onsdag den 24. februar 2016

Vildfarelse


 
I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide. Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.
Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskøjter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.
”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skøjter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?
”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.
Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.
Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.
”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk i sin ro. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.
”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”
”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?
Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”
”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”
”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du da gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dig eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.
”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”
Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.
For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, februar 2016
SKRIVEHUSET


tirsdag den 16. februar 2016

Livssang i februar


 
Det er en smuk morgen, en morgen smurt i lyserød og blå. Frosten ligger som et hvidt lagen over landskabet og uden at have været udenfor endnu, ved jeg, at sprødheden er perfekt. ”En poetisk morgen” siger en stemme og skærer igennem stilheden, da jeg forsigtigt åbner døren for at mærke dagen mod min hud. Han sidder på hegnet i det, der snart vil være en rødmende solnedgang. En silhuet mod horisonten af pink pasteller og en stemme, der er velkendt og alligevel ny. Det er et stykke tid siden, vi sidst talte sammen.
”Harald” siger jeg og min stemme lyder glad. ”Det er i sandhed en smuk morgen. Poetisk ja.”

”Du bad om en fortælling i går” siger han og ser indtrængende på mig gennem det tynde frostlagen. ”Nu er den her.”
Forbavset ser jeg på ham og opdager, at jeg fryser. Netop genopstået fra søvn og en nat fuld af drømme og bratte opvågninger er jeg lidt kuldskær og glæder mig allermest til morgenkaffen. Men det er sandt, jeg bad om en fortælling i går. Endnu engang forbavses jeg over at blive hørt og folder hænderne mod ham som tak.

”Er det nu?” spørger jeg og skutter mig. Han ser på mig fra hegnspælen. Bag ham stiger solen langsomt op i et orange ocean. Himlen skifter farve, de skrøbelige pasteller males over af solopgangens brede penselstrøg og dagen får med ét et mere dramatisk udtryk. Poesi med kant. 
Han nikker bare og ser pludselig uinteresseret ud. Men jeg kender ham efterhånden, det skal man ikke tage fejl af. Harald tænker lidt over, hvordan han skal servere den for mig. Fortællingen. Det er nemlig ikke altid, at han har en forkromet plan, har han ladet mig vide i en fortrolig stund. Mennesker tror altid, at vi kun kan foretage os noget, når vi ved besked og har udtænkt en plan, men ofte må vi handle på instinktet i tillid til, at det vil føre os derhen, hvor vi skal. At vi vil få de svar, der er til os på den bedst tænkelige måde. Vi kan ikke altid vide. Vi må følge vores intuition. Og faktisk er det en fordel ikke at vide, har Harald fortalt mig, fordi vi så ikke afskærer os selv fra de små åbninger og lyssprækker, vi ellers ikke ville have set. Når vi er alt for målrettede, styrer vi i direkte linje mod målet og tror, at den hellige grav er velforvaret. Men sådan forholder det sig ikke. Sjælens vej er ikke lige. Den er snoet og fuld af overraskelser.

Jeg byder ham indenfor, men det vil han ikke.
”Jeg kommer tilbage lidt senere” siger han bare og letter mod solopgangen. Der er ild i hans vinger, da han flyver mod solopgangen eller sådan ser det i hvert fald ud.

Jeg kom i tanke om Lakota-indianerne i går eftermiddagen og deres tro på, at alle mennesker har en livssang. Da jeg hørte det første gang vidste jeg at det er sandt. Jeg fik kuldegysning og noget i mig skiftede og faldt på plads. Siden har jeg bevidst søgt min livssang og fundet ud af, at den risler gennem mit liv som en flod. Jeg kan skrive mig derind, helt ind i mit indre landskab og uden anstrengelse give udtryk for det, jeg mærker. Ofte er det poesien, der hjælper mig til at forstå og sætte ord på. Men mest af alt er det en dyb genklang og en følelse af indre ro.
Jeg genkalder mig ørnens ord, som opstod i en fortælling sidste efterår.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”
Jeg finder teksten frem og læser den højt for mig selv. Det er en times tid siden, jeg åbnede døren og talte med Harald gennem frostlagnet. Dagen er nu stået op og lyset er skarpt og tillokkende. Energien skifter og selvom jeg er træt, mærker jeg en bølge af oplagthed rejse sig i mig. Det er februars energi, frem og tilbage. Vinter, vinter, forår. Vinter, vinter, forår. Mest vinter, ja, men med små øer af forårslignende tilstande. Begejstring over vintervæk og erantis og en dyb længsel efter at mærke solen og varmen dybt i min sjæl.

Så er han dér igen, denne gang foran vinduet. Han kalder på mig ved at pirke på ruden med sit næb og jeg skynder mig at lukke ham ind.
”Min fortælling?” udbryder jeg og slår begejstret hænder sammen. ”Jeg sidder bare her og småskriver lidt, der er ikke noget særligt. Jeg glæder mig til den egentlige fortælling.”

Mine ord får ham til at slå en skraldlatter op. Kragen hopper op og ned på bordet foran mig og latteren fylder stuerne. Sammen med solstrålerne, der nu gavmildt baner sig vej i lysende linjer henover bordet, er det som en duft af sommer. Latter. Sol. Jeg forsøger at le med, men smilet stivner i mig. Hvad er det egentlig, der er så sjovt?
”Den egentlige fortælling”. Han gentager mine ord, spytter dem nærmest ud mellem sprækkerne i næbbet. ”Dit liv, din livsflod, denne poetiske morgen midt i februar. Det er den egentlige fortælling. Vi tror ofte, at vi skal søge et andet sted hen, en dér hvor vi er lige nu, at svaret findes på den anden side af bakkerne eller rundt om det næste hjørne. Det er en skrøne. Den egentlige fortælling finder sted lige her, lige nu, mens vi sidder her og snakker. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu, i disse sekunder, bruser din livsflod gennem dig og februar og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid at skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. Derfra kan du skrive. Eller male. Skabe dig det liv, der passer til dig og som får din sjæl til at synge med. ”

Jeg nikker betuttet. Åh, jeg ved det jo godt, hvor tit skal de sige det til mig. Ørnen, kragen, træerne. Naturen bliver ved med at minde mig om det, tålmodigt, kærligt og uden hånlige stikpiller i forhold til min glemsomhed og anfald af manglende tillid. En tåre finder vej fra øjenkrogen og glider forsigtigt ned af kinden.
”Din livssang” siger han og rykker et skridt nærmere, så jeg kan se helt ind i hans kragesjæl. ”Den er der hele tiden og lige nu synger den om februar. Om dage med tvivl og dage med tro. Der er vinter, utålmodighed og rastløshed, for det har været en lang rejse gennem de mørke måneder. Lyshavet er tæt på nu, tidspunktet hvor det hele spirer på ny, men det er ikke tid endnu. Tomrummet, tankerne og lyst til flugt. Dage, hvor det bare bliver for meget. Ventetiden. Toget, der endnu ikke er kørt til perron. Men din livssang synger sig selv uanset, fra hvilken retning vinden blæser. De fire vinde, verdenshjørnerne, den fysiske kraft, der holder naturen i gang. De holder også dig i gang og i live. Påvirker dig, beriger dig og underviser dig. Himlen. Jorden.”

Igen nikker jeg bare og føler mig underligt ordløs. Hans ord glider ind under huden på mig, jeg lukker øjnene og visualiserer igen min livsflod. Lytter til tonerne, stilner tankerne gennem åndedrættet, dybe vejrtrækninger. Jeg synker ind i en slags meditation og da jeg igen forsigtigt åbner øjnene, er han væk.
Den egentlige fortælling, sagde han, er den, der bruser gennem dig lige nu. I dette sekund, i disse øjeblikke. Den bor i solen på sin himmelfærd og den spirer dybt i vinterjorden. Lige nu bruser din livsflod gennem dig og du har et valg. Du kan vælge at sætte dig og gennem tillid skabe forbindelse. Du kan vælge at blive så stille, at du rent faktisk kan høre, hvad din livssang handler om. Og hvis du vil, kan du dyppe din pen i floden, opfyldt af sangen og det, der bor dybt i dig. I dit hjerte. Derfra kan du skrive. ”

Den egentlige fortælling er nu. Din livssang i februar.
Kærlig hilsen fra min egen skriverejse
Lene Frandsen

lørdag den 23. januar 2016

Hverdagspilgrim og bogskriveri




Jeg har på ingen måde glemt eller opgivet Poetiske Paradokser som landingsplads for sjælsomme fortællinger. Men her bliver lidt mere stille end ellers i den kommende tid, fordi jeg skriver på en bog. Mange af de små fortællinger, som ellers ville have landet her, lander nu i bogen, der handler om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Samtidig skriver og blogger jeg om livet og skriverejsen på min skrivecoach-blog og her krydrer jeg nu med flere fortællinger end tidligere, fordi fortællingerne er en stor del af, hvem jeg er og hvad jeg underviser i. Så følg gerne med dér også :)

Men her får du et lille uddrag af min kommende bog, en lille fortælling fra den store fortælling.

Hverdagspilgrim

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.
Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”
Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.
Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse
Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino
”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis
Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?
Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?
Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.
”Jeg troede du var fløjet!”
”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”
”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

Lene Frandsen
Skrivehuset
Januar 2016

onsdag den 16. december 2015

I tillid


 
Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.
Så vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.
”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”
Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, det er blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.
”Jeg tager imod fortælling” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.
”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”
”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.
Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.
”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”
”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.
”Al styrke fødes i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes den.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.
Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I dag har jeg ikke tid til at redigere, det er faktisk sandt, men jeg har lyst til at dele fortællingen med dig. Så her har du den. Råt for usødet, uredigeret og helt frisk fra fad. Havde vi siddet omkring bålet eller i hvert fald på en af de intuitive skriveworkshops, som jeg afholder i Skrivehusets regi, ville jeg have læst fortællingen højt for dig og du ville have lyttet. Nu gør vi det på en lidt anden måde. Denne gang. Men måske ses vi i 2016, på den anden side af Vintersolhverv, når foråret slår sine folder og jeg igen slår dørene op og byder på nye skrivende eventyr. Som du selv forfatter, naturligvis.
I tillid.
Kærlig hilsen
Lene

torsdag den 19. november 2015

Inde i regnen


 
”Kom, gå en tur med mig i regnen” sagde hun og slog gæstfrit ud med armene mod de dråbevåde vinduer. Udenfor hylede stormen og den regn, hun inviterede mig ud i, slog monotomt mod ruden, som var vi på trommerejse. Jeg tøvede, skuttede mig lidt og lænede mig ind i tanken om, at jeg ikke behøver frisk luft og bevægelse hver eneste dag. Bevæget var jeg allerede blevet, da jeg tidligere læste nogle af de fine november skriverier, som kvinderne i Vintercirklen har skrevet. Og våd var jeg blevet, da tårerne flød i stride strømme ved synet af en flagermus, der blev reddet fra den vissedød og viste sig at være det mest bedårende lille dyr. Den slags bløder mig helt op. "Nu er jeg heller ikke bange for flagermus mere", hviskede barnets stemme i mig og jeg vidste, at det var sandt. Min fuglefobi er for altid kureret. Det, jeg frygtede og undgik, har vist sig at rumme en af de smukkeste og mest værdifulde gaver, jeg nogensinde har fået.
Men regnen, den kolde vind, den isnende himmel malet i gråsort? Novembers ihærdige forsøg på at få mig ud? Jeg rystede på hovedet.

”Jeg har ikke lyst. Jeg vil bare blive her og putte mig bag ordene i den bog, jeg læser. Drikke te med ingefær og bare være. Er det ikke det, du anbefaler? Den godgørende hvile og hengivelse til det, der er? Intet hastværk, ingen dårlig samvittighed over, at jeg holder tidligt fri, for jeg har lært, at jo mere jeg holder fri og giver slip, desto mere får jeg gjort og foræret. Det er som om jeg bare skal beslutte mig for at gå væk fra skærm og tastatur, så kommer inspirationen og lander i mit hjerte. Når tankerne stilnes, når den hæsblæsende jagt efter forløsning og ord, der inspirerer, opløses og noget i mig bliver mildt og uden anstrengelser søger forsoning, så sker det ofte. Det, jeg ledte efter, kommer.  Måske i en anden form eller på en anden måde, end jeg havde forestillet mig. Men det kommer, når jeg ikke jager det. Så kan det lande.
Try easier. You try too hard. Try easier.

Mine ord og tøvende holdning fik hende til at slå en hjertelig latter op. Barmen bag den sorte fløjlskjole hoppede op og ned. Jeg ville ikke have troet, at November var så frodig, jeg havde forestillet mig hende som en åleslank, ja en nærmest tynd og stram tante med sorte øjne og rødmalede læber. Sorte negle, naturligvis, lange slanke fingre og et blik, der trækker mig helt i mørket og ned i spindelvævsdybet. En heks af den slags, der hælder til det dunkle. De upløjede steder, ukultiverede, urkraftige og frygtindgydende tiltrækkende. Hvis man altså turde bevæge sig derud. Eller derind. Er det sådan, jeg husker hende fra de andre år eller er det bare min fantasi, der spiller mig et puds?
”Eller din frygt?” Hun smilede og prikkede kærligt til mig, mens hendes blik borede sig ind i mit. Jeg mærkede, hvordan noget i mig gispede og smilede på samme tid. Tvivlen frøs til is og tøede op igen i de sekunder. 

”Kom, lad os gå ud i regnen, så skal jeg vise dig noget.”

Ordene ramte mig som en kærlig befaling og jeg nikker samtyggende, som et barn, der ikke er helt overbevist. Modstanden gjorde mig tung, tankerne rumsterede. Men så kunne jeg mærke det. Noget andet fra et dybere sted i mig selv. Og jeg tror, det var hende, mit indre barn, den lille eventyrlystne pige, som aldrig var bange for at blive hverken våd eller beskidt. Eventyret kaldte, fortællingerne udsprang af lyst og hvorfor tror du i øvrigt, at nogen opfandt håndklæder, sang hun og dansede i min sjæl. ”Kom, lad os gå ud”.
Så det gjorde vi. Vi gik ud i regnen og selvom jeg havde set et lysglimt på himlen og i et øjebliks magi overværede både solregn og flyvende krager i underskøn symbiose, var den umiddelbare fortryllelse væk, da vi gik ud af markvejen. Regnen slog ind fra vest, vinden var kold og jeg mærkede at jeg, trods regntøj og fornuftig påklædning, blev våd alligevel. Snart klæbede regnbukserne til benene og følelsen var kold og ubarmhjertig. Indtil jeg vænnede mig til det. Der gik vel et par minutter, hvor vi tavse og jeg i sammenbidt tilstand vandrede ved siden af hinanden, så skete der noget. Selvom jeg hader at indrømme det, så mærkede jeg et strejf af nydelse gå gennem krop og sjæl. Og et par skridt mere, tyve måske, så var jeg ikke længere ude i regnen. Jeg var inde i regnen. Det var som om jeg gik inde midt i både regn og vind og snart hørte jeg nogle velkendte strofer for mit indre øre.

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Regnsangen, som kragerne skænkede mig tidligere i november. En sang, som ingen ejer, men som bor i regnen og som vi alle er velkomne til at synge, hvis den altså gør os godt. Men hvem sang nu, for det var ikke mig. Troede jeg. Indtil jeg opdagede, at jeg faktisk gik og nynnede. Sang højt. Sang meget højt. Og vinden var også med, der må også være en vindsang, tænkte jeg, for det var ikke alene regnen, der rensede mig dér på stien, det var også vinden.

”Det har været et lærerigt år”. November smilede. ”Et år fuld af glæde, sorg, paradokser og en vigtig livslektie. ”
Jeg nikkede og trak vejret dybt midt i mit våde univers.

”Og nu får du hjælp til at rense dig, skylle væk og blæse bort alt det, der ikke længere tjener dig. Vraggods og rester. Se, hvordan vandet flyder og bladede flyver, alt det, du har givet slip på og som du på ingen måde skal have med dig videre. Vi går mod vintersolhverv nu og i år får du mulighed for at fejre det, som kalder fra din sjæl. Så lad regnen og vinden hjælpe dig med at give slip, lad dig rense, blæse igennem og …”
”Jeg ved det, November. Jeg mærker det jo. Men det er så underligt, for det føles ikke længere som om jeg ude i regnen. Jeg er inde i regnen.”

Og dér midt på den regnvåde og mudderbefængte markvej dansede hun som en elverpige på sommerengen. Rundt og rundt med armene bredt ud, vådt hår, der klistrede til hendes kinder, øjne, der skinnede af sælsom lykke og en så intens følelse af samhørighed med noget større, at jeg måtte knibe endnu en tåre. Men ingen så den, ingen bed mærke i det lille væsen af sorg, glæde og dyb taknemmelighed, der forlod mit ene øje og trillede ned af kinden.
”Vil du danse med mig” sagde hun, mens hun snurrede rundt på vejen gennem pytter og nedfaldne blade og jeg nikkede. Selvfølgelig ville jeg danse med hende. Hvis ikke nu, hvornår så?

Lene Frandsen, november 2015
fra min egen skriverejse

tirsdag den 17. november 2015

Sjælsomme fortællinger


 
Jeg kigger ud mod den dunkle himmel, hvor regntunge skyer sejler forbi. November spejler sig i de store vandpytter på gårdspladsen og jeg ser hende smile underfundigt. Har jeg mon også set dem, hendes blik vender sig mod vinduet, hvor jeg står bag ruderne i tørvejr og kigger ud. Jeg nikker bare. Jeg har set dem. Der er mange i dag, de letter og lander i store flokke og samler sig i det lindetræ, der står nærmest vinduet.

Træet er næsten uden blade nu og på en måde virker det lettet.  Stolt står det som en sort silhuet mod himlen. Grenene strækker sig dovent mod solnedgangen. Det dæmpede lys gør mig søvnig og i de minutter, hvor jeg står ubevægelig i vinduet og betragter det smukke skue, når jeg at fortælle mig selv, at jeg er træt og ikke orker at tage til yoga. Det når jeg faktisk altid at fortælle mig selv og det giver en frygtelig fornemmelse af modstand, men jeg er holdt op med at lytte og adlyde. Jeg ved ikke helt hvem, det er der taler dér i mine tanker, det lyder som mig, men selv er jeg fast besluttet på at komme af sted. Yoga gør godt. Det ved jeg, uanset hvor træt, tung og ugidelig, jeg er. Det er ikke til forhandling.
Kort tid efter træder jeg ud af hoveddøren og låser den bag mig. Det er begyndt at småregne. Egentlig ville jeg skynde mig ind i bilen, men i samme sekund farves luften af sorte vinger. Krager, råger og ravne flyver hen over hovedet på mig og lander i lindetræet. Nogle bliver siddende, andre letter hurtigt igen, mens de skriger og synger for at påkalde sig min opmærksomhed. Jeg stopper op og retter blikket mod dem, lader dem vide, at jeg er lydhør og at jeg har set dem.

”Det kan ikke udskydes længere”. Ordene når mig som regndråber. Og det slår mig pludselig, at det også var her, jeg mødte ham sidste gang, Harald. Foran bilen. Jeg har vist været temmelig uopnåelig på det sidste, svøbt i travlhed og indbildning om, at jeg hverken savnede fugle, træer eller at skrive på denne måde. Men at lyve for sig selv giver bagslag og fuglene kan man heller ikke narre.
Denne gang bliver han siddende i lindetræet omgivet af sine venner. Det undrer mig, for jeg kan høre og se ham ligeså tydeligt. Han træder frem, som om jeg kiggede på ham gennem et forstørrelsesglas. Og hans stemme er klar og tydelig.

”Du har bildt dig selv ind, at du har for travlt til at gå på skrivelegepladsen?
Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Han får det til at lyde så simpelt. Sådan forholder det sig naturligvis slet ikke. Men noget i mig bliver ved med at nikke. Jeg mærker en lille sorg stige op gennem halsen som et surt opstød. Bortset fra at sorgen ikke er sur. Den er ked af det. Ked af, at jeg igen har forsømt at gøre det, som min sjæl synger allerhjerteligst om og som gør så godt.

Glæden ved at skrive og skabe. Slippe kontrollen og tage imod. Lade livet være et eventyr. Hylde fantasien, magien og leve den. Som en dans. En sjælelig dans.
”Jeg ved det godt, Harald”, udbryder jeg og slår beklageligt ud med armene. ”Og jeg savner det. Savner de historier og fortællinger, jeg ikke kan kontrollere og som du og de andre fugle bringer. Jeg savner at give slip på alle forestillinger om ”hvordan.”

Mine ord får kragerne i træet til at le højt. Eller sådan lyder det i hvert fald, kra kra kra, har hun ikke lært det endnu?
”Jeg skal til yoga nu” siger jeg som svar. I det samme flyver hundredevis af sorte fugle ind over mig fra både syd, øst og vest. Krager, råger og ravne måske. Det er ved at blive mørkt, jeg ser dem ikke så tydeligt mere, men lyden af deres vingeslag og fornemmelse af deres væsen forplanter sig til min sjæl. I de sekunder sitrer jeg som et espeløv i erkendelse af, at jeg aldrig mere kan vende om og gå tilbage. Der, hvor jeg kom fra, findes ikke længere.

”Vi svigter dig ikke” siger Harald med smil og varme i stemmen. ”Tag nu bare til yoga, også det gør krop og sjæl godt og så ses vi i morgen. Men jeg kommer først, når du har vist mig, at du er klar og tilgængelig. Når du har svøbt dig i både indre og ydre ro og igen indset, at det gør godt at give slip og lade komme. Vask travlhedens sminke af dit ansigt og din krop, den klæder dig ikke. Gå ind i dit skriverum med en stor kop te og tænd dine skrivelys, så dukker jeg op, men kun hvis du virkelig er åben og modtagelig. Og tag så til yoga.

* * *
Tidspunktet er kommet. Det kan ikke udskydes længere.

Med Haralds ord i hjertet kørte jeg til yoga, som selvfølgelig gjorde mig godt. Jeg gav slip på forestillingen om, at jeg har travlt og besluttede mig for, inden jeg gik i seng, at jeg ville holde sjæledag i morgen. Og nu er i morgen blevet i dag. Her sidder jeg med min jasminte og jeg har tændt de små skrivelys i assietterne fra Gotland. Den lysegrønne og den dueblå. Jeg elsker de små skåle af glaseret keramik med blomstermønster. Det er Linda, som har skabt dem, jeg ved ikke hvem hun er, men alligevel føler jeg at jeg kender hende. Hendes navn står skrevet i bunden af skålene.
Linda fra Gotland. Hvem mon du er?

Jeg sidder og fantaserer lidt om Linda og synes pludselig at jeg kan mærke hendes tilstedeværelse gennem de små keramikskåles sjæl. Ordene flyder fra mine fingre. Bagefter spekulerer jeg lidt over, om skåle kan have sjæl eller om kvinder som Linda kan putte et lille stykke sjæl ind i hver eneste fine skål, de laver? Det tror jeg.
”Selvfølgelig.  På samme måde som du putter sjæl og kærlighed i dine fortællinger.” Jeg lukker Harald ind af vinduet, for nu sidder han pludselig derude og med næbbet mod ruden. Et stik af sød forventning bruser i mit hjerte, da jeg tager plads foran tastaturet, mens han sidder på spisebordet foran mig. Udenfor ændrer lyset sig, solen træder frem bag en sky og kaster tryllelys over landskabet. Nogen jonglerer med farvene, mens et par krager pirker i den våde pløjejord og en musvåge svæver over marken.

”Hvad skal vi tale om, Harald?” Jeg retter blikket mod ham og lader mine øjne hvile i hans.
”Vi skal ikke tale, du skal skrive. Og har du lagt mærke til, at du allerede har skrevet en hel del? Du har begivet dig på vej via ordene og det er jo sådan, du gør. Bortset fra når du ikke gør det og strander i hovedet. Så skriver du ikke noget som helst sjovt eller sjæleligt, det hele bliver en mental spekulation uden særlig overraskelser. Og det trætter dig. Gør dig udmattet.

Jeg nikker bare og føler mig tung som bly ved tanken. Og det er det, tanker kan. De kan gøre tung. Og eftersom jeg har mange tanker, kan jeg blive forfærdelig tung. Så tung, at jeg ikke orker at løfte hovedet og få øje på kragerne, der flyver rundt deroppe. Så tung, at jeg glemmer at løfte blikket og se, hvor fantastiske skyerne er i deres evige himmelforandring. Så tung, at jeg glemmer at gå ud i skoven eller tage til vandet og spejle min sjæl i himmel og fjord.
Her sker det så. Mine tanker fortæller mig, at inspirationen er forsvundet. At jeg er for træt til at skrive, at jeg skal sætte mig og meditere. Eller sove.  Men noget bliver ved med at rumstere, så jeg kaster mig ind i mit arbejde med ildhu og glæde, for jeg elsker jo mit arbejde, men glæden forstummer, fordi der stadig mangler noget. Den gode balance er i fare. Længslen vokser og breder sig i min krop, trykker sig mod mit bryst og giver mig et indre anstrøg af sorg og smerte. Det er nok noget gammelt, der er ved at passere, fortæller tankerne mig og ler højt bag min ryg.

Der fik vi hende. Igen!
Foran mig på spisebordet ler kragen Harald med.

”Og så er det bare en fortælling, der prøver at få kontakt” griner han og hoster. ”Noget der vil skrives”. Hele hans kragekrop hopper op og ned på spisebordet og de små lys i Lindas skåle skvulper over. En klat stearin flyder ud på bordet og lægger sig til rette som …
Jeg tror knapt mine egne øjne, da jeg betragter stearinklatten nærmere. Den ligner uvilkårligt en fugl. En lille fugl i silhuet med næb og vinger. En rund fugl, en venlig fugl, en fugleunge måske? Eller en pingvin?

Harald ånder lettet op, nu kender han mig igen.
”Endelig” siger han og sukker dybt, mens han vender sig mod vinduet. ”Jeg var lige ved at opgive dig. Afslut nu din fortælling og sæt den så fri. Giv slip og lad den ånde. Giv liv og giv plads. Nu er tungheden forsvundet, ikke sandt? Du sidder jo og smiler! Og hvem ved, måske dukker Linda fra Gotland op i næste kapitel eller også vækkes stearinpingvinen til live og … fortsættelse følger.”

Jeg nikker taknemmeligt og lader ham flyve ud gennem vinduet, mens mit blik sejler mod horisonten. Hyldetræerne står som skarpe silhuetter i novemberlyset. Jeg kender dem efterhånden, træerne, de har hvert deres mønster og særlige måde at være træ på. Synet fryder mig hver eneste gang, når jeg altså husker at se. Og efterhånden som vinteren kommer nærmere bliver de endnu tydeligere. Deres tilstedeværelse er som en lydløs bøn. De strækker sig mod himlen, åbner sig og tager imod. Mørket, lyset, skyggerne og stjernerne.
November. Alt det, vi ikke længere skal bruge til noget, forsvinder som dug for solen. Opløses, så kun essensen er tilbage. Først når vinteren puster vinden kold og morgenen er så mørk, at lyset må anstrenge sig og nærmest kravle op i horisonten, kan jeg virkelig se. Det er det, November kan. Hun fjerner alt det, der skygger for det egentlige. Hun omgiver sig med tåge og mørke, så noget kan træde tydeligere frem. Stjernerne på nattehimlen. Træet i sin helt unikke form. Et solstrejf og en himmel.
Og kragerne i lindetræet, der er budbringere af sjælsomme fortællinger. Hvordan kunne jeg glemme det?



Tekst og billeder, Lene Frandsen
fra min egen skriverejse, november 2015
Skrivehuset


fredag den 6. november 2015

Kragenodelæseren


 
”Store ånd, regnens ånd”, synger han og kalder gennem regnen fra det store lindetræ bagerst på gårdspladsen. Jeg løfter hovedet og får øje på ham, en sort silhuet smukt placeret på en gren. Han er ikke alene, en flok artsfæller har gjort ham selskab og tilsammen udgør de en række noder. Træet er nodestativet, de er hver deres node. Jeg kan høre, at det sælsomme kragekor øver sig og selvom jeg egentlig var på vej ind med mine varer, bliver jeg stående midt på gårdspladsen, mens regnen sagte siler. Jeg lytter og mærker en forunderlig genklang fra kragestemmerne i koret. En sang, en melodi, som jeg kender uden egentlig at gøre det.
Jeg vidste ikke, at krager kunne synge. Og jeg anede heller ikke, at Harald var musikalsk. Men det er han, der kan man bare høre, hans stemme skærer smukt igennem regndisen og lægger sig til rette i min sjæl. Et suk, et dryp, jeg kan mærke at jeg smiler, mens koret synger og regnen falder. Han er tenor, Harald, hans stemme er ren og dyb i sine høje toner. Man skulle måske tro, at en krage ville skrige og gøre sig til, når han sang, men sådan synger Harald ikke. Koret bakker ham op og de små nodekrager hopper på hver deres gren. Bag mig står bildøren stadig åben og mine indkøbstasker måber fra deres plads på gulvet.

”Store ånd, Regnens ånd” er de eneste ord, som jeg kan opfange, de eneste, ord jeg genkender. Jeg bliver stående og lader hånt om de dråber, der nu løber fra mit hår og ned over ansigtet. Uden egentlig at ville det, begynder jeg at synge med, som havde jeg ikke havde bestilt andet. Noget i mig kender den sang, min stemme følger tonerne, op og ned, mens jeg stirrer på kragerne i træet og følger deres placering. Jeg er jo en erfaren kragenodelæser! Fra gren til gren fører deres blotte tilstedeværelse mig på vej gennem det, der skal vise sig at være kragernes regnsang.
Pludselig stopper musikken. Kragerne bliver tavse på deres grene i lindetræet, så letter de en efter en og forsvinder gennem træerne mod vest. Kun én bliver tilbage og jeg ser taknemmeligt på ham. Harald. Kom, hvisker min sjæl og få sekunder efter lander han på jorden foran mig.

”Hvorfor står du herude i regnen” griner han, naturligvis er det ikke et spørgsmål. Han ved det jo udmærket godt. Og han ved såmænd også, hvad jeg vil spørge ham om, men vi skal lige igennem et lille ritual, hvor han hopper rundt på gårdspladsen og morer sig over at mærke min boblende nysgerrighed. Imens siler regnen og jeg er nu temmelig våd. Dårlig ide, min indre dommer trommer med fingrene i mine tindinger, du er jo småforkølet og skulle netop ud for at hente citroner til din varme hyldebærdrik. Jeg ryster uvilkårligt på hovedet, der er lige meget og jeg fryser ikke. Det er mildt i dag. Mildt for november. Måske er hun våd og uigennemsigtig, den gode November, men kold er hun ikke. Jeg kan mærke hendes tilstedeværelse som en lun brise i mit indre og føler mig godt tilpas i hendes selskab, regn eller ej.
”Regnen er en ånd?” Det uundgåelige spørgsmål svæver fra mine læber, men lyder nærmere som en kærlig konstatering, da jeg siger det. Forbavset ser jeg på Harald, som smiler listigt fra sin vandpyt foran mig. Han ser heller ikke ud til at lade sig bekymre synderligt om vejret.

”Nemlig” svarer han og slår ud med vingerne, ”sådan er det. Regnen er en ånd. Og du har netop overværet en uropførsel af kragernes regnsang i en helt ny version. Hvis jeg ikke tager meget fejl, vakte den genklang i dig?”
Jeg nikker. Det er der ingen grund til at benægte, jeg sang jo med. Min sjæl kendte den sang, de toner og lyden af regn. Tilstedeværelsen af regn, jeg retter mig selv uden at sige det højt. Regnens væsen.

”Det ved jeg faktisk godt”, nikker jeg så og smiler fjoget. Eller, jeg tror jeg ser fjoget ud, men jeg ved det ikke. Det er mere følelsen af at begive sig ud i en spørgsmålsrække, hvor man allerede kender svarene og fare vild i det, man allerede ved. Men man skal bare spørge det rigtige sted i sig selv. Og lytte til svaret. ”Regnen er en ånd på samme måde som vinden er det. Og hvor gør det bare godt at blive renset.”
”Lad hver en dråbe rense dig og gøre dig ny”. Harald skærer en grimasse, samtalen er vist begyndt at kede ham. ”Vi er lidt uenige om teksten i kragekoret, men den er snart på plads. De andre må bøje sig, jeg er den poetiske af os. Og den eneste, i øvrigt, der taler menneskesprog.” Han ser stolt på mig og klikker med næbbet.

”Er det nu også sandt?”
Han ler bare og lader sine sorte øjne gennembore mig.

”Hvad tror du selv?”
”Jeg tror på dig, Harald og på fuglenes visdom. Og så tror jeg virkelig på, at regnen er en ånd. Jeg har vished om det, for jeg kan høre den hviske bag lyden af dråbemusik. I dag er regnen blid og godgørende, den renser og befrier os for alt det overskydende snavs, som er opstået i processen fra sommer til vinter. Vi er jo i færd med at give slip. Ikke sandt?”

”Jeg må videre” siger han bare, smiler og blinker til mig, et blik der fortæller mig, at han også tror på mig. Så er han væk. På sorte vinger forsvinder han i samme retning som de andre krager lige før, over lindetræet og ud mod horisonten i vest.
Jeg vender mig om for at tage mine indkøbstasker ud af bilen og bære dem ind. I det samme hører jeg min egen stemme nynne og mærker, at regnsangen ikke er fløjet med kragerne. De har skænket den til mig, sangen, givet den videre, givet slip. Regnsange og sjælelige fortællinger kan ingen eje, men det gør godt at synge dem, sige dem højt og hengive sig til det, de fortæller om. Regnens ånd og de dråber, der renser og vasker det væk, der som snavs skjuler det væsentlige og det, livet egentlig handler om.  

Lad hver en dråbe rense og gøre mig ny
Skylle væk, vaske bort, give slip
Store ånd, regnens ånd
Gør mig ny igen, gør mig tom, gør mig blød
Gør mig stille
Store ånd, regnens ånd
Giv mig ro igen
Bringe vand, bringe liv, bringe fred
Gør mig ren igen
Gør mig fri
Giv mig fred
Gør mig stille
Gør mig våd, siger en hånlig tanke, mens den som et nedfaldent blad flyder af sted i den lille flod af vand, der render fra mit dørtrin og ud i intetheden.

Forsigtigt lukker jeg døren bag mig og træder ind gangen. Helt stille.
Tak til kragerne i træet, regnen og November
Lene Frandsen, november 2015
Skrivehuset