onsdag den 17. september 2014

Spørg sjælen til råds


Måske har du allerede set, at jeg har søsat hjemmesiden for min virksomhed Skrivehuset? Her blogger jeg også, selvfølgelig primært om emner, der handler om skriveprocessen, kreativitet, skriveglæde ... og om at spørge sjælen til råds.

Lyt til sjælen, følg dit hjerte!

Jeg vil fortsat boltre mig på Poetiske Paradokser med alle de skriverier, der bare dukker op, små historier, poesi og inspiration. Lidt her, lidt der. Men det hele jo hænger jo sammen! ;)

Vil du høre en hemmelighed? Din sjæl ved besked. Skriv den! Læs mere her.

Kærlig hilsen
Lene

søndag den 14. september 2014

Naturens hemmelighed



Har du langt mærke til, hvordan alting i naturen er rundt, kroget og nærmest flydende? Der findes sjældent firkanter og lige linjer, som ikke er menneskeskabte. De skarpe hjørner, de kantede huse, veje og marker er som oftest lavet af menneskehænder.
Vi gik tur i skoven i går. Den ene hund og jeg gik lidt bagefter og pludselig var det, som vi blev lukket ind i et andet slags sted. Lydløst gled vi ind i af en usynlig port til en verden, hvor ingenting var kantet og forudsigeligt. Klædt i grøn, gul og orange rakte skoven sine hænder frem og tog imod. Krogede, ældgamle hænder fulde af rynker og uperfekt skønhed åbnede sig.  

’Velkommen’, sagde skoven og spurgte om jeg var klar til en ny slags indsigt. Jeg nikkede ydmygt, for jeg bliver så berørt, når jeg får lov at være en del af naturens storhed. Om så bare for en stund. I en time. På en gåtur.
Jeg så mig omkring og fik øjne på cirkler, snoninger og buer. Jeg så flydende former og mit blik faldt til ro. Pludselig vidste jeg, hvorfor jeg elsker skoven og nyder at gå dér. Det handler ikke om bare min fascination af træer og deres visdom. Det er den bølgende, buede verden, hvor ingenting er kantet og forudsigeligt. Et skridt af gangen vandrede vi på skovstien. Det var blevet efterår og de gule, våde blade havde rullet et tæppe ud i fine mønstre, et tæppe, som hele tiden forandrede sig og blev til noget andet. Nedfaldne grene lå spredt ud, også de var krogede, buede og alt andet end lige.

Derfor er der ro i naturen. Den naturlige rytme er rundt og buet. Når alting tager sin tid og man danser med den vished, så har man ikke brug for kanter. De findes slet ikke. Der er ingen bratte overgange.
’Er det naturens hemmelighed?’, spurgte jeg skoven og ventede tålmodigt på et svar. Det kom først langt senere. For sådan er det ofte, når man spørger de rigtige steder. Så kommer svarene sjældent prompte som kugler fra maskingevær. Svarene skal lige forme sig. Lande blødt. De kommer, når de skal. Og når vi er klar.

Svaret kom i morges. Vi gik morgentur med hundene gennem regnen, en tur, hvor vi på et tidspunkt kommer igennem en lille skovstrækning, som hedder Bakkerne. Det må være verdens mindste skov, men den er dér. Og dér lå svaret og ventede mig på. Pænt pakket ind i morgendis og pyntet med regndråber. Svaret var ikke entydigt og kantet, som menneskers svar kan have tendens til at være. Så man kan endda foranlediges til at tro, at det slet ikke er et svar. Man kan gå glip af det. Fordi man har for travlt. Fordi man ser efter kanter og entydighed, ja man forventer det nærmest, når man i virkeligheden skal knibe øjnene lidt sammen og opdage de bølgende linjer. Og lytte.
’Gør dig blød’, hviskede en stemme. ’Nyd dine linjer, buer og rynker og vid, at livet bor i langsomheden. Gå langt uden om det, der har kanter og unaturlige hjørner. Og lyt ikke til dem, som påstår at man skal skynde sig for at blive til noget. Det passer ikke. Har du nogensinde set naturen skynde sig? Har du set træerne blive stressede over tanken ved snarligt forår? Har du set dem tvivle på, at de ville få knopper og senere blade? Har du set dem konkurrere med hinanden og råbe højt om, hvem der er bedst, smukkest og mest perfekt? Naturen kender ikke til sammenligninger. Alle har sin plads, alting er perfekt med sine buer, cirkler og skæve vinkler. Og træerne protesterer heller ikke, når det igen er tid til at give slip på bladene. Efteråret kommer, før eller siden, og langsomt giver træerne slip på det, der var deres sommerfrakke. De holder ikke fast. Ingen kontrol, de lader gå, giver slip. Så tager de kærligt imod vinteren.’

Vi gik hjem gennem regnen og jeg vidste det. Naturen er rund. Og jo mere rund, blød og naturligt uperfekt jeg kan tillade mig selv at være, desto lykkeligere vil jeg føle mig.
Livet bor i langsomheden, sagde stemmen, men den kunne også have sagt at lykken bor i langsomheden. Svarene bor i stilheden. Og vi er en del af naturen, så derfor er det måske ikke så sært, at vi føler os så fortravlede og bliver så stressede i vores egen kunstige fart og stræben efter at blive. Når vi egentlig bare skulle være. Som vi er. Ikke noget at nå, ikke noget at blive. Vi er allerede perfekte som vi er.



Tekst og billeder, Lene Megan, september 2014

fredag den 5. september 2014

En drøm om noget andet



En dag stoppede hun op. Midt på sin gåtur gennem skoven. Hendes fødder trådte gennem våde blade og grene, der knækkede under trykket. Dufte og lyde steg til vejrs.

Det havde været en travl uge. Dage, der flød sammen, pres og deadlines. Det største pres kom fra hende selv. Hun ville gerne leve op til kravene, til det, hun mente blev forventet af hende. Signalerne var jo tydelige. Chefen, de andre medarbejdere, hun var en del af et team. De regnede med hende. Regnede med hendes aldrig fejlende overblik og evne til at holde gryden i kog. Hun lod dem ikke i stikken. Og i den forgangne uge havde hun gjort sig ekstra umage, for en vigtig opgave skulle afleveres. Til kunden. En af de store. Der var mange penge på spil. Og prestige.
’Smerte er svaghed, der forlader kroppen’, sagde chefen og snøftede hånligt, da hun igen klagede lidt over hovedpine og ondt i nakken.

Nu var det lørdag morgen, hun vågnede tidligt. Selvom hun var træt, stod hun op, klædte sig på og begav sig ud i skoven. Det eneste spadestik, hun havde taget til at udleve sin inderste drøm, var at købe huset på landet for nogle af de mange penge, hun faktisk tjente. Nu pendlede hun og havde lange dage i tomrummet mellem land og by, kø på motorvejen og … Men weekenderne. Dem havde hun da som regel. To hele dage til at slappe lidt af og indhente det forsømte. Det var da også hendes intention, da hun om fredagen kørte fra jobbet en time senere, end hun egentlig havde fri.
’Smerte er svaghed … ‘ Hun vågnede klokken 05:30 med den velkendte hovedpine og irriterede øjne. Forgæves forsøgte hun at falde i søvn igen, men da søvnen udeblev og irritationen voksede, besluttede hun sig for en morgentur i skoven. Et stort glas vand blev skyllet ned, hun tog et æble med i lommen.

For hun havde drømt noget den nat. Noget, der havde bundfældet sig i hendes sjæl og som hun var nødt til at udforske nærmere.
I drømmen var hun ude i skoven. Midt om natten. Hun vandrede mellem stammer og træer, først af en slags vej, senere af små stier og til sidst helt ind mellem træerne. Lys og skygge skabte linjer og skæve vinkler. Der var dansende trolde og engle i fugten mellem skyggerne. Badet i fuldmånelys åbnede skoven sig og hun tråde ind i en helt ny verden.

’Der er visdom i vildnisset’, sagde en ugle, som pludselig kredsede over hende og landede på en gren. Dér sad den majestætisk og betragtede hende. Ventede ligesom på … et svar?
Hun så på den og nikkede bare. Var sikker på, at den forstod.

’Du skal blive stille, lytte og lære’. Den nikkede så kraftigt, at grenen begyndte at røre på sig. En gyngende ugle i fuldmånelys. En talende ugle! Jeg må huske på, at det bare er en drøm, sagde den vågne del af hendes væren. Men stemmen lød underlig forloren.
Dér midt i skoven fandt hun en samling træstubbe. De stod sådan placeret i forhold til hinanden, at de udgjorde en slags cirkel. Og midt i cirklen sad en stor sten. Ældgammel, fuld af mos og andre vækster. Det så nærmest ud som om den smilede, som om den bad hende om at træde nærmere. Der skete noget, da hun trådte ind mellem træstubbene og stod foran stenen. Det føltes som som hun var trådt over en tærskel og nu stod i en anden verden. Månelyset faldt som sne, skyggerne sluttede sig til kredsen og pludselig begyndte stenen at tale. Først en ugle, så en sten.

’Tag smerten alvorlig’, sagde stenen. Den er et signal. Et tegn til dig. Svaghed er noget helt andet end det, du har lært og fået påskrevet. Svaghed er, når man har glemt at lytte. Svaghed er, når man ikke længere kan mærke sig selv og bare fortsætter som en kanin med Duracell batterier’. Her lo stenen lidt, fniste af sin egen viden om den menneskelige verdens forunderligheder. Tåbeligheder. ’Og svaghed forlader ikke kroppen som smerte. Smerten forsvinder først, når man tør eje sin svaghed og sætter sig ned sammen med dig. Når man beslutter sig for at tage den alvorligt og tør være med den.’
Nu bad stenen hende om at sætte sig ovenpå den.

’Jamen, gør det ikke ondt på dig? Spurgte hun forsigtigt. ’Jeg er ikke en af de letteste, jeg har ikke fået motioneret så meget på det sidste og … jeg har også spist lidt for mange kager!’ Hendes suk rungede som et sårbart ekko i skoven.
Stenen smilede bare og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ned.

’Kom og hvil dig’, lød ordene som dryp af dråber. ’Det er aldrig for sent at blive stille. Stilheden har ventet på dig. Ventet på, at du en dag skulle tage din drøm alvorligt og komme herud. Og blive så længe, at du faktisk giver dig tid til at lytte til det, vi har at fortælle dig.’


Tekst og billede, Lene Megan, september 2014

torsdag den 4. september 2014

To be or not to be - og ny hjemmeside!

 
 
Nedenstående tekst er fra Skrivehusets hjemmeside. Jubii, endelig lykkes det, jeg har fået søsat siden, den er parat til at se dagens lys og sejle sin egen gode sø. Og du skal være så hjertelig velkommen om bord! Det handler om kreativitet, skriveglæde og om at skrive sig selv og sin sjæl. Blandt andet! :)

* * *

Du skal være før du kan blive!
 
Eksempel: Hvis du ønsker at blive forfatter, så må du først VÆRE forfatter. Og nej, glem hvad andre siger, det handler ikke om først at få sin bog udgivet og så få en titel foræret. Det handler om dig! Om at du behandler dig selv som forfatter og mærker, hvad det vil sige for dig.
 
Du skal skabe dit eget historierum og din måde at være forfatter på. Du skal befinde dig godt.
 
Og husk: En forfatter skriver. Det er ikke nok at tænke på, hvad du mon vil eller kan skrive. Du skal møde op og gøre det. Skrive. Tag dine ord og historier alvorligt, lyt til dem og tag imod. Og de kommer primært indefra og i den skrivende, intuitive proces.
 
Du skal for guds skyld ikke spørge andre, om du er god nok eller værdig til at blive forfatter, du skal føle dig værdig (for det er du) og være det.
 
Du er værdig! Du er forfatter! Og skriv så! 
 
Kærlig hilsen Lene

* * *

Skrivehuset på Facebook

mandag den 1. september 2014

Datter af alle sprog




Jeg har budt hende velkommen utallige gange før.
Jeg kender hendes skridt, hendes måde at indtage scenen på,
jeg kalder hende efterår og jeg tror, at jeg ved, hvem hun er.
En køligere vind, en tone af noget andet, friskere og mere gennemtrængende.
En ny årstid, en ny begyndelse.
Og hver eneste gang opdager jeg, at jeg ingen anelse har. Jeg indser, at jeg skal til at lære hende at kende på ny. Forfra, uden at vide eller formode. Og noget helt andet er:

De øjne, der betragter hende, er nye.
Det landskab, hun vandrer i, er nyt.
Jeg ser hende mellem træerne, hører hendes skridt og lyden af grene, der knækker. Hun kommer nærmere, ansigtet lyser op, en fremmed form for friskhed svæver i luften omkring hende. Hun får øje på mig i døren og hendes læber skilles i et smil. De sidste lange skridt, tasken ryger til jorden med et bump, da hun folder armene ud og omfavner mig.

’September! Der er du jo, min ven, mit efterår, sammen skal vi … ‘

’Leve i nuet og gøre vores bedste for at følge glæden og danse til sjælens melodi?’
Stemmen er hendes, lidt dybere end sidst, men jeg er ikke helt sikker. For hvad husker vi egentlig, når det kommer til stykket? Og hvor selektivt er vores sind? På et tidspunkt må vi nok vælge at skille os af med alt det, der tynger og minder kan faktisk være både tunge og belastende. På grund af de følelser, der er knyttede til dem – men det havde du nok gættet!?

’Kan man omskrive sine minder?’ spørger jeg og ser nysgerrigt på hende. Hun er iført rød regnfrakke og et halstørklæde i anledning af vinden og det vældige skybrud, regn i stride strømme.
’Kan du ikke bare lade dem være? spørger hun og gransker mig tilbage. ’Der er så meget andet at skrive om. Hvad skal du overhovedet bruge minderne til, hvis du har en intention om at leve N-U? Lad dem være, lad fortiden hvile, tag afsted, kys den farvel og sæt den så fri. Lad den flyve og tage på træk med de fugleflokke, der nu begynder deres rejse sydover.’

For aldrig at vende tilbage.

Jeg nikker. Hun har ret. Hvad skal man bruge fortiden til og minder, der ikke gør en godt? For hvem siger overhovedet, at man husker begivenhederne, som de egentlig var? Mest af alt husker vi følelserne. De glædelige, sommerlige, sorgfyldte og de tunge.

Men det er fortid. Og ærlig talt. Vi befinder os et andet sted. Nu. Forandrede, i live og med den glæde, vi har besluttet os for at følge.
Bedre sent end aldrig.

September har samme dagsorden som mig, det bekræfter hun stiltiende. Hun er her for at hjælpe og støtte, en uvurderlig grundpille udi livets naturlighed og måden hvorpå tingene sker i den skønneste orden, hvis vi lader være med at stå i vejen for dem.
Hvis vi slipper kontrollen.

’Jeg har lyst til at skrive poesi i de kommende uger’, siger jeg pludselig til hende. Der er noget poetisk og dybt fængslende i efterårets toner. Ja, jeg ved godt at jeg burde … ‘
’Stop! Stemmen er hendes. ’Hvis poesi gør dig glad, så følger du jo glæden ved at skrive den. Og hvis efteråret kræver dit uforbeholdne nærvær, så er det jo det, du skal. Fordybe dig i falmende blade, forrådnelse og altings cyklus. Og skrive om det!’

Hun griber pludselig ud og indfanger mine burder og skuller. Et net, en graciøs bevægelse og de fjernes fra mit sind. I mit hjerte har de aldrig været. Så operationen var måske ikke så stor endda?
’Lad os kaste dem i floden’, siger hun og tager et par dansetrin i sine gummistøvler. Hun minder mig om Bamse … eller er det Kylling?

Tanken får mig til at smile. Stort. Det er dejligt at have hende tilbage.
’Har du i øvrigt lagt mærke til, hvordan du på magisk vis får gjort alt det, du egentlig gerne vil gøre og mere til, når du følger glæden og ikke på forhånd bestemmer dig for, gennem kontrol og mærkelige målsætninger, hvordan og hvornår? Du ved det jo instinktivt og noget i dig udfører det bare. Det væsentlige. Du behøver slet ikke tænke så meget. Og du skal hverken bruge pisk eller gulerod.’

’Jeg skal bare følge glæden og gå efter det, som gør mig godt!’ Jeg nikker og noget i mig smiler. Små sæbeboblelignende kugler af glæde svæver ud i Universet.
’Dagens affirmation’, siger September og undskylder uden særlig sorg sine anglofilske tendenser. Datter af alle sprog. Kvinde af efterår og nye begyndelser.

My guidance comes from within me
I trust my choices - and they work for me
 
 
Tekst og billede, Lene Megan, september 2014

fredag den 29. august 2014

Glædens magi




Jeg spørger forsigtigt, hvad jeg skal skrive om i dag. Og tankerne har masser af ideer, men mest af alt slår de fornemmelser ihjel. Så jeg går forsigtigt udenom tankerne. Jeg ser dem, hilser, accepterer og så smutter jeg. Over broen og ind af den blå dør, som forsigtigt lukkes bag mig.
Jeg rammes af stilhed. Tankerne falder til ro. Og så begynder mine fingre uden videre at ramme tastaturet, de tøver ikke. For det skal skrives frem. Det kan ikke tænkes. Tankerne har det med at køre i ring og selv mentalt gode ideer kan ikke helt udtænkes i sindet eller regnes ud. De skal skabes i gerningsøjeblikket. Hvis vi ønsker at skrive, så må vi skrive. Vi kan ikke tænke os til, om vi kan eller ej. Vi kan have formodninger, vi kan endda være sikre på, at vi er verdensmestre eller det modsatte, men vi ved det faktisk ikke. For vi starter forfra hver eneste gang. Og vi må love os selv og skriveguden at være åbne, nysgerrige og modtagelige.
Så jeg aner ikke, hvad der vil komme i dag. Jeg kan spørge August, for hun er her skam endnu, hendes sidste dage er en sursød blanding af sommer og efterår. Hun er alkymist. Hun tryller med dug, dis og pludselig varme, solstråler fra klar himmel og noter af noget andet. Fra sommeren. Blandet med efterår. Æblerne sender sprøde dufte min vej, syrlighed, sødme, det hele blandes i en cocktail af nu.

Vi har gode øjeblikke, NU, hvor vi har besluttet os for at lytte til sjælen og det, den hele tiden har sunget så smukt om. Vi glemte bare at lytte. Glemte hvad vi allerede vidste. Dybt i os selv. Og hvis vi hørte den stille sang, så forkastede vi den som … spild af tid. Den var jo langsom. Melodisk. Tonerne dragede ganske vist, men vi havde ikke tid. Det har vi nu. Vi har taget os tid og så giver den os. Tid.

Det dæmrer i øst. Solopgangen ses i sprækker mellem skyerne, efteråret tager endnu en bid af sommeren og gør sig større. Fugten er tung og tydelig, dens fingeraftryk hænger på havebord og i stole. Små floder af dråbe-DNA. Der er ingen tvivl længere, sommeren går på hæld. Forsvinder i horisonten og siger på gensyn. Sender fingerkys og gode ønsker.
Tag det med dig, du kan bruge. Og lad resten gå. Lad det meste gå. For du rejser bedst uden tung bagage. Kan du mærke det? Dine skridt bliver lettere uden lastværk, når du går af den vej, der åbner sig for dig. Husk hvad du lærte, og behold kun det, som fornøjer din sjæl. Og gå så. Det gør jeg. Du kan aldrig få mig til at blive. Du kan ikke fastholde mig og sætte mig bag tremmer. Bedst er det at følge med. Flyde. Mærke, hvor godt det gør, når modstanden lægges på hylden og man beslutter sig for bare at tage imod det, der dukker op. Og lad være med at dømme så meget. Godt, skidt … for hvem kan overhovedet vide det på forhånd? Hvor ofte opdager vi ikke, at det vi troede var en fæl forbandelse, ender med at være den velsignelse, vi havde håbet på? Den så bare lidt anderledes ud end vi troede, den var pakket ind i noget papir, vi ikke kendte. Først senere kunne vi se.

Tålmodighed. Tillid. Tro.

Vent og se.

Jeg spørger August og hun danser. Jeg spørger min sjæl og hun synger. Hvad er det, de prøver at fortælle mig? De leger med morgenen, der er ikke et træk af tvivl i deres ansigter. Og de har sagt det før, de har råbt det, skrevet det og hvisket det. Sunget. Danset. Digtet.
Følg glæden.

Men hvordan kan jeg være glad, når …
Og så falder det hele til jorden. Der er spørgsmål, der skal stilles, javel, men der er også dem, vi må vælge at lade gå. Vi skal ikke vide alt. Vi må stole på, at når vi følger glæden, så følger glæden os. Så simpelt er det.

Følg glæden og glæden følger dig.
Tekst og billede, Lene Megan, august 2014.

onsdag den 27. august 2014

Sjælens agenda


 
’Hvad hvis din sjæl har en agenda, som du blot skal lytte til og følge?’
Hun ser på mig, øjnene hviler et sted dybt i mig. Jeg mærker genklangen af budskabet, der forstås et andet sted fra. Så jeg nikker bare.

’Vil du tænke over det spørgsmål og lade det bundfælde sig? Denne gang venter hun ikke på min reaktion, hun træder et skridt nærmere, tager min hånd i sin og fortsætter:

’Din indre guru. Kan du huske, hvad vi talte om på min første dag hos dig? Den første august, hvor det stadig var sommer og håbet levede i humlebiernes summen og rosernes duft? Min måned er snart gået og afskedens dugvåde øjeblik nærmer sig. Efteråret rasler i kulisserne, bag træerne ånder hun blidt på buske og blade. Snart forlader jeg dig, men denne gang er jeg helt rolig. For jeg ved, at du erkendt noget vigtigt. Det har været svært men nødvendigt. Og du er klar til at besvare spørgsmålet. Om sjælens agenda. Du er klar til at lytte. Og tage imod.’
Mere afslører hun ikke. Hun har tænkt at nyde dagen; ”Carpe Diem’ nynner hun, mens hun danser ned af trappen i sin sensommerkjole. Lette skridt på trætrin. En tung duft af sommer krydret med noter af fugt og forrådnelse sejler i hendes kølvand. Jeg fornemmer æbler og de allersidste blommer. Den klæbrige lugt af våd jord. Og noget andet, jeg ikke helt kan definere. Samtidig forstår jeg, at det er helt som det skal være. Af ord er jeg kommet,  men derfor behøver jeg jo at sætte ord på alt. Jeg skal bare mærke det. Den gode følelse og genklangen, lytte til den sang, der lægger sig blidt om min sjæl som et … slumretæppe. Egentlig er det slet ikke en slumren, selvom det kan føles sådan. Det er nærmere en stille opvågning.

Hvad nu hvis min sjæl har en agenda, som jeg blot skal lytte til og følge? Hvad siger du? Ja, for spørgsmålet var jo ikke kun til mig, det var til os alle. Sådan er det med August og månederne, de er til for os alle sammen. De har en fin mission. Men det opdager man først, når man lærer at acceptere dem. Forstå deres sprog. Og den slags tager tid og tålmodighed. Som … jeg har rigeligt af! Jeg ler kærligt af mig selv og gentager ordene , for de er et vigtigt mantra. Og jeg husker de to magiske ord.  
Jeg er tid og tålmodighed. Alting kommer, når det skal. Når det er tid. Når jeg er klar og …du er klar.
 Er vi …
Klar til at give slip?
Klar til at tage imod?
Klar til at lytte til sjælen og dens agenda?
Indstillede på at følge glæden?
Parate til at gribe dagen og tage imod de gode øjeblikke?
Leve i nuet?
Leve langt mere fra kroppen og sjælen og mindre fra sindet?

August synger. Jeg kan høre hendes klokkeklang fra haven nedenunder. I dag står døre og vinduer åbne, vasketøjet danser i vinden og noget falder på plads.
Det føles godt. Og når det føles godt … så er det sjælen, der har sit hjerte med i spillet. Og hjertet er det allervigtigste punkt på sjælens dagsorden.


Tekst og billede, Lene Megan, august 2014