onsdag den 23. juli 2014

I eventyrets navn




Vi har alle sammen i os et kontinent af uudforsket personlighed.
Velsignet er det menneske, der en Columbus i forhold til sin egen sjæl.
– Ukendt -

Så hun rejser gennem forskellige landskaber og nye kontinenter. Tager på opdagelse i det, hun vælger at kalde sin sjæl. Sit indre, et slags landkort bestående af både kendte og ukendte regioner. Der er steder, hun helst vil undgå, fordi de tidligere forvoldte så meget smerte, men egentlig aner ikke hun, om det, der fyldte hende med sorg, stadig findes dér. Hun husker bare smerten og de forfærdelige tunge følelser og derfor rejser hun udenom. Indtil en dag …
Hun beslutter sig for at være en iagttager. Det passer fint til den, hun er, nysgerrig og med lyst til at tage på eventyr. Så hvis jeg nu beslutter mig for at iagttage mig selv, siger hun og nikker, følelsen er god, så behøver jeg ikke længere at blive så grebet af det, jeg ser og mærker. Jeg registrerer det blot. Jeg betragter og jeg accepterer, at mit indre landskab er fuldt af forunderlige og tilsyneladende mærkelige steder. Tanker, følelser og små sensationer. Men i stedet for at flygte eller fordømme det, jeg møder, så stiller jeg mig nysgerrigt til rådighed i eventyrets navn.

Jeg er ikke ekspert. Men jeg har levet i mange år. Hun nikker. Og selvom jeg har begået mange fejltrin og befundet mig for længe i situationer, hvor jeg kunne have valgt at gå, så har jeg lært noget. Og er det ikke det, livet handler om? At lære? Tanken er god. Hun vælger at tro den. For ellers skal man bestemt ikke altid tro sine tanker, det har hun også lært. Bitter erfaring. Sikke nogle triste historier hun valgte at tro på. Men den tid er forbi, nu lader hun tankerne bringe hende alle historierne, så hun kan betragte dem, denne gang lidt på afstand velvidende, at hun ikke er sine tanker. Eller alle de gamle historier. Det er på tide at vælge nye tanker og skrive nye historier. Hun finder pen og papir frem. Og et gammelt landkort, der minder allermest om de skattekort, hun husker fra sørøverhistorier. Kan man ændre et gammelt landkort, kan man tilføje nye steder og simpelthen … rejse kortet nyt?
Historierne serveres. Gang på gang. Tankerne ved ikke bedre, de er ikke så gode til at finde på nye historier. Så fortællingerne er lidt slidte og ofte, finder hun pludselig ud af, er de slet ikke sande. Fiktion. Simpelthen. Og så kan man jo bare le højt af det faktum, at man engang troede, at de var virkelighed. Ha ha ha. Hun sidder helt stille og smiler for sig selv. Det gør tankerne lidt desperate, hun reagerer anderledes end før.

Hvem er den kvinde, der roligt sidder og ser på historierne i lyset fra et gammelt smalfilmsapparat? Ja, for så gamle er de fleste af historierne, nogle af dem er endda fra før hendes tid. Båret gennem tiden af kollektiv energi og gammel tro. Sikke en pærevælling. Hun rejser sig brat og tankestrømmen stopper. Jeg vil ud og finde nye historier, siger hun højt og jeg vil kun vælge de gode, kærlige tanker. Vel vidende at jeg aldrig kan stoppe min tankestrøm, har jeg dog alligevel et valg. Jeg kan vælge, hvad jeg tror på eller ej. Og tro flytter ikke bare bjerge, den skriver også historier og laver om på sandt og falsk. Faktisk er troen alt.

Udforske. Blive siddende lidt. Ikke have travlt, men være åben og tage imod. Rejse uden nødvendigvis at ville ende et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Tro på, at livet bringer gaver, hvis man rejser med hjertet fuld af kærlighed. Og give alt det gode videre, så de gode historier kan vokse sig store og stærke og blive til den virkelighed, vi vælger som vores.

Hun begiver sig på vej. Og det tror du måske ikke på, for hun sidder jo dér på puden med lukkede øjne. Der er helt stille i og omkring hende. Dybt i sjælen, et sted i hende selv, findes en slags eng fuld af stilhed. Og der starter rejsen, igen og igen, i stilhed og med ingenting. Der bor eventyret. Og kærligheden.

Tekst og billede, Lene Megan, juli 2014

mandag den 21. juli 2014

Sjæletempo




Jeg savnede mig selv. Siddende på caféen blandt andre feriegæster. Et glas iskold hvidvin, en kande vand og et ansigt foran mig på den anden side af bordet. Der skete noget, som altid sker, når jeg har holdt ferie i nogle dage. Jeg ryger ned i et slags hul, svæver gennem intetheden og smager på lidt af hvert, sorg, glæde, tristhed og pludselig lykke, fortvivlelse, uvished, muntre toner og så … bump, lander jeg. I mig selv. Alt er klart. Jeg ser gennem et vindue som ikke længere findes og alt det, der ikke rigtig betyder noget, forsvinder.
Og så mærker jeg endelig sukket, dybt fra havets bund stiger det op til overfladen og lægger sig til rette i mit bryst. Jeg er ankommet.

Jeg havde kun en uges ferie. Sådan bliver det denne sommer. Og jeg burde ikke skrive kun, nej, jeg havde store planer om at forsvinde i min egen nydelse. Lade denne ene uge være så intens, at den ville føles som en hel måned. Men jeg glemte noget. Sjælen. For sjælen rejser hverken på første klasse eller specielt hurtigt. Tværtimod. Den ankommer længe efter, at jeg er taget på ferie. Der går et par dage eller flere, det tager tid, og denne gang var der gøremål og mennesker at træffe. En fødselsdag i sommerhuset, fejring og festivitas. Det var hyggeligt, der var samtaler og en del støj. Jeg følte mig træt i dagene efter, nu skulle vi virkelig bare slappe af, men noget manglede alligevel. En smule fortvivlet begyndte jeg at tænke på, at jeg jo kun havde denne uge. Jeg forsøgte at gøre noget med timerne, få dem til at strække sig, men de ville det anderledes.
Først fredag ankom den. Sjælen. Den kom ind fra havet som en fugl i det dæmpede lys. Solnedgang, aftentid. Du kommer for sent, tænkte jeg men tog alligevel imod den. Som et kys, der forplantede sig, tidevand og tårer, noget faldt til ro. Dybt i mig. Med bare fødder i vandkanten, havet smøg sig som en fisk og skyllede bølger ind. Solen sank og det samme gjorde jeg. En kæmpemæssig klump af indsigt og sorg. Sorg fordi det nærmest var … for sent. Skal det virkelig tage så langt tid at … falde til ro, sagde jeg uden ord og havet nikkede bare. Lod en kølig bølge skylle ind over mine ben.

Nu er det mandag. Jeg er tilbage i min varme skrivestue og skal så småt til at tage fat på opgaverne. Armene klistrer til skrivebordet, hovedet er tungt og tårerne trænger sig på. Jeg føler mig alene. Og nej, ikke ensom, men noget i mig mangler. Sjælen. Den er ikke kommet tilbage endnu. Den vandrer stadig langs vandkanten og ser solen stå op og gå ned igen mange timer senere. Den danser i horisonten og lader sig beruse af bølger og tidevand. Den betragter de mennesker, der valfarter til fjorden for at bade og være, de har ferie, stemmerne forplanter sig, dønninger, fugle og fisk.
Selv er jeg er tom. Tom indeni, jeg må nærmest tvinge ordene til at komme ud på papiret. Som jo egentlig bare er en skærm. Men jeg forestiller mig altid, at det er papir og at jeg skriver med en smuk gammel fyldepen, som jeg dypper i blæk. Langsomt, kun langsomt formerne bogstaver og ord sig. Og langsomt, kun langsomt, kommer sjælen tilbage.

Jeg ved, hvad den vil spørge mig om. Den vil spørge mig om, hvad jeg så lærte. Forsigtigt vil den høre mig, om jeg endelig har forstået, hvordan jeg fungerer som kvinde og menneske. Og jeg kunne også kalde sjælen for Juli, det må jeg gerne, hun nikker smilende, hun er jo en slags sjælesørger. Hun sørger for sjælen, du ved. Sørger for at jeg har fokus på det, der virkelig betyder noget. Eller rettere sagt, hun forsøger. Jo, jeg har lært noget vigtigt, som jeg egentlig godt vidste, men som jeg glemte i min ivrighed efter at ville gøre det hele så perfekt som muligt.
Jeg er min egen proces. Jeg er nødt til at lette og lande. Følge rytmen, den usynlige melodi fra hjertet og havet. Jeg kan ikke bare BANG falde ned fra travlheden og kaste mig ind i ferien. Jeg er nødt til at gå langsomt. For der er nogen, jeg altid gerne følges med. Eller vil forsøge at følges med. Fremover. Sjælen. Jeg kan springe af sted med de bedste intentioner, men jeg kan ikke lave om på livets naturlige rytme. Bedst er det, hvis jeg fuldstændig glemmer alle ambitioner og intentioner om perfekthed og bare er. Bedst er det, hvis jeg erkender min hang til havet og min sjæls naturlige langsomhed. Bedst er det, når jeg ved, at gode ting tager tid.

Intet, der er godt, er nogensinde kommet hurtigt.
Juli forlader rummet og går ned af trappen. Jeg kan høre hendes skridt længe efter, at hun er forsvundet ind i køkkenet. Og så hører jeg den velkendte lyd af Nespresso maskinen, som hostede spytter kaffe ud. En kop til hver. ’Gå langsomt’, hvisker nogen, det er muligvis en fugl udenfor. ’Du har ikke så travlt, som du tror’.

’Jamen, jeg protester, jeg har’ …
’Vent på sjælen’, synger Juli, forsigtige skridt op af trappen, balancerede med to kopper kaffe. ’Vent og se. Når du føler dig tom, så lad tomheden fylde. Mærk den, vær den og lad være med at ville det anderledes. Den forsvinder igen, men den har et budskab til dig. Som alt andet’.

Og sjælen? Den kommer såmænd tilbage i sit helt eget tempo. Når tid er.
 
 
Tekst og billeder, Lene Megan, juli 2014
 

fredag den 11. juli 2014

At give slip på en solnedgang


De står på stranden, helt ude i vandkanten og bader i solens sidste stråler. Langsomt synker den mod havet, solen, baner en usynlig vej og forsvinder i bølgerne. Alt ånder fred. Lyset farver himlen rød, horisonten glimter i vandoverfladen, så sænker mørket sig i sindig ro. Et suk. Havet bukker, himlen nejer og menneskerne på stranden står åndeløse og spejler sig selv i skønheden. Jeg ser dem samtidig med at jeg selv mærker forvandlingen. Betragter dem og rykker et skridt nærmere, for vi er sammen om denne oplevelse. Det er et slags teater, en forestilling så intens og rørende, at vi holder vejret endnu. Jeg blinker en tåre væk. Solnedgang. Tæppefald. En dag, der er forbi og en nat, der tager over. Stranden bag os, sandet, sivene og det genstridige græs, stien der fører tilbage til parkeringspladsen og sommerhusene. Vi tøver.

Bølgerne skvulper mod land, vinden blæser gennem sivene. En pludselig uro opstår og vi vågner. Det er aften nu. Duggen falder og havet vinker stille farvel, lader os gå. Porten tilbage til sommerhusområdet åbner sig og vi går tavse gennem det dugvåde græs. Nogle genser solnedgangen på deres mobilkameraer, men kan ikke rigtig genfinde den stemning, der opstod i det nu, hvor det skete. Det er passeret. Og jeg er ingen undtagelse, jeg har svært ved at slippe grebet og vil holde fast i det øjeblik, hvor alt var perfekt. Den langsomhed, der passede min sjæl som en skræddersyet kjole. En silkekjole af sølv, guld og solnedgang. Nej, jeg ryster på hovedet, end ikke ord kan beskrive den følelse, den godgørende fornemmelse af samhørighed og dyb, inderlig fred.

Vi stod på stranden, helt ude i vandkanten og badede i solens sidste stråler. Nu trasker vi tavse hjemad med en anderledes slags ro i krop og sjæl. En ro, der skal nydes, men som forstyrres af trangen til at holde fast. For hvem har lyst til at give slip på det øjeblik, hvor lykken tager bolig i sjælen så dybt og inderligt, at det ikke kan blive mere perfekt?

Det er mørkt nu. Pludselig får jeg øje på månen over trætoppene og opdager, at den lyser hele sommerhusområdet op. Et magisk sølvlys svøber sig om mig og giver mig kuldegysning. Midt i sorgen over afskeden med solnedgangen og et møde med min egen sjæls skønhed, mærker jeg en klukkende latter af glæde og lettelse.

Alting er jo som det skal være. Naturen. Dagen. Natten. Lyset. Mørket og mig. Skyggerne og katten, der smyger sig forbi mine ben og forsvinder ind i buskadset.
 
Tekst og billede, Lene Megan, juli 2013 og 2014
 
Teksten er fra samme tid sidste år. I morgen drager jeg igen i sommerhuset for at tilbringe en uge i landet ved havet. Og jeg skal se solnedgange og genopdage, at skønheden bor i mig selv. Jeg skal sukke dybt og give slip, kun for at opdage at månen stiger op bag trætoppene, når vi i tavshed går hjem gennem sommeraftenen. Det er den tid på året. Det er sommer. Det er nu!

tirsdag den 8. juli 2014

Brobyggeren




If you want to really hurt you parents, and you don’t have the nerve to be gay, the least you can do is go into the arts. I’m not kidding. The arts are not a way to make a living. They are a very human way of making life more bearable. Practicing an art, no matter how well or badly, is a way to make your soul grow, for heaven’s sake. Sing in the shower. Dance to the radio. Tell stories. Write a poem to a friend, even a lousy poem. Do it as well as you possible can. You will get an enormous reward. You will have created something!

- Kurt Vonnegut, A Man without a Country -
Sommeren har rullet sit tæppe ud. Varme dage, tordenbyger og ustadigt vejr. Nætter, som minder lidt om troperne, selvom jeg aldrig har været der. Svedig og fortumlet vågner jeg tusinde gange i løbet af natten, min lille søvnbåd kæntrer gang på gang. Vinden rusker i persiennerne, vi må have gardiner, siger jeg til kæresten, mørke gardiner, der holder lyset ude og ikke larmer så meget. Han nikker, også han har sovet uroligt og for lidt, men når han går ud af døren efter morgenmad og gåtur med hundene, er det årets høst, han tænker på, ikke mørklægningsgardiner. Og jeg kan selv tage affære, naturligvis kan jeg det. Men når han er gået ud af døren, sætter jeg på puden og mediterer og så er det stilheden, jeg søger. Ikke den, man kan opnå ved hjælp af mørklægningsgardiner og lukkede vinduer, men stilheden i mig selv, et luftigt rum fuld af lys, mørke og ingenting. Jeg glemmer alt om nattens urolige troperejse og falder til ro et sted dybt i mig selv. Lytter til åndedrættet og lader det være mit anker. Min lille båd vipper forsigtigt på bølgerne, der er nærmest usynlige nu. Havet falder til ro, vinden lægger sig og jeg hører mig selv sukke. Det er godt at vende hjem.

Denne sommer arbejder jeg det meste af tiden. Jeg har fået spændende opgaver i Skrivehuset og jeg er dybt taknemmelig for det, der nu kommer min vej. Døre står på klem, åbner sig i vinden, kalder på mig med sagte stemme og dog. Stemmen er pludselig ret tydelig. Klar. Den synger rent og uden tøven. Senere skal jeg nok fortælle dig mere om, hvad jeg arbejder med lige nu. Eller rettere sagt, hvilken bog det drejer sig om. For jeg har fået en oversættelsesopgave, ja, pludselig har jeg fået mulighed for at bruge mit engelske, som jeg elsker, på en helt anden måde end tidligere. En roman, en slags skildring af virkelige begivenheder, noget om healing og om, hvordan tro flytter bjerge. Er det muligt? Det havde jeg ikke drømt om, jeg havde egentlig tænkt, at jeg var nødt ved at lægge mit elskede engelske på hylden, men sådan skulle det ikke blive. Tværtimod. Det havde jeg ikke drømt om, men nogen vidste bedre.
Brobygger. Oversætter.
Og der er andre opgaver og gode udfordringer på vej … Noget, jeg har drømt om. Forestillet mig.

Samtidig kan jeg mærke en dyb længsel. Et stik, et savn og et kæmpe behov for at huske, hvorfor jeg begav mig ud på denne rejse. For at følge dit hjerte, siger du måske, jeg nikker, det har jeg fortalt om utallige gange og der kommer meget mere af den slags, fra min hånd. Jeg er nemlig brobygger. Fra sind til hjerte. Fra et sprog til et andet. Jeg bygger sproglige broer, så flere kan komme over.
Sproget. Poesien. Pludselig husker jeg det, historierne, glæden ved at skrive, som jeg gør det lige nu. Kaffe og ord. Det er jo det, der er kernen. I Skrivehuset og i mig. Kreativiteten og glæden ved at skrive og skabe. Min livsnerve og kilde til ægte, ren og skær glæde. Jeg må huske at skabe mig, skabe noget, en historie, nogle ord, lege med formuleringerne, danse efter løbeturen, synge ekstra højt i brusebadet. For der er kun en ting at gøre med kreative længsler og det er at udleve dem.

Men ved du hvad det bedste er? Jeg ser pludselig nogle tråde, som nærmer sig hinanden. Som små søde slanger snor de sig gennem usynlig luft i en slags forunderlig dans. Og slangerne kan tale, 'tænk hvis det er muligt', siger de og ler på en hviskende, hvæsende måde. 'At du aldrig mere behøver at adskille det, der gør dig glad og det, du kan tjene penge på. Du kan udleve dine kreative længsler, du kan tage imod alle de historier, der banker på ruden og leger med dit hår, når du går ud i vinden. De venter og du behøver ikke at skubbe den væk. Du kan favne dem samtidig med at … ' De fuldfører ikke sætningen, men ser på mig med gule, hemmelighedsfulde øjne. 'Men du må lære at give slip og stole på, at nogen ved bedre end du. Du skal ikke gøre dig anstrengelser med at forestille dig hvordan, du skal blot vide dybt i dig selv, at det vil materialisere sig. Når tid er. Og at det bliver både bedre og anderledes, end selv du, med din veludviklede fantasi, kunne forestille dig'.
Slangerne forsvinder. Jeg opdager, at jeg sidder ved skrivebordet og at det er tid. Så nu må du have mig undskyldt. Jeg skal videre med min bro. ;)

tirsdag den 1. juli 2014

Vasketøj, venskab og stilhed




Solen danser mellem skyerne. Vinden puster forsigtigt til træerne og får bladene til at rasle som en vindklokke. Vasketøjet hænger dovent på tørresnoren. Jeg elsker synet af vasketøj på en snor. Det er en slags Zen, når jeg hænger tøjet ud og betragter det på afstand. Ser, hvordan det flagrer i vinden og sender en særlig duft af renhed ud i verden. Og hvordan kan man se en duft, spørger du måske og er allerede i gang med at ryste på hovedet, men jeg nikker bestemt. Det kan jeg. Faktisk kan jeg nærmest smage glæden ved synet af duften og mærke den forplante sig i hele kroppen. Jeg bliver opstemt og lykkelig.

Ved synet af vasketøj på en snor? Ja! Så simpel kan lykken være. Om sommeren.

Juni har takket af og overladt pladsen og gæsteværelset til Juli. Som sædvanlig kom hun ved midnatstid. Jeg sov, mens de omfavnede hinanden og byttede plads. Det sker ganske ubemærket. Et sekund, en dans og så er en ny måned flyttet ind. Og nu boltrer hun sig derude, Juli og inspicerer området. Sådan er det hver gang, hun skal lige have sjælen med og den slags gør man bedst alene. Påstår hun.
Det passer mig fint, så kan jeg sidde her og nyde tankerne om den sidste uge og alt det gode, jeg fik med mig. En weekend på shamanistisk grundkursus. Opfyldt af nysgerrighed og lyst til at finde ud af, hvad det egentlig handler om. Samtidig var det en slags research til kommende skriverier.

Og ikke så snart var weekendkurset forbi, før jeg fik besøg af min kære veninde Eirin fra Nord Norge. Hende har jeg skrevet lidt om tidligere, ja flere gange faktisk, for i tidernes morgen mødte vi hinanden gennem vores blogge og skriverier. Ordene bragte os sammen og siden har vi besøgt hinanden i Norge, Spanien og Danmark. Meget vand er løbet gennem åen siden da, det var tre år siden, vi sidst havde set hinanden. Men pludselig stod hun der, i lufthavnen, i ankomsthallen, og jeg vidste med det samme, at jeg havde savnet hende og vores helt særlige venskab. Tiden sammen løb som sand mellem fingrene og bød på fine oplevelser, samtaler, måltider, tur til byen, udflugt til vandet, fodspor i sandet, måger, sten og gode ord. Vi havde skønne dage i hinandens selskab.
Men ved du hvad det allerbedste er? Vi kan være stille sammen. Selvom vi snakker lystigt om både højder og dybder, løst og fast, smiler, ler og fælder et par tårer, så kan vi pludselig blive helt stille sammen uden det mindste ubehag. Tværtimod. Vi restituerer sammen. Vores stilhed kan rumme både os selv og hinanden.

Det er efterhånden gået op for mig, at stilhed er noget af det vigtigste, vi kan tage med os i relationer og i samtale. Ikke den stilhed, der kan opstå, når vi går i forsvarsposition og trækker os tilbage eller når vi fyldes af endnu uudtrykt kritik, men stilhed som en kærkommen rasteplads fuld af accepterende ro. Jeg tror, at vi alle dybest set længes efter det sted.  Den godgørende og rummelige stilhed, hvor alting begynder og ender. Dér, hvor vi virkelig kan trække vejret og være med hinanden og med det, der er, uden at føle, at vi konstant skal foretaget os noget og ændre enten os selv eller den anden for at blive lykkelige.  Alt er godt, som det er. Lige nu. Lige her.
Tak gode Eirin, fordi du er dig og tak til Juni, fordi hun delte gæsteværelset med dig! ;)

Og også et stort tak til Doreen og hendes mand Teddy, som introducerede os nysgerrige kursister til shamanisme på weekendkurset, hvor vi også fejrede sommersolhverv på den fineste måde. Men det er en anden historie og den får du senere.

For nu skal Juli og jeg være stille sammen.

 
Denne smukke gudinde er toppen af en norsk campingvogn, Jeg synes hun ligner Juli! :)

onsdag den 18. juni 2014

Vi tør godt




I dag har hun lavet smoothie. Den er rød og fyldig, rester af blåbær, brombær og jordbær danner mønstre på glassets kant. Selvom vi stod tidligt op, var hun allerede kommet os i forkøbet, blenderen satte i gang i samme sekund jeg trådte ind i køkkenet. Hundene var lukket ud i haven og tågen kom sejlende ind over marken. Jeg stod lidt og stirrede ud i det usynlige landskab og vendte så tilbage til køkkenets hovedperson. Juni. Hun elsker at forberede vores morgenmåltid. Jo, kaffe må vi gerne få, men hun insisterer på, at vi også får et skud sommervitaminer, lidt friskt at starte dagen på.
Vi bliver hængende lidt over morgenmaden. Jeg er lidt træt, synes jeg, i dag lykkedes det fuglene at vække mig ved femtiden og jeg kunne ikke falde i søvn igen. Lyset væltede gennem sprækkerne i persiennerne og selvom det ikke var sollys, var det alligevel skarpt og gennemtrængende. Akkurat ligesom fuglenes skrig. Men så hørte jeg solsortens triller og faldt lidt til ro. Måske falder jeg i søvn igen, tænkte jeg, men det gjorde jeg ikke.

’Tør jeg følge min drøm?’, siger jeg til Juni og fortæller hende om et indlæg, jeg har læst på bloggen Lykkepostej. Der fortæller en kvinde ærligt om sit liv, der ikke altid har været en dans på roser, tværtimod, men alligevel er det lykkedes kvinden at komme ovenpå og få vendt sine odds. Og nu spørger kvinden om hun tør følge sin drøm? Ja, egentlig spørger hun jo sig selv, men hun henvender sig også til andre for gode råd og opmuntring. Og jeg var ikke sen til at svare, for det er jo det, jeg selv har forsøgt. At følge min drøm og mit hjerte. Når man bliver ved med at støde panden mod en mur og går rundt og er misfornøjet, så er det et tegn. Et vink med en vognstang. Fra sjælen. Der er noget du skal, noget andet, og noget, som vil gøre dig glad. For det er sådan, det er. Tror jeg. Vi har alle et livsformål og en opgave. Og når vi først bevæger os ind på hjertevej og vælger at lytte til den stille stemme, der synger om alt det, vi i smug går og drømmer om eller måske slet ikke har gjort os bevidst om endnu, så begynder der at ske noget. Vi mærker livet på en helt anden måde.
Juni nikker. Hun er også på hjertevej, siger hun og slubrer smoothie.

’Livet er så kort, et menneskeliv altså. Og det er meningen, at I skal være glade og udfolde jeres potentiale, hver især. Men i gemmer ofte jeres lys under en skæppe og tror slet ikke, at I er guld værd. I tvivler. På jeres egen formåen, på jeres værdi. Men I er hver især sat her på jorden for at bruge jeres personlige gaver og udføre den opgave, der passer perfekt til jer. Det er meningen I skal skinne! Som stjernerne på nattehimlen, som solen på en sommerdag, som en sjælden og unik diamant. I stedet gemmer I jer. For jer selv og for verden.’
Hun sukker så dybt, at jeg tror hun vil sprække. Gå midt over. Men det gør hun naturligvis ikke, Juni er en sej måned og kan klare lidt af hvert. Det vidste hun ikke, før hun prøvede, påstår hun. Jeg er langt stærkere end jeg tror’.

Hun holder en kunstpause og ser alvorligt på mig. Du er ingen undtagelse, siger hun uden ord og jeg nikker. Jeg ved sørme godt, hvad hun taler om. Alt for ofte sker det, at jeg bliver i tvivl. Selvom jeg egentlig godt ved bedre, har noget i mig tendens til at vende tilbage til det rum, hvor tvivlen huserer. Og frygten bor dør om dør med tvivlen. Den buldrer og rumsterer og sørger hele tiden at flytte om, så den næsten kan simulere glæde, men så tordner den frem og viser sit sande ansigt. Du er ikke god nok, dygtig nok, ambitiøs nok. Og så videre.
Men jeg har besluttet mig for, at det simpelthen hører med.

Og Juni og jeg har besluttet os for at heppe på kvinden, som gerne vil følge sin drøm. For vi ved begge to, at hun sagtens kan. Det starter med en intention og det første skridt. Små skridt, små ændringer, lidt af gangen. På samme måde som vi spiser elefanter, følger vi vores hjerter. Finder vores formål, lærer at mærke og lytte efter. Vi bliver dygtigere til at genkende og erkende den stille stemme og de sandheder, den med småt forkynder. For den taler ikke med store ord. Den har hverken brug for at råbe eller skrige. Men når man danser til dens toner, så føler man sig fuldstændig i pagt med sig selv. Man mærker glæden og man følger den. Et skridt af gangen. Nå ja, snubler gør man selvfølgelig også, men det skal man. Det lærer man nemlig af!  Og efterhånden får man hjælp de utroligste steder fra. Det sker ikke fra dag til dag, men det sker. Der dukker mennesker op på ens vej, som viser sig at være en slags hjælpere. Og man opdager i øvrigt også, at man selv kan bidrage som hjælper. For i modsætning til, hvad man måske går og tror, så bærer man rundt på en kiste fuld af uvurderlig  visdom og livserfaring. Man skal bare vælge at tage ordet. Smide masken og vise sit ansigt. Stå i sårbarhedens muld og mærke, hvordan styrken vokser, når man tør være sig selv. Stærk og sårbar på samme tid.
‘Følg din drøm og dit hjerte’. Juni nikker. ‘Du kan og det er meningen, at du skal. Du er ikke skabt for at gemme dig bort. Tværtimod. Stå i dit lys og skin’.

’Det er lettere sagt end gjort’, udbryder jeg.
’Du taler af erfaring? Juni ler. ’Men ved du hvad, du er nødt til at vise verden dit lys. Du er nødt til at skinne. For når du er dig selv og skinner fra hjertet, når du gør det, der gør dig glad og boltrer dig med det, du er god til, så inspirerer du og giver uvilkårlig andre tilladelse til at gøre det samme. Verden kan ikke være tjent med, at lysets krigere gemmer sig i mørke huler. I må ud og vise jeres flag, jeres mod og jeres kærlighed. Og I skal gøre det på helt jeres egen særlige måde’.

Jeg nikker. Jeg ved det godt, jeg har sagt og skrevet det utallige gange. Alligevel falder jeg i, for der er skam også masser af huller på min vej. Og lukkede døre. Nætter med tvivl, hvor frygten banker på vinduet forklædt som sileregn. Og så videre. Men når morgenen kommer og jeg indser, at jeg stadig på vej og noget i mig hvisker, at jeg er både stærk nok, god nok og kompetent nok, så smiler jeg og trækker i arbejdstøjet. Eller også sætter jeg mig på puden og mediterer, for i stilheden møder jeg min egen kærlige sandhed.
’Ofte frygter vi det, vi egentlig drømmer om. Vi bilder os ind, at vi ikke tør. Men det er ikke sandt. Vi tør godt!’

Juni rejser sig og folder hænderne i en slags bøn. I tavshed sender vi gode tanker til kvinden på bænken til og alle de andre modige sjæle, som vover at standse op og spørge sig selv, hvilket liv de egentlig ønsker sig. Og som tager det første skridt mod drømmen. Som Juni har gjort. Og som jeg og andre gode kvinder og mænd har gjort det.
Fordi vi ikke tør lade være.  

Tekst og billede, Lene Megan, juni 2014

torsdag den 12. juni 2014

København - nu uden bekymringer!




Jeg elsker at tage regionaltoget, det langsomme tog og sætte mig i stillekupeen. Og i går var stilheden endnu mere kærkommen, fordi jeg skulle læse videre i en fantastisk bog, som jeg muligvis skal oversætte til dansk. Tænk at blive kontaktet om så spændende en opgave! Så jeg læste, mens toget bumlede sin vej til København og standsede på alle stationer. Det er hyggeligt, når folk stiger af og på. Nye ansigter dukker op og de, som også vælger stillekupeen, sætter sig forsigtigt og ånder lettet op. Og guderne skal vide, at det er en velsignelse at slippe for høj snak i mobiltelefoner, højst personlige samtaler og lyden af SMS beskeder, der konstant tikker ind. Stilhed er en sjælden gave.
København. Stige ud på Hovedbanegården og følge menneskemængden op af rulletrappen. Op til gadehøjde og ud i den summende forventningsfulde stemning af ankomst og afrejse. Selv ankom jeg med spænding i maven, for jeg skulle mødes med en vældig hyggelig norsk kvinde, Sylvia, som har bloggen Kanel og Sukker.

Vi havde en skøn eftermiddag. Frokosten blev indtaget i Stræderne. Her sad vi på første parket og så på mennesker og lod også blikket glide op af husmuren. Har du lagt mærke til, hvordan København ser ud øverst oppe? De fine husfacader og små hemmelige balkoner med udsigt over byen. Der er farver og der er historier.

Dagen blev en skøn inspirationsdag med kreativ snak og input af alverdens slags. Ja, for vi besøgte blandt andet rejseboghandlen Tranquebar i Borgergade, som jeg varmt kan anbefale. Der bydes på en himmelsk samling af bøger fra hele verden, som er delt op efter lande og kontinenter. Bordene bugner af bøger og små kunsthåndværker i skønne farver.

 
Jeg kom selvfølgelig ud med to bøger, men fandt også nogle små skatte i form af et grønt hjerte fra Afrika og nogle meget fine bekymringsdukker fra Guatemala. Ifølge legenden fortæller Mayaindianerne deres bekymringer til dukkerne, før de går i seng. De lægger dukkerne under hovedpuden og når de vågner, har dukkerne fjernet alle deres bekymringer.  Det kunne jeg ikke stå for, jeg glæder mig til at indvie min personlige dukke i bekymrende hemmeligheder og lade dukken fjerne dem, mens jeg sover.  Dukkerne er også en skøn gaveide, så der kom lidt ekstra med i posen.

 
Og så på café! Pludselig blev himlen mørk og regnen trommede mod gader og stræder, men det var den slags sommeregn, der er nærmest poetisk. Den kalder duftene frem og berører blidt huden, så man kan bare gå videre og lade sig bestøve. Vi fandt vejen til Café Norden og spiste himmelske kager og drak god kaffe, inden vi begav os tilbage mod Hovedbanegården, hvor Sylvia skulle have bussen videre og jeg skulle finde mit tog tilbage til provinsen. I stillekupe naturligvis.
Tak Sylvia, for en dejlig dag med god snak og latter. Og masser af inspiration!  

 
Og Juni, spørger du? Hun var selvfølgelig med os. Også hun har købt sig en bekymringsdukke og efter sigende har den sovet under hendes hovedpude i nat, efter at være blevet indviet i en af Junis udfordringer. I dag er alt godt, påstår hun, bekymringen er væk, dukkerne kan deres kram.
På billedet ovenfor ses Sylvia foran Tranquebar. Juni nægtede at lade sig fotografere! ;)