mandag den 18. maj 2015

Kra kra kragedans


 
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
"Det ene kreative felt fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit. Du har sikkert lagt mærke til det?"
Han ser på mig med lukkede øjne og en hel verden af vished bølger mellem os. Snart gyngende på sin gren, snart nede på jorden, hoppende rundt i det grønne tæppe af græs, der frodigt slår sine folder. Standhaftige mælkebøtter pibler frem mellem græsstråene, de nægter at lade sig kue. Smilende står jeg i vinduet og betragter dem, mens jeg samtidig ser på Harald, der boltrer sig.
Græs, gren og så flyve lidt. Bare fordi han kan. Svævende, lidt ud over marken, så vender han i et glidende sving og sejler tilbage mod vinduet og maj. ”Pas nu på”, råber jeg og vifter med armene, så han ikke flyver direkte ind i ruden og … Jeg ville ikke kunne bære at miste ham nu. Der er stadig så meget, jeg gerne vil spørge om og høre ham fortælle. Så meget at lære.
”Hvorfor så nervøs?” Han lander midt på plænen foran mig og hopper op og ned, som om hans latter får ham til at spjætte. Det er lang tid siden, jeg selv har grinet så hjerteligt, at hele kroppen danser af latter og glæde, men nu kan jeg mærke, at noget er ved at ske. Det klukker i mig. Er det mon latter? Eller gråd? 
Det er ikke spørgsmålet, ikke ordene og dog. For hvad er det, jeg er så bange for at gå glip af?
”Din egen storhed? Dit lys? Alt det, du udmærket ved, men som du foregiver at have glemt? Og som du nu søger i verden omkring dig? Han ler stadig, mens han forsøger at anlægge en lidt alvorligere mine. Det mislykkedes, noget i ham hviner og fniser og snart tiltrækker han en helt hær af kragevenner, der er nysgerrige efter, i hvilken anledning festen holdes. Åben fest på en mandag i maj! Storartet. Kra kra kra. De lander omkring ham og pludselig stirrer de alle på mig. Harald fuglefortæller noget til dem og snart bryder et vandfald af latter ud. Kra kra kra.
Og kragelatter smitter. Det mærker jeg nu, jeg åbner vinduet på vid gab og giver efter for det, der føles som en lille gnist af smil dybt i min mave. Mit mellemgulv trækker sig sammen, så løsner det op igen og latteren vokser og begynder at fylde. Som et kæmpemæssigt smil breder den sig til hele min krop og snart skraldgriner jeg, så tårerne triller. En egoagtig stemme forsøger at bryde ind og fortælle mig, at jeg ikke engang ved, hvad jeg griner af, men jeg fejer den væk med en graciøs håndbevægelse og får lyst til at danse.
”Danser krager?” råber jeg ud af vinduet og flokken letter i forskrækkelse. Kra kra kra. De rejser sig i flok mod himlen men deler sig så i det smukkeste mønster af silkeblåt sort, jeg nogen sinde har set. Jeg mærker en stik af smerte og fortrydelse over mit eget hovmod og tænker uvilkårligt, at det nu står for fald. Hovmodet. Fuglene er fløjet. Indtil det går op for mig, at jeg at jeg faktisk har fået svar på mit spørgsmål.
For krager danser. Nu ser jeg dem danse i luften, med hinanden, alene og i flok, svævende, flyvende, ind og ud mellem hinanden og tæt på skyerne, der i dagens anledning er trukket i et skyklæde af gråhvidt.
”Man kan danse på mange måder, min skat” siger Harald pludselig og jeg ser, at han har trukket sig fra dansen for at komme tættere på og fortælle mig noget. Han lader med ynde i vindueskarmen og jeg træder ærbødigt et skridt tilbage, så jeg ligesom respekterer hans grænser. Den tanke smiler han af, men så fortsætter han overbærende.
”Man kan danse på mange måder og man kan være kreativ på mange måder. Men det er én og samme sag. De nærer hinanden, sangen, dansen og kreativiteten. Som når du står i dit køkken og laver simremad i den sorte støbejernsgryde og skaber smag og dufte med gode ingredienser. Fryder dig over dit mesterværk af kulinarisk langsomhed, tilsætter kærlighed og noget, du ikke helt har ord for. Men det føles godt. Så stiger røgen fra simreretten til vejrs og du ser et billede forme sig. Det er som om noget danser dér for øjnene af dig, dybt inde i røgen og som en del af den mad, du er ved at skabe. Du opdager at det en slags kvinde eller måske en fugl?”
Han smiler og betragter mig i nogle øjeblikke af stilhed, hvor vi begge sukker og forstår. Uden helt at forstå. For det er svært at forstå, det er mere noget man skal mærke og stole på.
”Kreativiteten er som en dans”, tilføjer han og jeg nikker, jeg har lugten lunten og opdaget, hvor godt det gør mig, når jeg er kreativ og skabende i alle livets facetter.
Så letter han og sammen med de andre dansende krager forsvinder han fra min udsigt. Men min indsigt har ændret sig. Jeg lukker vinduet og mærker, at latteren stadig bobler i mave og mellemgulv. Mine læber smiler som om de ikke havde bestilt andet. Jeg troede helt, at de havde glemt hvordan.
Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden.
Jeg ved at det er sandt. Og mere behøver jeg ikke vide. Kilden. Kreativitet. Kærlighed. Ordene smyger sig som en slange af velvære og fortæller mig, at de nu stopper. Men det betyder ikke at de er løbet tør. Eller at jeg er det. Jeg skal bare bevæge mig lidt nu, danse over i et andet slags felt af skabelse. Og mens jeg er dér, sanker jeg stemninger og impulser til nye fortællinger og historier.
Som regndråber drypper de. Som gudefnug daler de. Som kærlighed healer de. Som energi er de.
Og de forsvinder aldrig. De er altid lige i nærheden. Kra kra kra.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset

lørdag den 16. maj 2015

Gudefnug og gaver


 
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald, selvom jeg ikke kan se ham nogen steder. Men det gør godt at dele den slags finurligheder, som ingen andre helt synes at forstå. Hele mit liv har jeg mærket impulser og fået tanker, hørt hviskende historier, som jeg ikke turde dele med nogen. Fornemmelser for noget, som synes så skrøbeligt og subtilt, at det var bedst at gemme det bort. Ufortalte fortællinger, der bankede på min dør, men døren var boltret fast. Jeg gemte mig bag lås og slå og stak fingrene i ørerne. Jeg lukkede øjnene så fast i, at døren næsten forsvandt. Det var smertefuldt men nødvendigt. Troede jeg. Det var længe før jeg mødte Harald eller fik øje på månederne, for den sags skyld. Men nu vokser det hele frem på ny som om det også har fornemmet det sprudlende forår af spirer og livslyst. Maj. Mig.
”Tager du os alvorligt nu”, spørger fortællingerne og svæver rundt mellem træerne derude, dukker op som solfyldte skygger i det vildnis af blade og buske, der nu slynger sig selv i en dans af grøn. Jeg nikker uden at sige mere. Det føles som et ansvar, jeg ikke har bedt om, men som samtidig sætter mig fri. At turde åbne op og skabe plads til det, der vil fortælles.

Som du ved, er jeg kommet til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg bevidst vælger at give los. Nu siger jeg det, som det er. Og hvis du lytter, vil jeg også gerne fortælle dig om det. Fortælle det, så du kan fortælle det på din måde. Tage imod det, der gerne vil skrives og fortælles gennem dig. Derfor holder jeg intuitive skrivekurser for kvinder med skrivelængsel og håber, at du måske kigger forbi, hvis du mærker længslen. Dyb, pulserende og forstyrrende i forhold til at have et fredfyldt forhold til sig selv. Hvis man altså ikke handler på den længsel. Jeg slutter fred, siger man og så bliver der endnu mere uro. Postyr. Noget vil frem i lyset og det kan være sådan, det føles, når man bærer rundt på hengemte historier og har lukket af for alt det, der vil skrives og skabes gennem én. Uroligt.
Jeg har vist truffet et bevidst valg og nu taler jeg med krager. Blandt andet. Måske ryster du på hovedet og tænker, at kvinden er skør og det er du hjertelig velkommen til. For ser du, på nuværende tidspunkt vil jeg hellere være skør end at være en levende død. For vi dør, hvis vi ikke er kreative, skabende og fortællende som kvinder. Vi er skabt til at skabe. Og hvis vi sætter os lidt i stilhed, lytter, lytter dybt, så opdager vi, at vi faktisk er gode til at lytte. Vi skal bare lige huske det igen. Huske, at vi faktisk ikke behøver at løbe omkring og finde på det hele selv. Det er os, der er fundet på. Vi er skabt så vi kan skabe, åbne os og sætte alt det fri, der har sat sig indeni. Jeg har vist allerede fortalt dig om uskrevne historier, der gav mig hovedpine. Og hvordan kreativiteten sætter sig i kroppen og gør ondt, skaber smerte og ubalance, hvis vi ikke rører os og lader os berøre. Og faktisk er det mere den passive del, der mangler her, selvom den på ingen måde er passiv som sådan. At turde lade sig berøre. Bevæge. Berige. Jo mere vi lytter, jo mere vi overgiver os, desto mindre skal vi anstrenge os og gøre os umage.  

Så kommer det bare.
Og der er krager og andre fugle. Træer. Måger, sølvsmede og sommerfugle. Min krage hedder Harald, men han er slet ikke min. Ikke desto mindre sidder han der ved vejen og holder øje med mig eller kommer forbi, når jeg mindst af alt venter det. Kigger på mig med sorte øjne fra æbletræet, der nu har små spæde hvidlige blomster. Og selvom han ikke er her i dag, er han her alligevel. Han drysser inspiration i hvert eneste pollen. Når vinden blæser hvirvler det rundt og får mig til at nyse, især hvis jeg ikke gør noget med det andet end at tage en pille mod allergi. Jeg udskyder bare processen. Dulmer symptomerne. Men roden til følelsen af utilpashed stammer et helt andet sted fra. Det opstår, når jeg siger nej og ikke lytter.

”Den pollen er gudefnug”, hvisker han og slår pludselig en skraldende latter op. ”Tag det ikke så tung. Gør som jeg. Gør det let. Ellers kan man slet ikke flyve.” Så letter han fra den gren, hvor han ikke sad, men eftersom han lettede, var han dér jo alligevel. Han er dér altid. Hvis jeg vælger ham.
Fortællinger. Historier. De bor i hver eneste kreativ gerning. Du behøver såmænd ikke engang at skrive dem eller fortælle dem mundligt. De behøver ikke at blive skabt gennem ord.

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.
”Jeg kan mærke en historie”, siger jeg til Harald og går hen til det åbne vindue og råber det ud i dagen. EN HISTORIE! To duer letter i en støvsky af sølv og svæver til himmels.

”Jeg kan mærke mange”, svarer han et sted fra skyerne, der har lagt et gråhvidt tæppe over himlen. Lyden af vingeslag forplanter sig fra himmel til jord og stiger op gennem mig som et pust af pludselig kulde. En varm kulde. Særlige skyer af vished driver over himlen og en flok gæs rejser videre nordpå. Tusind tanker tier stille og jeg lukker forsigtigt vinduet.
”Hvad var det lige, han kaldte det? Harald. Gudefnug. Jeg smager på ordet og smiler. Jeg elsker det. Jeg elsker alt det, jeg ikke kan tænke mig til og alt det, jeg tilsyneladende ikke ved, men som bare strømmer fra mig og igennem mig, når jeg giver slip og lader komme. Og jeg elsker fornemmelsen af gudefnug.

Jeg elsker.
Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset
 
PS. Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted her den 13. juni. Og der er stadig et par pladser ledige ...



torsdag den 14. maj 2015

En befriende fornemmelse


 
Han sad dér igen her til morgen. Dyppet i dug og i færd med at spise noget, der kunne lige et fugleæg, så han på mig, da jeg kom forbi med hunden. Den samme tur, altid ud af markvejen og ned i landsbyen, det er den eneste vej at gå, hvis man da ikke skråner over markerne. Jeg er holdt op med at irritere mig over det faktum, at jeg kun kan komme én vej, for Harald lader mig vide med et fuglefnys, at også det blot er en illusion. I øvrigt ser hundene ikke ud til at bekymre sig om det. De ved, at hver dag er ny. Snuser, ser og oplever som om det var første gang, de gik turen. Hver gang.
Jeg er begyndt at glæde mig til mødet med Harald og tænker samtidig, om det nu også er godt. At jeg nærmest forventer, at han vil være dér. Og at jeg måske ville blive skuffet, hvis han en dag ikke sidder dér og betragter mig uden egentlig at gøre det. Han er dér bare. Lige i nærheden. Jeg er begyndt at tale til ham, hilse og han er ikke længere reserveret og forsigtig. Roligt sidder han med sit æg og sine kragetanker, mens jeg går forbi og med pippende stemme forsøger at fortælle ham, at han er set og elsket.

”Elske er et stort ord”, siger han og nikker, mens han sluger endnu en bid af det hvide, der udgør hans morgenmåltid. Det er tidligt, naboerne sover endnu, freden går tur i bækken og bader i dug og fuglesang. Det grønne er endnu mere grønt i dag og skyerne fejer over himlen i forrygende vinddans. Jeg nikker. Elske er et stort ord. Og et ord, der er blevet brugt og misbrugt i så mange sammenhænge, at jeg slet ikke tør tænke på det. Selv har jeg svært ved at sige det, men jeg kommer alligevel hele tiden til at sige det, nu, fordi det er den følelse, jeg har, når jeg ser på Harald, landskabet og den nye dag.
Traditionen tro vågnede jeg ved daggry, det er næsten rituelt nu, jeg hilser på den nye morgen og dagen, der ligner bjerge i landskabet mellem nat og dag. Står i vinduet med søvnen hængende i kroppen som var jeg svøbt i en kappe af drømmedis. Og det er jeg måske også, jeg ved det ikke, men jeg er fuld af accept, hvor jeg tidligere blev irriteret. Det er mit tidspunkt. Det kalder på mig. Senere går jeg tilbage i seng og nogle gange sover jeg igen. Andre gange ikke.

”Jeg føler kærlighed”. Jeg ser på Harald og han nikker, det gør han også, vi føler den kærlighed, der er større end os. Og så har vi valgt at være modige og bruge de ord igen. Elske. Kærlighed. Bruge dem i den betydning, der kommer fra hjerte og sjæl. Det føles lidt klistret at skrive det, men samtidig er det helt på sin plads. Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor der ikke skal spares på det, det er godt. Det skal flyde som honning, når det er dér og fejres. Fejring! Det levede liv og det, der er tilbage. Daggryet, morgenen og den dag, der nu former den vej, hvor Harald sidder på marken og spiser æggemad.
”Jeg har så meget på hjerte” udbryder jeg og føler mig næsten ordløs. Det er en uvant følelse, for hvis der er noget, jeg altid har haft, så er det ord. Men der er tidspunkter, hvor det er helt på sin plads at vente og lade stilheden slette alle spor og gøre verden ny, så vi igen kan få nye ord.

”Gør dig endnu mere åben.” Harald ser på mig og slikker sig om munden. Eller, det ser sådan ud, for egentlig tror jeg slet ikke at fugle gør den slags. Men der er ingen tvivl om, at han er færdig med dit morgenmåltid.
”Gør dig endnu mere åben. Endnu mere modtagelig. Lad fortællinger og historier lande i dit skød, i dit hår og i dine hænder. Sid helt stille, som når du ser på sommerfugle. Men når du mærker impulsen til at bevæge dig, så vid at du er klar til at blive bevæget. Så tager du din pen og din notesbog, eller sætter dig ved tastaturet og skriver. Mens du lytter. Til duggen, disen, morgenbjergene og den grønne verden af forår, der snart forvandler sig til sommer. Lyt så dybt, at du bliver det, der kommer til dig. Smelt sammen med træerne, græsset, himlen og de skyer, der nu har spredt sig og bredt en lyseblå dug ud imellem sig. Også de gør klar til at fejre. Gå helt ind. Og åbn så dine arme, din favn og tag imod.”

Jeg nikker med tårer i øjnene. Bevæget, berørt og beriget. Forvandlet.
”Så er det altså sandt, Harald”, siger jeg med forsigtig gråd i stemmen. ”At vi slet ikke behøver at anstrenge os og gøre os umage. For historierne lever allerede, de kommer med vinden, med fuglene, båret af brisen og de er klar til at blive modtaget, hvis vi altså tør?”.

”Du er lidt tungnem” griner han med kærlighed mellem linjerne. ”Ja det er sandt. Gå du nu videre på morgentur med hunden din, jeg skal videre. ”Han klapper sig på sin kragemave og ser tilfreds ud. Letter og forlader det sted, hvor morgenen blev til formiddag. Men på en måde er han her endnu. For jeg er blevet ham. Og måske er han også blevet mig. Hvem ved. Jeg gør ikke, men det er det, der gør det hele så befriende dejligt. Ikke at vide.
Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret slår et bølgende sving i retning af sommer og farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen sanselige dans.
Jeg ved ingenting, siger jeg til mig selv og mærker et stort smil brede sig op gennem kroppen. Og hvor er det dog en befriende fornemmelse. Nu kan jeg endelig overgive mig til livets mysterium. Og elske det!  

Kærlig hilsen
Lene
Fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015

onsdag den 13. maj 2015

Kunsten at lade sig fortrylle


 
”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”
Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed. 
”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.
Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. Jeg er nemlig holdt op med hele tiden at måle og veje mig selv. Du er en kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til, siger jeg til mig selv. Og det tror jeg på! Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.
’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.
”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …
”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.
Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede fra min egen skriverejse
Lene Frandsen, maj 2015
Skrivehuset

onsdag den 22. april 2015

Kilden og humlebien


 
Hvad gør man, når man skal arbejde, har en opgave og en snarlig deadline, men kører i tomgang. På en solskinsdag, hvor det kan synes næsten umuligt at være indendørs. Samtidig meldte trætheden sig som en ubuden gæst. Ubuden men ikke uventet, for de sidste par uger har jeg taget mileskridt på min rejse. For alt det, jeg har tænkt, skrevet og drømt om i vinterens mørke muld, alle de frø, jeg lod hvile i den kolde jord, manifesterer sig nu på samme måde, som træerne får knopper og knopperne bliver til blomst. Jeg er blevet  mit eget forår. Men selv et forår kan blive lidt træt af hele tiden at springe ud.
Fuld af forhåbning satte jeg mig ud i solen med tekop, noter og min store notesbog. Parat til at sanke inspiration fra både himmel og jord.  For jeg har en skriveopgave, hvor jeg skal fortælle en spændende kvindes historie. Udfordringen er, at vi i grunden ikke ved så meget om hende. Så hvad gør man, når hverken Google eller andre online medier kan guide i den rigtige retning? Jeg lyttede indad og fik et svar. Gå til kilden. Og kilden må jo være kvinden selv, tænkte jeg, men eftersom hun døde for flere hundrede år siden, er det lidt svært. Eller er det?

Sandheden er også, og jeg må krybe til korset og gøre en indrømmelse, jeg har ventet til næsten sidste øjeblik med at tage hul på denne opgave. Jeg har ladet det, jeg vidste og det jeg skulle gøre, summe. Jeg proppede det i min magiske simregryde og lod den stå på laveste blus, så den kunne passe sig selv, mens jeg gjorde andre ting. Alligevel var gryden nærmest tom, da jeg med hjertet fuld af forventning løftede på låget og kiggede ned i dybet. Jeg forventede en liflig duft, en tone, en note af noget særligt, men fandt kun … Tomhed. Træthed. Noget i mig trak sig sammen af både skuffelse og frustration. Det føltes som kvalme. Hvad nu?
Jeg gik i gang med at gøre noget af alt det, jeg ved, kan virke, når man skal fange en historie. Ja, for at skrive den med det baggrundsmateriale, jeg umiddelbart har til rådighed, ville ikke give mening. Med mindre jeg da valgte at pynte på historien og lade min livlige fantasi danse. Det kunne jeg jo sagtens vælge. Men ville det yde den pågældende kvinde retfærdighed? Så jeg skrev, jeg stillede spørgsmål, og jeg endte med at gøre som min sjæl havde rådet mig til. Jeg spurgte højt, jeg spurgte lavt, jeg spurgte ind og jeg spurgte ud: Hvem var du? Har du lyst til at fortælle mig din historie?

Så ventede jeg og skrev lidt mere. Stikord. Lod det komme, der dukkede op, men det synes utilfredsstillende. Som kardemomme når man ønsker sig karry. Samtidig kunne jeg mærke min egen træthed buldre som et tog, der dukker op i horisonten, først næsten lydløst som en rungen i undergrunden, men senere mere kraftfuldt og krævende. ”Luk mig ind”, snøftede trætheden, ”jeg er kommet af en grund.”
Skrid, tænkte jeg, men sagde det ikke højt. Og så med lidt mildere stemme. Jeg har set dig, jeg anerkender dig, men jeg kan ikke overgive mig til dig nu.

Jeg kom det ikke nærmere. Og efter frokost var den helt gal, trætheden og irritationen overmandede mig og jeg traf en beslutning. Ud i solen med te og noter, som du nu ved. Jeg var fuld af forhåbning. Teen smagte fint, solen skinnede, men hverken træthed, irritation eller den insisterende humlebi over mit hoved ville fortrække. Jeg viftede lidt med min trøje og håbede, at i hvert fald humlebien ville forsvinde, men det gjorde den ikke.

’Gå til kilden’, havde min sjæl hvisket og det var i øvrigt også det tarotkort, jeg havde trukket som svar på mit spørgsmål. Kilden. Men hvor er kilden, når en kvinde har brug for den? For ikke at tale om ånden til den kvinde, hvis historie jeg nu skal skrive?
”Er du både blind og døv? En stemme hviskede over mig og jeg så op. Dér var den igen. Humlebien. Svævende, summende og lidt for tæt på.

”Forsvind” sagde jeg irriteret, jeg prøver på at arbejde. Du forstyrrer mig.”
”Forstyrrer jeg? Den lille fætter blev ved at summe. Først foran mig, så over mit hoved. Jeg kunne se dens kompakte krop som en skyggetatovering på min arm.

”Jeg er ked af at indrømme det, svarede jeg, men ja, du forstyrrer. Jeg sidder her og forsøger at sanke inspiration, jeg har stillet spørgsmål og jeg har endda bedt om hjælp. Så nu prøver jeg bare at fiske ord i mit eget univers af …”
”Dit eget univers? Det lyder spændende, men også en smule begrænset. Sagde du ikke, at du havde bedt om hjælp?”

”Jo, men den kom ikke. Og jeg ved godt, at jeg måske modarbejder Universets vidunderlige langsomhed og danser ude af takt, men jeg har faktisk ikke tid til at vente. Jeg har udskudt det til næsten sidste øjeblik og bildte mig selv ind, at det handlede om intuitiv planlægning. Men … det er tid og der kommer ikke noget”.
”Sagde du ikke, at du var blevet vejledt og havde fået at vide, at du skulle gå til Kilden?” Humlebien blev ved. Summende og insisterende svævede den foran mig som om den hang i en tynd tråd fra himlen. Fuldstændig lige i luften, helt i balance, et stunt at beundre, men jeg havde ikke overskud til at falde i staver.

”Jo, det sagde jeg, men jeg sagde det da ikke højt. Og slet ikke til dig, hvordan kan du vide?” En flig af nysgerrighed sneg sig ind på mig og jeg åbnede mig en lille smule. En lille sprække opstod midt i irritationen. Der gik et svagt lys op for mig. Kunne det mon forholde sig således?
”Er du komme tilbage som humlebi?”

Den lille fætter brød ud i summende latter. Og lige dér, i et kort sekund, mistede den fokus og faldt i luften. Jeg røg op af stolen, for ser du, jeg har hvepseallergi og selvom jeg godt ved, at han ikke var en hveps, har jeg stadig skrækken i mig. Jeg har både adrenalin sprøjte og piller til hvepsesæsonen og mit system er indstillet på lyden af hvepse. For mig er summen et slags faresignal, selvom jeg faktisk har lært mig selv at kende forskel på de forskellige summende lyde. Et insekt er ikke bare et insekt. Men under alle omstændigheder har jeg aldrig hørt hvepse tale. De stikker bare og så …
’Jeg kommer med fred. Og med en hilsen til dig. Men hvis du har for travlt til at lytte …” Han slog en fornærmet mine op og vendte sig i luften, jeg så hans bagkrop og blev pludselig bange.

’Nej, bliv lidt endnu. Jeg er ked af, at det tog mig så lang tid, men nu er jeg indstillet på, at du ikke er den, du ser ud til at være. Fortæl så!”
’Hov hov, små slag’. Han vendte sig igen i luften som en lille akrobat af vinger og viden. En viden, som jeg nu ville gøre alt for at få fingrene i. Tanken om deadline og andre opgaver rev i mig som stormen river i et skib på havet.

’Jeg er lutter ører. Undskyld humlebi. ”
”Deadlines. Pil lige ordet fra hinanden. Døde linjer. Hvad er dog det for et udtryk? Og det er lige netop, hvad det er.  Egoets svar på himmeriget. Hvis bare jeg når min deadline. Og det gør du, men du er nødt til at se på det med nye øjne. Du har gjort lidt af det rigtige, men så lukkede du dig fuldstændig. For hvem spørger uden at vente på svar? ”

”Indrømmet. Det gjorde jeg i dag.”
”Og hvad tror du så trætheden betød? Den gæst, du valgte ikke at lytte til og lukke ind?”

”At jeg bare skulle sætte mig ud i solen og drive den af? Lade være med at foretage mig noget og spilde en dag, fordi jeg er træt?”
”Du er ikke træt. Du er ikke trætheden. Men du fik besøg og det fik du af en grund. Hvis du havde lyttet og sat dig ud i solen eller lagt dig i blid meditation med musik og ro, hvis du havde fyldt dig selv med healende hvile og bare havde tilladt dig selv at være, så havde du lyttet til trætheden. Så havde du taget imod den gave, han kom med. Men du lyttede ikke. Du forsøgte med alle mulige og umulige krumspring for at narre både ånd og inspiration til at dukke op. Men ak, det skete ikke. Så satte du ud i solen, endelig nærmede du dig noget, der kunne ligne, men du faldt ikke til ro. Du kæmpede med pen, papir og noter. Febrilsk og famlende. Du mediterede i kun to minutter, så fløj du tilbage i tankernes fangehul og forsøgte igen. Mere træt end før. Og fuldstændig ude af det rum af stilhed og solbagt ingenting, der ville have givet dig dine svar.”

’Men så kom du, humlebi” … jeg følte mig ganske rigtig mere træt end før.  Min stemme var mudret og tankerne uklare. Og så sad jeg i øvrigt og førte samtale med en humlebi i stedet for at …
’Jeg er kommet til dig for at nære dig og give dig styrke. For at bede dig stole på dine egne evner og på din krop og din sjæl. Når trætheden kommer, så luk den ind. Lyt. Og når du beder om svar og kalder på ånder, så vent i tillid og tålmodighed. Lad være med at presse. Åbn dig for kraften, ansvaret og styrken – så vil du blive støttet og få inspiration til det, du skal skrive. Gød din jord, gør dig klar, åbn dig og mød op – alt det du selv prædiker og forkynder. For det gælder såmænd også arbejdsopgaver, hvor man har brug for andet end tørre facts og livlig fantasi. Der findes et andet sted. En anden måde. Og du kender den godt.”

Jeg nikkede slukøret. Forlod havebord og flagrende papirer, lod sol være sol og så satte jeg i tung træthed og skrev denne historie. Det hjalp! For fortællinger kan hjælpe os til at huske det, vi havde glemt. De kan være direkte adgangsgiver til viden, visdom og kraft og de kan få os tilbage på ret kurs.
Og humlebien?  Måske summer han stadig rundt derude og nu vil jeg høre ham, om han vil med på en gåtur. For gåture kan også løsne op og gøre os blødere, når vi har låst os fast og kæmper i stedet for at lade komme.

Jeg går i tillid. Og der to dage til … at forholde mig åben, tillidsfuld og tage imod.
Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset

torsdag den 16. april 2015

Din egen vejs skaber


 
Eftermiddagen har foldet sit tæppe ud. En bølgende løber af skyer flagrer i vinden. Jeg rejser mig tøvende i stolen som en bænkevarmer, der pludselig bydes op til dans. Det knirker og knager i huset, vinden spiller tromme og violin og i horisonten danser træerne til det, der faktisk er musik, men kan forveksles med stormvejr.

April har mange tangenter at spille på og hun er ved at afprøve dem alle. Hvordan lyder det og det, nå sådan, hun placerer sine lange forårsfingre i forskellige stillinger og lader dem danse henover sit piano, først i forrygende fart, så langsomt, søgende og udforskende, mens hun nynner: ”Da da da. Do re mi. Do re mi da da fa so …“
”Kra kra kra.” Alting forstummer.  Stormen bliver stille, April holder vejret og fingrene på tangenterne, mens hun hælder hovedet forsigtigt mod venstre og vender højre øret opad. Hun lytter. Jeg lytter. Et åndeløst sekund, den kunstfærdige pause, der gør musik til musik. Og der er kommet en ny musiker på banen, en slags sanger, en tenor, jeg ser ham ud af øjenkrogen, mit blik glider ud af vinduet og zoomer ind på den niende gren i æbletræet. Der er han jo. Min fortrolige ven Harald. Han er alene i dag. Jeg synker den dråbe af skuffelse, jeg mærker på tungen, da jeg ikke får øje på Halfdan.

”Kra kra kra.” Harald løfter vingen og hilser mig velkommen. Ja, for det er altid sådan, at selvom det jo egentlig er ham, som kommer til mig, så synes det omvendt. Hvem opsøger egentlig hvem? Jeg bevæger mig frem på den løber, som er foldet ud for mine fødder. Er jeg i den syvende himmel? På vej til endnu et uventet møde med kragen Harald, som åbenbart har udvalgt mig. Når eleven er klar, dukker mesteren op.
”April er et kreativt væsen”. Harald sukker veltilfreds og ser ud som om han har slugt Aprils musik i store, læskende mundfulde og kan lide det, han smagte. Næbbet bevæger sig, åbner, lukker, for så igen at åbne sig, så ordene kan svæve ud. ’At turde øve sig. Starte forfra. Lege og lade sig bevæge af det, man møder, når man går på opdagelse. I ord. I stemninger. Og i den musik, der opstår af det tilsyneladende kaos, når fingre lander hårdt og blidt på sort og hvidt.” Så ler han højt. Kra kra kra. Havde han hænder og arme, ville han nok slå sig på sin store vom, for han minder mig i forbavsende grad om en glad Buddha, som han sidder der på den niende gren og griner. Kra kra kra.

Når fingre lander hårdt og blidt
på sort og hvidt
i mareridt, der viser sig at være
Et skrin af gode sager
Jeg aner ikke hvorfor, men nu ler jeg også. Højt og inderligt. Jeg elsker de krager, de fugle, de får mig til at le. Helt spontant og uden at tænke over, om jeg nu også gør en god figur. Sandt og falsk er ikke længere modsætninger. Alt er muligt i krageriget.

’Undskyld, men er det i virkeligheden dig, der er Halfdan? Jeg synes ikke helt, at jeg kan se forskel på jer. Men du præsenterede dig da som Harald og …”
”Alting er tilsyneladende, min ven”, siger han og slår ud med vingerne. Måske er vi tvillinger, Halfdan og jeg. Og hvem ved, måske er vi slet ikke krager? Forhold dig så åben og ikke dømmende som muligt, mens du går på opdagelse i det, der er ved at skabe sig gennem dig. Det gælder både i livet, i skrivegerningen og i andre kreative udfoldelser, som du måske efterhånden har erfaret.”

Jeg nikker. Noget har jeg da lært.  Jo mindre travlt jeg har med at få sat ting i kasser og kalde dem noget bestemt, desto mere folder de sig ud i deres helt eget tempo, forvandler sig og bliver til noget helt andet. Mine tanker kan nå at gætte på tusind betegnelser og forklaringer i processen, men hvis jeg læner mig lidt tilbage og blot betragter, nysgerrigt, undrende og fuld af åbenhed for det, der opstår og har helt sin egen tid og rytme, så bliver jeg som regel glædeligt overrasket.
Jo mere jeg formår at give slip …

”Netop!’ Harald, eller er det mon Halfdan, spjætter af fornøjelse på grenen sin. Jeg tillader mig her at bruge den norske ordstilling, som forekommer mig så poetisk. Den frihed tør jeg gribe nu, hvor jeg ikke længere identificerer mig med min indre censor og kvindelige korrekturmoster, der som en kommakriger ihærdigt forsøger at finde fejl og mangler. Noget at sætte sin finger på. En rød streg. Den ihærdige grammatiske mester, som brugte så mange år på at lære at analysere og som blev skræmmende god til det. Jeg får pludselig respekt for hende, for hun øvede sig jo virkelig! Men tro mig, det har virkelig krævet øvelse at få hende lirket af i processen. Den skabende, kreative og vildt sjovt proces. Hver ting til sin tid.
’Det er ren kærlighed for krageører, det du tænkeskriver dér. Kragen, jeg mener Harald, Halfdan …

’Mit navn er ubetydeligt. Det er essensen, du skal fange. Formen. Intenst at beskrive den fugl, der for dig ikke længere er hverken sort, hvid eller det, der ligner, men som i sig har et væld af visdom tilgængelig for netop dig. Fordi du har valgt at se ham. Tro på ham. Og lytte til ham. ’
’Er du overhovedet af hankøn?” Min stemme ryster lidt.

Nu ler han igen. ’Hvis du synes. Og det gør du jo, du har skabt et fint historieunivers og et sublimt udgangspunkt for læring og sjælelig erfaringsudveksling. Det er hovedsagen. I det univers er der plads til både krager, måger, måneder og dansende træer. Så kommer vi flyvende. I alle mulige former og figurer. Kun din fantasi sætter grænser. Eller rettere sagt, kun dine begrænsende tanker spænder ben. Skab dine åbninger, tro på mirakler og magi og du skal få alt det, du slet ikke kunne tænke dig til eller turde drømme om.’
’Det lyder næsten for godt til at være sandt’. Jeg kan mærke varmen i kinderne, den flagrende følelse af at ville fastholde noget, tage ordene og forme dem til en perle, et hjerteformet smykke, jeg kan bære om halsen i en kæde og som altid vil minde mig om … ‘

”At du er din egen vejs skaber? Harald letter fra grenen i æbletræet. Et pust, et vingeslag og fuglen er fløjet. Skyerne driver langsomt hen over himlen og træerne danser. Endnu kan jeg ikke høre musikken, men så flyder den igen som tidevand ind i rummet mit. April er tilbage ved sit piano, med lange finger øver hun sig på sin musik og bliver aldrig færdig. Men dér midt i virvaret af toner og flakkende noder hører jeg pludselig noget, jeg genkender. Noget blidt, melodisk, søgende og sanseligt, så subtilt, at det næsten ikke eksisterer og alligevel så formfast, at jeg kan lægge det i min håndflade og kysse det blidt.
Lige dér. Der var den jo. Min musik. Kærligheden.

Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset
 

 

torsdag den 9. april 2015

Hvor kragerne er venner


 
Harald er ikke alene i dag, der er en anden fugl ved hans side. De kommer spankulerende over græsplænen og jeg ser dem fra vinduet. Som du måske ved, sidder han normalt i æbletræet herude, Harald, når han har ord med til mig, så det er nyt, at han nu kommer over plænen og så med en ven ved sin side. Selvfølgelig er der mange af dem, derude, og her på landet bliver de kaldt de sorte fugle. Jeg har aldrig brudt mig om betegnelsen. Nogen mener, at det er fordi jeg oprindeligt er bybo, født og opvokset i storbyen. Selv mener jeg noget helt andet.
’En fugl er ikke bare en fugl, det har du ret i’. Harald, den gode tankelæser, er nu helt henne ved vinduet og gør tegn til mig om at åbne vinduet. Og det gør jeg gerne, det er jo forår nu, og selvom solen er forsvundet bag skydækket og horisonten ligger badet i dis, så tror jeg sørme at det er varmedis. Den milde forårsluft strømmer mig i møde, da jeg åbner vinduet og hopper op i vindueskarmen for bedre at kunne tale med Harald og hans kompagnon.

’Hvad skylder jeg æren’, udbryder jeg og ser på de to krager, Harald og …?’
’Halfdan’. Harald slår galant ud med vingen og retter blikket mod sin ven, der genert træder nærmere. Han er tilsyneladende ikke vant til at konversere med mennesker, Halfdan, og ser både nysgerrig og skræmt ud på samme tid.

’Du skal ikke være bange’ siger Harald og står nu helt tæt ved sin ven, ’hun er god nok. Og hun vil gerne høre lidt mere om, hvad dit speciale er’.
Jeg nikker ivrigt. At tænke sig, Harald ved alt om livet og om skriverejsen og nu har han så medbragt en ven, som også kan noget specielt. Jeg er lutter ører. Og hjerte. For jeg er holdt helt op med at tro på det tilsyneladende. Der er så meget visdom at hente der, hvor andre skynder forbi. Jeg kan næsten ikke vente og ser med store øjne på den lidt generte Halfdan, der misser med sine krageøjne. Fugle er virkelig ikke bare … og i øvrigt er krager også grå. De to er i hvert fald. Jo mere jeg ser på de to, desto smukkere synes jeg de fremstår. Gråsorte, ja for både Harald og Halfdan har en slags sort maske på og sorte vinger, men fjerene på kroppen er grå og har flere nuancer.

’I er godt nok et flot par’ ryger det ud af munden på mig og jeg ved straks, at det ikke helt var de ord, jeg ønskede at sende ud i forårsluften.
Harald ryster voldsomt på hovedet, sådan forholder det sig altså ikke og det ved jeg også godt. Jeg mente jo bare … så nikker han og gør tegn til, at han har taget anerkendelsen til sig. Han ved godt, at han er en flot fugl og han kender sit værd. Spørgsmålet er, om Halfdan har det på samme måde? Den generte krageherre er igen trådt par skridt i baggrunden og ligner allermest en, der har lyst til at lette og flyve langt bort. Øjeblikkeligt. Jeg tænker så det knager, for jeg vil så gerne sige noget fint til ham, noget som giver ham mod og lyst til at komme nærmere. Jeg længes efter at vække hans nysgerrighed, finde ud af, hvem han er og hvad hans sjæl brænder for. For måske er der ligheder? Mellem fugle og kvinder?

’Det samme som dig!’ Nu bryder Harald ud i rungende latter. Kra kra kra. Han ler så højt, at mågerne ved hegnet letter og flyver mod øst. De bliver ét med varmedisen og forsvinder. Harald ler stadig så jorden ryster og langsomt tør Halfdan også op. Jeg kan se, hvordan det dirrer i hans krop. Et kort øjeblik frygter jeg, at han vil gøre mågerne følgeskab, men så ler han også. Et vandfald af latter skyller imod mig og det smitter øjeblikkeligt. Kra kra kra. Det kildrer i hele kroppen og jeg kan ikke sidde stille.  Jeg ler så tårerne triller. Jeg griner så jeg græder. Det rumler i mellemgulvet, min krop giver slip på frygt, spændinger og nervøsitet og kaster sig ud i luften, næsten som en fugl, der får vinger. Isen er brudt. Latteren har forenet os. Jeg opdager, at jeg nu sidder med benene hængende ud af vinduet og at jeg slet ikke kan få smilet væk. Det er en god følelse.
’Fortæl mig om dit speciale, Halfdan’, beder jeg og ser ydmygt på ham. Harald nikker opmuntrende til sin ven. ’Bare giv den gas, min ven. Der er ingen grund til at skjule dit smukke lys. Lad det skinne. Og jeg kan love dig, som jeg tidligere har sagt, hun vil elske det, der kommer ud af din mund!”

Jeg er mig der er ham der er ham der er mig
og mit jeg det er mig ikke dig.
Hvis en anden var mig ku det godt være dig
der var mig hvis jeg ikke var mig.
Det er klart det er rart jeg gik hen i en fart
og blev ental i første person.
Det er trist for enhver som har fødselsbesvær
og går rundt og slet ikke er noen
.
Halfdan står ikke stille, mens han citerer sit digt. Noget i ham vågner i samme sekund, han begynder at fremsige sin remse. Hans danser, det må være dansetrin, frem og tilbage. Noget i mig gisper. Jamen, det kender jeg jo godt, det er et af mine yndlings…

’Ja, det er ham! Nu som krage. Eller vi ved det faktisk ikke, måske kom kragen før manden, men det er da meget sjovt, ikk?' Harald morer sig storartet og latteren dingler i hver en bevægelse.
Der er noen der er noen som har glemt hvem de var
skønt de er hvad de var da de kom,
for de kom da de blev hvad de var og de var
hvad de blev, hvis man vender det om.
Men hvis nogen er ingen og ingen er den
som er ufødt og altså fortabt,
kan han ikke så godt kræve livet igen
da han hverken er til eller skabt.


’Jeg har ikke glemt, hvem du er! Og Harald har helt ret, jeg elsker det. Jeg elsker … ham, som har skrevet det, det har altid givet mig dyb glæde at læse og citere hans vrøvlevers og siden bevæge mig over i hans mere alvorlige digte. Jeg synes, der er en genial storhed … en særlig slags livskunst over hans tilsyneladende tosserier og jeg ville ønske …’
’At du også skrev lidt flere vrøvlevers?’ Halfdan nikker, tale kan han også. Nu ser han mig direkte i øjnene og en verden af indforståethed åbner sig. Pludselig er vi ikke længere fugl og kvinde, vi er digtere på livets hav af vandvid. Læg mærke til stavemåden. Vi ler alle tre, Harald, Halfdan og jeg.

Kra. Kra. Kra.
’Vi skal videre nu.’ Harald gør tegn og i det samme letter Halfdan fra jorden. Kra kra kra. Han lander uden besvær i æbletræets top, hvor han med lattermildt overblik venter på sin ven.

’Kommer I igen? Tager du ikke Halfdan med næste gang også?
Kra kra kra. Kra. Kra kra. Jeg ved ikke, om det er latterrester eller et svar. Nu er også Harald lettet. Så hører jeg Halfdan nynne sidste vers af de tilsyneladende tosserier fra gren nummer fire. I æbletræet.

Jeg er glad jeg er mig for hvis ingen var mig
var det slet ikke mig der var glad,
og hvis ingen var glad for at være som jeg
var det trist og jeg ved ikke hvad.
Men såfremt man blir født som en brik i et spil
og Vorherre tar fat på en leg
hvor han spør hvem man syns man bør være og vil,
er det klart jeg vil helst være mig.
Jeg lukker vinduet og føler mig forladt. Her er også meget øde. Et pludseligt stik af ensomhed rammer mit hjerte som en pil af sorg. Men så forstår jeg pludselig noget og smiler ved tanken.

Jeg bor ikke ude, hvor kragerne vender. Jeg bor, hvor kragerne er venner. Og i den erkendelse genopstår jeg som en nærmest lykkelig kvinde, der ikke kan huske, hvornår hun sidst har leet så meget. Men det er længe siden. Alt for længe siden.
* * *
Digtet hedder "Noget om at være" og stammer fra Tosserier, 6. samling. Og det er selvfølgelig skrevet af selveste Halfdan Rasmussen. Tak kære Halfdan for evig inspiration. Du og dine tilsyneladende tosserier er for altid i mit hjerte. Når jeg glemmer at grine, at le og at lege med livet, slår jeg gerne op i en af dine bøger eller husker et af dine digte, for jeg kan flere udenad. Og når jeg siger dem, så vågner noget i mig. En subtil glæde, lidt genert, men den vokser sig større, jo højere jeg siger ordene. Så kommer jeg i tanke om, hvem jeg egentlig er. Og det er en sjov lettelse. Ja, jeg er glad at jeg mig! Tak Halfdan, jeg håber virkelig, at du også kunne lide krager. Det tror jeg faktisk, at du kunne.
Tekst og billede, Lene Frandsen, april 2015
Skrivehuset