tirsdag den 20. januar 2015

Klarhed




Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, så er du stadig ikke klar. Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.
Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.
’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’
Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.
’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

Kærlig hilsen
Harald og Lene


Tekst, musik og billede
Lene Megan, januar 2015
Skrivehuset


torsdag den 15. januar 2015

Natlige budskaber




Jeg har ikke introduceret dig for Januar. Endnu. Men hun er her skam, måske har du selv langt mærke til hende? De første skridt ind i det nye år, en følelse af både tomhed og potentiale og samtidig en afmagt i forhold til hele tiden at skulle erobre verden. Finde nye veje. Jeg spurgte hende om hendes nytårsforsæt og så rystede hun kærligt på hovedet, en smule overbærende. Hendes øjne glimtede i det dæmpede lys.
’Jeg følger bare glæden’ sagde hun og greb fat i glædens tråd. Så forsvandt hun. Ud i stormen og regnen. Og jeg så forundret efter hende og spurgte mig selv, hvilken glæde der mon kunne være i vinterens rungende mørke. Det hænder, at jeg bliver en smule melankolsk på denne årstid. Der kommer en tristhed sejlende, som er svær at ryste af, den er som klæbrig harpiks. Ja, den dufter sågar af gran. Efterhånden har jeg lært, at jeg ikke kan gøre noget ved den. Tristheden. Melankolien har kronede dage, min melodi går i mol og tonerne bevæger sig langsomt og snørklende uden egentlig at komme nogle vegne. Jeg hører suk i skumringen og tænder lys. Sidder ved mit bord og skriver aftenord. Jeg mediterer efterfølgende og laver en stor kop urtete. Jeg går tidligt i seng og læser i en god bog, jeg falder i søvn. Og så vågner jeg midt på natten, som om mit tog pludselig ikke kører længere. Jeg strander på en søvnløs perron uden lys og ligger vågen dybt i natten.

I nat overvejede på det kraftigste at stå op og skrive. Ja, for tænk nu hvis nogen faktisk havde vækket mig for at få min opmærksomhed. Måske er det meningen, at jeg skal tage imod nogle helt specielle natteord? Jeg har læst om folk, der gjorde det. De vågnede og stod op midt om natten og satte sig til at skrive og de særeste ting dukkede op. Vigtige budskaber og forunderlige indsigter. Måske er det derfor. Men jeg gjorde det ikke, jeg stod ikke op. Jeg lå bare vågen og overvejede tanken.
’Hvad tror du’, spørger jeg Januar, som er tilbage fra sin regnvejsvandring. Hun sætter kaffe over og snart hører vi den velkendte lyd af kaffemaskinens brummende brygning. Den sortbrune væske drypper ned i glaskanden og jeg fascineres et kort øjeblik af vejen fra filter til kande. Duften breder sig i køkkenet, den trøstende duft af friskbrygget kaffe. God ide, Januar! Så vender jeg blikket imod hende, spørgende, afventende. Kender hun mon til natlige budskaber?

’Selvfølgelig gør jeg det’. Hun ler og ryster på hovedet. ’Det er bare med at komme ud af sengen og tage imod.’
’Jamen, jeg er træt på det tidspunkt og irriteret over at være vågen. Jeg ved, at jeg kan mærke det dagen efter og søvnmangel puster bare til de melankolske tendenser.’

’Du er kun træt, fordi du ikke stod op og skrev’, svarer hun. ’Du har stadig de uforløste indsigter indeni dig og den slags gør ondt. Du bliver vækket, fordi de ord kun kan skrives om natten. Du er nødt til at overvinde din lyst til at sove videre, du er nødt til at slukke for din irritation og bevæge dig ind til skrivebordet. Eller du kan lægge din notesbog og en pen ved sengekanten. Så skal du kun tænde lyset og sætte dig til rette i sengen. Ordene er ligeglade. De kan modtages hvor som helst.’
Jeg nikker uden at være helt sikker på, at jeg vil være i stand til at gøre det. Men jeg vil gøre noget, jeg vil lægge en notesbog og pen parat på natbordet og hvis jeg igen i nat bliver trukket ud af min søvn, så vil jeg gøre som Januar anbefaler. For hvem ved, hvad der vil skrives gennem mig dybt i natten, mens dagen sover?

Det er morgen nu. Og måske skulle man ikke tro det, for lyset er dæmpet, dråberne tegner mønstre på vinduerne og fuglene flyver søgende hen over himlen, der før havde et skær af lyserødt over sig. Nu er det forsvundet. Tilbage er kun grå skyer og ingenting. Det velkendte tomrum og et løfte om noget, der er undervejs. Måske ankommer det i nat og vil tages imod. Jeg beslutter mig for, at jeg er klar. Når tid er.
Tekst og billede, Lene Megan, januar 2015

mandag den 5. januar 2015

Fortælling fra sommersolhverv


 
’Jeg er kommet for at puste til dine ord.’ En sælsom sang stiger op fra den dampende te og en skikkelse kommer til syne. Det er sidst på eftermiddagen og vinteren har fæstnet grebet. Lyset glider sparsomt forbi i horisonten og gør sig klar til at forsvinde. Der endnu en time af dagen tilbage.
Tidligere på dagen landede ørnen igen på en af pælene i hegnet derude. Jeg så ham her fra spisestuen og ville tage et billede. Det er ikke første gang, at han lander i min have og jeg har betragtet ham på afstand. Men han fløj, da jeg forsigtigt rejste mig og rettede kameraet mod ham. Stor, brun og lodden, en prægtig fugl med et mægtigt vingefang. Og hvad laver en ørn så i min have, spørger du måske? Det har jeg en helt særlig forklaring på.

I sommer var jeg på kursus. Jeg deltog på et shamanistisk grundkursus og fortalte andre, at jeg gjorde det af nysgerrighed og fordi jeg ønskede inspiration til mine skriverier. Jeg har altid været fascineret af naturen og dens mægtige kraft, jeg har følt mig hjemme i skoven og vandret langs havet som en sjælesøster gjort af vand. Jeg har søgt ud i det åbne landskab og drukket af den friske luft. Så måske er sandheden forankret lidt dybere end jeg først fortalte. Og ørnen bliver ved med at dukke op. Ørnen er mit kraftdyr.
Det var en weekend omkring sommersolhverv. Det fejrede vi, det var magisk og enestående på samme tid. Vi skålede i hyldeblomstsaft og vi drak af årstidens budskab. Og så tog vi på trommerejse instrueret af de dygtige instruktører og rejseledere. Det blev et forløb fuld af sælsom glæde og healing. På den første trommerejse drog vi af sted for at møde vores kraftdyr. Men vi fik også at vide, at det ikke var sikkert, at det ville lykkes første gang. Til lyden af de monotome trommer drog vi hver især af sted og rejsen skulle blive en, jeg aldrig vil glemme. Billedet af det sted, hvor jeg mødte ørnen, den åbne grønne eng og den blå himmel står printet for mit indre. Det samme gør ørnen og hans budskab. De kloge øjne, der stirrede dybt i mine og hans stemme, der forplantede sig til lyden af trommer. I øvrigt er han en humoristisk ørn. Han fortalte mig blandt andet at rejsen er et eventyr og så lo han muntert. Hvem skulle have troet det? At ørne har humor.

Vi lavede bål og brændte det, som ikke længere tjente os i vores liv. Gamle overbevisninger, følelser, sorg og smerte. Og senere sprang vi over bålet og ind i det nye – fra solsommerhverv og videre ind i sommeren. Det var et smukt ritual. Og på mange måder blev det et magisk tidspunkt for mig, fordi jeg efterfølgende mærkede et skift, som har ændret meget på min vej og min måde at betragte livet på. Jeg er kommet tættere på naturen og dens budskab ånder gennem mig.
I dag landede ørnen igen i min have. På en af de store pæle langs marken sad han og spejdede ud i horisonten. ’Jeg lader mig ikke fotografere’, sagde han og fløj sin vej, ’men du må gerne fortælle om mig. Du må gerne skrive, at jeg findes og at alle har et kraftdyr, som gerne vil hjælpe dem, hvis de skulle få lyst.’ Det er hermed gjort. Jeg vidste ikke at det forholdt sig sådan. Men i sommer deltog jeg på et shamanistisk grundkursus og siden har meget ændret sig.

’Jeg er kommet for at puste til dine ord.’ En sælsom sang stiger op fra den dampende te og en skikkelse kommer til syne. Det er vinter nu, men jeg husker hvert et ord og hvert et løfte fra sommersolhverv. Og ørnen husker det også. Han holder øje med mig. Først kom han i en drøm og nu har han vist sig to gange i virkeligheden. Han minder mig om det budskab, jeg fik med mig på min rejse og han minder mig også om midsommer. Om bålet, vi sprang over og den forløsende glæde vi mærkede. Det fællesskab, der opstod og de fortællinger, vi delte.
Det er godt og healende, når vi deler vores fortællinger. På alle årstider.

Det er vinter nu. Snart siger dagen farvel.

Tekst og billede, Lene Megan, januar 2015
Skrivehuset

* * *

Hvis du er interesseret i at deltage på et lignende kursus, så tag gerne kontakt til Doreen fra Mind4Nature.
 


tirsdag den 30. december 2014

Kvinden der skrev sig selv


 
Hun serverer kaffe i den røde kop. Dagen er aftaget, men lyset sejler stadig som et skib over marken. Snedækket er et tæppe af blødt vaniljedrys. Jeg har netop været ude med hunden, vi gik gennem driver og al den sne, der nu er smeltet. Is forfulgt af vand forfulgt af poter og fødder i store vinterstøvler.
Det er en glæde at vandre gennem vinteren. Personligt vandrer jeg gennem alle årstider. Jeg går ud og byder dem velkommen og så går jeg igennem. Jeg hilser på naturen og på det, jeg møder på min vej. Hver eneste dag har sin egen personlighed. Vejret skifter, lyset er aldrig helt det samme og træernes dans er ny hver gang, jeg går forbi. Forsigtigt bevæger jeg mig gennem de øjeblikke, der tilsammen udgør det liv, der er mit.

’Og du har fået det for at leve det’, nikker hun og skåler i kaffe. Hendes kop af lyseblå, næsten samme farve som himlen derude.
Hun har skam været her hele tiden, hele måneden. Men i år har jeg ikke skrevet hende på samme måde som tidligere. Blå dage af dæmpet lys, regntunge skyer og et pludselig vejrskifte, der bød på sne og vinter. Solen steg til himmels og hun malede dagene i nye, dristige farver. Men jeg skrev ikke hende, hun skrev mig. Det var en aftale, vi lavede sidste år ved samme tid, rollerne skulle byttes om, det var på tide. År efter år havde jeg gjort hende til noget levende, håndgribeligt og en, jeg kunne tale med. Fordi jeg valgte, at det skulle være sådan. Hun øste af sin visdom og gav mig vinterlig kærlighed. I år var det så min tur. Jeg har forkælet hende og serveret kaffe på sengen hver eneste morgen. Vi har haft gode samtaler og mens jeg har gjort mit, har hun listet omkring og noteret sig alt det, hun så. Som en usynlig forfatter, en skyggefortæller. Nu ligger bogen på bordet foran hende, den er næsten færdig.

'Et par kapitler endnu,' siger hun og smiler underfundigt, 'resten af i dag og i morgen. Så siger vi farvel og jeg efterlader bogen her til dig'.

’Hvad handler den mon om, bogen?’ Jeg slubrer kaffe og hælder et stænk nysgerrighed i. Lyset skifter pludseligt og fejer forbi, solen dukker op bag træerne og giver marken et gulligt skær. Blødt, bevægeligt og sanseligt i sin sårbarhed daler det ned fra himlen og lander forsigtigt på jorden. Spor af harer, dådyr og hunde kommer til syne. De nøgne træer strækker sig for bedre at kunne se. Og høre. De har hørt mig spørge. Og også de er nysgerrige efter at vide, hvad bogen mon handler om. Alle har set hvordan December flittigt har skrevet sig gennem måneden, der næsten er gået. Hver eneste dag mødte hun op og gjorde det eneste, en forfatter kan og skal. Hun skrev. Ord efter ord kom noget til syne og blev til det, der nu ligger på bordet foran hende. Bogen.
’Den handler da om dig’, udbryder hun og ler, ’og hvordan man skriver sig selv. Den handler om en kvinde, som opdagede at hendes sjæl talte til hende, når hun begyndte at skrive. En kvinde, som efterhånden forstod at hvis hun spurgte sjælen til råds, så ville hun få alle de svar, som virkelig var til hende. Hun ville forstå sin egen dybe sandhed og hun ville få ord og sætninger serveret, der vakte genklang og gav mod til gode drømme. Så hun gjorde det. Hun skrev sig selv. Hun blottede sin sjæl.’

’Men hvordan kan du vide … ‘ Min stemme famler forsigtigt med et spørgsmål, som ikke vil stilles. Det tilkommer ikke mig at kaste tvivl på Decembers formåen. Hun har blot registreret det, hun så og som for alvor blev synligt i netop hendes måned.
’Hvad hedder bogen?’ Det spørgsmål er ikke svært at stille. Jeg ser spændt på hende.

’Kvinden der skrev sig selv’. December ser på mig, hendes smil er som jordbæris på en sommerdag. Jeg kan fornemme sødmen på tungen. Mærkeligt som hun kan have glimt af Juli i sin teint. Måske er de søstre? Jeg ved det ikke, men måske får jeg svar en dag.
Nu falmer lyset og dagen fordamper. Forsigtigt forlader den scenen og træder et skridt tilbage, forsvinder bag det træ, hvor en fugl stirrer på mig fra sin gren. Jeg genkender ham straks. Det er Harald. Kragen. Jeg vinker ivrigt til ham og han besvarer min hilsen med et kækt kast med hovedet. Så flyver han til vejs og følger dagen til døren. Snart træder aftenen i karakter. Hvis vi er heldige, vil vi igen i aften blive beriget med en blinkende stjernehimmel.

’Jeg er spændt på at læse bogen’, siger jeg til December og vi skåler i kaffe.
Jeg ser dybt i hendes øjne og får øje på noget, jeg genkender. Et suk. Et lys, der bor i mørket og som altid findes. Også på mørke vinterdage og når natten er kold og lang. Lyset, der lod sig opdage og efterhånden blev til ord.

’Man kan faktisk skrive sit eget lys’, siger jeg til hende. Hun nikker alvorligt.
’Og det har du gjort, min ven. Nu er tiden kommet, hvor du vise andre, hvordan de kan gøre det samme. Og bogen er kun det første bind. Resten er op til dig. Ordene, sætningerne og de øjeblikke, hvor lyset skinner som en stjerne på nattehimlen og viser vej. Følg den, vær den og skriv den.

’Tak December’. Jeg omfavner hende og mærker, at det er en slags afsked. For denne gang.
* * *
Godt nytår, kære ven. Må lykken følge dig på vej i 2015, den vej, du selv er medskaber af. Og skin. For også du er en stjerne!
Kærlig hilsen
Lene
Skrivehuset


 
 
Tekst og billede, Lene Megan, December 2014

tirsdag den 23. december 2014

Livets sang


 
Jeg lytter til dråbernes sang i den gamle balje på altanen. Vinden får dråberne til at danse, overfladen er urolig, men alligevel er synet af de dansede dråber og musikkens lyd en beroligende affære. Et suk falder til ro. Det er ikke længere morgen, men dog tøver dagen med at folde sig ud. Den strækker sig gennem skydækket og kigger forsigtig over trætoppene. Jeg har lavet en kop jasminte og sidder i mit skriveværelse med udsigt over træer og marker.
Det er vinter nu, de sidste blade har forladt træer og grene og nøgne står de nu, træerne, i al deres pragt. Jeg elsker synet af nøgne træer og lyden af sårbarhed. Nu kan jeg se, hvordan hver eneste gren er unik og formet på sin helt egen måde. Kviste, bladrester og krogede knuder. Fingre, hænder, arme, der strækker sig mod himlen eller peger på jorden. Alligevel er de alle en del af samme træ. Og det er som om træerne har helt deres egen flok. De kender hinanden, de ved, hvor rødderne mødes og grænserne går. Men der er ingen grænser, hvisker de. De rækker ud mod hinanden, de giver plads, de kræver og alligevel gør de ingenting. De er bare. Træer. De ånder, de lever og de inspirerer. En flok fugle letter og jeg spejder efter Harald, min krageven. I dag er han ikke at se. Måske fortæller han en anden skrivende sjæl om skrivegerningens mysterier og inspirerer fra et andet træ? Tanken er god og får mig uvilkårligt til at smile.  Jeg drikker forsigtigt af den varme te.

Sidste dag inden jul. Og jeg har lovet mig selv, at jeg vil skrive denne morgen. Løftet tager jeg alvorligt, jeg vidste det fra det øjeblik, jeg slog øjnene op. I dag vil jeg sætte mig i skriveværelset med min te og lytte til livets sang. I dag vil jeg modtage det, der kommer og byde velkommen. Hvert eneste ord er en særlig gæst, som jeg omhyggeligt placerer dér, hvor det skrives vil. Og efterhånden dukker noget op, et billede tegner sig.
Lyden af noget, der vil fortælles, finder sin tone.

Livets sang. Træerne dans. Dråbernes vej fra himmel til balje. En kvinde med hjertet fuld af ord og en kop te i en lyseblå kop, der minder hende om forår.
Det er vinter nu, skriver ordene og hun nikker. Det er vejen gennem vinteren, de mørke dage, som alligevel har vendt sig og nu går en anden vej. Vintersolhverv. Det smukkeste ord. Nu rejser vi mod solen, mod lyset og mod foråret. Men vinteren er ikke bare en tid, der skal overstås, fortæller ordene og hun nikker igen. Samtyggende. Vinteren er sin egen gæst. Sin egen gave. Med mørke, sne og kulde. Med tid til fordybelse og indsigt. Hvile i hjertet og i visheden om, at hver eneste dag er en station på rejsen mod lyset. Mod foråret. Og dog er den et liv i sig selv. En gave.

Lige, lige nu. På decembers treogtyvende dag. Velsigtet, værdsat og vinterlig velkommen. Hver eneste dag. Hvert eneste skridt. Hver eneste lille glæde. Som teen i den lyseblå kop, som træerne i haven, som kragen Harald og alle hans fuglevenner. Dådyrene på marken og skyerne, der kommer og går. Solen, der er en sjælden gæst, men som skinner bag skyerne. Tankerne, der blot er som skyer. Visheden om, at glæden findes et dybere sted og at kærligheden vokser i dens muld. Måske er det endda omvendt? Jeg ved det ikke og det er også en glæde. På decembers treogtyvende dag, hvor livets sang lyder. Som et hjerteslag. Et håb. En stille glæde.
Med ønsket om en glædelig og kærlig jul. Fra skriveværelset, fra mit hjertekammer.

Fred.

Kærlig hilsen
Lene
Tekst og billede
Lene Megan, december 2014

Skrivehuset

fredag den 12. december 2014

Vinger og visdom


 
Dagen er diset. Regnen hviler mod ruden, læner sig og lytter. Brudstykker af historier flyver gennem vinduet, de har ingen sans for grænser og gennemsigtigt glas. De kommer bare igennem. Flydende ord og sætninger, de er som små fugle af glæde og glans.  Ikke tænke, ikke anstrenge sig, bare tage imod. Sidde her og lytte til lyset, den blafrende flamme og kaffen der bliver kold, fordi jeg ikke drikker den. Men den står dér i sit krus, duftende og indbydende. Så jeg skriver den.
Harald er kommet tilbage. Den sorte fugl, der ikke længere bare er fugl, men en krage med et navn. En flyvende, skrivende krage med et budskab. Han er en tålmodig herre, han presser sig ikke på, men han ved instinktivt, hvornår jeg er klar. Så dukker han op i det sekund, jeg slipper kontrollen og begynder at skrive. Gyngende på sin gren i decemberdisen, årvågen og stolt.

Han er med mig.
’Hvad laver du?’ Hans stemme daler gennem luften og når mig som et spørgende suk. Jeg ser op og får øje på ham. Lader blikket hvile på den sorte skikkelse med vinger og visdom. Jeg spejler mig i hans øjne og siger ikke noget. Det siger jo sig selv. Hvad jeg laver. For hvis jeg ikke gjorde det, hvis jeg ikke skrev, så var han aldrig dukket op. Sådan er det. Det er mit engagement, der gør forskellen.

’Jeg forsøger at skrive noget’, siger jeg så, selvom jeg egentlig havde besluttet mig for at være tavs. Ordet ”forsøger” er som et klistrende fluepapir. Det sidder fast i mine fingre og jeg kan ikke få det af. Klæbrigt og begrænsende. Det forhindrer mig i at skrive flydende. Fluepapiret. Forsøget.
’Så vidt jeg kan se, gør du mere end at forsøge’, svarer han og nikker anerkendende. ’Du skriver. Så lad være med at fortælle dig selv, at du prøver eller forsøger. Grib dagen, pennen og ordene. Du forsøger ikke, du gør det. Du skriver. Du er midt i en historie, ganske vist i udkanten, men bliv ved med at gå. Lad være med at standse op og fyld dig selv med tunge ord. Prøve. Forsøge.’ Han fnyser højlydt og er et kort sekund ved at falde ned af sin gren. Så retter han sig op med et fjollet grin.

’Balance er at korrigere, inden du falder’.
Jeg nikker. Han har ret, den gode Harald. Og jeg er taknemmelig for, at han altid kommer. Det er som om han instinktivt ved, hvornår jeg virkelig er engageret og har en helhjertet intention om at møde en historie. Den slags fornemmer han. Så kommer han flyvende eller spankulerende over græsplænen, der nu spejler sig i himlen. Våd og vinterlig.

’Det er det, der ofte sker’, forsætter han. ’Vi begiver os på vej, vi skriver og noget sker, men så stopper vi op. Vi begynder at stille spørgsmål. Er jeg på rette vej? Gør jeg det rigtigt? Vi inviterer vores indre censor med på rejsen og så kan det kun gå galt. For den indre censor har ingen intention om at komme dybere ind i historien. Tværtimod. Den vil gerne have, at vi bliver, hvor vi er. Og den har mange års erfaring med at aktivere den indre bremse. Snilde og særlige tricks. Den taler til sårbarheden og angsten. Og så har den en kopi af janteloven tatoveret på overarmen. ’
’Men vi skal blive ved med at gå … skrive …?’ Stemmen er min.

’Selvfølgelig!’ nærmest råber Harald. Det er først nu, det er ved at blive spændende. Når vi overskrider vores egne indre grænser og trodser den stemme, der fortæller os at vi ikke kan eller skal. Den lyver, den stemme. For det udvikler sig, jo dybere vi kommer ind i historiernes skov. Jo dybere vi går ind i os selv. Jo mere vi lytter, jo nysgerrigere vi er, jo mere dristige. Skriv, skriv, skriv. Er du ikke spændt? Hvad sker der? ’
Jeg nikker. Selvfølgelig er jeg spændt.

’Se nu bare vores lille historie her’, siger Harald og gynger legesygt på sin gren. Hans sorte øjne hviler på mig, årvågent, observerende. Han lægger mærke til alt. ’Den kan stoppe her. Du kan forlade tastaturet, slukke dit skrivelys og gå ud i dagen. Du kan påstå, at du har andre og vigtigere gøremål, men i virkeligheden handler det om, at du er bange. Ja, du er bange for det, du ikke ved. Og du kan ikke kende historien på forhånd. Det er faktisk hele ideen med at skrive. Noget sker, udvikler sig og opstår, jo mere du giver slip. Jo længere og jo dybere du går. ’
’Skriv, udforsk, skriv, lad dig fortrylle, skriv, fyld dig med undren, skriv, se detaljerne, skriv dem, skriv det, skriv dig!’

Harald har talt sig varm. Og jeg har skrevet mig lun. Nogen smiler indeni. En særlig sødme stiger til vejrs og nu når smilet mine læber. Jeg ler. Naturligvis kan historien ikke stoppe her, men den kan fortsætte, næste gang Harald og jeg holder stævnemøde.
’Og hvornår gør vi så det?’ udbryder han og løfter den ene vinge i et spørgsmålstegn.

’I morgen ved samme tid?
’Det er en aftale. Og husk opvarmningsøvelsen først!’

Jeg nikker smilende. Jeg kan godt lide Harald. Og jeg elsker at skrive historier.
’Højt på en gren en krage’, nynner Harald og er ikke længere en krage på en gren. Nu er han i luften. Sorte vinger mod vinterhimlen. En smuk silhuet af noget stort. Smukt. Og uhåndgribeligt. Noget, der kommer tilbage og igen bliver til fugl, når jeg ønsker det.

Hvis jeg virkelig ønsker det.

Tekst, billede og kærlige hilsener
Harald og Lene, december 2014

Skrivehuset
 

fredag den 5. december 2014

Højt på en gren




Dagen har taget disen i ed. Regndråber dingler som edderkoppespind over landskabet. Lydløst spinder de deres tråde og gør verden våd. Dryp. Dryp. Er det mon en slags sang? Dråbemusik? Forsigtigt åbner jeg døren til altanen og træder ud i den fugtige dag. En af de sorte fugle, som jeg ikke kender navnet på, stirrer på mig fra sin gren i bøgetræet. Nøgne grene, sort fugl, silhuetter af tiden, der kom. Og gik.
’Navnet er Harald’, siger den så. Fuglen. Den sorte. ’Du kender ikke mit navn, sagde du, men det går du så nu. Harald. Til tjeneste!’
Den flyver lidt nærmere og finder en gren, der flugter tæt med det udspring, hvor jeg står og skutter mig i decemberdisen. Jeg stirrer ind i dens udstående øjne. Et blik, der siger mere en tusind ord. Men blikket er åbenbart ikke det eneste, som Harald bruger til at kommunikere med. Han taler også. Med menneskeord.
’En krage’, udbryder Harald og puster vinger op. Sorte, forføriske, fulde af dråber. ’Jeg er en krage. Og jeg hedder Harald. Nu kender du mig, nu ved du, hvilken fugleart jeg tilhører og så behøver du aldrig mere at omtale mig som en sort fugl. Nu kan du være specifik i dine formuleringer og det gør underværker.’
’Hør, hvad ved du om skrivning?’ Ordene løber ud af min mund, før jeg kan nå at stoppe dem. Jeg er efterhånden åben for næsten hvad som helst, men en fugl, der har forstand på at skrive?
’Det kunne du lide at vide?’. Harald ler højt, en øredøvende lyd, der minder om et skrig. ’Alt’.
’Så du ved alt om at skrive, Harald?’ Jeg ser på fuglen, som jo ikke længere bare er en sort fugl. Jeg betragter kragen. Harald. Og jeg indser pludselig, at det er nu, jeg skal passe på. For noget i mig har umiddelbart lyst til at le højt. Det er jo i grunden ganske morsomt og en smule grotesk. Her står jeg og småfryser i regndisen, mens jeg konverserer med en krage. En krage, der har præsenteret sig selv om Harald. Og som ovenikøbet påstår, at han er ekspert i at skrive. At han ved ALT om at skrive. Det er fristende at forkaste dette øjeblik, lukke døren og forskanse mig bag muren af det, jeg tror, jeg ved. Det er fristende at lukke døren og hjertet for det øjeblik, hvor en fugl ikke bare er en fugl, men viser sig som en sjæl med et budskab. Et væsen. Måske har nogen sendt Harald for at fortælle mig noget, jeg ikke ved? Måske er Harald et slags sendebud? Min nysgerrighed er vakt og jeg roser mig selv for stadig at stå i døråbningen og glo på Harald, der tålmodigt gynger på grenen i takt til regndråbernes melodi.
Harald nikker bare. Ser på mig uden omsvøb.
’Jeg tror vi skal lære hinanden lidt bedre at kende’, siger han. ’Det er tid. Det er derfor, jeg er kommet. For hvis historien virkelig skal folde sig ud, så skal du have fat på de mindste detaljer. Dem, man sjældent lægger mærke til. Men når du begynder at skrive om dem, så lærer du også automatisk at sætte pris på dem. Det er som om du lærer dem at kende. Den, der før blot var en fremmed, en ukendt, bliver en ven.’
Jeg nikker. Jeg synes jeg har hørt det før, ja jeg har da vist også skrevet lidt om det. Hvordan jeg lærer at sætte pris på det, jeg har fokus på og skriver om. Jo mere, jeg fordyber mig, desto nærmere kommer jeg essensen af det, der ikke kan ses med det umiddelbare øje. Det, som kun kan mærkes med hjertet og som kræver min opmærksomhed.
Og det ved kragen Harald åbenbart noget om.
’Det vil jeg gerne, Harald’, hører jeg mig selv udbryde. ’Men jeg fryser nu og jeg er kun lige ved at genopstå for en voldsom forkølelse. Kan vi tale mere om dette de kommende dage? Har du lyst til at komme på besøg her i december og lære mig lidt mere om … at skrive?’
Fuglen nikker. Jeg mener, Harald nikker. Kragen Harald. Han ser tilfreds ud, han har opnået det, han kom for. Læreren dukker op, når eleven er klar. Og læreren kan vise sig i alle mulige afskygninger. Tro ikke, at du ved. På forhånd. Du er nødt til at være åben og modtagelig og gøre som jeg. Modstå fristelsen til at forkaste det, der ikke umiddelbart giver mening. Talende fugle, for eksempel.
’Vi ses’, siger Harald og letter fra grenen. Jeg ser ham forsvinde i regndisen, mellem grenene og ud på den anden side. Han svæver over marken og bliver til en lille prik. Så er han væk.
Jeg lukker døren og noget i mig nynner.
Højt på en gren en krage,
- simsaladim bamba saladu saladim -
højt på en gren en krage sad.
Men denne gang kommer der ingen hæslig jæger og skyder kragen død. Det er jeg sikker på. For jeg har en intention at lære Harald bedre at kende. Han flyver rundt med en slags visdom, som jeg gerne vil tilegne mig. Og den slags visdom er ikke kommet for at dø. Den er kommet for at leve.
Tekst, billede og kærlig hilsen
Lene, Skrivehuset, December 2014