tirsdag den 30. juni 2015

Cirkler


Dance while you’re sitting down
Dance like an eagle …
Jeg hører ham, før jeg ser ham. Lyden af vingeslag, et sælsomt sus over mit hoved og en tone af noget, jeg ikke kender, men som alligevel vækker forbavsende genklang. Og det er ikke ordene alene, det er den dybe følelse af frihed og fleksibilitet, et åndeløst øjeblik og den intuitive forståelse af, at jeg kan gøre det samme. Flyve.

Svævende over mig tegner han usynlige cirkler. Nu løfter jeg hovedet, kigger op fra tastaturet og stirrer ud gennem det åbne vindue, mens jeg forsigtigt nipper af kaffen, jeg netop har lavet. Siddende ved spisebordet, jeg rejser mig ikke, men hilser tavst på ham, mens jeg betragter de formfulde cirkler. Længslen rejser sig i mit bryst, draget af de bløde rundinger.
”Har du bare tænkt dig at blive siddende? Han kommer nærmere, et kort sekund ser jeg tydeligt hans ansigt. Øjnene er rettet mod mine, borer sig ind i min bevidsthed og et suk sejler fra maveregionen op i halsen. Min stemme knækker over, da jeg forsøger at svare ham. Der kommer ikke et ord over mine læber, det forbliver et halvkvalt host af noget, jeg egentlig heller ikke ved, hvad er. Noget, som pludselig blidt trækker i mig og får en enkelt tåre til at trille ned på min hånd.

Så rejser jeg mig. Hører hans lydløse kalden, en dyb rytmisk klang i undergrunden. Et kort sekund stundser jeg over, hvordan hans tilstedeværelse i luften over mig kan fremkalde en så smittende lyst til bevægelse. Nu hører jeg trommerne og mærker, hvordan det lysten bevæger sig i mine ben. Lyst til at kaste alt, hvad jeg har i hænderne, kaffen inklusive, og bare hengive mig til det, jeg nu ved er en dans.
Jeg sidder lidt og danser, tøver i mine tanker, men indser så at jeg ikke kan overhøre kroppens klang. Blidt bevæger jeg mig i stolen, vrikker lidt frem og tilbage, så bliver rytmen mere insisterende. Kom, kom, kom. Dybe toner af vellyd, en sang så velkendt, at jeg slet ikke behøver at tænke mere. Hvilken lettelse!

Kroppen genkender, kroppen ved og insisterer nu på at få lov at folde sig ud. Ud på græsset, ud i solen, bare fødder og store runde cirkler af livslyst og frihed. Det er ikke svært at følge takten, den er regelmæssigt og forførende. Og cirklen er der allerede, dyb og sval i ørnens skygge, nu danser vi med hinanden, han i luften og mig på jorden, mine arme er blevet til vinger.
Fly when you touch the ground
Fly like an eagle


Jeg vidste ikke helt, hvad det betød, men det gør min krop. Rundt og rundt, egoet protesterer, du bliver rundtosset, får kvalme, bliver svimmel … jeg kan endda høre en hæslig stemme råbe op om, at man faktisk kan dø af den slags, men ikke helt. Protesterne er forgæves. Ørnen svæver rundt i bløde cirkler og jeg danser med ham gennem sol og skygge. Rundt og rundt.
Da jeg endelig må overgive mig og falder pladask på græsset, hører jeg hans latter som et ekko gennem trækroerne. Himlen skælver. Så lander han ved siden af mig og venter tålmodigt på, at jeg har fået pusten. Venter uden at gøre det, vi sidder bare og klukker ved siden af hinanden, latteren tager over hvor trommerne slap. Vi stirrer ud i horisonten uden at se, ingen anstrengelse, et med de bølgende marker og skyerne, der passerer forbi.

Har du nogen sinde hørt en ørn grine? Jeg kan godt sige dig, ørnelatter er noget af det mest smittende, jeg nogensinde har hørt. Og det samme gælder i øvrigt ørnedans. Jeg må bare le, danse, der er ingen modstand. Det føles helt naturligt og …
Pludselig rammer alvoren mig som en kugle for brystet. Bang. Og det er ikke engang løgn, jeg føler at jeg dør i det øjeblik, ordene falder ud af min mund.

”Jeg må tilbage. Arbejdet kalder. Det er ikke helt ferie endnu.”
Alting forstummer. Latteren er væk, en kvalmende tunghed lægger sig til rette og jeg forstår ikke, hvordan jeg for kun et øjeblik siden kunne danse så levende og frit. Ørnen, hvis navn jeg endnu ikke kender, ser på mig, helt tæt på er han nu, hans gule næb rører forsigtigt ved min næse. Jeg har fuldstændig glemt min fuglefobi, den er væk nu, for noget, der er langt værre har lagt sin klamme hånd om mit hjerte og klemmer til, så jeg næsten ikke kan trække vejret. Det er ikke tanken om at dø, der skræmmer mig. Det er tanken om ikke at leve …

Jeg sidder midt i den cirkel, der blev tegnet af vores dans. Han træder et par skridt tilbage, hopper, basker med vingerne, gør mine til igen at lette. Han har opgivet mig, tænker jeg og smerten er intens. Lige dér. Jeg kan se det i hans øjne, mærke det på hans måde at trække sig tilbage på.
”Forlader du mig nu?” Jeg bryder mig ikke synderligt om min grådfyldte stemme, men sådan er det altså. Følelsen af forladthed har overrumplet mig, overgangen mellem ørnedans og livets alvor er for brat.

”Livets alvor. Det er ikke helt ferie endnu.” Han smager på ordene og spytter dem ud, jeg ser dem flyve fra hans mund og lande i en sølle klat på græsset. Udenfor min cirkel heldigvis.
”Jeg forlader dig aldrig. Det er kun dig, der kan forlade dig selv. Din sjæl. Jeg træder blot høfligt ud af din cirkel, som før mødte min og vores fælles rum af dans og latter. Jeg har aldrig forstået det, I mennesker kalder livets alvor. Og i øvrigt synes jeg at I har et forkvaklet forhold til det, I kalder arbejde. Det er som om I tror, at I hele tiden skal gøre og være udfarende, aktive, prøve at holde hjule i gang. I bliver så vant til farten og alt den gøren, at I slet ikke tør stoppe op igen og møde livet, der hvor farten stivner. Tage en pause og trække vejret i dybe åndedrag. Et af gangen. Og I glemmer at danse! Danse med livet, danse med ørne og hvem der ellers byder op til dans. Hvert eneste øjeblik er en invitation til at leve og danse med livet. Danse om end I sidder ned. Selvom I efter min mening sidder alt for meget ned.

Han sukker og ser næsten sørgmodigt ud, men så klukker hans bryst igen af latter. Jeg kan mærke, at jeg smiler.
”Kommer du snart tilbage til min cirkel?”

Han nikker, det vil han gerne, men ikke nu. Det er tid til at flyve videre.
”Men jeg træder aldrig ud af min egen cirkel for at besøge din. Har du lagt mærke til det? Har du sanset, hvordan vi ligesom kan blande cirkler, forblive centrerede i vores egne kerne og sjæl, men samtidig kan danse i de cirkler af lys, der opstår, når vi mødes og vælger at være. Med hinanden. I accept. Når vi danser fra sjælen, dybt og inderligt, frit og svævende.  Sammen og hver for sig. Og selv på jorden kan du flyve. Hvis du altså vil.”

Jeg nikker. Lukker øjnene og forstiller mig, hvordan jeg hviler i min egen kerne. Mærker, hvordan det føles, når jeg ikke forlader den, går ud af mig selv for at mødes med en anden, men kan forblive forankret i mig selv, min sjæl og samtidig være med en anden.  Det dufter godt. Og mit smil bliver større ved tanken om den gode fornemmelse af hvile i sig selv, blidt og blødt som på en pude af kærlighed, men samtidig at kunne være med og rumme en anden. Fra det sted.

Han smiler, letter og sender mig et fingerkys af indforståethed. Noget dæmrer. Og pludselig har jeg ikke så travlt med at komme tilbage til arbejdet. Jeg havde jo egentlig også besluttet mig for, at denne uge skulle være nedtrapning til ferie. Nu har jeg endelig mulighed for at gøre det, jeg altid har drømt om, selvom det åbenbart ikke er gået helt op for mig endnu. At lette og lande. En blid og formfuld indflyvning til ferie.

Jeg ser ham forsvinde over trækronerne og sukker dybt. Så overrumples jeg af træthed og lader mig falde tilbage i græssets favn, mens en stemme blidt vugger mig i søvn.
Salig er uvirksomhedens time, thi da arbejder vores sjæl.


 Lene Frandsen, juni 2015
Fra min egen skriverejse
Skrivehuset

tirsdag den 23. juni 2015

Midsommerdans



Han svæver gennem det lukkede vindue velvidende, at alting er tilsyneladende. Lander med lethed foran mig. Ordene rammer mig på samme tid, som hans kløer fanger bordet i en sælsom landingsdans. Jeg når lige at tænke på ridser, men så glemmer jeg alt om den slags petitesser. For foran mig sidder den prægtigste fugl, jeg nogensinde har set. Og han er vokset siden sidst, han har skiftet fjer, facon og karakter. Han er blevet ørn.
’Men kan en ørn hedde Harald?” Jeg ser på ham gennem halvlukkede øjne. Selvom det er midsommer og solen står højt på himlen, kan jeg ikke se den og i øvrigt er jeg træt. Egentlig var jeg på vej ind og sanke søvn i min lænestol eller i det mindste lidt stilhed i en slags meditation, men netop som jeg skulle til at klappe låget på min PC ned, skød han gennem vinduet som en pil fra en flitsbue. Lyden kan jeg ikke helt beskrive, men prøv at forestille dig et kæmpemæssigt, koncentreret sus. Lyden af glas, der perforeres uden at gå i stykker. Jeg kan stadig mærke det søde chok i hele kroppen, et gys, en rislen, der minder om et lille vandfald af både forbavselses og glæde.

”En ørn kan hedde hvad som helst”. Han ser på mig og træder et skridt nærmere. ”Dejligt at møde dig i denne virkelighed også.”
”I lige måde.” Min stemme knækker over, jeg føler mig berørt, beæret. Synes næsten at det er for meget, at ørnen nu er landet … lige her på mit skrivebord. Eller spisebord, for som du måske efterhånden har gættet, hvis du følger med i de små historier, der dukker op fra tid til anden, så ved du, at jeg ynder at sidde lige her og sanke skriverier. I spisestuen med udsigt over have, marker og træer i horisonten. Se fuglene lave deres kunstfærdige indflyvninger fra øst og lytte til vindens dans. Være tæt på dagen, øjeblikket, følge med døgnet, rytmen og det liv, der som en magisk refleksion af mit indre udspiller sig på det ydre plan. Eller er det omvendt? Jeg har efterhånden lært, at det skaber en vis magi, når man ikke er helt sikker og tør læne sig ind i livets mysterium.

Jeg hengiver mig til øjeblikket. En ørn på mit skrivebord, en pil gennem vinduet. Sus af vingeslag og en lyd, der før ville have gjort mig rædselsslagen, men som nu fylder mig med et frydefuldt fnis.
”Det du frygtede, var det, du længtes allermest efter. Dig selv, dit eget lys. Og hvem skulle have troet, at det ville nå dig i skikkelse af en fugl? Nej vel. En fugl af alle dyr, dig som elsker dyr, men som altid har haft en naturlig distance til fugle af alle slags, skal vi sige det sådan? Nok se, ikke røre. Og da slet ikke flyve hen over dit hoved med vinger og fjer, ikke lade lyden af luft og frihed forplante sig til din forstenede krop.

”Hov hov, Harald eller Hr. Ørn, må jeg lige bede om kammertonen. Helt forstenet var jeg altså ikke!”

”Nej, men du var bange for fugle. Indtil den dag, hvor du på en trommerejse fik tildelt mig som dit kraftdyr og det gik op for dig, at jeg rummer meget af alt det, du i al hemmelighed drømmer om. Så hemmeligt, at du næsten selv havde glemt det. Men da jeg kom og da vi fløj sammen, da du lærte at give slip og fandt ud af, at du kunne flyve, dér skete det. Lige dér. Du opdagede, at det du havde frygtet og gemt dig for, i virkeligheden var dit eget lys. Din egen storhed. Det faktum, at også du kan flyve!”
Ordene bliver større og større, det er som bogstaverne vokser, mens jeg skriver dem. Og jeg kan mærke, hvordan jeg trækker mig længere tilbage i stolen og gør mig mindre. Jeg bliver forlegen, får lyst til at gå tilbage og rette, men samtidig synes jeg egentlig ikke, at jeg kan tillade mig at rette i ørnens ord. Og der er jo en pointe. Det må dér være.

”Lad lyset finde dig”. Han smiler, javist, for det kan ørne også. Og de kan grine, pjatte og le så højt, at man øjeblikkelig bliver smittet og bare må grine med. Inden jeg lukkede dig ind i historien her, spurgte jeg ham faktisk om det nu også er nødvendigt at pjatte sådan. Være så fjollet. Det sagde han JA til. Absolut, ingen tøven, det er hele ideen med lyset. Letheden. Latteren. Dansen.
”Det handler om at danse” udbrød han og skreg af grin. Ørneskrig, kan du forestille dig det? Det skar igennem mig som en kæmpemæssig latter gjort af fjer og fornøjelighed. Og så lo vi sammen og jeg kunne godt mærke det. Det gælder om at huske at danse. Også når man sidder ned. Ikke mindst når man sidder ned.

”Men jeg hedder altså ikke Harald i denne skikkelse” siger han pludselig og ser helt alvorlig ud. I få sekunder tror jeg at han har mistet sin humor, men så ser jeg glæden spille musik i hans øjne.
”Hvad hedder du så?”

”Det ved jeg faktisk ikke helt endnu.” Han ryster sine fjer og ser pludselig ud som om han keder sig. Eller måske har han bare tabt tråden. Ligesom jeg har det. Men pyt, vi ser på hinanden, der kommer flere dage, andre gode øjeblikke, hvor inspirationen forplanter sig til noget håndgribeligt og et møde mellem fugl og kvinde opstår. Og lige dér vil jeg få hans navn at vide. Ikke før, ikke siden.
”Jeg må videre”, siger han, ”det er Midsommer og jeg har ting at gøre. ”Men skriv til dine læsere”, hvis du altså har nogen, han ler og ser skælmsk på mig, ”at de skal søge efter deres eget lys. Gå efter det, der fornøjer deres sjæl og gør glad. Ikke lade noget eller nogen stå i vejen for det, der er deres sjæls dybeste ønske, for lige dér bor en fred, der er blødere, dybere og mere fyldestgørende end noget andet ønske, der kan opfyldes i dette liv. Når først man har besøgt det sted, dybt i sig selv, igen og igen, begynder man at vide. Forstå. Man sanker vished. Og det bliver lettere at navigere, selvom sjælens vej bestemt ikke altid er den lettest farbare. Ikke hvis man spørger egoet, i hvert fald. Men det skal man ikke lade sig narre af. Egoet! ”

Han forlader spisestuen af samme vej, som han kom. Gennem vinduet.
Tilbage sidder jeg i min egen stilhed. Kragen er forvandlet til ørn. Selv er jeg også som forvandlet. Sådan da. For selvom jeg tilsyneladende bare sidder her og skriver ord, så er der sket noget med min krop. I min krop. Jeg sidder ikke længere helt stille ... jeg sidder og danser.

Dance when you’re sitting down.
Dance like an eagle.
Fly when you touch the ground.
Fly like an eagle.


* * *

Kære ven, glædelig Midsommer. Brænd ikke hekse (eller andre levende væsener) dem har vi brug for. Brænd i stedet for alt det, der fornærmer din sjæl og gør dig ked. Skriv det på en seddel og kast det på bålet i aften og se det gå op i flammer. Spring over bålet, ja flyv, hvis det er muligt. Spring ind i det, du ønsker dig i livet. Og dans så!

Kærlig hilsen
Lene

Tekst og billede
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

 

onsdag den 17. juni 2015

Forbind dig igen


 
Forbind dig. Forbind dig igen.
Stemmen er sagte som en sommervind. En næsten ikke eksisterende simulering af noget, der kunne have været en efterårsstorm, men som ikke er det. Ikke desto mindre er den kold. Minder om en af de formålsløse perroner, hvor jeg i efterårets sene timer har stået og spejdet efter et tog, der ikke kom. Troet, at nogen ville komme og samle mig op og vise mig, hvilken vej jeg nu skulle rejse. Pege på en retning. Det skete aldrig. Toget kom ikke før jeg havde lært det. Forstået det. Og havde fundet vished om, at det tog, jeg skulle med, var et jeg måtte skabe selv.

Men hvordan skaber man tog? Et slags transportmiddel? Hvordan forlader man en station, hvor man har meget lidt lyst til at være, men hvor sjælen hvisker om at turde blive?
Man lader sig fragte. Gennem stilstand og ved at lytte dybt. Ved at forbinde sig.

Det går op for mig, at stemmen ikke tilhører nogen udenfor mig selv. End ikke den gode krage Harald, selvom jeg godt kunne bruge en slags fortællerfigur til at tage over lige her. Jeg skaber da bare en …  Og så bliver der tomt. Gabende tomt. Lydløst falder stilheden som gennemsigtige dråber et sted dybt i mig.
Der er ikke noget at skabe. Det findes allerede. Venter på dig. Du skal blot forbinde dig. Forbinde dig igen.

Fra et sted dybt i min lænestol mærker jeg gennem lukkede øjne at jeg bevæger mig indad. Dybt ind i et forsøg på at møde den stemme, der risler som en kilde et sted derinde. Jeg mærker pludselig, hvor tørstig jeg er og længslen efter mit eget vand buldrer i mig som et bål. Ild og vand. De to elementer danser side om side og forbinder sig i noget, jeg aldrig har set før. En cirkel, der ikke er statisk, men som hele tiden ændrer formation. En cirkel, der egentlig ikke er en cirkel men et slags ottetal.
Bålet brænder, det er ikke gået ud, men hvorfor fryser jeg så sådan? Og hvad er det for en årstid, der står sommer i kalenderen, men udenfor gør skyerne klar til regn og markerne bølger som et hav i oprør. Jeg kan næsten fornemme skumsprøjtene i de silkegrønne strå. Det bliver en meget mærkelig fortælling, denne her, buldrer mit ego, men mine fingre danser over tastaturet, som om de ikke havde bestilt andet og det er sandt, de øver sig ofte og med glæde, selvom jeg her på det seneste har mærket en lille form for blokering. Som om jeg ville forcere noget, der ikke lod sig skynde på. Jeg har måske haft lidt for travlt med at skabe og haft for lidt fokus på at lytte dybt og forbinde mig?

Der findes ikke mærkelige fortællinger. Disse ord kommer til dig, fordi det ofte er din måde at lytte på. Først hørte du min stemme, den sagte lyd af sjælekys, der forsigtigt fik adgang til et sår, du havde lukket dig omkring. Kærlighed, sagde du højt uden helt at vide, hvad ordet egentlig betød. Jeg trænger til kærlighed. Nuvel, det skal du få. Men måske ikke helt, som du havde forestillet dig det. At nogen ville ankomme med særtog til din perron med kys og champagne, røde roser og store ord.
De kys. Den champagne. De røde roser. Og ikke mindst de store ord! Det er dine at skrive. Og hvad kærligheden angår.

Jeg sidder ikke længere i min lænestol, som du nok har gættet. Jeg besluttede mig for at skrive den stemme, der kom, da jeg endelig hengav mig til sommerforkølelse og kvindelig cyklus og besluttede mig for bare at være. Da jeg blev stille nok.
Forbind dig. Forbind dig igen.

Jeg lukker øjnene og mærker trætheden. Kaster anker lige dér, hvor jeg før havde så travlt med at komme væk. Indser, at jeg ikke længere hverken kan eller skal flygte og vælger bevidst at blive. Mærker hvordan den iltre træthed ændrer karakter i det øjeblik, jeg ikke flygter fra den men sætter mig med den. I den. Og holder om den. Og er det ikke underligt, jeg troede at trætheden holdt om mig. Nu ser jeg det er omvendt. Og som jeg holder om den, vugger den og blidt fortæller den, at den er helt OK nøjagtigt som den er, at jeg byder den velkommen og er klar til at lytte til dens budskab, så skrumper den ligesom. Og jeg opdager, at jeg holder en ganske lille pige i mine arme, som ikke længere er så træt, men nærmere meget ked af det. Jeg lader hende græde, lader hende hvile i mine arme. Den træthed, der før synes så olm og krævende og minder om en tyr, der engang jagtede mig henover en mark, er nu bare en lille pige, der trænger til kærlighed. Til, at nogen lytter til hende.

Forbind dig. Forbind dig igen.
Jeg forbinder mig med hende og spørger, om hun har et budskab til mig. Hun nikker og smiler gennem tårer, rækker mig et stykke papir og hikker ivrigt, at hun er et sendebud fra sjælen. En slags go-between. Og eftersom vi nu har forbundet os, kan jeg mærke at jeg er tættere på. Tampen brænder.

Forbind dig. Forbind dig igen.
Hvor blev du af? Ordene er næsten ulæselige og alligevel står de tydeligere frem end noget, jeg nogensinde tidligere har læst. Bedst som vi havde skabt forbindelse, forsvandt du.

”Nej, hov, hør nu her, det var da dig, sjæl, der forsvandt.” Noget i mig har behov for at protestere, så jeg taler til sedlen som om den var et menneske. Dyr. Eller et væsen i hvert fald.
Jeg er her altid. Det, du trænger til, er altid til din rådighed. Som en indre rislende kilde af kærlighed, kraft og kreativitet. Som et hav af stilhed og skaberkraft. Som en dråbe af puls og poesi. Som et leje af silkebløde blade, hvor du kan hvile, være og skabe forbindelse.

Men du må sætte dig. Du må lytte. Du må lære at være. Vente. Og forbinde dig. Igen.
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juni 2015

Skrivehuset
Billedet er fra helt særlig have på Gotland. Et sted, hvor det synes så let at forbinde sig.

 

tirsdag den 9. juni 2015

Spørg bare månen




”Kender du det, Harald? Kender du overhovedet noget til det at være menneske? En sjæl fanget i en kvindekrop?” Jeg ser på den sorte fugl, der er landet i det åbne vindue, han balancerer kunstfærdigt på kanten af vindueskarmen og er næsten flyvende i sin grounding. Et paradoks på vinger.
”En sjæl fanget i en kvindekrop?” Han ler højt og ser lige igennem mig. Ser sårbarheden i mine øjne, hører den lille antydning af gråd i min stemme, den måde vibrationerne afslører mig på. ”Det kender jeg muligvis en hel del til. Men søde skat, hans stemme smyger sig om mig med et anstrøg af kærtegn, det er vist ikke det, vi skal tale om i dag. Er det? ”

Det kan være den største gave, når nogen ser lige igennem en. Når en kærlig sjæl formår at træde helt derind, hvor der ingen filtre er og hvor sandheden danser nøgen i regnen. Dér, hvor man ikke længere kan skjule sig, heller ikke selvom man plejer at gøre det. For lige dér …
”Er der brug for kærlighed”. Harald nikker.

”Sys Harald, jeg skal lige have gjort plads til resten af min ordstrøm. Det er så vigtigt for mig at formulere det lige nu. I dette øjeblik. Det bruser i mit hjerte og bobler i hele min krop. Og selv da jeg for kort tid siden sad i min bil og gjorde andre ting, hørte en sang på anlægget, koncentrerede mig om trafikken, spøgte det. Det fyldte og jeg vidste bare, at så snart jeg var hjemme igen, skulle jeg sætte mig og tage imod.”
Han nikker og træder et skridt tilbage, jeg når lige at rejse mig for at gribe ham, helt instinktivt, så husker jeg at han har vinger. Han griber sig selv og folder vingerne ud, letter inden han lander og i et split sekund er han helt inde af vinduet og lander på mit skrivebord, helt tæt på.

”Sådan. Nu er afstanden mellem os helt passende”.
Jeg nikker og forsøger at fange den tråd, jeg havde fat i lige før. Det er så let at blive distraheret. At tro at man mister den vigtigste tråd af alle, kun for at opdage, at man faktisk skulle tabe den for at få fat i noget andet. Noget langt mere betydningsfuldt. Og tabte tråde kan danne det smukkeste mønster, har jeg ladet mig fortælle.

”Lige der har man brug for kærlighed, ja. For at blive elsket. Men det er stedet, hvor man plejer at gemme sig bort. Det er den eneste vej, man kender, det eneste sted, og det sted er så sårbart, at engle end ikke tør træde derind. Der er en usynlig grænse. Og det paradoksale er, at det faktisk også er stedet, hvor man restituerer og samler sig selv. Hvilket vil sige, at ingen hverken kan eller skal vove at træde over den grænse.”
Harald nikker bare, selvom han vist ikke er helt enig, men han er indbegrebet af fokuseret lytning. Empatien strømmer fra ham, jeg mærker at han holder mig i den smerte, det er at give udtryk for det mest sårbare sted i hele verden. Stedet, hvor man ikke lukker andre ind. Hvor man går i sig selv, med sig selv og ... jeg mangler ord. Så svært er det!

”Harald, det er jo helt OK. End ikke engle går ikke derind. De respekterer og trækker sig ligeså stille.”
”Hvor ved du egentlig det fra”, spørger han men forventer ikke et svar.

”Er det kærlighedens paradoks, søde Harald, svar mig nu? At det sted, hvor vi har allermest brug for kærlighed, for at blive elsket og holdt om, dér gemmer vi os bort. Det er sådan, vi plejer at gøre, det er skildpadden, der skjuler sig i sit skjold eller pindsvinet, der mobiliserer sig bag sine pigge. Og alligevel er det også noget andet. Det er kærlighedens skyggeside. Er det ikke?”
* * *
Jeg forestillede mig en stor dør. Ja, det var nærmest en slags port med to fløje. En kæmpemæssig hængelås hang og glimtede i solskinnet, langtfra kunne den næsten minde om guld, men da jeg kom tættere på, så jeg at det var en gammel og rusten hængelås. Alligevel virkede den forbavsede stærk. Og nøglehullet stod tydeligt frem i sit eget mønster. Et sådant nøglehul havde jeg aldrig set før. Selvom jeg udmærket godt vidste, at jeg stod foran en lukket port, fiskede jeg alligevel i min taske efter nøglebundet. Granskede alle nøglerne og holdt dem op mod lyset for at se, om en af dem alligevel skulle passe. Eftersom jeg jo tror på magi og andre slags tryllerier, kunne det jo have forholdt sig sådan at der sad en ny nøgle i mit bundt. En nøgle, som på forbløffende vis passede lige netop til nøglehullet i hængelåsen på den store lukkede port. Suk. Sådan var det bare ikke. 

Så skete der noget. Og det kom bag på mig, for jeg mærkede mig selv handle fra et nyt sted. Et nyt sted, som i virkeligheden er meget gammelt. Jeg gjorde noget, som jeg har lært mig selv at kunne, men af alle de forkerte grunde. I trods eller af nødvendighed. 
”Du forvandlede dig”.

Det var sælsomt at mærke, hvordan vandets krafts mobiliserede sig i mig. Dér stod jeg midt på fortovet i formiddagssolen og mærkede, hvordan jeg langsomt smeltede. I et splitsekund. Jeg forvandlede mig! Og før jeg vidste af det, flød jeg som en kilde af kærlighed ind under porten. Der var ikke længere brug for hængelåse eller nøgler. Vandet brusede igennem den lille sprække, hvor det normalt kun er lyset, der forsigtigt kigger ind. Eller ud.
Jeg gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før og selvom det var både sårbart og grænseoverskridende, kunne jeg ikke længere stoppe det.  Mærkede bare, hvordan jeg flød gennem porten og som vand banede mig vej til det sted, der ikke er mit og aldrig nogensinde ville blive det. Men kærligheden var ligeglad. Vandet vovede og jeg kunne intet gøre. Det eneste jeg brugte min modstand til, var at stoppe kilden, før den blev til flod og flød over.

”Du stoppede selvom du var blevet vand?”.
”Det gjorde jeg Harald. For jeg var også blevet min egen sluse og instinktivt viste jeg, at selvom vand nærmest kan komme ind allevegne, fleksibelt, flydende og forunderligt blødgørende, så er der en menneskelig grænse. Og det var den, jeg lod min sluse fange. I det sekund blev jeg bevidst om, hvad det er kærligheden kan og samtidig ved jeg, at kærlighed kun flyde hele vejen, hvis man tør åbne op for den og tage imod. På den anden side. Og at det sværeste sted at kunne modtage, er det sted, hvor man har gemt sig bort for at slikke sine sår eller samle sig selv op. Det sted, hvor man altid har fået at vide, at man er alene. Og tilsyneladende også er det.

”Hvad gjorde du så?” Han ser på mig gennem tusinde lag af kærlig forståelse. Og selvom jeg ofte har ønsket, at jeg bare kunne holde mund og tie stille, ikke give udtryk for mine store følelser og brusende elve udtryk i overflod, så lader jeg det alligevel flyde. Det var for sent. Jeg er vand i dag.
”Jeg sendte en flaskepost. En af den slags, som er så porøst at den næsten går i stykker, men fordi den næsten gør det, er den samtidig umådelig stærk. Den gjorde resten. I det sekund indså, at jeg havde gjort mit. At vandets kærlighed var nødt til at stoppe lige dér. Forvandlet til et brev i en irgrøn flaske af noget meget gammel, som er meget nyt for mig. I lige netop den form. På den måde.”

Jeg tier stille, jeg har næsten ikke flere ord. Jeg er ikke længere hverken vand eller flaske, jeg er en kvinde, som for nylig traf en beslutning i sit hjerte og som i dag mærkede, hvordan beslutningen manifesterede sig i handling. Som brugte sit gamle forvandlingstrick på en ny måde. Og forskrækkede sig selv i den grad, at vandet nu drypper som tårer.  Der, mens hun skriver dette og trætheden vasker sine vinger, er lettere forbavset over at den kunne mobilisere en sådan …
”Styrke i det, der ellers altid har været en svaghed?” Harald nikker.

”Ja. Men nu er jeg ikke længere sikker på, at det er en styrke”.
”Du var sårbar som vand. Men du var også stærk. Du var flydende, men du var også i stand til at stoppe dig selv. Lige dér, hvor grænsen tilsyneladende gik. Og det er i øvrigt også det, engle gør. Selvom de slet ikke gør det. Det er bare noget, du tror. For kærligheden har ingen grænser. Og vand kan være den smukkeste, stærkeste kraft i hele verden. Spørg bare månen.”

Til en ven - fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

søndag den 7. juni 2015

Fra et kærligt sted


 
Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig?
Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvoren i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.
”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”
”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, jeg i søndags anledning har serveret for mig selv i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!
Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig, pirret mig med sin formulering, nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et så smørret grin, som en krage nu kan mønstre. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.
”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.
”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når træffer en beslutning og handler ud fra den, har gjort det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”
Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”
”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig." Han ryster sørgmodigt på hovedet. 

"Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”
Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.
Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.

Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

tirsdag den 2. juni 2015

Kragen i Visby


 
"I nat er det sommerens første fuldmåne."
Han lander i min håndflade, det har han aldrig gjort før. Der findes ikke længere vinduer eller glas mellem os, helt synlig og nærværende sidder han nu og fylder det meste af min hånd. Så tæt på, at vi nærmest er som siamesiske tvillinger. Jeg betragter hans kragekrop, følger linjerne, betragter fjerene, hver eneste detalje finder vej til min sanser og da jeg når til høresansen, går det op for mig, at han faktisk sagde noget.

”Fuldmåne?”
Jeg lyder forbavset, men er det egentlig ikke. Jeg så hende godt i går aftes, da lyset dalede fra himlen som en duefjer og lagde det blødeste lys over landskabet. Markene lå som tæpper af guldtråde med en snert af rødt. Og der stod hun, højt over mit marktræ. Et træ, som på ingen måde er mit, for træer ejer ingen, men vi har alligevel en ganske særlig relation, træet og jeg, og jeg spejder tit mod det for at finde fokus og perspektiv. Jeg bliver sjældent skuffet, der er altid et nyt billede med et slags budskab, en stille rungen af accept og vished. En hjertelig trøst. Der findes noget større derude, som også er herinde. Noget, som er større end mig.

”Fuldmånen?”
”Også fuldmånen, ja”. Jeg smiler til Harald, der nu er hoppet ned på bordet og spankulerer lidt omkring på spisebordet. Regnen pisker mod ruden, det er en eftermiddag med vejrmæssigt oprør og jeg mærker uroen i mig selv. Måske er det regnen, måske den flakkende vind eller også er det fuldmånen, der rumsterer. Hvem ved?

Så kommer jeg i tanke om noget, som har ligget mig på sinde, lige siden jeg i lørdags vendte hjem fra en uges ferie på Gotland. For der skete nemlig noget lige midt i Visby. Det var eftermiddag og jeg sad på Stora Torget og kiggede på mennesker. Udstyret med god svensk kaffe og guddommelig gulerodskage lod jeg mig fortrylle af væsenerne i Visby og alle de andre sjæle, der forklædt som mennesker og turister gik forbi. Jeg betragtede ruinen af den gamle gotiske kirke, lyttede til stemmer og lyde, sansede dufte og jeg mærkede historier komme sejlende som usynlige tåger af inspiration. Gulerodskagen var forbavsende god, jeg sad forsigtigt og pillede den fra hinanden, skilte krummer fra dej som for at forlænge oplevelsen og måske også for at have en undskyldning for at blive siddende lidt længere.
Så skete det. Han ladede på mit bord. Ja, cafébordet midt på torvet i Visby. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så var det den selvsamme krage, der nu sidder på mit spisebord og taler om fuldmånen. Men krager ligner hinanden, gør de ikke? Der er ikke så meget forskel. Og netop som jeg tænkeskriver de ord, gør han væsen af sig og hopper nærmere på sin skæve facon. Et hop til højre, et til venstre og så den velkendte lyd af kragenæb, der fornærmet smasker et hæst ”kra”.

”Krager ligner ikke hinanden mere end mennesker gør!” Indigneret stirrer han på mig, men så smiler han drilsk. "Du tager ikke fejl. Det var skam mig. Tror du, at jeg vil lade dig i stikken, bare fordi du forlader landet og vælger at tage færgen ud til en ø? Jeg fulgte da efter dig. Det var mig, der landede på dit bord i Visby og som smed et stænk inspirationsmagi. Det er mig, som du senere skrev om i din lysegrønne notesbog og som du så …"
”Jeg vidste det jo godt!”

Min hund Keeva var syg af nakkesmerter og blev dårlig, mens vi var på Gotland og hendes tilstand lagde en dæmper på vores ferie. Hvad flere dyrlægebesøg formodede, har det nu vist sig, at hun har smertefulde forstadier til diskusprolaps i nakken og på torsdag skal hun gennemgå en større operation. Men det vidste jeg ikke den gang i Visby. Jeg var bare utrolig trist over situationen og bekymringen gnavede i mig. Men jeg huskede at gøre noget, som altid hjælper mig og som bringer mig nærmere til min kerne og min sjæl. Jeg skrev i min notesbog:

Dagen har fragtet mig gennem indre kaos og fortvivlelse. Vi har været på tur det meste af dagen og har haft hundene med i bilen. Mest af alt mærkede jeg eftergivelsen og en accept af, at jeg intet skulle gøre. Der var heller ingen selvbebrejdelse over at have truffet forkerte valg. Ingen fortrydelse. Vi gør, hvad vi kan for Keeva. Hele tiden. Vi kørte af sted og jeg fulgtes med sorgen og følelsen af magtesløshed, indtil de blæste i havet ved Gotlands østkyst. Så kørte jeg videre med indre tomhed og en stille smerte, der flød som en flod igennem mig. Jeg lod den flyde. Senere vandrede vi i Visby og så mærkede jeg det pludseligt. Igen. Inspirationen. Historierne. Fortællingerne. En krage dukkede op og lod mig vide, at den var dér, for så lette og forsvinde hen over hustagene på Stora Torget. Jeg beder en bøn for Keeva. Må hun få det bedre og blive frisk igen.
Jeg lyttede dybt og hørte min sjæls kærlige, hviskende stemme: Din styrke er at turde være med det hele. At turde tåle. Ikke flygte eller forestille dig en ideel situation. Dette er din ferie. Vælg fortsat at tro på stilheden, roen, kærligheden – bær dem i dig selv og træf bevidste valg fra det sted, i dig selv, hvor kærligheden flyder. Det betyder ikke at alt andet forsvinder, det handler om at være med det hele fra et kærligt sted i dig selv. Derfra kan livet leves og mødes og den venlige, kærlige selvaccept er en forudsætning.

”En krage dukkede op og lod mig vide, at den var dér, for så at lette og forsvinde over hustagene på Stora Torget.” Jeg læser mine egne ord og smiler, mens jeg mærker tristheden komme dansende. Jeg er for en stund tilbage på torvet, hvor kragen lander og letter igen. Jeg fornemmer duften af kaffe, smagen af gulerodskage og håbet, der svævede over de gamle huse og røde tage. I form af en krage.
Han nikker. Harald. Han var skam også på Gotland og pustede til inspirationen lige dér. Jeg vidste bare ikke, hvad det ville føre med sig. Hvilken slags historie det ville udmunde i. Sorgen, bekymringen, håbet, væsenerne og Visby.

På torsdag skal Keeva gennemgå sin operation. Og i nat er det sommerens første fuldmåne. Hvordan de to hænger sammen og om de overhovedet gør det, vil jeg lade være uskrevet. Men jeg ved bare, at jeg skal have en kærlig snak med fuldmånen, når hun blidt vækker mig i nat, som hun plejer at gøre det.  Jeg har noget, jeg gerne vil spørge hende om.
Harald nikker og smiler varmt, inden han forlader det glasløse vindue og forsvinder i regnen.

”Kunsten er ikke kun at spørge og række ud, men i høj grad også at lytte og modtage sjælens hvisken. Tillad fuldmånen at hjælpe dig.”
Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen, juni 2015
Skrivehuset

 

mandag den 18. maj 2015

Kra kra kragedans


 
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
"Det ene kreative felt fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit. Du har sikkert lagt mærke til det?"
Han ser på mig med lukkede øjne og en hel verden af vished bølger mellem os. Snart gyngende på sin gren, snart nede på jorden, hoppende rundt i det grønne tæppe af græs, der frodigt slår sine folder. Standhaftige mælkebøtter pibler frem mellem græsstråene, de nægter at lade sig kue. Smilende står jeg i vinduet og betragter dem, mens jeg samtidig ser på Harald, der boltrer sig.
Græs, gren og så flyve lidt. Bare fordi han kan. Svævende, lidt ud over marken, så vender han i et glidende sving og sejler tilbage mod vinduet og maj. ”Pas nu på”, råber jeg og vifter med armene, så han ikke flyver direkte ind i ruden og … Jeg ville ikke kunne bære at miste ham nu. Der er stadig så meget, jeg gerne vil spørge om og høre ham fortælle. Så meget at lære.
”Hvorfor så nervøs?” Han lander midt på plænen foran mig og hopper op og ned, som om hans latter får ham til at spjætte. Det er lang tid siden, jeg selv har grinet så hjerteligt, at hele kroppen danser af latter og glæde, men nu kan jeg mærke, at noget er ved at ske. Det klukker i mig. Er det mon latter? Eller gråd? 
Det er ikke spørgsmålet, ikke ordene og dog. For hvad er det, jeg er så bange for at gå glip af?
”Din egen storhed? Dit lys? Alt det, du udmærket ved, men som du foregiver at have glemt? Og som du nu søger i verden omkring dig? Han ler stadig, mens han forsøger at anlægge en lidt alvorligere mine. Det mislykkedes, noget i ham hviner og fniser og snart tiltrækker han en helt hær af kragevenner, der er nysgerrige efter, i hvilken anledning festen holdes. Åben fest på en mandag i maj! Storartet. Kra kra kra. De lander omkring ham og pludselig stirrer de alle på mig. Harald fuglefortæller noget til dem og snart bryder et vandfald af latter ud. Kra kra kra.
Og kragelatter smitter. Det mærker jeg nu, jeg åbner vinduet på vid gab og giver efter for det, der føles som en lille gnist af smil dybt i min mave. Mit mellemgulv trækker sig sammen, så løsner det op igen og latteren vokser og begynder at fylde. Som et kæmpemæssigt smil breder den sig til hele min krop og snart skraldgriner jeg, så tårerne triller. En egoagtig stemme forsøger at bryde ind og fortælle mig, at jeg ikke engang ved, hvad jeg griner af, men jeg fejer den væk med en graciøs håndbevægelse og får lyst til at danse.
”Danser krager?” råber jeg ud af vinduet og flokken letter i forskrækkelse. Kra kra kra. De rejser sig i flok mod himlen men deler sig så i det smukkeste mønster af silkeblåt sort, jeg nogen sinde har set. Jeg mærker en stik af smerte og fortrydelse over mit eget hovmod og tænker uvilkårligt, at det nu står for fald. Hovmodet. Fuglene er fløjet. Indtil det går op for mig, at jeg at jeg faktisk har fået svar på mit spørgsmål.
For krager danser. Nu ser jeg dem danse i luften, med hinanden, alene og i flok, svævende, flyvende, ind og ud mellem hinanden og tæt på skyerne, der i dagens anledning er trukket i et skyklæde af gråhvidt.
”Man kan danse på mange måder, min skat” siger Harald pludselig og jeg ser, at han har trukket sig fra dansen for at komme tættere på og fortælle mig noget. Han lader med ynde i vindueskarmen og jeg træder ærbødigt et skridt tilbage, så jeg ligesom respekterer hans grænser. Den tanke smiler han af, men så fortsætter han overbærende.
”Man kan danse på mange måder og man kan være kreativ på mange måder. Men det er én og samme sag. De nærer hinanden, sangen, dansen og kreativiteten. Som når du står i dit køkken og laver simremad i den sorte støbejernsgryde og skaber smag og dufte med gode ingredienser. Fryder dig over dit mesterværk af kulinarisk langsomhed, tilsætter kærlighed og noget, du ikke helt har ord for. Men det føles godt. Så stiger røgen fra simreretten til vejrs og du ser et billede forme sig. Det er som om noget danser dér for øjnene af dig, dybt inde i røgen og som en del af den mad, du er ved at skabe. Du opdager at det en slags kvinde eller måske en fugl?”
Han smiler og betragter mig i nogle øjeblikke af stilhed, hvor vi begge sukker og forstår. Uden helt at forstå. For det er svært at forstå, det er mere noget man skal mærke og stole på.
”Kreativiteten er som en dans”, tilføjer han og jeg nikker, jeg har lugten lunten og opdaget, hvor godt det gør mig, når jeg er kreativ og skabende i alle livets facetter.
Så letter han og sammen med de andre dansende krager forsvinder han fra min udsigt. Men min indsigt har ændret sig. Jeg lukker vinduet og mærker, at latteren stadig bobler i mave og mellemgulv. Mine læber smiler som om de ikke havde bestilt andet. Jeg troede helt, at de havde glemt hvordan.
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden.
Jeg ved at det er sandt. Og mere behøver jeg ikke vide. Kilden. Kreativitet. Kærlighed. Ordene smyger sig som en slange af velvære og fortæller mig, at de nu stopper. Men det betyder ikke at de er løbet tør. Eller at jeg er det. Jeg skal bare bevæge mig lidt nu, danse over i et andet slags felt af skabelse. Og mens jeg er dér, sanker jeg stemninger og impulser til nye fortællinger og historier.
Som regndråber drypper de. Som gudefnug daler de. Som kærlighed healer de. Som energi er de.
Og de forsvinder aldrig. De er altid lige i nærheden. Kra kra kra.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset