fredag den 27. februar 2015

Bristepunkt



I tomrummet mellem vinter og vår danser disen mellem trækronerne og dråberne hænger i en tynd tråd. Men de falder ikke, de venter. Det er et næsten kritisk tidspunkt, to årstider står overfor hinanden, med forsigtige skridt nærmer de sig midten af det, der er overgangen. En slags bro. Det knirker, jorden åbner sig, frosten trækker sig lidt tilbage. Gule erantis pibler frem overalt. Og vintergæk. Skovbunden ulmer af levelyst. Nu er det snart. Denne næsten ulidelige ventetid, hvor det er lige før. Små lydløse knopper lister sig frem, endnu er de næsten usynlige, mens de smager på den smerte af frihed, der er i endelig at briste.

Men det er ikke tid endnu. De må væbne sig med tålmodighed, tage små skridt, vente velvidende, at marts kan byde på hvad som helst hvad vejret angår. Sne, frost, slud og voldsomme vinde. Men knopperne lever i nuet, de tager chancer og gør sig klar. Instinktivt ved de, hvornår det er tid.
Luften er mildere nu. Det gør godt at trække vejret dybt og bare stå lidt. Helt stille. Mærke mulden under gummistøvlerne, lugten af vinterens forrådnelse, der snart bliver til frugtbar jord, hvor nye skud kan se dagens lys. Det er et lille mirakel, når det, man troede var dødens fæle ånde, viser sig at være livets kys.

Jeg rammes af kuldegysning, mens jeg betragter det skuespil, naturen opfører for øjnene af mig. Jeg lukker øjnene og forstår, at hvis jeg viser vejen og livet den tillid, det fortjener, så vil jeg forstå at der er en slags dybere mening. Det dæmrer og jeg læner mig op af den fugtige morgenluft og lader den kærtegne min kind. Den aer mig forsigtigt, en kølig brise fuld tillid og håb. Dråberne hvisker blidt, mens de hænger dér i tomrummet mellem før og efter.

Jamen, er det ikke det, de kalder nu? Er livet ikke et slags bristepunkt mellem før og efter, et åndeløst sekund af salig sandhed? Og er det ikke alt, vi har, det bristepunkt? Et punkt, hvor balancen er hårfin og ganske perfekt i al sin uperfekthed, hvis vi forstår at være dér og ikke forgriber livets gang.

Og nogen hvisker om guddommelig vejledning, mens en tone slås an af min sjæl. Fornemmelse af velkendte strofer. Genklang.
Alt er stille, naturen holder vejret og jeg mærker, at jeg gør det samme. Åndeløs og helt stille. Lige før? Før hvad?

For er det forår, jeg længes efter i virkeligheden ikke blot en side af mig selv, jeg har savnet i vinterens dyb? Og er det foråret, jeg savner eller den kvinde, jeg møder i mig selv dér? Min egen genfødsel og en ny slags rejse mod næste bristepunkt.
Vi må briste for at bære, vi må leve for at være, vi må lære alt det sære, der skal til
Hvis vi vil ... og jeg vil!

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful
than the risk it took to blossom.”
- Anaïs Nin -
 
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

torsdag den 26. februar 2015

Toner af blå og grøn



Det er en af Februars sidste dage. For denne gang. Og som altid bliver jeg en smule melankolsk i afskedens time. Men hun fortæller mig at der ikke er nogen afsked. Der er blot en pause i den cyklus, der fortsætter i det uendelige. Og hvis Skriveguden vil det, mødes vi igen næste år ved samme tid. ”Men”, tilføjer hun og trækker på skulderen, mens et finurligt smil spiller over hendes læber, ”jeg er jo altså slet ikke taget af sted endnu. ”
 
Kom tilbage til nuet.

En sang flyder fra hendes læber som blågrønt havvand. Skyller ind over mig og bliver til en bølge af sjælelig erkendelse. Lige her er alt godt, fortsætter sangen, en melodi så stille og intens, at det er mere kraftfuldt end noget, jeg nogensinde har hørt før. Og da jeg ser op og lader mit blik glide dybt ind i hendes, opdager jeg at hun er forandret. Hun er ikke længere datter af den sprælske Uranus men er nu dybt forankret i Neptun. Hun er hav, hun er blå og grøn og et suk af genklang løfter sig i mig. Der er noget velkendt over tonerne, der flyder fra hendes læber, der er noget forunderligt hjemligt i de blå og grønne takter. De er som bølger af tidevand, frem og tilbage. Frem og tilbage. Jeg mærker, hvordan jeg næsten uden at bevæge mig udfører de samme bevægelser. På min stol med udsigt over marker og blegorange morgenhimmel er det ikke længere landjorden, jeg ser. Det er havet.
I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. For ser du, søndag var en smuk dag, en af dem jeg sætter stor pris på. Og alle dage er smukke ja, men nogen går bare dybere og længere ind i sjæl og hjerte. Sådan en dag var søndag for mig. Solen kom frem og en dør åbnede sig. Jeg vandrede ind og ud mellem vinter og forår, ledsaget af fuglesang og ivrige små forårsbebudere. Blomster, vintergæk og erantis. De havde strøet sig selv over jorden og med ét fik alting et nyt skær. Solen sørgede for lyset. Ind og ud mellem skyerne sejlede den på sin himmelfærd. Den gode sol.

I søndags bevægede jeg mig på smukke broer mellem det, der er og det, der skal komme. Men jeg ønskede mig ikke andet end at være lige dér, hvor jeg var. Badet i sollys og ledsaget af forårsblomster. Dyppet i blågrønne farver, der fulgte mig hjem til mig selv. Det blå, det grønne. Det er mine farver, ser du. Og nej, man kan ikke eje farver, himmel eller hav. Og det er netop det, der gør det så fuldendt. Det, vi ikke kan eje. Det, vi ikke kan sætte i bås, måle eller veje. Det, der konstant skifter karakter, facon og hverken lader sig indfange eller kontrollere. Den himmel, det hav, de farver. Og det forår, der pludselig stak hovedet frem og kyssede mig på næsen. Solen, lyset, fornemmelsen af forankring. Helhed.
Det var så perfekt, at jeg ikke havde lyst til at flytte mig igen. Sådan tænkte jeg. Her vil jeg blive, stands tiden, lige nu har jeg alt! Men i det sekund skete der et skift. Solen gled ind bag en sky og himlen gav havet en anden og mørkere farve. Eller var det omvendt? En dør smækkede og det var ikke længere forår. Vinden tog til, et strejf af is ramte mit sind. Jeg var ikke længere en pilgrim mellem årstider og ej heller kvinde på en magisk bro.

”Men det var du jo alligevel” siger Februar og lægger forsigtigt en hånd på min skulder. Du var alt, en del af det hele, indtil dit ego fik lyst til eje og blive. Så bristede det hele som en sæbeboble, man prikker hul i. Eller et spejl, der falder til jorden og går i tusind stykker.”
Jeg hører mig selv sukke.

I søndags stod jeg på kanten af Stevns Klint og kiggede ud over afgrunden. Jeg så ud i havet og himlen og jeg blev indfanget af den blågrønne uendelighed. I søndags stod jeg på kanten af klinten og kiggede ind i mig selv. Jeg spejlede mig.
Og jeg aldrig mere fredfyldt end i de stunder af nåde, hvor jeg får lov til at dvæle i blåt og grønt og ved, at alting er præcist som det skal være.
Tekst, billede, maleri og musik
Lene og Februar, februar 2015
Skrivehuset


fredag den 13. februar 2015

Sjælens blomster


 
”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud og blive trist. Du vil miste dig selv. Hvis du ikke lytter til den stemme, der altid har forsøgt at få din opmærksomhed, hvis du ikke bliver stille nok, så du kan lytte så dybt, at egoet må bakke tilbage, vil du aldrig blomstre og blive til den kvinde, du er kommet for at blive.
De gamle fortællinger, ordene, de er blevet stemmebåret op gennem tiden. Engang var det kvinderne omkring bålet, der fortalte historierne til sig selv og hinanden, og gennem de kraftfulde fortællinger bragte de visdommen videre. De gav hinanden styrke. De gav tid og rum, alle fik lov til at fortælle netop deres historie, selvom det var de ældste og dermed viseste kvinder, der fik det sidste ord. Men det stoppede på et tidspunkt. Tiden ændrede sig, det patriarkalske samfund tog over, det voksede og tog magten og den kvindelige visdom skrumpede ind. Den blev gemt bort i frygt for repressalier. Den blev ikke længere regnet for noget, kvindens stemme blev gjort tavs. Men det er den selvsamme visdom, I længes efter i dag, de selvsamme fortællinger og glæden ved at overbringe dem. I har alle jeres livsdom og jeres helt egne historier om livets dansende mysterier. I har alle svarene og de længes efter at komme op til overfladen og få ilt. På samme måde som I længes og mærker et sælsomt suk i forståelse af, at der må være noget andet og noget mere, på samme måde søger det, I længes efter at blive givet. Men forstår du, kun I kan give det liv. De urgamle fortællinger, den visdom, der rummer alle svar og de mysterier, som ingen længere tør tale om.”
’Og hvem er du, Februar, som fortæller mig disse ord? En måned? Et kapitel af året, hvor vinteren stadig er døsig og dyb. Et tidspunkt, hvor det naturlige år lakker mod enden og slutter sin cirkel i fiskens kreds. Snart starter vi forfra igen, snart kommer foråret rullende ind fra et af de verdenshjørner, hun vælger med snarrådig omhu. Hør bare fuglene, de synger i dag, som om de ved noget, jeg ikke gør. Og du Februar, hvem er du, som kommer her og fortæller mig om den urgamle feminine visdom, der ikke længere har den plads i vores hjerter, som den måske burde have? Og at det er den, vi længes efter og som vi savner, selvom vi åbenbart selv bærer rundt på den og egentlig blot skulle lytte lidt mere indad, være lidt mere stille, for at lade den fødes på ny. Er det det, du siger?”
Hun smiler underfundigt, som kun Februar kan. Drikker af den gode ingefærte og ser på mig med øjne gjort af himmel og havvand. Jeg står i vand til livet, mærker hvordan noget rykker i mig nedefra. En understrøm af bevidsthed, jeg ikke stolede på før. Men noget er sket, jeg begynder at indse, at vi er nødt til at … lytte. Til os selv og til hinanden. Som jeg nu lytter til Februar.
”Måske er det i virkeligheden det, dine skriverejser og forløb handler om”? Hun sætter spørgsmålet fri som en fugl, man lukker ud af buret efter lang tids fangenskab. Forsigtigt spankulerer den hen til lågen, der nu står vidt åben og ser ud på en lyseblå himmel af frihed. Andre fugle flyver rundt derude, kredser om hinanden og himlen som lysende stjerner. Friheden hvisker, men fuglen bliver siddende lidt og sunder sig. Friheden kan være frygtindgydende, sandheden har sin pris. Men den længes efter at flyve med de andre og finde ud af, om vingerne virkelig kan bære. På et tidspunkt letter den og opdager, at den er fuglenes dronning. Hvem skulle have troet det? Siddende der i sit trange bur lignede den mest et forkomment fugleskræmsel. Men vingerne bar og nu flyver den med de andre, mens de fortæller deres historier til sig selv og til himlen, der folder sit bløde tæppe ud og rummer dem hver og en. Ingen dom, ingen fordømmelse. Alle har de deres tur, deres fortælling. Alle sætter de historierne fri, som fugle der forlader deres bure efter årevis i fangenskab.
Det gør så godt.  At få lov til at give fri, at blive set og blive lyttet til.
”Det gør godt at give sine indre fortællinger luft”. Jeg nikker og smager på det spørgsmål, der blev til fugl og nu flyver rundt derude. ”Det er smertefuldt at bære rundt på visdommens fortællinger. Det er en dyb sorg at være foruden sin særlige kraft og styrke, fordi man ikke tør plukke den i sårbarhedes muld. Der står den og visner, fordi man ikke plejer den og vander den.” Jeg fordyber mig i tankerne og duften af ingefær.
”Netop” nærmest hvisker Februar og smiler varmt til dig. ”Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du udtørre, blive trist og miste dig selv. Det er den blomst, du skal plukke i sårbarhedens muld. Det er den stemme, du skal vælge at lytte til, hvis du virkelig vil vide, hvem du er og hvad du egentlig er kommet for. Når det føles meningsløst, tomt og trist. Så er det fordi du ikke længere vander og gøder det sted i dig selv, hvor dine livsblomster gror.”
’Det er ret smukt, det du siger, Februar. Må jeg skrive det ned og fortælle det videre. Allerede i dag. Jeg synes egentlig ikke, at denne fortælling skal være min hemmelighed alene. Jeg vil gerne dele den med alle andre, der skulle have lyst til at lytte.”
”Selvfølgelig må du dele. Det er jo netop det, der er hele essensen i det. I må lære at tage de spæde stemmer tilbage og ved at lade dem fortælle, skrive og give videre vokse sig stærke. De tager deres plads i det større billede, det, I mennesker kalder jeres historie. Hvorfor skal den historie mangle vigtige og essentielle kapitler, som vil gøre mennesker i stand til at træffe anderledes valg? Hvem ejer sandheden? Jeg spørger bare. Og hvad er det egentlig, jeres dybe længsel handler om? Prøv at lyt. Spørg og I skal få svar. Og som du ganske rigtigt har opdaget, kan I vælge at gøre det via skrivegerningen, for ordene kan plukkes selvsamme sted, hvor jeres smukke sjæleblomster gror.”
Hun rejser sig og forlader stuen. Jeg sidder alene tilbage med resterne af min ingefær te, mens Februars ord lægger sig som et usynligt tæppe over landskabet.
Hvis du ikke nærer din sjæl og din dybe livsdrøm, vil du tørre ud, blive trist og uden indre glød og glæde. Men hvis du derimod vander og gøder og vælger at plukke sjælens blomster …
”Tak Februar”, siger jeg højt, selvom hun ikke længere er i stuen. Tak for dine ord.”

Og hjertelig tak til Tanja for inspiration
Tekst og billede, Lene Megan, februar 2015
Skrivehuset

onsdag den 4. februar 2015

Når hjertet bliver stille


 
Det handler ikke om at dø, siger Februar og har sat sig til sit usynlige piano. Hun lader nogle toner svæve ud i rummet. De rammer mig, mens jeg forsigtigt drikker af den varme te. Lyset er skarpt derude nu, det klare vinterlys, der kan skære igennem kød, blod og betænkeligheder. Dybt i vinteren rejser lyset sig og bliver modigere. Det strækker sig, det gør sig længere og langsomt tiltager dagene. En efter en. Jeg lytter til Februars vidunderlig musik, mens hendes ord lægger sig som snefnug i min bevidsthed.
’Når hjertet bliver stille’, gentager hun, mens hun spiller videre. Ordene blander sig med musikken og bliver til strofer i hendes melodi. Nu synger hun med den blideste stemme, jeg nogensinde har hørt. ’Det handler ikke om at dø, det handler om at leve. Men noget må dø, så noget andet kan leve. Noget må vige og forlade den plads, hvorfra det har skygget for solen. De lange skygger, fugtigheden, sorger der sejler ind og lægger til kaj som et kæmpemæssigt suk. Når hjertet bliver stille.’

Jeg lukker øjnene og lader musikken fylde mig. Du kender det sikkert, noget musik kan den slags. Fylde hjerter og vække slumrende sjæle. Heale, helbrede, så stille som sommerfugle i sneen. Blidt, blødt og luftigt som en engel. Sådan er Februars musik. Hendes lange fingre glider over tangenterne og fremtryller de mest vidunderlige toner. Kan du høre dem? Kan du høre, at hun er en virtuos? Så synger hun igen, jeg lader mine øjne være lukkede.  Lytter, lytter så intenst at jeg ikke længere er den, jeg var. Et skift, et ryk, noget vækkes og jeg vandrer på en sommereng. Lyden af sommer fylder mit hjerte, den sagte summen, fuglenes sang og varmen fra solen breder sig i min krop.
’Vær stille mit barn’, synger hun. ’Vær stille, så du kan høre hjertets sang. Men inden hjertet synger, bliver det stille. Helt stille, næsten som om det holder op med at slå. Sid med dit hjerte og vent. Lad dig fylde af den stilhed, der rummer en verden af gaver. Lad dig forme af ord, der ikke siges og lyde, du ikke kan høre. Når hjertet bliver stille, vil ordene forstumme. Sid i stilhed, gør dig blød, alt det, du kan rumme.’

Hun prøver sig lidt frem og det går op for mig, at hun øver sig. Samtidig indser jeg, at det er sådan, at sange opstår. Vi øver os. Vi møder op og gør det igen og igen. Vi eksperimenterer, vi prøver os frem, vi leger med toner og med ord. Eller farver. Og når vi skriver skal vi gøre det samme, tænker jeg og Februar nikker bag klaveret.
’Netop. I skal øve jer. Det er som om I tøver, fordi I ikke umiddelbart kan få lige netop det frem, I drømmer om. I vil skrive bøger, I vil fremtrylle bestsellers. Men glæden ved processen, lysten, eventyret. Det dør i lyset af de kolde ambitioner, der ikke hører sjælen til.

Langsomheden. Stilheden. Hjertets musik.’
’Så hjertet bliver stille, så …’ Jeg når ikke at sige mere, så taler hun videre.

’Så I kan lære at lytte. Hjertet bliver stille, så I kan sætte jer og standse tiden for en stund. For dér i stilheden bor en sagte sang og hjertet kender den. I larmer for meget, hele jeres verden støjer. Farten er faretruende, de krav, I stiller til jer selv og hinanden er umenneskelige. Og hjertet bliver så stille.’
’Jamen, jeg havde da indtrykket af, at hjerter nærmest galopperede, når vi skynder os hele tiden, stresser og gør alt det, vi egentlig ikke har lyst til’?

’Netop’. Februar sukker dybt. Nu spiller hun ikke længere, musikken skaber et tomrum af fortvivlelse. Mine ord står malet som gravskrift på væggen. ’Hjertet hopper og danser, men det synger ikke længere. Der er ingen sang, ingen glæde, intet rigtigt liv. Men når I bliver stille, hvis I altså bliver stille nok, så kan I pludselig høre det igen. Hjertet. Og der i stilheden, midt i langsomhedens tidevand, begynder det at tale. Helt stille, helt sagte, hjertesang.
’Hjertesang. Hjertesang.’

Hun lukker øjnene og synger ordene. Det lyder så smukt, jeg håber virkelig, at du også kan høre det. Igen lader hun sine hænder hvile på tangenterne og snart flyder musikken ud i rummet igen.
Jeg lytter lidt, så hører jeg min egen stemme. Den synger med. På forunderlig vis kender jeg ordene, det er som om de kommer fra et andet sted i mig. Og tonerne, som Februar fremtryller, er et velkendt land for min sjæl. Så vi synger sammen, vi rejser gennem tonerne og alting flyder som en flod af forunderlighed. Det er både sommer og vinter på samme tid, jeg er både kold og varm og føler mig let. Svæver som en fugl over huset og ser kvinden med teen og ordene. Hører tonerne af Februar og betragter det skarpe lys i horisonten.

Mærker melodien og bliver det jeg hører. For der findes en sang. En helt særlig sang. Den bor i alle hjerter. Men vi kan kun høre den, når vi bliver stille. Når hjertet bliver stille, så er det et tegn. Så er det tid.
Tekst, billede og musik
Lene Megan og Februar, 2015
Skrivehuset

søndag den 1. februar 2015

Sjæletempo


 
Velkommen Februar. Du kom sejlende med solen og spejlede dig i mit hjerte. Du gav mig din morgen og modet til at træde over tærsklen til dit landskab. Stadig vinter, javist, men du viser mig at alting har sin tid. Og sin helt særlige betydning. Selv tågen og tomrummet, som jeg kender så godt. ”Det skal du være glad for” siger du og smiler.
Det er os mennesker, der mister tålmodigheden og modet til blot at være. Men hjertet venter. Men den venten er ikke en tilstand at skulle ud af, det er det handler ikke om at undslippe men om at blive. Være med sig selv og det, der er. I sjæletempo. Vi modnes dér i tomrummet, fortæller du med underfundig lyd. Uden at vide det gør den tilsyneladende stilstand os godt. Vi går ikke glip af noget ved at blive dér, hvor vi er. Tværtimod går vi glip af livsvigtige refleksioner og modning ved at flygte.

Som kødet der flygtede ud af støbejernsgryden. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke på den gryderet, jeg lavede til gæsterne i går. En rigtig simreret, der helst skal stå i timevis og bare blive klar. Simrende i sit helt eget tempo. De forskellige ingredienser tilsættes efterhånden, ikke før og ikke senere. Den helt perfekte timing, duften af tid og væren. Og som kok bliver du ikke stresset, når du laver retten. Tværtimod falder du til ro. Det er let at nyde processen og være med farver, dufte og konsistenser. Det bliver en slags dvælende kunst og man glemmer sjældent at tilsætte den vigtigste ingrediens af dem alle. Kærlighed.
Simreret i sjæletempo. Når man så senere serverer retten for gæsterne og spiser i stearinlysenes skær, kan det smages. Ja, jeg vil sågar påstå at det kan ses og duftes. Smagen af tid. Duften af dvælen. Synet af kærlighed. En perfekt alkymi, der aldrig vil kunne fremskyndes. Den har sin tid og på samme måde har vi vores.

Februar smiler og trækker blidt solen frem fra en sky. ”Jeg kunne dufte den på lang afstand, simreretten”, siger hun og nikker. ”Da jeg var på vej hertil."
”Vores verden er forvansket” udbryder jeg pludselig og et sørgmodigt strejf af fiasko rammer mig kort. Men så ryster jeg på hovedet. Det er aldrig for sent. Jeg kan mærke at jeg har stor lyst til at leve resten af mit liv i sjæletempo. At være min egen guddommelige simreret af tid og kærlighed. Og med en skefuld tillid og tro bliver retten helt perfekt. Februar smiler bredt og nikker. Vi beslutter os for at indføre en slags gylden regel for denne måde. Som en start. Vi ønsker at leve i sjæletempo. Nu.

Kærlig hilsen
Lene – og Februar
Tekst og billede, Lene Megan
Skrivehuset, februar 2015

tirsdag den 27. januar 2015

Nøglen


 
I dag stiger solen op for at forsvinde bag en sky. Rødmer over erkendelsen af sin forgængelighed og lader sig forandre. En skyformation, der minder om et langt tog, kører på skinner i horisonten, men en flok fugle forlader toget og stiger til vejrs formet som et V. Et tegn, spørger jeg og venter ikke svar. Hvad ved de, derude, som jeg ikke forstår? Herinde. I dagens første timer, i morgenens lys og vinterens dyb. Lyset bliver skarpere. Hver eneste gang jeg løfter blikket, ser jeg at scenen er forandret. Det skarpe lys har nu delt sig og forsvinder som små biler på motorvej. Hvorfor så travlt? spørger jeg og denne gang lyder svaret som en rumlende rastløshed.
’Det er længe siden, du har brugt mig som vejviser’ siger hun og peger på sig selv. Januar, en måned, der for længst er ankommet. Som har boet på gæsteværelset og haft sin daglige gang i køkken og stuer. Hun har brugt det meste af tiden på at læse, meditere og gå lange ture i det nøgne vinterlandskab. Jo, jeg har skam både set og hørt og hende, men jeg har været så optaget af mit eget. At finde nøglen.

’Hvilken nøgle?’ spørger hun og smiler fornøjet.
’Nøglen til … ‘ Jeg tøver lidt og indser, at jeg faktisk ikke er helt sikker. Men jeg er ret sikker på, at der må findes en slags nøgle. Nogle tegn, som kan knække koden. Overbevist om, at jeg overser noget, slår jeg ud med armene og fortæller uden ord, at jeg føler mig lettere fortabt. Kørt over af morgenens skytog og blændet af lyset. Lyset, som nu dæmper sig selv, mens himmeltoget forlader sin perron og drager af sted. Kun jeg sidder tilbage som en tilskuer til livets mysterium. Og Januar. Måske har hun svaret? For hun har helt ret, jeg har i min selvskabte travlhed glemt at lytte.

Hun nikker bekræftende og fortæller mig endnu engang, at svarene findes i os selv. De fleste svar, i hvert fald og resten svæver i vinden. Nogle bor i morgenrødmen, andre vandrer i den sorte nat. Stjernerne har deres del af visdommen. Og kun når vi overgiver os og bliver stille nok, kan vi høre de blider toner af fuldkommenhed fylde vores hjerter. Den evige stræben efter svar og nøgler, den evige sang om at noget er forkert, at vi mangler en vigtig ledetråd, den sidste puslespilsbrik … det er blot en illusion.
’Hver eneste gang, du forlader nuet, farer du vild’. Januar ryster sørgmodigt på hovedet. Du er nødt til bevidst at vælge det til. Forlade fortid og fremtid og forankre dig i nuets poesi. For at bruge et ord, du forstår.’ Hun smiler bredt og slår gavmildt ud med armene. ’Der findes ikke andet end dette nu, dette øjeblik af evighed. Alt andet er et tankefyldt fatamorgana.  Kan du huske, at du besluttede dig for at følge glæden?

Jeg nikker. Selvfølgelig kan jeg det. Noget i mig er overbevist om at glæden er et fornemt pejlemærke. Noget i mig påstår hårdnakket, at glæden er livets vejviser og at kærligheden er svaret på alt. Som om der sidder en anden et sted i mig og slipper ord løs, der handler om noget helt andet end det, der foregår på øverste etage og i sindets kringelkroge. Jeg kommer i tanke om, hvordan jeg på et tidspunkt lærte mig selv at besøge det sted. Hvordan jeg forstod, at jeg var nødt til at vælge det, helt bevidst at bevæge mig derind. Hvordan jeg kunne skrive det frem og lade skrivegerningen blive en lyttehandling. En næsten passiv måde at bevæge sig dybt ind i sig selv på og alligevel være mere levende og aktiv end nogensinde før.
Stilheden, det hænder at jeg glemmer, at den findes. Og den er nem at overse. Den stille stemme. Det hænder at jeg glemmer, at den har sin helt egen klang, for den er så nem at overhøre.

’Du har vist hjulpet mig igen, Januar’. Jeg rækker ud og tager hendes hånd i min. ’Undskyld at jeg glemte dig’.
Hun ryster på hovedet, du glemte mig ikke, du glemte dig selv. Det fineste du har og det, der er til rådighed. Som hverken kan findes i fortiden eller søges i fremtiden, men som kun er til stede lige nu. At vælge det. Og at vælge at lade det fylde. At lytte så dybt, at man kun kan høre stilheden og dermed kan høre alt. Det saglige suk af ingenting. De sælsomme stunder af nåde. Lyden af kærlighed.

’Meditation’, konstaterer jeg.
’Ja, blandt andet. Men det er ikke nogen svær kunst’, tilføjer hun og klemmer min hånd. ’Det er dig, der insisterer på, at det skal svært. Alt i dig kæmper imod. Det er på tide at give slip. Igen.

Jeg nikker med øjnene fulde af tårer. ’Jeg ønsker flere af disse gode snakke, hulker jeg nu. Gud, hvor har jeg savnet dem. Jeg har savnet dig og mig selv i dit selskab. Vores fælles tavshed, de gode rum af indforstået accept og …’
Vi ser på hinanden og nikker. Sådan er det at være menneske. Og måske endda måned? Vi glemmer. Vi farer vild og så må vi vælge at gå tilbage. Men der er ingen fortrydelse i de skridt. Der er kærlighed. Kærlighed til visheden om, at alt i virkeligheden er fuldstændigt som det skal være. Tilbage til meditationspuden, til stilheden og til de ting, som virkelig betyder noget. For hjertet.

’Jeg kunne godt drikke en kop kaffe’, siger jeg og tørrer en tåre væk.
’Dit ord er mit kald’ siger hun og rejser sig resolut. Snart hører jeg hende pusle i køkkenet. Udenfor har skyerne dannet nye mønstre og lyset vrider sig skarpt gennem sprækker, der ikke fandtes før. En af skyerne træder lidt i forgrunden og jeg ser til min forundring at den ligner … en slags nøgle.


 Tekst og billede, Lene Megan
Januar 2015

tirsdag den 20. januar 2015

Klarhed




Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, så er du stadig ikke klar. Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.
Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.
’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’
Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.
’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

Kærlig hilsen
Harald og Lene


Tekst, musik og billede
Lene Megan, januar 2015
Skrivehuset