fredag den 12. december 2014

Vinger og visdom


 
Dagen er diset. Regnen hviler mod ruden, læner sig og lytter. Brudstykker af historier flyver gennem vinduet, de har ingen sans for grænser og gennemsigtigt glas. De kommer bare igennem. Flydende ord og sætninger, de er som små fugle af glæde og glans.  Ikke tænke, ikke anstrenge sig, bare tage imod. Sidde her og lytte til lyset, den blafrende flamme og kaffen der bliver kold, fordi jeg ikke drikker den. Men den står dér i sit krus, duftende og indbydende. Så jeg skriver den.
Harald er kommet tilbage. Den sorte fugl, der ikke længere bare er fugl, men en krage med et navn. En flyvende, skrivende krage med et budskab. Han er en tålmodig herre, han presser sig ikke på, men han ved instinktivt, hvornår jeg er klar. Så dukker han op i det sekund, jeg slipper kontrollen og begynder at skrive. Gyngende på sin gren i decemberdisen, årvågen og stolt.

Han er med mig.
’Hvad laver du?’ Hans stemme daler gennem luften og når mig som et spørgende suk. Jeg ser op og får øje på ham. Lader blikket hvile på den sorte skikkelse med vinger og visdom. Jeg spejler mig i hans øjne og siger ikke noget. Det siger jo sig selv. Hvad jeg laver. For hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke skrev, så var han aldrig dukket op. Sådan er det. Det er mit engagement, der gør forskellen.

’Jeg forsøger at skrive noget’, siger jeg så, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at være tavs. Ordet ”forsøger” er som et klistrende fluepapir. Det sidder fast i mine fingre og jeg kan ikke få det af. Klæbrigt og begrænsende. Det forhindrer mig i at skrive flydende. Fluepapiret. Forsøget.
’Så vidt jeg kan se, gør du mere end at forsøge’, svarer han og nikker anerkendende. ’Du skriver. Så lad være med at fortælle dig selv, at du prøver eller forsøger. Grib dagen, pennen og ordene. Du forsøger ikke, du gør det. Du skriver. Du er midt i en historie, ganske vist i udkanten, men bliv ved med at gå. Lad være med at standse op og fyld dig selv med tunge ord. Prøve. Forsøge.’ Han fnyser højlydt og er et kort sekund ved at falde ned af sin gren. Så retter han sig op med et fjollet grin.

’Balance er at korrigere, inden du falder’.
Jeg nikker. Han har ret, den gode Harald. Og jeg er taknemmelig for, at han altid kommer. Det er som om han instinktivt ved, hvornår jeg virkelig er engageret og har en helhjertet intention om at møde en historie. Den slags fornemmer han. Så kommer han flyvende eller spankulerende over græsplænen, der nu spejler sig i himlen. Våd og vinterlig.

’Det er det, der ofte sker’, forsætter han. ’Vi begiver os på vej, vi skriver og noget sker, men så stopper vi op. Vi begynder at stille spørgsmål. Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtigt? Vi inviterer vores indre censor med på rejsen og så kan det kun gå galt. For den indre censor har ingen intention om at komme dybere ind i historien. Tværtimod. Den vil gerne have, at vi bliver, hvor vi er. Og den har mange års erfaring med at aktivere den indre bremse. Snilde og særlige tricks. Den taler til sårbarheden og angsten. Og så har den en kopi af janteloven tatoveret på overarmen. ’
’Men vi skal blive ved med at gå … skrive …?’ Stemmen er min.

’Selvfølgelig!’ nærmest råber Harald. Det er først nu, det er ved at blive spændende. Når vi overskrider vores egne indre grænser og trodser den stemme, der fortæller os at vi ikke kan eller skal. Den lyver, den stemme. For det udvikler sig, jo dybere vi kommer ind i historiernes skov. Jo dybere vi går ind i os selv. Jo mere vi lytter, jo nysgerrigere vi er, jo mere dristige. Skriv, skriv, skriv. Er du ikke spændt? Hvad sker der? ’
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg spændt.

’Se nu bare vores lille historie her’, siger Harald og gynger legesygt på sin gren. Hans sorte øjne hviler på mig, årvågent, observerende. Han lægger mærke til alt. ’Den kan stoppe her. Du kan forlade tastaturet, slukke dit skrivelys og gå ud i dagen. Du kan påstå, at du har andre og vigtigere gøremål, men i virkeligheden handler det om, at du er bange. Ja, du er bange for det, du ikke ved. Og du kan ikke kende historien på forhånd. Det er faktisk hele ideen med at skrive. Noget sker, udvikler sig og opstår, jo mere du giver slip. Jo længere og jo dybere du går. ’
’Skriv, udforsk, skriv, lad dig fortrylle, skriv, fyld dig med undren, skriv, se detaljerne, skriv dem, skriv det, skriv dig!’

Harald har talt sig varm. Og jeg har skrevet mig lun. Nogen smiler indeni. En særlig sødme stiger til vejrs og nu når smilet mine læber. Jeg ler. Naturligvis kan historien ikke stoppe her, men den kan fortsætte, næste gang Harald og jeg holder stævnemøde.
’Og hvornår gør vi så det?’ udbryder han og løfter den ene vinge i et spørgsmålstegn.

’I morgen ved samme tid?
’Det er en aftale. Og husk opvarmningsøvelsen først!’

Jeg nikker smilende. Jeg kan godt lide Harald. Og jeg elsker at skrive historier.
’Højt på en gren en krage’, nynner Harald og er ikke længere en krage på en gren. Nu er han i luften. Sorte vinger mod vinterhimlen. En smuk silhuet af noget stort. Smukt. Og uhåndgribeligt. Noget, der kommer tilbage og igen bliver til fugl, når jeg ønsker det.

Hvis jeg virkelig ønsker det.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Harald og Lene, december 2014

Skrivehuset
 

fredag den 5. december 2014

Højt på en gren




Dagen har taget disen i ed. Regndråber dingler som edderkoppespind over landskabet. Lydløst spinder de deres tråde og gør verden våd. Dryp. Dryp. Er det mon en slags sang? Dråbemusik? Forsigtigt åbner jeg døren til altanen og træder ud i den fugtige dag. En af de sorte fugle, som jeg ikke kender navnet på, stirrer på mig fra sin gren i bøgetræet. Nøgne grene, sort fugl, silhuetter af tiden, der kom. Og gik.
’Navnet er Harald’, siger den så. Fuglen. Den sorte. ’Du kender ikke mit navn, sagde du, men det går du så nu. Harald. Til tjeneste!’
Den flyver lidt nærmere og finder en gren, der flugter tæt med det udspring, hvor jeg står og skutter mig i decemberdisen. Jeg stirrer ind i dens udstående øjne. Et blik, der siger mere en tusind ord. Men blikket er åbenbart ikke det eneste, som Harald bruger til at kommunikere med. Han taler også. Med menneskeord.
’En krage’, udbryder Harald og puster vinger op. Sorte, forføriske, fulde af dråber. ’Jeg er en krage. Og jeg hedder Harald. Nu kender du mig, nu ved du, hvilken fugleart jeg tilhører og så behøver du aldrig mere at omtale mig som en sort fugl. Nu kan du være specifik i dine formuleringer og det gør underværker.’
’Hør, hvad ved du om skrivning?’ Ordene løber ud af min mund, før jeg kan nå at stoppe dem. Jeg er efterhånden åben for næsten hvad som helst, men en fugl, der har forstand på at skrive?
’Det kunne du lide at vide?’. Harald ler højt, en øredøvende lyd, der minder om et skrig. ’Alt’.
’Så du ved alt om at skrive, Harald?’ Jeg ser på fuglen, som jo ikke længere bare er en sort fugl. Jeg betragter kragen. Harald. Og jeg indser pludselig, at det er nu, jeg skal passe på. For noget i mig har umiddelbart lyst til at le højt. Det er jo i grunden ganske morsomt og en smule grotesk. Her står jeg og småfryser i regndisen, mens jeg konverserer med en krage. En krage, der har præsenteret sig selv om Harald. Og som ovenikøbet påstår, at han er ekspert i at skrive. At han ved ALT om at skrive. Det er fristende at forkaste dette øjeblik, lukke døren og forskanse mig bag muren af det, jeg tror, jeg ved. Det er fristende at lukke døren og hjertet for det øjeblik, hvor en fugl ikke bare er en fugl, men viser sig som en sjæl med et budskab. Et væsen. Måske har nogen sendt Harald for at fortælle mig noget, jeg ikke ved? Måske er Harald et slags sendebud? Min nysgerrighed er vakt og jeg roser mig selv for stadig at stå i døråbningen og glo på Harald, der tålmodigt gynger på grenen i takt til regndråbernes melodi.
Harald nikker bare. Ser på mig uden omsvøb.
’Jeg tror vi skal lære hinanden lidt bedre at kende’, siger han. ’Det er tid. Det er derfor, jeg er kommet. For hvis historien virkelig skal folde sig ud, så skal du have fat på de mindste detaljer. Dem, man sjældent lægger mærke til. Men når du begynder at skrive om dem, så lærer du også automatisk at sætte pris på dem. Det er som om du lærer dem at kende. Den, der før blot var en fremmed, en ukendt, bliver en ven.’
Jeg nikker. Jeg synes jeg har hørt det før, ja jeg har da vist også skrevet lidt om det. Hvordan jeg lærer at sætte pris på det, jeg har fokus på og skriver om. Jo mere, jeg fordyber mig, desto nærmere kommer jeg essensen af det, der ikke kan ses med det umiddelbare øje. Det, som kun kan mærkes med hjertet og som kræver min opmærksomhed.
Og det ved kragen Harald åbenbart noget om.
’Det vil jeg gerne, Harald’, hører jeg mig selv udbryde. ’Men jeg fryser nu og jeg er kun lige ved at genopstå for en voldsom forkølelse. Kan vi tale mere om dette de kommende dage? Har du lyst til at komme på besøg her i december og lære mig lidt mere om … at skrive?’
Fuglen nikker. Jeg mener, Harald nikker. Kragen Harald. Han ser tilfreds ud, han har opnået det, han kom for. Læreren dukker op, når eleven er klar. Og læreren kan vise sig i alle mulige afskygninger. Tro ikke, at du ved. På forhånd. Du er nødt til at være åben og modtagelig og gøre som jeg. Modstå fristelsen til at forkaste det, der ikke umiddelbart giver mening. Talende fugle, for eksempel.
’Vi ses’, siger Harald og letter fra grenen. Jeg ser ham forsvinde i regndisen, mellem grenene og ud på den anden side. Han svæver over marken og bliver til en lille prik. Så er han væk.
Jeg lukker døren og noget i mig nynner.
Højt på en gren en krage,
- simsaladim bamba saladu saladim -
højt på en gren en krage sad.
Men denne gang kommer der ingen hæslig jæger og skyder kragen død. Det er jeg sikker på. For jeg har en intention at lære Harald bedre at kende. Han flyver rundt med en slags visdom, som jeg gerne vil tilegne mig. Og den slags visdom er ikke kommet for at dø. Den er kommet for at leve.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene, Skrivehuset, December 2014
 

onsdag den 3. december 2014

Min dag


 
Jeg vil give mig selv en gave. En fødselsdagsgave. For det er den dag. Min dag. Fødselsdag. I dag.
Gaven er tid til mig selv. Den er tid til at skrive. Te i min store røde kop og dæmpet lys i dagens første timer. Med Kate Bush i højtaleren og intet at nå. En forkølelse har sneget sig ind på mig, hovedet er fyldt med vat, men ingenting kan tage min stille glæde fra mig. Og glæden ved at skrive er en sanselig sag. Noget mellem skriveguden og mig. Noget, jeg har fået i vuggegave og som nogen vidste om, inden jeg selv kunne formulere det.

Jeg hylder historierne i dag. De sanselige dansende ord, der vokser som små træer i min jord. De ord, der kommer fra et andet sted. De træer, der når helt ind i himlen. Den himmel, som hver eneste dag venter på, at jeg skal komme ud og opdage den. Igen. I lys. I mørke. Når stjernerne blinker, når fuldmånen er på besøg, når alting bliver til sølv og kaster magiske skygger.
Kan du også se det? Mærke det?

Kan I ikke se det? Som lille pige forsøgte jeg hele tiden at gøre opmærksom på det eventyr, jeg så i livet. Se! Lyt! Er det ikke stort? Vidunderligt. Magisk.
Men nej. Ikke alle kunne se eller høre det. Livets magi. Den stille musik i træernes åndedrag. Og pigen fandt efterhånden ud af, at hun nok skulle gå lidt stille med dørene, hvis hun ikke ville skabe unødig interesse for sine tilsyneladende tvivlsomme evner. Evner, som ikke altid blev forstået eller værdsat. Så efterhånden skjulte hun dem i mørket. Tog en maske på. Og endnu en.

Glæden vokser ikke uden lys. Glæden vil leve, elskes og åndes.
Så glæden blev lidt stille. I mange år.

Det gør mig glad at skrive og fortælle eventyr. Det gør mig levende. Jeg forbinder mig med alting, når jeg forladerne tankerne og går ind i mit magiske rum. Og det er et bevidst valg. I rummet er der ingen vægge, jeg er med alt, hvad der er. Og jeg bliver det, jeg skriver om. Himlen, træerne, fuglene, lyset og mørket. Der er ingen adskillelse. Og lige dér i stilheden mellem alt og intet dukker de op. Historierne. Fortællingerne. Alt det, som man ikke kan se eller røre. Men hvis man tror på det, så viser det sig. For det vil gerne fortælles. Skrives. Gives videre.
Skrivende sjæle, jeg kalder på jer. Jeg kalder, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene. Og jeg ønsker at dedikere resten af mit liv til det, den lille pige vidste. Barnet i mig. Som lever i bedste velgående, skulle jeg hilse at sige. Og sjovt nok bliver hun både mere levende og mere elskelig, jo ældre jeg bliver. Fordi jeg ser hende. Fordi jeg ærer hende. Og fordi jeg tager hende med mig i alt, hvad jeg gør. Jeg lytter til det, hun siger og jeg betragter det, hun ser. Og så skriver vi sammen. Vi går på eventyr i os selv og i livet og vi henter de historier frem, der bor i hjertet og som kun kan fortælles fra det sted. Fordi vi elsker det. Fordi det gør os levende.

Og vi skal da være levende i livet. Give det bedste, vi har.
Jeg er holdt op med at opsøge det, der gør mig så trist. For jeg ved at vi er her for at følge glæden. Det betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for det, der sker ude i verden, tværtimod. Men det, der sker derude, starter i os selv. Så vi skal gøre os umage for at følge glæden og mærke kærligheden. Det, der gør os glade. Det starter med, at vi søger tilbage og finder de gaver, vi har fået med os.  Talenterne. Glæderne. I hvert fald hvis du som jeg kom på afveje. Blev forvirret. Og en smule trist. Hvad end det er, så skal vi finde det frem fra mørket, pudse det og lade det skinne. Vi skal skinne. Det er jo derfor, vi er her.

Derfor vælger jeg fra nu af og med omhu de ting og de mennesker, der skal fylde i mit liv. For mit liv skal fylde. Kun sådan kan jeg skinne og folde mig ud som den, jeg egentlig er og kun sådan giver jeg andre tilladelse til at gøre det samme. Med disse ord giver jeg også dig tilladelse. Kom, skin, lad os skrive sammen, lad os tage imod de historier, der kun venter på, at vi åbner os og giver lov. For det er det, livet handler om. Det handler om at vi giver lov. Giver slip. Og lader komme.
Jeg vælger at åbne dørene i Skrivehuset for andre skrivende sjæle og mennesker, som tror på kærligheden. Jeg vælger at sige ja til søgere og til dem, som ved, at der findes en anden vej. Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr i mit liv og jeg vælger at skrive om det.

Af ord er jeg kommet. Og i dag er det min fødselsdag. Tillykke til mig. Og til andre skrivende sjæle, søgere og de, der tror. På livet. På kærligheden.

Kærlig hilsen
Lene
Blessed are the weird people -
poets, misfits, writers, mystics, heretics, painters and troubadours
for they teach us to see the world through different eyes
- Jacob Nordby -
 
Eftertænksom
 

Og glad! En sommer med Josie ... en af de smukkeste sjæle, der har været i mit liv.
TAK
 



 

tirsdag den 2. december 2014

Der findes en anden vej



Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive hver dag. Jeg fortalte mig selv, at det var grunden til, at jeg bevægede mig en anden vej. Længslen, den evige lyst til at overgive mig til ordene og følge deres vej. Historierne var balsam for min sjæl.  Og der var så meget, der ville skrives, det mærkede jeg jo, når jeg satte mig til tastaturet hver morgen og skrev mig selv ud i livet.
En anden vej. Der findes en anden vej.

Sandheden er, at jeg ikke anede, hvad der skulle ske og hvordan. Jeg vidste bare, at jeg var nødt til at tage min drøm alvorligt. Der stod det jo, sort på hvidt, når jeg hver eneste morgen forlod tankernes tyranni og begav mig ind i et andet slags land. Fragtet på vinger af poesi og fantasi dukkede historier op, dristige og muntre i deres tone. Udfordrende på en kærlig måde. Og fulde af visdom.
’Hvem er I, ord, og hvor kommer I fra? Bor i et sted dybt i mig eller kommer i udefra?’ For det var i grunden så mærkeligt at opdage, at der boede en uendelig kilde af ordmæssig visdom dybt i mig, noget, som jeg ikke vidste om og kunne tænke mig til. Jeg var nødt til at skrive det frem.

Og selve skrivegerningen var nøglen. Det var min gave. Vi har sikkert alle sammen forskellige gaver og nøgler til den skattekiste af indre glød og kærlighed visdom, som vi alle bærer rundt på indeni. I sjælen, i hjertet. Fint forseglet sidder noget og venter på, at vi skal opdage det. Et lille væsen gjort af kærlighed. Og lys. Dybt i mørket findes en hemmelig kiste og nøglen til at få den åben er vores glæde. Det, der gør os allermest godt. Det, vi drømmer om og måske fortrænger. Det, vi ikke tør, men alligevel bare må gøre. Fordi. Vi ønsker alle sammen at finde den. Skatten. Hemmeligheden. Vores helt egen vej og sandhed.
Jeg fortsætter med at skrive. Men det, jeg troede blot var en historie, der ville skrives gennem mig og måske blive til en slags roman, blev til mit liv. Jeg skrev mit liv. En nyt slags liv, et bedre liv. For mig. Og det gør jeg stadigvæk. Det er sådan, jeg arbejder med mig selv og min virksomhed, jeg skriver det frem. For jeg ved, at hvis jeg udelukkende konsulterer sind og tanker, så bliver jeg begrænset og usikker. Gør jeg nu det rigtige? Tør jeg overhovedet det her? Og jeg bliver jeg fastholdt i status quo og gamle historier, hvis jeg ikke vælger at ignorere det, der var engang og det, som mine tanker stadig kan finde på at kredse om. Så jeg gør noget andet. Nu. Jeg skriver mig dybere ned, ind i hjertet. Jeg spørger min sjæl. Jeg lytter til stilheden. Jeg ved nu, at der findes en vej.

Og jeg skriver den. Hver eneste dag. Jeg falder, snubler og jeg rejser mig igen. Jeg har grædt mange tårer og der har været nætter fulde af frygt. End ikke månen lyste. Der var ikke en stjerne at se. Men noget i mig vidste, at det var nødvendigt at blive dér lidt og vente på næste ledetråd. I mødet med min egen frygt og i accepten af, at den havde et slags budskab til mig, vendte mørket sig mod lyset og en dør åbnede sig. En dør, som ikke havde været der før. Den reneste magi.
* * *
Jeg står lidt i døråbningen og stirrer ud i den nye dag. December er lidt tåget, iskold i kinderne, men hun smiler og vinker. ’Kom, kom, denne vej.’ Jeg tøver et kort sekund, så træder jeg ud og opdager, at jeg ikke er alene. I skellet mellem nat og dag, bag lysets kolde tåge, står andre skrivende sjæle og skutter sig i vintervejret. De kender ikke hinanden, men noget drager dem. En længsel. En stille sang så vidunderlig smuk, at de bare må standse op og lytte. Jeg går langsomt hen imod dem.

’Jeg vil hjælpe jer’, siger jeg og undrer mig over min egen stemme. Den taler uden tøven.
’Jeg ønsker at give jer det, jeg selv har fået og vise jer, hvordan I kan … skrive jer selv. Jeres sjæl. Og hvor skønt det kan være, når vi efterlader de gamle historier til året, der snart er gået og begiver os på vej. Den anden vej. Når vi skriver os selv og går på eventyr i de muligheder, der byder sig til, når vi vælger at se dem. Når vi har fokus. På glæden. Når vi vælger at lytte indad og opdager, at vi er vores helt egen guru. Når vi opdager, at det vi ledte efter og søgte i øst, vest, syd og nord slet ikke er noget, vi kan finde udenfor os selv.

Når vi skriver os selv. Med hjerteblæk.

Det, som kun kan skrives. Nu.
Det liv, som kun kan leves. Nu.
Kom, lad os skrive sammen. Rejse sammen. Leve sammen. Nu.
Lad os følge glæden og den vil følge os.
Lad os gå efter lyset og opdage, at vi er det selv.
Kom, lad os skrive. Et liv. En anden vej.


Glædelig 2. december.
Kærlig hilsen
Lene


* * *

Jeg tilbyder nu kreativ og intuitiv skrivecoaching i Skrivehuset. Til dig, som ved at der findes en anden vej og ønsker at skrive den. Du skal være hjertelig velkommen.


Tekst og billede, Lene Megan, december 2014
 


mandag den 1. december 2014

Skrivelyset


Kære ven

December er skam ankommet. Også til Skrivehuset. Og i dag valgte jeg at lade hendes ord tilfalde netop Skrivehuset blog og hjemmeside, fordi historien handler om at have en intention. En skriveintention.

Måske har du lyst til at læse historien om skrivelyset?

Og ellers har jeg jo naturligvis en intention om at tage imod en historie hver eneste dag her i december måned, så mon ikke det også vil dryppe her på Poetiske Paradokser? :)

Så velkommen til December, både her og der.

Ønsker dig dejlige dage.

Kærlig hilsen
Lene

lørdag den 22. november 2014

Lys i november



Solen står op i horisonten uden egentlig at forlade sengen. Halvvejs gemt bag skydækket kigger den frem og beslutter sig for at blive. Hvor den er. Bare være.

Lyset er blegt orange. I en ujævn linje danser det i horisonten og danner baggrund for en flok fugle, der er på vej mod noget andet. I træet derude sidder de sorte med vinger og holder udkig. Nogle ser ind gennem vinduet og får øje på det røde krus med dampende varm kaffe. En kvinde svøbt i dæmpet lys lader forsigtigt fingrene glide over tastaturet i håb om, at en historie vil finde vej. Det er længe siden, flere uger, at hun sidst sad med et tomt ark fuld af længselsfuld forventning. Siden hun sidst åbnede den dør på klem, som rummer alle skattene og er kilden til evig glæde.
Historierne. Ordene. Stilheden.
Men noget er anderledes nu, for hun ved at de er der. Altid. De venter kun på hende. De er ikke lunefulde, de er ikke smålige og bliver heller ikke fornærmede over hendes fravær. De er bare. Afventede. Selvom de, når de ikke skrives og sættes fri, faktisk godt kan give tunge fornemmelser i krop, sind og sjæl. Men det handler ikke om historierne, det handler om hendes. Hendes længsel, hendes behov for at være så åben, at hun kan høre englene synge og lade historierne fortælle sig. Gennem hende.

Hun har ikke travlt. Ikke denne morgen, den er som skabt til langsomhed. Roen har bredt i hele huset og hun indser, at den ikke kommer udefra. Den kommer fra et sted dybt i hende. Noget er faldet på plads et sted, hvor der før var uro og tusindvis af flagrende sommerfugle. Nu hviler de i vished om, at hun er trådt over en usynlig tærskel i sig selv og er kommet hjem. Før talte hun om at finde sin rette hylde, mens hun ledte i øst og vest efter svarene og det, der skulle bo på hendes hylde. Nu indser hun, at hylden har været dér hele tiden, men at den slet ikke er en hylde. Den er et hjerte. En sjæl, der hele tiden har vist, at før hun vendte sig mod sin dybe indre længsel og udforskede det, der stod i vejen og gjorde det til sit eget, før ville hun aldrig føle sig helt hjemme eller finde ro.
Jeg gjorde det til mit, tænker hun og ser ud på fuglene og den ujævne solvej, der breder sig mod syd. Jeg favnede min modstand. Min sårbarhed. Og min frygt. Og jeg indser nu, at jeg ikke skal forsøge at slippe af med noget af det, der gør mig til den, jeg er. Da jeg indså, hvad min sårbarhed og min skam handlede om, begyndte jeg at forstå, at hvis jeg turde gå helt ind og være med de følelser, der boede bagved, så skete der noget.

Jeg talte med dem. Mærkede dem. Jeg skrev dem og lærte dem at kende. Og jeg forstod, hvad de handlede om og hvorfor de var dér. De lærte mig, hvem jeg er. Og fordi jeg sad så længe i deres huse og lyttede til deres historier, begyndte jeg at holde af dem. De pegede på steder i mig selv, som trængte til accept og kærlighed. De handlede om det, jeg forsøgte at skjule for verdenen, men som hele tiden blev ved med at dukke op derude, netop fordi jeg ville gemme det væk.
Fordi jeg skammede mig.
Historierne. De har været der hele tiden. De har ventet tålmodigt på, at jeg skulle blive modig nok til at fortælle dem. Og jo længere historier forgæves venter på at blive fortalt, desto mere ondt kan de gøre. Det viser sig at frygten har helt sine egne fortællinger. Ligesom skammen, der i øvrigt ikke bryder sig om at blive fortalt. Så bliver den lille, stille og forsvinder.  Alt det, der kommer ud i lyset bliver mildere og gør mindre ondt. Ja faktisk kan smerte og frygt ende med at blive til ægte glæde. En kilde til lys og lykke.

Hvem skulle have troet det?

Det ved hun nu. For hun har gjort noget, hun ikke turde. Og det skulle vise sig, at det, hun frygtede allermest, var nøglen til lyset. Det, hun var allermest bange for at vise til verden og sige højt, det skamfulde, som truede med at adskille hende fra resten af menneskeheden, var i virkeligheden det, der i sidste ende ville forbinde hende og gøre hende hel. Fuglene, de sorte, silhuetterne i morgenlyset, de misforståede sjæle på nøgne grene. De er som hende selv. Hun var sin egen misforståelse.
Der er sikkert en mening med det hele, siger hun til sig selv og drikker af kaffekruset. Holder det forsigtig mellem hænderne, mens hun igen lader blikket glide ud gennem vinduet. De sorte fugle er fløjet. Dagen åbner sig forsigtigt og lukker hende ind. En dag, der er skabt til langsomhed. Dæmpet, dunet og blød.

Så blød som modellervoks. Så hun kan skabe den selv.

Jeg er kommet hjem. Og helt paradoksalt er det netop den erkendelse og den følelse, der gør, at jeg nu også tør gå helt ud og stille mig i lyset. Det lys, som har ventet på mig. Og som venter på os alle sammen.
Også i november, ikke mindst i november.

 Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014

tirsdag den 11. november 2014

Det usynlige slør




Det var en af de dage. Morgentåge. Et slør af tristhed havde lagt sig om min sjæl. Men sløret var ikke trist. Det var noget andet. Noget afdæmpet og en smule træt.
”Jeg er et slør af hudløshed”, fortalte det mig venligt, da jeg rådvild stod og betragtede mig selv i spejlet. Kvinden så tilbage med sine mørkeblå øjne og nikkede. Et slør af hudløshed.

”Kan man ikke bare tage dig af”, spurgte jeg sløret uden ord. Men det rystede på sit hovedløse hoved. ”Det går ikke, et hudløst slør er et tegn fra sjælen. I dag bærer du slør, så du skal huske på at passe på dig selv.”

”Men det har jeg ikke tid til”, protesterede jeg, mens sløret tålmodigt betragtede mig. ”Ikke i dag. Slet ikke nu. Måske i slutningen af næste uge.”
Sløret var ikke sådan at bide skeer med. Det havde lagt sig og det var ikke til forhandling. ”Jeg er ikke til forhandling”, sagde det blidt, ”men jeg er til forvandling. Forstår du nu?" 

Jeg rystede på hovedet og forlod kvinden i spejlet, det hele var blevet lidt for mærkeligt.  Mens jeg gik ned af trappen, kunne jeg mærke sløret slæbe sig bag mig. Let og tungt på samme tid. Men eftersom det var usynligt, var der ingen, der lagde mærke til det. Hverken mand eller hunde. Det var kun mig, kvinden i spejlet og sløret selv, som var klar over den forunderlige hemmelighed, der tilhørte den tågede novemberdag.
I dag bærer jeg et slør af hudløshed. Jeg smagte på ordene og skyllede ned med morgenkaffe. På bordet stod to stearinlys og blafrede mod de mørke vinduer. To blev til fire. Jeg så ind i ildens genspejling og fik igen øje på kvinden fra spejlet. Også hun tog en bid af hudløsheden og vi betragtede tavst hinanden, mens vi gumlede på smagen af sårbarhed.” Jeg kan se det i dine øjne”, hviskede hun og jeg nikkede. ”Ditto.”

”Hvordan kommer jeg så af med dig, kære slør?” Jeg prøvede igen. ”Dette er en betydningsfuld dag, hvor jeg har planer. Forberedelser. Og det er vigtigt, jeg kan ikke bare lade stå til.”
”Jeg er ikke noget, man kommer af med.” Det må jeg sige, sløret var tålmodigheden selv. Velvilligt besvarede det mine spørgsmål og det var jeg glad for. For midt i min sø af sårbarhed kunne jeg næsten ikke bære også at blive ignoreret. Jeg havde brug for at tale mig selv til rette. Stille spørgsmål. Forstå.

”Det er heller ikke noget at forstå”. Sløret lettede lidt på sig, men faldt så tilbage igen. Et kort sekund kiggede jeg ud og så noget andet, et slags lys, en stjerne på den endnu mørke morgenhimmel. Så blev alt mørkt igen.

”Det er dage som disse.”  Sløret talte langsomt, som om det ville være helt sikker på, at jeg nu også forstod. ”Dage hvor man er nødt til at bære slør. Fordi lyset bliver for skarpt, fordi noget sårbart indeni er i gang med at heale og ikke tåler skarpt lys. Så lyset bliver dæmpet, tågen stiller sig til rådighed og dækker for alt det, som ikke skal synliggøres. På dage som disse.  Hudløst. Helt ind i sjælen, hente noget frem, forsigtigt tage det i hånden og varme det i hjertet. Kærlighed.” Sløret udtalte ordet med tryk på alle stavelserne. ”Kær. Lig. Hed.”
"Men hvorfor er du usynlig?" Jeg måtte bare vide det.
"Det handler ikke om at andre skal se det. Det handler om at du ved, at jeg er her. Og accepterer det. Fordi du skal passe på dig!"
Jeg nikkede bare, træt og hudløs som jeg var. Og pludselig kunne jeg mærke, at sløret var kommet netop som jeg havde brug for det. Det beskyttede mig, selvom det var hudløst. Og usynligt. Det fortalte mig, hvad jeg havde brug for at høre og fordi det også var et stædigt slør, forsvandt det ikke bare sådan.

”Bliv lidt her”, sagde det bare og skænkede endnu en kop kaffe. ”Du har ikke travlt. Det er bare noget, du bilder dig ind. Giv slip og lad komme. Gå igennem dagen med mig, dit usynlige hudløse slør og du skal se, pludselig skinner solen igen. Og når den gør, er det fordi du er klar. Men lige nu. Bare vær.”
Så jeg var. Gik gennem morgenen med mit hudløse slår og bar min sårbarhed som et smykke omkring halsen. Pludselig følte jeg en vis stolthed over at turde. For det er ikke alle, som tør bære deres hudløshed udenpå tøjet. Det gjorde jeg heller ikke før. Det ville have pint og plaget mig, hvis jeg var vågnet op til sådan en dag og så netop nu, hvor jeg egentlig har en smule travlt og kan se en deadline komme mig i møde på den anden side af marken. Gennem tågen. Det ville have stresset mig og jeg ville have kæmpet med mig selv. Pisk. Gulerod. Hvad som helst for at komme videre og ud af den hudløse, sårbare og temmelige tågede tilstand.

Men nu?

Nu tror jeg på, at tågen letter, når tågen vil. Nu tror jeg på, at sløret er kommet af en grund. At det har lagt sig om mig, fordi der er noget, jeg skal passe på i mig selv og fordi jeg trænger til en sjæledag. Før ville jeg have kaldt det svaghed. Nu kalder jeg det styrke. Og mens jeg sidder her på min stol af accept, letter tågen og lyset bliver pludselig skarpere. Solen er ikke så langt væk.

Jeg smiler og drikker af min te. Godt smager den, gjort af ingefær og kærlighed. Kær.Lig.Hed. Så ler jeg pludselig og siger ordene højt, så sløret også kan høre det. Det gør godt at grine lidt sammen. Men sløret griner ikke, det svarer heller ikke. For det er der ikke mere.” Nej, slør, kom tilbage, vi var jo slet ikke færdige med hinanden!”
Mens lyset sniger sig op over trætoppene og landskabet skifter karakter, indser jeg, at jeg ikke længere bærer det hudløse, sårbare slør. Det er væk. På samme måden som tågen lettede, forsvandt det, da jeg besluttede mig for at være med det. Så meget, at jeg næsten kom til at elske det. Fordi det beskyttede mig. Da jeg havde mest brug for det.
Og nu skinner solen.

Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene Megan, november 2014