen. Hun var en månedlig engel af feminin visdom. En måned, som kunne både tale og vise mig, at tingene ikke altid blev, som jeg gik og troede. Det gjorde de faktisk sjældent. Det gør de faktisk sjældent!
Jeg lærte efterhånden, at jeg ikke skal tro på alt det, jeg tænker.

Jeg havde så mange forestillinger om, hvordan det forholdt sig. Og forholder sig. Jeg tog fejl.
Jeg tog simpelthen en fejl og kiggede den godt og grundigt efter i sømmene. Og så opdagede jeg, at det bare var et ord. Et ord behæftet med en masse negativt ladet energi og noget, som jeg helst kastede fra mig i en vis fart. Fejl. Det er ikke noget, jeg tager. For fejl er dårligt. Dumt. Og så begynder det at blive rigtig potent, for jeg satte faktisk lighedstegn mellem mig selv og den fejl, jeg havde taget. Jeg har taget en fejl, ergo er jeg en ... fejltagelse? Som i 'jeg er dum fordi jeg har taget fejl'. Så jeg forsøgte at lade alle fejl være. Gik i en stor bue udenom. Og det er en fejl! En af dem, der klistrer sig til huden som en skovflåt. For fejl vil tages. Enten tager du dem eller også tager de dig.

Det er meningen, at fejl skal tages, som  de sten, vi samler op på stranden. De er et slags værktøj til erkendelse. Og de er hverken gode eller dårlige. De er bare.

Og vi er ikke de fejl, vi tager. Vi er summen af det vi lærer og erkender, når vi har taget fejlen. Fejlen er bare, så vi kan tage den og tage ved lære.
Jeg er begyndt at bruge de to ord på en anden måde. Jeg er.

JEG ER... Og så vælger jeg at sætte noget fint bagefter. De to ord er nemlig magiske. For mit liv og kvaliteten af det, afhænger helt af, hvilken ord jeg vælger at sætter efter ”jeg er …”.
Har du lyst til at prøve? Måske vil du også opleve, at dit liv og din virkelig forandres, alt efter hvilke ord du sætter bagefter. Jeg er …

Og du, der er ingen begrænsninger. Du kan være lige præcist det, du gerne vil.
Jeg er kærlighed. Jeg er skønhed. Jeg er ro. Jeg er stilhed. Og måske er det derfor, jeg befinder mig så godt i stilhedens favn, hvor tankerne slukker deres blinkende lygter og tager en pause? Fordi jeg i virkeligheden er stilhed? Og det er stort at være kærlighed. Det skulle du prøve! Månederne, de tolv vise engle, gør det hele tiden. De er nemlig bare. Alt det, de vælger at være. Men de er ikke definerede ved, hvad de gør og hvordan vejret i øvrigt er, når de kommer forbi.

Og hvordan ved jeg så, at de er engle, spørger du måske og ryster på hovedet? Sandheden? Det gør jeg heller ikke. Men jeg har valgt at tro på, at de er engle. Og jeg har accepteret, at de bringer mig både glæde og visdom, når jeg vælger at lade dem være, som de er. Magisk!  

Jeg er.
Jeg er havet.
De lydløse pastelfarver og vindens vejrtrækning.
Jeg er sandet, tangen og de rejsende sten.
Formen, farven og fuglen. Flyvende.
Jeg er tidevandet. Tågen, der ruller ind fra vest.
Bølgerne, den mægtige brusen, pludselige pauser af stilhed.
Jeg er rytmen. Takten. Musikken.
En smuk komposition af noget, nogen skabte engang.
Jeg er skabelsen. Eventyret.
Den tidlige morgen, hvor solen smiler gennem persiennerne og viser mig en ny dag.
Jeg er solen.
Duggen. Dansen. Livet, der vikler sig ind og ud af sig selv.
Jeg er livet.
Jeg er.
 
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

fredag den 22. august 2014

Leg med livet



De sidste par uger har betragtet min hund Keeva med ekstra opmærksomhed.
Hun er sådan en hundedame, som ser dig dybt i øjnene og ligesom vil fortælle dig noget.
Så jeg har forsøgt at lytte og jeg har observeret, hvordan hun leger med livet.
I går aftes tog vi til stranden og hun viste mig det igen.
Glæden. Nuet.

Den måde, hvor hun tog imod det hele på, åben og fuld af nysgerrighed.
Hun badede i bølgerne, selvom det var koldt.
Hun gravede i sandet. Og hun så på mig med de dér øjne.


'Kan du se det? Har du forstået det nu?'
Og ja, Keeva, vidunderlige Keeva. Jeg tror, at jeg har forstået det nu. Derfor disse ord.


 Jeg elsker de historier, der kommer til mig. Jeg er mine historier. Jeg åbner mig og tager imod.
Jeg deler gerne mine historier og sender dem ud. Jeg sætter dem fri og lader dem flyve. De er frie fugle med subtile budskaber.

Det handler ikke om, hvor mange kommentarer, jeg høster eller hvor mange likes på Facebook. Slet ikke.
Det handler om den følelse, jeg har, når jeg skriver dem. Følelsen af glæde, af flow og det smil, jeg pludselig mærker på mine læber, mens jeg sidder og skriver. Når jeg er INSPIRERET.

Jeg tænker ikke, når jeg skriver, det er ikke sindet, som skriver historier. De kommer et andet sted fra, historierne. De historier, som jeg NYDER at skrive.
Det er min nydelse, det handler om. For uden min nydelse og følelsen af glæde, kan jeg ikke inspirere andre. Uden mit dybe nærvær og min tillid til, at historierne har deres egen dagsorden og et formål, jeg ikke altid helt forstår, kan historierne ikke leve.

Det handler om min forbindelse til historierne. Min forbindelse til kilden.
Jeg har været alt for opsat på at skrive til nogen. Men jeg skal ikke skrive til nogen. Der er nogen, som skriver til mig. Jeg skal ikke tale. Jeg skal være stille. Så stille, at jeg kan høre de subtile historiers stemme, de historier, som ellers ikke ville se dagens lys.

Det er gaven ved at være særligt sensitiv. Det er gaven ved at mærke og fornemme meget af det, som andre skynder sig forbi. Det er gevinsten ved at dvæle og stoppe op. Det er de lydløse energiers historier. Det er naturens. Og noget, jeg slet ikke behøver at gøre mig begreb om.
Jeg skal bare lytte. Og tage imod.

For denne gave er jeg dybt taknemmelig. For dette sensitive liv, som tidligere har voldt mig så mange kvaler. For alle de kommentarer om at være sart – eller hysterisk. For følelsen af at være anderledes og en smule sær. For behovet for at være alene med naturen. Stilheden.
For det har altid været historierne, som gjorde mig godt. Ordene. De skriverier, jeg bare kunne tage imod så let som ingenting. Historier, som sommerfugle, der lander forsigtigt på en finger, når man ikke jager dem.

Det er mit formål. Den vej, der valgte mig. Hvad er mon dit formål?
Og aldrig mere skal jeg begræde manglende kommentarer, rungende tavshed eller hånlige bemærkninger.

Det skal du heller ikke. Du skal gøre det, der gør dig godt. Selvom. På trods af. Og netop derfor.
Gør det godt for dig. Gør det, du kan mærke er rigtigt for dig. Om det er at tage imod historier, strikke smukke trøjer eller lave guddommelig mad. Om det er at lege med din hund ved havet, samle sten, sætte tal sammen eller … Hvad gør dig godt? Gør mere af det. Og for Guds skyld, for din egen skyld, tag den med ro. Giv dig tid. Giv dig selv tid.

Tag imod. Og gør som Keeva. Leg med livet!

Og måske har du lyst til at erstatte mit "jeg" med "dig". Eller "vi". For jeg er sikker på, at jeg ikke er alene i den erkendelse, der nu har set dagens lys gennem ordene her og som først rigtig er ved at bundfælde sig.

Det handler om følelsen. Følelsen af at være ...

onsdag den 20. august 2014

Begå dine egne fejl




Hun fortæller mig, at hun har gået vejen før mig.
Jeg tænker, ja, du har gået din vej, men du har ikke gået min.
’Jamen’, siger hun, ’hør her, vejen er den samme. Og eftersom jeg har gået den før dig og begået den ene fejl efter den anden, eftersom jeg for vild, faldt og slog mig noget så grusomt, fald, som kostede både blod, sved, tårer og PENGE, så er der jo ingen grund til, at du begår nøjagtigt de samme fejl som mig. Vel?’

Så rækker hun mig sit seneste nyhedsbrev. ’Det her må du bare læse. Læs og lær det. Hør min historie og vid, at du ikke behøver at gentage mine fiaskoer. Du skal blot følge mit 12-trins kursus til en sundere og mere lige vej mod det, du drømmer om’. Her ser hun spidsfindigt på mig, rømmer sig og tilføjer: ’Det din sjæl drømmer om’.
Jeg ser forundret på hende. Hvorfra ved hun, hvad min sjæl drømmer om? Her går jeg selv og er kun ved at finde ud af det, for det ser ud til, at min sjæl har langt større og mere fyldestgørende drømme, end jeg i mit sind kunne udtænke. Min sjæl ved bedst. Og den ryster på sit følelseshoved af 12-trins kurser og bliv-dig-selv-i-en-fart bøger. Den ryster så meget, at jeg bliver helt svimmel.  

’Tror du ikke, at det er bedst, at jeg begår mine egne fejl? spørger jeg forsigtigt.
Hertil slår hun en hånlig latter op. Eller hånlig er ikke det rette ord, latteren er mere … overbærende. Et hun-ved-ikke-bedre-den-stakkel blik rammer mig som en fugleklat. Plask. Så render den ned over ansigtet og jeg tørrer den af med kanten af mit ærme. I dag har jeg ikke råd til at være sart. Jeg er her jo for at lære!

’Som jeg sagde til dig’, sukker hun og hendes øjne himler, ’hvis du vil spilde kostbar tid, blod, sved, tårer … så skal du da være velkommen. Men fejlene er allerede begået. Hvorfor begå dem igen, når du kan smyge dig udenom så let som ingenting? 12-trin, det står her sort på hvidt og oveni får du mit bonushæfte, hvor du lærer, hvordan du … ‘
’Stop!’ Jeg ryster på hovedet. Noget i mig skælver. ’Hvad nu hvis jeg har lyst til at begå fejl? Hvis nu at mine egne fejl er strengt nødvendige for at jeg lærer det, jeg nu skal lære? Der er visse erkendelser, som vi kun kan gøre os af bittersød erfaring. Tror jeg. Og hvad nu, hvis det skulle vise sig, at det, der var en fejl for dig, slet ikke er en fejl for mig? Tænk nu hvis lige netop det, du gjorde forkert, viser sig at være den helt rigtige løsning for mig? Det skridt, der udløser min egen sjælelige jackpot?

Hun ser vantro på mig. Så tager hun sin bog og sit hæfte samt det stykke papir, hvor jeg skulle have skrevet under. Hvis jeg altså havde valgt at købe hendes ”Kom fejlfrit frem til dit mål” kursus. Og hendes kropssprog siger mere end tusinde ord. Der er vist ingen tvivl om, at hun er overbevist om, at jeg ved at sige pænt ”nej tak” er ved at begå den største brøler i kvindes minde. En kæmpe fejltagelse! Hun trækker på skuldrene og forsvinder hen af gågaden.
Jeg har begået mange fejl. Og jeg gør det stadig. Nogle fejl begår jeg faktisk flere gange og det er der nogle, som kalder dumhed. Jeg kalder det repetition. Nogle fejl skal begås igen (og igen), før man lærer. Og venner, vi kan ikke begå fejl på andres vegne. Vi kan dele, inspirere og forsøge at hjælpe og støtte, så godt vi kan. Det bedste er faktisk, har jeg lært, det sårbare nærvær. Måske er du enig? Når vi er med hinanden og det, som er. Når vi lytter og anerkender uden at afbryde i den tro, at vi ved bedre. Når vi deler vores historier og er til stede.

Det, der vækker genklang, det, du har brug for, det vil du mærke. Så kan du gøre det til dit eget.

En fejl er kun en fejl, hvis man ikke lærer af den. Så i grunden er fejl et fejlagtigt ord.

August nikker. Hun er på vej ud af døren, men inden hun smutter ned af trappen og ud i livet, smiler hun stort og siger:

’Kan du så komme af sted. Ud og begå dine egne fejl!’
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

tirsdag den 19. august 2014

Velsignelse




Jeg er den, der intet har at give dig og som siger til dig, at du skal kigge indeni.
Ikke i nogen kasse, ikke i noget hemmeligt skab, men i dig selv.

Det hænder, at jeg spørger månederne om, hvad jeg nu skal gøre. Eller ikke skal gøre. Jeg mener, vi forsøger jo alle sammen at navigere og gøre tingene på den bedst mulige måde, så vores liv får netop den farve og den glød, der gør os godt, men det hænder alligevel, at vi farer vild. Jeg er ingen undtagelse. Så når jeg nu er velsignet med månedlige besøg af klog feminin visdom, så kan jeg jo ligeså godt spørge. Det går op og ned, livet er en rutsjebanetur, men det er meget mere end det. De bedste stunder er, har jeg opdaget, når tankerne falder til ro og jeg bare kan være. Være med det, der er. Være med ingenting, så jeg kan være med alting. Søge svarene i stilheden og lytte til det, der ikke gør særligt væsen af sig.
Og det gør månederne jo heller ikke. Har du lagt mærke til, hvordan de ubemærket glider hen over året, indtager deres plads, folder dagene ud og når det er tid, forsvinder igen? Bytter plads. Den ene afløser den anden, som en endeløs stafet. Noget rækkes videre.  Så jeg spørger. Hvad har du med? I år? Til mig? Hvad er det, jeg skal lære, hvad er det, jeg ikke har forstået eller ikke ser? Og de smiler underfundigt, alle sammen, der er ikke synderlig forskel på Februar eller Maj, selvom de kan give indtryk af noget andet. De bærer alle sammen på den samme søde hemmelighed. Men de afslører den ikke. Nej, de udfordrer og giver små ledetråde, siger at tampen brænder eller at jeg må endnu længere ud på landet … men de kommer ikke med egentlige svar.

I går spurgte jeg så August. ’Helt ærligt, min ven, nu er der gået atten dage af din måned og du har endnu ikke fortalt mig mere om den indre guru, som du lovede. Har du glemt det? Det, du sagde, da du ankom på din allerførste dag?’
Hun rystede bare på hovedet. Kan du forestille dig det antiklimaks? Kropssproget, der indikerede, at det havde hun på ingen måde glemt, det stille smil og glimtet i øjet – og så tavsheden. Ingen ord, ingenting. Bare en stilfærdig hovedrysten og et blik, der rakte stafetten videre til mig.

’Sandheden er’, sagde jeg så og satte mig tungt ned i lænestolen, mens jeg løftede mit tekrus og drak forsigtigt. ’Sandheden er, at jeg ikke kan høre mig selv. Jeg kan ikke få ørenlyd. Tankerne bruser som et hav i oprør og i øjeblikket er de særlig støjende.’
’Det er fordi tampen brænder’, svarede hun kort og lod blikket glide ud af vinduet. Efterårsagtigt, stormfuldt, træerne dansede rodløst i vinden. August?

’Der var den igen!’ Jeg hørte mig selv fnyse. ’Tampen brænder. Hvad for en tamp? Hvad gør jeg, når tankerne løber løbsk og ikke vil som jeg? Når sindet tager over og stilheden er en i Rusland.’
’De bange tanker’. Hun nikkede igen. ’Dem har vi alle sammen. Og jeg indrømmer, det kan være svært at høre den indre guru, når sindet fortæller slidte historier om mangler, utilstrækkelighed og ensomhed. Har du prøvet at velsigne dem?’

’Velsigne dem?’
’Ja! Når du sætter dig i stilhed, når du mediterer, og der dukker en tanke op? … ‘

’Så registrerer jeg, accepter og vender tilbage til åndedrættet.’
’Det er en måde, ja. Men hvis du synes der er lidt for mange tanker og du mærker, at du distraheres, så kan du også give dem et navn. Kald dem 'tanke'. Hver gang du opdager, at du er blevet forført … eller bortført af en tanke, så kalder du den ved navn. Tanke. Og hvis du vil være rigtig generøs, så kan du også sige i dig selv: Tanke, jeg velsigner dig.’

’Velsigner alt det vrøvl?’
’Nemlig! Nu blev smilet bredere og jeg kunne fornemme, at jeg havde fat i hende. Nu gjaldt det bare om at holde fast. ’Velsign dine tanker. Kys dem. For egentlig vil de bare hjælpe dig. Problemet er, at de ofte er frygtbaserede. De fortæller dig om problemer og farer. Sindet elsker problemer. Alting kan de vende og dreje, så det får et anstrøg af panik. Ting, du må ordne og gøre. Alt det, der ikke er nok af. Alt det frygtelige, der kan ske, hvis du ikke skynder dig. Og så videre. Men velsign dem. Byd dem velkommen. Lad dem gå igennem porten og forsvinde på den anden side. Med din velsignelse’.

Den tyggede jeg lidt på.
Det må jeg prøve, næste gang jeg mediterer. For det er nemlig sådan, at selvom vi har en daglig meditationspraksis og bevidst opsøger stilheden, så kan vi ikke stoppe vores tankestrøm. Vi kan ligeså godt lade være med at forsøge. Men vi kan opdage, at vi ikke er vores tanker, for hvis vi var det, så kunne vi slet ikke registrere dem. Eller velsigne dem. Der er noget andet, bagved alle tankerne, problemerne og den evige travlhed og panik, som stille og roligt kan sidde og se det hele ske. Bag det kaotiske tanketæppe, der ofte trækkes ned mellem os og selve livet, skønheden og stilheden.

’Men den indre guru, August…?’
’Uhm. Hvad er det egentlig, du vil have mig til at sige?’ Hun ler og slubrer te.

’At jeg har det hele indeni mig selv. At jeg ikke behøver at søge i øst, vest eller på Facebook for at finde den gyldne nøgle. Det ved jeg jo udmærket godt! Det har jeg for længst erkendt. Hvorfor er det så, at jeg alligevel falder i fælden? Hvorfor bliver mine tanker ved med at fortælle mig røverhistorier, løgn og latin? Hvor bor min indre guru, hvor finder jeg svarene?
’Når du er stille. Når du accepterer og velsigner dine tanker. Når du bliver ved, trods træthed og et snert af opgivenhed, når du vender tilbage til puden, morgen efter morgen, og viser sind, krop og sjæl, at du har en intention. Og når du bliver ved med at skrive, for du har jo for længst opdaget, at du kan skrive det hele frem. At dine ord er magiske. At tankerne overhovedet ikke kan følge med, når fingrene danser over tastaturet og din indre visdom bobler over. Det er en frydelig fornemmelse. Og det ved du udmærket godt! Men du må møde op. Hver dag. Og så kan du jo i øvrigt vælge at slukke telefon og PC, når du vil have rigtig fred og ro.’

’Er du da ikke på Facebook, August?’. Ja undskyld, jeg kunne ikke dy mig!
Det undlader hun klogt nok at svare på. Men hun rejser sig og kommer over til den lænestol, hvor jeg sidder med min tekop. Lægger sin varme sensommerhånd på mit hoved og lukker øjnene. Mine øjne bliver også tunge og falder i. Jeg mærker varmen fra hendes fingre sive ned gennem håret, gennem hovedbund og helt ind i hjernen. Nu lægger den sig omkring sindet, varmen, og kærtegner blidt tankerne.

’Jeg velsigner dig’, siger hun med ordløse kærtegn. Og i de sekunder er der slet ingen tanker. Bare varme, stilhed og lys.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014

fredag den 15. august 2014

Glem hvad andre tænker




Jeg ser, hvordan børn og unge, der vokser op med en vedvarende kost af reality-TV, celebritets-kultur og usuperviserede sociale medier kan tage disse budskaber til sig og udvikle en totalt fordrejet fornemmelse af verden. Jeg er kun så god som det antal ”synes godt om”, jeg får på Facebook eller Instagram.
Men vi er alle sårbare over for de budskaber, der driver disse adfærdsformer …

Sådan skriver Brené Brown i sin bog ”Daring Greatly”, som nu er kommet på dansk og hedder ”Glem hvad andre tænker”. Jeg så den tilfældigvis i bogklubben og det var faktisk den danske titel, som fik mig til at stoppe op og tænke: Den bog må jeg vist læse. For jeg vil virkelig gerne lære at glemme hvad andre tænker. Ja, faktisk har jeg vist hårdt brug for at lære den lektie! Så jeg købte bogen og startede på at læse den i går.
Glem hvad andre tænker! Hvad ville jeg gøre, hvis jeg helt kunne glemme, hvad andre mon ville tænke? Spørgsmålet har leget kispus med mine tanker lige siden og de mest foruroligende følelser er vokset i deres kølvand. Noget er gået op for mig. Ja, selvfølgelig har jeg godt vidst det, inderst inde, men først nu står det mig helt klart, at jeg på ingen måde er ligeglad. Selvom jeg ville ønske, at jeg var. Så bogen er landet på et tørt sted. I en ørken faktisk. Her sidder en kvinde, som selvom hun gerne ville lyve sig til noget andet, på ingen måde kan påstå, at hun er ligeglad med, hvad andre tænker. Hun arbejder på det … men hun er faldet i en fælde!

Som coach er det populært at stille hypotetiske spørgsmål som: Hvad ville du gøre, hvis du med sikkerhed vidste, at det ikke kunne galt? Hvad ville du kaste dig ud i, hvis du var sikker på succes? Så er det meningen at vi skal smide alle forbehold overbord og gå med på en leg, hvor vi er uovervindelige. Alt det, vi sætter os for, vil vi lykkes med. Kan du mærke, hvor godt det føles at tænke sådanne tanker? Det er som et træde ud i morgenlyset og mærke solens stråler efter en mørk nat med stormvejr og hæslige drømme. Vi opdager, at vi er i live og at dagen er ny. Duggen vasker vores fodsåler, solen kysser vores kinder og byder velkommen til den virkelige verden. Til lyset, til dagen og til … kærligheden?
I går skrev jeg en lille historie om August, som hældte bogstaver ud af en allerede eksisterende bog. Hun tømte den og lod bogstaverne falde på yogamåtten foran mig, så jeg blot skulle samle dem op og begynde at skrive min egen historie. Og her mener jeg ikke bare begynde! Nej, sandheden er at jeg i fuld gang med flere romaner og i øvrigt har små historier, essays og fortællinger nok til en helt lille … bog. Men på samme måde som med min kaffe, som jeg aldrig drikker den sidste sjat af, går jeg ikke hele vejen. Jeg bliver ikke færdig! Pludselig stopper jeg op. Jeg tøver og bliver i tvivl. Og i det øjeblik vokser den indre kritiker sig stor og voldsom og smider alverdens lort i hovedet på mig. Undskyld mig udtrykket! Indtil videre har jeg ladet mig stoppe af den kritiker. Jeg hader at indrømme det, men jeg tilstår. Jeg er gået i stå og det handler ikke om, at jeg har skriveblokering og ikke tror på, at jeg faktisk kan skrive og folde en historie ud. Jeg kan slet ikke lade være! Men den iskolde og nøgne sandhed er … at jeg er faktisk lidt bange for, hvad folk vil tænke.

Tilbage til Brenés ord om børn, unge og de sociale medier. Om, hvordan vi, for det er jo på ingen måde kun børn og unge, kan foranlediges til at tro, at vi kun er så gode som det antal ”likes”, vi høster på vores Facebook side. Og jeg, som har dristet mig til at offentliggøre mine små bloghistorier på Facebook! Tror du, at jeg er ligeglad med, hvor mange likes, jeg får? Jeg ville ønske, at jeg kunne stå frem og sige: Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg elsker at skrive og fortælle historier, faktisk gør det mig glad i låget og det kræver ingen særlig anstrengelse, det kommer af sig selv og jeg sidder og smiler, fordi jeg opdager, at jeg er langt mere end mine irriterende, begrænsende og ofte negative tanker. Jeg bliver så taknemmelig og forbavset, når der dukker små sjove eller rørende episoder op og visdommen drypper mellem linjerne. Det kommer der ud af at have levet i livet. Det kommer der ud af glæder, sorger og store mørke huller, som jeg troede, jeg aldrig skulle komme op af. Alt det kan jeg skrive om. Dele af. Og hvis jeg kan give bare en anden sjæl lidt mod på en grå dag, hvis jeg kan inspirere lidt og være et slags spejl, hvor du kan se, hvor smuk og fin du er, helt perfekt, som du er … så er mit FORMÅL opfyldt.
Men jeg er ikke ligeglad! Jeg er begyndt  lægge lidt for meget mærke til, hvor mange likes jeg får. Og her på det sidste er det gået op for mig, at det faktisk lægger en dæmper på min glæde ved at skrive og dele. Kreativiteten rynker på næsen og bliver lidt mere besværlig. Og så gør jeg noget, som er helt tys tys. Noget, som jeg siger til andre, at de ALDRIG må gøre. For Guds skyld. Lad være med at sammenligne dig! Tilståelse, jeg sammenligner mig. Jeg skeler til kendte forfattere og mennesker, som er kendt for at inspirere på lignende måde som jeg. Og så opdager jeg, hvor mange likes de får. Tusindvis! Eller mange i hvert fald. Og hvis antallet af likes er lig med, hvor gode de er og hvor fine, velskrevede og inspirerende deres historier eller opdateringer er, så betyder det jo også … at jeg ikke er noget særligt i forhold til dem.

Da jeg læste i Brenés Brown bog i går, brød jeg helt sammen. Tårerne trillede af øjnene, da jeg læste om de stakkels børn, unge og VOKSNE mennesker, som tror at deres popularitet på Facebook er ensbetydende med, hvor gode og værdige de er som mennesker. Eller hvor gode deres historier eller produkter er, for den sags skyld. Det er da noget at det sørgeligste! Og jeg er selv blevet et offer, selvom jeg har gjort alt for at undgå det. Jeg har fortalt mig selv, at det ikke betyder noget. Kan jeg inspirere bare ét menneske …
At sende vores kunstværker, vores skrifter, vores fotografier, vores ideer ud i verden uden nogen form for garanti for, at de bliver accepteret eller værdsat, det er også sårbarhed, skriver Brené Brown. Og så græd jeg igen, for jeg kom i tanke om alle de mennesker, jeg kender, som maler, skriver eller laver fint håndarbejde og som gerne deler af det på Facebook. Hvorfor gør de det? For at blive set? For at få likes? For at vise, at de eksisterer og at de har noget på hjerte? For at forbinde sig? For sårbarhed, siger Brené, er også grundlaget for de følelser og oplevelser, som vi higer efter: Kærlighed, tilhørsforhold, glæde, mod, empati, ansvarlighed og det er i sårbarheden, at kreativiteten bliver født!

Jeg kender længslen efter at tro, at det betyder noget, hvad jeg foretager mig og hvor nemt det er at forveksle denne længsel med det at være noget særligt.
Hvad er det dog, vi udsætter os selv for på de sociale medier og på Facebook ikke mindst? Hvordan kan jeg dog miste glæden over mine små historier, som det gør så godt at skrive, blot fordi de ikke nødvendigvis bliver mødt med tusindvis af likes og jubelråb? Sat på spidsen, men det er jo sandt. I al sin sårbare sandhed. Jeg er endt med at gøre alt det, jeg ikke skulle have gjort. Jeg identificerer mig ofte med mine likes og foranlediges til at tro, at de er ensbetydende med, hvor god og vedrørende min historier og opdateringer er. Jeg sammenligner mig og opdager alt det, jeg ikke er. Og jeg ender faktisk med at miste utrolig meget god energi på at navigere rundt på Facebook for at finde inspiration og finde ud af, hvad jeg så kan byde ind med. Jeg søger udenfor mig selv. Jeg søger billigelse. Jeg søger … kærlighed og forbundenhed. På Facebook!!??

Takket være Brené stoppede jeg op. I går. Det gik op for mig, hvad jeg var i gang med. Jeg var i fuld gang med at slukke min egen kreative ild og det lys, jeg ellers tror fuldt og fast på, at vi alle har og som vi bør lade skinne. Og hvis jeg, en voksen kvinde med stor erfaring i både det ene og det andet, kan falde i Facebook fælden, hvad sker der så ikke, når piger og drenge på vej til at blive voksne, på vej til at blive, hvem de er, perfekte i al deres sårbarhed, ryger i fælden og tror, at alt hvad de er værd, afhænger af, hvor mange likes de kan høste på deres personlige profil. Hvem er smukkest? Tusindvis af selfies rammer hver dag Cyberspace! Hvem får flest likes ved … at svine andre til? Likes er vel likes, ikke alle har indsigt nok til at skele til, hvad de likes nu høstes ved. Hvem kan bedst inspirere og sige noget klogt? Smart? Rørende? Hvem har fleste .... venner?
Der findes en skøn lille tegning, som gik sin gang på netop Facebook for et stykke tid siden. Den forestillede kirkerummet og forrest stod en kiste med en præst foran. En mand var død. Og denne mand var ikke en Hr Hvem som helst. Han havde været utrolig populær i sit liv, han havde mange venner. Men ikke desto mindre var kirken gabende tom, stole og bænke skreg deres ensomme skrig. Kun et ægtepar sad forrest og kvinden hviskede forsigtigt til manden. ’Jeg forstår det ikke. Han havde ellers så mange venner … på Facebook!’

Jeg kunne blive ved. Men sandheden er, at jeg holder fri i dag og skal i sommerhuset. Og denne gang lader jeg Pc’en blive hjemme. Jeg slukker nok også min iPhone og det er muligt, at jeg lader være med at publicere fotografier på Instagram på trods af, at jeg ELSKER at tage billeder og fange fine øjeblikke. Jeg har brug for en pause. En rigtig pause. Jeg trænger til stilhed og lyden af havet, når vi vandrer langs stranden og lader blikket hvile i horisonten. Jeg vil lege med mine hunde og spille yatzy med min mor. Og jeg lover at lade være med at lægge et billede ud, hvor jeg netop har lavet en yatzy. I seksere!
Kære ven, lov mig at du ikke falder i fælden. Og er du, som jeg, faldet i, så giv dig selv lov til at kravle op igen. Stå lidt udenfor og betragt Facebook, for hvad det egentlig er. Et socialt medie. En pengemaskine. Et ganske hyggeligt sted, hvor vi kan udveksle med venner og bekendte, finde ny inspiration og … men.

Du er helt perfekt, som du er. Og dine historier, dine malerier, dine sportslige præstationer, dine gåture, dine billeder, din familie, din hund, kat, marsvin, dine øjne, din sjæl ... de har ikke brug for likes på Facebook eller andre sociale medier for at føle sig elsket . De har brug for dig. Dit nærvær, din kærlighed, dit værd. Og det er IKKE noget du behøver at søge udenfor dig selv. For en ting har jeg lært og ved med sikkerhed. Du finder det ikke dér!

Sæt dig i stilhed, luk øjnene og lyt til dit åndedrag. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Langsomt. Hver gang du trækker vejret ind, fylder du din krop og dine celler op med ren og ny energi, glæde og kærlighed. Og hver gang du puster ud, giver du slip på spændinger, stress, jag og tanker om, at du ikke er god nok.
Sandheden? Du er helt perfekt, som du er. Fejltastisk!

Kærlig hilsen Lene

 

Look no further.You see the light?
You see the shiny reflections on the ocean
and the way the shadow is caught in a glimpse of fire?
There it is.
There you are.
Search no more!
 
 -Lene Frandsen - 
 

torsdag den 14. august 2014

Gave fra August


Et skridt af gangen. Hen til bogreolen. Hun tager en vilkårlig bog ud, betragter den granskende og ryster den så temmelig voldsomt. Jeg ser hovedrystende på hende. Hvad laver hun, August, hvorfor ryster hun en bog? Så ser jeg det. Sætninger falder ud. Ord efter ord bliver sætninger opløst og bogstaverne falder til jorden med små bløde bump. Hele alfabetet ligger spredt ud over min lilla yogamåtte. I flere eksemplarer. Jeg rejser mig halvt fra stolen og skal til at sige noget. Men hun kommer mig i forkøbet, nu med en tom bog i hænderne. Det ser mærkeligt ud.  Underligt sammenfalden er bogen ikke længere … en bog. Den er blot en titel og en forfatter, der var engang. Hun ser på mig med et besynderligt smil og smider resterne i papirkurven. Jeg protesterer uden ord, hele min krop krymper sig og en insisterende smerte jager i min sjæl. Det var nogens bog, nogens værk. Ord, der blev til sætninger, timevis af tid tilbragt foran skærmen …
Hun ryster på hovedet.

’Den bog var skrevet på skrivemaskine!’
Endnu værre. Nogen har møjsommeligt ramt de rigtige bogstaver i et manuskript, der måske ikke er mere. Og nu har hun spredt bogstaverne for alle vinde. Eller rettere sagt, de er her jo stadigvæk, små sorte figurer på en måtte. Jeg går om på den anden side af skrivebordet og bukker mig ned. Samler et vilkårligt bogstav op, det er et L. Så smiler hun, August, hun har tilsyneladende en hemmelig plan med alle de løsslupne bogstaver.

’A, B, C … ‘ Hun ler højt. ’Men du tog et L. Tror du det er tilfældigt?’
’Det ved jeg da ikke. Måske.’ Jeg stirrer på det sorte L, som om det i sig selv rummer et budskab.

’Og det gør det!’ Hun nikker, mens hun fanger et A, der skulle til at forlade måtten. Måske ville det ned af trappen og ud i dagen? Jeg indser pludseligt, at det her er temmelig fjollet. Hvad siger du? En tidlig morgen på kontoret i Skrivehuset, jeg skal i gang med dagens arbejde og så hælder August pludselig en masse bogstaver ud af en bog. En hel historie er opløst.
’Du er håbløs’, stønner hun og laver en sensommerlig grimasse. ’Det er en gave. Til dig. Der er bogstaver nok til en hel historie. En bog. Værsgo’ der ligger de, bogstaver, som er klar til at blive til sætninger, afsnit, kapitler og til sidst… ‘ Dansende kommer hun mig i møde og tager min hånd. Lader sig snurre rundt i en kunstfærdig piruette. En trommehvirvel havde været på sin plads. ’En bog! Og de har erfaring, de her bogstaver, de har prøvet det før!’

’Du ved udmærket, August, at jeg har gang i mange andre ting lige nu. Jeg er ved at oversætte en bog. En spændende og vigtig bog, som jeg glæder til at give videre. Sætte over, du ved, så flere kan læse den og få glæde af dens budskab. Og så skal jeg forberede et spændende foredrag og skriveworkshop til efteråret. Gys og bananer, jeg skal give skriveglæden videre og fortælle andre om, hvordan man kan skrive sig selv. Jeg har ikke tid til også at skrive på min egen roman, men du ved jo godt … ‘
’Sludder og vrøvl’. Hendes hovedrysten bliver til en vulkan i udbrud, der er ild i hendes hår, røgen stiger til vejs.

 ’Jeg ser det. Jeg mærker det. Du længes! Det er på tide, at du lærer at prioritere og gør plads til det, der er din egentlige opgave. Nok er nok! En rynke af bestemthed giver sig til kende mellem hendes øjenbryn. ’Næste år ved samme tid … når jeg er tilbage. Så har jeg en klar forventning om, at du har skrevet din bog færdig eller at du i hvert fald er i fuld og glædelig gang. Dit budskab. Dine ord. Kan du mærke smerten, kan du mærke, hvordan du bliver en skygge af dig selv, når du ikke skriver på dit eget? Hvad tror du egentlig, det betyder? Det budskab, hele kroppen vil skrives! Giv tid, gør plads, følg glæden og tro på, at det er muligt at gøre begge dele. Det kan ikke udsættes længere!’
’Er det derfor du har hældt bogstaver ud på min yogamåtte?’ Jeg ser på hende og facaden krakelerer. Mit spejl af forsvar knuses og jeg står sårbar tilbage. Velvidende at hun har ret, mærker jeg en tåre springe frem i øjenkrogen. Kloge, fine August. Hun har hældt bogstaverne ud for min skyld, så jeg kan …’

’Samle dem op og igen begynde at skrive på dit eget’. Hun nikker. ’Min gave til dig’.
Jeg tør ikke se i skraldespanden og opdage, hvilken forfatter der måtte afgive sin historie, så jeg kan skrive min. Men måske er det underordnet. Faktum er, at August har lugten lunten og har taget affære. Det er tid til at prioritere og give plads til det, der vil skrives. Sammen med alt det andet spændende, der foregår i Skrivehuset.

Jeg takker hende og giver hende et knus. Bogstaverne samler vi op og lægger dem forsigtigt i en trækasse. De er klar. Nu er resten op til mig.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014